Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 25. juni 2026 (1)

Sag C-172/25

CP,

Personal Sea Management SRL

mod

Sulina Logistics SRL

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Constanţa (appeldomstolen i Constanţa, Rumænien))

» Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – vikararbejde – direktiv 2008/104/EF – artikel 5, stk. 1 – princippet om ligebehandling – væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår – beslutning om afskedigelse – forskelsbehandling af arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden, og arbejdstagere, der er ansat via et vikarbureau «






I.      Indledning

1.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Curtea de Apel Constanţa (appeldomstolen i Constanţa, Rumænien), vedrører fortolkningen af princippet om ligebehandling i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde (2), sammenholdt med dette direktivs artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra f).

2.        Anmodningen er blevet fremsat som led i en tvist mellem den vikaransatte, CP, og vikarbureauet Personal Sea Management SRL angående lovligheden af den nævnte virksomheds opsigelse af CP. Begrundelsen for opsigelsen var ophør før tid af den udsendelse, som arbejdstageren gennemførte i brugervirksomheden Sulina Logistics SRL.

3.        Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at præcisere rækkevidden af princippet om ligebehandling af vikaransatte og arbejdstagere, der ansættes direkte af en brugervirksomhed. Finder dette princip navnlig anvendelse på opsigelsesvilkårene?

4.        Med henblik på en besvarelse af dette spørgsmål skal der tages hensyn til den omstændighed, at vikararbejde udgør en specifik og kompliceret dimension af arbejdsretten (3). Denne arbejdsform er kendetegnet ved et trepartsforhold mellem den vikaransatte, et vikarbureau og en brugervirksomhed. Dette særkende er i høj grad afgørende for det svar, der efter min opfattelse bør gives den forelæggende ret, nemlig at opsigelsesvilkårene ikke henhører under anvendelsesområdet for princippet om ligebehandling i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra f).

II.    Retsforskrifter

A.      Direktiv 2008/104

5.        Artikel 1 i direktiv 2008/104 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende i stk. 1:

»Dette direktiv finder anvendelse på arbejdstagere, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau og udsendes til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse.«

6.        Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Formål« er affattet således:

»Dette direktiv har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling, som fastsat i artikel 5, gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere, samtidig med at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.«

7.        Nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer i stk. 1, litra f):

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

f)      »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår«: arbejds- og ansættelsesvilkår fastsat i henhold til love og administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre bindende generelle bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:

i)      arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdage

ii)      aflønning.«

8.        Samme direktivs artikel 5 med overskriften »Princippet om ligebehandling« bestemmer i stk. 1, første afsnit:

»De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for vikaransatte under deres udsendelse til en brugervirksomhed, skal mindst svare til dem, der ville være gældende, hvis de vikaransatte havde været ansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave.«

B.      Rumænsk ret

9.        Artikel 62, stk. 3, i Legea nr. 53/2003 – Codul muncii (lov nr. 53/2003 – arbejdsloven) (4) af 24. januar 2003 (5) har følgende ordlyd:

»For at være gyldig skal beslutningen [om opsigelse] meddeles skriftligt, være ledsaget af en faktisk og retlig begrundelse samt indeholde præcise oplysninger om fristen for anfægtelse og den ret, ved hvilken beslutningen kan anfægtes.«

10.      Arbejdslovens artikel 65 bestemmer:

»1.      Opsigelse af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, svarer til ophør af den individuelle ansættelseskontrakt som følge af nedlæggelsen af arbejdstagerens stilling af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv.

2.      Nedlæggelsen af stillingen skal være effektiv samt have en reel og alvorlig grund.«

11.      Denne lovs artikel 76 er affattet således:

»Beslutningen om opsigelse meddeles arbejdstageren skriftligt og skal nødvendigvis indeholde:

a)      opsigelsesgrundene

b)      opsigelsesvarslets længde

c)      kriterierne vedrørende fastsættelse af prioritetsrækkefølgen i henhold til artikel 69, stk. 2, litra d), dog kun i tilfælde af kollektive afskedigelser

d)      en fortegnelse over alle ledige stillinger hos arbejdsgiveren og den frist, inden for hvilken arbejdstagerne kan vælge at acceptere en ledig stilling, på de i artikel 64 fastsatte betingelser.«

12.      Den nævnte lovs artikel 95, stk. 4, bestemmer følgende:

»Kontrakten om vikaransættelse ophører ved afslutningen af den udsendelse, for hvilken den er blevet indgået, eller såfremt brugervirksomheden inden udsendelsens afslutning fravælger vikarens arbejdsydelser, afhængigt af vilkårene i aftalen om udsendelsen.«

13.      Samme lovs artikel 100 har følgende ordlyd:

»Såfremt vikarbureauet før den i kontrakten om vikaransættelse fastsatte frist opsiger vikaren af andre grunde end disciplinære grunde, er det forpligtet til at overholde lovbestemmelserne om ophør af den individuelle ansættelseskontrakt af grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv.«

III. De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

14.      Den 27. juni 2023 indgik CP og vikarbureauet Personal Sea Management en kontrakt om vikaransættelse. I henhold til denne aftale ville CP efter arbejdsgiverens anvisninger blive udsendt til brugervirksomheden Sulina Logistics i medfør af den aftale, som de to selskaber havde indgået den 30. maj 2023.

15.      Den 28. september 2023 meddelte Sulina Logistics Personal Sea Management sin beslutning om at fravælge vikaren CP’s arbejdsydelser. Samme dag gav Sulina Logistics CP meddelelse om reorganisering af organisationsplanen og om nedlæggelse af stillingen som afdelingschef/chefmekaniker, som CP havde bestridt, og han blev tilbudt at overgå til stillingen som mekaniker.

16.      Den 29. september 2023 oplyste Personal Sea Management CP om, at hans kontrakt om vikaransættelse ville ophøre pr. 28. oktober 2023 i overensstemmelse med arbejdslovens artikel 95, stk. 4, henset til Sulina Logistics beslutning om at bringe hans udsendelse til ophør.

17.      CP indbragte derfor sagen for Tribunalul Constanța (retten i første instans i Constanța, Rumænien) med henblik på at bestride lovligheden af sin opsigelse. Han gjorde gældende dels, at nedlæggelse af en stilling ikke opfylder bestemmelserne i arbejdslovens artikel 65, stk. 2, dvs. at den skal have en reel og alvorlig grund. Dels opfyldte beslutningen om opsigelse ikke de formelle betingelser og var således absolut ugyldig, og bestemmelserne i arbejdslovens artikel 76 var ikke blevet overholdt.

