1.

Dette kræver først besvarelse af et indledende spørgsmål.

Som allerede nævnt, er stævningerne rettet mod Rådet og Kommissionen in solidum. Efter sagsøgernes opfattelse er disse fællesskabsinstitutioner solidarisk ansvarlige for et beløb. der kun skal betales én gang. I den henseende er der rejst det spørgsmål, om stævningerne er rettet mod den rette sagvolder. Begge sagsøgte er af den opfattelse, at dette ikke er tilfældet. De mener, at det i et sådant tilfælde er Fællesskabet, der er ansvarligt, og at en stævning følgelig må udtages mod Fællesskabet. Bortset herfra er de ganske vist ikke enige i spørgsmålet om, hvem der skal repræsentere Fællesskabet. Rådet er af den opfattelse, at det skal repræsentere Fællesskabet, når det er Rådets akter, der har forvoldt skade. Derimod mener Kommissionen, at den generelt må repræsentere Fællesskabet i erstatningssager, og den påberåber sig herved EØF-traktatens artikel 211.

Til dette problem — som jeg ikke mener er særlig vigtigt — må først bemærkes følgende.

I EØF-traktatens artikel 215, stk. 2, som sagsøgerne støtter deres krav på, hedder det. »For så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold skal Fællesskabet . . . erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv«. Herfra kan man faktisk med de sagsøgte slutte, at sådanne krav skal rettes mod Fællesskabet, at altså Fællesskabet i sin helhed er rette sagsøgte. Fællesskabet må imidlertid repræsenteres ved Domstolen af en institution, og set på denne måde kan der vel intet indvendes mod, at et erstatningskrav rettes mod den institution, som repræsenterer Fællesskabet (som det for eksempel skete i sag nr. 5/71 (Sammlung 1971, s. 985). Ikke mindst kan der henvises til udtrykket i artikel 215, stk. 2, som taler om en skade, forvoldt af Fællesskabets institutioner.

Hvad videre angår spørgsmålet om, hvilken institution der i en konkret erstatningssag mod selve Fællesskabet skal repræsentere det, nærer jeg betænkeligheder ved i denne sammenhæng at falde tilbage på Traktatens artikel 211, altså den bestemmelse, hvori det hedder: »Fællesskabet har i hver Medlemsstat den videstgående rets-og handleevne, som vedkommende Stats lovgivning tillægger juridiske personer; det kan i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager. I denne henseende repræsenteres det af Kommissionen«. Faktisk kan man ud fra konteksten i denne forskrift antage, at den kun vedrører Fællesskabets civilretlige forhold udadtil og dets repræsentation ved nationale retsinstanser. Den af Rådet foreslåede løsning ligger derfor væsentligt nærmere, da denne løsning efter sagens natur og efter ordlyden i artikel 215, stk. 2 ligefrem trænger sig på. I forbindelse med problemet om den rette repræsentation må der altså spørges, hvilken institution skaden kan tilregnes, og når en bestemt retsakt skal være skadens årsag, må man huske på, at i henhold til Traktatens artikel 4 handler »hver institution .. . inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt den i denne Traktat«.

Hvis man i det foreliggende tilfælde retter sig efter denne grundsætning, er det klart, at stævningerne må udtages mod Rådet, netop fordi det er Rådets forordninger vedrørende prisfastsættelse, der kritiseres, og disses lovlighed derfor i første linje må undersøges. Derimod er det tvivlsomt, om tillige Kommissionen kan inddrages i retssagen. Efter min opfattelse kan dette ikke begrundes med, at Kommissionen har foreslået Rådet de nævnte forskrifter, thi ansvaret for deres endelige vedtagelse ligger selvfølgelig alene hos Rådet. Til støtte for at Kommissionen skal inddrages, kan man heller ikke anføre, at det i stævningerne — hvilket kunne tyde på et ansvar for Kommissionen — er gjort gældende, at der er tale om et mangelfuldt tilsyn med markedet. Ser jeg ret, menes der nemlig dermed kun en iagttagelse af markedet og dettes lovmæssigheder før vedtagelsen af de kritiserede foranstaltninger, altså med henblik på disses forberedelse inden for rammerne af de af Kommissionen fremsatte forslag. Derimod tænkes der ikke på et selvstændigt markedstilsyn, for eksempel i sammenhæng med anvendelsen af Traktatens konkurrenceregler, dvs. på et område, hvor Kommissionen faktisk har en selvstændig beføjelse til at skride ind.

