I.

Indledning

1.

»For mig er toldsats det smukkeste ord i ordbogen, og det er mit foretrukne ord«, sagde De Forenede Staters præsident, Donald Trump, for nylig  ( 2 ).

2.

Præsident Donald Trumps fascination af toldsatser kan dateres tilbage til hans første præsidentperiode, hvis ikke tidligere. I 2018 indførte De Forenede Stater efter præsident Trumps instruks værditold på flere typer stålprodukter med forskellig oprindelse, herunder produkter med oprindelse i Den Europæiske Union. Som reaktion herpå indførte Den Europæiske Union udligningsforanstaltninger i form af yderligere værditold på visse toldpositioner i den kombinerede nomenklatur  ( 3 ) (herefter »KN«).

3.

En af de produktkategorier, der var omfattet af denne geopolitiske krydsild, var KN-kode 9613 80 00 (»andre tændere«), som ved gennemførelsesforordning (EU) 2020/502  ( 4 ) (herefter »den omtvistede forordning«) blev pålagt en yderligere værditold på 20%.

4.

»Zippolighteren«, der er et typisk amerikansk produkt, kan klassificeres i denne produktkategori. Zippo Manufacturing Co., Zippo GmbH og Zippo SAS (herefter samlet »Zippo« eller »virksomhederne«)  ( 5 ) anfægtede således den anfægtede forordning ved Retten. Et af deres argumenter var, at de skulle have været hørt inden indførelsen af denne told.

5.

I dom af 18. oktober 2023, Zippo Manufacturing og Zippo mod Kommissionen (T-402/20, »den appellerede dom«, EU:T:2023:640), tiltrådte Retten dette argument.

6.

Europa-Kommissionen har iværksat appel til prøvelse af denne dom, idet den bl.a. har gjort gældende, at retten til at blive hørt, som sikret ved artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Jeg er enig.

II.

Sagens baggrund

A.

Den administrative procedure

7.

Der er redegjort for tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 2-13. Det, der kræver opsummering, er følgende.

8.

Den 2. marts 2018 tweetede præsident Donald Trump blandt andre emner følgende:

9.

Den 8. marts 2018 vedtog De Forenede Stater foranstaltninger i form af en værditold på 20% på importen af visse stål- og aluminiumsprodukter, bl.a. fra Den Europæiske Union, der skulle træde i kraft den 23. marts 2018 med ubegrænset varighed  ( 7 ).

10.

Den 16. maj 2018 offentliggjorde Kommissionen som reaktion på disse retsakter gennemførelsesforordning (EU) 2018/724  ( 8 ) med henblik på gradvist at anvende yderligere værditold på visse produkter med oprindelse i De Forenede Stater. De udvalgte produkter under KN-koder, der er omfattet af denne forordning, omfatter sukkermajs, tranebær, tobak, produkter til sminkning, tøj, stålprodukter, Bourbon-whisky, papir, fodtøj, husholdningsartikler, vaskemaskiner, batterier, motorkøretøjer, motorcykler, fiske- og fangstfartøjer og motorbåde.

11.

Den 18. maj 2018 underrettede Den Europæiske Union Verdenshandelsorganisationens (WTO) Råd for Handel med Varer om forslaget om suspension af indrømmelser og andre forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 2, i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger for så vidt angår de KN-koder, der er anført i gennemførelsesforordning 2018/724  ( 9 ).

12.

Den 24. januar 2020 udvidede De Forenede Stater tolden til at omfatte visse afledte stål- og aluminiumsprodukter, som skulle anvendes fra denne dato, igen i en ubegrænset periode  ( 10 ).

13.

Den 6. marts 2020 anmodede Kommissionen i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 654/2014 (herefter »håndhævelsesforordningen«)  ( 11 ) de relevante interessenter om deres synspunkter ved en meddelelse, der blev offentliggjort på webstedet for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Handel  ( 12 ). Den informationsindsamling, som GD for Handel tilstræbte, vedrørte allerede på dette tidspunkt bl.a. KN-kode 9613 80 00  ( 13 ).

14.

Zippo deltog ikke i denne proces.

15.

Den 7. april 2020 vedtog Kommissionen den omtvistede forordning.

16.