18.      Ved dom af 10. juni 2024 frifandt Tribunalul Constanța (retten i første instans i Constanța) sagsøgte. Denne ret fastslog, at brugervirksomhedens fravalg af den vikaransattes arbejdsydelser ifølge bestemmelserne i arbejdslovens artikel 100 udgør en tilstrækkelig grund til opsigelse af ansættelsesforholdet mellem arbejdstageren og vikarbureauet, eftersom dette fravalg udgør en reel og alvorlig grund til nedlæggelse af den konkrete stilling. Retten i første instans tog endvidere i betragtning, at loven ikke foreskriver nogen betingelse for nævnte fravalg, der således kan hænge sammen med brugervirksomhedens reorganisering eller den omstændighed, at den ikke længere ønsker ydelsen af visse aktiviteter fra den vikar, der stilles til rådighed af vikarbureauet.

19.      CP iværksatte appel af denne dom ved Curtea de Apel Constanţa (appeldomstolen i Constanţa, herefter »den forelæggende ret«).

20.      Den forelæggende ret har anført, at Domstolen allerede med hensyn til rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse indgået den 18. marts 1999, som findes i bilaget til direktiv 1999/70/EF (6), har fastslået, at udtrykket »ansættelsesvilkår« skal forstås som rettigheder og pligter, der definerer et ansættelsesforhold, idet dette omfatter såvel de vilkår, hvorunder en person ansættes, som de vilkår, der vedrører dette ansættelsesforholds ophør (7). Ifølge den forelæggende ret finder denne retspraksis også anvendelse på direktiv 2008/104, der på samme måde fastsætter princippet om ligebehandling. Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt dette princip er blevet overholdt i forbindelse med den tvist, der er indbragt for den.

21.      Den forelæggende ret har i denne henseende lagt til grund, at såfremt brugervirksomheden selv havde ansat CP, ville denne i medfør af bestemmelserne i arbejdslovens artikel 65 og 76 være forpligtet til at oplyse en reel og alvorlig grund til nedlæggelsen af stillingen og til at godtgøre, at nedlæggelsen af stillingen er effektiv. Desuden er det et krav, at alle disse elementer er oplyst i beslutningen om opsigelse, idet den ellers er absolut ugyldig.

22.      Som den forelæggende ret har anført, kan brugervirksomheden derimod, når den benytter den pågældende arbejdstager, men denne er ansat af et vikarbureau, fravælge den pågældende arbejdstagers arbejdsydelser uden at skulle give nogen begrundelse eller overholde de formelle betingelser for meddelelsen om fravalg. Brugervirksomheden er således ikke underlagt de i arbejdslovens artikel 65 og 76 fastsatte krav vedrørende opsigelse, eftersom bestemmelserne i arbejdslovens artikel 95, stk. 4, ikke fastsætter nogen materielle eller formelle betingelser for et sådant fravalg.

23.      Den forelæggende ret har forklaret, at selv om vikarbureauet er underlagt forpligtelsen i arbejdslovens artikel 100, udgør brugervirksomhedens fravalg for vikarbureauet en grund til ophør af ansættelsesforholdet mellem vikarbureauet og den vikaransatte i medfør af arbejdslovens artikel 95, stk. 4, selv hvis brugervirksomhedens fravalg er skønsmæssigt.

24.      Ifølge den forelæggende ret følger det heraf, at en arbejdstager ansat af et vikarbureau i henhold til denne bestemmelse ikke nyder godt af den samme beskyttelse mod ulovlig afskedigelse, som hvis vedkommende var ansat direkte af brugervirksomheden.

25.      Den forelæggende ret har anført, at brugervirksomheden, i modsætning til hvad der fremgår af artikel 2 i direktiv 2008/104, således kan unddrage sig kravene i national lovgivning vedrørende afskedigelse af arbejdstagerne, hvilket medfører en usikker situation for disse arbejdstagere i strid med princippet om ligebehandling.

26.      Under disse omstændigheder har Curtea de Apel Constanța (appeldomstolen i Constanța) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, i direktiv 2008/104 angående »Princippet om ligebehandling« fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en brugervirksomheds fravalg af arbejdsydelserne fra en ansat af et vikarbureau kan udgøre en grund til ophør af denne arbejdstagers individuelle ansættelseskontrakt i den situation, hvor dette fravalg ikke behøver at være begrundet på nogen måde og ikke er underlagt formelle betingelser, men i sig selv udgør en tilstrækkelig opsigelsesgrund for vikarbureauet, hvorimod brugervirksomheden ville være forpligtet til at opfylde de lovbestemte krav vedrørende dels begrundelsen for beslutningen om opsigelse, dels de formelle betingelser for meddelelsen om opsigelse, såfremt denne arbejdstager var ansat direkte af denne virksomhed?«

27.      Den rumænske og den franske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der blev den 6. maj 2026 afholdt et retsmøde, hvori den danske, den tyske og den nederlandske regering samt Kommissionen deltog.

IV.    Bedømmelse

28.      Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra f), skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for lovgivningen i en medlemsstat, i henhold til hvilken et vikarbureau kan opsige arbejdskontrakten mellem dette og den vikaransatte med den begrundelse, at den brugervirksomhed, i hvilken denne arbejdstager var udsendt, har bragt udsendelsen til ophør før tid, når denne virksomhed ikke har overholdt de lovbestemte krav vedrørende opsigelse, der ville have været gældende, såfremt virksomheden havde ansat en arbejdstager direkte.

29.      Spørgsmålet er forelagt som led i en tvist, i hvilken CP har bestridt lovligheden af vikarbureauet Personal Sea Managements opsigelse af ham, der er baseret på brugervirksomheden Sulina Logistics’ fravalg af CP’s arbejdsydelser, inden udløbet af hans udsendelse. Arbejdslovens artikel 95, stk. 4, tillader således et vikarbureau at opsige kontrakten om vikararbejde, såfremt brugervirksomheden fravælger den vikaransattes arbejdsydelser. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om denne virksomhed ikke i overensstemmelse med princippet om ligebehandling, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, skal overholde de nationale regler vedrørende opsigelse, når den bringer udsendelsen til ophør, således som den ville have været forpligtet til, såfremt den havde bragt et arbejdsforhold med en arbejdstager, som denne havde ansat direkte, til ophør. En bekræftende besvarelse af dette spørgsmål vil kunne så tvivl om begrundelsen for CP’s opsigelse, eftersom denne begrundelse er fastsat i national lovgivning i strid med denne bestemmelse.

