1.

Ved kendelse af 15. maj 1972, indgået til Domstolens justitskontor den 10. juli 1972, har Arbeitsgericht Rheine i medfør af artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab forelagt et spørgsmål vedrørende fortolkningen af nævnte traktats artikel 48 og af artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467; org.ref. J.O. L 257 af 19. 10.1968);

2.

ifølge traktatens artikel 48 indebærer arbejdskraftens frie bevægelighed afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår;

ifølge artikel 7 i forordning nr. 1612/68 kan en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse, idet han tværtimod dér skal nyde samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere (artikel 7, stk. 2).

3.

Det fremgår af sagsakterne, at tvisten i hovedsagen angår spørgsmålet, om en arbejdstager med nederlandsk statsborgerskab, som var ansat i en tysk virksomhed og i Forbundsrepublikken Tyskland kom ud for en arbejdsulykke, der medførte nedsættelse af arbejdsdygtigheden med mere end 50 %, dér er omfattet af den særlige beskyttelse mod afskedigelse, som er indført ved § 14 i lov af 16. juni 1953 om svært handicappede, når han opfylder betingelserne for at være omfattet af den nævnte beskyttelse, bortset fra at han ikke har bopæl i Forbundsrepublikken Tyskland, hvilken sidste betingelse kun kræves opfyldt af udenlandske arbejdstagere og ikke af arbejdstagere med tysk statsborgerskab;

den nationale rets spørgsmål går således ud på, om det forbud mod forskelsbehandling, som er knæsat i traktatens artikel 48 og i artikel 7 i forordning nr. 1612/68, også omfatter den særlige beskyttelse mod afskedigelse, som en medlemsstats lovgivning, kun ud fra særlige hensyn af social karakter, tillægger visse bestemte grupper af arbejdstagere.

4.

Med henblik på at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed, der er væsentlig for fællesmarkedet, foreskriver traktatens artikel 48 afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling mellem arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår;

der er i denne bestemmelse ikke indlagt andre forbehold end dem, som udtømmende er angivet i stykke 3 og angår den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed;

Fællesskabets socialret hviler på grundsætningen om, at enhver medlemsstats retsorden skal sikre de på statens område beskæftigede statsborgere fra andre medlemsstater alle de fordele, som den indrømmer egne statsborgere;

heraf følger, at det i artikel 48 knæsatte forbud mod forskelsbehandling også omfatter den særlige beskyttelse, som i en medlemsstats lovgivning ud fra sociale hensyn måtte være tillagt særlige grupper af arbejdstagere.

5.

Artikel 7 i forordning nr. 1612/68, der udtrykkeligt nævner afskedigelse blandt de arbejdsvilkår, med hensyn til hvilke der skal være ligestilling mellem de øvrige medlemsstaters arbejdstagere og de indenlandske arbejdstagere, sikrer kun den korrekte gennemførelse af artikel 48;

heraf følger, at denne bestemmelse også tager sigte på de særlige betingelser, navnlig vedrørende afskedigelse, som visse grupper af indenlandske arbejdstagere måtte være omfattet af i en medlemsstat.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt den af Arbeitsgericht Rheine ved kendelse af 15. maj 1972, for ret:

Det forbud mod forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, der knæsættes i traktatens artikel 48 og i artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68, omfatter også den særlige beskyttelse, navnlig mod afskedigelse, som i en medlemsstats lovgivning ud fra sociale hensyn måtte være tillagt særlige grupper af arbejdstagere.