Sagsøger har først anført, at INPS's begrundelse for afvisningen af at yde børnetilskud efter italiensk ret som følge af hustruens arbejde ikke er ganske korrekt, eftersom den belgiske Fonds des Maladies Professionnelles har fastsat hans invaliditetsgrad til 100 %. Han er derfor ubestridt invalid, men denne egenskab anerkendes imidlertid ikke i italiensk ret for hans vedkommende.

Imidlertid har han en indkomst (pension på grund af erhvervssygdom), der i medfør af artikel 5 i lovbekendtgørelsen om børnetilskud (Decreto del Presidente della Repubblica nr. 797 af 30. 5. 1955) giver ham status som familieforsørger, idet bestemmelsen nemlig foreskriver, at bestrider faderen sædvanligvis børnenes underhold, antages det, at han også har forsørgerpligt over for dem.

Sagsøger har videre anført, at nærværende retssag ligner sag 134/77 (Ragazzoni). I dommen i sag 134/77 af 20. april 1978 (endnu ikke offentliggjort) fortolkes artikel 76 i forordning nr. 1408/71.

Selv om artikel 76 og artikel 79, stk. 3, er forskellig i formuleringen, har de to bestemmelser dog samme formål. Begge indeholder et forbud mod samme ydelse fra to medlemsstater. Den eneste forskel er, at artikel 76 omhandler erhvervsaktive og arbejdsløse arbejdstagere, mens artikel 79 omhandler pensionister eller rentemodtagere.

I nærværende sag er det efter italiensk ret kun faderen — som på grund af sin erhvervssygdom er berettiget til en pension fra den belgiske forsikring — der kan være familieforsørger. Det er derfor den belgiske institution, der skal betale børnetilskuddene.

Sagsøger har derfor foreslået, at Domstolen bekræfter det princip, der blev bragt til udtryk i Ragazzoni-sagen.

Selv om det ikke klart fremgår af forelæggelsesdommen, har det andet præjudicielle spørgsmål sin begrundelse i følgende bestemmelser:

Det problem, som rejses ved det andet spørgsmål, har været aktuelt siden den 18. december 1977. Følgelig må det først afgøres, hvorledes den italienske lov af 9. december 1977 skal fortolkes og anvendes i sammenhæng med artiklerne 76 og 79 i forordning nr. 1408/71 i det tilfælde, hvor begge ægtefæller gør krav på børnetilskud, den ene dog efter italiensk ret, den anden efter en anden medlemsstats ret.

Ifølge artikel 9 i den nævnte lov kan hustruen ansøge om børnetilskud i stedet for manden. Det er ifølge sagsøger et spørgsmål, om denne bestemmelse skal fortolkes således, at hustruen er forpligtet til at søge om børnetilskud ud fra en korrekt fortolkning af artikel 79 (eller artikel 76) i forordning nr. 1408/71. Med andre ord, skal alle mulighederne for at opnå børnetilskud efter bopælsstatens ret være udtømte, for at også anvendelsen af artikel 76 eller 79 er udelukket?

Sagsøger mener, at man ikke kan anvende en national retsregel på en vandrende arbejdstager, såfremt retsreglen bevirker, at de rettigheder, han har erhvervet i det land, hvor han sidst arbejdede, formindskes. En sådan tvangsmæssig anvendelse vil være i strid med formålene i traktatens artikel 51, som i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed skal sikre, at en arbejdstager bevarer sin ret inden for hele Fællesskabets område til de ydelser, han har erhvervet i medfør af en enkelt medlemsstats lovgivning.

I spørgsmålet fra Tribunal du Travail de Charleroi forudsættes en situation med to arbejdstagere, der i samme medlemsstat har måttet opfylde de samme betingelser for at opnå invalidepension eller rente for erhvervssygdom. Såfremt disse to arbejdstagere begge boede i Belgien, ville de få børnetilskud efter belgisk ret i kraft af faderens pension, uafhængig af moderens stilling. Også selv om hun arbejdede eller oppebar en pension, ville det dog altid principalt være faderen, der havde ret til børnetilskud. Hvis derimod en af de to arbejdstagere flyttede til en anden medlemsstat, og hvis hustruen arbejdede dér, kunne en streng fortolkning af artikel 79, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 have til følge, at hustruens erhvervsarbejde ville få indflydelse på ægtemandens situation og på de børnetilskud, som han oppebærer i sin egenskab af pensionist.

