Bruxelles, den 7.6.2022

COM(2022) 275 final

2022/0182(NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af Rådets forordning (EU) 2022/109 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

•Forslagets begrundelse og formål

Ved forordning (EU) 2022/109 1 fastsættes en foreløbig samlet tilladt fangstmængde (TAC) for dybvandsreje (Pandalus borealis) i ICES-afsnit 3a (Kattegat/Skagerrak) for perioden fra den 1. januar til den 31. december 2022 i afventning af, at den endelige ICES-rådgivning offentliggøres. Ved forordning (EU) 2022/109 fastsættes de foreløbige TAC'er for brisling (Sprattus sprattus) i ICES-afsnit 3a (Kattegat/Skagerrak), ICES-afsnit 2a (Norskehavet) og ICES-underområde 4 (Nordsøen) desuden til nul for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 i afventning af, at ICES-rådgivningen offentliggøres. Ved forordning (EU) 2022/109 fastsættes der ligeledes en foreløbig TAC på nul for brisling i ICES-afsnit 7d og 7e (Den Engelske Kanal) for perioden fra den 1. januar 2022 til den 30. juni 2022 i afventning af, at ICES-rådgivningen offentliggøres.

De endelige fiskerimuligheder for dybvandsreje i ICES-afsnit 3a aftales af Unionen og Norge i fællesskab. Fiskerimulighederne for brisling i ICES-afsnit 3a, ICES-afsnit 2a og ICES-underområde 4 for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 aftales af Unionen, Norge og Det Forenede Kongerige i fællesskab. De endelige fiskerimuligheder for brisling i ICES-afsnit 7d og 7e aftales af Unionen og Det Forenede Kongerige i fællesskab. Rådgivningen fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) vedrørende disse TAC'er blev offentliggjort den 9. maj. Fiskerimulighederne for disse TAC'er er derfor anført som "pm" (pro memoria) i afventning af resultatet af disse konsultationer. Så snart resultaterne af konsultationerne foreligger, fremsender Kommissionens tjenestegrene et uofficielt dokument om fastsættelsen af de pågældende fiskerimuligheder til Rådet. Rådet fastsætter derefter de relevante fiskerimuligheder.

Ved forordning (EU) 2022/109 fastsættes TAC'en for ansjos (Engraulis encrasicolus) i ICES-underområde 9 og 10 og EU-farvandene i afsnit 34.1.1 henhørende under Komitéen for Fiskeriet i det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) til nul for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 i afventning af den videnskabelige rådgivning for den pågældende periode. ICES fremlægger først sin rådgivning om bestanden i juni 2022. For at sikre, at fiskeriet kan fortsætte, indtil der er fastsat en endelig TAC på grundlag af den seneste videnskabelige rådgivning, bør der fastsættes en foreløbig TAC på 10 061 ton for juli, august og september 2022 baseret på fangsterne i tredje kvartal af 2021.

Eftersom de berørte medlemsstater ikke er nået til enighed om den endelige fordelingsnøgle, tildeles medlemsstaterne ved forordning (EU) 2022/109 for første halvår af 2022 en indledende andel (på 50 %) af Unionens kvote for gulfinnet tun (Thunnus albacares) i kompetenceområdet for IOTC (Tunkommissionen for Det Indiske Ocean) for 2022.

De berørte medlemsstater skal stadig nå til enighed om en endelig fordelingsnøgle for EU-kvoten for gulfinnet tun i IOTC-kompetenceområdet, og den resterende del af denne EU-kvote for 2022 mangler stadig at blive tildelt. Fiskerimulighederne for denne bestand er derfor anført som "pm" i afventning af, at de berørte medlemsstater når til enighed om den endelige fordeling af kvoten inden for Unionen. Så snart resultaterne af drøftelserne mellem de berørte medlemsstater foreligger, fremsender Kommissionens tjenestegrene et uofficielt dokument om fastsættelsen af de pågældende fiskerimuligheder til Rådet. Rådet fastsætter derefter de relevante fiskerimuligheder inden udløbet af anvendelsesperioden for den oprindelige tildeling, som er den 30. juni 2022.

•Sammenhæng med de gældende regler på samme område

De foreslåede foranstaltninger er i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks mål og regler og er i overensstemmelse med EU's politik for bæredygtig udvikling.

•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

De foreslåede foranstaltninger er i overensstemmelse med andre EU-politikker, navnlig politikkerne på miljøområdet.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

•Retsgrundlag

Dette forslags retsgrundlag er artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Unionens forpligtelser, når det gælder bæredygtig udnyttelse af de levende akvatiske ressourcer, følger af forpligtelserne i henhold til artikel 2 i forordningen for den fælles fiskeripolitik.