30.      For at den forelæggende ret kan gives et svar, skal det afgøres, om de »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), omfatter reglerne om opsigelse af vikaransatte.

A.      Den afgørende karakter af ordlyden af artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra f), heri

31.      Det skal i denne henseende anføres, at der ifølge fast retspraksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (8).

32.      Det uomgængelige udgangspunkt for en sådan fortolkning er således affattelsen af den bestemmelse, der skal fortolkes. Ifølge fast retspraksis kan en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse ikke resultere i, at bestemmelsens ellers klare og præcise ordlyd berøves enhver effektiv virkning. Når betydningen af en bestemmelse i EU-retten således er utvetydig i henhold til selve bestemmelsens ordlyd, kan Domstolen ikke fravige denne fortolkning (9), da dette ville skade retssikkerhedsprincippet (10).

33.      Det er således vigtigt at tillægge den af EU-lovgiver valgte ordlyd afgørende betydning.

34.      Ifølge artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104 skal de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for vikaransatte under deres udsendelse til en brugervirksomhed, mindst svare til dem, der ville være gældende, hvis de vikaransatte havde været ansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave.

35.      EU-lovgiver har således tilkendegivet sin hensigt om at sørge for, at vikaransatte i overensstemmelse med princippet om ligebehandling principielt ikke befinder sig i en situation, der er mindre gunstig end situationen for sammenlignelige arbejdstagere i brugervirksomheden (11).

36.      EU-lovgiver har afgrænset det tidsmæssige og materielle anvendelsesområde for princippet om ligebehandling præcist.

37.      Hvad angår for det første det materielle anvendelsesområde skal det anføres, at dette princip finder anvendelse på de væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold. Brugen af dette adjektiv lader allerede forstå, at det pågældende princip ikke finder anvendelse på alle arbejds- og ansættelsesvilkår.

38.      Begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« er defineret i artikel 3, stk. 1, litra f), i direktiv 2008/104 og henviser til arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdage samt aflønning (12).

39.      Som Domstolen allerede har fastslået, begrænser dette direktiv sig nemlig til at kræve, at vikaransattes »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« skal være de samme, idet dette begreb i dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), er defineret således, at det i det væsentlige vedrører de vilkår, der er fastsat i almindelige og bindende bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden vedrørende arbejdstid og aflønning (13).

40.      EU-lovgiver har således udtrykkeligt fastsat de elementer, der udgør de væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold, som princippet om ligebehandling finder anvendelse på.

41.      Listen over disse elementer er udtømmende, eftersom der ikke er anvendt en angivelse som f.eks. »bl.a.«. Det fremgår klart af ordlyden af artikel 3, stk. 1, litra f), i direktiv 2008/104, at opsigelse ikke udgør en del af den udtømmende liste over de elementer, der indgår i de »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i denne bestemmelse. Efter min opfattelse bør den hypotese, som Kommissionen fremsatte i retsmødet, dvs. at for så vidt som denne liste ikke indledes med en angivelse som f.eks. »udelukkende«, kan det heraf udledes, at EU-lovgiver implicit har ønsket at fastsætte en åben liste, forkastes.

42.      Efter min opfattelse ville en fortolkning, der medtager opsigelse blandt de »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår«, jf. artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, se bort fra den udtrykkelige definition af dette begreb i dette direktivs artikel 5, stk. 1, litra f) (14). Det skal ligeledes præciseres, at »arbejdstidens længde« som omhandlet i denne bestemmelse ikke kan udvides til at omfatte opsigelsesvilkårene.

43.      Det kan i denne henseende konstateres, at når EU-lovgiver i andre EU-retsakter har ønsket at medtage opsigelsesvilkårene blandt de arbejds- og ansættelsesvilkår, der er omfattet af princippet om ligebehandling, har den gjort det udtrykkeligt. Dette gælder eksempelvis i forbindelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/36/EU af 26. februar 2014 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på arbejde som sæsonarbejdere (15). Dette direktivs artikel 23 med overskriften »Retten til ligebehandling« bestemmer i stk. 1, litra a), at »[s]æsonarbejdere har ret til samme behandling som statsborgere i modtagermedlemsstaten, under alle omstændigheder med hensyn til [...] ansættelsesvilkår, herunder mindstealder for arbejde og arbejdsvilkår, herunder løn og afskedigelse, arbejdstid, orlov og ferie samt krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen« (16).

44.      Hvad for det andet angår det tidsmæssige anvendelsesområde for princippet om ligebehandling i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104 fremgår det af affattelsen af denne bestemmelse, at dette princip gælder for vikaransatte under deres udsendelse til en brugervirksomhed.

45.      Dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra e), definerer »udsendelse« som »den periode, hvor den vikaransatte udstationeres i brugervirksomheden for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse«.

46.      De elementer, der i artikel 3, stk. 1, litra f), i direktiv 2008/104 nævnes som udgørende en del af de »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i denne bestemmelse, vedrører alle udsendelsen og ikke dennes ophør. Rent logisk finder princippet om ligebehandling i dette direktivs artikel 5, stk. 1, første afsnit, alene anvendelse på de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der er relevante under udsendelsen til en brugervirksomhed. Det fremgår heraf, at det tidsmæssige anvendelsesområde for dette princip ikke omfatter ophøret af udsendelsen af den vikaransatte i brugervirksomheden.

47.      Ordlydsfortolkningen af denne bestemmelse understøttes af den sammenhæng, hvori denne indgår.

B.      En ordlydsfortolkning, der bekræftes af den sammenhæng, hvori artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104 indgår

48.      Det skal i denne henseende påpeges, at direktiv 2008/104 blev vedtaget med henblik på at supplere den retlige ramme, der blev indført ved Rådets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS (17), og på grundlag af artikel 137, stk. 1 og 2, EF, der bemyndigede medlemsstaterne til ved udstedelse af direktiver at vedtage minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvist, bl.a. for så vidt angår arbejdsvilkår (18).

49.      Med henblik herpå fastsætter direktiv 2008/104, således som det fremgår af dets artikel 9, stk. 2, kun, at der skal indføres minimumskrav (19). Dette udmønter sig bl.a. i den omstændighed, at dette direktiv, som det fremgår af artikel 3, stk. 2, heri, »[ikke] berører […] national lovgivning for så vidt angår definitionen af aflønning, arbejdsaftale, ansættelsesforhold eller arbejdstager«.