Kommissionen forklarede heri, at »[s]elv om USA betegner disse foranstaltninger som sikkerhedsforanstaltninger, er de i alt væsentligt beskyttelsesforanstaltninger«  ( 14 ). Følgelig gjorde Den Europæiske Union, idet drøftelserne med De Forenede Stater ikke udmøntede sig i en tilfredsstillende løsning, brug af sin ret til at suspendere og udligne indrømmelser i overensstemmelse med WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger på grundlag af håndhævelsesforordningens artikel 4, stk. 1  ( 15 ).

17.

De passende foranstaltninger havde form af en handelspolitisk foranstaltning, som skal bestå i suspension af toldindrømmelser og indførelse af nye eller forhøjede toldsatser  ( 16 ).

18.

For produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00 (»Andre tændere«, der henhører under kategorien »Cigarettændere og andre tændere (undtagen tændere henhørende under pos. 3603), også mekaniske eller elektriske, samt dele dertil, undtagen fyrsten og væger«, indebar dette, at der blev pålagt en yderligere værditold på 20%  ( 17 ). Ifølge den omtvistede forordning »[har Kommissionen] [v]ed sin udformning og udvælgelse af disse foranstaltninger [...] anvendt objektive kriterier i overensstemmelse med [håndhævelsesforordningens] artikel 4, stk. 2, litra c), og artikel 4, stk. 3[...]«  ( 18 ).

19.

Denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra c), giver Kommissionen beføjelse til at vedtage handelspolitiske foranstaltninger på et niveau, der »i alt væsentligt [svarer] til niveauet for de indrømmelser eller andre forpligtelser, som berøres af beskyttelsesforanstaltningen, i overensstemmelse med betingelserne i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger«.

20.

I henhold til håndhævelsesforordningens artikel 4, stk. 3, fastsættes de pågældende handelspolitiske foranstaltninger på grundlag af »a) foranstaltningernes effektivitet med hensyn til at anspore tredjelande til at overholde internationale handelsregler«, »b) foranstaltningernes potentiale til at hjælpe erhvervsdrivende i Unionen, som rammes af tredjelandes foranstaltninger«, »c) adgang til alternative forsyningskilder for de pågældende varer eller tjenesteydelser for at undgå eller minimere eventuelle negative virkninger for aftagerindustrierne, de ordregivende myndigheder eller enheder eller de endelige forbrugere i Unionen«, »d) undgåelse af uforholdsmæssig stor administrativ kompleksitet og uforholdsmæssig store omkostninger i forbindelse med anvendelsen af foranstaltningerne« og »e) eventuelle specifikke kriterier, der måtte være fastsat i internationale handelsaftaler, vedrørende de tilfælde, der er omhandlet i artikel 3« i håndhævelsesforordningen.

21.

Det fremgår af sagsakterne for Domstolen, at i henhold til et notat fra GD for Handel af 26. marts 2020 vedrørende informationsindsamlingsproceduren i henhold til håndhævelsesforordningens artikel 9, at »interessenternes vurdering af de forskellige påstande afspejlede de relevante kriterier i henhold til håndhævelsesforordningen, nemlig [litra b)] og [c)] ovenfor. Disse kriterier har i første række været vejledende for Kommissionen ved udvælgelsen af produkterne. Da de påtænkte foranstaltninger er toldsatser, der anvendes ved grænsen, er betingelsen i [litra d)] opfyldt. Kriterium [e)] finder ikke anvendelse, da WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger ikke fastsætter yderligere specifikke kriterier ud over væsentlig ækvivalens. Kriterium [a)] finder ikke anvendelse på situationen, da det er relevant for andre situationer, der er omfattet af håndhævelsesforordningen«  ( 19 ).

22.

Den omtvistede forordning trådte i kraft den 6. april 2020  ( 20 ).

23.

Den 7. april 2020 underrettede Unionen WTO’s Råd for Handel med Varer om de foranstaltninger, der var indført ved den omtvistede forordning i henhold til artikel 8, stk. 2, i WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger  ( 21 ).

24.