Jeg skulle derfor mene, at stævningerne rettelig skulle have været udtaget mod Fællesskabet resp. Rådet som den institution, der repræsenterer Fællesskabet.

Da der herudover ikke var nogen grund til at inddrage Kommissionen i sagen, må stævningerne for så vidt afvises.

2.

De indtalte krav på skadeserstatning støtter sig — hvad der allerede er blevet tydeligt — på et sagsfaktum, hvor såkaldt »normativ uret« spiller en rolle. På grund af denne omstændighed er der i sagen fremsat indsigelser, der vedrører samtlige søgsmåls antagelse til realitetsbehandling. I den videre undersøgelse vil vi først beskæftige os med disse indsigelser.

Med hensyn til dette spørgsmål har den sagsøgte Kommission under den skriftlige sagsbehandling lagt dommen i sag nr. 5/71 til grund (hvori det samme problem allerede var fremme). Den har dog ment at måtte ytre betænkeligheder med hensyn til sagens antagelse til realitetsbehandling, eftersom den normerende karakter af den her omstridte retsregel, der angiveligt har forvoldt skade, skulle være mere generel end i de forskrifter, der blev behandlet i sag nr. 5/71. Desuden finder Kommissionen, at der i den foreliggende sag ikke kan tales om nogen kvalificeret krænkelse af en højere retsnorm i den betydning, som er forudset i dommen i sag nr. 5/71. — Rådet har under den skriftlige forhandling ytret betænkelighed med den begrundelse, at der, såfremt et annullationssøgsmål afvises, heller ikke kan anlægges en sag om ansvaret for de økonomiske følger af en angiveligt ulovlig akt. Derudover har det gjort gældende, at et erstatningssøgsmål i sådanne tilfælde højst kan komme i betragtning, når der påvises en umiddelbar og særlig skade samt grov skyld, hvilket der dog efter sagsøgernes redegørelse ikke kan være tale om. — Under den mundtlige forhandling gik de sagsøgtes fælles forsvar endnu videre. Der blev henvist til, at formålet med sagerne er en ændring af markedsordningen for korn, og det blev gjort gældende, at dette mål rent faktisk kunne nås, såfremt dommen gik de sagsøgte imod, på grund af den heraf følgende de-facto-erga-omnes-virkning. Traktatens retsbeskyttelsesregler skulle imidlertid ikke tillade en sådan fremgangsmåde. Endelig har de sagsøgte indtaget det standpunkt, at artikel 215, stk. 2 nu må fortolkes under hensyn til de nye medlemsstaters retsordener. Går man således til værks, må det imidlertid i betragtning af vurderingen i de nye medlemsstaters retsordener af den her relevante problematik forekomme særdeles vanskeligt at opretholde afgørelsen i sag nr. 5/71, dvs. at der er ansvar for retsstridig lovgivning.

Lad os altså se på, hvilken bedømmelse i den sag, vi nu skal behandle, der følger af det foregående.

For det første er det nu tydeligt, at en del af de anførte betænkeligheder allerede blev fremhævet i sag nr. 5/71 og den gang blev indgående behandlet. Det skulle ikke være nødvendigt mere at komme tilbage til disse indvendinger, især da der ikke er fremført noget væsentligt nyt.

