20.Hvad angår Rettens afvisning af påstanden om erstatning nedlagt af Blackspur's selskabsdeltagere og ledelse, gør appellanterne først og fremmest opmærksom på, at Retten har fejlfortolket deres påstand ved i dommens præmis 51 at hævde, at kautionerne indebar, at de måtte indskyde kapital i selskabet. I virkeligheden var ledelsen forpligtet til at betale Blackspur's gæld.For det andet har Retten fejlagtigt udledt af Dumortier Frères-dommenDomstolens dom af 4.10.1979, forenede sager 64/76, 113/76, 167/78 og 239/78, 27/79, 28/79 og 45/79, Sml. s. 3091, præmis 21.
, at ethvert tab, der skyldes indledning af konkursbehandling, udgør et indirekte og fjernt tab, for hvilket Fællesskabet ikke kan gøres ansvarlig.
For det tredje har Retten, da den fastslog, at der ikke var ført fornødent bevis for en årsagssammenhæng mellem institutionernes adfærd og det af Blackspur's selskabsdeltagere og direktører påståede tab, begået en retlig fejl ved at have nægtet at tage højde for udtalelsen fremført af Blackspur's uafhængige økonomiske rådgiver, som skrev den i replikkens bilag 26 indeholdte udtalelse.
<TI><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT>Blackspur's anbringender</TXT></NP></TI>23.Jeg skal først analysere anbringenderne i relation til præmis 47 og 48 i Rettens dom. Eftersom disse præmisser — såfremt de ikke er behæftet med fejl, som kan anfægtes ved Domstolen i henhold til traktatens artikel 168 A og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen — i sig selv kan støtte Rettens konklusioner, er anbringenderne vedrørende de øvrige dele af dommen uden relevans, men jeg forbeholder mig dog ret til senere at vende tilbage til disse anbringender. I øvrigt erkender appellanterne som nævnt, at de øvrige påståede mangler i dommens begrundelse ikke har nogen betydning i forhold til gengivelsen af de faktiske forhold beskrevet af Retten i Første Instans i den del af dommen, som her undersøges.24.På grundlag af de af appellanterne tilvejebragte tal har Retten udledt, at Blackspur i perioden juli 1988 til august 1989 var i stand til at finde alternative forsyningskilder til erstatning for de pensler, der blev pålagt told, i en sådan grad, at selskabet solgte substituerbare varer til en samlet værdi af 580503 UKL. Dette tal, der ikke kan bestrides, eftersom det stammer fra den dokumentation, som appellanterne fremlagde som svar på de af Retten stillede spørgsmål, syntes med rette at have betydning for førsteinstansen, eftersom, som det fremgår af præmis 45, det eneste parti pensler importeret fra Kina havde en værdi af 40948,38 UKL inklusive moms og told. Denne værdi, selv om den forøges med en fortjenstmargen på 40%, som appellanterne hævder at anvende på de pågældende produkter, synes under alle omstændigheder ikke at være højere end en tiendedel af værdien af pensler, som solgtes i løbet af regnskabsåret 1988/89.Rettens udtalelse, hvorefter Blackspur rådede over andre forsyningskilder, der gjorde det muligt for selskabet at sælge andre pensler end de kinesiske, synes således materielt korrekt. Det samme kan siges om Rettens slutning om, at der foreligger en modsigelse mellem denne faktiske oplysning og appellanternes synspunkt, hvorefter indførelsen af en antidumpingtold (som går tilbage til oktober 1988) tvang Blackspur ud af markedet for salg af billige pensler. Salget af pensler i den efterfølgende periode, som skyldes andre forsyningskilder end de kine-. siske, kunne kun foranledige Retten til at fastslå, at der ikke forelå tilstrækkelig bevis for årsagssammenhængen mellem indførelsen af tolden og nedgangen i salg af pensler i perioden fra november 1989 til august 1990.
