Bruxelles, den 28.10.2026

COM(2026) 586 final

2026/0334(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal vedtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til ændring af bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen

(energistatistikker)

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede EØS-Udvalg i forbindelse med den planlagte vedtagelse af Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse om ændring af bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen.

2.Baggrund for forslaget

2.1.EØS-aftalen

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde ("EØS-aftalen") har til formål at sikre lige rettigheder og forpligtelser på det indre marked for borgere og økonomiske aktører i EØS. Den indeholder bestemmelser om indarbejdelse af EU-lovgivning, der dækker de fire friheder i alle 30 EØS-stater, som omfatter EU-medlemsstaterne, Norge, Island og Liechtenstein. Derudover omfatter EØS-aftalen samarbejdet på andre vigtige områder såsom forskning og udvikling, uddannelse, socialpolitik, miljø, forbrugerbeskyttelse samt turisme og kultur, samlet benævnt "ledsagepolitikker og horisontale politikker". EØS-aftalen trådte i kraft den 1. januar 1994. Unionen er sammen med medlemsstaterne part i EØS-aftalen.

2.2.Det Blandede EØS-Udvalg

Det Blandede EØS-Udvalg er ansvarligt for forvaltningen af EØS-aftalen. Det udgør et forum, hvori EØS-aftalens funktion drøftes. Dets afgørelser træffes ved konsensus og er bindende for parterne. Europa-Kommissionens Generalsekretariat har ansvaret for at koordinere EØS-spørgsmål på Unionens side.

2.3.Den retsakt, der skal vedtages af Det Blandede EØS-Udvalg

Det Blandede EØS-Udvalg forventes at vedtage Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse ("den påtænkte retsakt") om ændring af bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen.

Formålet med den påtænkte retsakt er at indarbejde forordning (EU) 2016/1952 om europæiske statistikker over priserne på naturgas og elektricitet og om ophævelse af direktiv 2008/92/EF 1 i EØS-aftalen. Da direktiv 2008/92/EF allerede er omfattet af EØS-aftalen, vil det derfor skulle udgå af EØS-aftalen.

De påtænkte retsakter får bindende virkning for parterne i henhold til EØS-aftalens artikel 103 og 104.

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

Kommissionen forelægger vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse til vedtagelse i Rådet som Unionens holdning. Når holdningen er vedtaget, skal den snarest muligt forelægges i Det Blandede EØS-Udvalg.

Ved vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse indføres tilpasninger, der ikke er af rent teknisk karakter, og som har til formål at ændre indholdet af indberetningsforpligtelserne, og de går videre, end hvad der kan betragtes som blot en teknisk tilpasning som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 2 . Unionens holdning skal derfor fastlægges af Rådet.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 3 .

4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Det Blandede EØS-Udvalg er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig EØS-aftalen. Den retsakt, som Det Blandede EØS-Udvalg skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Den påtænkte retsakt får bindende virkning i henhold til folkeretten, jf. artikel 103 og 104 i EØS-aftalen.

Den påtænkte retsakt hverken supplerer eller aftalens institutionelle ramme. Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF sammenholdt med artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF sammenholdt med artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 afhænger hovedsagelig af det materielle retsgrundlag for den EU-retsakt, der skal indarbejdes i EØS-aftalen.

Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.

4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Da Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse indarbejder forordning (EU) 2016/1952 i EØS-aftalen, bør denne rådsafgørelse baseres på det samme materielle retsgrundlag som den retsakt, der indarbejdes. Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 338 i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 338 i TEUF, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF og artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94.

5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt

Da den retsakt, der skal vedtages af Det Blandede EØS-Udvalg, ændrer bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen, bør den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.

2026/0334 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal vedtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til ændring af bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen

(energistatistikker)


(EØS-relevant tekst)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særligt artikel 338 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde 4 , særlig artikel 1, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde 5 ("EØS-aftalen") trådte i kraft den 1. januar 1994.

(2)I henhold til EØS-aftalens artikel 98 kan Det Blandede EØS-Udvalg træffe afgørelse om at ændre bl.a. bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen.

(3)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1952 6 bør indarbejdes i EØS-aftalen.

(4)Bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen bør derfor ændres.

(5)De påtænkte retsakter får bindende virkning for parterne i henhold til EØS-aftalens artikel 103 og 104.

(6)Det er derfor nødvendigt at fastlægge den holdning, der skal indtages i Det Blandede EØS-Udvalg til en ændring af bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som skal vedtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til den foreslåede ændring af bilag IV (Energi) og bilag XXI (Statistikker) til EØS-aftalen, baseres på det udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse, der er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1952 af 26. oktober 2016 om europæiske statistikker over priserne på naturgas og elektricitet og om ophævelse af direktiv 2008/92/EF (EUT L 311 af 17.11.2016, s. 1).
(2)    Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6.
(3)    Domstolens dom af 7. oktober 2014, Tyskland mod Rådet, C-399/12, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61-64.
(4)    EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6.
(5)    EFT L 1 af 3.1.1994, s. 3.
(6)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1952 af 26. oktober 2016 om europæiske statistikker over priserne på naturgas og elektricitet og om ophævelse af direktiv 2008/92/EF (EUT L 311 af 17.11.2016, s. 1).