Anledningen til nærværende sag er følgende omstændigheder: Firma Rheinmühlen, hvis speciale er møllerivirksomhed og navnlig international handel med korn eller forarbejdede produkter, afgav over for de kompetente tyske organer en erklæring om, at det i perioden
I de af firmaet underskrevne eksporterklæringer angav det som
Efter at have fremlagt disse erklæringer krævede det for den pågældende eksport de restitutioner, som Forbundsrepublikken Tyskland i medfør af artikel 20 i grundforordning nr. 19 om gradvis oprettelse af en fælles markedsordning for korn havde indført til fordel for tysk eksport til tredjelande ved en anordning om restitutioner for korn og ris (
Firmaets krav blev imødekommet, ikke ved kontantudbetaling af de nævnte restitutioner men — som den dagældende lovgivning gjorde det muligt — i form af en tilladelse til at importere visse mængder basisprodukter uden erlæggelse af importafgift.
I begyndelsen af 1966 opstod der imidlertid tvivl hos de kompetente tyske organer om, hvorvidt der faktisk var foretaget eksport til tredjelande, og de lod foretage en ransagning i firma Rheinmühlen's kontorer.
Ransagningens resultater førte til alarmerende konstateringer. Ifølge de tyske eksperter var samtlige de mængder, som efter firma Rheinmühlen's erklæringer var blevet afsat til et tredjeland, i virkeligheden blevet bragt i fri omsætning eller aftaget i et af Fællesskabets lande, Luxembourg, Italien eller Belgien.
Firma Rheinmühlen erkendte at have vidst, at de fine gryn af hård hvede, som ifølge ekspeditionspapirerne skulle sendes til Schweiz, ikke var kommet længere end til Echternach og var bragt i fri omsætning og forbrugt i Luxembourg.
Derimod bestrider firmaet, at i hvert fald samtlige mængder bankebyg var forblevet i Belgien eller i Italien.
Det anfører, at de omstændigheder, som blev afsløret gennem undersøgelsen, i øvrigt alligevel var uden indflydelse på dets ret til restitutioner, thi ændringerne af bestemmelsesstedet måtte udelukkende tilskrives kunden, og der var aldrig blevet ansøgt om DD4-certifikat eller opnået et sådant for de pågældende varer.
Den tyske myndighed for indførsel og oplagring af korn og foderstoffer,
Firmaet anlagde herefter sag mod denne tilbagekaldelse ved Finanzgericht Hessen, hvilken ret imidlertid frifandt sagsøgte den
Under henvisning til en række udtalelser i en tidligere dom fra Bundesfinanzhof fandt Finanzgericht, dels at medlemsstaterne i den pågældende periode, som Forbundsrepublikken Tyskland havde gjort det ved forskellige anordninger, kunne fastsætte de betingelser, som en eksportforretning skulle opfylde, for at der kunne tildeles
Sagen blev appelleret til Bundesfinanzhof, som imidlertid synes at have haft tvivl om rigtigheden af nævnte opfattelse, selv om denne havde støtte i flere af rettens egne domme.
Den var åbenbart i tvivl om, hvorvidt de tyske regler var forenelige med et bestemt fællesskabsbegreb, nemlig
Dette er den alvorlige baggrund for, at nævnte ret har stillet sålydende spørgsmål til Domstolen:
Forudsætter en eksport til tredjelande navnlig:
eller foreligger der en eksport til tredjelande, når
eller efter hvilke andre kriterier skal dette begreb fastlægges?
Det præliminære problem i det første spørgsmål er, om der i den pågældende periode fandtes en fællesskabsretlig definition af eksport til tredjelande, dvs. eksport som eventuelt kunne give ret til restitutionerne i medfør af artikel 20 i forordning nr. 19. Desangående er der for Domstolen fremført tre teser:
Jeg vil foreslå Domstolen at tilslutte sig Kommissionens opfattelse, der i øvrigt ikke på noget væsentligt punkt afviger fra opfattelsen hos det tyske interventionsorgan.
I betragtning af den udtømmende karakter af opregningen og undersøgelsen i retsmøderapporten af de bestemmelser, der gjaldt mellem den
Kommissionen overtog kun til dels og trinvist byrden fra finansåret 1963/1964. Undertiden skal der herved forstås en Undertiden er der derimod tale om en blot og bar en tærskel — eller interventionspris fastsat af Fællesskabet for samtlige medlemsstater, en ensartet restitutionsordning for eksport til tredjelande, eller et forbud for medlemsstaterne mod at tildele restitutioner for samhandelen inden for Fællesskabet.