25.Rigtigheden af denne udtalelse, som er baseret på en vurdering af det i sagen frembragte materiale, kan heller ikke anfægtes for Domstolen. I fællesskabsretten begrænser appelinstansens bemyndigelse sig til retlige forhold, og det er således alene Retten, der er kompetent til at fastlægge og vurdere de faktiske omstændigheder. Den eneste undtagelse, som ikke er relevant her, er når den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den behandlerJf. Domstolens dom af 1.6.1994, sag C-136/92P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 49. Det forhold, at selv denne til appelinstansen tillagte bemyndigelse til at genbehandle sagen er indeholdt i en obiter dictum, og at den, si vidt det er mig bekendt, aldrig er anvendt konkret, skønt den blev nævnt i kendelse af 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, synes i øvrigt at indikere en restriktiv indstilling i Domstolens retspraksis vedrørende betingelserne for at antage en appel til realitetsbehandling.
.26.Appellanterne klager over, at Retten ikke har taget hensyn til de af Cohen, en af appellanterne, afgivne forklaringer i denne henseende og heller ikke har krævet bevisoptagelse i denne henseende. Hvad angår det første punkt, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Cohen's forklaringer ikke føjer noget nyt til de faktiske omstændigheder, som Retten fastlagde på grundlag af det skriftlige materiale, nemlig at Blackspur, selv efter indførelsen af tolden, på markedet fandt betydelige partier af pensler, som ikke var omfattet af tolden. Hvad angår anmodningen om bevisoptagelse, blev den, såfremt bevistvivl kommer appellanterne til gode, formuleret i stævningens punkt 13 i forbindelse med en anmodning om bevisoptagelse vedrørende sagens faktiske omstændigheder, uden yderligere præcisering end at der skulle foretages en undersøgelse, såfremt der opstod tvivl om sagens omstændigheder. Kommissionen og Rådet har i deres respektive svarskrifterJf. punkt 16 i Kommissionens svarskrift og punkt 81 i Rådets svarskrift.
indvendt, at der ikke er noget bevis for en årsagssammenhæng, uden at denne indsigelse har givet anledning til en særlig anmodning om bevisoptagelse fra appellanternes side.Helt generelt har fællesskabsproceduren altid, hvad angår bevisbyrden, været underlagt princippet om, at det påhviler den part, som påberåber sig visse fakta, at identificere og fremlægge beviser, som kan overbevise Domstolen om eksistensen af disse faktaDet er en procedureregel, hvis eksistens er anerkendt i teorien: jf. bl. a. Vandersanden, Barav: Contentieux communautaire, Bruxelles, 1977, s. 50; Brealey: The Burden of Proof before the European Court, i European Law Review 1985, s. 250; Lasok: The European Court of Justice. Practice and Procedure, 2. oplag, London, 1994, s. 362. I retspraksis, jf. Domstolens dom af 2.3.1977, sag 44/76, Milch-, Fett-und Eier-Kontor, Sml. s. 393, præmis 16, og af 30.5.1984, sag 346/82, Favre mod Kommissionen, Sml. s. 2269, præmis 31 og 32.
. Denne regel svarer til et grundlæggende procedureprincip, som, med få undtagelser, er ens i alle medlemsstaternes retsordener. I den forelæggende sag har appellanterne, som svar på Kommissionens og Rådets argumentation, ikke kunnet fremlægge tilstrækkeligt bevismateriale til at begrunde Rettens foranstaltning af bevisoptagelseJf. Domstolens dom af 28.4.1966, sag 51/65, ILFO mod Den Høje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 173, org. ref. Rec. s. 125, særligt s. 132.
eller — hvad angår vidnebevis fremsat under retsmødet af appellanternes repræsentanter — præcist kunnet nævne de vidner, som skulle indkaldes, de faktiske omstændigheder der skulle tages i betragtning, samt begrundelsen for den anmodede afhøringJf. Domstolens dom af 11.7.1968, sag 35/67, Van Eick mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 523, org. ref. Rec. s. 481, hvori del ovennævnte betragtes som et udtryk for det grundlæggende princip, hvorpå procedurereglerne er baseret; skønt denne udtalelse er fremsat i forbindelse med administrative procedurer ved en tjenestemandsdomstol, kan det udvides til procedurer ved Fællesskabets retsinstanser: jf. i denne henseende Vandcrsandcn, Barav, op.cit., s. 55, Lasok, op.cit., s. 371.
. Endvidere kan det end ikke antages, at de har indgivet anmodning om bevisoptagelse, som var tilstrækkelig klar og præcis til at forpligte Retten til udtrykkeligt at begrunde en afgørelse om at gennemføre eller afvise en sådan. Det kan således ikke på dette punkt hævdes, at dommen er behæftet med en retlig fejl.
27.Hvad angår appellanternes kritik af præmis 48 i Rettens dom skal det bemærkes, at Rettens ræsonnement kun er en følge af bemærkningerne i de foregående præmisser, særligt i præmis 47, hvilket fremgår af første sætning i den pågældende præmis. Eftersom det ubestridt var fastslået, at der var et væsentligt salg af pensler (skønt de ikke var fra Kina) efter indførelsen af tolden, og at den samlede omsætning i 1989/90 var steget på trods af, at der ikke blev solgt pensler fra Kina, fandt Retten, at der ikke forelå en årsagssammenhæng mellem det manglende salg af kinesiske pensler og de økonomiske resultater, som var så dårlige, at bankerne anmodede om, at selskabet blev sat under tilsyn (receivership).I denne henseende kritiserer appellanterne til sidst Rettens vurdering af beviserne. Dette anbringende kan derfor ikke antages til realitetsbehandling, eftersom Rettens skøn vedrørende vurderingen af beviserne ikke kan underlægges kontrolJf. den i note 16 nævnte Brazzelli Lualdi-dom, præmis 66, og kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, præmis 40, hvorefter det alene [er] Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt
. Domstolen har indtil nu kun pålagt denne bemyndigelse en enkelt begrænsning, der vedrører urigtig gengivelse af beviserneJf. Domstolens dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 42.
, men jeg ser ikke en sådan fejl i Rettens ræsonnement. Man kan heller ikke for alvor mene, at en manglende henvisning i Rettens dom til bilag 1 til stævningen udgør en retlig fejl vedrørende vurderingen af beviserne, henset til de grænser, der fremgår af Domstolens praksis i så henseende. Retten er på ingen måde forpligtet til at begrunde, hvorfor ethvert fremlagt dokument er uden betydning, særligt når dokumentet, som langt fra opfylder de strenge krav, der må opstilles i disse tilfælde, udgør en enkel fortegnelse over hypotetiske salgsprognoser, som ydermere er udarbejdet efterfølgende og på et uklart grundlagBilag 1 til stævningen er kun en prognose vedrørende hypotetiske økonomiske resultater, som er udarbejdet efterfølgende af revisionsfirmaet Stoy Hay ward i oktober 1992 og fremsendt til Blackspur's advokater. Forudsigelsen dækker perioden fra september 1989 til august 1990.
, eftersom det oprindelige salgsprogram aldrig blev fremlagtGenerelt set stammer de af appellanterne for Retten fremlagte beviser helt eller delvist, direkte eller indirekte, fra Blackspur eller dets direktører. Der er ingen grund til at dvæle ved et sådant bevis' irrelevante karakter, jeg skal blot gentage, hvad generaladvokat Darmon fremførte i sit forslag til afgørelse fremsat den 12.4.1989 i forbindelse med dom af 11.5.1989, forenede sager 193/87 og 194/87, Maurissen m.fl. mod Revisionsretten, Sml. s. 1045: Et dokument, som fremlægges til støtte for, hvad en af parterne fremfører, og som hidrører fra parten selv, hører ikke hjemme under behandlingen af en retssag (punkt 65).
.
28.Det kan heller ikke hævdes, at bevismanglen blev udbedret gennem fremlæggelse ved telefax af 14. april 1997 af administratorens rapport og en skrivelse fra denne, hvori han redegør for sin funktion. Som de sagsøgte institutioner gjorde gældende under retsmødet, skal dette dokument, uden at det er nødvendigt at undersøge dets indhold, betragtes som irrelevant, eftersom det er fremlagt for sent og derfor ikke kan tages i betragtning. Det skal bemærkes, at artikel 118 i Domstolens procesreglement bestemmer, at artikel 42, stk. 2, finder anvendelse i forbindelse med appelsager fra Retten, men ikke nævner artikel 42, stk. 1, og derved indirekte udelukker, at parterne på appelstadiet fremlægger yderligere beviser, selv om de begrunder forsinkelsen. Dette synes endvidere at stemme helt overens med Domstolens særlige funktion i appelprocedurer, hvori de faktiske omstændigheder, og derfor fastlæggelsen og vurderingen heraf, allerede skal fremgå af Rettens gennemgang, uden at Domstolen har mulighed for at anmode om yderligere bevisoptagelse, selv såfremt den finder, at den pågældende gennemgang eventuelt er behæftet med en overtrædelse af retsregler, eftersom løsningen i så fald vil være en ophævelse og hjemvisning til Retten.Endvidere er der i den foreliggende sag end ikke givet nogen tilstrækkelig begrundelse for forsinkelsen i forbindelse med fremlæggelse af dokumentet, idet det ikke er tilstrækkeligt, at Kommissionen og Rådet har henvist til dokumentet i deres svarskrift, for så vidt som det trods alt drejer sig om et dokument, som, eftersom det er fra november 1990, må formodes at have været til appellanternes rådighed, eller under alle omstændigheder til administratorens rådighed, lige siden begyndelsen af tilsynsperioden. Denne antagelse er på ingen måde tilbagevist af appellanterne.
29.Afvisningen af den del af appellen, som vedrørte Rettens begrundelse efter præmis 47, bør ligeledes medføre, som appellanterne også selv bemærker, en afvisning af de øvrige anbringender, for så vidt som de angår en yderligere begrundelse, som er ufornøden og derfor ikke er relevantJf. Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 47, 48 og 49.
. Men for fuldstændighedens skyld vil jeg også undersøge de øvrige anbringender vedrørende Rettens dom.30.Et første anbringende går på, at appellanterne fejlagtigt er tillagt to udtalelser, som de ikke har fremført. Den første, hvorefter de kinesiske pensler skulle udgøre halvdelen af Blackspur's omsætning, er helt uden relevans. Retten, som fandt, at denne påstand ikke var bevist, baserede sin argumentation på sagsakterne, hvoraf fremgik, at salget af kinesiske pensler, før indførelsen af antidumpingtolden, ikke repræsenterede halvdelen af Blackspur's omsætning, hvilket således stemte overens med appellanternes udtalelser.Hvad angår den anden fejlagtigt tillagte udtalelse, hvorefter tabet af 586000 UKL skulle skyldes Blackspur's konkurs, er det rent faktisk, hvad der anføres i dommens præmis 41. Retten har imidlertid vist, at den til fulde har forstået appellanternes argumentation, når den i slutningen af præmis 48 udtrykker det således: ... at selskabets konkurs skyldtes dårlige økonomiske resultater, som blev forårsaget af, at dets salg af pensler med oprindelse i Kina ophørte, hvilket berøvede det en fortjeneste, som sagsøgerne har anslået til 586000 UKL, efter at der blev indført en antidumpingtold på disse pensler .... Retten har derfor forstået appellanternes situation præcis som de har udtrykt det: det økonomiske tab var en årsag til selskabets konkurs og ikke en følge af denne.
Anbringendet er derfor ubegrundet og bør forkastes.
31.Hvad angår det andet anbringende fremgår det ikke, at Retten skulle have anmodet appellanterne om at fremlægge regnskaber. Men som appellanterne selv udtrykkeligt har erkendt, er det forhold, at Retten har kritiseret den manglende fremlæggelse af dokumenter, hvorom der ikke er blevet anmodet, helt uden relevans for dens vurdering. Faktisk tillægger Retten (i præmis 44) den fremlagte dokumentation, og særligt skrivelsen fra revisionsfirmaet vedrørende Blackspur's økonomiske resultater, den samme værdi som et regnskab. Appellanternes udtalelse i appelskriftets punkt 42, hvorefter denne del af dommen, selv om den ikke er strengt relevant for Rettens ræsonnement, fortjener ligeledes nogle kommentarer, eftersom det blotte faktum, at den er medtaget, medfører, at den var af nogen betydning. Denne udtalelse synes imidlertid lidet forståelig og bekræfter i endnu højere grad ubetydeligheden af den af Retten begåede fejl.32.Appellanterne baserer et anbringende på, at Retten i dommens præmis 44 slet ikke henviser til stævningens bilag 1 og replikkens bilag 26 og derfor udelukkende synes at basere sig på Stoy Hayward's skrivelse, som er fremlagt af appellanterne med henblik på at besvare Rettens spørgsmål vedrørende omsætningen, men som jeg allerede har nævnt, påhviler vurderingen af bevismaterialet Retten og kan ikke pådømmes af Domstolen.Det kan heller ikke i den foreliggende sag hævdes, at Retten har fordrejet bevismaterialet ved at udlede noget, som det klart ikke indeholder. Det af Retten undersøgte dokument synes at være den mest komplette og forståelige informationskilde vedrørende Blackspur's økonomiske situation hvad særligt angår betydningen af salget af pensler for selskabets samlede omsætning, hvilket med rette er blevet anset som afgørende for vurderingen af, hvorvidt der var årsagssammenhæng. Endvidere er det allerede nævnt, at manglende hensyntagen til et dokument som stævningens bilag 1, der indeholder hypotetiske salgsprognoser og som er udarbejdet efterfølgende og på et uklart grundlag, ikke synes at kunne give anledning til kritik. Hvad angår replikkens bilag 26 indeholder det udelukkende en række udtalelser fra en økonomisk rådgiver, som ligeledes på grundlag af oplysninger fra en af appellanterneJeg henviser her til det i punkt 24 anførte.
bemærker, at hovedårsagen til, at Blackspur blev sat under tilsyn (receivership), er, at det ikke længere var muligt for selskabet at indføre og sælge pensler med oprindelse i Kina. At Retten i dens argumentation ikke udtrykkeligt henviste til dette dokument er derfor begrundet.
Det kan heller ikke påstås, at der er tale om en fordrejning af beviser i relation til Stoy Hayward's skrivelse, som blev undersøgt af Retten, alene fordi appellanterne havde fremlagt den med henblik på at besvare Rettens spørgsmål om omsætningen og ikke for at bevise årsagssammenhængen. På dette punkt skal jeg blot bemærke, at de fremlagte dokumenter tjener som bevis og skal vurderes under hensyntagen til de oplysninger, de indeholder, og ikke under hensyntagen til appellanternes intentioner. Retten har netop betragtet de objektive tal indeholdt i dette dokument (særligt omsætningen og den procentuelle betydning af pensel-salget), og at Retten har baseret sig på dette med henblik på at bevise den manglende (eller manglende bevis for) årsagssammenhæng udgør ikke en fordrejning af bevisetI øvrigt er det appellanterne selv, der i appelskriftets punkt 14 erkender, at det fremlagte dokument ikke blot indeholdt tal vedrørende omsætningen, men ligeledes oplysninger om det økonomiske resultats oprindelse.
.