Hvis ikke artikel 79 i forordning nr. 1408/71 skal komme i strid med traktatens artikel 51, må det undgås, at en pensionsberettiget vandrende arbejdstager på grund af hustruens eller et andet familiemedlems situation stilles ringere, såfremt bopælen flyttes til en anden medlemsstat.

Institutionen i den stat, som skal udrede pensionen, må under alle omstændigheder udbetale de ydelser, der følger af gældende national ret, såfremt disse ydelser er gunstigere. For at undgå dobbeltydelser kan institutionen dog kræve beløb tilbagebetalt, som udbetales efter retten i den stat, hvor børnene har bopæl.

Til støtte for dette resultat har sagsøger anført følgende:

Det andet spørgsmål fra Tribunal du Travail de Charleroi bør derfor besvares således:

Kommissionen har anført, at artikel 77, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 indeholder de regler, efter hvilke ydelser til børn, der forsørges af pensionister eller rentemodtagere, skal udredes, uanset i hvilken medlemsstat pensionisten eller børnene er bosat.

Efter denne bestemmelse skulle Rossi altså normalt være berettiget til børnetilskud efter belgisk ret, også efter den 28. februar 1973.

Imidlertid bestemmer artikel 79, stk. 3, at retten til ydelserne efter artikel 77 stilles i bero, såfremt der i kraft af erhvervsudøvelse kan kræves udbetalt familieydelser eller børnetilskud for de pågældende børn efter en medlemsstats lovgivning.

Princippet om forbud mod dobbelte familieydelser gentages i artikel 76 i forordning nr. 1408/71, hvad angår børnetilskud til arbejdstagere og arbejdsløse, og er nyligt blevet anvendt i dommen af 20. april 1978 (Ragazzoni, sag 134/77, endnu ikke offentliggjort).

Den eneste forskel på teksterne er, at artikel 79, stk. 3, omfatter det tilfælde, hvor der kan kræves udbetalt børnetilskud for de pågældende børn, mens artikel 76 vedrører det tilfælde, hvor der også kan kræves udbetalt« børnetilskud. Disse formuleringer kan i det væsentlige betragtes som identiske.

I medfør af artikel 1 i det italienske dekret om børnetilskud af 30. maj 1955 (Gazzetta Ufficiale af 7. 9. 1955, nr. 206, suppl. Ord. 1955-II, s. 1370) udbetales børnetilskud i Italien til børn, over for hvem der består forsørgerpligt, når forsørgeren i Italien har lønnet arbejde hos tredjemand. Efter artikel 3 i dette dekret er det principalt faderen, der betragtes som familieforsørger, mens moderen kun kan få tillagt denne status i bestemte tilfælde.

At Rossi er fuldstændig ude af stand til at arbejde, er for INPS ikke tilstrækkelig grund til at give moderen status som familieforsørger.

Kommissionen har rejst det spørgsmål, om INPS's afgørelse er korrekt efter italiensk ret, idet artikel 3, litra b), i det nævnte dekret tillægger moderen status som familieforsørger i det tilfælde, hvor ægtemanden er 100 % invalid (il marito invalido permanente al lavoro).

Det er dog Kommissionens opfattelse, at man kan se bort fra denne betragtning, som ville gøre det nødvendigt, at den belgiske ret måtte efterprøve rigtigheden af den italienske afgørelse. Også Domstolen måtte i dette tilfælde fortolke italiensk ret, hvilket den ikke er kompetent til. Endvidere ville en sådan situation føre til, at Rossi måtte fratages de belgiske ydelser, da han er berettiget til disse ydelser til børnene i Italien, selv om den italienske institution med den i Italien eksigible afgørelse har konstateret, at dette ikke er tilfældet.

Efter denne konstatering er Kommissionen nået til det resultat, at Domstolens afgørelse i Ragazzoni-sagen har betydning for Rossi-sagen, og at den ret til børnetilskud, der består efter artikel 77, ikke kan stilles i bero i medfør af artikel 79, stk. 3, såfremt der ikke består nogen ret til børnetilskud for børnene, fordi status som familieforsørger kun kan tillægges faderen.

Den italienske lov af 9. december 1977 om ligebehandling af mand og kvinde i arbejdsretlig henseende (Gazzetta Uffiaf 17. 12. 1977) har ændret dekretet af 30. maj 1955 og bestemmer i artikel 9 følgende: børnetilskud … kan i stedet for (in alternativa) udbetales til den erhvervsaktive kvinde i samme omfang som til den mandlige arbejdstager. Såfremt begge forældre søger om børnetilskud udbetales disse til den af forældrene, hos hvem barnet bor.

I dommen i Ragazzoni-sagen har Domstolen imidlertid statueret: reglen i artikel 76 i forordning nr. 1408/71 om, at retten til familieydelser eller børnetilskud i medfør af bestemmelserne i artikel 73 stilles i bero, finder ikke anvendelse, når faderen arbejder udenlands i en medlemsstat, mens moderen er arbejdstager i det land, hvor de øvrige familiemedlemmer har bopæl, og ikke ifølge dette lands lovgivning har erhvervet ret til børnetilskud, enten fordi kun faderen anerkendes som familieforsørger, eller fordi betingelserne for at tillægge moderen ret til ydelserne ikke er opfyldt. Domstolen har her villet give et svar, der også omfattede denne nye lov, uden dog at nævne den udtrykkeligt.

Det er sammenfattende Kommissionens opfattelse, at det første spørgsmål skal besvares således: Den i artikel 79, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 foreskrevne regel om, at udbetalingen af børnetilskud i medfør af artikel 77 til en fader, der er pensionist, stilles i bero, finder ikke anvendelse, når der i medfør af en medlemsstats lovgivning ikke består nogen ret til familieydelser eller børnetilskud som følge af erhvervsudøvelse, enten fordi moderen ikke er tillagt status som familieforsørger, eller fordi betingelserne for at tillægge moderen ret til disse tilskud ikke er opfyldt.

Af svaret på første spørgsmål fremgår, at det er den belgiske institution, der skal betale børnetilskuddene. Det er derfor ikke fornødent at foretage en sammenligning mellem det belgiske børnetilskud og det forudsatte mindre italienske beløb.

I de tilfælde, hvor det af artikel 77, stk. 2, jf. artikel 79, følger, at de børnetilskud, der udbetales i en medlemsstat, er lavere end de børnetilskud, vedkommende ville kunne oppebære i en anden medlemsstat, skal der dog ikke ske nogen sammenligning af beløbenes størrelse, idet forordning nr. 1408/71 udpeger den lovgivning, der skal finde anvendelse på børnetilskuddene, ud fra kriterier, der ikke indeholder en sådan sammenligning og således ikke gør det muligt at tildele den berettigede det største beløb efter den af de lovgivninger, der kunne tænkes at komme på tale.

Under disse omstændigheder mener Kommissionen, at det andet spørgsmål bør besvares således: Artikel 79, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 bestemmer ikke, at den kompetente institution, som i medfør af bestemmelsen suspenderer udbetalingen af ydelser, som det påhviler den at udrede i medfør af artikel 77, skal yde et tillæg svarende til en eventuel forskel mellem det beløb, som den er ophørt med at udbetale, og det beløb, som der på grund af børnene kan kræves udbetalt i en anden medlemsstat som følge af erhvervsudøvelse.

Den belgiske regering har først anført, at artikel 79, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 skal finde anvendelse, såfremt der i Italien består ret til børnetilskud som følge af erhvervsudøvelse.

Den belgiske regering har dernæst anført, at efter italiensk ret bliver en arbejdende moder berettiget til børnetilskud, såfremt faderen er kendt invalid.

