RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

2. april 2025 ( *1 )

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed – indefrysning af midler – liste over personer, enheder og organer, som er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer – restriktioner vedrørende indrejse på medlemsstaternes område – liste over personer, enheder og organer, der er omfattet af indrejserestriktioner på medlemsstaternes område – opretholdelse af sagsøgerens navn på listerne – begrundelsespligt – begrebet »fremtrædende erhvervsfolk, som driver virksomhed i Rusland« – artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145/FUSP – artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning (EU) nr. 269/2014 – ulovlighedsindsigelse – urigtigt skøn – ret til at blive hørt – unionsborgerskab – fri bevægelighed – ejendomsret – proportionalitet«

I sag T-297/23,

Gennady Nikolayevich Timchenko, Moskva (Rusland), ved advokaterne T. Bontinck, S. Bonifassi, E. Federova, J. Goffin og J. Bastien,

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved M.-C. Cadilhac og V. Piessevaux, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Første Udvidede Afdeling),

sammensat af dommerne R. Mastroianni, som fungerende afdelingsformand, M. Brkan, I. Gâlea, T. Tóth (refererende dommer) og S.L. Kalėda,

justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,

på grundlag af den skriftlige forhandling, navnlig:

–

stævning, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 24. maj 2023,

–

anmodning om tilpasning af stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 24. november 2023,

efter retsmødet den 11. juni 2024,

afsagt følgende

Dom

1

Med søgsmålet har sagsøgeren, Gennady Nikolayevich Timchenko, nedlagt påstand dels, i henhold til artikel 263 TEUF, om annullation af for det første Rådets afgørelse (FUSP) 2023/572 af 13. marts 2023 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 75 I, s. 134), og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/571 af 13. marts 2023 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 75 I, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af marts 2023«), og af, for det andet, Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1767 af 13. september 2023 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 226, s. 104), og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/1765 af 13. september 2023 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2023, L 226, s. 3) (herefter samlet »retsakterne af september 2023«), for så vidt som disse retsakter (herefter samlet »de anfægtede retsakter«) vedrører sagsøgeren, dels, i henhold til artikel 268 TEUF, om erstatning for den ikke-økonomisk skade, som han har lidt som følge af vedtagelsen af disse retsakter.

I. Tvistens baggrund og de faktiske omstændigheder efter søgsmålets anlæggelse

2

Sagsøgeren er en forretningsmand med russisk og finsk statsborgerskab.

3

Den foreliggende sag har sin baggrund i de restriktive foranstaltninger, som Den Europæiske Union har vedtaget over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

4

Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 17. marts 2014 på grundlag af artikel 29 TEU afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16).

5

Samme dag vedtog Rådet på grundlag af artikel 215 TEUF forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6).

6

Efter Den Russiske Føderations væbnede styrkers aggression mod Ukraine vedtog Rådet den 25. februar 2022 afgørelse (FUSP) 2022/329 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2022, L 50, s. 1) med henblik på bl.a. at tilpasse de kriterier, i henhold til hvilke fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer kan være omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

7

Artikel 2, stk. 1 og 2, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, bestemmer:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører eller ejes, besiddes eller kontrolleres af:

a)

fysiske personer, som er ansvarlige for, støtter eller gennemfører tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, eller som hindrer internationale organisationers arbejde i Ukraine

[...]

d)

fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som materielt eller finansielt støtter eller drager fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine

[…]

g)

fremtrædende erhvervsfolk eller juridiske personer, enheder eller organer, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine,

og fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. bilaget, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilaget.«

8

Fremgangsmåden for denne indefrysning af pengemidler er fastsat i de følgende stykker i samme artikel.

9

Artikel 1, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, forbyder indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes område for fysiske personer, der opfylder kriterier, der i det væsentlige er identiske med dem, der er fastsat i samme afgørelses artikel 2, stk. 1, litra a) og d).

10

Forordning nr. 269/2014, som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/330 af 25. februar 2022 (EFT 2022, L 51, s. 1), foreskriver vedtagelse af foranstaltninger om indefrysning af midler og fastlægger fremgangsmåden for denne indefrysning med en ordlyd, der i det væsentlige er identisk med ordlyden af afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329. Navnlig gentager denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra a) og d), i det væsentlige de samme kriterier som dem, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra a) og d), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329 [herefter henholdsvis »kriterium a)« og »kriterium d)«].

A. Oprindelig opførelse af og opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 13. marts 2023

11

Den 28. februar 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/337 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2022, L 59, s. 1) og gennemførelsesforordning (EU) 2022/336 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT 2022, L 58, s. 1) (herefter »retsakterne af februar 2022«).

12

Ved disse retsakter blev sagsøgerens navn under nr. 694 tilføjet henholdsvis på listen i bilaget til afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, og under samme nummer på listen i bilag I til forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/330 (herefter »de omtvistede lister«), med følgende begrundelse:

»[Sagsøgeren] har i lang tid kendt præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin, og beskrives generelt som en af hans fortrolige.

Han nyder godt af sine forbindelser til russiske beslutningstagere. Han er grundlægger og aktionær i Volga Group, en investeringsgruppe med en portefølje af investeringer i den russiske økonomis nøglesektorer. Volga Group bidrager markant til den russiske økonomi og dens udvikling.

Han er også aktionær i Bank Rossiya, som anses for at være personlig bank for de øverste embedsmænd i Den Russiske Føderation. Bank Rossiya har siden den ulovlige annektering af Krim åbnet filialer på hele Krim og i Sevastopol og har derved konsolideret integrationen heraf i Den Russiske Føderation.

Endvidere ejer Bank Rossiya vigtige aktier i National Media Group, som igen kontrollerer TV-stationer, der aktivt støtter den russiske regerings politik, som destabiliserer Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for at støtte handlinger og politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

Han [yder også] økonomisk og materiel støtte og [drager] fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

13

Ved skrivelse af 25. marts 2022 anmodede sagsøgeren Rådet om aktindsigt i alle de sagsakter, der vedrørte ham, hvilket han fik den 13. april 2022 ved fremsendelse af sag WK 2807/2022 INIT (herefter »de oprindelige WK-sagsakter«).

14

Efter at sagsøgeren den 15. april 2022 havde anmodet om yderligere dokumenter, fremsendte Rådet den 28. april 2022 de dokumenter, som indgik i sag WK 12005/2019 INIT, sammen med dokumenter opført som MD 2015 293, 294, 296 og 297 Kovalchuk (herefter »de yderligere oprindelige WK-sagsakter«).

15

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. maj 2022 anlagde sagsøgeren sag, registreret under nr. T-252/22, med påstand om annullation af retsakterne af februar 2022.

16

Den 14. september 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/1530 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2022, L 239, s. 149) og gennemførelsesforordning (EU) 2022/1529 om gennemførelse af forordning nr. 269/2014 (EUT 2022, L 239, s. 1) (herefter »retsakterne af september 2022«), hvorved sagsøgerens navn blev opretholdt på de omtvistede lister.

17

Den 25. november 2022 indgav sagsøgeren i sag T-252/22 på grundlag af artikel 86 i Rettens procesreglement en anmodning om tilpasning af stævningen med henblik på ligeledes at nedlægge påstand om annullation af retsakterne af september 2022, for så vidt som de vedrørte ham.

18

Ved dom af 6. september 2023, Timchenko mod Rådet (T-252/22, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:496), frifandt Retten bl.a. Rådet for påstanden om annullation af retsakterne af februar 2022 og retsakterne af september 2022.

B. Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 15. september 2023

19

Den 22. december 2022 underrettede Rådet sagsøgeren om sin hensigt om at opretholde de restriktive foranstaltninger, som han var genstand for, og tilstillede ham sag WK 17609/2022 INIT (herefter »WK-sagsakterne om opretholdelse 1«) samt sag WK 17683/2022 INIT.

20

I retsakterne af marts 2023 blev sagsøgerens navn opretholdt på de omtvistede lister af følgende grunde:

»[Sagsøgeren] har i lang tid kendt præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin, og beskrives generelt som en af hans fortrolige.

Han nyder godt af sine forbindelser med russiske beslutningstagere. Han er grundlægger og aktionær i Volga Group, en investeringsgruppe med en portefølje af investeringer i den russiske økonomis nøglesektorer. Volga Group bidrager markant til den russiske økonomi og dens udvikling.

Han er også aktionær i Bank Rossiya, som anses for at være bank for Putin og personer med tilknytning til Putin. Bank Rossiya har siden den ulovlige annektering af Krim åbnet filialer på hele Krim og i Sevastopol og har derved konsolideret integrationen heraf i Den Russiske Føderation.

Endvidere ejer Bank Rossiya aktier i National Media Group, et medieforetagende, der kontrollerer 28 medievirksomheder i Rusland, som aktivt spreder propaganda og desinformation i forbindelse med den russiske angrebskrig mod Ukraine.

Han er derfor ansvarlig for at støtte handlinger eller politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

Han [yder også] økonomisk eller materiel støtte og [drager] fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

21

Den 14. marts 2023 meddelte Rådet sagsøgeren sin afgørelse om at opretholde hans navn på de omtvistede lister og besvarede hans skrivelser af 31. oktober 2022 og 20. januar 2023, og anførte i det væsentlige, at hans aktiebesiddelser i Bank Rossiya og National Media Group førte til den konklusion, at han støttede de tiltag, der var iværksat mod Ukraine, og at de foranstaltninger, han anfægtede, var forholdsmæssige, eftersom de kunne have en indvirkning på situationen i Ukraine og på de russiske lederes beslutningstagning.

22

Ved skrivelse af 31. maj 2023 fremsendte sagsøgeren en anmodning om fornyet prøvelse til Rådet.

C. Ændring af kriterierne for opførelse på de omtvistede lister

23

Den 5. juni 2023 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2023/1094 om ændring af afgørelse 2014/145 (EUT 2023, L 146, s. 20) og forordning (EU) 2023/1089 om ændring af forordning nr. 269/2014 (EUT 2023, L 146, s. 1).

24

Denne afgørelse ændrede artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145 [herefter »kriterium g), som ændret«] således:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører,

g)

fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, og deres nærmeste familiemedlemmer eller andre fysiske personer, der drager fordel af dem, eller erhvervsfolk, juridiske personer, enheder eller organer involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine[...], indefryses«.

25

Af fjerde betragtning til denne afgørelse fremgår:

»Rådet har vurderet, at der er et gensidigt fordelagtigt og støttende forhold mellem Den Russiske Føderations regering og fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland. Navnlig har Den Russiske Føderations regering systematisk tilladt fremtrædende russiske forretningsfolk at akkumulere deres rigdom gennem udnyttelse af naturressourcer og andre offentlige ressourcer. I betragtning af dette indbyrdes afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk og Den Russiske Føderations regering mener Rådet, at kriterierne for opførelse på listen bør omfatte fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i en hvilken som helst økonomisk sektor i Rusland. Desuden mener Rådet, at kriterierne for opførelse på listen bør udvides således at det, om nødvendigt, bliver muligt at opføre andre erhvervsfolk på listen, der er involveret i økonomiske sektorer, som udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering, for at øge presset på Den Russiske Føderations regering for at bringe sin angrebskrig mod Ukraine til ophør.«

26

Forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning nr. 2023/1089, indeholder bestemmelser om ændringer, der i det væsentlige svarer til afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2023/1094. Denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra g), gentager nemlig i det væsentlige det samme kriterium som det, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2023/1094.

D. Opretholdelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister indtil den 13. marts 2024

27

Den 19. juni 2023 meddelte Rådet sagsøgeren, at det havde til hensigt at opretholde hans navn på de omtvistede lister på grundlag af ændrede begrundelser og et nyt opførelseskriterium. Den 10. juli 2023 fremsendte det et nyt arbejdsdokument til ham med titlen WK 5142/2023 INIT (herefter »WK-sagsakter om opretholdelse 2«), og tilsendte ham den 18. august 2023 et yderligere arbejdsdokument med titlen WK 5142/2023 ADD 1 (herefter »tillægget til WK-sagsakterne om opretholdelse 2«) (herefter samlet »de supplerende WK-sagsakter om opretholdelse 2«).