Imidlertid gør han gældende, at der af den omstændighed, at forordning nr. 19 og de regler, som er vedtaget i dennes gennemførelse, meget præcist har defineret begrebet en medlemsstats import af varer fra en an den medlemsstat, forudsætningsvis, ganske vist a contrario men dog nødvendigvis, må følge en definition af begrebet eksport til tredjelande.
I så henseende henviser sagsøgeren i det væsentlige til Kommissionens beslutning af
Sagsøgerens ræsonnement på dette punkt er følgende: enten har de erhvervsdrivende ansøgt om og opnået de fordele, som en tildeling af DD4-certifikatet indebærer, eller også har de hverken ansøgt om eller opnået dem.
I det første tilfælde, og udelukkende i dette, skal operationen, som Domstolen statuerede det ved Craeynest-dommen af
I det andet tilfælde er den pågældende operation, da den ikke kan være en eksport/import-operation inden for Fællesskabet, nødvendigvis en eksport/import-operation med tredjelande, hvorfor den giver ret til de restitutioner, som er indført af de nationale myndigheder.
Argumentationen er brillant, men efter min mening lidt vel spidsfindig.
Kommissionen har udførligt og efter min opfattelse på meget overbevisende måde påvist, hvorfor og hvorledes det — både af tekniske grunde og under hensyn til den uomtvistelige hensigt hos forfatterne til de i den pågældende periode gældende regler — er umuligt, hvad firma Rheinmühlen gør gældende, at anse ordningen for
Jeg er fuldstændig enig på dette punkt: det kan vel antages, at den kendsgerning, at der ikke er udstedt et DD4-certifikat, er en
Det af Kommissionen anførte eksempel — som viser, at der for visse forarbejdede varer lovligt på én gang kunne forekomme udstedelse af et DD4-certifikat og tildeling af en
For ikke unødigt at forlænge disse betragtninger skal jeg ikke gå i detaljer med de øvrige punkter i Kommissionens argumentation, som med hensyn til dette spørgsmål fuldstændigt ligger på linje med min egen, og jeg skal indskrænke mig til en almindelig bemærkning.
I grunden udtrykker firma Rheinmühlen's argumentation en antagelse, som jeg allerede har haft den ære at tage afstand fra ved Domstolen: den går ud på, at hele ordningen for det fælles landbrugsmarked kun har haft til formål mellem Fællesskabet og medlemsstaterne på den ene side og specialisterne i udenrigshandelen med korn på den anden side at indføre en kæmpemæssig legen
Dette er i virkeligheden netop konsekvensen af den argumentation, som det sagsøgende selskab har fremlagt.
Hvad er det nemlig, som selskabet i grunden gør gældende? I denne vanskelige periode, hvori det fælles landbrugsmarked skulle iværksættes, kunne der foreligge situationer, hvor importører eller eksportører havde interesse i ikke at fremsætte krav om den relativt gunstige sats for den importafgift, som gjaldt i samhandelen inden for Fællesskabet, men derimod i at opnå de relativt høje restitutioner, som var fastsat for eksporten til tredjelande, selv om varen til slut skulle blive bragt i fri omsætning i en af medlemsstaterne.
Adgangen til en sådan fordel er ifølge sagsøgeren en ret for de interesserede firmaer.
At give dem en sådan ret ville efter min mening være ensbetydende med at tilsidesætte samtlige mål for den fælles landbrugspolitik, som disse fremgår både af selve traktatens regler og af Domstolens fortolkning heraf.
Hvad er det da for mål?
Artikel 39 opregner dem meget klart.
Man vil i disse udtalelser eller i den fortolkning, Domstolen har givet dem, forgæves lede efter en bekræftelse på, at de foranstaltninger, som er vedtaget til oprettelse af det fælles landbrugsmarked, også skal gøre det muligt at støtte specialisterne i eksport-import med henblik på transaktioner, der overhovedet ikke har økonomisk interesse for det fælles landbrugsmarked.