Efter at De Forenede Stater den 31. oktober 2021 havde meddelt, at deres foranstaltninger ville blive suspenderet i en periode, der sluttede den 31. december 2023, suspenderede Kommissionen ligeledes de foranstaltninger, der var indført ved den omtvistede forordning, indtil den 31. december 2023  ( 22 ).

B.

Den appellerede dom

25.

De mekaniske stormlightere af metal, der fremstilles af Zippo Manufacturing Co. i De Forenede Stater, importeres til Den Europæiske Union af Zippo GmbH under KN-kode 9613 80 00 (herefter »det pågældende produkt«). Denne KN-kode er omfattet af den omtvistede forordning.

26.

Den 30. juni 2020 anlagde Zippo sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning.

27.

Den 18. oktober 2023 afsagde Retten den appellerede dom, hvorved den annullerede den omtvistede forordning, for så vidt som den vedrørte produkter henhørende under KN-kode 9613 80 00, med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde overholdt Zippos ret til at blive hørt under den procedure, der førte til vedtagelsen af denne forordning.

28.

Denne dom er i det væsentlige opbygget på følgende måde.

29.

Hvad angår formaliteten tog Retten kun hensyn til Zippo Manufacturing Co.s situation  ( 23 ).

30.

Retten forklarede først, at Zippo Manufacturing Co. var individuelt berørt af den omtvistede forordning på grund af »en helhed af faktiske og retlige omstændigheder, der udgør en særlig situation, der adskiller [virksomhederne] i forhold til enhver anden erhvervsdrivende«  ( 24 ). Dernæst fandt Retten, at Zippo Manufacturing Co. var umiddelbart berørt af den omtvistede forordning, bl.a. fordi denne forordning påvirkede dette selskabs ret til adgang til EU-markedet  ( 25 ). Endelig fandt Retten, at dette selskab på trods af suspensionen af den omtvistede forordning fortsat havde søgsmålsinteresse for at forhindre, at de foreholdte ulovligheder gentog sig i fremtiden  ( 26 ).

31.

Med hensyn til realiteten behandlede Retten straks det femte anbringende, hvorved Zippo påberåbte sig, at Kommissionen havde tilsidesat princippet om god forvaltningsskik  ( 27 ).

32.

Retten vurderede først Zippos anbringende i lyset af kravene i håndhævelsesforordningens artikel 9. Retten fandt, at denne bestemmelse ikke forpligtede Kommissionen til at informere de relevante interessenter om Informationsindsamlingsproceduren gennem en offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, men at det var tilstrækkeligt at bekendtgøre denne procedure ved meddelelse, der blev offentliggjort på GD for Handels websted  ( 28 ).

33.

Retten bemærkede dernæst, at retten til god forvaltning indeholder retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt. Den henviste i denne forbindelse til chartrets artikel 41, stk. 2, litra a)  ( 29 ). Ifølge Retten har de udligningsforanstaltninger, der er indført ved håndhævelsesforordningens artikel 4, »til formål at have negative økonomiske virkninger for aktiviteten hos de virksomheder i De Forenede Stater, som eksporterer de produkter, som disse foranstaltninger finder anvendelse på, til Unionen«  ( 30 ). Heraf følger, at en sådan foranstaltning, »selv om den ikke træffes efter en individuel procedure mod de virksomheder, der eksporterer de […] omfattede produkter [,] kan […] udgøre en foranstaltning, der kan berøre de nævnte virksomheders interesser negativt«, således, at »[d]et [ikke] kan [...] udelukkes«, at disse virksomheder kan påberåbe sig retten til at blive hørt  ( 31 ).

34.

Samtidig fandt Retten, at håndhævelsesforordningens artikel 9 ikke udgjorde en gennemførelse af retten til at blive hørt, for så vidt som den fastsætter en forpligtelse for Kommissionen til at indsamle information og synspunkter om Den Europæiske Unions økonomiske interesser for bestemte varer eller bestemte tjenesteydelser og ikke information om de særlige interesser hos de virksomheder, der påvirkes negativt af de foreslåede EU-foranstaltninger  ( 32 ).

35.

Henset til disse forudsætninger, og eftersom Kommissionen var bekendt med, at Zippo risikerede at blive negativt påvirket af de foranstaltninger, der blev indført ved den omtvistede forordning, konkluderede Retten, at Kommissionen burde have givet denne part mulighed for at blive hørt under proceduren for vedtagelse af den omtvistede forordning  ( 33 ).

