<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><CONCLUSION NNC="YES" xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-04.cj-20080212.xd"><BIB.CONCLUSION><REF.CASE FILE="ECRCJ1989DAA.1100408101.case.xml"><NO.CASE>C-165/88</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>61988C0165</NO.CELEX><NO.SEQ>0003.0002</NO.SEQ><PAGE.FIRST>4087</PAGE.FIRST><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST>4092</PAGE.LAST><PAGE.TOTAL>6</PAGE.TOTAL></BIB.CONCLUSION><CURR.TITLE><LEFT>FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. TESAURO — SAG C-165/88</LEFT><RIGHT>ORO AMSTERDAM BEHEER EN CONCERTO / INSPECTEUR DER OMZETBELASTING</RIGHT></CURR.TITLE><CONTENTS.CONCLUSION><TITLE><TI><P><HT TYPE="UC">Forslag til afgørelse fra generaladvokat</HT></P><P><HT TYPE="UC">Giuseppe Tesauro</HT></P><P>fremsat den <DATE ISO="19891024">24. oktober 1989</DATE><NOTE NOTE.ID="E0001" NUMBERING="STAR"><P>Originalsprog: italiensk.</P></NOTE></P></TI></TITLE><P><HT TYPE="ITALIC">Høje Domstol.</HT></P><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>De præjudicielle spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til i nærværende sag, er opstået som følge af den endnu ufuldstændige harmonisering af afgiftslovgivningen inden for Fællesskabet. Der er vel med det første, det andet og det sjette direktiv<NOTE NOTE.ID="E0002" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Rådets forste og andet direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (EPT 1967, s. 12 og s. 14).</P><P>Rådets sjette direktiv af <DATE ISO="19770517">17. maj 1977</DATE> (77/388) om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EIT L 145 af <DATE ISO="19770613">13.6.1977</DATE>, s. 1).</P></NOTE> skabt et grundlag og udformet generelle principper for et harmoniseret merværdiafgiftssystem, men heroverfor står, at den udtrykkelige fastsættelse af midlertidige undtagelser og forekomsten af sektorer, hvor harmoniseringen ikke er fuldstændig, giver anledning til tvister for Domstolen, der udspringer af uoverensstemmelsen mellem kravet om overholdelse af de almindelige retsgrundsætninger og mangelen på fælles regler vedrørende punkter i systemet, der langt fra er underordnede.</TXT><P>Det tilfælde, jeg her beskæftiger mig med, illustrerer dette til fuldkommenhed. Et af de grundlæggende principper i det fælles merværdiafgiftssystem går ud på, at der ikke må ske kumulation af afgift — dette er flere gange blevet fastslået i Domstolens praksis — men manglende fælles regler om beskatning af brugte genstande medfører, at dette princip ikke overholdes, hvilket fremgår af de forhold, der ligger til grund for den forelæggende rets anmodning i denne sag. I et tilfælde som det heromhandlede må det afgøres, om den manglende gennemførelse af princippet om fjernelse af dobbeltbeskatning er i overensstemmelse med fællesskabsretten.</P></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Først en kort omtale af de faktiske omstændigheder i den for den forelæggende ret, Gerechtshof, Amsterdam, mellem sagsøgerne ORO Amsterdam Beheer BV og Concerto BV og sagsøgte, Inspecteur der Omzetbelastingen, verserende sag.</TXT><P>Sagsøgerne ansøgte, efter forskriftsmæssigt til den nederlandske statskasse at have indbetalt forskellen mellem momsen i anledning af salg af nye og brugte genstande og den indgående moms, om tilbagebetaling af et bestemt beløb, der angaves at være den residualmoms, der indgik i den pris, der var betalt for de brugte genstande, der var købt med henblik på videresalg. Ansøgningen blev afslået af de nederlandske myndigheder.</P><P>Den ret, der fik sagen forelagt, fastslog, at der ikke i nederlandsk lovgivning findes bestemmelser om, at den residualmoms, der indgår i prisen på brugte genstande, helt eller delvist kan fradrages, og at retsstillingen hermed rejser spørgsmål om fortolkning af fællesskabsretten, og navnlig af artikel 32 i sjette direktiv, og anmodede herefter Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:</P><?PAGE NO="4088"?><P><QUOT.S LEVEL="1"><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>1)</NO.P><TXT>Er det foreneligt med fællesskabsretten, navnlig bestemmelserne i EØF-Traktaten og Rådets sjette direktiv af <DATE ISO="19770517">17. maj 1977</DATE> om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (77/388/EØF) — at en medlemsstat i december 1986 opkrævede fuld moms ved salg af brugte genstande, uden at der på nogen måde blev taget hensyn til, at de pågældende genstande var erhvervet fra private, når henses til, at Rådet ifølge ovennævnte sjette direktiv havde forpligtet sig til inden den <DATE ISO="19771231">31. december 1977</DATE> at vedtage Fællesskabets afgiftsordning for brugte genstande og endnu dags dato ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger dertil?</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2)</NO.P><TXT>Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, hvorledes skal der da ved fastsættelsen af den skyldige moms ved levering af brugte genstande tages hensyn til, at de pågældende genstande stammer fra private?<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/></TXT></NP></ITEM></LIST></QUOT.S></P></NP><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Parternes argumentation er gengivet i retsmøderapporten og er ikke blevet væsentlig ændret i selve retsmødet. Jeg behøver derfor ikke at gengive den her.</TXT></NP><NP><NO.P>4.</NO.P><TXT>Lad det indledningsvis være sagt, at det både efter skriftsvekslingen og retsmødet fremgår, at parterne i det foreliggende tilfælde ikke er uenige, når det gælder analysen af de afgiftsmæssige spørgsmål i sagen. Det står nemlig fast, at den nederlandske ordning — hvorefter der ikke helt eller delvis kan ske fradrag af den residualmoms, der indgår i prisen på brugte genstande, som en privat har solgt til en afgiftspligtig person, når genstanden senere sælges af sidstnævnte — medfører, at der bliver tale om dobbeltbeskatning (afgiftskumulation).</TXT><P>Som det vil fremgå af det følgende, er tvistens kerne spørgsmålet om, hvorvidt denne dobbeltbeskatning kan være begrundet i henhold til artikel 32 i sjette direktiv<NOTE NOTE.ID="E0003" NUMBERING.CONTINUED="YES"><P>Artikel 32 har følgende ordlyd:</P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>Rådet vedtager inden den <DATE ISO="19771231">31. december 1977</DATE> med enstemmighed på forslag af Kommissionen Fællesskabets afgiftsordning for brugte genstande, kunstgenstande, antikviteter og samlerobjekter.</P><P>Indtil iværksættelsen af den nævnte fællesskabsordning kan de medlemsstater, som ved dette direktivs ikrafttræden anvender en særordning på det ovennævnte område, opretholde denne ordning.<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></NOTE>, eller om medlemsstaterne burde have rådet bod på Rådets passivitet og i deres afgiftssystem indført bestemmelser, der udelukker dobbeltbeskatning (afgiftskumulation).</P></NP><NP><NO.P>5.</NO.P><TXT>Det første spørgsmål fra den forelæggende ret forudsætter en undersøgelse af artikel 32 i sjette direktiv med henblik på at afgøre, om medlemsstaterne som følge af Rådets undladelse af inden den <DATE ISO="19771231">31. december 1977</DATE> at vedtage fællesskabsordningen om afgift på brugte genstande har kunnet opretholde den særlige ordning, de anvendte før sjette direktivs ikrafttræden.</TXT></NP><NP><NO.P>6.</NO.P><TXT>Den nederlandske regering har i den forbindelse gjort gældende, at artikel 32 skal fortolkes som indeholdende et <HT TYPE="ITALIC">forbud</HT> mod<?PAGE NO="4089"?> at ændre de særordninger, der fandtes før sjette direktivs ikrafttræden, så længe Rådet ikke har vedtaget et fællesskabssystem.</TXT><P>Kommissionen og sagsøgerne i hovedsagen har bestridt dette synspunkt.</P></NP><NP><NO.P>7.</NO.P><TXT>Der kan efter min mening ikke herske tvivl om, at artikel 32, stk. 2, ikke kan fortolkes på den af den nederlandske regering forfægtede bastante måde. Det kan efter min mening rimeligvis ikke antages, at en <HT TYPE="ITALIC">tilladelse</HT> til fortsat at anvende en særordning kan forvanskes, så den bliver til et <HT TYPE="ITALIC">forbud</HT> mod at ændre denne ordning. Når bortses fra en eventuel på de anvendte ord beroende tvivl kan det fremhæves, at Domstolen selv i dom af <DATE ISO="19850710">10. juli 1985</DATE>, Kommissionen mod Nederlandene (<REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="16/84" YEAR="1985" PAGE.ECR="2355">16/84, Sml. s. 2355</REF.DOC.ECR>), accessorisk afviste et argument, Kommissionen sært nok var gået ind for, og hvorefter <QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>det ... ifølge artikel 32 er forbudt at ændre bestående indenlandske ordninger<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/>, idet den hertil bemærkede, <QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>at dette ikke kan gælde en tilpasning, som kun har til formål at bringe den indenlandske ordning i fuld overensstemmelse med artikel 32<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/>.</TXT></NP><NP><NO.P>8.</NO.P><TXT>På baggrund heraf er det efter min mening ikke muligt at tilslutte sig den nederlandske regerings synspunkter. <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>Stand-still<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/>-klausulen i artikel 32, stk. 2, bør efter min mening fortolkes således, at de medlemsstater, der ønsker i deres lovgivning at indføre en afgiftsordning for brugte genstande, hvorved dobbeltbeskatning kan undgås, har mulighed for at ændre den afgiftsordning for brugte genstande, der bestod før sjette direktivs ikrafttræden. Ved at gøre det overtræder de ikke bestemmelsen i artikel 32, stk. 2. Jeg føler mig nemlig ikke overbevist af det teknisk prægede argument om, at enhver ændring af den bestående lovgivning vil gøre en harmonisering på fællesskabsplan vanskeligere; naturligvis må det tilsigtede mål, også selv om medlemsstaterne anvender forskellige midler, være opnåelsen af et resultat, der er i overensstemmelse med de generelle principper i momsordningen og navnlig med princippet om afskaffelse af dobbeltbeskatning af enhver art.</TXT></NP><NP><NO.P>9.</NO.P><TXT>Med dette første resultat er afgørelsen af det spørgsmål, den forelæggende ret har stillet, naturligvis ikke givet. Det fremgår både af indholdet af dens første spørgsmål og af de af sagsøgerne og Kommissionen afgivne indlæg, at det virkelige spørgsmål ikke så meget gælder <HT TYPE="ITALIC">adgangen</HT> for en medlemsstat til at ændre sin afgiftsordning som spørgsmålet om, hvorvidt der består en <HT TYPE="ITALIC">forpligtelse</HT> til, som følge af Rådets passivitet, at vedtage nationale regler, hvorved dobbeltbeskatning undgås.</TXT></NP><NP><NO.P>10.</NO.P><TXT>I den forbindelse må det anerkendes, at det umiddelbart kan synes mærkværdigt, at Rådet endnu ikke tretten år efter udløbet af den anførte frist, til trods for den udtrykkelige bestemmelse i artikel 32, stk. 1, har vedtaget en afgiftsordning for Fællesskabet i en så vigtig sektor som sektoren for brugte genstande.</TXT></NP><NP><NO.P>11.</NO.P><TXT>Imidlertid mener jeg ikke, at denne situation for medlemsstaterne kan afføde en <HT TYPE="ITALIC">forpligtelse</HT> til at vedtage nationale bestemmelser for at råde bod på Rådets passivitet.</TXT></NP><?PAGE NO="4090"?><NP><NO.P>12.</NO.P><TXT>For det første er jeg enig med den nederlandske regering i, at man ikke i denne sag genfinder ratioen i Domstolens dom af <DATE ISO="19820505">5. maj 1982</DATE>, Schul I (<REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="15/81" YEAR="1982" PAGE.ECR="1409">15/81, Sml. s. 1409</REF.DOC.ECR>). Denne dom udsprang af en overtrædelse af en særlig bestemmelse i Traktaten, artikel 95, der ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.</TXT><P>I snæver juridisk forstand består Rådets passivitet i undladelsen af at opfylde en forpligtelse til at udstede regler inden for en bestemt frist, <HT TYPE="ITALIC">som det havde pålagt sig selv,</HT> men som det ikke efter en særlig bestemmelse i Traktaten var forpligtet til at overholde. Anvender man i den forbindelse principperne om retsreglernes rangfølge, vil det endog kunne gøres gældende, at Rådet ikke har tilsidesat en højere retsregel, men ved sin uvirksomhed blot har undladt at følge en procedureregel, det selv havde vedtaget, og ved hvilken fristens bindende karakter bestemt ikke uden videre var givet.</P><P>At hævde, at en sådan tilsidesættelse af en klart uforbindende fristregel må medføre, at der opstår en forpligtelse for medlemsstaterne til i deres retsorden at indføre en ordning, der har de samme virkninger som den, Rådet burde have vedtaget, men som det ikke vedtog, er i praksis ensbetydende med at afvise, at Rådet har et frit skøn, når det gælder afgiftsharmonisering.