50.      Domstolen har allerede haft lejlighed til at præcisere, at tilrådighedsstillelsen af vikaransatte udgør en specifik og kompliceret dimension af arbejdsretten, der indebærer et dobbelt ansættelsesforhold dels mellem vikarbureauet og den vikaransatte, dels mellem den vikaransatte og brugervirksomheden samt et forhold angående tilrådighedsstillelsen mellem vikarbureauet og brugervirksomheden (20).

51.      Ifølge Domstolen består det særlige ved dette ansættelsesforhold i den omstændighed, at vikarbureauet i forbindelse med udsendelsen af den vikaransatte opretholder et ansættelsesforhold med denne ansatte, men overfører det tilsyn og den ledelse, som i princippet varetages af enhver arbejdsgiver, til brugervirksomheden, hvorved der skabes et nyt underordnelsesforhold mellem den vikaransatte og brugervirksomheden, idet den pågældende ansatte leverer en ydelse, der ifølge kontrakten skal udføres af vikarbureauet for den sidstnævnte virksomhed, og som med henblik herpå befinder sig under brugervirksomhedens ledelse og tilsyn (21).

52.      Det er dette trepartsansættelsesforhold, der forklarer, hvorfor de væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold ikke omfatter vilkårene for opsigelse. Vikarbureauet forbliver således den vikaransattes arbejdsgiver under udsendelsen til brugervirksomheden. Det er således hos vikarbureauet, at overholdelsen af de nationale bestemmelser om opsigelse skal kontrolleres.

53.      Når en brugervirksomhed beslutter at bringe en vikaransats udsendelse til ophør, svarer dette derimod ikke til en opsigelse af vedkommende. At pålægge brugervirksomheden at overholde de samme nationale bestemmelser om afskedigelse som dem, der ville være gældende for den vikaransatte, såfremt denne var blevet ansat direkte af brugervirksomheden, ville betyde, at der ville blive set bort fra de særlige forhold, der i forbindelse med midlertidig beskæftigelse består mellem vikarbureauet, brugervirksomheden og den midlertidigt ansatte.

54.      Det skal i denne forbindelse påpeges, at den vikaransatte, der stilles til rådighed for en brugervirksomhed, og en arbejdstager, der ansættes direkte af denne virksomhed, med hensyn til de nationale bestemmelser om opsigelse ikke befinder sig i en sammenlignelig situation. I den periode, hvor den midlertidigt ansatte stilles til rådighed for en brugervirksomhed, forbliver denne i et arbejdsforhold med vikarbureauet. Det fremgår heraf, at det er vikarbureauet, der er forpligtet til at overholde reglerne om opsigelse, når det beslutter at opsige arbejdskontrakten med den vikaransatte, og ikke brugervirksomheden.

55.      Navnlig pålægger direktiv 2008/104 ikke brugervirksomheden, at den skal begrunde afslutningen af en vikaransats udsendelse. Det skal anføres, at Domstolen, da den blev anmodet om at fortolke det nævnte direktivs artikel 5, stk. 5, første punktum (22), fastslog, at denne bestemmelse ikke pålægger medlemsstaterne at bestemme, at de tekniske, produktionsmæssige eller organisatoriske hensyn eller det behov for at erstatte arbejdstagere, som begrunder brugen af denne form for tidsbegrænset ansættelse, skal angives. Desuden er der hverken i denne bestemmelse eller i nogen anden bestemmelse i direktivet foreskrevet specifikke foranstaltninger, som medlemsstaterne skal vedtage med henblik herpå (23).

56.      For så vidt som direktiv 2008/104 ikke pålægger en brugervirksomhed at angive grundene til, at den anvender vikararbejde, kan den heller ikke pålægges en sådan forpligtelse, når den beslutter at bringe en vikaransats udsendelse til ophør.

57.      Det fremgår af disse elementer, at det ikke er muligt at sidestille en brugervirksomheds beslutning om at bringe udsendelsen til ophør med en beslutning om afskedigelse, således at virkningerne af disse beslutninger bliver de samme. Princippet om ligebehandling kan derfor ikke gøres gældende som begrundelse for, at en lovgivning er ulovlig, når den ikke fastsætter de samme begrundelseskrav for den førstnævnte beslutning som dem, der er fastsat for den sidstnævnte beslutning.

58.      Et andet element i den sammenhæng, hvori indgår artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, bør fremhæves. Det må således konstateres, at dette direktiv henviser til Rådets direktiv 91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold (24). I medfør af 13. betragtning til direktiv 2008/104 fastsætter direktiv 91/383 de gældende bestemmelser for vikaransatte for så vidt angår sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

59.      Det fremgår af artikel 2, stk. 1, i direktiv 91/383, sammenholdt med artikel 1, nr. 2), heri, at dette direktiv har til formål at sikre, at vikaransatte nyder samme beskyttelsesniveau med hensyn til sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen som det, der gælder for brugervirksomhedens øvrige arbejdstagere. I henhold til denne artikel 2, stk. 2, sammenholdt med denne artikel 1, nr. 2), kan den omstændighed, at der foreligger et vikaransættelsesforhold, desuden ikke begrunde en forskelsbehandling for så vidt angår arbejdsvilkår, eftersom der er tale om beskyttelse af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, og dette så meget desto mere som vikaransatte, således som det fremgår af fjerde betragtning til direktivet, i visse sektorer er udsat for større risiko for arbejdsulykker end de øvrige arbejdstagere.

60.      Desuden bestemmer artikel 8 i direktiv 91/383 i det væsentlige, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at brugervirksomheden, uden at dette berører det ansvar, der er fastsat i den nationale lovgivning for så vidt angår vikarbureauet, under udsendelsen er ansvarlig for de arbejdsforhold, der vedrører sikkerhed, hygiejne og sundhed under arbejdet.

61.      Domstolen har af disse elementer udledt, at beskyttelsen af »sikkerhed« og »sundhed« på arbejdspladsen henhører under »arbejdsvilkår« som omhandlet i direktiv 91/383, og at den vikaransatte i denne henseende under sin udsendelse skal behandles på samme måde som de arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden (25).

62.      Opsigelsesvilkårene hænger imidlertid ikke direkte sammen med beskyttelsen af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Henset til henvisningen i direktiv 2008/104 til direktiv 91/383 skal det således fastslås, at den sammenhæng, hvori indgår artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), underbygger den fortolkning, hvorefter begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold« i disse bestemmelser ikke omfatter vilkårene for opsigelse af en vikaransat.

63.      Denne fortolkning er i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 2008/104.

C.      En ordlydsfortolkning og en kontekstuel fortolkning, der er i overensstemmelse med de formål, der forfølges ved direktiv 2008/104

64.      Det fremgår af første betragtning til direktiv 2008/104, at dette sidstnævnte navnlig har til formål at sikre fuld overholdelse af artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der i stk. 1 bestemmer, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold. Dette direktiv har således til formål at sikre beskyttelsen af vikaransatte i forbindelse med sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen (26).