36.

Endelig fandt Retten, at tilsidesættelsen af retten til at blive hørt kunne have påvirket resultatet af proceduren. Den var af den opfattelse, at hvis Zippo var blevet indrømmet ret til at blive hørt, kunne det »ikke udelukkes, at den omtvistede forordning ville have fået et andet indhold«  ( 34 ).

37.

Henset til det ovenstående tog Retten det femte anbringende til følge og annullerede den omtvistede forordning uden at undersøge de øvrige anbringender.

C.

Retsforhandlingerne ved Domstolen

38.

Kommissionen har ved appelskrift indleveret den 26. december 2023 nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, at det femte anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik forkastes, og at Zippo tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

39.

Zippo har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og subsidiært, at sagen hjemvises til Retten, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

40.

Både Kommissionen og Zippo har udøvet deres ret til replik og duplik. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.

III.

Bedømmelse

41.

Domstolen har anmodet om, at min bedømmelse koncentreres om det første appelanbringende. Kommissionen har heri anført, at Retten begik en fejl ved at konkludere, at den havde tilsidesat Zippos ret til at blive hørt, som afspejlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a)  ( 35 ).

42.

Kommissionens appelanbringende er opdelt i tre led. Det første led vedrører det forhold, at Retten så bort fra den omstændighed, at chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), ikke finder anvendelse på alment gældende foranstaltninger. Dernæst gøres det med det andet led gældende, at den omtvistede forordning ikke udgjorde en »individuel foranstaltning«. Endelig anføres med det tredje led, at selv om Zippo havde en ret til at blive hørt vedrørende vedtagelsen af den omtvistede forordning, ville denne ret være overholdt ved den informationsindsamlingsprocedure, der blev gennemført i henhold til håndhævelsesforordningens artikel 9.

43.

Jeg følger Kommissionens opdeling successivt og vil behandle argumenterne vedrørende de tre led successivt (afsnit A). Selv om jeg vil foreslå Domstolen at tage alle tre led til følge, vil jeg konkludere, at sagen ikke er moden til påkendelse, og at sagen derfor bør hjemvises til Retten (afsnit B).

A.

Det første anbringende

1.

Det første led: Chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), finder ikke anvendelse på alment gældende foranstaltninger

44.

Selv om Retten korrekt fastslog, at anvendelsesområdet for chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), er begrænset til individuelle foranstaltninger  ( 36 ), anvendte den ifølge Kommissionen ikke dette krav på den procedure, der førte til vedtagelsen af den omtvistede forordning, eftersom denne EU-retsakt ikke udgør en individuel foranstaltning som omhandlet i denne bestemmelse  ( 37 ).

45.

Zippo er af den opfattelse, at Retten ikke har tilsidesat kravet om en individuel foranstaltning, således som det følger af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), og at der ikke hævdes det modsatte i den appellerede dom.

46.

Selv om jeg er enig med Zippo i, at det ikke fremgår udtrykkeligt af den appellerede dom, har Kommissionen ret i, at Retten synes at fortolke og anvende chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), således at det deri fastsatte krav om en »individuel foranstaltning« ikke findes, med den virkning, at denne ret synes at konkludere, at en negativ påvirkning for en person er tilstrækkelig til at udløse retten til at blive hørt  ( 38 ).

47.

Denne tilgang er åbenbart fejlagtig.

48.

Det fremgår allerede af ordlyden af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), og af den relevante retspraksis  ( 39 ), at retten til at blive hørt i henhold til denne bestemmelse finder anvendelse på to betingelser: dels at foranstaltningen er en individuel retsakt, der skal vedtages inden for rammerne af en administrativ procedure, som gennemføres over for en person, dels at den foranstaltning, der skal vedtages, kan påvirke denne person negativt.

49.

Det er på grundlag af denne logik, at Domstolen har fastslået, at retten til at blive hørt, således som den afspejles i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), kun finder anvendelse i forbindelse med en procedure, hvor forvaltningen træffer en individuel foranstaltning over for en person, og ikke i forbindelse med en procedure, der fører til en alment gældende foranstaltning  ( 40 ).