Det sagsøgende selskabs befuldmægtigede indledte sit mundtlige indlæg for Domstolen med at understrege, at hans klienter ikke var bedragere, og bebrejdede Kommissionens befuldmægtigede, at han havde nævnt den trafik,
Jeg tager hans bemærkninger til efterretning, men jeg tillader mig at minde ham om — jeg skal vende tilbage hertil om et øjeblik — at der ved siden af de bedragerier, som de nationale kriminalretter har pligt og kompetence til at sanktionere, også findes hvad man kunne kalde
På dette punkt skyldes meningsforskellene mellem det tyske interventionsorgan og Kommissionen uenighed ikke så meget om princippets eksistens som om indholdet af dette
Jeg mener for mit eget vedkommende, at medlemsstaterne, selv om de i den pågældende periode havde meget stor frihed på dette område, ikke desto mindre skulle overholde visse grundlæggende fællesskabsretlige principper.
Den store frihed, som man efter min opfattelse må tilkende medlemsstaterne, kan særdeles klart udledes af
dels den kendsgerning, at det stod dem frit at indføre eller undlade at indføre de restitutioner, der var forudset i artiklerne 10 og 20 i forordning nr. 19, dels den kendsgerning, at de direkte eller indirekte omkostninger ved restitutionerne i denne periode enten helt eller senere delvist skulle dækkes over de nationale budgetter.
Modsat kan staternes pligt til i den relevante periode at overholde en række fælles principper for definitionen af begrebet eksport til tredjelande efter min opfattelse udledes af følgende:
Under hensyn til disse forskellige betragtninger mener jeg altså, at Domstolen bør gøre Bundesfinanzhof klart, at selv om medlemsstaterne i den relevante periode lovligt kunne fastsætte betingelserne for tildelingen af restitutioner, som de havde hjemmel til at indføre for eksporten til tredjelande, skulle denne fastsættelse dog overholde visse mindstekrav i fællesskabsretten.
Jeg skal selv foreslå en mere præcis definition af dette
Jeg er fuldstændig enig med Kommissionen, når den udtaler, at den første fællesskabsretlige mindstebetingelse for at antage, at der foreligger eksport til tredjelande, er, at varen har forladt den eksporterende medlemsstats territorium.
Dette er evident, for hvis det ikke var tilfældet, kunne der under ingen omstændigheder foreligge eksport.
Men jeg har en anden opfattelse end Kommissionen vedrørende følgende punkt.
Kommissionen mener nemlig, at man i den pågældende periode på
Staterne kunne frit træffe afgørelse herom, de var ikke forpligtet hertil.
Jeg mener derimod, at dette krav er en af selve grundpillerne i det fællesskabsretlige begreb eksport til et tredjeland.
Den franske version af forordning nr. 19 anvender i artikel 19, som omhandler samhandelen inden for Fællesskabet, udtrykket Jeg kan ikke tilslutte mig dette argument, for den anførte terminologiske uoverensstemmelse findes kun i den franske tekst, mens den italienske, den nederlandske og den tyske tekst anvender samme formulering i artiklerne 19 og 20: eksport Kommissionens anden bogstavfortolkning er naturligvis mere problematisk, idet den går ud på, at forfatterne til forordning nr. 19 med anvendelsen af udtrykkene eksport Jeg tror imidlertid ikke, at der på dette punkt alene skal foretages en grammatisk fortolkning af bestemmelser, der er mere eller mindre heldigt udformet, men snarere at der, som jeg vil søge at gøre det om et øjeblik, skal foretages en formålsfortolkning af de samme bestemmelser. Forordningen præciserede, at de medlemsstater, som tildelte de pågældende, nærmest undtagelsesvise restitutioner, i tilfælde af salg på grundlag af licitation skulle træffe Dette er særdeles tvivlsomt, thi det kan modsat hævdes, at Kommissionen her kun minder om eller udtrykkeligt bekræfter et generelt princip, som følger af målsætningen for forordning nr. 19. Selv om Kommissionen ikke udtrykkeligt har sagt det, er den øjensynligt påvirket af den kendsgerning, at en for snæver afgrænsning af begrebet eksport til tredjelande — under hensyn til lakunerne og selv mangelen, i visse tilfælde, i fællesskabsretten med hensyn til gennemførelsesbestemmelser i hele denne periode — stillede medlemsstaternes toldmyndigheder og kontorer for økonomisk styring over for indviklede praktiske problemer. Måske tænker den på tilfælde som dem, Rheinmühlen's befuldmægtigede nævnte for Domstolen: skibet, der forliser, og hvis faktisk medfølgende last, der har et tredjeland som bestemmelsessted, imidlertid aldrig når bestemmelseslandet, eller den godtroende eksportør, som man ikke kan holde ansvarlig for beslutninger truffet af køberen, der er statsborger i en tredjestat.