65.      Direktiv 2008/104 har endvidere til formål at sikre balancen mellem sikkerhed og fleksibilitet.

66.      Det skal i denne forbindelse anføres, at det fremgår af 11. betragtning til direktiv 2008/104, at vikararbejde ikke blot opfylder virksomhedernes fleksibilitetsbehov, men også de ansattes behov for at forene familie- og arbejdsliv, og dermed bidrager til jobskabelse og til deltagelse og integration på arbejdsmarkedet. Dette direktiv tilsigter således at forene målet om fleksibilitet, som virksomhederne sigter mod, og formålet om sikkerhed for så vidt angår beskyttelse af arbejdstagere (27).

67.      Endvidere bestemmer nævnte direktivs artikel 2, at direktivet har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling gælder for disse ansatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere, samtidig med at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af denne type arbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde (28).

68.      Direktiv 2008/104 har således til formål at forene to mål ved at sikre en retfærdig ligevægt mellem på den ene side beskyttelsen af vikaransatte og på den anden side udviklingen af fleksible former for arbejde (29). Denne balance mellem beskyttelse og fleksibilitet ville blive ødelagt, hvis en brugervirksomhed var tvunget til at overholde de nationale regler vedrørende afskedigelse, når den ønsker at bringe udsendelsen af den vikaransatte, der er stillet til dens rådighed af et vikarbureau, til ophør. Et sådant krav ville have mere vidtrækkende konsekvenser for sektoren for vikararbejde, idet det ville fjerne en stor del af en brugervirksomheds interesse i at anvende vikaransatte til dækning af punktvise behov for arbejdskraft.

D.      Grænserne for analog anvendelse af Domstolens retspraksis

69.      Til trods for at det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), således som det bekræftes af den sammenhæng, som det nævnte direktiv indgår i, og formålene med det, er Kommissionen af den opfattelse, at arbejdsforholdets ophør udgør en del af de »væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold« som omhandlet i disse bestemmelser. Den støtter sig i denne henseende på flere af Domstolens domme, som den mener finder analog anvendelse på den foreliggende sag. Den er således af den opfattelse, at de vilkår for afskedigelse, som en brugervirksomhed skal overholde over for arbejdstagere, som den har ansat direkte, også bør finde anvendelse i det arbejdsforhold, der findes mellem denne virksomhed og den vikaransatte.

70.      Med dette ræsonnement ser Kommissionen imidlertid efter min opfattelse bort fra en lang række parametre, herunder ordlyden af artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f).

71.      Det skal i denne henseende anføres, at selv om Domstolen ganske vist har kunnet støtte sig på den sammenhæng, i hvilken de relevante bestemmelser i direktiv 2008/104 indgår, og de mål, der forfølges med dette direktiv, med henblik på at afgøre, hvad der kan indgå i begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold« som omhandlet i disse bestemmelser, har den altid gjort det i situationer, hvor affattelsen af de pågældende bestemmelser gjorde det muligt at inddrage de elementer, der var tale om, i dette begreb.

72.      Kommissionen har bl.a. støttet sig på Luso Temp-dommen, hvori Domstolen fastslog, at den godtgørelse, der skal betales i tilfælde af et vikaransættelsesforholds ophør for ikke-afholdte betalte årlige feriedage og det tilsvarende ferietillæg, er omfattet af begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f).

73.      Til forskel fra situationen i den foreliggende sag indeholder ordlyden af artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104 imidlertid en afgørende angivelse med henblik på at medtage en sådan godtgørelse i begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i denne bestemmelse. Domstolen har således anført, at dette begreb i overensstemmelse med det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), henviser til såvel ferie som løn (30).

74.      Denne konstatering har foranlediget Domstolen til at mene, at eftersom der udtrykkeligt henvises til ferie i denne definition, og da det fremgår af første betragtning til direktiv 2008/104, at direktivet har til formål at sikre fuld overholdelse af artikel 31 i chartret om grundlæggende rettigheder, som bl.a. fastsætter, at alle arbejdstagere har ret til årlig ferie med løn, er retten til årlig betalt ferie en del af de »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i dette direktivs artikel 5, stk. 1, første afsnit, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f) (31). Når det ikke er muligt faktisk at afholde den årligt betalte ferie, kan denne ret opfyldes i form af et pengebeløb (32).

75.      Med udgangspunkt i dette tekstgrundlag har Domstolen dernæst kunnet fastlægge den sammenhæng, i hvilken disse bestemmelser indgår, med henblik på at bekræfte sin fortolkning.

76.      Den har således påpeget, at direktiv 2008/104 blev vedtaget med henblik på at supplere det regelsæt, der blev indført ved direktiv 97/81, som ændret ved Rådets direktiv 98/23/EF af 7. april 1998 (33) og direktiv 1999/70, på grundlag af artikel 137, stk. 1 og 2, EF, der bemyndigede EU-institutionerne til ved udstedelse af direktiver at vedtage minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvist, bl.a. for så vidt angår arbejdsvilkår (34).

77.      Domstolen har med hensyn til rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse fastslået, at udtrykket »ansættelsesvilkår« skal forstås som rettigheder og pligter, der definerer et ansættelsesforhold, idet dette omfatter såvel de vilkår, hvorunder en person ansættes, som de vilkår, der vedrører dette ansættelsesforholds ophør (35).

78.      Domstolen har ligeledes fastslået, at begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i denne rammeaftales § 4, stk. 1, omfatter den godtgørelse, som en arbejdsgiver har pligt til at udbetale til en arbejdstager som følge af opsigelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt (36).

79.      Domstolen har ligeledes støttet sig på retspraksis vedrørende rammeaftalen om deltidsarbejde, der blev indgået den 6. juni 1997, og som findes i bilaget til direktiv 97/81 (37), hvoraf det fremgår, at hvad angår en arbejdstager, der af grunde, som denne ikke har nogen indflydelse på, ikke har været i stand til at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie inden arbejdsforholdets ophør, skal den finansielle godtgørelse, som denne er berettiget til, beregnes således, at denne arbejdstager stilles i en tilsvarende situation, som denne ville være stillet i, såfremt den pågældende havde gjort brug af denne ret, mens arbejdsforholdet varede (38).