50.

Der er vigtige politiske grunde til, at denne begrænsning er berettiget: De fleste, hvis ikke alle, alment gældende foranstaltninger kan have en vis negativ indvirkning på mindst én fysisk eller juridisk person, uanset om denne person kan identificeres på forhånd eller ej. Selv om EU-institutionerne, således som Kommissionen ligeledes har anført, skal tage hensyn til den indvirkning, som sådanne foranstaltninger kan have på fysiske eller juridiske personer, er de ikke forpligtet til at tage hensyn til disse personers særlige forhold.

51.

Den omstændighed, at en person berøres generelt af en sådan foranstaltning, er derfor ikke tilstrækkelig til at udløse retten til at blive hørt, som afspejlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

52.

Som Kommissionen med rette har anført, ville det modsatte, dvs. at anerkende retten til at blive hørt for enhver, der kan blive berørt af en alment gældende foranstaltning, ikke kunne fungere i praksis.

53.

Selv hvis det antages, at der kunne findes et middel til at gennemføre denne proces, ville det imidlertid være umuligt overhovedet at identificere og informere alle de personer, der er berørt af en alment gældende foranstaltning, med henblik på at høre dem.

54.

På området for den fælles handelspolitik skyldes dette, som Kommissionen har forklaret som svar på Rettens spørgsmål til parterne, at denne institution end ikke råder over en liste over importører af et bestemt produkt. Den har heller ikke adgang til individuelle oplysninger, som ville gøre det muligt at identificere potentielt berørte personer.

55.

Det følger heraf, at den »individuelle« ret til at blive hørt, som afspejlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), af såvel retlige som praktiske grunde kun kan opstå med hensyn til individuelle foranstaltninger  ( 41 ).

56.

Det første appelanbringendes første led bør således tages til følge.

2.

Det andet led: Den omtvistede forordning udgør ikke en »individuel foranstaltning«

57.

Kommissionen har endvidere gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den omtvistede forordning i forhold til Zippo udgør en individuel foranstaltning som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

58.

Jeg er enig med Kommissionen.

59.

For det første er den omtvistede foranstaltning en forordning, som i henhold til artikel 288, stk. 2, TEUF er almengyldig for alle forhold, der er omfattet af EU-retten.

60.

Zippo har imidlertid med rette i det væsentlige gjort gældende, at denne form ikke alene er afgørende for muligheden for, at den omtvistede forordning kan indeholde individuelle afgørelser i forhold til bestemte personer, således at retten til at blive hørt, som afspejlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), kan finde anvendelse på disse virksomheder  ( 42 ).

61.

Dette er f.eks. tilfældet på antidumpingområdet og området for restriktive foranstaltninger, hvor Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union vedtager forordninger med henblik på at pålægge fysiske eller juridiske personer ved navn visse foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger har nemlig, selv om de generelt vedtages i form af en forordning, for visse fysiske og juridiske personer karakter af en afgørelse, eftersom de afspejler EU-institutionernes endelige holdning efter en administrativ procedure vedrørende deres særlige situation  ( 43 ).

62.

Disse fysiske og juridiske personer kan af denne grund påberåbe sig retten til at blive hørt, som om de var adressater for denne forordning, selv om denne mulighed ikke er fastsat i den relevante afledte EU-ret  ( 44 ).

63.

Den omtvistede forordning er imidlertid anderledes.

64.

Den fastlægger objektivt situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt afgrænsede persongrupper  ( 45 ).

65.

I det foreliggende tilfælde finder den anvendelse på al import med oprindelse i De Forenede Stater henhørende under KN-kode 9613 80 00.

66.

Med henblik herpå anvendes der i den omtvistede forordning ikke oplysninger om de kommercielle aktiviteter, der udøves af nogen af de fysiske eller juridiske personer, som forordningen berører.

67.

Den er heller ikke rettet mod en bestemt virksomheds adfærd  ( 46 ) eller rettet til Zippo  ( 47 ).

68.

Derimod har den omtvistede forordning, som Retten selv forklarede, generelt til formål at lægge pres på De Forenede Stater for at få dette land til at ændre sin praksis  ( 48 ).

69.