Dette gælder især den argumentation, der støttes på Traktatens retsbeskyttelses-regler og privates begrænsede søgsmåls-kompetence i relation til generelle retsakter. — Jeg tror heller ikke, at der er nogen anledning til at komme tilbage til de retssammenlignende undersøgelser, der er foretaget vedrørende de seks oprindelige medlemsstaters retsregler med henblik på det problem, der interesserer os nu. Til en kritisk bemærkning fra de sagsøgte må i denne sammenhæng dog bemærkes, at de åbenbart har misforstået, hvad der i forslaget til afgørelse i sag nr. 5/71 blev fremhævet om den vide udbredelse af ansvaret for retsstridig lovgivning. Faktisk mentes der kun dermed, at et sådant princip er anerkendt i en række medlemsstater (»den vide udbredelse« skulle altså udelukkende forstås i geografisk forstand); det blev på ingen måde overset i forslaget til afgørelse eller under retssagens behandling i øvrigt, at der kun er tale om ansvar for retsstridig lovgivning i sjældne tilfælde, der kun har ringe betydning i praksis (en erkendelse, der vel i øvrigt også på længere sigt gælder for fællesskabsrettens vedkommende).

Hvad angår princippet om ansvar for retsstridig lovgivning, kan man egentlig kun spørge, hvorvidt udvidelsen af Fællesskabet og inddragelsen af yderligere tre retsordener i den retssammenlignende undersøgelse i henhold til artikel 215, giver anledning til at løse problemet i de nu foreliggende retssager anderledes end i sag nr. 5/71. — Efter min mening må der i så henseende anstilles forskellige overvejelser.

Først vil jeg medgive, at man vel vanskeligt kan hævde, at de principper, der lå til grund for den den 2. december 1971 afsagte dom, som altså ligger før tiltrædelsen, hørte til Fællesskabets retssystem, som de tiltrædende medlemsstater har accepteret. — Man kan imidlertid med rette spørge sig selv, om det overhovedet er nødvendigt at tage hensyn til de nye medlemsstaters retssystemer for at fortolke artikel 215, stk. 2 og for at anvende den på nærværende tilfælde. Jeg ville i hvert fald ikke finde det helt forkert at lade bedømmelsen af det nu foreliggende krav ske ud fra den retssituation, der forelå, da ansvaret blev aktuelt.

Vil man imidlertid ikke foretage denne tilsyneladende berettigede begrænsning af undersøgelsen, men tværtimod inddrage de tre nye medlemsstaters retsordener i undersøgelsen, så vil dette givetvis ikke — som de sagsøgte overbevisende har påvist — afgive nogen støtte for den opfattelse, at der kan blive tale om ansvar for retsstridig lovgivning. Dette gælder måske ikke så meget for dansk ret, hvor et ansvar for retsstridig lovgivning ikke — hvis jeg har forstået det ret — a priori er udelukket, men hvor domstolene snarere udviser en vis tilbageholdenhed med at efterprøve lovgivers skønsmæssige afgørelser. Den an-tvdede konklusion kan man imidlertid givetvis drage, når det drejer sig om retspraksis i Irland og Det forenede Kongerige, også selv om det for engelsk ret ikke må overses, at den negative argumentation i det væsentlige bygger på parlamentslovgivningen og dogmet om Parlamentet som den øverste myndighed, således at en henvisning hertil i ringere grad har betydning for fællesskabsretten og navnlig for den foreliggende sag end en henvisning til de udøvende myndigheders afledte generelle retsforskrifter.

