I sag 90/76
angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 er indgivet til Domstolen af Tribunale Civile e Penale di Milano for i den dér verserende sag mellem
SRL UFFICIO HENRY VAN AMEYDE
SRL UFFICIO CENTRALE ITALIANO DI ASSISTENZA ASSICURATTVA AUTOMOBILISTI IN CIRCOLAZIONE INTERNAZIONALE (UCI),
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende EØF-traktatens artikler 7, 52, 59, 85, 86 og 90, Rådets direktiv nr. 73/166/EØF (EFT 1972 (II), s. 345; org.ref. JO L 103, s. 1), Kommissionens henstilling (EØF) nr. 73/185 (EFT L 194, s. 13) og Kommissionens beslutning (EØF) nr. 74/166 (EFT L 87, s. 14) om det forsikringsbevis, der benævnes
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten H. Kutscher, afdelingsformand A. M. Donner, dommerne J. Mertens de Wilmars, M. Sørensen, A. J. Mackenzie Stuart, A. O'Keeffe og G. Bosco,
generaldvokat: G. Reischl
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
Forelæggelseskendelsen og de skriftlige indlæg, der er indgivet i henhold til artikel 20 i EØF-Domstolens statut, kan sammenfattes således:
Såfremt det forvaltende bureau imødekommer anmodningen, bemyndiger det den udpegede forretningsforbindelse til at behandle og afvikle kravene. Anmodningen om bemyndigelse forelægges det forvaltende bureau af det udstedende bureau, som således bliver ansvarligt for den rette opfyldelse af nedenstående forpligtelser. Ved anmodningen om udpegning af en bestemt forretningsforbindelse forpligter det udstedende bureaus medlem sig til: at betro forretningsforbindelsen behandlingen af alle krav; at tilstille forretningsforbindelsen enhver meddelelse om disse krav og overlade den at sørge for undersøgelse og afvikling af de nævnte krav. For sit vedkommende påtager det forvaltende bureau sig til forretningsforbindelsen at oversende enhver meddelelse, som det modtager fra den forsikrede, samt ethvert krav, som det modtager fra tredjemand, og informerer disse om forretningsforbindelsens bemyndigelse. Den udpegede forretningsforbindelse er ansvarlig for behandlingen af krav, der rejses over for det forvaltende bureau, idet den kun optræder som befuldmægtiget, der behørigt er blevet bemyndiget af det nævnte bureau. I denne egenskab retter forretningsforbindelsen sig efter de almindelige eller særlige anvisninger fra det forvaltende bureau. Efter anmodning kan det forvaltende bureau undtagelsesvis give den ovenfor beskrevne bemyndigelse til en forretningsforbindelse, der udpeges med hensyn til et bestemt krav, skønt den pågældende forretningsforbindelse ikke har fået en almindelig bemyndigelse. Det forvaltende bureau kan altid, og uden at være forpligtet til at begrunde dette, på ny overtage behandlingen af et over for forretningsforbindelsen rejst krav eller tilbagekalde bemyndigelsen.
UCI har ikke godkendt den fakultative klausul 4, litra b) punkt (iii) i UCI forbeholder sig ret til altid og uden at være forpligtet til at begrunde dette at afslå eller tilbagekalde den af udenlandske forsikringsgivere ønskede bemyndigelse til fordel for sagsøgeren med hensyn til opgørelse af skader af den ovenfor angivne kategori.
Forelæggelseskendelsen er indgået til Domstolen den
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten er parterne i hovedsagen og Kommissionen blevet anmodet om at præcisere visse forhold.
Hvad angår de faktiske omstændigheder, har van Ameyde anført, at det var UCI's erklærede hensigt at udelukke
Det praktiske resultat for selskabet van Ameyde er en total lukning af det italienske marked, hvor det er blevet selskabet umuligt at udøve dets typiske virksomhed.
Van Ameyde understreger, at det ansvar, som det nationale bureau juridisk påtager sig, ikke økonomisk bæres af dette; det nationale bureaus status som juridisk person er af teknisk karakter og kun et skærmbræt for de tilsluttede selskaber; virksomheden med skadesopgørelse kan adskilles fra forsikringsvirksomheden.
Grønt kort-ordningen tilsigter, at det gøres lettere at dække ofrenes skade ved hjælp af en mekanisme, der samler ansvaret hos ét retssubjekt.
Det nævnte ansvar for det nationale centralbureau er derimod af rent teknisk karakter og kun tilsyneladende. Hver gang ansvaret aktualiseres, flyttes den medfølgende økonomiske risiko i virkeligheden til et andet retssubjekt ved hjælp af et system med automatisk regres. Det nationale forsikringsbureau i den stat, hvori uheldet er sket, er forpligtet til at betale erstatning til skadelidte, der kan henvende sig direkte til bureauet. Dette har imidlertid regresret mod den udenlandske forsikringsgiver eller, hvor han ikke betaler, mod det nationale forsikringsbureau i det land, hvor det skadevoldende køretøj er hjemmehørende, og som har udstedt det grønne kort.
Uanset om der foreligger et gyldigt grønt kort, påhviler ansvaret derfor altid i den sidste ende skadevolderens udenlandske forsikringsgiver med et subsidiært ansvar for dennes nationale bureau i tilfælde af, at forsikringsgiveren ikke betaler, med undtagelse af den sidste mulige situation, nemlig at der overhovedet ikke foreligger gyldig forsikring, i hvilket tilfælde ansvaret imidlertid også bæres af et andet retssubjekt, det nationale bureau i den stat, hvor det skadevoldende køretøj er hjemmehørende.
Risikoen for, at det forvaltende bureau lider tab ved at skulle udbetale erstatning til de skadelidte eksisterer slet ikke. Det er derfor klart, at den, der virkelig har interesse i reglerne for og størrelsen af den erstatning, som udbetales skadelidte, ikke er det forvaltende bureau, men et andet retssubjekt, nemlig den udenlandske forsikringsgiver eller i hvert fald hans nationale forsikringsbureau.
Økonomisk set er UCI ikke et økonomisk selvstændigt retssubjekt, der står over eller erstatter selskaber, som potentielt er i stand til at drive virksomhed med behandling og opgørelse af skader, men udelukkende det instrument, som hver enkelt af disse selskaber (dvs. forsikringsselskaberne) benytter til at forbeholde sig et uberettiget monopol på at udøve den pågældende virksomhed.
