Formålet med direktiv 87/53 er, at der i den nærmeste fremtid [bør] gøres nye fremskridt med henblik på yderligere at forenkle formaliteterne i forbindelse med samhandelen mellem medlemsstaterne. For at virkeliggøre dette foreskrives der ved direktivets artikel 1 en række ændringer af og tilføjelser til bestemmelserne i direktiv 83/643

Rådets direktiv 83/643/EØF af 1.12.1983 om forenkling af fysisk kontrol og administrative formaliteter i forbindelse med godstransport mellem medlemsstaterne (EFT L 359, s. 8).

Medlemsstaterne foranlediger, at eventuelle beløb, som skal opkræves ved gennemførelsen af kontrollen og formaliteterne i forbindelse med samhandelen mellem medlemsstaterne, også kan betales med garanterede eller attesterede internationale bankchecks, der er udstedt i valutaen i den medlemsstat, hvor gælden skal betales.

Selv for så vidt angår bestemmelserne i det omhandlede direktiv, der ikke tilsigter at tillægge private rettigheder, som disse kan påberåbe sig (således at detaljerede og offentliggjorte gennemførelsesbestemmelser ikke kræves), er der imidlertid ikke nødvendigvis belæg for det af den italienske regering anførte. Efter min opfattelse omfatter begrebet retsforskrifter i direktivets artikel 2, stk. 2, som skal udstedes med henblik på gennemførelsen af direktivet (og meddeles Kommissionen), ligeledes udfærdigede, interne, administrative forskrifter og — således som det vil fremgår nedenfor — indgåede overenskomster eller aftaler mellem medlemsstaterne, idet der med begrebet med andre ord sigtes til enhver normfastsættelse, uanset arten heraf, der er nødvendig for at gennemføre direktivet.

Tilbage står den gruppe af bestemmelser i direktivet, der ikke er relevante, for så vidt angår spørgsmålet om en gennemførelse i form af retsforskrifter i national ret. Efter min opfattelse følger det af direktivets artikel 2, stk. 1 — hvorefter medlemsstaterne skal høre Kommissionen, før de udsteder de nødvendige gennemførelsesbestemmelser — at en medlemsstat, som — uden at dette åbenbart fremgår af direktivets ordlyd eller rækkevidde — finder, at denne eller hin bestemmelse i direktivet ikke kræver nogen gennemførelsesbestemmelser, men alene visse former for ikke-normative retsakter, rettidigt (dvs. før udløbet af gennemførelsesfristen) skal gøre Kommissionen bekendt hermed. Kun i så fald kan Kommissionen udøve sine kontrolbeføjelser i henhold til Traktatens artikel 155. I øvrigt er direktivets artikel 2, stk. 1, udtryk for en konkretisering af bestemmelsen i Traktatens artikel 5, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til loyalt at samarbejde med Kommissionen med henblik på at sikre en overholdelse af fællesskabsretten. Jeg bemærker herved, at Kommissionen i stævningen, uden på dette punkt at være blevet imødegået af den italienske regering, har anført, at den aldrig har modtaget nogen meddelelse overhovedet fra den italienske regering, hverken inden udløbet af den fastsatte gennemførelsesfrist eller under forløbet af den administrative procedure. Jeg mener under disse omstændigheder, at det af den italienske regering for Domstolen over for Kommissionens påstande anførte savner grundlag, bortset fra hvad angår de bestemmelser i direktivet, der åbenbart ikke kræver gennemførelsesbestemmelser.

Det et på grundlag af disse principper, jeg vil undersøge spørgsmålet om de gennemførelsesforpligtelser, der påhviler medlemsstaterne, for så vidt angår de enkelte af de pågældende bestemmelser i direktivet.

På godsets afgangssted og bestemmelsessted letter medlemsstaterne under de omstændigheder, de anser for passende, anvendelsen af forenklede procedurer, således som fastsat i bestemmelserne om forsendelse og omsætning af gods og dets overgang til frit forbrug.

Den betydning, der må tillægges specifikke foranstaltninger med henblik på en konkret udmøntning af denne forpligtelse i national ret, forekommer mig indlysende. For de erhvervsdrivende er det således af stor betydning at vide, under hvilke omstændigheder de har krav på en anvendelse af forenklede procedurer. Det er klart, at direktivet på dette punkt tillægger medlemsstaterne en ikke-ubetydelig, skønsmæssig beføjelse, for så vidt angår afgrænsningen af de tilfælde, hvor sådanne forenklede procedurer skal finde anvendelse, men dette forhindrer ikke, at anvendelsen af forenklede procedurer sker til opfyldelse af en fællesskabsretlig forpligtelse. Kun en særlig ved lov eller administrativt fastsat ordning, der er bindende og er blevet offentliggjort, kan på dette område give de erhvervsdrivende et klart overblik over omfanget af deres rettigheder.

Medlemsstaterne bestræber sig på at fordele placeringen af toldsteder også inde i landet, således at de berørte virksomheders behov tilgodeses bedst muligt.

Jeg er enig med den italienske regering i, at denne bestemmelse i direktivet ikke forudsætter en gennemførelse i form af særlige nationalretlige bestemmelser, der offentliggøres og kan påberåbes ved domstolene. Samtidig mener jeg dog, at spørgsmålet om fordelingen af toldsteder bør reguleres ved administrativt fastsatte bestemmelser eller i hvert fald ved interne administrative forskrifter, således at der under alle omstændigheder burde have været fremsendt en meddelelse til Kommissionen om retsforskrifter, jf. artikel 2, stk. 2, i direktiv 87/53. Såfremt den italienske regering var af den opfattelse, at den nævnte bestemmelse i direktivet ikke gik videre end blot at opstille en retningslinje, som ikke forudsatte en gennemførelse i form af normative rets-forskrifter efter direktivets artikel 2, burde den have givet Kommissionen meddelelse herom inden gennemførelsesfristens udløb, således at Kommissionen havde været i stand til eventuelt at imødegå denne opfattelse. Der er derfor ikke tale om en behørig gennemførelse.

1.Med henblik på at søge passende løsninger på de problemer, der opstår ved de fælles grænser, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at fremme det bilaterale samarbejde mellem de forskellige tjenestegrene, der varetager kontrollen og formaliteterne på hver side af disse grænser.2.Det i stk. 1 omhandlede samarbejde omfatter navnlig

indretning af grænseovergangssteder

1.Medlemsstaterne foranlediger, at:

a)grænseovergangsstederne holdes åbne, når trafikmængden berettiger dertil, således at det, undtagen i tilfælde af færdselsforbud, bliver muligt

for gods under toldforsendelsesordning og de ved transporten heraf anvendte transportmidler samt for køretøjer, som ikke medfører last, at passere grænsen i alle døgnets 24 timer med de dertil svarende kontrolforanstaltninger og formaliteter, undtagen hvis grænsekontrol med henblik på at hindre sygdomsudbredelse er nødvendig

Det af den italienske regering på dette punkt anførte kan ikke lægges til grund. Sag 340/87 vedrørte en bestemmelse i italiensk lovgivning, hvorefter et beløb svarende til omkostningerne ved den pågældende tjenesteydelse skulle opkræves i forbindelse med toldekspeditioner udført i den del af grænseovergangsstedernes åbningstid, der gik ud over statens civile ansattes normale arbejdstid. Domstolen antog, at sådanne gebyrer stred mod EØF-Traktatens artikel 9 og 12. Nærværende sag drejer sig imidlertid om den behørige gennemførelse i national ret af forpligtelsen i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), andet led, i direktiv 83/643 til at holde grænseovergangsstedeme åbne, således at kontrol og formaliteter kan gennemføres fra mandag til fredag i mindst 10 timer uden afbrydelse, og lørdage i mindst 6 timer uden afbrydelse. Efter min opfattelse må denne forpligtelse opfyldes i form af en gennemførelse i national ret af en særlig bestemmelse af bindende karakter, hvis indhold offentliggøres. Formålet med den omhandlede bestemmelse er således, at de erhvervsdrivende skal have en sikkerhed for, at kontrol og formaliteter ved grænseovergangsstederne med hensyn til transportmidlers passage kan gennemføres inden for mindst et bestemt tidsrum. Da spørgsmålet især har interesse for importører og transportvirksomheder i andre medlemsstater, er det af stor betydning, at disse har et klart billede af de rettigheder, som de har efter italiensk lovgivning til gennemførelse af fællesskabsretten.

I replikken har Kommissionen imidlertid frafaldet sin påstand på dette punkt, da bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra a), andet led, allerede var en del af den oprindelige affattelse af direktiv 83/643 (jf. artikel 5, stk. 1, andet led, heri).

Hvad angår artikel 5, stk. 1, litra b), er jeg af de samme grunde som dem, jeg allerede har anført i forbindelse med artikel 5, stk. 1, litra a), første og andet led, af den opfattelse, at dette savner grundlag. Der er her spørgsmål om de oplysninger, som står til rådighed for virksomheder, der transporterer gods, med hensyn til de nøjagtige tidspunkter, hvor de kan frembyde de pågældende varer med henblik på en gennemførelse af kontrol og formaliteter. Den omstændighed, at medlemsstaterne, for så vidt angår gennemførelsen af artikel 5, stk. 1, litra b), råder over visse skønsmæssige beføjelser (med hensyn til tilpasningen af åbningstiderne til de faktiske behov), ændrer ikke noget ved, at kravet om en mindsteåbningstid finder anvendelse, hvorfor det er en forudsætning, at den nævnte bestemmelse gennemføres ved en særlig gennemførelsesbestemmelse af bindende karakter, hvis indhold offentliggøres.

De samme betragtninger gør sig gældende med hensyn til gennemførelsen af artikel 5, stk. 1, litra c). Formålet med denne bestemmelse er, at virksomheder, der transporterer gods, på visse vilkår skal have krav på at kunne omlade varerne på ethvert tidspunkt uden toldvæsenets umiddelbare opsyn. Det præcise omfang af denne rettighed må klargøres i form af en gennemførelse ved nationalretlige bestemmelser, der er bindende og gennemskuelige.

I henhold til artikel 5, stk. 3, kan medlemsstaterne på visse vilkår gøre undtagelser, for så vidt angår gennemførelsen af artikel 5, stk. 1. Denne valgmulighed, som medlemsstaterne dermed har, skal ikke som sådangøres til genstand for en gennemførelse i form af en normativ bestemmelse, men såfremt en medlemsstat vil gøre brug af den nævnte mulighed i forbindelse med gennemførelsen af artikel 5, stk. 1, må det dog være et krav, at den fastsætter de valgte undtagelser i klare og udtrykkelige, normative bestemmelser. Under alle omstændigheder gælder det, at da bestemmelsen er accessorisk i forhold til artikel 5, stk. 1, kan den ikke anses for behørigt gennemført, så længe artikel 5, stk. 1, ikke er blevet gennemført.

En særlig gennemførelse må også være et krav, for så vidt angår artikel 5, stk. 4. Formålet med denne bestemmelse er, at transportvirksomheder og importører i undtagelsestilfælde, hvis art medlemsstaterne nærmere skal fastlægge, skal gives en sikkerhed for, at kontrol og formaliteter — på særlig og begrundet anmodning — også kan gennemføres uden for de foreskrevne minimumsåbningstider. Af de samme grunde som dem, der gælder artikel 5, stk. 1, må denne bestemmelse gennemføres i national ret ved en særlig bestemmelse.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at ventetiden som følge af de forskellige kontrolforanstaltninger og formaliteter ikke overstiger, hvad der er nødvendigt til at gennemføre disse. Med henblik herpå tilrettelægger de åbningstiderne for de tjenester, der skal gennemføre kontrollen og formaliteterne, samt det disponible personale og de praktiske forhold i forbindelse med behandling af gods og dokumenter, der hører til gennemførelsen af kontrollen og formaliteterne, således at ventetiden ved trafikkens afvikling nedsættes til et minimum.

Denne bestemmelse opstiller en række forpligtelser for medlemsstaterne med hensyn til toldvæsenets organisatoriske opbygning. Selv om det er af betydning for de retsundergivne, at toldmyndighederne kan udføre deres opgaver effektivt i overensstemmelse med disse principper, mener jeg ikke, at der, for så vidt angår gennemførelsen af den nævnte bestemmelse, er behov for nogen nationalretlig bestemmelse af bindende karakter, hvis indhold offentliggøres. Men det er dog klart, at direktivets artikel 6 forudsætter, at toldvæsenet rent faktisk gives en organisatorisk opbygning, som er tilpasset de bindende principper, som bestemmelsen fastlægger. En sådan tilpasning kan f.eks. ske i form af en tilpasning af de administrative forskrifter, der er rettet til toldmyndighederne, medmindre forholdet er det, at de allerede gældende forskrifter sikrer en overholdelse af de nævnte principper.

Den italienske regering har imidlertid ikke fremlagt oplysninger om eksistensen af sådanne forskrifter eller om en ændring heraf, ligesom den ikke har givet Kommissionen nogen form for meddelelse. Artikel 6 kan derfor ikke anses for behørigt gennemført i national ret.