Herved er der dog ikke vundet nogen afgørende erkendelse, der taler imod en fortsættelse af den hidtidige retspraksis. Når det drejer sig om at finde frem til, hvad der i henhold til artikel 215, stk. 2 er gældende ret, er det nemlig ikke en eventuel overensstemmelse mellem alle medlemsstaters retssystemer, der har betydning, ej heller en slags sammentælling til konstatering af et flertal; det er derimod af betydning, hvad kendte forfattere (som Zweigert) har kaldt for vurderende retssammenligning. Det kan — som det allerede blev fremført i forslag til afgørelse i sag nr. 5/71 — have betydning at konstatere, hvilken retsorden, der fremstår som den dominerende ( 2 ). Set på denne måde er det ikke mindst væsentligt at vide, at retssystemet i de tre medlemsstater, der nylig er indtrådt i Fællesskaberne, viser en tydelig udviklingstendens i spørgsmålet om statens ansvar. Der sker åbenbart en udvidelse af området for statens ansvar, til dels i kraft af lovgivningen; navnlig blev der om dansk ret fortalt, at retterne på det seneste i tiltagende grad bevæger sig i denne retning. Således kan det måske berettiget sluttes, at der på dette vigtige område angående retsbeskyttelsen må regnes med en yderligere formindskelse af afstandene fra de tre nævnte retssystemer, som i det her relevante spørgsmål overvejende er negative, til — om man vil — de mere progressive retssystemer i de andre medlemsstater. — For det andet må der ved vurderingen i den rets-sammenlignende undersøgelse og ved anvendelsen af dens resultater i fællesskabsretten tages hensyn til dette retssystems særlige struktur. Det er herved navnlig vigtigt, at den retsfastsættende procedure er anderledes end i medlemsstaterne, særligt derved, at Parlamentet kun detager i begrænset omfang. Faktisk berettiger dette ikke blot til, at overvejelser i national ret om den særlige natur af parlamentslovgivningen, med hensyn til hvilken der er truffet særlige forholdsregler med hensyn til dens overensstemmelse med forfatningen, tillægges ringe vægt. Dette forhold nødvendiggør nemlig også en udtrykkelig fremhævelse af tankerne om at styrke retssikkerheden i Fællesskaberne gennem Domstolen. Jeg kunne forestille mig, at netop sådanne overvejelser har været udslaggivende for begrundelsen i afgørelsen i sag nr. 5/71. Trods de negative slutninger, der med henblik på det nærværende problem kan drages fra retsreglerne i de tre nye medlemsstater, er der altså sådan set ingen anledning til at overveje en ændring af praksis om ansvaret for retsstridig lovgivning.

Ifølge de af de sagsøgte rejste indvendinger er bedømmelsen af afvisningsproblemet imidlertid ikke hermed afsluttet. Det må videre overvejes, om der skal gøres en sondring efter indholdet af en anfægtet retsregel (således at en erstatningssag kun kan antages til realitetsbehandling, hvor det drejer sig om konkrete love, men ikke hvor der i højere grad er tale om generelle forskrifter), og det er nu spørgsmålet, om ansvaret — som Rådet mener — er betinget af, at det godtgøres, at der er lidt et umiddelbart og særligt tab som følge af grov skyld.

Med hensyn til det første punkt — det vil jeg straks understrege — vil jeg ikke foreslå Domstolen at følge de sagsøgtes opfattelse. Faktisk er det ikke temmelig problematisk at sondre efter en retsregels mere eller mindre generelle karakter. Det er også af betydning, at der i dommen i sag nr. 5/71 på anden vis blev draget omsorg for, at krav på skadeserstatning som følge af generelle retsakter vedblivende begrænses til bestemte undtagelsestilfælde. Desuden vil jeg mene, at der ikke er nogen væsentlig forskel mellem den retlige situation i sag nr. 5/71 (hvor en forordning om foranstaltninger til udligning af forskelle mellem sukkerpriserne i to produktionsår var til behandling) og de forskrifter om prisfastsættelsen for et bestemt produkt og et bestemt høstår, som vi nu skal undersøge. Det er ganske vist korrekt — som de sagsøgte har påpeget — at mange er berørt af det sidstnævnte regelsæt; der kan dog udpeges en snævrere kreds, der er særlig ramt, nemlig producenterne af fine gryn af hård hvede, og det kan siges, at de forskrifter, der gælder for dem, netop fordi de berører deres eksistens direkte, i det mindste nærmer sig en lovgivningsforanstaltning.

Hvad endeligt angår de kriterier, som Rådet anser for afgørende, så er det egentligt tilstrækkeligt at henvise til, at de ikke blev nævnt i dommen i sag nr. 5/71. I øvrigt er jeg også af den opfattelse, at der slet ikke er behov herfor, når det gælder afgrænsningen af søgsmålsretten. Det er tværtimod i så henseende tilstrækkeligt at henvise til en kvalificeret krænkelse af »en højere retsregel til beskyttelse af private«, hvorved der kun kan menes en særlig grov overtrædelse af retsregler, altså et forhold, der må undersøges i relation til spørgsmålet om restsstridighed, uden at det er nødvendigt at komme ind på spørgsmålet om skyld. — I sag nr. 5/71 var det som bekendt tilstrækkeligt i denne sammenhæng at påberåbe sig, at forbudet mod forskelsbehandling var overtrådt. Også sagsøgerne i denne sag har, foruden at gøre gældende, at der er sket en krænkelse af princippet om forholdet mellem mål og midler og af ejendomsretten, fremført et tilsvarende anbringende, og de har på korrekt måde godtgjort, at det drejer sig om følger, der berører dem væsentligt og truer deres eksistens, hvilket er tilstrækkeligt for bedømmelsen af spørgsmålet om sagernes antagelse til realitetsbehandling.

Herefter er der vel faktisk ikke flere argumenter for, at dommen skulle få et negativt udfald for sagsøgerne i spørgsmålet om sagernes antagelse til realitetsbehandling. — Om sagsøgerne tillige har mulighed for at fremsætte et krav på grundlag af et ekspropriationslignende indgreb, vil blive undersøgt i en senere sammenhæng.

3.

Ved den undersøgelse, der i forbindelse med ovenstående må foretages med henblik på at fastslå, om der er grundlag for påstandene om et ansvar for institutionerne, må man efter det ovenfor anførte i første række se nærmere på, om de af de sagsøgte kritiserede forskrifter er retsstridige, og om der kan tales om en kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private.

4.

Efter at retsstridigheden er konstateret, må det efter de regler, der gælder for institutionernes erstatningsansvar (således som de hidtil har været anset for gældende), undersøges, om der foreligger skvld. Dette spørgsmål vil vi nu behandle.

Herved må det dog uden videre erkendes, at en sådan undersøgelse er særdeles delikat, når det drejer sig om foranstaltninger, truffet ad lovgivningsvejen, som er udstedt for længere tid og for mange retsundergivne, hvor det altså drejer sig om sammensatte analyser og vanskelige prognoser.

For så vidt angår nærværende sag, har de sagsøgte til deres forsvar indvendt, at udgangspunktet nødvendigvis har måttet være, at også tyske møllerier kom i betragtning ved køb af fransk hård hvede, og at de kun i ringe grad var konkurrencemæssigt handicappet. — For det andet er det blevet gjort gældende, at det har været umuligt at forudse, at priserne på det franske marked, kendetegnet ved et produktionsunderskud, skulle tage en anden udvikling end på det italienske marked, dvs. at de ikke ville overstige interventionsprisen væsentligt og hermed give de franske møllerier et betragteligt konkurrenceforspring.

Går man på baggrund af disse bemærkninger over til prøvelsen af skyldspørgsmålet, må det sikkert anerkendes, at der ikke kan være tale om nogen forsætlig retskrænkelse. Spørgsmålet er faktisk kun, om det kan antages, at der foreligger uagtsomhed, dvs. om man kan antage, at Rådet ved at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed havde kunnet indse og undgå de påviste virkninger.

Inden for rammerne af den således afstukne undersøgelse synes det dog umiddelbart tvivlsomt, om Rådet angående det første punkt (de tyske mølleriers adgang til det franske marked) kan finde en undskyldning, navnlig ved at anføre, at det ikke er blevet tilstrækkeligt oplyst om det franske markeds særegenheder. For så vidt må det vel lægges til grund, at fællesskabsinstitutionerne kendte eller dog burde kende det franske fordelingssystem (man kan blot henvise til den allerede nævnte meddelelse i »Le Petit Meunier« fra 1969). De var også bekendt med udviklingen på det nordfranske marked, hvor der ovenikøbet inden for forholdsmæssig kort tid er sket en betragtelig produktionsudvidelse, der dog stadig ikke kan dække behovet. Under disse omstændigheder, som man naturligvis må tage i betragtning ved en regulering af markedet, forekommer det faktisk fuldstændigt urealistisk, at det på forholdsvis kort tid skulle kunne lykkes de tyske møllerier at få den samme adgang til den franske hårde hvede som de franske møllerier. Jeg er derfor af den opfattelse, at vi har at gøre med en alvorlig fejlbedømmelse, som helt og holdent er egnet til at konstituere skyld.