UCI er også et instrument, der anvendes til blandt de nationale forsikringsselskaber (nærmere bestemt blandt de vigtigste af dem), at fordele det italienske hjemmemarked for tjenesteydelser med behandling og opgørelse af skader forvoldt af udenlandske køretøjer. Da kun de største italienske forsikringsselskaber er i besiddelse af egne bureauer, hvis speciale er behandling og opgørelse af skader, bliver det i den sidste ende dem, og kun dem, som under UCI's beskyttelse har fået reserveret behandling og opgørelse af de pågældende skader.
Markedet for afvikling af grønt kort-skader er et afgrænset marked, der kan adskilles fra forsikringsvirksomhed i snæver forstand.
Hvad angår gruppen med rent indenlandske skadestilfælde er det kun de største italienske selskaber, som driver virksomhed med ansvarsforsikring af motorkøretøjer, der har deres eget kontor for behandling og opgørelse af skader. De mindre virksomheder har derimod ikke et sådant kontor og er derfor nødsaget til at søge bistand hos private opgørelsesbureauer med henblik på den nødvendige undersøgelse af sagerne.
Van Ameyde understreger, at der er inkonsekvens i en situation, hvor en selvstændig virksomhed med opgørelse og behandling af skadestilfælde er fuldt lovlig, når den vedrører rent indenlandske skadestilfælde, men forbudt, når den vedrører skadestilfælde, der i Italien er forvoldt af udenlandske køretøjer.
Standardoverenskomsten mellem bureauerne omtales overhovedet ikke udtrykkeligt, ej heller vurderes den i de fællesskabsretsakter, som dette spørgsmål angår, således at forbindelsen mellem de supplerende overenskomster og standardoverenskomster kun gør det muligt heraf at slutte, at der er sket en generel anerkendelse af de fælles ledeprincipper i dette system af overenskomster og ikke i sig selv en specifik godkendelse af de forskellige klausuler i de forskellige aftaler. Den omstændighed, at fællesskabsretsakterne nøjes med at konstatere, at aftalerne er i overensstemmelse med direktivets
I betragtning af, at virkeliggørelsen af selve direktivets mål kun afhænger af én ting, nemlig at det nationale bureau er garant for visse skadestilfælde, at den blotte egenskab som garant ikke i sig selv er uadskillelig fra den erhvervsmæssige virksomhed med behandling og opgørelse af skader, at den juridiske garantiforpligtelse, som påhviler det nationale forsikringsbureau, ikke for dette indebærer en økonomisk risiko, som gør det berettiget, at der hjemles dette ret til vilkårligt at udelukke en hel gruppe af potentielle opgørelsesvirksomheder, at virksomheden med behandling og opgørelse af skader kan udsondres fra forsikringsvirksomhed, således at det for at udøve den førstnævnte i virkeligheden ikke er nødvendigt at være forsikringsgiver — i betragtning af alt dette kan henstillingens og beslutningens foreløbige konstatering af, at de i direktivet forudsete aftaler er indgået, ikke gøre det muligt heraf at slutte, at oprettelsen af én enkelt national garant nødvendigvis er en begrænsning af virksomheden med opgørelse af skader forvoldt af udenlandske køretøjer, således at der til fordel for de forsikringsselskaber, der er tilsluttet den nationale garant, sker udelukkelse af de selskaber og bureauer, som udelukkende driver virksomhed med opgørelse.
De fællesskabsretsakter, der er gennemgået, kan ikke fortolkes således, at de berettiger aftaler, beslutninger og adfærd fra de nationale forsikringsbureauers side, der begrænser konkurrencen i sektoren for skadesopgørelse. Det kan umuligt hævdes, at de pågældende fællesskabsretsakter tillader eller kræver vedtagelse af nationale lovregler, som har til formål eller virkning at begrænse eller fjerne konkurrencen i sektoren for skadesopgørelse.
EØF-traktatens artikel 85 forbyder indgåelse af begrænsende aftaler og foretagelse af lignende handlinger, ikke blot på området for industri- og handelsvirksomhed i snæver forstand men også på området for tjenesteydelser i almindelighed, herunder navnlig forsikrings- og bistandsvirksomhed.
Det er en væsentlig del af konkurrencefrihedens indhold, at enhver virksomhed frit kan vælge sine hjælpere; derfor er det principielt afgørende for den frie konkurrence i fællesmarkedet, at en virksomhed, uanset i hvilken medlemsstat den er etableret, med henblik på udpegning af hjælpere i andre medlemsstater uhindret kan benytte denne mulighed for at vælge. En aftale mellem to eller flere nationale sammenslutninger eller organisationer af virksomheder, hvorved medlemmerne af en national sammenslutning eller organisation kontraktligt giver afkald på deres ret til at udpege deres hjælpere i en anden af EØF's medlemsstater og samtidig overdrager denne ret til en tilsvarende sammenslutning eller organisation i den pågældende stat, sådan at sidstnævnte har eneret til helt vilkårligt at arbejde som hjælper,
I så henseende anfører van Ameyde Kommissionens beslutning af
En sådan aftale har til formål og virkning at begrænse konkurrencen mellem de udenlandske forsikringsgivere for køretøjer, der er impliceret i uheld i Italien, idet den større eller mindre grad af effektiviteten af den tjeneste, som ydes efter valget af en given hjælper i stedet for en anden mulig hjælper, bidrager til at afgøre, hvilket billede publikum danner sig, og har derfor indvirkning på konkurrenceevnen hos de virksomheder, som er tilsluttet nævnte organisation.
Aftalen bevirker også, at der bliver tale om konkurrencebegrænsning mellem de hjælpere, der virker på det indenlandske marked, og som kan udpeges af de udenlandske forsikringsgivere, der deltager i aftalen via deres nationale organisation.
En sådan aftale ændrer fællesmarkedets ensartede struktur ved, at hvert enkelt indenlandsk marked isoleres i den særlige sektor for tjenesteydelser, som kan ydes af en hjælpevirksomhed. Aftalens virkning er for hjælpevirksomhedernes vedkommende en egentlig boykot af en hel gruppe retssubjekter, der dog udmærket er i stand til at udføre de tjenesteydelser, som kan overlades dem.
Van Ameyde konkluderer, at bestemmelserne i standardoverenskomsten mellem bureauerne, navnlig artiklerne 4, litra b) (fakultativ klausul), 6 og 7 er en aftale eller i hvert fald bestemmelser i en aftale, der begrænser konkurrencen inden for fællesmarkedet og derfor er forbudt ved EØF-traktatens artikel 85, stk. 1:
Den forsinkede meddelelse om disse aftaler, som i henhold til forordning nr. 17/62 skal ske til Kommissionen, bekræfter, at aftalen mellem bureauerne krænker forbudet i artikel 85, stk. 1.
Da der ikke er tvivl om, at det nationale forsikringsbureau efter betydningen i direktivet og aftalerne mellem bureauerne er ensbetydende med en sammenslutning af forsikringsselskaber, mener van Ameyde, at nedenstående beslutninger må anses for beslutninger, der er forbudt ved EØF-traktatens artikel 85, stk. 1:
Kommissionen og Domstolen har flere gange statueret, at sådanne beslutninger er ulovlige.
En korrekt fortolkning af EØF-traktatens artikel 85, stk. 1 må indebære, at nationale lovbestemmelser, der tillægger aftaler eller beslutninger, som er ulovlige i henhold til fællesskabsretten, samme rang som indenlandske lovregler, ikke er tilladte. Under alle omstændigheder kræver EØF-traktatens system, at medlemsstaternes nationale myndigheder skal fortolke og anvende deres egne regler således, at de er forenelige med fællesskabsreglerne, i stedet for at anvende dem således, at de kommer i konflikt med disse.
Geografisk set er det åbenbart, at Italien, hvor UCI's adfærd har sine virkninger, er en
UCI og de forsikringsselskaber, der er sammensluttet hermed, har en dominerende stilling. Den omstændighed, at den dominerende stilling som grundlag har eller i det mindste blev godkendt af indenlandske lovbestemmelser, er ikke afgørende:
Via det nationale bureau misbruger de italienske forsikringsselskaber deres dominerende stilling på markedet. De har erhvervet en dominerende stilling på det særlige marked for opgørelse af grønt kort-skaderne med en systematisk boykot af
Da
Det er ligeledes van Ameydes opfattelse, at UCI misbruger sin dominerende stilling ved
En fritagelse fra at overholde EØF-traktatens konkurrenceregler kan kun bestå i det omfang, hvor reglen i artikel 90, stk. 2 findes at kunne dække sagens faktiske omstændigheder.
At UCI har fået til opgave at være garant for erstatning af den skade, der forvoldes af udenlandske køretøjer, medfører ikke, at UCI kan betegnes som en virksomhed, som har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse; det skyldes, at den blotte rolle som garant ikke i sig selv fører til, at der udøves en sådan betydelig aktivitet, som netop er karakteristisk for en erhvervsvirksomhed.
Såfremt den omtalte funktion antages at være en tjenesteydelse, der omfattes af begrebet i artikel 90, stk. 2, kan grænsen for, hvornår traktatens konkurrenceregler kan finde anvendelse, kun gælde den tjenesteydelse, som består i at sikre, at skaderne erstattes, uden herved også at omfatte ydelse af andre tjenester, der står i forbindelse hermed men dog er selvstændige, såsom den tjeneste at behandle og opgøre skader. Fritagelsen fra at overholde konkurrencereglerne gælder kun
Under hensyn til den forbindelse, der findes mellem artikel 7 på den ene side og artiklerne 52 og 59 på den anden side er det åbenbart, at enhver krænkelse af disse samtidig vil være en krænkelse af artikel 7.
Artiklerne 52 og 59 bidrager til virkeliggørelse af en fundamental måsætning for fællesmarkedet, nemlig fjernelse af hindringerne for et ensartet fælles marked på området for den fri bevægelighed for personer og tjenesteydelser. Dersom man i nærværende sag fortolkede artiklerne 52 og 59 således, at de tillader nationale lovbestemmelser, aftaler, beslutninger eller adfærd som dem UCI's handlinger hviler på, bliver resultatet netop, at det indenlandske italienske marked i den særlige sektor for de pågældende accessoriske tjenesteydelser isoleres.
De ved artikel 52 forbudte begrænsninger angår ikke blot etableringsretten ud fra synsvinklen om den teoretiske mulighed for at komme ind men også andre indirekte begrænsninger, som skaber forskelsbehandling mellem statsborgerne og de udlændinge, der kan påberåbe sig etableringsretten, idet disse fratages muligheden for at udøve den pågældende ret, som dog formelt er garanteret udlændingene.
De italienske
Det er aldeles formålsløst abstrakt at tilkende de udenlandske
De anfægtede begrænsninger krænker ligeledes artikel 59, idet de indfører forskelsbehandling mellem de italienske
Ligeledes indfører begrænsningerne en forskelsbehandling mellem
I betragtning af den frie udveksling af tjenesteydelser rejser nærværende sag også spørgsmålet, om UCI's adfærd er forenelig med EØF-traktatens artikel 62. Det drejer sig nemlig om nye begrænsninger i den frihed til udveksling af tjenesteydelser, som faktisk er opnået ved EØF-traktatens ikrafttræden.
Traktatens regler om fri bevægelighed for tjenesteydelser, og navnlig det i artikel 62 fastsatte forbud, er en begrænsning af undtagelsen i artikel 90, stk. 2. Det omfang, hvori en medlemsstat kan pålægge nye begrænsninger i forhold til den grad af frihed i udveksling af tjenesteydelser, som tidligere er nået, må udledes af traktatens artikel 55, som finder anvendelse her i medfør af henvisningen i artikel 66, og som angår virksomhed, der varigt eller lejlighedsvis er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed i en medlemsstat. Følgelig kan den mulighed, som i artikel 90, stk. 2 hjemles hver enkelt medlemsstat til at skabe nye monopoler eller særrettigheder, der begrænser eller ophæver en tidligere ordning med fri udveksling af tjenesteydelser, kun anvendes inden for de grænser, som rummer plads for at antage, at de monopoliserede tjenesteydelser er tilstrækkeligt nært forbundet med udøvelse af offentlig myndighed.
Dersom Domstolen besvarer det første fortolkningsspørgsmål bekræftende, gør selskabet Ameyde gældende, at de pågældende fællesskabsretsakter ikke er gyldige.
Hvad angår Rådets direktiv nr. 72/166/EØF af
fuldstændigt manglende begrundelse for den virksomhed, der består i blot at behandle og opgøre skader, hvilken virksomhed er accessorisk og uvedkommende i forhold til selve direktivets genstand;
magtfordrejning i forhold til det opstillede mål, som består i tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrol med denne forsikringspligts overholdelse;
overtrædelse af EØF-traktatens artikler 7, 52 ff, 85, 86 og 90;
krænkelse af væsentlige formforskrifter, idet direktivet som hjemmel kun anfører EØF-traktatens artikel 100.
Det samme gælder for Kommissionens beslutning nr. 74/166/EØF af
Selskabet van Ameyde foreslår, at der gives følgende svar på de præjudicielle spørgsmål:
I tilfælde af et bekræftende svar på det første spørgsmål:
Om sagens faktiske omstændigheder har UCI villet understrege to aspekter af grønt kort-ordningen:
Med overenskomstens vedtagelse var det hensigten virkelig at garantere for de organer, som de for et forvaltende bureau typiske opgaver var overladt til, men for hvilke det forvaltende bureau stadig har ansvaret. Dette forklarer, hvorfor det forvaltende bureau altid skal give sit samtykke til udpegelsen af sin mandatar, som er anbefalet af det udstedende bureau, og at det forvaltende bureau også har ret til at tilbagekalde samtykket.
Den virksomhed, der består i afvikling og dækning af krav, dvs. det, som virkelig ligger i opgørelsesvirksomhed, er derimod ikke typisk for
I medfør af den fakultative klausul kan bureauet også undlade at godkende udpegelsen af et af de tilsluttede forsikringsselskaber, således at det ikke ses, hvori konkurrenceforvridningen skulle bestå, når der dog er fuldstændig lighed mellem forsikringsgiverne og de private bureauer. UCI kan udmærket, for øvrigt med samme hjemmel som alle de andre bureauer, selv opgøre skaderne. Hvis UCI ikke gjorde det selv, ville det have ret til frit at vælge sine hjælpere, for hvilke det stadig ville være ansvarligt.
Hvis de ni medlemsstaters bureauer virkelig skulle komme ud for modvilligt at måtte opgive den garanti, som de yder de respektive regeringer, ville konsekvensen for EØF's medlemsstater uundgåeligt blive, at der ved grænserne måtte genindføres kontrol af, om brugerne af motorkøretøjer indregistreret i de andre medlemsstater er forsikret. Fællesskabsområdet for fri automobilkørsel ville uigenkaldelig være ødelagt.
Van Ameyde-bureauets krav er ensbetydende med at gennemføre den ordning, som gjaldt før indførelsen af den lovpligtige forsikring, dvs. det system, som blev opgivet, fordi det indeholdt betydelige ulemper for skadelidte, og fordi det ikke var tilfredsstillende for staterne. For at beskytte de skadelidtes rettigheder, betragtes det forvaltende bureau, som om det selv var den udenlandske bilists forsikringsgiver.
En anden negativ faktor, der konstateredes, da ordningen var indrettet som den, van Ameyde-bureauet for nærværende anfører, er, at det bureau, som opgør skaderne, er underlagt de udenlandske forsikringsgiveres anvisninger og interesser. Dersom den udenlandske forsikringsgiver ikke gav samtykke til betalingen, fik skadelidte ikke erstatning. Da der var mange sådanne tilfælde, var det hensigten med bureausystemet at frigøre de skadelidte fra denne afhængighed ved at give dem mulighed for, at de kunne gå til et betalingsdygtigt og regeringskontrolleret organ i deres eget land.
Efter at loven om tvungen forsikring var trådt i kraft i Italien, henvendte UCI sig, med henblik på udførelsen af de opgaver, som loven havde tillagt det, til de hjælpere, hvis organisation, soliditet, statskontrol og valutatilladelser tillod UCI at antage, at lovens samfundsmæssige formal bedst ville blive realiseret af dem, dvs.' af forsikringsselskaber i Italien eller udenlandske forsikringsselskaber med repræsentation i dette land, der er godkendt af den kompetente italienske minister til at udøve virksomhed med automobilansvarsforsikring i Italien.
Denne retsstilling giver
Hvad angår van Ameyde-bureauets krav, er dette ensbetydende med, at Van Ameyde erstatter det forvaltende bureau, medens dette dog stadig i henhold til loven er ansvarligt for van Ameydes handlinger. Van Ameyde-bureauet præsenterer sig i virkeligheden over for de skadelidte som den udenlandske forsikringsgivers direkte hjælper, der ikke blot har til opgave at undersøge sagen, men også at afvikle kravet, således at de skadelidte berøves sikkerheden for i deres eget land at have et ansvarligt bureau, en sikkerhed de derimod har ved det kombinerede system med direktiv nr. 72/166/EØF, den italienske lov og overenskomsterne mellem bureauerne.
Når UCI modsætter sig dette krav, skyldes det først og fremmest hensynet til de skadelidte, for skadelidte skal, så snart besigtigelser m.v. er afsluttet, betales omgående, dvs. at de nødvendige beløb må lægges ud. Hvis man derimod til
Det er helt klart, at den afledte fællesskabslovgivning ikke kan være hjemmel for forbudt adfærd.
Ligeledes kan nationale lovbestemmelser, der er vedtaget som følge af de nævnte afledte fællesskabsretsakter, heller ikke stride mod traktaten. Det forholder sig på samme måde med overenskomsten mellem bureauerne.
Det må dog præciseres, at intet i de nævnte retsakter indeholder sådanne forbud eller begrænsninger, at
Af spørgsmålets formulering ses det imidlertid, at man har undladt at sondre mellem undersøgelsesvirksomhed og betalingsfuldmagt, for der tales i spørgsmålet om selskaber,
Denne oplysning gælder også for det andet spørgsmål, eftersom hverken fællesskabslovgivningen, den nationale lovgivning eller aftalen indeholder et forbud udelukkende til fordel for de nationale selskaber.
Det er ligeledes hensigtsmæssigt, at Domstolen navnlig opklarer, om en klausul som klausul 4, litra b), er gyldig, dvs. præciserer, om den fakultative karakter er rimelig, når henses til tilladelsen til at foretage kontrol, til valutabestemmelser, til organets form, dets indretning og den egenkapital, som skal være de skadelidtes garanti.
Det er et væsentligt princip i gennemførelsen af grønt kort-ordningen, at valget af hjælper i den sidste ende tilkommer det forvaltende bureau, der er eneansvarligt, medens van Ameyde-bureauets krav tilsigter at gennembryde dette princip under påberåbelse af ugyldighed som en mangel ved den aftale, som udelukker det udenlandske selskab fra at vælge netop dette bureau, eller udelukker, at det udenlandske selskab kan forlange nogen hjælper, der ikke har det forvaltende bureaus tillid som følge af, at det befinder sig i det pågældende bureaus land. Når den italienske ministerialbekendtgørelse af
Bureauet er med sin egenkapital ansvarligt i forhold til skadelidte, medens det selskab, som behandler og afvikler skaderne ikke er det. Konklusionen af denne antagelse bør være, at den ansvarlige frit kan vælge, hvorledes den sag skal afvikles, som ligger til grund for ansvaret. Endog hvis det måtte antages, at bureauerne har fået tillagt et monopol, er det indlysende, at en anvendelse af artikel 86, stk. 1 ville umuliggøre den særlige opgave, som de har faet overdraget (artikel 90, stk. 2).
Uanset hvilken form bureauerne er blevet oprettet i, tilsigter de ikke at opnå fortjeneste. Hvad angår artikel 85 kan det ikke antages, at der foreligger dominerende virksomhed. Hvis man kan betegne visse af bureauets aktiviteter som reflekser af et monopol, gives der rigelig kompensation herfor ved den garanti, som bureauet i henhold til loven er forpligtet til at påtage sig over for de skadelidte, medens denne garanti med sikkerhed hverken ydes eller kræves af de private
Denne retsstilling gør det umuligt at sidestille bureau og
Der kan derfor heller ikke antages at foreligge urimelig udnyttelse, blot fordi en vis adfærd er nødvendig. I øvrigt kan den påståede dominerende stilling ikke påvirke samhandelen mellem medlemsstater, eftersom den eksisterer mellem samtlige staters nationale bureauer, hvilket tager hensyn til interesserne hos de skadelidte i hver enkelt stat. I så henseende understreger UCI, at de udenlandske skadestilfælde i Italien kun udgør
Van Ameyde-bureauet og også de andre private organer, som alle udøver en virksomhed, der er meget forskellig fra den simple opgørelse af skader, hvori udlændinge er impliceret, og som er disse bureauers typiske virksomhed, har derfor et større arbejdsfelt Ud fra den synsvinkel kan det endog diskuteres, om bureauerne konkurrerer med
Fællesskabets lovbestemmelser om indførelse af det grønne kort er i fuld overensstemmelse med EØF-traktatens regler og navnlig
med artikel 7, idet de ikke indfører nogen i nationaliteten begrundet forskelsbehandling,
med artikel 52, idet de i Italien oprettede udenlandske
med artikel 59, nar den omtvistede tjenesteydelse er opgørelse (forstået som afvikling og betaling, for der er ikke tale om den del, der hedder undersøgelse) af skaden, og når denne ret til at yde italienske skadelidte tjenester kræves af et italiensk retssubjekt, således at ydelsen intet har at gøre med reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.
Dette spørtsmål er uden genstand, når henses til svaret på det første spørgsmål.
Til de faktiske omstændigheder har Den italienske Republik bemærket, at behandlingen af skader forvoldt af udenlandske køretøjer ikke for de nationale bureauer er en virksomhed, hvormed der søges fortjeneste, og som de har villet reservere for sig selv, men i virkeligheden er indholdet af en forpligtelse, som hver enkelt nationalt bureau har accepteret, ligesom den medfølgende risiko og det medfølgende ansvar, hvilket alt sammen består til gengæld for de fordele, der således garanteres det pågældende lands forsikringstagere, som rejser til udlandet.
De forsikringsselskaber, til hvilke de nationale bureauer overdrager undersøgelse og afvikling af de skadestilfælde, der forvoldes af udenlandske køretøjer, kan altid, med henblik på opgørelsen af skaderne, selv henvende sig til
Hele systemet hviler på den opgave i almenhedens interesse, som de nationale forsikringsbureauer varetager, samt på den garanti, der med dem som mellemmand ydes dem, som lider skade ved udenlandske køretøjer, medens de pågældende bureauer imidlertid overtager risiko og ansvar samt pligten til at betale den erstatning, der opstår heraf.
Dette eneansvar bringes i fare, dersom en hvilken som helst selskabsindehaver kunne erklære sig for kompetent til at undersøge og opgøre de skader, der forvoldes af udenlandske køretøjer. Medlemsstaterne ville derfor blive tvunget til at gennemføre kontrol ved grænserne af ansvarsforsikringen for udenlandske køretøjer.
Den italienske regering forklarer, at skadelidte af og til henvender sig direkte til den udenlandske forsikringsgiver, som overdrager til et privat bureau at behandle og opgøre skaden.
Såfremt skadelidte faktisk får erstatning straks, får det forvaltende nationale bureau end ikke kendskab til uheldet, og bureauet har naturligvis ikke nogen interesse i at klage herover, netop fordi behandling af skadestilfælde forvoldt af udenlandske køretøjer for dets vedkommende er en byrde. Men af og til sker det, at skadelidte — efter at have anerkendt den ham tilkommende erstatning og efter at have underskrevet den kvittering, der i praksis udstedes, uden at betaling faktisk har fundet sted — i virkeligheden meget længe må vente på sin erstatning. Derfor retter skadelidte sit krav mod centralbureauet. Dette bureau er naturligvis forpligtet til at betale erstatningen til skadelidte.
Når sagsøgeren kræver, at samtlige
Om de præjudicielle spørgsmål bemærker den italienske regering, at de efter deres formulering er tvetydig med hensyn til selve karakteren af
Den blotte opgørelse af skader kan ske frit, ikke blot for skader forvoldt af indenlandske køretøjer, men også for skader forvoldt af udenlandske køretøjer på den ene betingelse, at den opgave at udbetale erstatningen til skadelidte skal ske i navn og på vegne af, samt med kvittering fra et forsikringsselskab, for hvis handlinger det nationale forsikringsbureau konkret skal og kan være ansvarligt.
Det er den italienske regerings opfattelse, at henvisningen til EØF-traktatens artikel 7 er irrelevant. Det ved Rådets direktiv nr. 72/166 indførte eller anerkendte system kan ikke antages at stride mod EØF-traktatens artikler 52 og 59, da de på ingen måde indeholder nogen begrænsning til skade for de selskaber, der på forsikringsselskabernes anmodning beskæftiger sig med undersøgelse, afvikling og opgørelse af færdselsuheld. De pågældende virksomheder kan nemlig frit etablere sig på en anden medlemsstats område og dér yde deres tjenester under betingelser, som fuldstændigt svarer til dem, der gælder for lignende nationale virksomheder, også når det drejer sig om en virksomhed som opgørelse af skader forvoldt af udenlandske køretøjer.
Den italienske regering understreger desuden, at sagsøgeren er en italiensk virksomhed, der arbejder i Italien, og ikke en virksomhed fra en anden medlemsstat, for hvis vedkommende der kunne være tale om en begrænsning i den frie etableringsret eller den frie udveksling af tjenesteydelser.
Efter den italienske regerings opfattelse påvirkes samhandelen mellem medlemsstater overhovedet ikke ved, at behandlingen af skader forårsaget af udenlandske køretøjer foretages af de nationale forsikringsbureauer på hver enkelt medlemsstats område.
En
For at der i nærværende sag kan rejses konkurrenceretlige spørgsmål, må de nationale forsikringsbureauer og
For at en aftale kan rammes af EØF-traktatens artikel 85, kræves det efter Domstolens praksis, at den herved
Desuden kræves det i Domstolens praksis, at betingelserne for at anvende forbudet i artikel 85 skal vurderes i forhold til den konkrete sammenhæng, som aftalen indgår i, dvs. i forhold til den
Disse overvejelser udelukker, at der skulle kunne tales om et ulovligt kartel, som er forbudt efter EØF-traktatens artikel 85. Men selv om man imidlertid skulle komme til en anden konklusion, ville man under alle omstændigheder efter den italienske regerings opfattelse stå over for en af de ved EØF-traktatens artikel 85, stk. 3 hjemlede undtagelser, så meget mere som en sådan undtagelse nødvendigvis må antages at være forudset i de regler, der på dette område er vedtaget af Rådet og Kommissionen, og systemet nu er blevet et led i Fællesskabets retsorden.
De kontraktsbestemmelser, både nationale og fællesskabsretlige, der det pågældende område er blevet vedtaget, er faktisk det nødvendige og uundværlige instrument for, at det var muligt at ophæve kontrollen ved grænserne, og således for, at et af EØF-traktatens primære mål blev virkeliggjort.
Lignende overvejelser medfører også, at det ikke kan antages, at de pågældende retsforskrifter er uforenelige med de rettigheder, som EØF-traktatens artikel 86 tillægger private. For det første er den adfærd, der tages sigte på i artikel 86, kun forbudt
De aftaler og retsregler, der her er tvist om, tilsigter netop at garantere en mere effektiv beskyttelse af forbrugerne, og det var herved netop tanken at undgå de ulemper, som disse var udsat for under det tidligere system.
En analyse af Domstolens afgørelser sætter den italienske regering i stand til at bemærke, at traktatens konkurrenceregler altid er blevet anvendt, når der muligvis har foreligget en påvirkning af handelen, og under alle omstændigheder under indtryk af målsætninger, der ikke er bragt i fare i nærværende sag.
For at der kan tales om en
Selv om man i denne sag ville se et kartel eller misbrug af en dominerende stilling, der krænker EØF-traktatens artikler 85 og 86, ville traktatens artikel 90, stk. 2 stadig kunne anvendes som hjemmel for de omhandlede kontraktsbestemmelser og nationale retsregler. Uanset hvilken juridisk form centralbureauerne har fået, kan de betegnes som virksomheder, der har fået overdraget af udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, navnlig når henses til, at deres tjenesteydelser kræves ved specifikke nationale og fællesskabsretlige forskrifter, og fordi formålet med den begrænsede undtagelse i artikel 90, stk. 2, som følger efter det strenge forbud i stykke 1, er at beskytte visse fundamentale økonomiske krav, der kunne bringes i fare af en for streng anvendelse af traktatens regler.
Endelig har den italienske regering gjort gældende, at der hverken kan være tvivl om gyldigheden af den afledte fællesskabslovgivning, som anfægtes i hovedsagen, eller om, hvorvidt EØF-traktatens regler er forenelige med de overenskomster, der er blevet indgået af de nationale forsikringsbureauer.
Den italienske regering foreslår derfor, at Domstolen kender for ret, at det system, som er indført ved overenskomsterne mellem de nationale forsikringsbureauer og ved Rådets direktiv nr. 72/166, ikke strider mod EØF-traktatens artikler 85 og 86.
Der findes i de pågældende fællesskabsretsakter ingen hjemmel for, at den nationale lovgiver, de nationale bureauer og forsikringsgiverne kan begrænse eller ophæve konkurrencen inden for området med opgørelse af skader forvoldt af udenlandske køretøjer. Formålet med fællesskabsreglerne er at sikre erstatning af den af de nævnte køretøjer forvoldte skade, selv uden mellemkomst af noget forsikringsselskab, og således gøre det muligt, at kontrollen med forsikringen ved grænserne kan ophæves. Ingen fællesskabsregel forbeholder visse former for forsikringsvirksomhed eller anden virksomhed, der står i forbindelse hermed, for bestemte forsikringsgivere, nemlig dem, der er tilsluttet de nationale bureauer, eller for bureauerne selv.
Den belgiske regering minder om, at standardoverenskomsten og de supplerende aftaler mellem bureauerne tilsigter at forenkle og fremskynde afviklingen af skadestilfælde ved at inddrage det forvaltende bureau,
Standardoverenskomsten indeholder desuden nogle bestemmelser, der skal gøre det muligt for de forskellige nationale bureauer effektivt at varetage den samfundsmæssige opgave, som de har fået overdraget i deres respektive lande.
De udenlandske forsikringsselskaber kan over for hvert bureau angive de forretningsforbindelser, som de ønsker at arbejde med i det pågældende land; det står bureauet frit for at godkende forretningsforbindelsen og overdrage denne at behandle de skader, der er forårsaget af forsikringstagerne hos det udenlandske selskab, men naturligvis kan bureauet afslå at overdrage hvervet og selv behandle skadestilfældet eller vælge en anden hjælper. Hvis det er korrekt, at der ikke findes nogen lovregel, der forhindrer UCI i at betro skadesopgørelsen til hvem som helst, kan det heraf udledes, at når UCI afslår at henvende sig til SRI Ufficio Henry van Ameyde og give dette opgaven, er det ikke, fordi UCI har en eller anden monopolstilling på området for behandling og afvikling af visse skader, men på grund af det normale samspil mellem reglerne om kontraktfriheden, som standardoverenskomsten i den såkaldte fakultative klausul kun bekræfter. Denne adfærd fra UCI 's side er også i overensstemmelse med de almindelige grundsætninger for mandatskontrakter, hvorefter man frit kan vælge sin mandatar til at repræsentere sig under hensyn til, at mandataren kan pådrage mandanten ansvar og til, at hvervet til enhver tid kan tilbagekaldes.
Det er derfor den belgiske regerings opfattelse, at standardoverenskomsten mellem bureaurerne ikke kan antages at være ugyldig under henvisning til fællesskabsretten.
Kommissionen mener, at den nationale rets første spørgsmål bør besvares benægtende. Det kan bekræftes, at de pågældende fællesskabsretsakter under ingen omstændigheder kan fortolkes, som om de tilsigtede eller kunne tillade bestanddele i
Det var udelukkende direktivets hensigt at fjerne kontrollen med det grønne kort ved de grænser, som adskiller medlemsstaterne, og for at nå dette mål forudses det i direktivet dels, at der indgås en aftale mellem de nationale forsikringsbureauer, hvorved der garanteres erstatning af skader forvoldt af en anden medlemsstats motorkøretøjer, selv om det viser sig, at motorkøretøjet ikke er forsikret, og dels tilsigtes det at gøre den lovpligtige automobilansvarsforsikring generel. Såfremt grønt kort-ordningen, som fællesskabsretsakterne har forrang for, skulle indeholde noget, der er uforeneligt med fællesskabsreglerne om konkurrence eller fri etableringsret og udveksling af tjenesteydelser, kan direktivet under alle omstændigheder ikke antages at godkende eller forværre de forhold, som intet har at gøre med dets formål og ikke er nødvendige for, at det kan blive virkeliggjort.
Direktivet er blot et led i liberaliseringen af bevægeligheden for motorkøretøjer og følgelig også for personer, varer og tjenesteydelser.
Det er Kommissionens opfattelse, at der bør gives følgende svar på det første spørgsmål fra Tribunale di Milano:
Hverken Rådets direktiv nr. 72/166/EØF, Kommissionens henstilling nr. 73/185/EØF eller dennes beslutning nr. 74/166 tillader eventuelle nationale lovbestemmelser eller eventuelle aftaler, beslutninger, samordnet praksis mellem nationale forsikringsbureauer, eller en eventuel adfærd hos de enkelte nationale bureauer eller hos selskaber tilsluttet disse, som har til formål eller virkning at begrænse eller fjerne konkurrencen fra de virksomheder, der udelukkende er beskæftiget med på de forsikringsgiveres vegne, der har den endelige afgørelse, at opgøre skader forvoldt af køretøjer, som ikke er hjemmehørende på det nationale territorium, idet de pågældende virksomheder navnlig udelukkes fra den for dem typiske virksomhed.
Italiensk lov kræver, at opgørelsen af skader forvoldt af udenlandske motorkøretøjer på det nationale territorium sker på UCI's ansvar. Der er udtrykkeligt hjemmel for, at UCI kan give de i Italien arbejdende forsikringsselskaber tilladelse til at foretage opgørelse, når de er forretningsforbindelser for de udenlandske forsikringsgivere, hos hvilke der er tegnet automobilansvarsforsikring.
For at en udenlandsk forsikringsgiver selvstændigt i Italien kan foretage de handlinger, der vedrører denne særlige og eventuelt opstående del af hans virksomhed, som hedder opgørelse af skader, skal han have hjemsted i Italien, og selv i dette tilfælde bevarer UCI i forhold til skadelidte ansvaret for opgørelsen. Ved bedømmelsen af den italienske lovgivning med dens krav om, at det udelukkende er det nationale bureau, som kan opgøre de skader, der er forvoldt af udenlandske motorkøretøjer forsikret hos udenlandske forsikringsgivere, må det ikke overses, at det i opgørelsesfasen er nødvendigt ikke blot at beskytte forsikringsgiverens interesser men også de skadelidtes.
Ved at overlade UCI ansvaret for opgørelsen i forhold til de skadelidte og ved at kræve, at dette ansvar består, selv når den udenlandske forsikringsgiver er repræsenteret i Italien, begrænser den italienske lov efter Kommissionens opfattelse ikke uberettiget den udenlandske forsikringsgivers frihed til at virke i Italien under denne fase i hans arbejde, som består i opgørelse af skaden.
Kommissionen anfører nærmere, at den italienske lov ikke forpligter UCI til alene og direkte at foretage opgørelsen eller udelukkende at betro opgørelsen til forsikringsgivere. Loven kræver kun, at opgørelsen, uanset hvem der i virkeligheden foretager den, sker således, at UCI stadig er ansvarlig i forhold til skadelidte.
Kommissionen konkluderer derfor, at den italienske lov ikke uberettiget påvirker den udenlandske forsikringsgivers frie valg af en
Dette system synes at stemme overens med den ikke uundværlige rolle som hjælper, som en
Kommissionen finder, at uanset om klausulen i artikel 4, litra b), punkt (iii) i standardoverenskomsten er blevet optaget i aftalerne mellem de nationale bureauer eller ej, påvirker disse aftaler i realiteten ikke den udenlandske forsikringsgivers mulighed for at anmode om bistand fra en
Den sagsøgende virksomhed gør gældende, at UCI i Italien fuldstændigt udelukker
UCI er ikke blot et selskab, men også en sammenslutning af selskaber. Følgelig er dets afgørelser truffet af en sammenslutning af selskaber.
En adfærd fra UCI 's side, som tilsigter at udelukke
Adfærden bliver nemlig ensbetydende med at fjerne enhver konkurrence, som
Den omhandlede adfærd vil ligeledes kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Den omstændighed, at en medlemsstats virksomheder forhindres i at yde andre medlemsstaters virksomheder tjenester og forhindrer disse i at anvende de førstnævnte, forstyrrer faktisk betingelserne for tjenesteydelsers bevægelighed på en måde, der ud fra Fællesskabets synspunkt er uønsket.
Når flere forsikringsselskaber frit og uafhængigt vælger at foretage skadesopgørelser direkte, er den udelukkelse af
Den pågældende adfærd kan sidestilles med, at der sker systematisk og uberettiget udelukkelse af
I det tilfælde, hvor den udenlandske forsikringsgiver, hos hvilken automobilansvarsforsikringen er blevet tegnet, anmoder om tilladelse til at benytte tjenesteydelserne fra et af ham udpeget
I dette tilfælde ses det imidlertid ikke, at UCI, med hensyn til dets forbindelser med bureauet og den udenlandske forsikringsgiver kan ifalde ansvar for ikke at have foretaget opgørelsen korrekt, idet det netop pa den udenlandske forsikringsgivers anmodning hidkaldte en af denne udpeget
Ifølge Kommissionen indtager UCI en dominerende stilling. UCI har nemlig eneret på direkte eller via andre at opgøre de i Italien indtrufne skader for så vidt angår motorkøretøjer forsikret i udlandet. I forhold til
Den samme adfærd hos UCI, der, betragtet som beslutninger truffet af en virksomhedssammenslutning, synes at stride mod artikel 86, ville være misbrug af en dominerende stilling i medfør af artikel 86, hvis UCI antoges at indtage en sådan stilling.
Da de omhandlede bestemmelser i den italienske lov ikke begrænser konkurrencen, kan de ikke være statslige foranstaltninger, der kan falde ind under det i artikel 90, stk. 1 indeholdte forbud. Kommissionen anser ikke UCI, for at være en virksomhed, som har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eftersom dets virksomhed ikke kommer hele samfundsøkonomien til gode. Hvis imidlertid denne opfattelse ikke er korrekt, kan den pågældende adfærd, som antoges at stride mod artikel 85 eller artikel 86, naturligvis ligesåvel krænke artikel 90, stk. 2.
Kommissionen foreslår derfor følgende svar på det andet spørgsmål:
En adfærd har den pågældende karakter, når der uden gyldig grund gives afslag på anmodningen om at overlade opgaverne med opgørelse i forbindelse med et automobiluheld til en virksomhed, der udelukkende kan beskæftiges i opgørelsesfasen inden for de grænser, som gælder for en virksomhed af denne kategori, når anmodningen fremsættes af den forsikringsgiver, der har påtaget sig at forsikre imod ansvaret for kørsel med det skadevoldende motorkøretøj, og når den pågældende forsikringsgiver ikke har ret til direkte at foretage denne nævnte opgørelse.
Efter Kommissionens opfattelse bør indholdet af Domstolens svar på det tredje spørgsmål i det væsentlige følge indholdet af nedenstående svar:
Efter Kommissionens mening følger svaret på det fjerde spørgsmål af de svar, der er givet på de foregående spørgsmål.
Under den mundtlige forhandling den
Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den
det fremgår imidlertid af sagsakterne, at erhvervet som
i forhold til forsikringsgiveren består en
med henblik på besvarelsen af de stillede spørgsmål skal ordet
denne pligt anses dog for opfyldt, når føreren er i besiddelse af et internationalt forsikringsbevis udstedt af det i udlandet hertil kompetente organ, det såkaldte
såfremt det udstedende bureau, der har udleveret et bevis til et medlem, som har givet det videre til en forsikringstager, råder over et organ i det forvaltende bureaus land, der kan drive automobilforsikringsvirksomhed, skal det forvaltende bureau efter anmodning overlade behandlingen og afviklingen af kravene til dette medlem;
endog når det forvaltende bureau har godkendt den fakultative klausul, forbliver den udpegede forretningsforbindelse, i kraft af behørig fuldmagt fra det forvaltende bureau, ansvarlig for afviklingen af kravene mod det nævnte bureau, lige som denne skal efterkomme de almindelige og særlige anvisninger fra det forvaltende bureau.
ifølge direktivets sjette betragtning kan dette mål virkeliggøres på grundlag af en overenskomst mellem de seks nationale forsikringsbureauer, hvorefter hvert nationalt bureau på betingelserne i den nationale lovgivning garanterer for dækningen af erstatningspådragende skader, der forvoldes på landets område af et køretøj, forsikret eller ej, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat.
det er så meget mere udelukket, at disse retsakter skulle tillade aftaler eller samordnet praksis mellem nationale forsikringsbureauer eller en adfærd hos disse, der er uforenelige med de nævnte bestemmelser i traktaten.
en national lovbestemmelse, der således forbeholder forsikringsselskaberne retten til at opgøre skader forvoldt af udenlandske køretøjer, dvs. at træffe den endelige afgørelse om erstatning til de skadelidte, varetager et af grønt kort-ordningens formål;
ved at hjemle det nationale bureau, hvis medlemmer er forsikringsselskaber, eneret til enten selv at opgøre skaderne i den ovenfor angivne betydning eller at overlade opgørelsen til et af sine medlemmer, vedtager medlemsstaten ingen foranstaltning i strid med traktatens regler, herunder artikel 90 sammenholdt med artiklerne 85 og 86, forudsat at denne eneret ikke hindrer den forsikringsgiver, som har fået til opgave at foretage opgørelsen, i med henblik på undersøgelsen af skadestilfældet, at søge hjælp hos en anden virksomhed, som ikke er medlem af bureauet, men som er specialist på dette område.
når den nationale lovgivning præciserer, at ansvaret i forhold til de skadelidte altid påhviler det forvaltende bureau, vil overladeisen af behandlingen og afviklingen af et krav til et organ, der ikke er medlem af bureauet og ikke driver forsikringsvirksomhed, desuden stride mod den nationale lovgivning;
derimod udelukker intet i mellembureauoverenskomsten, at
i øvrigt hindrer hverken en sådan lovgivning eller den omstændighed, at den fakultative klausul ikke er blevet godkendt, at det forvaltende bureau eller dettes medlemmer, dersom de finder det nødvendigt, hidkalder en
inden for deres respektive områder, etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser, garanterer artiklerne 52 og 59 gennemførelsen af det i artikel 7 fastsatte princip;
heraf følger altså, at en lovgivning er i overensstemmelse med artiklerne 52 og 59, når den er i overensstemmelse med artikel 7.
for at forskelsbehandlingen kan rammes af de nævnte artiklers forbud, er det tilstrækkeligt, at den er en følge af en lovgivning, uanset dennes karakter, hvis generelle formål er at regulere udøvelsen af den pågældende virksomhed;
i så fald er det uden betydning, om forskelsbehandlingen hidrører fra handlinger foretaget af det offentlige, eller tværtimod fra handlinger, som kan tilskrives de nationale forsikringsbureauer, dvs. de bureauer, der opfylder definitionen i direktiv nr. 72/166/EØF;
På grundlag af disse præmisser,
kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, som er forelagt den af Tribunale civile e penale di Milano ved kendelse af
Kutscher
Donner
Mertens de Wilmars
Sørensen
Mackenzie Stuart
O'Keeffe
Bosco
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den
A. Van Houtte
Justitssekretær
H. Kutscher
Præsident