28

Ved skrivelser af 27. juni og 21. juli 2023 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til Rådet vedrørende udkastet til forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for ham.

29

Den 18. august 2023 meddelte Rådet sagsøgeren, at det havde til hensigt at opretholde de restriktive foranstaltninger, som han var genstand for. Sagsøgeren fremsatte sine bemærkninger til dette udkast til opretholdelse den 31. august 2023.

30

Den 13. september 2023 vedtog Rådet retsakterne af september 2023.

31

Ved disse retsakter opretholdt Rådet sagsøgerens navn på de omtvistede lister med følgende begrundelse:

»[Sagsøgeren] er langvarig bekendt til præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin, og beskrives generelt som en af hans fortrolige.

Han nyder godt af sine forbindelser med russiske beslutningstagere. Han er grundlægger og aktionær i Volga Group, en investeringsgruppe med en portefølje af investeringer i den russiske økonomis nøglesektorer. Volga Group bidrager markant til den russiske økonomi og dens udvikling.

Han er også aktionær i Bank Rossiya, som anses for at være bank for [Vladimir] Putins og personer med tilknytning til [Vladimir] Putin. Bank Rossiya har siden den ulovlige annektering af Krim åbnet filialer på hele Krim og i Sevastopol og har derved konsolideret integrationen heraf i Den Russiske Føderation.

Endvidere ejer Bank Rossiya aktier i National Media Group, et medieforetagende, der kontrollerer 28 medievirksomheder i Rusland, som aktivt spreder propaganda og desinformation i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

Han er derfor en fremtrædende forretningsperson i Rusland og er ansvarlig for at støtte handlinger eller politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

Han [yder] også økonomisk eller materiel støtte og [drager] fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine.«

32

Den 15. september 2023 besvarede Rådet sagsøgerens skrivelser af 31. maj, 27. juni, 21. juli og 31. august 2023, idet det bl.a. meddelte ham, at kriterium g), som ændret, hverken var uforholdsmæssigt bredt eller havde til formål at vedtage vilkårlige foranstaltninger.

II. Parternes påstande

33

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–

De anfægtede retsakter annulleres.

–

Rådet tilpligtes at betale et beløb på 1000000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt.

–

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

34

Rådet har nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse i det hele.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

A. Annullationspåstanden

35

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender, hvoraf det første vedrører et åbenbart urigtigt skøn, det andet en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det tredje en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, det fjerde en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, det femte en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til fri bevægelighed, der er fastsat i artikel 21 TEUF, artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, og det sjette en tilsidesættelse af ejendomsretten, chartrets artikel 52, stk. 1, medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og en tilsidesættelse af retten til privatlivets fred.

36

I anmodningen om tilpasning af stævningen har sagsøgeren fremsat et syvende anbringende om en ulovlighedsindsigelse mod kriterium g), som ændret, for så vidt som det vedrører »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland« (herefter det »første led af kriterium g), som ændret«).

1.   Det andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

37

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ikke har overholdt sin begrundelsespligt som fastsat i artikel 296 TEUF. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at Rådet ved ikke at begrunde sin afgørelse om at indefryse de midler, der vedrører ham, og om at begrænse hans frie bevægelighed i lyset af de mål, der forfølges med afgørelse 2014/145, ikke har godtgjort, hvordan anvendelsen af de anfægtede retsakter vil gøre det muligt at nå disse mål.

38

Rådet har bestridt denne argumentation.

39

Ifølge retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (jf. dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

40

Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, de anførte grundes art og den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves bl.a. ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, eller at den detaljeret besvarer de bemærkninger, som den berørte måtte have fremsat under høringen inden vedtagelsen af den nævnte retsakt, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

41

Graden af præcisering af en retsakts begrundelse skal således afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige betingelser, hvorunder retsakten bliver til (jf. dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det er desuden i retspraksis blevet fastslået, at begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, hvorved der foreskrives en restriktiv foranstaltning, ikke alene skal angive retsgrundlaget for denne foranstaltning, men også de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af en sådan foranstaltning (jf. dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det bemærkes, at begrundelsespligten i artikel 296 TEUF udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra spørgsmålet om begrundelsens rigtighed, der henhører under spørgsmålet om den anfægtede retsakts materielle lovlighed (jf. i denne retning dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67). En afgørelses begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som afgørelsen er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde (jf. dom af 18.6.2015, Ipatau mod Rådet, C-535/14 P, EU:T:2015:407, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

44

I den foreliggende sag skal det fremhæves, at såvel afgørelse 2014/145 som forordning nr. 269/2014 henviser til det retsgrundlag, som de er baseret på, nemlig henholdsvis artikel 29 TEU og artikel 215 TEUF. Det skal i øvrigt bemærkes, at den generelle sammenhæng, der førte Rådet til at vedtage de anfægtede retsakter, fremgår af betragtningerne til de anfægtede retsakter.

45

Det skal endvidere fastslås for så vidt angår kriterium a), at Rådet i begrundelsen for de anfægtede retsakter, der er gengivet i præmis 20 og 31 ovenfor, bl.a. anførte for det første, at sagsøgeren var aktionær i Bank Rossiya, som har åbnet filialer på Krim og i Sevastopol, hvorved denne regions integration i Den Russiske Føderation blev konsolideret, og for det andet, at han var ejer af Volga Group, som »bidrager markant til den russiske økonomi«, for heraf at drage den konklusion, at han var »ansvarlig for at støtte handlinger eller politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed«.

46

Hvad angår kriterium d) anførte Rådet i begrundelsen for de anfægtede retsakter dels, at sagsøgeren »er langvarig bekendt til præsidenten for Den Russiske Føderation«, dels, at Bank Rossiya, som han var aktionær i, »anses for at være bank for [Vladimir] Putin og personer med tilknytning til [Vladimir] Putin«, for heraf at slutte, at sagsøgeren »[ydede] økonomisk eller materiel støtte og [drog] fordel af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine«.

47

Hvad endelig angår kriterium g), som ændret, anførte Rådet i begrundelsen for retsakterne af september 2023 bl.a. dels, at sagsøgeren var langvarig bekendt til præsidenten for Den Russiske Føderation, dels, at han ud over den omstændighed, at han var aktionær i Bank Rossiya, »[var] grundlægger og aktionær i Volga Group, en investeringsgruppe med en portefølje af investeringer i den russiske økonomis nøglesektorer«, og som »[bidrog] markant til den russiske økonomi og dens udvikling«, for heraf at drage den konklusion, at han var en fremtrædende forretningsperson i Rusland.

48

Det fremgår af fjerde betragtning til afgørelse 2014/145, af tredje og fjerde betragtning til forordning nr. 269/2014 samt af tiende og ellevte betragtning til afgørelse 2022/329, at Rådet fandt, at restriktioner for indrejse på Unionens område og en indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, for så vidt angår de personer, der er omfattet af de kriterier for opførelse på listen, der er fastsat i afgørelse 2014/145, udgjorde foranstaltninger, der var nødvendige for at nå målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Endvidere er det i tiende og ellevte betragtning til afgørelse 2022/329 samt i tredje og fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094 i det væsentlige anført, at udvidelsen af det personelle anvendelsesområde for de restriktive foranstaltninger blev anset for nødvendig, henset til konfliktens udvikling, med henblik på at give en progressiv og tilpasset reaktion på forværringen af situationen i Ukraine med det endelige mål at lægge maksimalt pres på de russiske myndigheder med henblik på, at disse ophører med deres handlinger og politikker, der destabiliserer Ukraine, og med den militære aggression, som dette land har været udsat for.

49

Endvidere skal klagepunktet om, at Rådet ikke har godtgjort, hvordan anvendelsen af de foranstaltninger, der er vedtaget i denne henseende, vil gøre det muligt at nå de mål, som denne institution forfølger med afgørelse 2014/145 og forordning nr. 269/2014, fordi Rådet ikke har begrundet dette, forkastes, eftersom det svarer til at rejse tvivl om de omtvistede foranstaltninger berettigelse, hvilket er et spørgsmål om disse foranstaltningers realitet og ikke om deres formelle begrundelse (jf. præmis 43 ovenfor).

50

Følgelig, og eftersom det følger af det ovenstående, at såvel sammenhængen som begrundelsen for de anfægtede retsakter gjorde det muligt for sagsøgeren at identificere retsgrundlaget for de restriktive foranstaltninger, som han var genstand for, og de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse fandt, at han skulle underkastes sådanne foranstaltninger, skal det andet anbringende forkastes.

2.   Det tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at blive hørt

51

Med det tredje anbringende har sagsøgeren kritiseret Rådet for ikke at tage hensyn til de argumenter, som han fremførte i sine forskellige skrivelser, bl.a. i sin skrivelse af 20. januar 2023.

52

Sagsøgeren har påpeget, at Rådet ikke har fremlagt noget bevis for, at det fremsendte hans bemærkninger og anmodninger om fornyet gennemgang til medlemsstaterne, for heraf at drage den konklusion, at hans ret til at blive hørt blev misbrugt.

53

Hvad angår den procedure, der førte til vedtagelsen af retsakterne af september 2023, har sagsøgeren kritiseret Rådet for, at det kun gav ham en frist på elleve arbejdsdage til at gennemgå WK-sagsakterne om opretholdelse 2 og ni arbejdsdage til at gennemgå tillægget til WK-sagsakterne om opretholdelse 2.

54

Sagsøgeren har anført, at sagsakterne ikke angav, hvilke passager Rådet agtede at støtte sig på for at begrunde anvendelsen af kriterium g), som ændret, i forhold til ham. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at den meget korte periode mellem datoen for hans fremsendelse af bemærkninger til tillægget til WK-sagsakterne om opretholdelse 2 og datoen for vedtagelsen af retsakterne af september 2023 i sig selv viser, at Rådet ikke brugte tilstrækkelig tid til en behørig gennemgang af hans bemærkninger.

55

Rådet har bestridt denne argumentation.

56

Retten til at blive hørt i forbindelse med enhver procedure, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), som udgør en integrerende del af overholdelsen af retten til forsvar, garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under en administrativ procedure, og inden der over for ham eller hende træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. i denne retning dom af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 34 og 36, og af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 65 og 67 og den deri nævnte retspraksis).

57

Det følger af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, at Unionens kompetente myndighed under en procedure til afgørelse af, om en persons navn skal opføres eller opretholdes på en liste i et bilag til en retsakt om restriktive foranstaltninger, skal meddele den berørte person de belastende oplysninger, som denne myndighed er i besiddelse af og baserer sin afgørelse på, for at denne person kan forsvare sine rettigheder under de bedst mulige betingelser og kan beslutte på et fuldt oplyst sagsgrundlag, om sagen bør prøves af Unionens retsinstanser. Den efter EU-retten kompetente myndighed skal i forbindelse med nævnte meddelelse give denne person mulighed for at fremsætte sine bemærkninger til den begrundelse, der lægges ham til last (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 111 og 112; jf. ligeledes i denne retning dom af 12.12.2006, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, T-228/02, EU:T:2006:384, præmis 93).

58

Chartrets artikel 52, stk. 1, indrømmer imidlertid begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der anerkendes heri, for så vidt som en given begrænsning skal respektere hovedindholdet i den omhandlede grundlæggende rettighed, og desuden at den under iagttagelse af proportionalitetsprincippet skal være nødvendig og reelt svare til målsætninger af almen interesse, der er anerkendt af Unionen (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

59

Hertil kommer, at en tilsidesættelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse skal undersøges ud fra de specielle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, navnlig arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget, samt de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis). Denne ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af retsakter, der opretholder navnet på en person eller en enhed på en liste over personer eller enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, gælder, når Rådet i afgørelsen om at fastholde opførelsen af en persons navn på listen lægger nye forhold til grund mod vedkommende, dvs. forhold, som ikke fremgik af den oprindelige optagelse af denne persons navn på samme liste (jf. dom af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis; jf. også i denne retning dom af 7.4.2016, Central Bank of Iran mod Rådet, C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 33).