Zippo kan ikke som sådan gøre gældende, at den omtvistede forordning er en individuel foranstaltning, som Zippo er adressat for, og at virksomhederne derfor burde være indrømmet ret til at blive hørt, inden den blev vedtaget.

70.

Den retspraksis, som Retten har henvist til, kan ikke danne grundlag for den modsatte konklusion  ( 49 ).

71.

Den omstændighed, at forløbet af proceduren for vedtagelse af den omtvistede forordning foranledigede Kommissionen til at identificere en person, hvis interesser kan blive påvirket negativt  ( 50 ), eller at denne institution vidste, at det pågældende produkt henhørte under de produktkategorier, der er omhandlet i denne retsakt  ( 51 ) – som den i øvrigt af eget initiativ identificerede  ( 52 ) – betyder ikke, at den omtvistede forordning blev vedtaget inden for rammerne af en procedure mod eller i forhold til Zippo.

72.

Disse faktiske omstændigheder gør ikke i sig selv den omtvistede forordning til en individuel foranstaltning i den forstand, der kræves, for at chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), kan finde anvendelse.

73.

Det ville nemlig være bekymrende, at Kommissionen ikke havde kendskab til situationen og de vigtigste aktører på det amerikanske marked på det område, hvor denne institution besluttede at indføre udligningsforanstaltninger, alene af den grund, at sådanne foranstaltninger, ved håndhævelsesforordningen, bl.a. skal udvælges og udformes for at tilskynde tredjelande til at overholde de gældende internationale handelsregler  ( 53 ).

74.

Det følger heraf, at Kommissionen med rette har gjort gældende, at Retten begik en fejl ved at fastslå, at den omtvistede forordning udgør en »individuel foranstaltning« for Zippo som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

75.

Denne konklusion drages ikke i tvivl af Zippos argument om, at det ville være selvmodsigende på den ene side at antage den pågældende sag til realitetsbehandling, og på den anden side at bestride, at retten til at blive hørt finder anvendelse.

76.

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen allerede har haft lejlighed til at forklare, at den omstændighed, at en part er umiddelbart og individuelt berørt af en alment gældende foranstaltning, ikke betyder, at denne part skal have haft mulighed for at blive hørt i forbindelse med den procedure, der førte til dens vedtagelse  ( 54 ).

77.

Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er det for at blive anerkendt retten til at blive hørt i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), ikke tilstrækkeligt, at en person er individuelt berørt af en foranstaltning. Den pågældende procedure skal ligeledes føre til en »individuel foranstaltning«.

78.

Dette kan forklares med de forskellige formål med betingelserne for søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF og betingelserne for indrømmelse af en (individuel) ret til at blive hørt i henhold til chartrets artikel 41, stk. 2, litra a). På den ene side har anerkendelsen af en fysisk eller juridisk persons søgsmålskompetence ved Unionens retsinstanser til formål at gøre det muligt for den person, som påvirkes negativt af en foranstaltning, at anfægte dens lovlighed. På den anden side har retten til at blive hørt til formål at gøre det muligt for en person at forhindre, at der træffes en afgørelse over for vedkommende, når denne afgørelse vil kunne påvirke den pågældendes personlige situation negativt  ( 55 ).

79.

For at få adgang til Unionens retsinstanser er det således tilstrækkeligt, at en foranstaltning individualiserer den berørte person, selv om denne foranstaltning ikke er blevet vedtaget med henblik på den pågældende.

80.

For at blive indrømmet retten til at blive hørt i forbindelse med en administrativ procedure skal denne procedure derimod gennemføres med henblik på at håndtere den berørte persons individuelle situation og for at afslutte nævnte procedure med en retsakt, der kan være påvirke den pågældende negativt.

81.

Det er således med rette, at Kommissionen har gjort gældende, at konstateringen af, at en fysisk eller juridisk person er individuelt berørt af en alment gældende foranstaltning, ikke nødvendigvis betyder, at den omhandlede retsakt udgør en »individuel foranstaltning« som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

82.

Det første appelanbringendes andet led bør således ligeledes tages til følge.

3.

Det tredje led: Retten til at blive hørt er blevet overholdt i forbindelse med den procedure, der blev gennemført i henhold til håndhævelsesforordningens artikel 9

83.