Hvad på den anden side angår udviklingen i de franske priser, der ikke, som man kunne vente efter markedsordningen, og som det åbenbart også er sket i Italien, har fjernet sig betragteligt fra interventionspriserne og nærmet sig indikativpriserne, så kunne man med henblik på dette forhold snarere mene, at det måtte medgives Rådet, at der var tale om en undskyldelig »prognosefejl«. Også denne løsning rejser imidlertid flere betænkeligheder. Allerede i et protokollat fra Ministerrådet i 1964 fastslås det nemlig, at Kommissionen er forpligtet til at holde øje med konkurrenceforvridninger på markedet for hård hvede. Fællesskabsinstitutionernes opmærksomhed var altså på særlig måde henledt på dette markeds særegenheder. — Desuden kommer man heller ikke uden om, at problemet blev fremhævet i en forespørgsel i Parlamentet i november 1970 (forespørgselen Kriedemann). Af det afgivne svar fremgår det klart, at Kommissionen var bekendt med, hvor lidt de franske priser havde hævet sig over interventionsprisen. Fuldstændig uventet var denne udvikling altså ikke, og den var heller ikke af en sådan art, at fællesskabsinstitutionerne ikke kunne forstå den, hvilket ikke mindst fremgår af de allerede nævnte forsøg, der i denne sag er gjort på at fremkomme med en forklaring (nemlig henvisningerne til udviklingen i de franske producentpriser). — Hertil kommer desuden ikke blot, at den franske repræsentant i Ministerrådet samt de eksperter, han har til rådighed, har måttet være kendt med de franske forhold. Det er også af betydning, at de berørte i rette tid har givet relevante oplysninger. Vil man i denne sammenhæng ikke tage hensyn til, at sagsøgeren i sag nr. 65/72 fremsendte et årsregnskab for 1969 til Kommissionen, så kan man dog ikke anse sagsøgernes henvendelser til det tyske landbrugsministerium i 1968 og 1969 for fuldkommen betydningsløse (hvorvidt præsidenten for den tyske møllerisammenslutning har fremsat mundtlige besværinger for Kommissionen er derimod ikke opklaret og måtte i givet fald undersøges).

Sammenfattende kan man, netop fordi der var tale om strukturændrende foranstaltninger, der var af betydelig rækkevidde og krævede en særlig opmærksomhed fra fællesskabsinstitutionernes side, vanskeligt tøve med i nærværende sammenhæng at anse skyldkravene for opfyldt, og dermed ligeledes at anse denne betingelse for institutionernes ansvar — grov skyldgrad kræves ikke — for opfyldt.

5.

Hvad videre angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne reelt har lidt et tab, hvilket spørgsmål står i forbindelse med den anfægtede lovgivning, kan jeg fatte mig i korthed.

Som bekendt har sagsøgeren hertil anført, at de i betragteligt omfang er udsat for konkurrence fra franske produkter, der er fremstillet under gunstigere betingelser. Dette har medført et tab af markedsandele og en indtægtsnedgang, eftersom de har været tvunget til at nærme sig den franske pris på fine gryn.

Faktisk kan man vel sige, at formodningen er for disse indlægs rigtighed. Det er desuden påvist, på den ene side at importen af fine gryn fra Frankrig siden 1969 (ca. 7000 tons) er vokset betragteligt og til sidst har nået et omfang af 33000 tons. På den anden side er det ubestridt, at der siden 1968 er sket en betragtelig nedgang i afsætningen for alle sagsøgeres vedkommende (som i øvrigt for alle tyske møllerier). Deres totale formaling af hård hvede er i kraftig tilbagegang. Hvad angår enkeltheder kan jeg henvise til det udførlige statistiske materiale, som sagsøgerne har fremlagt, og som De har foran Dem.