80.      Ifølge Domstolen er en analog anvendelse i endnu højere grad påkrævet, eftersom artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104 – på en endnu mere målrettet måde end § 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde og § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse – har til formål at sikre en effektiv beskyttelse af arbejdstagere med atypiske og usikre ansættelsesforhold, således at en løsning, der svarer til den, som er anvendt i Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i begge disse rammeaftalers § 4, så meget desto mere skal finde anvendelse ved fastlæggelsen af rækkevidden af begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i denne artikel 5 (39).

81.      Det er imidlertid vigtigt at påpege, at en analog anvendelse var mulig i den sag, der gav anledning til Luso Temp-dommen, fordi ordlyden af artikel 3, stk. 1, litra f), i direktiv 2008/104 ikke var til hinder herfor, hvilket udgør en stor forskel i forhold til den foreliggende sag.

82.      I Luso Temp-dommen undgik Domstolen ganske vist en fortolkning, der ville have bevirket, at princippet om ligebehandling ikke længere ville finde anvendelse fra det øjeblik, hvor den vikaransattes kontrakt blev opsagt, således at den favoriserede opsigelsen af vikarkontrakter i stedet for at gennemføre det mål, som forfølges med direktiv 2008/104, som består i at stimulere vikaransattes adgang til fastansættelse (40).

83.      Det vigtigste er ifølge Domstolen ikke at sikre ligebehandling for så vidt angår vilkårene for opsigelse af den vikaransatte, men at sikre ligebehandling for så vidt angår de væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold i løbet af arbejdsforholdet, idet disse vilkår bør kunne gøres gældende efter arbejdsforholdets ophør.

84.      Med andre ord er det således ligegyldigt, hvornår der gøres krav på ikke-afholdte betalte årlige feriedage og det tilsvarende ferietillæg, forudsat at kravet vedrører vilkår, der var gældende under arbejdsforholdet. Retten til feriedage vedrører således den periode, i hvilken arbejdstageren var udsendt til brugervirksomheden. Denne godtgørelse indgår desuden i de elementer, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra f), i direktiv 2008/104. Domstolen ønsker således at sikre, at princippet om ligebehandling, som den vikaransatte skal nyde godt af under sin udsendelse, også kan gøres gældende efter opsigelsen af kontrakten om vikararbejde. Det handler om via godtgørelsesforanstaltninger at sikre, selv efterfølgende, at den vikaransatte ikke befinder sig i en mindre gunstig situation under sin udsendelse til brugervirksomheden.

85.      Der bør således udvises forsigtighed i situationer, hvor det er fristende at anvende løsninger svarende til de løsninger, som Domstolen har valgt i forbindelse med andre elementer end opsigelsesvilkårene.

86.      Selv om den sammenhæng, som direktiv 2008/104 indgår i, og formålene med dette direktiv følgelig kan understøtte en fortolkning, der følger af ordlyden, kan disse elementer ikke være i strid med en ordlydsfortolkning, der udelukker opsigelsesvilkårene fra begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold« som omhandlet i dette direktivs artikel 5, stk. 1, første afsnit. I modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, er det i denne henseende ikke tilstrækkeligt at lægge vægt på den omstændighed, at det nævnte direktiv har til formål at stimulere vikaransattes adgang til fastansættelse i brugervirksomheden (41).

87.      Det samme gør sig gældende i forbindelse med det, som Domstolen fastslog i dommen i sagen Randstad Empleo m.fl. vedrørende erstatning for en vikaransats varige og fuldstændige uarbejdsdygtighed for så vidt angår det sædvanlige erhverv, som følge af en under udsendelsen indtruffet arbejdsulykke, som har ført til vikaransættelsesforholdets ophør. Ifølge Domstolen er en sådan erstatning omfattet af begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra f), heri.

88.      Også her gjorde ordlyden af den sidstnævnte bestemmelse det muligt at nå frem til en sådan konklusion, eftersom aflønning udgør en del af de »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« som omhandlet i dette direktivs artikel 5, stk. 1, første afsnit.

89.      Som tidligere anført fremgår det desuden af Domstolens praksis, at en vikaransat kan være omfattet af princippet om ligebehandling, også efter ansættelsesforholdets ophør. Domstolen har således allerede fastslået, at en fortolkning af begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår«, som udelukkede den godtgørelse, som en arbejdsgiver er forpligtet til at udbetale til en vikaransat på grund af ophøret af dennes ansættelsesforhold, fra anvendelsesområdet for artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, ville være i strid med såvel den sammenhæng, i hvilken denne bestemmelse indgår, som med de formål, der forfølges med dette direktiv (42).

90.      Det er imidlertid vigtigt at præcisere, at Domstolen i sin dom tog hensyn til den omstændighed, at den i hovedsagen omhandlede arbejdsulykke, som udløste arbejdstagerens varige og fuldstændige uarbejdsdygtighed for så vidt angår det sædvanlige erhverv, indtrådte »under [...] udsendelsen til brugervirksomheden« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, således at det ikke kan antages, at den godtgørelse, der udbetales som følge af denne uarbejdsdygtighed, udelukkende skyldes ophøret af arbejdstagerens ansættelsesforhold (43).

91.      Domstolen har således lagt vægt på den omstændighed, at der skal være tale om et væsentligt arbejds- eller ansættelsesvilkår vedrørende udsendelsens varighed, som ikke udelukkende skyldes ansættelsesforholdets ophør.

92.      I den pågældende sag var den omstændighed, at godtgørelsen blev udbetalt efter ansættelsesforholdets ophør, ikke tilstrækkelig til at svække forbindelsen til arbejdsydelsen (44). Den udløsende begivenhed og den dertil knyttede erstatning er arbejdsulykken.

93.      Dommen i sagen Randstad Empleo m.fl. kan således ikke, som Kommissionen har gjort gældende, ekstrapoleres, således at det kan udledes af den, at opsigelsesvilkårene udgør en del af de »væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold« som omhandlet i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104.

94.      Kommissionen har ligeledes støttet sig på en retspraksis, hvoraf det fremgår, at opsigelsesvilkårene udgør en del af de »væsentlige arbejds- og ansættelsesforhold« som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde samt § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse.

95.      Domstolen har således fastslået, at »ansættelsesvilkår« som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse skal forstås som rettigheder og pligter, der definerer et ansættelsesforhold, idet dette omfatter såvel de vilkår, hvorunder en person ansættes, som de vilkår, der vedrører dette ansættelsesforholds ophør (45).

96.      Ifølge Domstolen er det afgørende kriterium ved vurderingen af, om en foranstaltning henhører under begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, netop kriteriet om ansættelse, dvs. arbejdsforholdet mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver (46).