Kommissionen har med det tredje led i det væsentlige gjort gældende, at selv om retten til at blive hørt, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), skulle finde anvendelse på den foreliggende situation, burde denne ret anses for overholdt i forbindelse med den informationsindsamlingsprocedure, der blev gennemført i henhold til håndhævelsesforordningens artikel 9.

a)

Formaliteten

84.

Zippo har i svarskriftet bestridt, at dette argument fra Kommissionen kan antages til realitetsbehandling. Zippo er af den opfattelse, at Kommissionens appel med hensyn til dette argumentationsled ikke i tilstrækkelig grad identificerer de relevante præmisser i den appellerede dom. Kommissionens appelskrift opfylder med hensyn til dette led således ikke de krav, der følger af artikel 169, stk. 2, Domstolens procesreglement. Denne bestemmelse fastsætter, at »[d]e retlige anbringender og argumenter, der gøres gældende, skal angive præcist, hvilke præmisser i Rettens afgørelse der anfægtes«.

85.

Jeg er uenig.

86.

Som Kommissionen har forklaret, skal dette processuelle krav ikke forstås alt for formalistisk, således at det i alle tilfælde kræver en henvisning til de præcise præmisser i den appellerede dom.

87.

Formålet med procesreglementets artikel 169, stk. 2, er at gøre det muligt for Domstolen at efterprøve lovligheden af en EU-retsakt  ( 56 ).

88.

Denne bestemmelse er som sådan et udtryk for artikel 256, stk. 2, TEUF og artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som kræver, at Domstolen under udøvelsen af sin kompetence i forbindelse med en appel er i stand til at forstå tvistens genstand.

89.

Dette krav er opfyldt, når et appelskrift med de anbringender og argumenter, som fremføres, angiver de dele af den appellerede dom, som påstås ophævet  ( 57 ).

90.

Som Domstolen har anerkendt, kan dette ske enten ved udtrykkeligt at angive de præmisser i den appellerede dom, der anfægtes, »[eller] ved citat eller ved gengivelse af de forhold, der er angivet heri, hvilket således gør det muligt at identificere disse præmisser«  ( 58 ).

91.

I den foreliggende sag har Kommissionen med det første appelanbringendes tredje led ikke alene forklaret, at den i det væsentlige har anfægtet Rettens konklusion om, at håndhævelsesforordningens artikel 9 ikke gennemfører retten til at blive hørt, som afspejlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), men den har ligeledes fremhævet de præcise præmisser i den appellerede dom, som den har påstået ophævet  ( 59 ).

92.

Det følger heraf, at appelskriftet opfylder procesreglementets artikel 169, stk. 2, og Zippos formalitetsindsigelse bør derfor forkastes.

b)

Realiteten

93.

Retten konkluderede i den appellerede doms præmis 67, at »[n]år en virksomhed, hvis interesser kan blive påvirket negativt af de foranstaltninger, der er fastsat i en gennemførelsesretsakt vedtaget af Kommissionen i overensstemmelse med [håndhævelsesforordningens] artikel 4, stk. 1, ikke har deltaget i en sådan informationsindsamling, kan det imidlertid ikke antages, at virksomhedens ret til at blive hørt som sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), ikke er blevet tilsidesat alene af den grund, at Kommissionen har opfyldt sin forpligtelse til at tilrettelægge den nævnte indsamling i henhold til denne forordnings artikel 9, stk. 1«  ( 60 ).

94.

Kommissionen har bestridt denne fortolkning af håndhævelsesforordningens artikel 9, idet den er af den opfattelse, at Rettens fortolkning af denne bestemmelse kan tilskynde interessenter til ikke at deltage i informationsindsamlingsprocedurer som den, der er blevet gennemført i den foreliggende sag, for blot efterfølgende at anfægte gyldigheden af den deraf følgende EU-retsakt på grundlag af en tilsidesættelse af retten til forsvar.

95.

Som jeg allerede har forklaret i punkt 49 i dette forslag til afgørelse, kan en ret til at blive hørt i forbindelse med en procedure, der fører til vedtagelse af alment gældende foranstaltninger, som det er tilfældet med den omtvistede forordning, ikke støttes på chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

96.

Når dette er sagt, kan denne mulighed i en ordning, der er baseret på princippet om deltagelsesdemokrati  ( 61 ), hvor de retssubjekter, der kan blive berørt af alment gældende foranstaltninger, vedtaget af administrationen, skal gives lejlighed til at give udtryk for deres interesser og forklare deres bekymringer  ( 62 ), indrømmes ved hjælp af en form for procedure for informationsindsamling inden vedtagelsen af sådanne foranstaltninger som den indsamling, der er fastsat i håndhævelsesforordningens artikel 9.

97.

I den appellerede dom henviste Retten ikke til noget spørgsmål vedrørende gennemsigtighed og åbenhed vedrørende denne procedure, for så vidt som den blev organiseret i forbindelse med vedtagelsen af den omtvistede forordning  ( 63 ).

98.

Zippo har heller ikke anfægtet denne konklusion ved en kontraappel.

99.

Det kan derfor konkluderes, at retten til at blive hørt i de procedurer, der fører til vedtagelse af alment gældende foranstaltninger, er blevet overholdt i den foreliggende sag, for så vidt som en sådan ret kan anses for at eksistere i EU-retten uafhængigt af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

100.

Den omstændighed, at Zippo ikke deltog i denne informationsindsamlingsprocedure, selv om virksomhederne blev informeret om denne procedure gennem en meddelelse, der blev offentliggjort på GD for Handels websted, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

101.

Hvis Zippo havde deltaget i denne procedure, kunne virksomhederne have fremført argumenter om, at de kunne have påvirket indholdet af den omtvistede forordning, nemlig »at de påtænkte udligningsforanstaltninger i forhold til deres produkter på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning udgjorde den mest vidtgående form for de påtænkte udligningsforanstaltninger – både hvad angår deres omfang og sats – i forhold til dem, der vedrørte andre industrier i De Forenede Stater«, at »en foranstaltning, som vedrører en enkelt virksomhed og lader denne bærer den fulde konsekvens af de pågældende udligningsforanstaltninger, er særlig streng, [og] at der ikke er nogen forbindelse mellem deres produkter og de produkter, der er omfattet af de beskyttelsesforanstaltninger, som De Forenede Stater har truffet, hvorfor de af Kommissionen trufne foranstaltninger således ikke kan opveje virkningerne af de nævnte beskyttelsesforanstaltninger«, og at »Kommissionen ved specifikt at tage sigte på dem vedtog en diskriminerende foranstaltning, selv om Kommissionen havde mulighed for at vælge andre produkter, der vedrørte flere virksomheder, og at fordele de omhandlede udligningsforanstaltninger mere ligeligt«  ( 64 ).

102.

Selv såfremt Zippo måtte have en form for »generel« ret til at blive hørt, inden Kommissionen vedtog en alment gældende foranstaltning – uden for anvendelsesområdet for chartrets artikel 41, stk. 2, litra a) – har Kommissionen derfor ikke tilsidesat denne ret under de i denne sag foreliggende omstændigheder.

103.

Det følger heraf, at jeg foreslår, at Domstolen ligeledes tager det tredje led og dermed hele det første appelanbringende til følge.

B.

Følger

104.

I henhold til artikel 61 i Statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

105.

Denne betingelse er ikke opfyldt i den foreliggende sag.

106.

I den appellerede dom behandlede Retten kun Zippos femte anbringende.

107.

Af de ovenfor anførte grunde er jeg af den opfattelse, at dette anbringende er ugrundet. Anbringendet bør derfor forkastes.

108.

Da Retten imidlertid ikke har undersøgt det første til det fjerde anbringende, som Zippo har påberåbt sig til støtte for søgsmålet, og som vedrører spørgsmålet, om den omtvistede forordning er velbegrundet, og til dels en undersøgelse, der indebærer en kompleks vurdering af de faktiske omstændigheder  ( 65 ), råder Domstolen ikke over alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe endelig afgørelse  ( 66 ).

109.

Følgelig bør sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om de øvrige anbringender og argumenter, der er fremført for den, og afgørelsen om sagsomkostningerne bør udsættes.

IV.

Forslag til afgørelse

110.

På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: