De tiltalte i hovedsagerne har først givet en meget detaljeret beskrivelse af den ordning for anmeldelse af prisforhøjelser, som gælder i belgisk ret.

Den praktiske følge af denne ordning er, at prisen på det produkt, for hvilket der anmeldes en forhøjelse, under alle forhold blokeres, indtil ventefristen er udløbet. De faktorer, der kan gøre det nødvendigt for en producent eller en importør at gennemføre en prisforhøjelse, kan først overvæltes efter ventefri-stens udløb.

Herved opstår der en prisblokering, som inden for ventefristen forhindrer en overvæltning af det umiddelbare tryk fra prisforhøjelserne på de indførte varer. Dette medfører en nedgang i den pågældende virksomheds fortjeneste eller endog et tab, hvorved virksomheden bliver nødt til at nedsætte eller indstille importen af de pågældende varer.

For bedre at forstå virkningerne af den obligatoriske anmeldelse af prisforhøjelserne vil det være nyttigt at undersøge strukturen i de priser, der anvendes af de belgiske foderstofproducenter.

I salgsprisen på foder indgår de for størstedelens vedkommende importerede råstoffer med 80 %. Merværdien andrager således 20 % (nettofortjenesten plus finansielle byrder andrager, før beskatning, 3,4 %, mens den øvrige del af merværdien består af produktionsomkostninger, afskrivninger m.v.).

De stigende produktionsomkostninger er blevet fastholdt med samme procent pr. ton færdigvare, fordi produktiviteten inden for sektoren har været stadig stigende.

Heraf følger, at fortjenstmargenens størrelse direkte og udelukkende afhænger af råstofpriserne.

Siden august 1972 har der været kraftige svingninger, navnlig voldsomme stigninger, i priserne på råstoffer til blandfoder.

Da de belgiske fabrikanter kun udgør en meget lille gruppe, har de ikke haft mulighed for at indvirke på prisudviklingen eller at beskytte sig mod stigningerne gennem langfristede kontrakter. De har heller ikke kunnet klare fristen ved at oprette lagre for mindst to måneder; lagrenes udskiftningstid er normalt betydelig kortere, og større lagre kræver betydelige investeringer og ligger uden for de pågældendes muligheder.

Spørgsmålet er da, om forpligtelsen efter belgisk ret til at anmelde prisforhøjelser ifølge Domstolens retspraksis er i strid med EØF-traktatens artikel 30, som forbyder kvantitative indførselsrestriktioner og enhver foranstaltning med tilsvarende virkning.

En ordning, der gælder uden forskel for indenlandske og importerede varer, kan ikke i almindelighed anses for at være i strid med fællesskabsretten, medmindre den i særlige tilfælde har en tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion. Dette ville ifølge Domstolens retspraksis f.eks. være tilfældet, såfremt en maksimalpris blev fastsat så lavt, at de importører, som ønskede at indføre, kun kunne gøre dette med tab.

Forpligtelsen til at anmelde prisforhøjelser medfører, at priserne blokeres, i hvert fald i ventefristen, idet den pris, der anvendes på anmeldelsestidspunktet, i denne periode skal betragtes som en maksimalpris, der ikke kan forhøjes.

Sker der en pludselig forhøjelse af priserne på indførte råstoffer, bliver den belgiske producent/importør nødsaget til at arbejde med tab, da han ikke umiddelbart vil kunne overvælte forhøjelsen på sine salgspriser. I så tilfælde vil han enten blive nødt til at skaffe sig tilsvarende belgiske råstoffer, indstille sin virksomhed eller gå fallit. Under alle omstændigheder vil indførslen af råstoffer fra udlandet blive alvorligt berørt heraf. Ønsker den pågældende at fortsætte importen, er den eneste udvej, med den hermed forbundne risiko, at oprette lagre, der rækker til hele den periode, hvorunder en anmeldt forhøjelse ikke kan gennemføres. Men for det første er der få virksomheder, der har mulighed for at gøre dette, og for det andet vil en sådan udvej ikke fratage anmeldelsespligten, som har gjort den nødvendig, dens karakter af en import-begrænsende foranstaltning.

Endvidere udsættes den belgiske producent, der fremstiller de samme varer på grundlag af indenlandske råstoffer, ikke for sådanne hindringer. Da prisforhøjelserne på de belgiske råstoffer også skal anmeldes forud, og da kendskabet til en sådan forholdsregel udbredes meget hurtigt i handelskredse, kan den belgiske foderstofproducent ligeledes straks anmelde en forhøjelse af sine priser, som således finder anvendelse samtidigt med forhøjelsen af råstofpriserne.

Det fremgår at det anførte, at salget af varer, fremstillet på grundlag af udenlandske råstoffer, umuliggøres eller gøres vanskeligere end salget af de samme varer, fremstillet på grundlag af indenlandske råstoffer.

Endvidere indebærer den omstændighed, at prisdannelsessystemet er anderledes på det belgiske marked end på de udenlandske markeder, ligeledes en forskelsbehandling.

Priserne på råstoffer fra udlandet kan stige som følge af en forhøjelse af de særlige importomkostninger (transport, forsikring, havneafgifter m. v.), uden at priserne på de belgiske råstoffer samtidigt stiger. Også i dette tilfælde medfører ordningen for anmeldelse af prisstigningerne, at forhøjelsen ikke kan overvæltes på produktets pris, før der er gået mindst to måneder.

Ud fra dette synspunkt må de belgiske regler falde ind under definitionen i artikel 2, stk. 3, litra d), i direktiv 70/50, som, blandt de foranstaltninger, der har tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner, nævner foranstaltninger, der umuliggør en eventuel prisforhøjelse for den importerede vare svarende til de med importen forbundne yderligere omkostninger og belastninger. Det samme gælder forhøjelsen af produktionsomkostningerne i den producerende medlemsstat. Umuligheden af at overvælte disse priselementer i rette tid medfører i en sektor som fodersektoren, hvor fortjenstmargenerne allerede i forvejen er meget lave, at der også i dette tilfælde må sælges med tab.

Selv om der ses helt bort fra spørgsmålet, om der foreligger en forskelsbehandling af indenlandske og importerede varer eller produkter, må det dog konkluderes, at den belgiske forpligtelse til forudgående anmeldelse af prisforhøjelser er i strid med EØF-traktatens artikel 30 i det omfang, den medfører en direkte begrænsning af indførslerne.

I det foreliggende tilfælde opstår forsinkelsen med overvæltning af prisforhøjelser imidlertid ikke (eller kan i hvert fald let undgås) for de indenlandske råstoffer og vil normalt ikke kunne opstå ved forhøjelse af de egentlige indførsels-omkostninger.

Denne dobbelte forskelsbehandling er egnet til at indskrænke indførslerne og at besværliggøre, ja, endog umuliggøre, salget af indførte varer i højere grad end indenlandske varer.

Den belgiske regering har anført, at en national prisordning, der gælder uden forskel for indenlandske og indførte varer, ikke efter Domstolens retspraksis i almindelighed er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, medmindre den indeholder særlige elementer, der kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet.

Ordningen i Belgien for anmeldelse af prisforhøjelser sondrer imidlertid ikke efter varernes oprindelse og indeholder heller ikke sådanne særlige elementer.

Når økonomiministeriet tager stilling til en anmeldelse af en prisforhøjelse, tager den omkostningerne ved alle produktets elementer i betragtning, herunder omkostningerne ved de indførte råstoffer og dermed eventuelle forhøjelser af disse. Desuden gælder der den samme vente-frist for indenlandske og indførte varer.

Anmeldelsespligten kan heller ikke siges særlig at forsinke overvæltningen af prisforhøjelsen. Heller ikke af denne grund kan den altså anses som en foranstaltning med tilsvarende virkning som importrestriktioner, eftersom ordningen indebærer, at den, som er forpligtet til at indgive anmeldelsen, selv fastsætter den dato, hvor forhøjelsen bringes i anvendelse.

Den foreliggende ordning er således i fuld overensstemmelse med fællesskabsretten.

I sit indlæg har regeringen for Det forende Kongerige behandlet spørgsmålet om, i hvilket omfang medlemsstaterne kan træffe ensidige afgørelser til bekæmpelse af inflationen, så længe dette ikke kommer i strid med deres forpligtelser efter traktaten, et spørgsmål, som den anser for særdeles væsentligt.

Efter den britiske regerings opfattelse er det, for at kunne bekæmpe inflationen, nødvendigt at vedtage en hel serie foranstaltninger, hvortil utvivlsomt kan henregnes forpligtelsen til en forudgående anmeldelse af prisforhøjelser.

Det er på ingen måde de pågældende medlemsstater alene, der vil drage fordel af sådanne foranstaltninger, men disse vil også gøre det muligt at nå de grundlæggende mål for Fællesskabet, som omhandles i traktatens artikel 2 (en harmonisk udvikling af den økonomiske virksomhed i Fællesskabet som helhed, en varig og afbalanceret ekspansion, en øget stabilitet, en hurtigere højnelse af levestandarden og snævrere forbindelser mellem de stater, som det forener).

I tidligere sager er det klart fastslået, at nationale priskontrolordninger, selv om de griber ind i eksempelvis landbrugssektoren, der er omfattet af en fælles prisordning, kun er i strid med fællesskabsretten, såfremt de bringer de fælles markedsordningers målsætning og funktion i fare, navnlig disses prisordninger.

Et lignende princip må lægges til grund ved afgørelsen af, om en national priskontrolordning er forenelig med traktatens artikel 30. Det kan ikke antages, at en priskontrol i alle tilfælde skulle udgøre en hindring for indførsel fra en medlemsstat til en anden. Desuden skal spørgsmålet, om artikel 30 kan anvendes i sådanne tilfælde, også vurderes på baggrund af traktatens grundlæggende mål, navnlig de i artikel 2 opregnede.

Efter disse generelle betragtninger har den britiske regering behandlet det præjudicielle spørgsmåls punkt a) og punkt b) (regeringen har ikke svaret på spørgsmålets punkt c)).

For så vidt angår punkt a), mener regeringen, at den pågældende ordning ikke kan anses for at være i strid med fællesskabsretten, i det omfang den ikke sondrer mellem importerede og indenlandske varer. Tværtimod er den generelle regel her, at enhver form for forskelsbehandling skal undgås, da forskelsbehandling kun er berettiget, hvor omstændighederne i forbindelse med de importerede og indenlandske varer er materielt forskellige.

I øvrigt er der i den foreliggende sag ikke tale om importerede varer, men om varer, som indeholder importerede råstoffer.

En meget stor andel af de varer, som fremstilles i medlemsstaterne, indeholder importerede varer eller råstoffer. Bortset fra det tilfælde, hvor en særbehandling kan være nødvendig for at undgå fordrejninger i samhandelen inden for Fællesskabet, vil et automatisk forbud mod anvendelse af en national priskontrolordning på indenlandske varer, som direkte eller indirekte indeholder importerede varer eller råstoffer, alvorligt bringe medlemsstaternes virksomhed til bekæmpelse af inflationen i fare.

Under alle omstændigheder har kravet i den belgiske lovgivning (om at prisforhøjelser skal anmeldes forud) samme virkning for de indenlandske som for de importerede varer, og det syntes ikke umiddelbart at fremgå, at kravet skulle volde sælgerne af importerede varer eller de fabrikanter, som direkte eller indirekte anvender sådanne varer, større vanskeligheder end sælgere eller fabrikanter i almindelighed.

Om spørgsmålets punkt b) har den britiske regering bemærket, at kompetencen til at forsinke overvæltningen af omkostningsstigningerne er et led i de inflationsbekæmpende foranstaltninger, og kompetencen må også, for at have nogen værdi, inden for rimelige grænser, omfatte de omkostningsstigninger, som er en følge af prisstigningerne på de importerede varer. Der er ikke grundlag for at anfægte det forhold, at denne kompetence indebærer et vist skøn, forudsat dette ikke udøves på en sådan måde, at det medfører forskelsbehandling af importerede varer.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber har først gennemgået den belgiske ordning for obligatorisk anmeldelse af prisforhøjelser. Den har dernæst understreget, at virkningerne af denne ordning, som giver de nationale myndigheder mulighed for at forsinke selv berettigede prisforhøjelser over en temmelig lang periode, kan være endnu mere mærkbare, når der er tale om importerede varer, idet importøren ikke altid er i stand til at forudse de forhøjelser, som stammer fra eksportlandene. Da den pågældende ordning herved gør indførslerne vanskeligere og mere byrdefulde, er den en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, jf. EØF-traktatens artikel 30.

Det må dog alligevel undersøges, om der andetsteds i traktaten er hjemmel for en sådan ordning. Denne undersøgelse må naturligvis foretages efter meget strenge kriterier, da der er tale om at fravige det grundlæggende princip om frie varebevægelser.

For det første kan det fastslås, at den pågældende ordning, som der er lang tradition for i Belgien, er et led i en helhed af økonomiske foranstaltninger, der har til formål at sikre prisstabiliteten. Den påfører utvivlsomt de pågældende erhvervsdrivende en række hindringer og ulemper, men disse kan nu engang ikke udskilles fra ordningen og går ikke ud over det, som synes nødvendigt for at sikre, at ordningen fungerer hensigtsmæssigt.

For det andet er det både forhøjelserne af priserne på de importerede og de indenlandske varer, der kræves anmeldt. Intet i den belgiske ordning giver grundlag for at antage, at denne skulle forskelsbehandle de indførte varer.

Det er derfor Kommissionens konklusion, at en ordning for anmeldelse af prisforhøjelser, som gælder uden forskel for varer, indført fra de andre medlemsstater, og indenlandske varer, ikke er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, for så vidt som en sådan ordning forfølger et mål af almen interesse og er nødvendig for at opfylde en række tvingende krav.

De tiltalte i hovedsagerne, repræsenteret af advokaterne Horsmans og Verbiest, Bruxelles, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af juridisk konsulent R. Wägenbaur som befuldmægtiget, bistået af A. Haagsma, Kommissionens juridiske tjeneste, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 12. juli 1979.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 20. september 1979.