Medlemsstaterne foranlediger så vidt muligt, at en af de andre tjenester, som er repræsenteret, og helst toldvæsenet, efter udtrykkelig bemyndigelse fra de kompetente myndigheder og for disses regning, kan udføre visse opgaver, som påhviler disse myndigheder, navnlig vedrørende tilstedeværelsen af de krævede dokumenter, disses gyldighed og ægthed, samt en summarisk kontrol af identiteten af det i disse dokumenter angivne gods. I så fald sørger de pågældende myndigheder for, at de nødvendige midler stilles til rådighed for udførelsen af disse opgaver.

Hvad angår denne bestemmelse, gør de samme betragtninger som dem, jeg har anført i forbindelse med den ovenfor undersøgte artikel 6, sig i det væsentlige gældende. Jeg mener derfor også på dette punkt, at det af den italienske regering anførte ikke kan lægges til grund.

Medlemsstaterne bestræber sig på ved grænseovergangsstederne overalt, hvor det er teknisk muligt, og når trafikmængden berettiger dertil, at etablere baner til hurtig passage, som forbeholdes gods under toldforsendelsesordning, de ved transporten heraf anvendte transportmidler samt køretøjer, som ikke medfører last.

De samme betragtninger som dem, jeg har anført vedrørende den nye bestemmelse i artikel 2, stk. 3 (jf- ovenfor punkt 8), gælder i det væsentlige denne bestemmelse i direktivet. Såfremt bestemmelsen var blevet gennemført i national ret ved en ministeriel bekendtgørelse eller et cirkulære, burde den italienske regering have fremsendt denne bekendtgørelse eller dette cirkulære til Kommissionen. Var den italienske regering af den opfattelse, at der her blot var tale om en retningslinje, burde den rettidigt have givet Kommissionen meddelelse herom.

1.Medlemsstaterne og Kommissionen drager omsorg for, at personer, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne, hurtigt kan underrette medlemsstaternes og Fællesskabets kompetente myndigheder om eventuelle problemer i forbindelse med en grænsepassage. De kompetente myndigheder undersøger disse problemer, og, hvis de ikke løses, foreslår Kommissionen de berørte medlemsstater løsninger herpå.2.Med henblik på at løse problemer i forbindelse med kontrol og formaliteter i henhold til dette direktiv kan en medlemsstat anmode en anden medlemsstat om samråd. Såfremt det ikke ved samråd er muligt at løse de pågældende problemer, kan en medlemsstat underrette Kommissionen herom, således at denne kan forelægge de løsninger, den anser for passende til afhjælpning af de pågældende problemer.

Hvad angår stk. 1, savner det af den italienske regering på dette punkt anførte åbenbart grundlag. Bestemmelsen opstiller således en forpligtelse for medlemsstaterne til at indføre strukturer og/eller procedurer, hvorefter personer, der deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne, hurtigt kan informere vedkommende nationale myndigheder om problemer i forbindelse med en grænsepassage. Da det navnlig vil være erhvervsdrivende fra andre medlemsstater, der udsættes for sådanne problemer, er behovet for en klar og særlig gennemførelsesbestemmelse, hvis indhold offentliggøres, så meget desto større.

Hvad angår artikel 8, stk. 2, mener jeg derimod, at der må gives den italienske regering medhold i det af den om dette spørgsmål anførte. Bestemmelsen angår den forpligtelse, der påhviler medlemsstaterne til loyalt at samarbejde med henblik på at finde løsninger på problemer i forbindelse med kontrol og formaliteter, eventuelt således at Kommissionen inddrages. Der er dermed tale om en retningslinje, som ikke går ud over at foreskrive en bestemt form for optræden, hvorimod bestemmelsen ikke forudsætter en udstedelse af normative retsakter.

Medlemsstaterne tilsender i god tid Kommissionen de ajourførte oplysninger vedrørende kontrolstederne.

Det af den italienske regering på dette punkt anførte kan heller ikke lægges til grund. Enten kræver denne bestemmelse på samme måde som den nye artikel 6 i direktiv 83/643 (jf. ovenfor punkt 15), at der skal udstedes administrative forskrifter (hvis indhold burde have været fremsendt til Kommissionen), eller den italienske regering burde i god tid have meddelt Kommissionen, at den ikke mente, at der var behov for gennemførelsesbestemmelser (således at den ikke ville kunne give nogen meddelelse om indholdet af sådanne). Hverken det ene eller det andet har været tilfældet, hvorfor det også her må lægges til grund, at der ikke er sket en behørig gennemførelse.