</P><P>Der kan altså ikke ved undladelsen af at overholde den fastsatte frist opstå en pligt for medlemsstaterne til at <QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>foregribe<QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/> en fællesskabsafgørelse, som Rådet af grunde, der særligt vedrører det, ikke har kunnet vedtage.</P></NP><NP><NO.P>13.</NO.P><TXT>Hertil skal føjes, at selve indholdet af artikel 32 efter min mening ikke vil kunne påberåbes til støtte for Kommissionens synspunkter. Såfremt lovgiver havde ønsket at begrænse varigheden af den tilladelse, medlemsstaterne havde fået til fortsat at anvende en særordning, udelukkende til tiden frem til den <DATE ISO="19771231">31. december 1977</DATE>, ville det ikke i stk. 2 have valgt at anvende ordene <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>indtil iværksættelsen af den nævnte fællesskabsordning<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/>. Det ville have været enklere og mere direkte at sige <QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>indtil den <DATE ISO="19771231">31. december 1977</DATE><QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/>.</TXT><P>Jeg skal i den forbindelse bemærke, at denne fortolkning er i overensstemmelse med den fortolkning, som generaladvokat Darmon gjorde sig til talsmand for i sit forslag til afgørelse i nævnte sag, Kommissionen mod Nederlandene (16/84). Han bemærkede under omtalen af artikel 32: <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>Ifølge denne bestemmelse er det muligt — midlertidigt <HT TYPE="ITALIC">og indtil gennemførelsen af en harmonisering på momsområdet</HT> — at fravige fællesskabsordningen efter sjette direktiv...<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/> (min understregning).</P></NP><NP><NO.P>14.</NO.P><TXT>Over for dette resultat kan man ikke, som Kommissionen har forsøgt, påberåbe sig Domstolens dom af <DATE ISO="19840328">28. marts 1984</DATE>, Pluimveeslachterij (forenede sager <REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="47/83+48/83" YEAR="1984" PAGE.ECR="1721">47/83 og 48/83, Sml. s. 1721</REF.DOC.ECR>) og Domstolens dom af <DATE ISO="19810505">5. maj 1981</DATE>, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (<REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="804/79" YEAR="1981" PAGE.ECR="1045">804/79, Sml. s. 1045</REF.DOC.ECR>). Ifølge Kommissionen fremgår det af disse domme, at det ikke kan kritiseres, at en medlemsstat i en situation, hvor Rådet har udvist passivitet, i henhold til den pligt til samarbejde, der er pålagt ved Traktatens artikel 5, opretholder eller indfører nationale regler, der skal realisere de med fællesskabsordningen tilsigtede mål.</TXT></NP><?PAGE NO="4091"?><NP><NO.P>15.</NO.P><TXT>Kommissionens argumentation holder ikke for en kritisk efterprøvelse. Det fremgår af de nævnte domme, at ratioen bag dem adskiller sig totalt fra den af Kommissionen beskrevne ratio. Indholdet af dommene giver ikke anledning til tvivl overhovedet: Der er alene tale om en <HT TYPE="ITALIC">adgang</HT> for medlemsstaterne til i en situation, hvor Rådet har forholdt sig passivt, <QUOT.START ID="QS0010" REF.END="QE0010" CODE="00BB"/>at opretholde eller indføre<QUOT.END ID="QE0010" REF.START="QS0010" CODE="00AB"/> nationale bestemmelser. Der er en verden til forskel mellem at anerkende en <HT TYPE="ITALIC">adgang</HT> og at hævde, at der består en <HT TYPE="ITALIC">forpligtelse;</HT> ikke engang Domstolens udtalelse om opfyldelsen af en pligt til samarbejde i henhold til EØF-Traktatens artikel 5 kan rydde denne forskel af vejen! Argumentationen på grundlag af artikel 5, der gentages i den nævnte dom i sag 804/79, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, tjener et helt andet formål end det, Kommissionen vil give den. Domstolen har med andre ord ikke udtalt, at medlemsstaterne, fordi der består en pligt til samarbejde i henhold til artikel 5, er <HT TYPE="ITALIC">forpligtet</HT> til at råde bod på fællesskabslovgivers passivitet. Derimod har Domstolen benyttet argumentationen på grundlag af artikel 5 for at begrænse medlemsstaternes adgang til at udstede regler i en sektor, der er omfattet af en fælles markedsordning. I præmis 23 i Pluimveeslachte-rij-dommen (forenede sager 47/83 og 48/83) hedder det således utvetydigt, at <QUOT.START ID="QS0011" REF.END="QE0011" CODE="00BB"/>... sådanne foranstaltninger [kan] dog ikke betragtes som henhørende under udøvelsen af medlemsstaternes egen kompetence<QUOT.END ID="QE0011" REF.START="QS0011" CODE="00AB"/>.</TXT><P>Af fortsættelsen i dommen fremgår det imidlertid klart (se præmis 25), at der fremdeles er tale om <QUOT.START ID="QS0012" REF.END="QE0012" CODE="00BB"/>tilladelser<QUOT.END ID="QE0012" REF.START="QS0012" CODE="00AB"/> (<QUOT.START ID="QS0013" REF.END="QE0013" CODE="00BB"/>de bestemmelser, som medlemsstaterne indfører eller opretholder i den ovenfor beskrevne situation... er <HT TYPE="ITALIC">lovlige,</HT>...<QUOT.END ID="QE0013" REF.START="QS0013" CODE="00AB"/>), og ikke om en medlemsstaterne påhvilende forpligtelse. Jeg skal endelig for fuldstændighedens skyld bemærke, at det af generaladvokat Rozès' forslag til afgørelse ganske klart fremgår, at det er en eventuelt bestående <QUOT.START ID="QS0014" REF.END="QE0014" CODE="00BB"/>erstatnings-kompetence<QUOT.END ID="QE0014" REF.START="QS0014" CODE="00AB"/> for medlemsstaterne, der er genstand for drøftelse (se navnlig Sml. 1984, s. 1745, spalte 1, andet afsnit), ikke om en eventuel bestående forpligtelse til at handle gennem lovgivning for at træde i Rådets sted, såfremt det udviser passivitet. Desuden ville dette sidste give anledning til et andet spørgsmål, som jeg foretrækker blot at nævne uden nærmere omtale, nemlig spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af et passivitetssøgsmål i henhold til artikel 175, såfremt det anerkendes, at Rådets passivitet afføder en forpligtelse for medlemsstaterne til at handle.</P></NP><NP><NO.P>16.</NO.P><TXT>For fuldstændighedens skyld vil jeg gerne nævne et argument, som Kommissionen ganske vist ikke har bragt frem, nemlig at en eventuel bestående forpligtelse for medlemsstaterne i tilfælde af Rådets passivitet heller ikke kan udledes af det forhold, at Kommissionen gentagne gange har forelagt forslag til direktiv med henblik på gennemførelse af bestemmelsen i artikel 32, stk. 1. I Domstolens dom af <DATE ISO="19811216">16. december 1981</DATE>, Tymen (<REF.DOC.ECR EDITION="GEN" NO.CASE="269/80" YEAR="1981" PAGE.ECR="3079">269/80, Sml. s. 3079</REF.DOC.ECR>), hedder det således:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0015" REF.END="QE0015" CODE="00BB"/>Det bemærkes, at et forslag fra Kommissionen til Rådet om samordnede fællesskabsforanstaltninger ikke i sig selv kan betragtes som en anerkendelse af en ensidig national foranstaltning, selv med samme indhold, når den træffes på et område, som henhører under Fællesskabets kompetence. Såfremt den britiske regerings argumentation lægges til grund, vil dette være ensbetydende med at anerkende lovligheden af nationale foranstaltninger, der er truffet på et område, som henhører under Fællesskabets kompetence alene af den grund, at der eksisterer et fællesskabsforslag, der bygger på de samme principper. Dette vil ikke blot bringe retssikkerheden i fare, men også fordreje kompetencefordelingen mellem Fællesskabet<?PAGE NO="4092"?> og medlemsstaterne og dermed skade den grundlæggende balance, som er etableret ved Traktaten.<QUOT.END ID="QE0015" REF.START="QS0015" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></P></NP><NP><NO.P>17.</NO.P><TXT>Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.</TXT></NP><NP><NO.P>18.</NO.P><TXT>Jeg skal herefter sammenfattende foreslå Domstolen at besvare den forelæggende rets spørgsmål således, at den omstændighed, at en medlemsstat ved salg af brugte genstande opkræver omsætningsafgift uden fradrag og ikke tager hensyn til, at de nævnte genstande er købt af private, på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin ikke er uforenelig med Rådets sjette direktiv om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, jfr. især direktivets artikel 32.</TXT></NP></CONTENTS.CONCLUSION></CONCLUSION>