Hvad drejer det sig i virkeligheden om?
Dels om at afsætte så meget som muligt på verdensmarkedet af de overskud, som findes i alle fællesskabslandene. Dels om at muliggøre en sådan eksport ved at anmode medlemsstaternes skatteydere om et økonomisk offer, der skal dække den forskel, som i almindelighed består mellem prisen for landbrugsvarer på det fælles market og prisen på verdensmarkedet for de samme varer.
Men hvad sker der nu, hvis varen faktisk ikke ankommer til tredjelandet?
Endelig bidrager transaktionen til at ødelægge de forudsigelser, som er grundlaget for, at medlemsstaterne eller fællesskabsinstitutionerne hensigtsmæssigt kan styre de instrumenter, som regulerer det fælles landbrugsmarked, dvs. tærskelprisen, interventionsprisen, importafgifter etc.
Endelig kan man, som jeg har udtalt det ved Domstolen i andre sager, ikke på forhånd betvivle eksportørernes gode tro, men det kan dog ikke udelukkes — og de faktiske omstændigheder beviser desværre dette — at en sælger og en køber i et tredjeland bliver enige om at dele den fortjeneste, som for en bestemt transaktions vedkommende følger af, at der på et eller andet tidspunkt samtidig gælder en særlig lav importafgift og en særlig høj restitution.
Bortset fra de i egentlig forstand bedrageriske transaktioner kunne, og man må sige desværre, en række erhvervsdrivende
Men kan naturligvis ikke gøre sig håb om, at en fællesskabsretlig definition af eksport til tredjelande, som kræver, at varen faktisk skal være kommet ind i tredjelandet, er tilstrækkelig til at umuliggøre enhver transaktion af denne art, men en sådan definition er efter min opfattelse i det mindste egnet til i betragtelig grad at genere de pågældende transaktioner, og det er den væsendigste grund til, at jeg foreslår Domstolen at anvende den.
Skal man gå længere og i fællesskabsretlig henseende kræve, at varen ikke blot er kommet ind i tredjelandet men også, at den er bragt i fri omsætning, gjort
Det mener jeg ikke, og på dette punkt er jeg enig i Kommissionens opfattelse, hvorefter man på det pågældende tidspunkt, dvs. på et tidspunkt, hvor koordinationen af medlemsstaternes toldlovgivninger endnu var meget utilstrækkelig, ikke i fællesskabsretlig henseende kunne indføre sådanne præciseringer, som — hvad Kommissionen har understreget — end ikke den gældende lovgivning indeholder endnu.
Navnlig tilkom det således på dette tidspunkt den enkelte medlemsstat at foretage sådanne præciseringer, hvis den fandt det hensigtsmæssigt under hensyntagen til sin egen lovgivning.
Jeg foreslår altså Domstolen at besvare det første spørgsmål fra Bundesfinanzhof med, at medlemsstaterne, selv om de i den pågældende periode havde hjemmel til at fastsætte betingelserne for tildeling af de restitutioner, som de i medfør af artikel 20 i forordning nr. 19 havde mulighed for at indføre for eksport til tredjelande, mindst skulle kræve, at varen, for at den kunne give ret til de nævnte restitutioner, i løbet af den pågældende eksporttransaktion forlod den eksporterende medlemsstats toldområde og, med forbehold af force majeure, kom ind på et tredjelands toldområde efter eller uden transit gennem en anden medlemsstats territorium.
Bundesfinanzhof s andet spørgsmål angår gyldigheden af Kommissionens forordning nr. 162/64 af
I så henseende skal jeg straks fremhæve en af vanskelighederne ved denne sag.
Bundesfinanzhof har forelagt Domstolen et problem vedrørende den pågældende forordnings gyldighed.
Sagsøgeren benyttede lejligheden til at forelægge Domstolen et andet, helt forskelligt problem, som dog ganske vist også vedrører gyldigheden af den pågældende forordning, og jeg er, som jeg skal komme tilbage til om et øjeblik, i stor tvivl om, hvorvidt Domstolen skal udtale sig om dette andet gyldighedsproblem.
Bundesfinanzhof var i tvivl om, hvorvidt Kommissionen, som den gjorde det med den pågældende forordning, vilkårligt kunne begrænse størrelsen af de restitutioner, der kunne tildeles samhandelen inden for Fællesskabet, til en vis procent af de restitutioner, der fulgte af gennemførelsen af en mere generel lovgivning, nemlig Rådets forordning nr. 141/64, skønt de restitutioner, der kunne tildeles i samhandelen med tredjelande, ved anvendelsen af sidstnævnte forordning kunne nå et betydeligt højere beløb: hele det variable element i den importafgift, som gjaldt for importen fra tredjelande.
Årsagen til, at Bundesfinanzhof er i tvivl om gyldigheden af forordning nr. 162/64 på dette punkt, må søges i en bestemt opfattelse af
Dengang var den italienske tærskelpris for mælkepulver nemlig lavere end den, der gjaldt i Forbundsrepublikken Tyskland.
Denne ydede imidlertid ikke på daværende tidspunkt nogen restitution for eksport af mejeriprodukter til Italien, hvilket bevirkede, at det blev umuligt at eksportere mælkepulver direkte fra Tyskland til Italien.
Den restitution, som i Tyskland ydedes for eksport til Schweiz, var imidlertid — stadig på samme tidspunkt — højere end den importafgift, som gjaldt i Italien for import af mejeriprodukter fra Schweiz. Bundesfinanzhof fandt derfor, at hele systemet stred mod princippet om fællesskabspræferencen, som skulle indebære, at eksporten fra én medlemsstat til en anden begunstiges i forhold til eksporten fra medlemsstaterne til tredjestater.
Bundesfinanzhof forestiller sig, at forordning nr. 162/64 i det mindste ifølge sit princip kunne føre til resultater af tilsvarende art og således er behæftet med den samme mangel med hensyn til krænkelse af grundsætningen om fællesskabspræferencen som det system, der gjaldt for mælken.
Ræsonnementet er snedigt, men det forekommer mig ikke overbevisende:
Det er mangelen på koordination og standardisering af tærskelpriserne og ikke de bestemmelser, der regulerer restitutionerne, som er årsag til situationer af den art, som har givet Bundesfinanzhof anfægtelser. Det er imidlertid åbenbart, at den nævnte mangel på koordination og ensartethed var uundgåelig på dette trin af den europæiske opbygning, såfremt man straks ville gøre fremskridt. Det har Domstolen i øvrigt udtalt ved flere lejligheder, navnlig i den række domme, som blev afsagt den Muligheden for at tildele restitutioner i den interne samhandel i Fællesskabet var kun en overgangsforanstaltning, og den nævnte mulighed skulle, som det også skete, forsvinde, såsnart det blev muligt at fastsætte enhedspriser i samtlige medlemsstater ved hjælp af ensartede regler. Det ville derfor være noget paradoksalt at bebrejde Kommissionen, at den har forberedt restitutionernes forsvinden ved gradvist at formindske deres betydning. Vedrørende mindstepriserne for landbrugsvarer taler traktatens artikel 44 ganske vist om Endvidere synes betragtningerne og bestemmelserne i forordning nr. 19, navnlig artikel 9, stk. 1, faktisk at referere sig til det nævnte begreb Imidlertid er den eneste præcise forpligtelse, som den nævnte forordning udleder af begrebet, at medlemsstaterne skal operere med en højere tærskelpris for importen fra tredje lande end for importen fra de øvrige medlemsstater. Selv om man arbejder med et vidt begreb for Jeg mener ikke, at begrebet nogensinde har haft det indhold, at en medlemsstat, som har overskud, for enhver pris skal søge at oversvømme en anden medlemsstats marked hermed, uanset forholdene på dette marked og forholdene på de øvrige medlemsstaters markeder. Efter min opfattelse ville dette i virkeligheden stride mod et andet fundamentalt princip for enhver fælles ordning af landbrugsmarkederne, nemlig at alle Fællesskabets medlemsstater ved hjælp af restitutioner skal søge at afsætte det samlede fælles overskud på verdensmarkedet. Derfor ville forordning nr. 162/64 efter min opfattelse kun stride mod Fællesskabets principper, for så vidt som der herved sker en nedsættelse af de restitutioner, som kan tildeles i samhandelen inden for Fællesskabet i forhold til dem, som kan ydes ved eksport til tredjelande, såfremt det blev bevist, at efterspørgslen i hele Fællesskabet efter de af forordningen omfattede produkter var større end udbudet. Noget sådant er aldrig søgt påvist, og dette ville efter min formening sandsynligvis være umuligt. Jeg mener derfor, at Domstolen bør statuere, at prøvelsen af Bundesfinanzhof's spørgsmål vedrørende gyldigheden af forordning nr. 162/64 intet har frembragt, der kan anfægte den pågældende forordnings gyldighed.
Problemet er helt forskelligt fra det, som blev rejst af Bundesfinanzhof, og firma Rheinmühlen's anfægtelse af gyldigheden af forordning nr. 162/64 sker med en anden
Sagsøgeren har nemlig gjort gældende, at den anfægtede forordning har knyttet et bånd mellem på den ene side tærskelprisen og på den anden side kornets forarbejdningsgrad.
Man har derhos anført følgende:
dels måtte det kræves, at begrundelsen for at knytte et sådant bånd var anført i forordningens betragtninger, hvilket ikke er tilfældet; dels er dette bånd, som det er knyttet, i strid både med de økonomiske realiteter og med den sunde fornuft for så vidt som forordningen principielt kræver, at det er i de lande, hvis tærskelpriser er højst, at forarbejdningsgraden er bedst, og omvendt i dem, hvor tærskelprisen er lavest, at forarbejdningsgraden er mindst tilfredsstillende.
Jeg mener det ikke — af tre grunde:
Dette er grunden til, at Domstolen navnlig har afvist adgangen til intervention i en sag, som Domstolen har fået forelagt i medfør af traktatens artikel 177 (kendelse af afslået at besvare et andet fortolkningsspørgsmål end det, som den nationale ret har forelagt (kendelse af afvist at undersøge et gyldighedsspørgsmål, når den nationale ret kun har forelagt Domstolen et fortolkningsspørgsmål ( I det omfang en sagsøger — der i en sag efter artikel 177 ikke er part ved Domstolen — rejser et andet gyldighedsspørgsmål end det, der er rejst af den forelæggende ret, har han, selv om den anfægtede regel er den samme, i virkeligheden til hensigt at få Domstolen til at pådømme et spørgsmål, som den ikke har fået forelagt i medfør af traktatens artikel 177. At efterkomme hans krav ville følgelig efter min opfattelse krænke den ligevægt, som Domstolen hidtil har kunnet opretholde mellem reglerne i artikel 177 og reglerne i artiklerne 173, 175 og 184 i traktaten. Det følger nemlig af dette princip, at Domstolen efter en forelæggelse i medfør af artikel 177 skal give den nationele ret oplysninger om de fællesskabsretlige problemer, der opstår for den, undertiden endog ved at fortolke sin egen afgørelse, hvorimod det aldrig følger af princippet, at Domstolen kan og vil Dersom Domstolen antager, at en sagsøger i hovedsagen med henblik på gyldigheden af en fællesskabsforordning kan rejse et andet problem for Domstolen end det, den nationale ret har forelagt Domstolen, må det dog befrygtes, at Domstolen særdeles ofte vil efterlade det indtryk, at den erstatter den nationale ret. Jeg synes, at nærværende sag i sig selv er et udmærket eksempel herpå. Det er umuligt at vide, om det gyldigheds-problem, som firma Rheinmühlen har rejst for Domstolen, har været forelagt Bundesfinanzhof. Jeg skal imidlertid nævne forskellige muligheder. Hvis spørgsmålet har været forelagt, og Bundesfinanzhof udtrykkeligt har afvist at behandle det, vil Domstolen da mene, at den indirekte kan censurere den nævnte rets dom ved at undersøge det spørgsmål, som den bevidst har afvist at forelægge Domstolen? Dersom spørgsmålet har været rejst, vil Domstolen da undersøge det, udelukkende fordi Bundesfinanzhof ikke udtrykkeligt, men blot indirekte har afvist at behandle det ved at undlade at forelægge det? Hvis endelig det pågældende problem ikke har været rejst for Bundesfinanzhof, vil Domstolen da mene, at den kan antage en tvist til behandling, som er helt forskellig fra den, som den kompetente nationale ret har fået forelagt, og med hensyn til hvilken denne stiller spørgsmål til Domstolen? At gå så langt ville efter min opfattelse være at tilsidesætte de kloge principper, i kraft af hvilke Domstolen har været i stand til at skabe et tillidsfuldt samarbejde mellem de nationele retter og Domstolen selv. Mens Domstolen længe i konklusionen til sine domme vedrørende spørgsmålene om gyldighed anvendte formlen En skønne dag kan der ganske vist opstå det problem, om der ikke foreligger visse uregelmæssigheder, som Domstolen skal tage stilling til ex officio, men det vil kun kunne dreje sig om uregelmæssigheder, som bringer den ved traktaten indførte balance mellem institutionerne i fare, og spørgsmålet opstår ikke i nærværende sag. Under disse omstændigheder må jeg på det bestemteste anmode Domstolen om at afvise at behandle det problem vedrørende gyldigheden af forordning nr. 162/64, som firma Rheinmühlen har forelagt, og som ikke er blevet stillet Domstolen af Bundesfinanzhof.