97.      Domstolen har således fastslået, at dette begreb bl.a. omfatter den beskyttelse, der tildeles en arbejdstager i tilfælde af ulovlig afskedigelse, samt reglerne vedrørende fastsættelse af det opsigelsesvarsel, der finder anvendelse i tilfælde af opsigelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og reglerne om den godtgørelse, der tildeles arbejdstageren som følge af opsigelsen af dennes ansættelseskontrakt, der knytter vedkommende til sin arbejdsgiver, idet en sådan godtgørelse udbetales som følge af det ansættelsesforhold, der er etableret mellem disse (47).

98.      Ifølge Domstolen ville en fortolkning af § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, hvorved betingelserne for opsigelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt udelukkes fra definitionen af begrebet »ansættelsesvilkår«, nemlig betyde, at anvendelsesområdet for den beskyttelse, der er tillagt arbejdstagere med en tidsbegrænset ansættelse, mod en mindre gunstig behandling, begrænses i strid med det formål, der er tillagt denne bestemmelse (48).

99.      Domstolen har dermed fastslået, at en national lovgivning, hvorefter en arbejdsgiver ikke er forpligtet til skriftligt at begrunde opsigelsen med varsel af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, når arbejdsgiveren er underlagt en sådan forpligtelse i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, under begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse. Denne lovgivning fastsætter nemlig ordningen for opsigelse af en ansættelseskontrakt i tilfælde af afskedigelse, idet selve grundlaget for denne ordning er det arbejdsforhold, der er indgået mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver (49).

100. Kommissionen har gjort gældende, at denne retspraksis finder anvendelse i den foreliggende sag.

101. Jeg deler ikke denne opfattelse. Det er således vigtigt at påpege, at Domstolens brede fortolkning af begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse kan forklares med, at affattelsen af denne bestemmelse ikke er præcis med hensyn til de elementer, der henhører under dette begreb (50). Dette er en klar forskel mellem denne bestemmelse og ordlyden af artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f).

102. Desuden har EU-lovgiver udtrykkeligt udelukket vikaransatte fra anvendelsesområdet for rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse. Ifølge fjerde afsnit i dens præambel finder rammeaftalen anvendelse på personer med tidsbegrænset ansættelse, dog undtaget personer, der af et vikarbureau stilles til rådighed for en brugervirksomhed. Domstolen har desuden præciseret, at direktiv 1999/70 og den nævnte rammeaftale skal fortolkes således, at de hverken finder anvendelse på det tidsbegrænsede ansættelsesforhold mellem en vikaransat og et vikarbureau eller på det tidsbegrænsede ansættelsesforhold mellem en sådan arbejdstager og en brugervirksomhed (51).

103. Afslutningsvis skal det anføres, at Kommissionen i sin argumentation er af den opfattelse, at der skal tages hensyn til den omstændighed, at ophør af en tidsbegrænset udsendelse i forbindelse med kontrakter om vikararbejde udgør en foranstaltning svarende til afskedigelse, eftersom en kontrakt om vikararbejde i henhold til arbejdslovens artikel 95, stk. 4, ophører, hvis brugervirksomheden giver afkald på den vikaransattes tjenester, inden udsendelsen er fuldført. I lyset af denne retsvirkning kan den vikaransatte ikke kræve erstatning for manglende begrundelse af udsendelsens ophør eller kræve opsigelsen annulleret og genoprettelse af situationen, som den var inden opsigelsen, i modsætning til de rettigheder, som en arbejdstager, der ansættes direkte af brugervirksomheden, har.

104. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at arbejdslovens artikel 95, stk. 4, har en væsentlig mangel, som gør det muligt at omgå den beskyttelse, der søges med direktiv 2008/104. Når ophøret af den vikaransattes udsendelse inden udløbet af denne ikke er behørigt begrundet, går det ud over den beskyttelse, der er indført ved dette direktiv, således som det er gennemført i national lovgivning. De vikaransatte fratages med andre ord beskyttelse i tilfælde af afbrydelse af deres udsendelse, som brugervirksomheden kan træffe beslutning om efter eget skøn, hvilket har den retsvirkning, at deres ansættelsesforhold med vikarbureauet lovligt opsiges, hvorved de, ud over at deres ansættelsesforhold med vikarbureauet bringes til ophør, også går glip af enhver erstatning for opsigelse af deres ansættelsesaftale.

105. Ifølge Kommissionen er arbejdslovens artikel 95, stk. 4, således ikke i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104, for så vidt som den ikke pålægger brugervirksomhederne at begrunde deres beslutning om at bringe den vikaransattes udsendelse til ophør, selv om disse virksomheder i henhold til national lovgivning har en sådan forpligtelse, når kontrakter med arbejdstagere, som de ansætter direkte, opsiges.

106. Den rumænske lovgivning kunne unægteligt yde en bedre beskyttelse af vikaransatte, hvis udsendelse afbrydes før tiden af en brugervirksomhed. Det skal i denne henseende påpeges, at en brugervirksomheds afkald på en vikaransats tjenester i henhold til arbejdslovens artikel 95, stk. 4, udgør en tilstrækkelig begrundelse for, at et vikarbureau kan opsige arbejdstageren. Det er indlysende, at en national lovgivning, der udelukker, at et sådant afkald kan have den retsvirkning, at vikarbureauet opsiger den vikaransatte, ville yde en større beskyttelse.

107. Når det er sagt, er princippet om ligebehandling, således som det udmøntes i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104 af de allerede nævnte grunde efter min opfattelse ikke til hinder for bestemmelserne i arbejdslovens artikel 95, stk. 4. Ingen anden bestemmelse i dette direktiv ser ud til at forbyde den forbindelse, der med denne bestemmelse etableres mellem på den ene side brugervirksomhedens beslutning om at bringe en vikaransats udsendelse til ophør før tid og på den anden side et vikarbureaus beslutning om at bringe ansættelsesforholdet med den vikaransatte til ophør. Det tilkommer ikke Domstolen at omskrive direktivet på dette punkt.

V.      Forslag til afgørelse

108. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål, som Curtea de Apel Constanţa (appeldomstolen i Constanţa, Rumænien) har forelagt, som følger:

»Artikel 5, stk. 1, første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde, sammenholdt med dette direktivs artikel 2 og artikel 3, stk. 1, litra f),

skal fortolkes således, at

opsigelsesvilkårene ikke indgår i anvendelsesområdet for princippet om ligebehandling af vikaransatte og arbejdstagere, der ansættes direkte af en brugervirksomhed. Disse bestemmelser er ikke til hinder for lovgivningen i en medlemsstat, i henhold til hvilken et vikarbureau kan opsige arbejdskontrakten mellem dette og den vikaransatte med den begrundelse, at den brugervirksomhed, i hvilken denne arbejdstager var udsendt, har bragt udsendelsen til ophør før tid, selv om denne virksomhed ikke har overholdt de lovkrav vedrørende opsigelse, der ville have været gældende, såfremt virksomheden havde ansat en arbejdstager direkte.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      EUT 2008, L 327, s. 9.


