I sag 13/77
angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 er indgivet til Domstolen af Belgiens Hof van Cassatie (kassationsret), for i den for nævnte ret verserende sag mellem
AKTIESELSKABET GB-INNO-BM, Bruxelles,
VERENIGING VAN DE KLEINHANDELAARS IN TABAK (ATAB) (sammenslutningen af tobaksdetailhandlere
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, artiklerne 30, 31, 32, 86 og 90 og Rådets direktiv nr. 72/464/EØF (JO L 303/1, s. 3) om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift,
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten H. Kutscher, afdelingsformændene M. Sørensen og G. Bosco, dommerne A. M. Donner, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, A. J. Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe og A. Touffait,
generaladvokat: G. Reischl
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de skriftlige indlæg, som er indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:
Er det således blandt andet forbudt at indføre eller opretholde en national lovbestemmelse, som fremmer en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling, der består i, at fabrikanter og importører af forarbejdet tobak kan forpligte en medlemsstats detailhandlere til at overholde de salgspriser til forbrugeren, som de pågældende farbrikanter og importører har fastsat? Skal de under litra a) anførte bestemmelser i EØF-traktaten, eventuelt sammenholdt med andre, i et sådant tilfælde fortolkes således, at indførelse eller opretholdelse af en sådan national lovbestemmelse på ingen måde er forbudt, men at denne bestemmelse blot er uden betydning for anvendelsesområdet for EØF-traktatens artikel 86 i den forstand, at misbrug af en dominerende stilling stadig er forbudt, selv om muligheden herfor i det foreliggende tilfælde er blevet fremmet ved denne lovbestemmelse? Foreligger der en anden situation, såfremt medlemsstaten gør det muligt for fabrikanter og importører, efter anmeldelse om prisforhøjelse og under iagttagelse af en vis frist, at fastsætte priserne, herunder detailsalgspriserne, men hvor staten offentliggør disse priser, og ved hjælp af den ovenfor anførte foranstaltning foreskriver deres overholdelse?
Den første klage var rettet mod Den belgisk-luxembourgske sammenslutning af Tobaksindustrier (FEDETAB), den nationale sammenslutning for engroshandel med forarbejdede tobaksvarer (FNCG) og ATAB. Selskabet anmodede ved denne klage Kommissionen om at indlede en undersøgelse mod disse tre sammenslutninger, med henblik på at forpligte dem til at bringe forskellige krænkelser af EØF-traktatens artikler 85 og 86 til ophør. Den anden klage var rettet mod den belgiske stat. Heri anførtes, at artikel 58 i lov om merværdiafgift var uforenelig med traktatens artikler 85, 86, 90, 30, 31 og 5, stk. 2, og med Rådets direktiv nr. 73/464/EØF, og Kommissionen opfordredes til at indlede proceduren efter traktatens artikel 169.
Forelæggelsesdommen er registreret på Domstolens justitiskontor den
Ikke desto mindre har belgisk retspraksis tillagt artikel 58 i lov om merværdiafgift den rækkevidde, som fremgår af bestemmelsens konkrete ordlyd, dvs. samme rækkevidde som en bestemmelse, der bindende foreskriver de priser, som skal overholdes ved detailsalget.
Svar på spørgsmål stillet af Domstolen
GB-INNO-BM giver en oversigt over de omstændigheder, under hvilke artikel 58 i lov om merværdiafgift blev vedtaget.
FEDETAB og FNCG har i nogle år bestræbt sig på at regulere salget af tobaksvarer i Belgien.
Den
Den
Den
Den
Den
Således var situationen på tidspunktet for udarbejdelsen af loven af
Der bestod således en tydelig sammenhæng mellem FEDETAB's og FNCG's forsøg på at påtvinge alle detailhandlerne deres aftaler vedrørende bindende salgspriser og affattelsen af artikel 58 i lov om merværdiafgift, således som den fremstod efter Goeman's ændringsforslag.
GB-INNO-BM fremfører dernæst en vurdering af FEDETAB's og FNCG's aftaler og konkluderer, at de falder ind under anvendelsesområdet for forbudet i traktatens artikel 85, stk. 1. Kommissionen er gået ud fra det samme synspunkt i sin meddelelse af klagepunkter af
FEDETAB's adfærd udgør også et ved traktatens artikel 86 forbudt misbrug af en dominerende stilling.
Det kan ikke bestrides, at FEDETAB havde en dominerende stilling på markedet for forarbejdede tobaksvarer, når henses til den store markedsandel, som sammenslutningen besad. Denne dominerende stilling blev yderligere forstærket ved de snævre bånd, som den havde etableret til FNCG, hvilket gjorde det muligt for disse to organisationer at regulere afsætningen af forarbejdede tobaksvarer helt ned til detailhandelsleddet. Desuden har FEDETAB fastlagt de fortjenstmargener, som skulle tildeles forhandlerne, og sammenslutningen har som sidste instans bestemt, hvilken kategori (grossist I, grossist II, autoriseret detailhandler, almindelig detailhandler) de enkelte forhandlere skulle placeres i.
Den dominerende stilling, som FEDETAB besidder på de belgiske og luxembourgske markeder, udøves på
Den pression, som af FEDETAB udøves på grossister og detailhandlere for at tvinge disse til at harmonisere deres salg efter den af FEDETAB i forening med FNCG fastlagte politik, udgør et misbrug af en dominerende stilling.