Der måtte nemlig gøres store anstrengelser for at finde blot antydningen af en begrundelse i forordningen i henseende til det omstridte punkt, men det må bemærkes, at den manglende eller utilstrækkelige begrundelse, hvis man ønsker at se strengt på det, kunne være en mangel, som ikke blot forordning nr. 162/64, men samtlige de fællesskabsforordninger, som indtil 1967 angik restitutioner, var behæftet med.
Med hensyn til sit materielle indhold er problemet ligeledes særdeles ømtåleligt.
Kommissionen har ikke nægtet, at der i visse medlemsstater med en meget lav tærskelpris fandtes meget moderne forarbejdningsindustrier med en meget høj forarbejdningsgrad, og at der omvendt, endog i lande med høj tærskelpris, fandtes forældede forarbejdningsindustrier. Imidlertid gør den gældende, at den faktisk var forpligtet til at finde et kriterium, der, trods alle dets mangler, gjorde det muligt at forene de nationale forarbejdningsindustriers modstridende interesser og oprette en balance mellem på den ene side brugen af Fællesskabets basisprodukter med henblik på eksport af forarbejdede produkter til tredjelande, og på den anden side brugen af de produkter fra disse lande, som var godkendt til forædlingsprocesser.
Problemet er i virkeligheden, om forarbejdningsindustrierne i lande med en relativt lav tærskelpris, som helhed og bortset fra individuelle forhold, var mindre godt udstyret og mindre moderne end i lande med en højere tærskelpris.
Det er min opfattelse, at kun sagkyndige kan give Domstolen oplysninger i så henseende. Men som anført tror jeg ikke, at Domstolen skal behandle dette problem, og jeg mener, at den bør begrænse sig til at svare, at det af Bundesfinanzhof stillede spørgsmål vedrørende gyldigheden af forordning nr. 162/64 intet har frembragt, der kan anfægte den nævnte forordnings gyldighed.
Bundesfinanzhof s tredje spørgsmål kræver ikke så lang tid til sin besvarelse.
Bundesfinanzhof spørger nemlig Domstolen, om de principper for definitionen af begrebet eksport til tredjeland, som fremgår af Domstolens svar på det første af spørgsmålene, også gælder for anvendelsen af forordningerne nr. 162/64 og 164/64.
Alene af praktiske grunde er en ensartet fortolkning påkrævet.
Hertil kommer en juridisk betragtning: forordningerne Nr. 162/64 og 164/64 er vedtaget af Kommissionen til gennemførelse af en grundforordning, nemlig Rådets forordning nr. 19.
Det er derfor efter min mening retligt umuligt at give de begreber, som gennemførelsesforordningerne refererer til, et andet indhold end de samme begreber i grundforordningen.
Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare Bundesfinanzhof s tredje spørgsmål med, at begrebet eksport til tredjelande, med henblik på forordningerne nr. 162/64 og 164/64, skal fortolkes som anført i svaret på spørgsmål 1.
Jeg skal derfor indstille, at Domstolen besvarer de spørgsmål, Bundesfinanzhof har forelagt den, således: