Rådet indførte ved forordning nr. 1079/77 af 17. maj 1977 (EFT L 131, s. 6) en medansvarsafgift for mælk og mejeriprodukter. Forordningen blev udstedt under hensyn til strukturbestemte overskud, som skyldtes uligevægt mellem udbud og efterspørgsel og (anden betragtning):

Artikel 1 bestemmer:

Provenuet fra afgiften skal finansiere de i artikel 4 nævnte foranstaltninger til stabilisering af markederne for mejeriprodukter.

Ved forordning nr. 1822/77 af 5. august 1977 (EFT L 203, s. 1) har Kommissionen udstedt gennemførelsesbestemmelser for opkrævning af afgiften.

I september 1977 leverede sagsøger i hovedsagen 4204 kg sødmælk til mejeriet Hansa-Milch Ostholstein-Lübeck e.G. (køber). Køberen har for denne mængde tilbageholdt medansvarsafgiften for mælk — 37,31 DM — og har overført dette beløb til sagsøgte.

Den 23. december 1977 indgav sagsøger administrativ klage mod denne opkrævning af medansvarsafgiften. Ved. afgørelse af 23. februar 1978 afviste sagsøgte klagen.

Den 16. marts 1978 har sagsøger anlagt sag ved Finanzgericht Hamburg. Denne ret har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

Selv om Finanzgericht ikke nærer tvivl om de pågældende forordningers gyldighed, har retten alligevel forelagt gyldighedsspørgsmålet for Domstolen, idet den finder, at den tvivl vedrørende medansvarsafgiftens gyldighed, som synes at opstå overalt i Forbundsrepublikken Tyskland, bør løses så hurtigt som muligt gennem en præjudiciel afgørelse i henhold til EØF-traktatens artikel 177.

Med hensyn til det andet spørgsmål mener Finanzgericht, at anvendelsen af grønne omregningskurser efter forordning nr. 878/77 på medansvarsafgiften, uden anvendelse af monetære udligningsbeløb eller monetære udligningskoefficienter, eventuelt kan medføre forskellige byrder i medlemsstaterne. Der er i det foreliggende tilfælde ikke tale om handelsordninger, men valutaproblemet opstår i en anden form, nemlig som princippet om lige fordeling af byrderne.

Spørgsmålet er, om en højere afgift, alt efter medlemsstaternes faktiske valutasituationer, der rammer mælkeproducenterne i medlemsstater med stærk valuta, i forhold til den afgift, der rammer mælkeproducenterne i medlemsstater med svag valuta, er lovlig, fordi de forskellige afgifter muligvis udlignes af begunstigende foranstaltninger med modsat virkning — også selv om dette sker på andre forarbejdningstrin.

Forelæggelseskendelsen af 2. juni 1978 blev registreret på Domstolens justitskontor den 14. juni 1978.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF — Domstolen har Stölting, repræsenteret af advokat Walter Bergmann, Lübeck, den tyske regering, repræsenteret af Martin Seidel som befuldmægtiget, Rådet for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af Berhard Schloh, konsulent i Rådets juridiske tjeneste, og Kommmissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske konsulent Peter Gilsdorf, bistået af Bjarne Hoff-Nielsen, medlem af Kommissionens juridiske tjeneste, afgivet skriftlige indlæg.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Stölting gør gældende, at Rådets forordning nr. 1079/77 af 17. maj 1977, og Kommissionens forordning nr. 1822/77 af 5. august 1977 mangler retligt grundlag i den form, hvori de er vedtaget.

Den pågældende afgift kan kun indføres i henhold til EØF-traktatens artikel 201.

I modsætning til afgifter af skattemæssig art kan denne afgift ikke betragtes som en markedsstyrende foranstaltning, der som sådan er tilladt efter EØF-traktatens artikel 43. Det ville kun forholde sig modsat, dersom hele foranstaltningen — gennemførelse og iværksættelse af medansvarsafgiften — var blevet vedtaget som markedsstyrende foranstaltning inden for rammerne af en forordning.

Der er intet foreskrevet om anvendelsen af indtægterne fra medansvarsafgiften for mælk, således at de samlede indtægter vil kunne anvendes inden for et hvilket som helst område, ligesom en almindelig skattemæssig afgift, uden at forordningsbestemmelser obligatorisk er til hinder herfor. Kommissionen deler denne opfattelse (jf. besvarelsen af det skriftlige spørgsmål nr. 752/77 fra hr. Klinker, EFT C 52, 1978, s. 18).

Den tyske regering anfører, at Fællesskabets foranstaltninger er dækket af EØF-traktatens artikel 43, når de tjener til at forfølge et af de — navnlig i traktatens artikel 39 opregnede — landbrugspolitiske formål, og iværksættes ved et af de hertil, navnlig i traktatens artikel 40, foreskrevne midler.

De pågældende foranstaltninger, som har til formål at stabilisere mælkemarkedet, opfylder disse betingelser. Ved bedømmelsen af deres virkninger må der tages hensyn til såvel deres direkte økonomiske konsekvenser som deres psykologiske betydning, der er egnet til at påvirke uligevægten mellem produktion og efterspørgsel.

Afgiftsordningen er også en lovlig foranstaltning efter EØF-traktatens landbrugs-regler. Ifølge EØF-traktatens artikel 40, stk. 3, kan fællesskabslovgiver, efter den tyske regerings opfattelse, vedtage alle foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af artikel 39; fællesskabslovgivers kompetence er ikke begrænset til afgifter og eksportrestitutioner, samt andre særlige foranstaltninger, der er foreskrevet i bestemte forordninger.

Medansvarsaigirten udgør en integrerende del af den fælles markedsordning for mælk. Som produktionsafgift ligger den inden for rammerne af de udstrakte valgmuligheder med hensyn til udviklings- og interventionsforanstaltninger, inden for hvilke den fælles landbrugspolitik fastlægges efter EØF-traktatens artikel 39 (dom af 5. 7. 1977 i sag 114/76, Sml. 1977, s. 1211 ff, jf. s. 1220).

Den tyske regering foreslår, at det første spørgsmål besvares således:

Rådet giver først en redegørelse for forhistorien for medansvarsafgiften.

Rådet finder med hensyn til retsgrundlaget, at EØF-traktatens artikel 43 indeholder tilstrækkelig hjemmel for forordning nr. 1079/77, eftersom den pågældende foranstaltning har til formål at stabilisere markederne (traktatens artikel 39, stk. 1, litra c)). Rådet henviser til Domstolens dom af 13. december 1967 (sag 17/67, Neumann, Sml. 1965-1968, s. 433), hvori Domstolen fastslog, at afgiften må … anses for en afgift til regulering af udenrigshandelen, som er knyttet til en fælles prispolitik, uanset hvilke lighedspunkter den har med en skat eller en told.

Rådet og Kommissionen blev ustandselig beskyldt for at træffe landbrugspolitiske foranstaltninger, som i for høj grad kun vedrører markeder og priser, og som ikke har tilstrækkelig indvirkning på landbrugsstrukturerne. En gennemgang af betragtningerne til forordning nr. 1079/77 viser, at der her er tale om en langsigtet og delvis strukturmæssig foranstaltning.

Medansvarsafgiften påvirker producenterne økonomisk og psykologisk på en sådan måde, at den kan bremse mælkeproduktionen. Rådet mener ikke, at det samme mål kunne være nået ved en nedsættelse eller mindre stærk forhøjelse af indikativprisen for mælk. Der er for opkrævningen af medansvarsafgiften foreskrevet undtagelser, som ellers ville have været umulige.

Kommissionen anfører, at den ved forordningerne nr. 1079/77 og nr. 1822/77 foreskrevne medansvarsafgift overskrider rammerne for EØF-traktatens artikler 39 og 40.

Ved udformningen af de forskellige foranstaltninger til stabilisering af markederne er Rådets kompetence ikke begrænset til de klassiske former såsom opkøb gennem interventionsorganerne, støtteordninger, importafgifter og eksportrestitutioner. Én ekstraordinær markedssituation vil kunne nødvendiggøre ekstraordinære foranstaltninger.

I modsætning til ordningen med obligatorisk opkøb af skummetmælkspulver efter forordning nr. 563/76 er medansvarsafgiften en langsigtet forebyggende foranstaltning, som rammer den sektor, der producerer overskuddene.