60

Når den berørte person fremsætter bemærkninger til begrundelsen, har Unionens kompetente myndighed desuden pligt til omhyggeligt og upartisk at undersøge, om de fremførte grunde er velbegrundede i lyset af disse bemærkninger og eventuelle formildende omstændigheder, der fremgår heraf (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 114).

61

Om det foreliggende tilfælde bemærkes, at de anmodninger om fornyet gennemgang, som sagsøgeren fremsatte for Rådet den 31. maj 2023 for så vidt angår retsakterne af marts 2023 samt skrivelserne af 27. juni og 21. juli 2023, som anfægtede Rådets erklærede hensigt om at opretholde disse retsakter, blev fremsendt til alle denne institutions delegationer.

62

Rådet meddelte endvidere sagsøgeren den 22. december 2022 og den 19. juni 2023, at det agtede at opretholde de restriktive foranstaltninger, som han var genstand for. I sine skrivelser af 14. marts og 15. september 2023 besvarede Rådet i det væsentlige samtlige de indsigelser, som sagsøgeren havde rejst, idet det bl.a. henviste til de skriftlige indlæg, som han havde indgivet i forbindelse med den procedure, der førte til vedtagelsen af dom af 6. september 2023, Timchenko mod Rådet (T-252/22, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:496), og ved at give et mere underbygget svar for så vidt angår hans synspunkter om, at de foranstaltninger, som han var genstand for, var uberettigede, navnlig hvad angår en angivelig tilsidesættelse af retten til at blive hørt og hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt opførelsen af hans navn på de omtvistede lister i henhold til første led af kriterium g), som ændret, var berettiget.

63

For så vidt angår de frister, som sagsøgeren fik til at gennemgå tillægget til WK-sagsakterne om opretholdelse 2, der blev sendt efter, at Rådet den 19. juni 2023 havde meddelt ham, at det havde til hensigt at opføre hans navn på de omtvistede lister i henhold til første led af kriterium g), som ændret, var sagsøgerens frist på mere end ti dage, dvs. fra den 18. til den 31. august 2023, uanset omfanget af sagsakterne på 192 sider, tilstrækkelig til at sætte ham i stand til at gennemgå dem og fremsætte sine bemærkninger, hvilket han rent faktisk gjorde. Dette er ligeledes tilfældet med WK-sagsakterne om opretholdelse 2, eftersom Rådet i skrivelsen af 10. juli 2023 havde givet sagsøgeren mulighed for at fremsætte sine bemærkninger indtil den 25. juli 2023. Det er nemlig allerede blevet fastslået, at en frist på 12 dage i forbindelse med proceduren for forlængelse af restriktive foranstaltninger er tilstrækkelig til at gøre det muligt for personer eller enheder, der er omfattet af sådanne foranstaltninger, at fremsætte deres bemærkninger (jf. i denne retning og analogt dom af 8.7.2020, Ocean Capital Administration m.fl. mod Rådet, T-332/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:308, præmis 191).

64

Det skal endvidere bemærkes, at Rådet, som det fremgår af skrivelsen af 15. september 2023 i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, besvarede de indsigelser, som sagsøgeren havde rejst i sin skrivelse af 18. august 2023, idet det bl.a. anførte, at oplysningerne i WK-sagsakterne om opretholdelse 2 »[indeholdt] specifikke henvisninger til [sagsøgeren], som [bekræftede] de bemærkninger og argumenter, som han havde fremsat i sagerne T-252/22 og T-297/23«.

65

Eftersom ingen af de forhold, som sagsøgeren har fremført, godtgør, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, skal det tredje anbringende således forkastes.

3.   Det syvende anbringende om en ulovlighedsindsigelse rettet mod det første led af kriterium g), som ændret

66

Med det syvende anbringende har sagsøgeren i form af en ulovlighedsindsigelse gjort gældende, at det første led af kriterium g), som ændret, er ulovligt. Dette anbringende består af tre led, der i det væsentlige vedrører for det første utilstrækkelige beviser til at begrunde vedtagelsen af det første led af kriterium g), som ændret, og et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med vedtagelsen af dette kriterium, for det andet en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og legalitetsprincippet og for det tredje en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

67

Rådet har bestridt denne argumentation.

68

I denne henseende bemærkes, at det følger af artikel 277 TEUF, at hver part i en retstvist, der angår en almengyldig retsakt vedtaget af en institution, et organ, et kontor eller et agentur under Unionen, over for Den Europæiske Unions Domstol kan påberåbe sig de i artikel 263, stk. 2, nævnte grunde og gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse.

69

Artikel 277 TEUF er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag, med henblik på at opnå annullation af en retsakt, som vedkommende kan indbringe en klage over, er berettiget til at anfægte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfægtede retsakt, også selv om parten ikke var beføjet til i medfør af artikel 263 TEUF at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af disse retsakter, hvis virkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at påstå dem annulleret. Den generelle retsakt, hvis ulovlighed påberåbes, skal finde direkte eller indirekte anvendelse på den sag, der er genstand for søgsmålet, og der skal være en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede individuelle afgørelse og den pågældende generelle retsakt (jf. dom af 17.2.2017, Islamic Republic of Iran Shipping Lines m.fl. mod Rådet, T-14/14 og T-87/14, EU:T:2017:102, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis; jf. også i denne retning dom af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 145 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

70

Ifølge fast retspraksis skal Unionens retsinstanser i overensstemmelse med de kompetencer, som er blevet tildelt dem i medfør af traktaten, sikre en – principielt fuldstændig – legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af EU-rettens almindelige retsgrundsætninger. Dette krav er udtrykkeligt fastslået i artikel 275, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

71

Rådet har ikke desto mindre et vidt skøn med hensyn til den generelle og abstrakte fastsættelse af retlige kriterier og af fremgangsmåden for vedtagelse af restriktive foranstaltninger (jf. i denne retning dom af 21.4.2015, Anbouba mod Rådet, C-605/13 P, EU:C:2015:248, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig er de almengyldige regler, der fastsætter disse kriterier og fremgangsmåder, såsom de bestemmelser i de anfægtede retsakter, der fastsætter de omtvistede kriterier, som er omfattet af dette anbringende, genstand for en begrænset retlig prøvelse, der begrænser sig til efterprøvelse af, om formforskrifterne og reglerne om begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller er begået magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 29.4.2015, Bank of Industry and Mine mod Rådet, T-10/13, EU:T:2015:235, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 149 (ikke trykt i Sml.)).

72

Det er i lyset af disse betragtninger, at det syvende anbringendes tre led skal analyseres.

a)   Det syvende anbringendes første led om manglende beviser til støtte for vedtagelsen af første led af kriterium g), som ændret, og om et åbenbart urigtigt skøn

73

Med det syvende anbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet med vedtagelsen af det første led af kriterium g), som ændret, således som det fremgår af fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094, har indført en formodning for, at fremtrædende erhvervsfolk på den ene side og den russiske regering på den anden side er indbyrdes afhængige.

74

Han har anført, at beviserne i de supplerende WK-sagsakter om opretholdelse 2 ikke kan begrunde vedtagelsen af det første led af kriterium g), som ændret, navnlig henset til, at tillægget til WK-sagsakterne om opretholdelse 2 blev udarbejdet efter vedtagelsen af dette kriterium.

75

Sagsøgeren har tilføjet, at vedtagelsen af det første led af kriterium g), som ændret, var udtryk for et åbenbart urigtigt skøn fra Rådets side med den begrundelse, at beviserne i tillægget til WK-sagsakterne om opretholdelse 2 viste, at forretningsmænd tæt på præsidenten for Den Russiske Føderation siden begyndelsen af krigen i Ukraine ikke længere udøver nogen indflydelse på præsidenten.

76

Han har heraf udledt, at den formodning, der er skabt ved det første led af kriterium g), som ændret, ikke er underbygget og er ugrundet, og at Rådet ved at vedtage en sådan formodning således har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

77

Det skal bemærkes, at dette kriterium før ændringen af kriterium g) udelukkende vedrørte »fremtrædende erhvervsfolk [...], der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation«. Den ændring af dette kriterium, der blev foretaget ved afgørelse 2023/1094, bevirkede, at rækkevidden af dette kriterium blev udvidet til at omfatte »fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland«, som er det kriterium, der anfægtes af sagsøgeren, samt til »erhvervsfolk involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering«.

78

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren, der støtter sig på fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094, taget udgangspunkt i en antagelse om, at første led af kriterium g), som ændret, opstiller en formodning for, at der findes indbyrdes afhængige forbindelser mellem fremtrædende erhvervsfolk og personer, der udøver politisk magt i Den Russiske Føderation.

79

I denne henseende skal det bemærkes, at kriterium g), som ændret, gentager begrebet »fremtrædende erhvervsfolk«, der blev anvendt før ændringerne, hvorfor dette begreb skal fortolkes på samme måde, dvs. således, at det alt efter omstændighederne omfatter de nævnte erhvervsfolks betydning i forhold til deres erhvervsmæssige status, betydningen af deres økonomiske virksomhed, omfanget af deres kapitalbesiddelser eller deres funktioner i et eller flere selskaber, hvor de udøver denne virksomhed (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 143).

80

Med andre ord vedrører ændringen af kriterium g) ikke definitionen af begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« som sådan, men har udelukkende til formål at udvide anvendelsesområdet for de restriktive foranstaltninger til at omfatte alle fremtrædende erhvervsfolk, herunder dem, der ikke er involveret i en økonomisk sektor, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering.

81

Årsagerne til udvidelsen af det kriterium, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, er anført i fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094. Denne betragtning beskriver nemlig den russiske økonomis funktionsmåde, der er kendetegnet ved et afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, og Den Russiske Føderations regering. Ved at henvise til disse erhvervsfolk tilsigter Rådet således at udnytte den indflydelse, som denne kategori af personer kan udøve på det russiske regime, ved at presse dem til at lægge pres på denne regering for at få den til at ændre sin politik over for Ukraine.

82

Hvad angår argumentationen om, at vedtagelsen af det første led af kriterium g), som ændret, ikke støttes på tilstrækkelige beviser, skal det bemærkes dels, at vedtagelsen af et kriterium for opførelse af en person eller en enhed på de omtvistede lister udgør en almengyldig retsakt, der har til formål at nå et mål, der henhører under FUSP, i det foreliggende tilfælde ophøret af Ruslands angrebskrig i Ukraine, dels, at Rådet råder over en vid skønsbeføjelse for så vidt angår vedtagelsen af sådanne kriterier.

83

Det følger heraf, at Rådet i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke er forpligtet til at fremlægge beviser for, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem Den Russiske Føderations regering og fremtrædende erhvervsfolk med henblik på vedtagelsen af første led af kriterium g), som ændret. Det påhviler nemlig sagsøgeren til støtte for sin ulovlighedsindsigelse at fremlægge alle oplysninger, der kan godtgøre, at en sådan betragtning om eksistensen af de nævnte forbindelser er åbenbart fejlagtig, og at den således påvirker lovligheden af det nævnte led.

84

I denne henseende skal det vedrørende beviserne i de supplerende WK-sagsakter om opretholdelse 2, som sagsøgeren har påberåbt sig med henblik på at rejse tvivl om rigtigheden af kriterium g), som ændret, bemærkes, at selv hvis det antages, at beviserne kan godtgøre, at der efter indledning af krigen i Ukraine er sket en relativ svækkelse af fremtrædende erhvervsfolks indflydelse på Den Russiske Føderations regering, kan de imidlertid ikke godtgøre, at det var åbenbart fejlagtigt, at Rådet tog hensyn til, at der forelå et afhængighedsforhold mellem den russiske regering og fremtrædende erhvervsfolk med henblik på at vedtage det første led af kriterium g), som ændret.

85

Sagsøgerens argumentation om, at det første led af kriterium g), som ændret, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, skal således forkastes. Af de samme grunde, som er anført i præmis 83 ovenfor, skal sagsøgerens argument om, at beviserne i tillægget til WK-sagsakterne om opretholdelse 2 ikke kan godtgøre vedtagelsen af det første led af kriterium g), som ændret, med den begrundelse, at disse sagsakter blev udarbejdet efter vedtagelsen af dette kriterium, ligeledes forkastes.

86

Det skal endvidere bemærkes, at det med henblik på anvendelsen af det første led af kriterium g), som ændret, på den individuelle situation for hver person, hvis navn er opført på de omtvistede lister, påhviler Rådet at godtgøre dels, at en fysisk person kan kvalificeres som en fremtrædende erhvervsperson som anført i præmis 79 ovenfor, dels, at denne fysiske person udøver en aktivitet i Rusland. I denne henseende skal det fremhæves, at den omstændighed alene, at den pågældende tilhører kategorien fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, er tilstrækkelig til at begrunde vedtagelsen af de nødvendige restriktive foranstaltninger på grundlag af første led af kriterium g), som ændret, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at der er en tilknytning mellem personens status som fremtrædende erhvervsperson og det russiske regime eller mellem vedkommendes status som fremtrædende erhvervsperson og støtte ydet til dette regime eller fordel draget heraf (jf. analogt dom af 9.7.2020, Haswani mod Rådet, C-241/19 P, EU:C:2020:545, præmis 66, og kendelse af 6.9.2022, Haikal mod Rådet, C-113/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:640, præmis 41).

87

Eftersom det første led af kriterium g), som ændret, udelukkende har haft til formål at indføre et objektivt, selvstændigt og tilstrækkeligt kriterium, der kan begrunde opførelsen af personer på de omtvistede lister, som kræver, at Rådet fører bevis for, at to kumulative forhold er til stede, nemlig for det første, at den omhandlede person er en fremtrædende erhvervskvinde eller ‑mand, og for det andet, at denne person udøver virksomhed i Den Russiske Føderation, kan sagsøgeren således ikke gøre gældende, at der ved dette led er indført en formodning.

88

Henset til ovenstående betragtninger skal det syvende anbringendes første led forkastes.

b)   Det syvende anbringendes andet led om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og legalitetsprincippet

89

Med det syvende anbringendes andet led har sagsøgeren gjort gældende, at selv hvis det antages, at kriterium g), som ændret, kan anses for at udgøre en afkræftelig formodning, forholder det sig ikke desto mindre således, at en sådan formodning er formuleret uforholdsmæssigt bredt og derfor tilsidesætter såvel retssikkerhedsprincippet som legalitetsprincippet som fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

90

Hvad for det første angår det første klagepunkt om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet ved første led af kriterium g), som ændret, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt princip, bl.a. kræver, at retsreglerne er klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, især når de kan have bebyrdende virkninger for personer og virksomheder. En sanktion kan, selv om den ikke er af strafferetlig karakter, kun pålægges i henhold til en klar og utvetydig hjemmel. Retssikkerhedsprincippet indebærer bl.a., at alle EU-retlige bestemmelser, navnlig når de pålægger eller gør det muligt at pålægge sanktioner, skal være klare og utvetydige, for at de berørte personer ikke skal være i tvivl om de rettigheder og forpligtelser, der følger heraf, og kan handle derefter. Dette krav om et klart og præcist retsgrundlag er blevet stadfæstet inden for området for restriktive foranstaltninger (jf. dom af 16.7.2014, National Iranian Oil Company mod Rådet, T-578/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:678, præmis 112 og 113 og den deri nævnte retspraksis).

91

Det er endvidere blevet fastslået, at den skønsbeføjelse, som Rådet er tillagt ved det kriterium, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, litra g), i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, ikke er i strid med kravet om forudsigelighed, eftersom det nævnte kriterium er tilstrækkeligt klart og forudsigeligt og indgår i en retlig ramme, der er klart afgrænset af de formål, der forfølges med den lovgivning, der regulerer de omhandlede restriktive foranstaltninger, nemlig i det væsentlige nødvendigheden af, henset til situationens alvor i Ukraine, at lægge pres på de russiske myndigheder for at disse skulle bringe deres aktioner og politikker, der destabiliserer Ukraine, samt den militære aggression, som Ukraine er udsat for, til ophør. På denne baggrund er de omhandlede restriktive foranstaltninger i overensstemmelse med formålet i artikel 21, stk. 2, litra c), TEU om at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt, som blev undertegnet i San Francisco den 26. juni 1945. Dette kriterium er derfor blevet anset for at være i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 45-48 og den deri nævnte retspraksis).

92

Hvad i det foreliggende tilfælde angår begrebet »fremtrædende erhvervsfolk« som omhandlet i første led af kriterium g), som ændret, skal det bemærkes, at dette begreb henviser til disse personers betydning, navnlig henset til deres erhvervsmæssige status, omfanget af deres økonomiske aktiviteter, størrelsen af deres kapitalinteresser eller deres funktioner i en eller flere af de virksomheder, hvori de udøver deres aktiviteter (jf. præmis 79 ovenfor).

93

Hvad angår betingelsen om, at disse forretningsfolk skal udøve virksomhed i Rusland, må det konstateres, at den er tilstrækkeligt afgrænset og defineret til ikke at være i strid med retssikkerhedsprincippet.

94

Det følger således af præmis 92 og 93 ovenfor, at bestemmelserne i første led af kriterium g), som ændret, er tilstrækkeligt klare, præcise og forudsigelige til at fastslå, hvilke personer de skal finde anvendelse på, og at de indgår i en retlig ramme, der er klart afgrænset af de formål, der forfølges med den lovgivning, der regulerer de omhandlede restriktive foranstaltninger, og som er nævnt i præmis 91 ovenfor. Den skønsbeføjelse, som Rådet er tillagt ved de omtvistede kriterier, opvejes endvidere af en begrundelsespligt og styrkede processuelle rettigheder (jf. analogt dom af 16.7.2014, National Iranian Oil Company mod Rådet, T-578/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:678, præmis 122, og af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 47).

95

Hvad for det andet angår det andet klagepunkt om tilsidesættelse af legalitetsprincippet skal det fastslås, at første led af kriterium g), som ændret, blev indført ved afgørelse 2023/1094, dvs. ved en almengyldig retsakt vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU. Sagsøgeren kan derfor ikke hævde, at dette kriterium ikke overholder legalitetsprincippet.

96

Eftersom det første led af kriterium g), som ændret, ikke kan kritiseres for at være i strid med retssikkerhedsprincippet og legalitetsprincippet, skal det syvende anbringendes andet led således forkastes.

c)   Det syvende anbringendes tredje led om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ved kriterium g), som ændret

97

Med det syvende anbringendes tredje led har sagsøgeren gjort gældende, at kriterium g), som ændret, tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

98

Med henblik herpå har sagsøgeren for det første anført, at det første led af kriterium g), som ændret, ved den anvendte meget brede formulering gør det muligt vilkårligt at udpege et meget stort antal personer, hvorfor de således vedtagne foranstaltninger ikke kan anses for at være målrettede. For det andet har sagsøgeren anført, at dette led gør det muligt at vedtage restriktive foranstaltninger i lyset af den politik, som den russiske regering fører i Ukraine, uden at tage hensyn til de berørte personers personlige adfærd, selv om det at være en fremtrædende erhvervsperson ikke i sig selv giver nogen tilknytning til eller indflydelse på den nævnte regering. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at selv om de beviser, som Rådet har fremlagt, er af en sådan art, at de kan godtgøre, at selv vigtige forretningsfolk ikke har indflydelse på den russiske regering, er det første led af kriterium g), som ændret, åbenbart uegnet til at nå det mål, som Rådet forfølger, hvilket gælder så meget desto mere, som dette nye kriterium ved ikke længere at tage hensyn til, om de personer, der er genstand for undersøgelsen, bidrager med en væsentlig indkomstkilde, synes at være blottet for enhver form for effektiv virkning.

99

Det bemærkes, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-retlig bestemmelse, skal være egnede til at nå det mål, der forfølges, og ikke åbenbart må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (dom af 13.3.2012, Melli Bank mod Rådet, C-380/09 P, EU:C:2012:137, præmis 52).

100

Rådet er endvidere ikke forpligtet til at føre bevis for, at de restriktive foranstaltninger, som det indfører, har de virkninger, der er tilsigtet med den pågældende lovgivning, men alene, at disse foranstaltninger er egnede til at nå de mål, der forfølges med denne lovgivning.

101

I den foreliggende sag blev det første led af kriterium g), som ændret, vedtaget af Rådet, fordi det under udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse og henset til forværringen af situationen i Ukraine vurderede, at det for at lægge pres på Den Russiske Føderations regering var hensigtsmæssigt at kunne opføre fremtrædende erhvervsfolk, der udøvede deres aktiviteter i dette land, på de omtvistede lister.

102

Det skal først bemærkes, at Rådets fremgangsmåde med henblik på at nå de forfulgte mål ved at udvide kredsen af personer, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, i betragtning af forværringen af situationen i Ukraine, er baseret på den progressive karakter af krænkelserne af rettigheder i forhold til foranstaltningernes effektivitet (jf. i denne retning og analogt dom af 25.1.2017, Almaz-Antey Air and Space Defence mod Rådet, T-255/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:25, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

103

Dernæst tilsigtede Rådet med vedtagelsen af det første led af kriterium g), som ændret, således som det fremgår af præmis 81 ovenfor, at udnytte den indflydelse, som denne kategori af personer kan udøve på det russiske regime, ved at tilskynde dem til at lægge pres på denne regering med henblik på, at den ændrer sin politik over for Ukraine. Det skal i denne henseende bemærkes, at det første led i kriterium g), som ændret, i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke på en vilkårlig og generel måde omfatter alle erhvervsfolk, der udøver virksomhed i Den Russiske Føderation, men er målrettet fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i dette land. Det må derfor fastslås, at vedtagelsen af første led af kriterium g), som ændret, var egnet til at nå de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger.

104

Endelig skal det bemærkes, at det første led af kriterium g), som ændret, er nødvendigt for at realisere og gennemføre de mål, der er fastsat i artikel 21 TEU. Det fremgår nemlig af fjerde betragtning til afgørelse 2023/1094, at Rådet ved at udvide det personelle anvendelsesområde for de restriktive foranstaltninger over for fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i en hvilken som helst økonomisk sektor i Rusland, uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne antage, at de nævnte foranstaltninger bidrog til at øge presset på den nævnte regering, der var ansvarlig for invasionen af Ukraine. I denne henseende må det konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at et alternativt kriterium med en mere begrænset rækkevidde ville have gjort det muligt lige så effektivt at nå de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger.

105

De indsigelser, som sagsøgeren har rejst, og som består i at anfægte det første led af kriterium g), som ændret, med den begrundelse, at det ikke tager hensyn til den personlige adfærd hos de erhvervsfolk, der er omfattet af de omhandlede restriktive foranstaltninger, og at disse erhvervsfolk ikke udøver nogen indflydelse på Den Russiske Føderations regering, kan i øvrigt ikke tiltrædes. Det skal nemlig bemærkes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Rådets betragtninger vedrørende tilstedeværelsen af et afhængighedsforhold mellem fremtrædende erhvervsfolk og Den Russiske Føderations regering var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn (jf. præmis 84 ovenfor). Sagsøgeren har derfor heller ikke godtgjort, at denne kategori af personer ikke er i stand til at lægge pres på Den Russiske Føderations regering med henblik på, at den ændrer sin politik over for Ukraine. Det følger heraf, at den omstændighed, at fremtrædende erhvervsfolk, der driver virksomhed i Rusland, hverken er ansvarlige for annekteringen eller for invasionen af Ukraine eller støtter eller drager fordel af denne konflikt, ikke kan godtgøre, at det første led af kriterium g), som ændret, er åbenbart uforholdsmæssigt i forhold til at nå de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger.

106

Eftersom sagsøgeren således ikke har godtgjort, at indførelsen af det første led af kriterium g), som ændret, indebar en tilsidesætte proportionalitetsprincippet, skal det syvende anbringendes tredje led og dermed det syvende anbringende i sin helhed forkastes.

4.   Det første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn

107

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at kriterierne a) og d) i retsakterne af marts 2023 var opfyldt for hans vedkommende, og at kriterium a), d) og g) i retsakterne af september 2023 var opfyldt.

108

Rådet har gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes.

109

I den foreliggende sag finder Retten det hensigtsmæssigt at undersøge, om opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister var velbegrundet, henset til samtlige de kriterier, der blev anvendt over for ham i de anfægtede retsakter, nemlig dels kriterium a), dels kriterium d) for så vidt angår de anfægtede retsakter og endelig kriterium g) for så vidt angår retsakterne af september 2023.

110

Det skal indledningsvis bemærkes, at det første anbringende skal anses for at vedrøre et urigtigt skøn og ikke et åbenbart urigtigt skøn. Selv om det ganske vist er korrekt, at Rådet råder over en vis skønsbeføjelse med henblik på i det enkelte konkrete tilfælde at afgøre, om de retlige kriterier, som ligger til grund for de omhandlede restriktive foranstaltninger, er opfyldt, forholder det sig ikke desto mindre således, at Unionens retsinstanser skal sikre en – principielt fuldstændig – legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter (jf. i denne henseende dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

111

Det skal ligeledes bemærkes, at den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, bl.a. indebærer, at Unionens retsinstanser skal sikre sig, at den afgørelse, hvorved restriktive foranstaltninger er blevet truffet eller opretholdt, hvis rækkevidde er individuel for den berørte person eller enhed, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en vurdering af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af sandsynligheden af den anførte begrundelse, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv er anset for at kunne begrunde nævnte afgørelse (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 119, og af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 122).

112

Det er Unionens kompetente myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person eller enhed, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121, og af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 123).

113

Vurderingen af, om begrundelsen er velbegrundet, skal endvidere foretages ved at undersøge beviserne og oplysningerne, ikke isoleret betragtet, men i den sammenhæng, hvori de indgår. Rådet løfter således sin bevisbyrde, såfremt det for Unionens retsinstanser fremlægger en række tilstrækkeligt konkrete, præcise og samstemmende indicier, der gør det muligt at fastslå, at der er en tilstrækkelig tilknytning mellem den person, der er undergivet en restriktiv foranstaltning, og det regime eller i almindelighed de forhold, der bekæmpes (jf. dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, EU:T:2023:716, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

114

De restriktive foranstaltninger har i øvrigt en retssikrende og pr. definition midlertidig karakter, hvis gyldighed altid er betinget af, at de faktiske og retlige omstændigheder, der lå til grund for deres vedtagelse, fortsat består, og at det er nødvendigt at opretholde dem for at virkeliggøre det formål, der er knyttet til dem. Det påhviler således Rådet i forbindelse med den periodiske fornyede gennemgang af disse restriktive foranstaltninger at foretage en opdateret vurdering af situationen og at udarbejde en status over virkningerne af sådanne foranstaltninger med henblik på at afgøre, om de har gjort det muligt at nå de mål, der forfølges med den oprindelige opførelse af navnene på de berørte personer og enheder på den omtvistede liste, og om der stadig kan drages den samme konklusion vedrørende de nævnte personer og enheder (jf. dom af 26.10.2022, Ovsyannikov mod Rådet, T-714/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:674, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

115

Med henblik på at begrunde opretholdelsen af en persons navn på de omtvistede lister er det ikke ulovligt for Rådet at støtte sig på de samme beviser, der begrundede den oprindelige opførelse, genopførelsen eller den tidligere opretholdelse af den berørte persons navn på denne liste, forudsat dels, at opførelsesgrundene er uændrede, dels, at konteksten ikke har ændret sig på en sådan måde, at disse beviser ikke længere er anvendelige Den nævnte kontekst omfatter ikke blot situationen i det land, med hensyn til hvilket ordningen med restriktive foranstaltninger er blevet indført, men også den pågældende persons særlige situation. Tilsvarende er opretholdelsen på den omtvistede liste begrundet, henset til samtlige relevante omstændigheder, og navnlig henset til den omstændighed, at de mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, ikke er nået (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis).

116

I en sådan sammenhæng kan Rådet beslutte at opretholde navnene på de berørte personer på de omtvistede lister med bibeholdelse af de grunde, der vedrører tidligere faktiske omstændigheder, som er lagt til grund i de forudgående afgørelser vedrørende dem, forudsat at denne opretholdelse fortsat er berettiget, henset til alle de relevante omstændigheder, og navnlig henset til den omstændighed, at de mål, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, ikke er nået.

117

Det er i lyset af disse betragtninger, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført mod de anfægtede retsakter, vil blive analyseret.

a)   Det hævdede urigtige skøn vedrørende retsakterne af marts 2023

118

I det foreliggende tilfælde blev retsakterne af marts 2023 vedtaget på grundlag af kriterium a) og d). Sagsøgeren har gjort gældende, at kriterierne ikke er opfyldt for så vidt angår ham, idet Rådet ikke har fremlagt tilstrækkelige beviser. Der skal derfor foretages en successiv analyse af hvert af disse kriterier.

1) Urigtigt skøn vedrørende kriterium a)

119

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at beviserne i de oprindelige WK-sagsakter og i de yderligere oprindelige WK-sagsakter samt i WK-sagsakterne om opretholdelse 1 og sagsakterne i WK 17683/2022 INIT (jf. præmis 19 ovenfor) ikke er tilstrækkelige til at påvise, at han personligt og individuelt har støttet eller gennemført Den Russiske Føderations tiltag eller politikker, som underminerer eller truer Ukraines integritet, suverænitet og uafhængighed.

120

I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at han i modsætning til, hvad der blev fastslået i dom af 6. september 2023, Timchenko mod Rådet (T-252/22, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:496), ikke kan anses for personligt at have ydet støtte til tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed eller stabiliteten eller sikkerheden i Ukraine, under omstændigheder som i den foreliggende sag, hvor en sådan støtte ikke ydes af ham selv, men gennem Bank Rossiya, hvori han dels ikke udøver nogen funktion som administrator, dels er indirekte mindretalsaktionær.

121

Han har i denne forbindelse anført, at en sådan argumentation svarer til at benægte enhver realitet i selskabers status som juridisk person og således er i strid med »et grundlæggende og universelt princip i selskabsretten«, selv om han som mindretalsaktionær kun kan deltage i et begrænset antal beslutninger, idet selskabets overordnede retningslinjer vedtages af bestyrelsen.

122

Han har tilføjet, at han ikke kan erklæres personligt ansvarlig for Bank Rossiyas etablering af filialer på Krim, idet en sådan beslutning henhører under dette selskabs bestyrelses enekompetence. Hvad angår de kapitalforbindelser, der forbinder Bank Rossiya med National Media Group, har han anført, at eftersom banken ejer 17% af kapitalen i denne koncern, udgør hans reelle andel i denne koncern kun 1,7% af kapitalen.

123

Rådet har bestridt denne argumentation.

124

Hvad angår kriterium a) skal det bemærkes, at dette forudsætter, at det godtgøres, at der foreligger en direkte eller indirekte forbindelse mellem den berørte persons eller enheds aktiviteter eller tiltag og den situation i Ukraine, som ligger til grund for vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger. Med andre ord skal disse personer eller enheder gennem deres adfærd have gjort sig ansvarlige for tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 74).

125

I det foreliggende tilfælde, og som nævnt i præmis 45 ovenfor, skal det bemærkes, at de forhold i begrundelsen for de anfægtede retsakter, der kan knyttes til kriterium a), vedrører den omstændighed, at sagsøgeren er aktionær i Bank Rossiya, og at denne bank for det første ejer betydelige kapitalandele i National Media Group, som kontrollerer TV-kanaler, der aktivt støtter den russiske regerings politik, og for det andet fører en aktiv investeringspolitik på Krim ved at oprette filialer i denne region. Denne begrundelse henviser endvidere til Volga Group, som »bidrager markant til den russiske økonomi og dens udvikling«. Henset til disse forhold er Rådet af den opfattelse, at sagsøgeren gennem den nævnte bank støtter den russiske regerings annekteringspolitik i Ukraine.

126

I den foreliggende sag har Rådet med henblik på at begrunde opretholdelsen på grundlag af kriterium a) af opførelsen af sagsøgeren på listerne støttet sig på de dokumenter, der fremgår af de oprindelige og de yderligere oprindelige WK-sagsakter samt i WK-sagsakterne om opretholdelse 1, og navnlig på følgende:

–

bilag 6 i de oprindelige WK-sagsakter, som er et udateret skærmbillede af Volga Groups websted, som Rådet fik adgang til i februar 2022, og som præsenterer denne koncern, navnlig med hensyn til dens kapitalinteresser

–

bilag 7 i de oprindelige WK-sagsakter, som er et skærmbillede af en NGO’s websted, der blev offentliggjort i juli 2017, og som Rådet fik adgang til i februar 2022, og som indeholder sammensætningen af Bank Rossiyas aktionærkreds

–

bilag 1 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, som er et skærmbillede af webstedet for det russiske medie ABR, der blev offentliggjort i januar 2019 og konsulteret af Rådet i oktober 2019

–

bilag 2 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, som er et skærmbillede af webstedet for det russiske medie RBC, der blev offentliggjort i august 2016, og som Rådet fik kendskab til i oktober 2019

–

bilag 4 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, som er et udateret skærmbillede af webstedet for agenturet TASS, men som omhandler begivenheder efter den 1. marts 2014, og som Rådet fik adgang til den 23. februar 2015

–

bilag 5 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, som er et skærmbillede af webstedet for det russiske medie RIA af 10. september 2014, og som vedrører en artikel med overskriften »Bank Rossiya påbegynder sit arbejde på Krim«, som Rådet fik adgang til den 23. februar 2015

–

bilag 6 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, som er et skærmbillede af Bank Rossiyas websted, som Rådet fik adgang til den 23. februar 2015

–

bilag 7 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, som er et skærmbillede af webstedet for det russiske medie Novaya Gazeta, og som vedrører en artikel med overskriften »15 år med de mest uigennemsigtige søer i verden«, som Rådet fik adgang til i februar 2015

–

bilag 8 i WK-sagakterne om opretholdelse 1, der er hentet fra webstedet »eastwest.eu«, og som indeholder en artikel med overskriften »Bank Rossiya, Putins bank«, der blev offentliggjort i juni 2016, og som Rådet fik adgang til i november 2022.

127

Endelig skal det bemærkes, at Rådet med henblik på at godtgøre eksistensen af kriterium a) i forhold til sagsøgeren ligeledes har støttet sig på to artikler i avisen The Guardian, der er vedlagt som bilag til svarskriftet, hvoraf den første er en udateret artikel med overskriften »Bank Rossiya, Kremls yndlingsbank, er ved at blive indefrosset i dollars«, og den anden er en artikel fra april 2016 med overskriften »Afsløring: Sporene af 2 mia. offshore dollars fører til Vladimir Putin«. Det bemærkes, at Rådet fik adgang til disse to artikler forud for vedtagelsen af retsakterne af marts 2023, eftersom der henvises hertil i præmis 82 og 83 i dom af 6. september 2023, Timchenko mod Rådet (T-252/22, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:496).

128

I det foreliggende tilfælde skal det indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt bevisværdien af nogen af de dokumenter, der er nævnt i præmis 126 og 127 ovenfor.

129

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Rådet anlagde et urigtigt skøn ved at antage, at sagsøgeren støttede politikken angående annektering af Ukraine, og at han derfor var omfattet af kriterium a), skal det fastslås, at det fremgår af dokument 5 og 6 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, at Bank Rossiya investerede i Krim for at oprette et netværk af tredive filialer i denne region i Ukraine.

130

Bank Rossiyas investeringspolitik i de regioner i Ukraine, som Den Russiske Føderation har annekteret, bekræftes dels af oplysningerne i dokument 1 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, hvoraf det fremgår, at Bank Rossiya i 2019 ydede et lån på 1 mia. rubler (RUB) (ca. 14 mio. EUR) til Krims jernbaneselskab, dels af oplysningerne i dokument 2 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter. Det fremgår af disse oplysninger, at denne bank er blevet aktionær i lufthavnen i Sevastopol.

131

Karakteren af sådanne begivenheder, der fandt sted efter Den Russiske Føderations invasion af Krim, godtgør, at disse investeringer udgjorde en del af gennemførelsen af Den Russiske Føderations politik om annektering af Krim.

132

Hvad desuden angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren som følge af den investeringspolitik, som Bank Rossiya fører, og som bidrager til den økonomiske annektering af Krim, kan anses for at støtte tiltag eller politikker, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed som omhandlet i kriterium a), skal det bemærkes, at sagsøgeren har anerkendt at være eneaktionær i Volga Group, som ejer 100% af Transoil, som for sit vedkommende ejer 10,323% af Bank Rossiya.

133

Et sådant kapitalejerskabsmønster betyder imidlertid, at Transoils placering mellem sagsøgeren og Bank Rossiya ikke har nogen indflydelse på den omstændighed, at sagsøgeren i realiteten og henset til ejerandelen på 100% i Transoil kan anses for at besidde 10,323% af aktierne i Bank Rossiya, hvilket gør ham til den næststørste aktionær i denne bank.

134

I denne forbindelse skal det bemærkes, at Bank Rossiya, som det fremgår af en samlet læsning af bilag 7 i de oprindelige WK-sagsakter, bilag 8 i WK-sagsakterne om opretholdelse og bilag B 19 B, er kendt for at være en bankvirksomhed, der er meget tæt på Putins omgangskreds, hvilket bekræftes af sammensætningen af bankens aktionærkreds (Alexander Kovalchuk ejer 37%, Shamalov 9,64% og Rolduguin 3,03%). Som det fremgår af dokument 4 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, har denne personkreds i mere end ti år udgjort en gruppe af stabile aktionærer i Bank Rossiya, hvis kapitalisering i 2010 androg 231 mia. RUB (ca. 3 mia. EUR).

135

Sådanne oplysninger er tilstrækkelige til at fastslå, at sagsøgeren er en af de største aktionærer i Bank Rossiya, og at han tillige er en del af en gruppe af historisk stabile aktionærer i denne bank.

136

Eftersom sagsøgeren er storaktionær i Bank Rossiya, og denne bank deltager i støtten til eller gennemførelsen af de tiltag eller politikker, som Den Russiske Føderations regering har iværksat mod Ukraines suverænitet og uafhængighed, skal det således fastslås, at Rådet i tilstrækkelig grad har godtgjort en direkte eller indirekte forbindelse mellem sagsøgerens aktiviteter eller handlinger og situationen i Ukraine som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 124 ovenfor.

137

I denne henseende skal det fremhæves, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført i retsmødet, kan de forhold, der er nævnt i præmis 132-136 ovenfor, ikke anses for at være i strid med domme af 10. april 2024, Aven mod Rådet (T-301/22, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2024:214) og Fridman mod Rådet (T-304/22, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2024:215). I disse to domme fastslog Retten nemlig i det væsentlige, at det i mangel af faktiske oplysninger, der gjorde det muligt at lægge til grund, at en bank havde begået handlinger, der faldt ind under kriterierne a) og d), ikke var muligt at konkludere, at navnene på aktionærerne i en sådan bank, selv storaktionærer, kunne opføres på listerne over restriktive foranstaltninger.

138

Det følger af det ovenstående, at Rådet uden at anlægge et urigtigt skøn kunne fastslå, at sagsøgeren på tidspunktet for vedtagelsen af retsakterne af marts 2023 opfyldte betingelserne i kriterium a).

2) Urigtigt skøn vedrørende kriterium d)

139

Hvad angår kriterium d) har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at samtlige de beviser, som Rådet har påberåbt sig, ikke godtgør, at han materielt eller finansielt støtter eller drager fordel af Den Russiske Føderations præsident.

140

Han har anført, at i modsætning til, hvad Retten fastslog i dom af 6. september 2023, Timchenko mod Rådet (T-252/22, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2023:496), identificerer ingen af de dokumenter, som Rådet har påberåbt sig, konkret den finansielle støtte, som Bank Rossiya har ydet præsidenten for Den Russiske Føderation, idet et sådant forhold ikke kan udledes af den blotte omstændighed, at Bank Rossiya er præsidentens bank.

141

Hvad angår Rådets anbringende om, at sagsøgeren materielt eller finansielt støttede russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for invasionen af Ukraine, gennem de tiltag, som han iværksatte såvel under covid-19-krisen som ved sin deltagelse i Rådet for russisk-kinesiske anliggender, har han anført, at han kun handlede ud fra forretningsmæssige interesser, som ikke behøver at blive organiseret af staten, og at han, som han hele tiden har anført, aldrig har fulgt retningslinjer, som de russiske regeringsmyndigheder har dikteret ham.

142

Rådet har bestridt denne argumentation.

143

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det i dokument 8 i WK-sagsakterne om opretholdelse 1, som er en artikel fra webstedet »eastwest.eu«, bl.a. anføres, at analysen af Panama Papers fremhævede de finansielle teknikker, som Bank Rossiya anvendte for at omdirigere »floderne« af dollars til fordel for personer tæt på Putins omgangskreds.

144

Denne oplysning bekræftes af en artikel i avisen The Guardian, der indgår i bilag B 19 B, med overskriften »Sporene af 2 mia. offshore dollars fører til Vladimir Putin«, og som på grundlag af en undersøgelse udført af flere journalister på grundlag af Panama Papers viser den måde, hvorpå midler, som oprindeligt stammede fra lån, og som passerede gennem offshore-selskaber med Bank Rossiya som mellemmand, kom Den Russiske Føderations præsident og hans venner, nemlig Kovalchuk og Rolduguin, til gode.

145

Det skal i denne henseende bemærkes, at forbindelsen mellem gruppen af stabile aktionærer i Bank Rossiya og som konsekvens heraf mellem denne bank og præsidenten for Den Russiske Føderation, bekræftes af dokument 7 i de yderligere oprindelige WK-sagsakter, nemlig artiklen i Novaya Gazeta med overskriften »15 år med de mest uigennemsigtige søer i verden«. Selv om denne avisartikel blev udarbejdet før Den Russiske Føderations invasion af Krim, indeholder den alligevel relevante oplysninger. Således fremgår heraf den omstændighed, at de bånd, der forener den nære kreds af venner af præsidenten for Den Russiske Føderation, der i almindelighed er betegnet »Dacha Ozéro-kredsen«, som bl.a. sagsøgeren, Kovalchuk og Shamalov tilhører eller står nær, er baseret på et langvarigt venskab, der udgør strukturen bag hele den russiske kapitalisme i næsten 30 år. Hvad Rolduguin angår er han beskrevet som Den Russiske Føderations præsidents bedste ven i den artikel fra Guardian, der er nævnt i præmis 139 ovenfor.

146

Det følger af de beviser, der er nævnt i præmis 143-145 ovenfor, at Bank Rossiya yder finansiel støtte til præsidenten for Den Russiske Føderation.

147

Det følger heraf, at Rådet uden at anlægge et urigtigt skøn kunne fastslå, at sagsøgeren i sin egenskab af storaktionær i Bank Rossiya støttede præsidenten for Den Russiske Føderation finansielt, og der kan herefter drages den konklusion, at sagsøgeren opfyldte betingelserne fastsat i kriterium d).

148

Henset til det ovenstående skal påstanden om annullation af retsakterne af marts 2023 forkastes.

b)   Det angiveligt urigtige skøn vedrørende retsakterne af september 2023

149

Hvad angår retsakterne af september 2023 skal det bemærkes, at påstanden om annullation af disse retsakter er støttet på to led, hvoraf det første vedrører den manglende bevisværdi af de dokumenter, der er samlet i de supplerende WK-sagsakter om opretholdelse 2, og det andet vedrører Rådets urigtige skøn for så vidt angår opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister i henhold til kriterierne a), d) og g), som ændret.

1) Bevisværdien af de dokumenter, der fremgår af de supplerende WK-sagsakter om opretholdelse 2

150

Hvad angår anfægtelsen af bevisværdien af de dokumenter, der fremgår af de supplerende WK-sagsakter om opretholdelse 2, har sagsøgeren gjort gældende, at dokumenterne heri generelt ikke er analyser eller rapporter udarbejdet af Rådet, men blot sammenstillinger af dokumenter, skærmbilleder og uddrag, der er placeret efter hinanden, uden at det er muligt at afgøre, hvad Rådet havde til hensigt konkret at påvise ved hjælp af disse dokumenter, eller hvilke konklusioner det drog af dem.

151

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at der for Domstolens og Rettens virksomhed gælder et princip om fri bevisbedømmelse, og at det alene er de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen af værdien heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der desuden tages hensyn til sandsynligheden af de oplysninger, dokumentet indeholder, og der må herved navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (jf. dom af 31.5.2018, Kaddour mod Rådet, T-461/16, EU:T:2018:316, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.2.2020, Amisi Kumba mod Rådet, T-163/18, EU:T:2020:57, præmis 95 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

152

I mangel af beføjelser til at foretage undersøgelser i tredjelande skal EU-myndighedernes vurdering de facto være støttet på offentligt tilgængelige informationskilder, rapporter, nyhedsartikler, rapporter fra efterretningstjenester eller andre tilsvarende informationskilder (dom af 14.3.2018, Kim m.fl. mod Rådet og Kommissionen, T-533/15 og T-264/16, EU:T:2018:138, præmis 107, og af 1.6.2022, Prigozhin mod Rådet, T-723/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:317, præmis 59).

153

Det skal desuden bemærkes, at den konfliktsituation, som Den Russiske Føderation og Ukraine er involveret i, i praksis gør det særligt vanskeligt at få adgang til visse kilder, udtrykkeligt at angive den primære kilde til visse oplysninger og en eventuel indsamling af vidneudsagn fra personer, der indvilliger i at blive identificeret. De vanskeligheder, der er forbundet med efterforskningen, kan således være med til at forhindre, at der kan frembringes nøjagtige beviser og objektive informationer (jf. i denne retning dom af 15.11.2023, OT mod Rådet, T-193/22, EU:T:2023:716, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis).

154

I det foreliggende tilfælde bemærkes for så vidt angår retsakterne af september 2023, at uddragene af en rapport udarbejdet af Iwona Wisniewska med titlen Priceless Friendship, som blev offentliggjort i oktober 2018, og som Rådet fik adgang til i april 2023, og som findes på s. 227-232 i WK-sagsakterne om opretholdelse 2, er nyttige med henblik på at vurdere, om de restriktive foranstaltninger, som sagsøgeren er genstand for, er velbegrundede.

155

Det bemærkes, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde ikke har anført noget objektivt forhold, der kan rejse tvivl om bevisværdien af dette dokument, hvis læsning viser, at den deri foretagne analyse er støttet på objektive og seriøse oplysninger, som sagsøgeren ikke har rejst tvivl om.

156

Henset til de betragtninger, der er nævnt i præmis 152 og 153 ovenfor, kan Rådet endvidere ikke kritiseres for, som i det foreliggende tilfælde, at anvende rapporter om situationen i Den Russiske Føderation med henblik på at føre bevis for, at opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister var velbegrundet.

157

I denne henseende skal sagsøgerens argument om, at Rådet burde have støttet sig på sin egen analyse af situationen i Den Russiske Føderation, eftersom en sådan analyse ikke kan anses for at udgøre et bevis, da den ikke hidrører fra en tredjepart, forkastes.

158

Henset til disse forhold skal sagsøgerens klagepunkter forkastes for så vidt angår bevisværdien af det dokument, der er nævnt i præmis 154 ovenfor.

2) Urigtigt skøn vedrørende kriterium a)

159

Hvad angår kriterium a) skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hans personlige situation havde ændret sig, bl.a. for så vidt som han fortsat var en betydelig indirekte aktionær i Bank Rossiya, og han har heller ikke godtgjort, at denne bank var ophørt med at føre en politik, der bidrog til den økonomiske annektering af Krim.

160

Det må således fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at udpegning af ham på grundlag af kriterium a) var behæftet med et urigtigt skøn.

3) Urigtigt skøn vedrørende kriterium d)

161

Hvad angår kriterium d) skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hans personlige situation havde ændret sig, bl.a. for så vidt som han fortsat var en betydelig indirekte aktionær i Bank Rossiya, og han har heller ikke godtgjort, at denne bank havde indstillet sin finansielle støtte til præsidenten for Den Russiske Føderation.

162

Desuden viser uddragene af rapporten med titlen Priceless Friendship, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, at sagsøgeren som følge af de sanktioner, der blev pålagt ham, i april 2017 var omfattet af en lov, der i visse tilfælde blev betegnet som »Timchenko-loven«, hvorved han blev indrømmet skattefritagelser. Det fremgår endvidere af de samme uddrag, at selskaberne Novatek og Sakhatrans modtog støtte fra Den Russiske Føderations regering på henholdsvis 150 mia. RUB (ca. 2,2 mia. EUR på daværende tidspunkt) i 2015 og på 1,5 mia. RUB (ca. 20 mio. EUR på daværende tidspunkt) i 2016. Det fremgår imidlertid af dokument 6 i de oprindelige WK-sagsakter, at sagsøgeren gennem Volga Group, som han ejer 100%, er aktionær i begge selskaber, med henholdsvis 23% og 89%, uden at sagsøgeren har godtgjort det modsatte.

163

Disse forhold viser således, at sagsøgeren drager fordel som omhandlet i kriterium d) af russiske beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine.

164

Eftersom de forhold, der allerede er nævnt i præmis 143-148 ovenfor, bestod på tidspunktet for vedtagelsen af retsakterne af september 2023, og eftersom Rådet desuden fremhævede, at sagsøgeren drog fordel af russiske beslutningstagere, der var ansvarlige for annekteringen af Krim eller destabiliseringen af Ukraine, kunne Rådet således uden at begå en fejl i forbindelse med vedtagelsen af de nævnte retsakter fastslå, at sagsøgeren opfyldte betingelserne i kriterium d).

4) Urigtigt skøn vedrørende kriterium g), som ændret

165

Som det fremgår af præmis 92 og 93 ovenfor, kræver den første del af kriterium g), som ændret, at to betingelser er opfyldt, nemlig for det første, at den berørte person hører til kredsen af »fremtrædende erhvervsfolk«, hvilket indebærer, at den pågældende er vigtig for den russiske økonomi, bl.a. henset til pågældendes erhvervsmæssige status, betydningen af de økonomiske aktiviteter, omfanget af pågældendes kapitalbesiddelser eller funktioner i en eller flere virksomheder, hvori aktiviteterne udøves, og for det andet, at den berørte person udøver aktiviteter i Den Russiske Føderation.

166

Hvad angår den første betingelse bemærkes, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde er en forretningsmand, der gennem holdingselskabet Volga Group, hvori han er eneaktionær, ejer kapitalandele i flere selskaber med hjemsted i Rusland.

167

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at dokument 6 i de oprindelige WK-sagsakter og stævningen viser dels, at sagsøgeren gennem Volga Group først og fremmest ejer 100% af Transoil, 10,323% af Bank Rossiya, 89% af Sakhatrans, 23% af Novatek og 12,5% af Sogaz, dels, at de selskaber, der udgør denne koncern, og som beskæftiger 90000 personer, genererer en konsolideret årlig indkomst svarende til 116 mia. USD.

168

Da sagsøgeren ikke har påberåbt sig forhold, der rejser tvivl om rigtigheden og aktualiteten af de oplysninger, der er nævnt i præmis 167 ovenfor, skal det fastslås, at Rådet har ført bevis for, at han på grund af omfanget af sine kapitalinteresser er en fremtrædende erhvervsperson.

169

Hvad angår den anden betingelse om udøvelse af aktiviteter i Den Russiske Føderation skal det bemærkes, at betingelsen er opfyldt, eftersom de virksomheder, der er nævnt i præmis 167 ovenfor, alle er etableret i og udøver deres aktiviteter i Den Russiske Føderation.

170

Det følger heraf, at Rådet ikke anlagde et urigtigt skøn, da det vedtog retsakterne af september 2023, hvorved Rådet vurderede, at sagsøgeren opfyldte betingelserne i henhold til første led af kriterium g), som ændret.

171

Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes i sin helhed.

5.   Det femte anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende ret til fri bevægelighed som unionsborger

172

Med det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de restriktive foranstaltninger, som han er genstand for, tilsidesætter bestemmelserne i artikel 21 TEUF samt bestemmelserne i chartrets artikel 45, stk. 1, og artikel 52, stk. 1.

173

Han har fremhævet, at anvendelsesområdet for artikel 21 TEUF om en unionsborgers ret til fri bevægelighed ikke kan begrænses på grundlag af artikel 29 TEU, da der ikke findes en særlig bestemmelse herom.

174

I denne henseende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at i modsætning til, hvad der allerede er blevet fastslået i dom af 5. november 2014, Mayaleh mod Rådet (T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926), kan restriktive foranstaltninger, der er truffet på grundlag af artikel 29 TEU, ikke anses for lex specialis og for at kunne fravige de normative tekster, der er vedtaget på grundlag af artikel 21 TEUF, herunder bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004, om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77), hvis artikel 27 tillader, at den frie bevægelighed begrænses under overholdelse af proportionalitetsprincippet og udelukkende af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed.

175

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at analysen af lovgivningen i forskellige EU-medlemsstater viser, at der findes en fælles forfatningsmæssig tradition i medlemsstaterne, hvorefter den frie bevægelighed kun kan begrænses af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed og under streng domstolskontrol.

176

Sagsøgeren har heraf udledt, at modsætningen mellem Unionens praksis og denne fælles forfatningsmæssige tradition indebærer, at de anfægtede retsakter tilsidesætter artikel 21 TEUF og chartrets artikel 45 og 52.

177

Rådet har bestridt denne argumentation.

178

Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren adspurgt i retsmødet har anført og bekræftet, at han ikke har rejst nogen ulovlighedsindsigelse mod artikel 1 i afgørelse 2014/145, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter, at medlemsstaterne skulle forbyde indrejse på deres område for personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger. Han har tilføjet, at han derimod har bestridt lovligheden af de foranstaltninger, som han var genstand for, idet de bl.a. ikke overholdt proportionalitetsprincippet.

179

Det bemærkes, at retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som er fastsat i chartrets artikel 45, stk. 1, i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 2, udøves på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i traktaterne. Det følger således af forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17), at den ret, som er sikret ved chartrets artikel 45, stk. 1, svarer til den, der er sikret ved artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF. Rækkevidden af denne ret fremgår af artikel 21 TEUF.

180

I henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF udøves retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Det nævnte forbehold, der er formuleret i andet sætningsled i artikel 21, stk. 1, TEUF, og som henviser til traktaterne i flertal, omfatter ligeledes EU-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne hertil. Det følger heraf, at begrænsninger i unionsborgeres udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit, som er fastsat i chartrets artikel 45, stk. 1, kan indføres ved FUSP-afgørelser, der er vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU, såsom afgørelse 2023/57og 2023/1767 (jf. i denne retning og analogt dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 195 og 196, og af 4.12.2015, Sarafraz mod Rådet, T-273/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:939, præmis 194 og 195).

181

I denne henseende bemærkes, at på FUSP-området giver artikel 29 TEU, hvis ordlyd er bredt formuleret, Rådet kompetence til at vedtage afgørelser, der fastlægger Unionens holdning til et bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter, idet de i artikel 21, stk. 2, TEU omhandlede mål forfølges, selv om dette medfører en begrænsning af unionsborgernes ret til fri bevægelighed på de medlemsstaters område, hvor de ikke er statsborgere. Dette indebærer, at denne frihed i henhold til bestemmelserne i denne artikel kan begrænses af andre grunde end dem, der er fastsat i direktiv 2004/38.

182

Dette er tilfældet i den foreliggende sag, eftersom de omhandlede restriktive foranstaltninger har til formål at lægge pres på de russiske myndigheder med henblik på, at de bringer tiltag og politikker, der destabiliserer Ukraine, til ophør. Der er nemlig her tale om et mål af almen interesse, som hører til blandt dem, der forfølges inden for rammerne af FUSP, og som er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, såsom konsolidering og styrkelse af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkerettens principper og bevaring af freden, forebyggelse af konflikter og styrkelse af den internationale sikkerhed og af beskyttelsen af civilbefolkningen (jf. i denne retning og analogt, dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 176).

183

For at være i overensstemmelse med EU-retten skal begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i chartrets artikel 45, stk. 1, imidlertid opfylde betingelserne i chartrets artikel 52, stk. 1, hvilket indebærer, at de skal være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders væsentligste indhold, forfølge et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådant af Unionen, og ikke må være uforholdsmæssige. Denne betragtning gælder også for de rettigheder, der anerkendes i chartret, og som er genstand for bestemmelser i traktaterne (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, Delvigne, C-650/13, EU:C:2015:648, præmis 46, og generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Agenzia delle dogane e dei monopoli og Ministero dell’Economia e delle Finanze, C-452/20, EU:C:2021:855, punkt 60). I forbindelse med gennemførelsen af FUSP skal begrænsningerne i udøvelsen af retten, som er fastslået i chartrets artikel 45, stk. 1, derfor opfylde disse betingelser.

184

I det foreliggende tilfælde er de begrænsninger af sagsøgerens ret til at færdes frit på medlemsstaternes område, der følger af afgørelse 2023/572 og 2023/1767, for det første »fastlagt i lovgivningen«, eftersom de er fastsat i en retsakt, der bl.a. er almengyldig, nemlig afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, og som har et klart retsgrundlag i EU-retten, nemlig artikel 29 TEU.

185

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt de begrænsninger, der er nævnt i præmis 184 ovenfor, respekterer det »væsentligste indhold« af sagsøgerens ret til at færdes frit på medlemsstaternes område, skal der lægges vægt på arten og rækkevidden af de omhandlede restriktive foranstaltninger.

186

I denne henseende skal det fastslås, at de begrænsninger, der er nævnt i præmis 184 ovenfor, respekterer det »væsentligste indhold« af sagsøgerens ret til at færdes frit på medlemsstaternes område. De nævnte begrænsninger overholder nemlig i overensstemmelse med artikel 1, stk. 2, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, det folkeretlige princip, hvorefter en stat ikke kan nægte sine egne statsborgere ret til indrejse og ophold på sit område. Endvidere er de omtvistede lister i henhold til artikel 6 i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, genstand for regelmæssig fornyet gennemgang således, at navnene på de personer, der ikke længere opfylder kriterierne, slettes. Endelig berører de nævnte begrænsninger ikke denne ret som sådan, idet de medfører en midlertidig suspension under specifikke betingelser og på grund af visse personers individuelle forhold af de pågældendes ret til fri bevægelighed på medlemsstaternes område, forudsat at de nævnte betingelser fortsat er opfyldt (jf. i denne retning og analogt dom af 6.10.2015, Delvigne, C-650/13, EU:C:2015:648, præmis 48).

187

For det tredje har begrænsningerne nævnt i præmis 184 ovenfor til formål at lægge pres på de russiske myndigheder med henblik på, at de bringer tiltag og politikker, der destabiliserer Ukraine, til ophør. Der er her imidlertid tale om et mål, som hører til blandt dem, der forfølges inden for rammerne af FUSP, og som er omhandlet i artikel 21, stk. 2, litra b) og c), TEU, såsom konsolidering og styrkelse af demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkerettens principper og bevaring af freden, forebyggelse af konflikter og styrkelse af den internationale sikkerhed og af beskyttelsen af civilbefolkningen (jf. i denne retning og analogt, dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 176).

188

For det fjerde skal der for så vidt angår proportionalitetsprincippet henvises til, at det som et af de almindelige EU-retlige principper indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for virkeliggørelsen af det med de pågældende retsforskrifter forfulgte mål. Såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning således vælges, og ulemperne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dom af 30.11.2016, Rotenberg mod Rådet, T-720/14, EU:T:2016:689, præmis 178 og den deri nævnte retspraksis).

189

Hvad angår nødvendigheden af de begrænsninger, der er nævnt i præmis 184 ovenfor, skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Rådet kunne overveje at vedtage mindre indgribende, men lige så egnede foranstaltninger som de fastsatte. Anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger er i øvrigt omfattet af en ordning med undtagelser som omhandlet i artikel 1, stk. 6, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, der giver medlemsstaterne mulighed for at fravige de pålagte foranstaltninger, bl.a. når en persons flytning er begrundet i tvingende humanitære hensyn.

190

Selv om det anerkendes, at anvendelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger har negative konsekvenser for sagsøgeren, således som disse er beskrevet af denne, skal det endvidere fastslås, at de i præmis 184 ovenfor nævnte begrænsninger ikke er uforholdsmæssige, henset til betydningen af de mål, der forfølges med disse foranstaltninger (jf. i denne retning og analogt dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, EU:T:2009:401, præmis 71).

191

I denne henseende skal det fremhæves, at den omstændighed, at sagsøgeren ikke kan nyde godt af de ejendomme, som han ejer i Unionen, som følge af den begrænsning af den frie bevægelighed, som han er genstand for, ikke udgør en uforholdsmæssig begrænsning i forhold til betydningen af de formål, der forfølges med de nævnte foranstaltninger (jf. i denne retning og analogt dom af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, EU:T:2009:401, præmis 71).

192

Det bemærkes endvidere, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fastsætter medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner ikke en ret for unionsborgere til at færdes på en anden stats område end den, hvor de er statsborgere. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke med føje kan gøre gældende, at de nævnte traditioner er af en sådan art, at de begrænser Rådets kompetence til inden for rammerne af FUSP at vedtage restriktioner for borgernes frie bevægelighed af andre grunde end den offentlige orden, sikkerhed og sundhed.

193

Det følger heraf, at begrænsningerne af sagsøgerens ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område overholder de betingelser, der er fastsat i traktaterne.

194

På baggrund af det ovenstående skal det femte anbringende forkastes.

6.   Det sjette anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og 17 med hensyn til ejendomsretten og retten til respekt for privatlivet og medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner

195

Med det sjette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de restriktive foranstaltninger, som han er genstand for, tilsidesætter chartrets artikel 7 og 17, som beskytter ejendomsretten og retten til respekt for privatlivet.

196

Han har fremhævet, at indgrebet i ejendomsretten er blevet forstærket af den omstændighed, at Rådet ved forordning (EU) 2022/1273 af 21. juli 2022 om ændring af forordning nr. 269/2014 (EUT 2022, L 194, s. 1) indsatte en ny artikel 9 i forordning nr. 269/2014, hvis stk. 2 og 3 pålægger personer, hvis navn er opført på de omtvistede lister, at indberette pengemidler eller økonomiske ressourcer under en medlemsstats jurisdiktion, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af dem, idet manglende indberetning betragtes som en omgåelse af de restriktive foranstaltninger.

197

Han har anført, at anvendelsen af bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/1273, sammen med bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/880 af 3. juni 2022 (EUT 2022, L 153, s. 75), skaber en risiko for konfiskation af hans formuegoder og aktiver.

198

Han har gjort gældende, at de restriktive foranstaltningers krænkelse af ejendomsretten udgør et ulovligt indgreb i lyset af de forfatningsmæssige traditioner, der er fælles for medlemsstaterne.

199

I denne henseende har han anført, at de nationale lovgivninger kun tillader indefrysning af formuegoder og aktiver, hvis der er en årsagssammenhæng mellem en persons adfærd og de indefrosne formuegoder, hvilket f.eks. kan være tilfældet, når et aktiv har gjort det muligt at begå en strafbar handling eller udgør udbyttet af en sådan lovovertrædelse.

200

Han har endvidere gjort gældende, at de restriktive foranstaltninger, som han er genstand for, skader hans omdømme og følgelig indebærer en tilsidesættelse af hans ret til respekt for privatlivet, med den begrundelse, at den omstændighed, at han er udpeget som ansvarlig for at støtte tiltag og politikker, der underminerer Ukraines territoriale integritet, udsætter ham for vanære på grund af handlinger, som han ikke er ansvarlig for.

201

Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren ikke har rejst en ulovlighedsindsigelse mod bestemmelserne i forordning nr. 269/2014 og i afgørelse 2014/145, som fastsætter indefrysning af formuegoder og aktiver tilhørende personer, hvis navn er opført på de omtvistede lister, og undtagelser vedrørende disse foranstaltninger om indefrysning af midler, ligesom sagsøgeren heller ikke har rejst en ulovlighedsindsigelse mod bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/1273, og bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/880.

202

Såfremt sagsøgeren ikke gør ulovligheden af disse bestemmelser gældende i form af et anbringende, kan Retten således ikke erklære de restriktive foranstaltninger, som han er genstand for, ugyldige med den begrundelse, at de bestemmelser, som disse foranstaltninger er støttet på, er ulovlige.

203

Hvad desuden angår tilsidesættelsen af retten til privatliv og ejendomsretten som følge af de restriktive foranstaltninger, som sagsøgeren er genstand for, skal det fastslås, at de omhandlede restriktive foranstaltninger udgør sikkerhedsforanstaltninger, der ikke har til formål at fratage de berørte personer disse rettigheder, der er fastsat i henholdsvis chartrets artikel 7 og artikel 17. Dog medfører de pågældende restriktive foranstaltninger uomtvisteligt begrænsninger i udøvelsen af de nævnte grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning og analogt dom af 12.3.2014, Al Assad mod Rådet, T-202/12, EU:T:2014:113, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

204

Som anført i præmis 183 ovenfor skal begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i chartret, for at være i overensstemmelse med EU-retten imidlertid opfylde de betingelser, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, nemlig at disse foranstaltninger skal være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders væsentligste indhold, forfølge et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådan af Unionen, og ikke må være uforholdsmæssige.

205

I det foreliggende tilfælde må det imidlertid konstateres, at disse fire betingelser er opfyldt.

206

For det første skal det fastslås, at begrænsningerne i sagsøgerens udøvelse af sin ejendomsret og indgrebet i hans ret til respekt for privatlivet er »fastlagt i lovgivningen«, eftersom de er fastsat i retsakter, der bl.a. er almengyldige, nemlig afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, og forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/330, hvilke retsakter har et klart retsgrundlag i EU-retten, nemlig henholdsvis artikel 29 TEU og artikel 215 TEUF.

207

For det andet, og henset til, at de anfægtede retsakter gælder i seks måneder, og at de til enhver tid kan tages op til fornyet overvejelse som fastsat i artikel 6 i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, er begrænsningerne nævnt i præmis 206 ovenfor midlertidige og reversible. Det må derfor fastslås, at de ikke gør indgreb i det væsentligste indhold af retten til respekt for privatliv og familieliv samt ejendomsretten. De anfægtede retsakter fastsætter desuden en mulighed for at indrømme undtagelser fra de anvendte restriktive foranstaltninger. Navnlig hvad angår indefrysning af midler giver artikel 2, stk. 3 og 4, i afgørelse 2014/145, som ændret ved afgørelse 2022/329, og artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved forordning 2022/330, mulighed for på den ene side at give tilladelse til anvendelse af indefrosne midler til at opfylde væsentlige behov eller specifikke forpligtelser og på den anden side at give specifikke tilladelser til at frigøre midler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer.

208

For det tredje svarer begrænsningerne nævnt i præmis 206 ovenfor til et mål af almen interesse som nævnt i præmis 187 ovenfor.

209

Hvad for det fjerde angår disse begrænsningers passende karakter bemærkes først, at de er egnede til at nå det mål af almen interesse, der er nævnt i præmis 187 ovenfor, for så vidt som de bidrager til virkeliggørelsen heraf. Hvad dernæst angår foranstaltningernes nødvendighed skal det fastslås, at sagsøgeren ikke har påberåbt sig alternative og mindre indgribende foranstaltninger, der ville gøre det muligt at nå de forfulgte mål lige så effektivt. Endelig er der tale om midlertidige og reversible restriktioner, som giver mulighed for undtagelser. Det skal således fastslås, at de ulemper, der er påført sagsøgeren, ikke er uforholdsmæssige i forhold til betydningen af det formål, der forfølges med disse foranstaltninger.

210

Endvidere skal sagsøgerens argumentation, der er baseret på eksistensen af fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne vedrørende ejendomsretten, forkastes. Ud over den omstændighed, at sagsøgeren har støttet sig på et begrænset antal analyser af medlemsstaternes nationale ret, skal det nemlig bemærkes, at han ikke har godtgjort, at de nationale lovgivninger kræver overholdelse af betingelser, der er væsentligt forskellige fra dem, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

211

Henset til det ovenstående skal det sjette anbringende forkastes i sin helhed.

7.   Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

212

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at de omhandlede foranstaltninger tilsidesætter proportionalitetsprincippet, idet de for det første hverken er hensigtsmæssige eller nødvendige, for det andet bevirker Rådets fortolkning af kriterium a) og d), at enhver aktionær i et russisk selskab, som gennem sin virksomhed bidrager til at skabe velstand, kan pålægges sanktioner, og for det tredje udøver sagsøgeren ikke nogen personlig indflydelse på præsidenten for Den Russiske Føderation.

213

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at de omhandlede restriktive foranstaltninger af de grunde, der allerede er nævnt i præmis 189, 190 og 209 ovenfor, er nødvendige og egnede og således ikke er i strid med proportionalitetsprincippet.

214

Hvad dernæst angår klagepunktet om en for bred fortolkning af kriterierne a) og d) skal det bemærkes, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, bevirker Rådets fortolkning af disse kriterier ikke, at de finder anvendelse på en hvilken som helst aktionær i et selskab, der bidrager til den russiske økonomi, men, som det fremgår af præmis 135 og 136 ovenfor, på enhver storaktionær i et selskab, der opfylder de betingelser, der er fastsat i disse to kriterier.

215

Hvad endelig angår de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget over for sagsøgeren, skal det, uafhængigt af den omstændighed, at sagsøgeren har bestridt, at han stod bag Den Russiske Føderations lederes handlinger eller politikker, eller at han var i stand til at udøve nogen indflydelse på dem, fastslås, at begrænsningerne i hans ret til at færdes frit inden for Unionens medlemsstater, på samme måde som indefrysningen af midler eller ressourcer tilhørende personer, hvis navn er opført på de omtvistede lister, kan lægge pres ikke blot på disse personer, men også på den russiske økonomis generelle funktion og i sidste ende i det mindste et indirekte pres på Den Russiske Føderations ledere, hvilket er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger, således som det er nævnt i præmis 182 ovenfor.

216

Det følger heraf, at det fjerde anbringende og annullationspåstanden i sin helhed skal forkastes.

B. Erstatningspåstanden

217

Til støtte for denne påstand har sagsøgeren gjort gældende, at de anfægtede retsakter har forvoldt ham en ikke-økonomisk skade, som han kræver erstatning for.

218

Rådet har nedlagt påstand om frifindelse.

219

Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Unionens ansvar uden for kontraktforhold som følge af retsstridig adfærd udvist af dens organer som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, er retsstridig, at der er lidt et tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem den påberåbte adfærd og den påberåbte skade. For så vidt som disse tre betingelser for at ifalde ansvar er kumulative, er det tilstrækkeligt, at en af dem ikke er opfyldt, for at sagsøgte må frifindes, uden at det derfor er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser (jf. dom af 22.6.2022, Haswani mod Rådet, T-479/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:383, præmis 155 og den deri nævnte retspraksis).

220

Hvad angår den skade, der angiveligt er lidt som følge af vedtagelsen af de anfægtede retsakter, fremgår det af det, der er konstateret i forbindelse med annullationspåstandene, at opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister ikke er retsstridig. Da en af de betingelser, der er nævnt i præmis 219 ovenfor, således ikke er opfyldt, må erstatningspåstanden forkastes.

221

På baggrund af alt det ovenstående skal denne påstand forkastes, og Rådet skal frifindes i det hele.

IV. Sagsomkostninger

222

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale de af Rådet afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

 

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

 

1)

Rådet for den Europæiske Union frifindes.

 

2)

Gennady Nikolayevich Timchenko bærer sine egne omkostninger og betaler de af Rådet afholdte omkostninger.

 

Mastroianni

Brkan

Gâlea

Tóth

Kalėda

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 2. april 2025.

[underskrifter]


( *1 ) – Processprog: fransk.