For nærværende undersøgelse er nævnte konstatering foreløbig tilstrækkelig. Skadens nøjagtige omfang kan jeg derimod forbeholde en senere undersøgelse.

6.

Jeg kan fatte mig forholdsvist kort, hvad angår spørgsmålet om årsagssammenhæng og om sagsøgernes eventuelle egen skyld.

Til spørgsmålet om årsagssammenhæng har de sagsøgte i det væsentlige gjort gældende, at det ikke kan henføres til markedsordningen, at sagsøgerne ikke har kunnet komme ind på det franske marked for hård hvede, og at der for fransk hård hvede i almindelighed kun blev betalt interventionsprisen eller en pris, der kun lå lidt højere.

Dette er vel i grunden rigtigt; men jeg er dog af den opfattelse, at det intet har med sagen at gøre. Afgørende er det, at det franske marked, da markedsordningen blev indført, var fastfrosset i en situation, der var til gunst for de franske aftagere, og som ikke hurtigt kunne ændres. Det måtte også tages i betragtning, at der for prisdannelsen findes nogle love, som af gode grunde må antages ikke at kunne henføres til konkurrenceforstyrrende faktorer. Sådanne forhold må lovgiver tage med i betragtning. Ved tilstrækkelig agtpågivenhed måtte det have været klart for lovgiveren, at det for tyske møllerier i det væsentlige var tærskelprisen for hård hvede, der var retningsgivende, at de derimod ikke kunne nyde godt af den lavere franske pris. Når lovgiver stillet over for den foreliggende »markedsopdeling« alligevel fastsatte priserne som sket, så må man tilregne lovgiveren, at der er opstået konkurrenceforvridning, og at de tyske møllerier har fået et konkurrencemæssigt handicap; den indtrådte skade er med andre ord en adækvat følge af lovgiverens adfærd.

Hvad for det andet angår den anførte egen skyld fra sagsøgernes side, skal man efter de sagsøgtes mening tage flere synspunkter i betragtning, nemlig de tyske mølleriers ringere udnyttelsesgrad, det forhold, at de ikke har foretaget retsskridt mod de fastsatte afgifter, og den omstændighed, at de ikke i rette tid har fremsat tilbørlige protester over for fællesskabsinstitutionerne.

Efter min mening kan der hertil bemærkes følgende. Hvad angår udnyttelsesgraden har vi — som tidligere nævnt — hørt, at der i det pågældende høstår 1971/72 for så vidt næppe længere eksisterede nogen nævneværdig forskel mellem de tyske og de franske møllerier. I øvrigt ville dette forhold kun i ringe grad kunne forklare det konstaterede konkurrencehandicap. — Hvad angår det forhold, at der ikke i rette tid skulle være foretaget noget retsskridt mod afgiftsfastsættelsen, er det på overbevisende måde blevet forklaret, at sagsøgerne ikke selv har importeret og derfor ikke har haft mulighed for at drage gyldigheden af prisfastsættelsen i tvivl for nationale retsinstanser. — At der videre ej heller ud fra undladelsen af at stille forespørgsler i Parlamentet eller af at sende officielle klager til fællesskabsinstitutionerne kan konstrueres en relevant egen skyld, fremgår ikke mindst af, at de senere, faktisk fremførte klager var virkningsløse. Desuden må det ikke glemmes, at sagsøgerne dog har klaget til deres nationale minister, og at dette vel må komme Ministerrådet til skade.

Der er følgelig ej heller inden for rammerne af undersøgelsen af årsagssammenhængen og spørgsmålet om egen skyld fremkommet noget, der kan udelukke, at Fællesskabet har pådraget sig ansvar.

7.

Der er for så vidt intet til hinder for en dom over Fællesskabet til betaling af skadeserstatning. Tilbage står alene at spørge, om skaden allerede kan gøres op i dommen, eller om Domstolen — hvad særlig Kommissionen mener — for nærværende skal indskrænke sig til at træffe en mellemafgørelse vedrørende selve ansvaret.

I denne sammenhæng vil fremgangsmåden sikkert ikke kunne blive som sagsøgeren ønsker det; dommen kan altså ikke komme til at lyde på de beløb, der fremkommer, såfremt de af sagsøgerne i høståret 1971/72 importerede mængder hård hvede fra tredjelande ganges med den med 1,1 RE formindskede forskel mellem tærskelpris og interventionspris. Herimod taler ikke alene, at en sådan abstrakt skadesopgørelse åbenbart ikke er kendt i international ret og derfor ikke kan anerkendes som en almindelig retsgrundsætning inden for rammerne af artikel 215. Det er navnlig vigtigt, at det ikke kan lægges Rådet til last, at det med urette skulle have undladt at nedsætte tærskelprisen til fordel for de tyske møllerier.

Med udgangspunkt i den konstaterede forskelsbehandling og i det forhold, at den havde kunnet begrænses, såfremt interventionsprisen for Nordfrankrigs vedkommende som i de tidligere år var blevet fastlagt nærmere ved tærskelprisen, er det afgørende spørgsmål tværtimod, hvilket sagsøgerne har medgivet, hvornår denne forskelsbehandling ville være ophørt. Herved må der tages hensyn til, hvorledes situationen i Frankrig ville have udviklet sig ved en sådan regulering. Det må altså undersøges, hvad de franske møllerier (med udgangspunkt i den rent faktisk konstaterede overskridelse af interventionsprisen) havde skullet bruge, om og i hvilket omfang deres udførsel til Tyskland ville gå tilbage, og hvilken markedsandel sagsøgerne i overensstemmelse hermed ikke havde mistet, henholdsvis hvilken indtægtsnedgang de ikke havde måttet finde sig i ved en tilpasning til den franske pris på fine gryn. Det er imidlertid åbenbart ikke muligt nu at besvare alle disse spørgsmål. Fyldestgørende kan de kun løses af en ekspert i forbindelse med, at hver enkelt virksomheds situation gås efter og dens tab gøres op.

Jeg mener derfor, at det for nærværende kun er muligt at afsige en dom, hvor erstatningsansvaret konstateres, og at sagens videre oplysning er et ekspertanliggende. —-Dette gælder også for rentekravet, der højst kaa anerkendes principielt, men hvis nøje beregning først kan følge senere

8.

Følgelig er der kun tilbage at drøfte de nye anbringender, som sagsøgerne har fremsat i replikken til støtte for deres krav, altså spørgsmålet, om der skal kunne fremsættes et krav på erstatning, uden at der foreligger skyld, på grundlag af et retsstridigt ekspropriationslignende indgreb i privat ejendom, hvorunder efter tysk ret etablerede erhvervsvirksomheder hører. Ud fra det hidtidige resultat af undersøgelsen forekommer det egentligt overflødigt også at komme ind på dette punkt, især da der ad denne vej ikke kan forventes en højere erstatning. For god ordens skyld vil jeg dog kursorisk tage stilling til det her nævnte problem.

9.

Lad mig efter denne forholdsvis omfangsrige undersøgelse af et tilfælde, der er ganske problematisk på mange punkter, endnu engang afsluttende sammenfatte min mening.

Jeg er af den opfattelse, at søgsmålene kun kan antages til realitetsbehandling, for så vidt de er rettet mod Fællesskabet, repræsenteret af Ministerrådet. For så vidt Kommissionen er anført som sagsøgt, må søgsmålene afvises.

Som sagen nu står, må det kunne fastslås, at søgsmålene har fornødent grundlag, dvs. at det i en mellemafgørelse kan statueres, at Fællesskabet er forpligtet til at erstatte det tab, de sagsøgte har lidt. Der bør da først tages stilling til skadens omfang og beløbets størrelse, når der foreligger en sagkyndig beregning.

Ej heller kan der for tiden træffes afgørelse vedrørende sagsomkostningerne.