Dette misbrug kan påvirke handelen mellem medlemsstater, eftersom bestemte varer, som sælges af FEDETAB's medlemmer, indføres fra andre medlemsstater og eftersom forpligtelsen til at sælge på de af FEDETAB i forening med FNCG foreskrevne betingelser rammer ikke alene FEDETAB's medlemmer men også udenlandske fabrikanter, som ønsker at sælge deres varer i Belgien.
GB-INNO-BM, som henviser til Domstolens dom i sag
Selv om det ikke kan bestrides, at artiklerne 85 og 86 betragtet enkeltvis alene er rettet mod virksomhederne, må det ikke desto mindre antages, at traktaten pålægger medlemsstaterne ikke at træffe foranstaltninger, som kan bringe konkurrencereglernes rette funktion i fare. Retsgrundlaget for at pålægge medlemsstaterne denne forpligtelse kan enten findes i den almindelige pligt til loyal adfærd, som er udtrykt i artikel 5, stk. 2, eller i artikel 90.
Domstolen har allerede statueret, at artikel 5, stk. 2, udtrykker en almindelig forpligtelse for medlemsstaterne, hvis konkrete indhold i hvert enkelt tilfælde afhænger af traktatens bestemmelser eller af regler, som følger af dens almindelige opbygning. Det følger heraf, at når en national foranstaltning modarbejder den tilsigtede virkning af traktatsbestemmelser, hvis indhold er tilstrækkelig præcist og klart — således som det er tilfældet med artiklerne 85 og 86 — er den tilsidesættelse af artikel 5, som følger heraf, en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse af en retsregel af højere gyldighed, der kan påberåbes direkte af private ved de nationale retter.
Virkningen af artikel 58 i lov om merværdiafgift er nøjagtig den samme som den, der følger af aftalerne. Disse tilsigter at forpligte detailhandlerne til at overholde den på banderolen anførte pris ved salg. Artikel 58 bestemmer det, som var foreskrevet ved de aftaler, der var i strid med traktatens artikel 85, hvis tilsigtede virkning den modarbejder, og den krænker følgelig artikel 5, stk. 2.
Artikel 58 i lov om merværdiafgift har gjort de ovennævnte aftaler mellem FEDETAB og FNCG overflødige. Det, som tidligere var foreskrevet ved aftalerne, er nu bestemt ved loven.
Det kan beklages, at Hof van Cassatie ikke har forelagt et spørgsmål om, hvordan artikel 85 skal fortolkes i forening med artikel 5, stk. 2, for så vidt som et sådant parallelt spørgsmål er stillet vedrørende artikel 86. Et svar vedrørende dette punkt fra Domstolen er af interesse for appelretten, som kassationsretten senere vil sende sagen tilbage til.
For så vidt angår det første spørgsmål fra Hof van Cassatie gør GB-INNO-BM gældende, at det ikke drejer sig om at få oplyst, om artikel 58 i lov om merværdiafgift var i strid med artikel 86
Det kan heller ikke antages, at artikel 58
Det bør derfor statueres, at en lovbestemmelse, som
Af disse grunde foreslår GB-INNO-BM, at det første spørgsmål besvares således:
GB-INNO-BM anfører, at begrebet
Selskabet gør gældende, at det er fast antaget i teorien, at artikel 90 har til formål at gøre de forpligtelser, som påhviler virksomhederne, anvendelige på medlemsstaterne i den forstand, at medlemsstaterne ikke kan unddrage deres virksomheder fra traktatens virkning. Ligeledes antages det ensstemmigt i teorien, at en foranstaltning kan være
Når henses til ordlyden af artikel 90, er der ingen tvivl om, at udtrykket
Artikel 90, stk. 1, har til formål at hindre medlemsstaternes mulighed for at sætte deres virksomheder i stand til at begrænse konkurrencen. Ved vurderingen af, om en retstilling indeholder
Da artikel 58 i lov om merværdiafgift tillader fabrikanter og importører af forarbejdede tobaksvarer at fastsætte den bindende salgspris for deres varer til forbrugeren, er det åbenbart, at denne bestemmelse indrømmer dem særlige eller eksklusive rettigheder i den ovennævnte betydning. En sådan beføjelse er ikke ved den belgiske lovgivning indrømmet nogen anden kategori af virksomheder.
Det andet spørgsmål kan derfor besvares således:
Opretholdelsen af en sådan særlig eller eksklusiv rettighed er 'i strid med bestemmelserne i artiklerne 85 og 86' i den i traktatens artikel 90, stk. 1, forudsatte betydning
Selskabet GB-INNO-BM, som henviser til Domstolens retspraksis, især til dens dom af
Artikel 58 har til følge, at detailhandlerne ikke frit kan fastsætte deres salgspriser, medmindre de indfører forarbejdede tobaksvarer direkte. Men under hensyn til den omstændighed, at mere end halvdelen af de cigaretter, som indføres til Belgien, bliver afsat gennem belgiske fabrikanter, kan det ikke forventes, at udenlandske fabrikanter sælger til en belgisk detailhandler, især når sidstnævnte sælger sine varer til en lavere pris end den, der sædvanligvis praktiseres i Belgien. Desuden, hvis en belgisk handlende ønsker at indføre forarbejdede tobaksvarer til Belgien, må han for at undgå omkostningerne i forbindelse med den særlige tekniske udrustning, som er nødvendig ved påsætningen af banderolerne, kræve, at den udenlandske fabrikant selv påsætter disse. Dette ville betyde, at den udenlandske fabrikant har ret til at kontrollere de priser, som detailhandleren ønsker at anvende. Forpligtelsen til at overholde den på banderolen anførte pris udelukker således i praksis enhver mulighed for direkte indførsel for detailhandlerne.
Detailhandlerne er således ikke i stand til frit at fastsætte prisniveauet for indførte varer.
Som konklusion foreslår selskabet GB-INNO-BM følgende svar til det tredje spørgsmål:
Ifølge selskabet GB-INNO-BM har direktivet til formål at undgå, at nationale afgifter på forbruget af forarbejdede tobaksvarer fordrejer konkurrenceforholdene og hindrer de frie varebevægelser inden for Fællesskabet. Med henblik herpå harmoniserer direktivet beskatningsreglerne og forudsætter også i artikel 5, stk. 1, bestemmelser vedrørende fastsættelse af salgspriser for disse varer.
Artikel 5, stk. 1 bestemmer:
Selskabet GB-INNO-BM anfører, at Rådet ikke har fulgt et ændringsforslag til denne bestemmelse, som blev fremsat under Europa-Parlamentets forhandlinger vedrørende det af Kommissionen udarbejdede forslag til direktiv. Forslaget gik ud på at erstatte ordene
Det i andet punktum udtrykte forbehold vedrører kun ordninger med fastsatte priser, som er
Det første punktum i direktivets artikel 5, stk. 1, indeholder en klar og ubetinget forpligtelse for medlemsstaterne til at indføre et system med fri prisdannelse. Denne forpligtelse har haft direkte virkning siden den
Selskabet GB-INNO-BM foreslår følgende svar til det fjerde spørgsmål:
ATAB foretager, inden den påbegynder den retlige diskussion vedrørende spørgsmålene fra kassationsretten, en undersøgelse af oprindelsen for faste priser ved salg af forarbejdede tobaksvarer til forbruger. Sammenslutningen giver dernæst, idet den anfører, at dette forhold ikke er egenartet for Belgien, en redegørelse for systemet med bindende salgspris for disse varer, således som det eksisterer i EØF's øvrige, oprindelige medlemsstater. Endelig vurderer sammenslutningen de samfundsøkonomiske krav og fordringerne til en reel og effektiv konkurrence inden for den pågældende sektor såvel som til forbrugernes beskyttelse mod visse former for misbrug.
ATAB udleder følgende konklusioner af sin undersøgelse:
ATAB gør gældende, at EØF-traktatens artikel 86 som en gennemførelse af artikel 3, litra f) alene skal fortolkes i lyset af sidstnævnte bestemmelse. Gennemførelsen af traktatens almindelige mål forbliver underkastet
Traktatens artikel 5, betyder ikke, at det er forbudt for en medlemsstat at foretage noget, som ikke er den
Ifølge ATAB retter traktatens artikel 86 sig alene mod virksomheders adfærd og ikke en medlemsstats adfærd. Artikel 86 forbyder ikke en lovbestemmelse, men derimod
Der kan ikke tales om en dominerende stilling som følge af en vis magt, når
Fabrikanten eller importøren misbruger langt fra en dominerende stilling ved udøvelsen af dette valg, men udnytter kun frit sine konkurrencerettigheder.
ATAB anfører herved parantetisk, at den tvist, som ligger til grund for det præjudicielle spørgsmål, består mellem en sammenslutning af detailhandlere og et stormagasin, der i forhold til disse besidder en dominerende stilling, og som misbruger denne ved at sælge forarbejdede tobaksvarer med en lavere fortjenstmargen og endda med tab til skade for detailhandlerne.
ATAB mener derfor, at det første spørgsmål kan besvares således:
Traktatens artikel 90 forbyder ikke medlemsstaterne at indrømme virksomheder
En
Imidlertid har fabrikanten eller importøren, som langt fra nyder særlige rettigheder, derimod i det foreliggende tilfælde
ATAB indrømmer, at medlemsstaterne
hverken med traktatens artikel 7, da der ikke foreligger forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet;
eller med artikel 86, således som det er blevet påvist ovenfor.
En ordning med faste priser — ikke med fastsatte priser ifølge hvilken:
fabrikanten eller importøren ikke foreskriver en pris for detailhandleren, men staten erklærer den af fabrikanten eller importøren fastsatte pris bindende for enhver;
fabrikanten eller importøren, som langt fra nyder særlige rettigheder, derimod er tvunget til at betale forbrugsskatten og merværdiafgiften forud;
den bindende karakter af den pa banderolen anførte pris alene beror på opkrævningssystemet
falder ikke ind under artikel 90.
Desuden har artikel 90 ikke direkte virkning og afføder ikke rettigheder for private, som de nationale retter skal beskytte. Domstolen har allerede udtrykkelig statueret, at artikel 90, stk. 2, ikke har direkte virkning (dom af
Det same gælder for artikel 90, stk. 1.
ATAB anfører derfor, at det andet spørgsmål bør besvares således:
Opretholdelsen af de nævnte særlige eller eksklusive rettigheder kan ikke være i strid med EØF-traktatens bestemmelser, blandt andet artiklerne 7 og 85 til 94 inklusive.
Ifølge ATAB er det nødvendigt med henblik på det svar, som skal gives til de af Hof van Cassatie stillede spørgsmål, at præcisere:
for det første det fællesskabsretlige begreb foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion;
for det andet virkningen af artikel 58 i den belgiske lov om merværdiafgift.
For så vidt angår definitionen af foranstaltning med tilsvarende virkning, kan der henvises til Domstolens nuværende faste retspraksis, fra dommen
Kommissionen har defineret begrebet
Selv om Domstolen ganske vist ikke har fulgt denne sondring, betyder det ikke, at de to typer foranstaltninger skal behandles fuldstændig ens.
Domstolen har faktisk udtrykkelig henvist til Kommissionens direktiv i sag
ATAB fremfører, at det klart fremgår af betragtningerne i Rådets direktiv nr. 72/464/EØF af
Ifølge artikel 58 i den belgiske lov om merværdiafgift kan den enkelte fabrikant frit vælge den pris, til hvilken hans vare senere bliver solgt til den endelige forbruger, således at Fællesskabets retspraksis vedrørende lovligheden af nationale lovbestemmelser om maksimalpriser i forhold til artikel 30 fuldt ud finder anvendelse på den foreliggende sag.
I modsætning til situationen i sagen
ATAB foreslår derfor, at det tredje spørgsmål besvares således:
Det påhviler i det foreliggende tilfælde under alle omstædigheder den nationale dommer i hovedsagen at undersøge virkningen af en sådan national lovbestemmelse; hvis denne finder anvendelse på alle varer af ens natur, uden hensyn til deres oprindelse, kan den hverken direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt hindre samhandelen inden for Fællesskabet.
Situationen er ikke forskellig i det tilfælde, hvor en medlemsstat tillader fabrikanterne og importørerne efter anmeldelse om prisforhøjelse og under iagttagelse af en vis frist at fastsætte priserne, herunder detailsalgspriserne, når denne stat offentliggør disse priser og foreskriver deres overholdelse ved hjælp af den ovennævnte foranstaltning
ATAB mener, at Rådets direktiv nr. 72/464/EØF set under et, ikke synes at kunne medføre nogen direkte virkning.
Selv om det dog alligevel antages, at direktivet har en direkte virkning, følger det af direktivets artikel 5, stk. 1, andet punktum, at friheden til at fastsætte maksimalsalgsprisen ikke forhindrer anvendelsen af nationale lovgivninger vedrørende kontrol med prisniveauet eller overholdelse af foreskrevne priser. Til' støtte for denne opfattelse henviser ATAB til et brev af
Under udarbejdelsen af teksten til artikel 5 fremsatte Europa-Parlamentet et ændringsforslag, som erstattede udtrykket
ATAB foreslår derfor følgende svar til det fjerde spørgsmål:
Ved supplerende skriftligt indlæg fremfører ATAB yderligere bemærkninger vedrørende de spørgsmål, som Hof van Cassatie har stillet. Sammenslutningen begynder sin undersøgelse med det fjerde spørgsmål.
ATAB anfører, at dette spørgsmål først og fremmest vedrører problemet om, hvorvidt direktivet, og især artikel 5, er direkte anvendeligt. Dernæst rejses det problem, om indførelsen eller opretholdelsen af ved lov bestemte faste priser for forarbejdet tobak er forbudt eller ej i medfør af denne artikel.
ATAB, som herefter går over til undersøgelsen af artikel 5, anfører, at bestemmelserne under overskriften
Det skal bemærkes, at artikel 5 omfatter tre bestemmelser, der skal undersøges under ét i forhold til disse betingelser.
Selv om der ikke består nogen tvivl om, at artikel 5, stk. 2, som i øvrigt kun er af sekundær interesse for det svar, der skal gives på det stillede spørgsmål, opfylder de kriterier, som Domstolen har opstillet for at anerkende en direkte virkning, er det mere vanskeligt, at tage stilling til denne artikels første stykke. Det første punktum i dette stykke er uundværligt for gennemførelsen af den første harmoniseringsetape, thi i medfør af artikel 4, stk. 1, skal forbrugsafgiften for cigaretter i alle medlemsstaterne beregnes af den maksimale detailsalgspris. Når man på den anden side ved, at denne afgift i alle medlemsstaterne opkræves hos fabrikanten eller importøren, forstår man bedre den virkelige rækkevidde af dette første punktum. Beregningen og opkrævningen af afgiften kræver, at fabrikanterne og importørerne selv fastsætter detailsalgsprisen. Denne systemet iboende nødvendighed ophæves ved artikel 5, stk. 1, første punktum til en retsforskrift.
Det første punktum er dog vanskeligere at forstå, fordi det nævner, at fabrikanten og importøren
Artikel 5, stk. 1 giver direkte anvendelige rettigheder, men den har på ingen måde den betydning, som det stillede spørgsmål tillægger den.
ATAB fremfører dog, at spørgsmålet også kan forstås således, at artikel 5, stk. 1, andet punktum kan udtrykke en begrænsning af den i første punktum nævnte bestemmelse. Begrebene
Hvordan man end bedømmer det skøn, som artikel 5, stk. 1, andet punktum overlader til medlemsstaterne, falder ordningen med bindende detailpriser for forarbejdet tobak, som er omfattet af det stillede spørgsmål, klart uden for en sådan kontrol, allerede fordi denne ordning ikke gør indgreb i den frihed, som er overladt til fabrikanterne og importørerne, til frit at fastsætte deres priser. Alene frit fastsatte priser kan omformes til bindende priser. En således foreskrevet fast pris er fuldt ud i overensstemmelse med den fællesskabsretlige definition af den fastsatte pris i den i direktivets artikel 5, stk. 1, andet punktum forudsatte betydning.
Alle de medlemsstater, som i øjeblikket anvender direktivet, har fundet det nødvendigt at indføre sådanne bestemmelser.
Hvilken betydning man end tillægger artikel 5, stk. 1, kommer man altid til det resultat, at denne bestemmelse under de to fortolkningsmåder, som er blevet undersøgt ovenfor, opfylder betingelserne om, at den skal være ubetinget, klar og præcis. De heraf berørte parter kan derfor gøre den gældende over for medlemsstater ved de nationale retter. Den direkte virkning af direktivet betragtet under ét kan dog drages i tvivl. For det resterende bør det præjudicielle spørgsmål besvares benægtende.
Artikel 30 forbyder enhver kvantitativ indførselsrestriktion i samhandelen mellem medlemsstaterne og enhver foranstaltning med tilsvarende virkning.
Ifølge Domstolens faste retspraksis er det tilstrækkeligt til at falde ind under forbudet, at den pågældende foranstaltning
Da disse betingelser er tilstrækkelige, men også nødvendige, bør det svar, som skal gives til de to første stykker i det tredje spørgsmål, således være bekræftende.
ATAB giver dernæst en fremstilling af de principielle grunde, som har ført den belgiske lovgiver til at opretholde ordningen med bindende priser for forarbejdede tobaksvarer.
Sammenslutningen fremfører, at nationale lovbestemmelser, som af sociale eller politiske grunde indtil et vist punkt griber ind i den konkurrencemæssige situation for detailhandelen, ikke har og ikke kan have tilsvarende virkninger som en indførselsrestriktion i den i traktatens artikler 30, 31 og 32 forudsatte betydning, når de anvendes uden forskel på indenlandske og importerede varer.
ATAB gør endelig gældende, at artiklerne 30, 31 og 32 skal fortolkes således, at
Ifølge ATAB kan svaret på dette spørgsmål kun være
Artikel 90 forbyder medlemsstaterne at indføre eller opretholde traktatstridige bestemmelser til fordel for offentlige og andre virksomheder, som de indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder.
ATAB, som herved henviser til Domstolens dom i sag 155/73
Begrebet
Statens direkte og dybtgående indgreb i det økonomiske liv er ikke dækket af artikel 90, stk. 1. Denne ene betragtning er tilstrækkelig til at besvare det stillede spørgsmål.
ATAB mener, at dette spørgsmål kan reduceres til en undersøgelse af rækkevidden af artiklerne 3, litra f) og 5, stk. 2, sammenholdt med artikel 86. Sammenslutningen undersøger først, om disse artikler har det indhold, som spørgsmålet tillægger dem, og om de har direkte virkninger i medlemsstaternes interne retsorden.
Artikel 3, litra f) tilsigter at undgå, at konkurrencen inden for fællesmarkedet fordrejes. Denne målsætning præciseres i flere bestemmelser, således i artikel 86. Artikel 3, litra f) anser gennemførelsen af denne målsætning for en uundgåelig forpligtelse for Fællesskabet. Selv om den fundamentalt regulerer Fællesskabets aktiviteter, kan der dog ikke udledes nogen retlig følge heraf, for så vidt angår medlemsstaternes aktiviterer, således som det er tilfældet i det stillede spørgsmål.
Det er et spørgsmål, om de tilsigtede virkninger ikke følger af artikel 5, stk. 2. ATAB, som henviser til Domstolens retspraksis, som generaladvokat Reischl har resumeret i sag 155/73,
Ifølge ATAB går denne, i det forelagte spørgsmål indeholdte fortolkning af princippet om fællesskabsrettens forrang, for langt. Hverken medlemsstaternes lovgivningskompetence eller deres konkrete anvendelse af deres retsregler afhænger af spørgsmålet, om en eller flere virksomheder besidder en dominerende stilling på markedet eller om de misbruger denne.
ATAB understreger, at det stillede spørgsmål ikke kan undersøges på fornuftig måde, med mindre krænkelsen af artikel 86 a priori anses som et uigendriveligt forhold. Dette gælder for den dominerende stilling og for misbruget heraf, men også for restriktionerne for samhandelen mellem staterne. Det er ikke Domstolens opgave under en præjudiciel sag at undersøge, om denne antagelse er rigtig.
Spørgsmålet bør følgelig besvares benægtende.
Kommissionen afslutter sine indledende bemærkninger med en kort redegørelse for det sociale aspekt ved detailhandelen med forarbejdede tobaksvarer i Belgien.
Kommissionen, som derefter går over til en undersøgelse af de forelagte spørgsmål, fremfører følgende:
Det første spørgsmål vedrører det, som Hof van Cassatie betegner som
Det er derimod korrekt, at den belgiske beskatningsordning er af en sådan art, at påsætningen af banderolen i praksis kun kan foretages af fabrikanten. På dette særlige punkt har fabrikanten ganske vist en dominerende stilling i forhold til importører og eventuelt andre deltagere på afsætningsstadiet. Den markedsdeltager, som retligt eller faktisk råder over en teknisk bestemt eneret i forhold til sine købere, misbruger denne, når han anstrenger sig for at påvirke, især ved en nægtelse af at levere, disse køberes adfærd på markedet. Kommissionen henviser til støtte for sin opfattelse til Domstolens dom af
Kommissionen fremfører vedrørende spørgsmålet, om nationale foranstaltninger, der skaber en teknisk bestemt eneret, som kan medføre et misbrug, er uforenelige med traktatens artikler 3, litra f), 5, stk. 2 og 86, at man i de tilfælde, hvor sådanne enerettigheder ikke som sådanne er uforenelige med artiklerne 30 til 37, kan undersøge deres forenelighed med artikel 5, stk. 2, og at overholdelsén af den forpligtelse, som er indeholdt heri, har til følge, at medlemsstaterne ved skabelsen af sådanne enerettigheder skal træffe rimelige beskyttelsesforanstaltninger mod forudsigelige misbrug af den dominerende stilling, som uundgåeligt er knyttet til enhver eneret. Det er under alle omstændigheder udelukket — dette i forbindelse med slutningen af spørgsmål 1, litra b) — at det forhold, at en dominerende stilling er baseret på en national foranstaltning, kan tjene som retfærdiggørelse af eventuelle misbrug.
De særlige eller eksklusive rettigheder, som er nævnt i artikel 90, stk. 1, vedrører ifølge Kommissionen produktionen og afsætningen af varer (efter omstændighederne tjenesteydelser) ved selve den berettigede, med andre ord adgangen til markedet. Det er i denne ånd, at Domstolen har fortolket artikel 90 i den 14. præmis til dommen i sag
Den belgiske foranstaltning har på ingen måde den virkning, som er beskrevet i denne præmis. Adgangen til markedet for forarbejdede tobaksvarer forbliver fri på alle stadier. Den eneste særlige rolle for fabrikanter og importører er, at det valg, som de træffer vedrørende beregningsgrundlaget for afgifter også tilvejebringer det prisniveau, for hvilket lovgiveren fratager detailhandleren dennes handlefrihed. Ikke alene drejer det sig ikke om en
Ifølge Kommissionen er undersøgelsen af foreneligheden af et lovbestemt system med bindende priser med artikel 30 domineret af den særegenhed, at en sådan foranstaltning ifølge sin natur berører konkurrencen. På dette område udøver både Fællesskabet og medlemsstaterne kompetencer, som er afgrænset ved kriteriet om påvirkning af handelen mellem medlemsstaterne, således som dette findes i traktatens artikel 85. De aftaler, som kan påvirke handelen, henhører under Kommissionens kompetence. De aftaler, som ikke kan have denne virkning, henhører under den nationale kompetence, hvilket især kan være tilfældet for aftaler mellem virksomheder i en og samme medlemsstat.
Det er således de nationale kompetente myndigheder, som det tilkommer at anvende de eventuelle nationale bestemmelser på aftaler eller former for samordnet praksis, der, idet de har til følge at begrænse konkurrencen, dog ikke potentielt påvirker handelen mellem medlemsstaterne. På området for den nationale konkurrencepolitik er det den nationale lovgiver, som det tilkommer at afgøre, om de nationale myndigheder skal anvende de begrænsende foranstaltninger for konkurrencen, som følger af loven, dvs. offentligretlige tvungne karteller. Medlemsstaterne skal dog ved denne indgriben respektere kompetencefordelingen mellem dem selv og Fællesskabet.
Kommissionen undersøger i lyset af disse betragtninger det spørgsmål, om et system med frivilligt accepterede bindende priser, som alene dækker en enkelt medlemsstat, kan påvirke handelen mellem medlemsstater.
Ifølge Kommissionen falder
I overensstemmelse med dette synspunkt har Kommissionen i anledning af de tidligere indgåede aftaler om bindende priser mellem FEDETAB og den belgiske sammenslutning af grossister for forarbejdede tobaksvarer meddelt de berørte parter sine klagepunkter. Denne sag verserer stadig.
Hvis man under denne synsvinkel betragter et lovbestemt kollektivt system med bindende priser, hvis formål ikke alene er at omfatte
Kommissionen tilføjer herefter, at tobakssektoren af tekniske grunde, som den giver en oversigt over, der følger af systemet på området for forbrugsskatter, næppe åbner mulighed for eventuelt at formindske virkningen af dette system på handelen inden for Fællesskabet ved hjælp af parallelimport.
Kommissionen mener derfor, at et lovbestemt kollektivt system med bindende priser, især hvis det er kombineret med en skatteordning som den, der i almindelighed gælder for forarbejdede tobaksvarer, udøver en mærkbar indflydelse på handelen mellem medlemsstater på en måde, som kan skade gennemførelsen af målsætningerne for et enhedsmarked mellem medlemsstaterne, og at den således samtidig hindrer handelen.
Et sådant system skaber en situation, hvori de indførte varers markedsandel udelukkende afhænger af importørernes salgspolitik. De forhandlere, som udøver deres aktiviteter i importlandet, kan ikke udøve nogen som helst indflydelse på denne markedsandel. Denne sidstnævnte situation udgør en hindring for samhandelen inden for Fællesskabet.
Kommissionen fremfører sammenfattende, at et system med lovbestemte bindende priser hindrer den fri omsætning af indførte varer på en måde, som svarer til den definition af en foranstaltning med tilsvarende virkning som en importrestriktion, som Domstolen har givet i sin dom
Kommissionen finder det ikke her nødvendigt at angive, hvordan det er muligt at undgå denne virkning. Den anfører dog visse mulige løsninger.
Det er ifølge Kommissionen også muligt at undersøge foreneligheden med artikel 30 af lovbestemte kollektive systemer med bindende priser via den vurdering, som Kommissionen sædvanligvis anvender på foranstaltninger med en formodet
Et lovbestemt kollektivt system med bindende priser overlader det til
Alligevel er en indirekte hindring dog sandsynlig, eftersom det er umuligt at sælge til en lavere pris. Hvis et sådant forbud også finder anvendelse på indførte varer, er det i praksis umuligt at undgå, at det virker tilbage på handelsvejene inden for Fællesskabet.
De konkrete omstændigheder ved et lovbestemt kollektivt system med bindende priser spiller en væsentlig rolle. Sandsynligheden for, at et sådant system hindrer samhandelen mellem medlemsstaterne bliver betydeligt større, hvis de indførte varer ikke er frit disponible på Fællesskabets andre markeder, således at der ikke består nogen mulighed for normal forsyning via parallelindførsler. Som allerede ovenfor anført er dette tilfældet inden for tobakssektoren som følge af den afgiftsordning, som disse varer er underkastet i alle medlemsstaterne.
Kommissionen giver en kort oversigt over tekniske og praktiske hindringer for parallelindførsler og konkluderer, at den afgiftsordning, som forarbejdede tobaksvarer er underkastet, stærkt begrænser den mulighed for sådanne indførsler, som i almindelighed eksisterer for andre varer. Det følger heraf ifølge Kommissionen, at den sandsynlige hindring for handelen mellem medlemsstater bliver til en faktisk hindring, selv om den er vanskelig at angive.
Disse klagepunkter mod det lovbestemte system med bindende priser bliver bekræftet og bestyrket, såfremt det undersøges, om det tilsigtede formål ikke vil kunne opnås ved hjælp af en mindre restriktiv foranstaltning. Kommissionen, som mener, at svaret på dette spørgsmål skal være bekræftende, i det mindste hvis målsætningen består i at beskytte den traditionelle detailhandel mod de store varehuses aggressive salgsteknik, påpeger visse mindre restriktive løsninger.
Hof van Cassatie henviser i slutningen af det tredje spørgsmål til det tilfælde, hvor producenterne og importørerne fortsætter med at fastsætte niveauerne for detailsalgspriserne, men hvor disse prisers bindende karakter opnås ved et andet middel end artikel 58 i lov om indførelse af merværdiafgift, nemlig ved en offentliggørelse af disse priser suppleret med forpligtelsen til at overholde dem. Men dette tilfælde ændrer alene formen for den belgiske foranstaltning og ikke dens indhold, således at den ikke er egnet til at ændre resultatet af undersøgelsen af foreneligheden med artikel 30.
Ved afslutningen af sine indlæg vedrørende fortolkningen af artikel 30 ønsker Kommissionen at fremhæve, at i tilfælde af en mere indskrænkende fortolkning af denne bestemmelse, kan traktatens artikel 5, stk. 2, i forening med artikel 85 blive af betydning. Det er et spørgsmål, om et indgreb fra medlemsstaterne i Fællesskabets særlige kompetence, som potentielt påvirker samhandelen mellem medlemsstater, men uden at det er muligt at føre bevis for en potentiel hindring for denne samhandel, falder ind under det forbud, som er formuleret i traktatens artikel 5, stk. 2.
Kommissionen, som støtter sig på dommen
Kommissionen fremfører, at selv de konkurrencebegrænsninger, som kan fritages efter artikel 85, stk. 3, når de er blevet frivilligt godkendt af virksomhederne, ikke kan gøres bindende af medlemsstaterne. I tilfælde af ved lov foreskrevne konkurrencebegrænsninger, bliver ikke alene de berørte parters overensstemmende vilje, som er nødvendig for frivilligt at indgå en aftale, erstattet af et indgreb fra offentlige myndigheder, men der kommer et element af statslig interesse i betragtning ved siden af de private interesser, som normalt ligger til grund for karteller. Anvendelsen af artikel 85 er gjort umulig ud fra det formelle synspunkt, mens problemet kompliceres ud fra det materielle synspunkt: disse to elementer er allerede tilstrækkelige til at bringe virkeliggørelsen af traktatens målsætning i fare i den i artikel 5 forudsatte betydning.
Det samme ræsonnement kan finde anvendelse på det foreliggende tilfælde, hvor oprindelsen for den potentielle hindring for samhandelen mellem medlemsstater er udflydende, idet det er givet, at den dels har sit udspring i artikel 58 i lov om merværdiafgift og dels i de samlede fiskale bestemmelser, som gælder for tobakssektoren.
Selv om anvendelsen af artikel 30 skulle støde mod sådanne omstændigheder, står det ikke desto mindre fast, at den nationale foranstaltning skaber en situation, der, hvis den var opstået som følge af frivilligt indgåede aftaler, ikke kan nyde godt af undtagelsen efter artikel 85, stk. 3. Forbudet i artikel 5, stk. 2, finder så meget desto mere anvendelse på et indgreb af denne type. Anvendelsen af denne bestemmelse fører derfor til de samme resultater, som fulgte af undersøgelsen af foreneligheden med traktatens artikel 30, med den ene forskel, at det ikke er muligt at påberåbe sig den direkte virkning af traktatens bestemmelser.
Kommissionen begrænser sine indlæg til direktivets artikel 5, stk. 1.
Denne bestemmelse kan ikke undersøges uafhængig af direktivets artikel 4, som foreskriver, at
Artikel 5, stk. 1, er blevet udstedt med et præcist formål, som fremgår af de indledende betragtninger til direktivet. Den sidste betragtning er affattet således:
Artikel 5, stk. 1, er et udtryk for denne vilje. Opkrævning af afgifter nødvendiggør en bestemt regulering. Denne må dog ikke anvendes til indirekte at begrænse konkurrencen. Bortset fra dette forbehold forbliver de nationale kompetencer på prisområdet intakte.
Set på denne måde foreskriver direktivets artikel 5
Kommissionen resumerer sine indlæg således:
Rådet begrænser sine indlæg til det fjerde spørgsmål, som vedrører direktiv nr. 72/464, og især rækkevidden af artikel 5, stk. 1. Ifølge Rådet udgør artikel 5, stk. 1, en forpligtelse, der er udstyret med forbehold og således ikke kan have direkte virkning. Rådet giver dernæst en kortfattet fremstilling over udarbejdelsen af direktivets tekst og anfører, at det skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at medlemsstaterne ved en lovgivningsforanstaltning foreskriver faste priser, som skal overholdes af detailhandlerne.
Den belgiske regering tager udgangspunkt i den antagelse, at tobaksvarer — i særdeleshed cigaretter — intet har til fælles med andre handelsvarer. De er de eneste varer, som er underkastet en skatteordning, hvorpå der anvendes en forbrugsskat
Den belgiske regering anfører vedrørende de forelagte spørgsmål, at en medlemsstats foranstaltning, der for salg til forbruger af en indført eller i landet fremstillet vare, foreskriver en pris, der fastsættes af fabrikanterne eller importørerne, ikke er i strid med traktatens artikler 3, litra f), 5, stk. 2, og 86. Denne foranstaltning er dog ikke til hinder for, at traktatens artikel 86 anvendes på virksomhederne.
Den belgiske regering gør gældende, at artikel 58 i lov om merværdiafgift faktisk ikke indrømmer rettigheder i den i traktatens artikel 90, stk. 1, forudsatte betydning, men pålægger forpligtelser. Især af denne, i sig selv tilstrækkelige grund, kan artikel 90, stk. 1, ikke erklæres for anvendelig på den nationale foranstaltning.
Artiklerne 30, 31 og 32 skal fortolkes således, at en bestemmelse, som foreskriver faste priser for salg til forbruger, idet priserne er anført på banderolerne og frit fastsættes af de nationale fabrikanter eller af importørerne af varer hidrørende fra andre medlemsstater, ikke er i strid med de ovennævnte artikler i traktaten. Denne bestemmelse har ingen skadelig indvirkning på salgschancerne for indførte varer og kan derfor ikke påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.
Ved vurderingen af den pågældende bestemmelses forenelighed med traktatens artikler 30, 31 og 32 er det tilstrækkeligt, at det er muligt ud fra den nationale foranstaltnings funktion og dennes følger at påvise en hindring for indførsler fra medlemsstater, uden at den faktiske hindring for indførslen skal konstateres.
Det forholder sig på samme måde, når medlemsstaten tillader producenterne og importørerne, efter at disse har anmeldt prisforhøjelse og iagttaget en vis frist, frit at fastsætte priserne, herunder detailsalgspriserne, samtidig med at den offentliggør disse priser og foreskriver overholdelsen heraf i medfør af den ovennævnte bestemmelse.
Endelig anfører den belgiske regering, at Rådets direktiv nr. 72/464/EØF fortolkes, således som Rådet har antaget.
Den nederlandske regering forklarer, at den nederlandske lovgivning indeholder en tilsvarende bestemmelse som den omtvistede belgiske lovbestemmelse. Ifølge den nederlandske regering er de relevante hensyn mindre af retlig end af social og økonomisk natur. Sektoren for detailsalg af tobaksvarer består for en del af et stort antal specialiserede, mindre detailhandlere, som har alvorlige økonomiske vanskeligheder. Fortjenstmargenen for forarbejdede tobaksvarer er lavere end for andre artikler, som sælges ved detailhandel, i betragtning af at skatteandelen af priserne for forarbejdede tobaksvarer er betydelig. Ophævelsen af forbudet kan kun være til fordel for de store varehuse.
Den luxembourgske regering, hvis lovgivning også indeholder tilsvarende bestemmelser, henviser i det væsentlige til lignende sociale og økonomiske hensyn.
Den italienske regering understreger, at i Italien er salgsprisen til forbruger af skattetekniske grunde fastsat ved lov, og at artikel 86 ikke er rettet til medlemsstaterne under udøvelsen af deres normgivende aktivitet. Efter den italienske ordning består der ingen mulighed for fabrikanterne eller importørerne for at fastsætte salgsprisen til forbruger. En sådan ordning hindrer ikke samhandelen inden for Fællesskabet. Desuden er den skattemæssige nødvendighed af at opretholde et system med bindende priser anerkendt ved direktivet.
GB-INNO-BM, repræsenteret af Van Brunnen, Waelbroeck og Dassesse, advokater i Bruxelles, ATAB, repræsenteret af Bayard, Goffin, Braun og Thys, advokater i Bruxelles, og af Kemmler, advokat i Frankfurt am Main, Rådet for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sine befuldmægtigede, Fornasier og Brautigam, Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin befuldmægtigede, van der Esch, den luxembourgske regering, repræsenteret af sin befuldmægtigede, Emringer og af Arendt, advokat i Luxembourg, og den italienske regering, repræsenteret af sine befuldmægtigede, Maresca og Braguglia, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den
ATAB har under retsmødet bl.a. gjort gældende, at artikel 58 i den belgiske lov om merværdiafgift ikke falder ind under traktatens artikler 30 ff. Denne bestemmelse er nemlig af fiskal beskaffenhed og uadskillelig forbundet med det belgiske skattesystem. Det er traktatens artikel 99, der omhandler nationale lovgivninger vedrørende omsætningsafgifter, forbrugsafgifter og andre indirekte skatter. Heraf følger logisk, at disse forbliver gyldige i deres helhed indtil det tidspunkt, hvor skattelovgivningerne er blevet harmoniserede.
Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den
er egnet til at fremme en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling på fællesmarkedet, jf. traktatens artikel 86;
fremmer en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling, der består i, at fabrikanter og importører af forarbejdet tobak kan forpligte en medlemsstats detailhandlere til at overholde de salgspriser til forbrugeren, som de pågældende fabrikanter eller importører har fastsat;
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Belgiens Hof van Cassatie ved dom af
Kutscher
Sørensen
Bosco
Donner
Mertens de Wilmars
Pescatore
Mackenzie Stuart
O'Keeffe
Touffait
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssektretær
H. Kutscher
Præsident