3 –      Jf. bl.a. dom af 24.10.2024, Omnitel Comunicaciones m.fl. (C-441/23, herefter »dommen i sagen Omnitel Comunicaciones m.fl.«, EU:C:2024:916, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).


4 –      Monitorul Oficial al României, del I, nr. 72 af 5.2.2003.


5 –      I den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (herefter »arbejdsloven«).


6 –      Rådets direktiv af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43). Herefter »rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse«.


7 –      Den forelæggende ret har bl.a. henvist til dom af 12.5.2022, Luso Temp (C-426/20, herefter »Luso Temp-dommen«, EU:C:2022:373, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).


8 –      Jf. bl.a. dom af 17.11.1983, Merck (292/82, EU:C:1983:335, præmis 12), og dommen i sagen Omnitel Comunicaciones m.fl. (præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).


9 –      Jf. bl.a. dom af 11.12.2025, Regione Marche (Maksimumssatsen for støtte) (C-497/24, EU:C:2025:959, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).


10 –      Jf. bl.a. dom af 26.6.2025, Kommissionen mod Spanien m.fl. (Indirekte kapitalandele) (C-776/23 P à C-780/23 P, EU:C:2025:487, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).


11 –      Jf. dom af 15.12.2022, TimePartner Personalmanagement (C-311/21, EU:C:2022:983, præmis 47).


12 –      Jf. dom af 15.12.2022, TimePartner Personalmanagement (C-311/21, EU:C:2022:983, præmis 32).


13 –      Jf. dom af 11.11.2021, Manpower Lit (C-948/19, EU:C:2021:906, præmis 60).


14 –      Det skal påpeges, at Kommissionen i sin rapport til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 21.3.2014 om gennemførelse af direktiv 2008/104/EF om vikararbejde (COM(2014) 176 final) anførte, at listen i dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), »ikke kan fraviges«. Jeg er enig i denne vurdering, idet det skal præciseres, at dette ligeledes bør betyde, at listen ikke kan udvides.


15 –      EUT 2014, L 94, s. 375.


16 –      Min fremhævelse.


17 –      EFT 1998, L 14, s. 9.


18 –      Jf. bl.a. dommen i sagen Omnitel Comunicaciones m.fl. (præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).


19 –      Jf. bl.a. dommen i sagen Omnitel Comunicaciones m.fl. (præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).


20 –      Jf. bl.a. dommen i sagen Omnitel Comunicaciones m.fl. (præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).


21 –      Jf. dommen i sagen Omnitel Comunicaciones m.fl. (præmis 57).


22 –      Ifølge denne bestemmelse træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger i overensstemmelse med national lov og/eller praksis med henblik på at forebygge misbrug ved anvendelsen af denne artikel og navnlig forebygge successive udsendelser, der har til formål at omgå bestemmelserne i direktiv 2008/104.


23 –      Jf. dom af 14.10.2020, KG (Successive udsendelser i forbindelse med vikararbejde) (C-681/18, EU:C:2020:823, præmis 42).


24 –      EFT 1991, L 206, s. 19.


25 –      Jf. dom af 22.2.2024, Randstad Empleo m.fl. (C-649/22, herefter »dommen i sagen Randstad Empleo m.fl.«, EU:C:2024:156, præmis 53).


26 –      Jf. dommen i sagen Randstad Empleo m.fl. (præmis 57).


27 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).


28 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).


29 –      Således har »[d]et samlede formål med EU’s indsats inden for socialpolitikken […] været at udvikle fleksible former for arbejde og samtidig opnå et nyt harmoniseringsniveau på det socialretlige område. Den reguleringsmodel, der ligger til grund for denne indsats, og som består i at skabe en ligevægt mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet, har fået betegnelsen »flexicurity««, jf. generaladvokat Pitruzzelas forslag til afgørelse Luso Temp (C-426/20, EU:C:2021:995, punkt 35).


30 –      Jf. Luso Temp-dommen (præmis 30).


31 –      Jf. Luso Temp-dommen (præmis 31).


32 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).


33 –      EFT 1998, L 131, s. 10.


34 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).


35 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).


36 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).


37 –      Herefter »rammeaftalen om deltidsarbejde«.


38 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).


39 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 36).


40 –      Jf. Luso Temp-dommen (præmis 47).


41 –      Jf. bl.a. Luso Temp-dommen (præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).


42 –      Jf. bl.a. dommen i sagen Randstad Empleo m.fl. (præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).


43 –      Jf. dommen i sagen Randstad Empleo m.fl. (præmis 62).


44 –      Jf. L. Driguez, »Égalité de traitement des travailleurs intérimaires«, Europe, nr. 4, Éditions techniques, Paris, april 2024.


45 –      Jf. dom af 20.12.2017, Vega Gonzalez (C-158/16, EU:C:2017:1014, præmis 34). Reglerne vedrørende fastsættelse af det opsigelsesvarsel, der finder anvendelse i tilfælde af opsigelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, er således omfattet af »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis). Det samme gælder den godtgørelse, som en arbejdsgiver er forpligtet til at betale en arbejdstager som følge af en ulovlig tidsbegrænsning af den pågældendes ansættelseskontrakt eller opsigelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).


46 –      Jf. bl.a. dom af 20.2.2024, X (Ingen begrundelse for opsigelsen) (C-715/20, EU:C:2024:139, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).


47 –      Jf. bl.a. dom af 20.2.2024, X (Ingen begrundelse for opsigelsen) (C-715/20, EU:C:2024:139, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).


48 –      Jf. bl.a. dom af 20.2.2024, X (Ingen begrundelse for opsigelsen) (C-715/20, EU:C:2024:139, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).


49 –      Jf. bl.a. dom af 20.2.2024, X (Ingen begrundelse for opsigelsen) (C-715/20, EU:C:2024:139, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).


50 –      Det fremgår af § 4, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, at, »[a]nsættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse [ikke må] være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold«.


51 –      Jf. dom af 11.4.2013, Della Rocca (C-290/12, EU:C:2013:235, præmis 45).