Det er klart, at når der er tilkendt en pension for en uarbejdsdygtighed på 100 %, kan der ikke være tvivl om, at der foreligger invaliditet. Denne invaliditet skal ikke bedømmes af den italienske institution men af den belgiske, som det påhviler at betale pensionen.

Med hensyn til det første præjudicielle spørgsmål er det derfor den belgiske regerings opfattelse, at faderen, der efter belgisk ret er uarbejdsdygtig, opfylder betingelserne efter italiensk ret, fordi den erhvervsaktive moder er berettiget til børnetilskud efter italiensk ret.

Den belgiske regering konstaterer, at der intetsteds i forordningen hjemles ret til en forhøjelse af børnetilskud, der udbetales af en anden stat.

Artikel 79, stk. 3, indeholder et forbud mod dobbeltydelser, der har til formål at forhindre, at et og samme barn giver ret til flere børnetilskud. Anvendelsen af denne regel er undergivet den betingelse, at der konkret foreligger et sammenfald af ret til børnetilskud fra flere sider. Hvis der af en eller anden grund alligevel ikke bliver tale om dobbeltydelser, finder artikel 77 fortsat anvendelse.

Artikel 79, stk. 3, indeholder en tilsvarende regel som artikel 76 i forordningen. I forbindelse med artikel 76 har Domstolen i Ragazzoni-sagen fastslået, at der kun skal udbetales børnetilskud, såfremt samtlige den nationale rets betingelser er opfyldt, og at italiensk ret før lov nr. 903 af 9. december 1977 foreskrev, at den erhvervsaktive moder kun i bestemte undtagelsestilfælde kunne oppebære børnetilskud.

For nærværende sag er det derfor tilstrækkeligt at anvende de af Domstolen fastlagte principper i Ragazzoni-sagen. Når endvidere henses til, at afgørelsen fra INPS af 13. april 1976, der nu er blevet retskraftig, efter dagældende italiensk lovgivning udelukker, at der kan kræves børnetilskud for Rossi's børn i kraft af moderens erhvervsudøvelse, bør den belgiske institution alene tage ad notam, at der konkret ikke er tale om en sådan form for dobbeltydelser, der bevirker, at udbetalingen stilles i bero som nærmere omhandlet i artikel 79, stk. 3.

Efter den italienske regerings opfattelse kan det andet spørgsmål kun vedrøre tidsrummet efter den 18. december 1977, på hvilket tidspunkt den italienske lov nr. 903 af 9. december 1977 om ligestilling af mand og kvinde i arbejdsretlig henseende trådte i kraft.

Strengt taget er spørgsmålet uden betydning, da sagen ved Tribunal de Charleroi blev anlagt den 30. november 1976, altså længe før den 18. december 1977.

Den italienske regering har dog alligevel ment at burde tage stilling til det andet spørgsmål. Når artikel 79, stk. 3 taler om stilles i bero men ikke også om nedsættelse, kunne den fortolkning anlægges, at ydelsen altid bør stilles fuldstændig i bero. Det må dog også erindres, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 indeholder princippet om ligebehandling af samtlige medlemsstaters statsborger. Heraf følger, at det afgørende kriterium for løsningen af det forelagte spørgsmål må søges i formålet med reglerne om forbud mod dobbeltydelser, dvs. at en uberettiget berigelse undgås, hvorfor en total suspension ville være for vidtgående ud fra dette formål og i strid med traktatens artikel 51.

Artikel 79, stk. 3, skal følgelig fortolkes således, at ydelsen enten kan stilles helt eller delvis i bero alt efter, om de på grund af pensionen udbetalte børnetilskud er lavere eller højere end de børnetilskud, som de falder sammen med.

Princippet om, at arbejdstageren skal have den mest gunstige behandling, er også anerkendt i andre bestemmelser og i betragtningerne til forordning nr. 1408/71.

En sådan fortolkning ville også være i fuld overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, som den belgiske ret med føje har henvist til.

I modsat fald ville arbejdstagere, der også har bidraget til midlerne til den sociale sikring, oppebære indbyrdes forskellige ydelser på grund af forhold, som intet har med den sociale forsikring at gøre. Af disse grund har den italienske regering forslået Domstolen at udtale: