95/276/EF: Kommissionens beslutning af 13. juli 1995 om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder ferbam eller azinphos-ethyl som aktivt stof
EF-Tidende nr. L 170 af 20/07/1995 s. 0022 - 0023
KOMMISSIONENS BESLUTNING af 13. juli 1995 om tilbagekaldelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder ferbam eller azinphos-ethyl som aktivt stof (95/276/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 af 11. december 1992 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), ændret ved forordning (EF) nr. 491/95 (2), særlig artikel 6, stk. 5, og ud fra følgende betragtninger: Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 933/94 (3), ændret ved forordning (EF) nr. 491/95, er der fastsat aktive stoffer i plantebeskyttelsesmidler og udpeget rapporterende medlemsstater til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 3600/92; ferbam og azinphos-ethyl var to af de 90 aktive stoffer, der var omfattet af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414/EØF (4); for disse to stoffer har de rapporterende medlemsstater meddelt Kommissionen, at de pågældende anmeldere formelt har oplyst dem om, at de ikke vil fremlægge de oplysninger, der ifølge artikel 6, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3600/92 kræves for at underbygge optagelsen af et aktivt stof i bilag I til direktiv 91/414/EØF; der er ikke ansøgt om en ny tidsfrist; ingen medlemsstat har underrettet Kommissionen om, at den ønsker at sikre sig optagelse af nogen af disse stoffer i bilag I til direktiv 91/414/EØF; det bør derfor tages i betragtning, at de data, der er nødvendige for en nyvurdering af disse stoffer, ikke vil blive forelagt i forbindelse med arbejdsprogrammet, og at det derfor ikke er muligt at vurdere disse stoffer i denne forbindelse; det bør derfor besluttes, at de nugældende godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder disse aktive stoffer, tilbagekaldes; beslutningen udelukker ikke, at ferbam og azinphos-ethyl senere kan blive vurderet i henhold til proceduren for nye aktive stoffer som fastsat i artikel 6 i direktiv 91/414/EØF; de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Medlemsstaterne sørger for: 1) at godkendelserne af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder ferbam eller azinphos-ethyl, tilbagekaldes inden seks måneder fra datoen for denne beslutning 2) at der fra datoen for denne beslutning ikke i medfør af undtagelsen i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF gives godkendelse eller forlænget godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder ferbam eller azinphos-ethyl. Artikel 2 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 1995. På Kommissionens vegne Ritt BJERREGAARD Medlem af Kommissionen (1) EFT nr. L 366 af 15. 12. 1992, s. 10. (2) EFT nr. L 49 af 4. 3. 1995, s. 50. (3) EFT nr. L 107 af 28. 4. 1994, s. 8. (4) EFT nr. L 230 af 19. 8. 1991, s. 1.