Det fremgår af dommen i (ovennævnte) sag 17/67, at de i EØF-traktatens artikel 40, stk. 3, foreskrevne foranstaltninger også kan omfatte et afgiftssystem, for så vidt som der herved tilsigtes en regulering af markedet med henblik på at forfølge formålene i artikel 39.

Den pågældende afgift er snævert forbundet med prispolitikken inden for mælkesektoren og regulerer det interne marked såvel med hensyn til produktion som salg. Kommisionen nævner som analogt tilfælde afgifterne på sukkerproduktionen.

Selv om ordningen med medansvarsafgift kan sammenlignes med en ordning med simple prisforanstaltninger, er ordningen i praksis det mest effektive og fleksible middel. Mens fastsættelsen af garanterede priser på et relativt lavere niveau kun indirekte påvirker produktionsomkostningerne, idet den kun rammer de produkter, der er omfattet af interventionen, rammer afgiften producenten direkte, eftersom den påhviler hele mælkeproduktionen.

Afgiften giver også mulighed for visse differentieringer og undtagelser eller en gradvis tilpasning i tidsmæssig henseende.

Selv om fællesskabsinstitutionerne af budgetmæssige hensyn har ønsket at undgå at skabe et retligt bindende bånd mellem afgiften og de særlige foranstaltninger, eksisterer dette bånd ikke desto mindre i praksis. Finansielt set er de særlige foranstaltningers omfang i praksis begrænset til provenuet fra afgiften.

Stölting henviser i denne forbindelse til de i forelæggelseskendelsen nævnte argumenter (se ovenfor under I).

Den tyske regering finder ikke, at beregningsmetoden for medansvarsafgiften er i uoverensstemmelse med forbudet mod forskelsbehandling i EØF-traktatens artikel 40, stk. 3. Denne bestemmelse forpligter fællesskabslovgiver til at anvende et rimeligt kriterium for beregningen af afgiften, dvs. et kriterium uden subjektivitet eller vilkårlighed.

Selv under hensyntagen til den almindelige situation for de forskellige vekselkurser er en forskelsbehandling af producenterne i medlemsstaterne udelukket. Hvis der i et land med en stærk valuta findes en højere afgift — fordi omregningen til national valuta af den i regningsenheden fastsatte indikativpris sker på grundlag af grønne omregningskurser — findes der også en tilsvarende højere pris for mælk. For et land med en svag valuta modsvares den lavere mælkepris af en lavere afgift.

Det er . ikke nødvendigt at besvare det tredje spørgsmål.

Rådet mener, at det andet spørgsmål bør besvares benægtende, og at det tredje spørgsmål derfor er uden genstand.

Alle interventionsforanstaltninger, som medansvarsafgiften udgør en integrerende del af, er omfattet af ordningen med de grønne omregningskurser. Denne ordning finder i almindelighed anvendelse på landbruget. Det ville udgøre en forskelsbehandling, hvis man anvendte et andet omregningssystem på medansvarsafgiften.

Kommissionen antører, at det forskellige niveau for de garanterede priser, som skyldes anvendelsen af de grønne omregningskurser, efter forordning nr. 878/77 (EFT L 106, 1977, s. 27), overvæltes på producenternes indtægter i medlemsstaterne. Dette er navnlig tilfældet i sektorer som mælkesektoren, hvor markedsprisniveauet på grund af overskudssituationen i vidt omfang bestemmes af de garanterede priser.

Det ville i en sådan situation være økonomisk paradoksalt at lade producenterne i lande med stærk valuta nyde godt af fordelene ved den gunstige omregningskurs gennem garanterede priser, støtte og restitutioner, mens på den anden side dagskurserne lægges til grund ved fastsættelsen af det negative priselement, nemlig medansvarsafgiften. Dette gælder også, men med modsat fortegn, for producenterne i medlemsstater med svag valuta.

Kommissionen mener, at der i det foreliggende tilfælde foreligger lige behandling i materiel henseende. Den formelt lige behandling af forskellige sagsforhold er i materiel henseende en forskelsbehandling og må derfor anses for diskriminerende (sag 13/63, Sml. 1954-1964, s. 433).

Det tredje spørgsmål behøver derfor ikke at besvares.