•Nærhedsprincippet

Unionen har enekompetence på det område, som forslaget vedrører, jf. artikel 3, stk. 1, litra d), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

•Proportionalitetsprincippet

Forslaget vedrører tildeling af fiskerimuligheder til medlemsstaterne i overensstemmelse med målsætningerne i forordning (EU) nr. 1380/2013 2 . I medfør af artikel 16 og 17 i forordning (EU) nr. 1380//2013 beslutter hver medlemsstat, hvordan de fiskerimuligheder, som den har fået tildelt, fordeles til fartøjer, der fører dens flag, i overensstemmelse med visse kriterier for tildeling af fiskerimuligheder. Medlemsstaterne har således det nødvendige råderum i forbindelse med fordelingen af den tildelte TAC med hensyn til valget af social og økonomisk model for udnyttelsen af de fiskerimuligheder, der er omfattet af forslaget.

•Valg af retsakt

Foreslået retsakt: forordning.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

•Høringer af interesserede parter

Kommissionen vil under konsultationerne med Norge om dybvandsreje og konsultationerne med Det Forenede Kongerige og Norge om brisling underrette og høre de berørte parter, navnlig repræsentanter for ikke-statslige organisationer og fiskeriorganisationer. Kommissionen vil også løbende være i kontakt med medlemsstaternes myndigheder ved hjælp af omfattende koordinering.

•Indhentning og brug af ekspertbistand

Hvad angår dybvandsreje og brisling vil forslaget blive baseret på den foreliggende videnskabelige rådgivning fra ICES og resultaterne af konsultationerne med Det Forenede Kongerige og Norge.

•Konsekvensanalyse

Hvad angår dybvandsreje og brisling gennemfører forslaget hovedsagelig internationalt vedtagne foranstaltninger. Eventuelle elementer af relevans for vurderingen af mulige konsekvenser for fiskerimulighederne vil blive behandlet i forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af internationale forhandlinger, inden for rammerne af hvilke Unionens fiskerimuligheder er aftalt med tredjeparter.

•Målrettet regulering og forenkling

Ikke relevant.

•Grundlæggende rettigheder

Ikke relevant.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

De foreslåede foranstaltninger har ingen budgetmæssige konsekvenser.

5.ANDRE FORHOLD

Ifølge det godkendte referat af fiskerikonsultationerne mellem Unionen og Norge for 2022 blev parterne i overensstemmelse med den langsigtede forvaltningsstrategi for denne art enige om at fastsætte en foreløbig TAC for dybvandsreje i ICES-afsnit 3a, idet de bemærkede, at den relevante rådgivning ville blive ajourført i begyndelsen af 2022. ICES har for nylig foretaget en benchmarking af den vurderingsmetode, der anvendes for denne bestand, og dette benchmark kan føre til ændringer af de referencepunkter, der ligger til grund for den langsigtede forvaltningsstrategi. Parterne blev enige om at konsultere hinanden om fastsættelsen af en endelig TAC for 2022 efter offentliggørelsen af den ajourførte ICES-rådgivning den 9. maj 2022, idet de ville tage hensyn til eventuelle tilpasninger af den langsigtede forvaltningsstrategi, der måtte være nødvendige.

Brisling er en art med kort livscyklus. Fiskerimulighederne bør derfor fastsættes hurtigt efter offentliggørelsen af ICES-rådgivningen, som blev udsendt den 9. maj, således at fiskeriet kan påbegyndes. Fiskeriet påbegyndes den 1. juli 2022. Siden april 2019 har ICES fremlagt samlet rådgivning om brisling i ICES-afsnit 3a (Kattegat/Skagerrak) på den ene side og om brisling i ICES-afsnit 2a (Norskehavet) og ICES-underområde 4 (Nordsøen) på den anden side, eftersom disse to bestande betragtes som en enkelt biologisk bestand, selv om deres forvaltning fortsat er opdelt i to forvaltningsområder. I 2022 ændrede ICES datoen for offentliggørelsen af sin rådgivning om brisling i afsnit 7d og 7e (Den Engelske Kanal) for at bringe den i overensstemmelse med rådgivningen om brisling i ICES-afsnit 3a (Kattegat/Skagerrak), ICES-afsnit 2a (Norskehavet) og ICES-underområde 4 (Nordsøen), afstemme rådgivningen bedre med fangstsæsonen og indarbejde de seneste undersøgelsesdata i vurderingen.

IOTC vedtog på sit årsmøde i 2021 reviderede fangstbegrænsninger for gulfinnet tun, der ikke længere er begrænset til notfartøjer, men nu omfatter alle redskaber, der anvendes til fiskeriet efter gulfinnet tun. Disse reviderede fangstbegrænsninger er ved forordning (EU) 2022/109 gennemført i EU-lovgivningen. Efter årsmødet førte Kommissionen tekniske drøftelser med de berørte medlemsstater for at facilitere en aftale om den interne fordeling i Unionen af de fangstbegrænsninger for gulfinnet tun, der omfatter alle redskaber. De berørte medlemsstater nåede dog først til enighed om en endelig fordelingsnøgle i marts 2022. I lyset af ovenstående og under hensyntagen til behovet for at tildele den EU-flåde, der fisker i IOTC-kompetenceområdet, fiskerimuligheder, tildeles medlemsstaterne ved forordning (EU) 2022/109 for første halvår af 2022 en indledende andel (på 50 %) af Unionens kvote for gulfinnet i IOTC-kompetenceområdet for 2022.

2022/0182 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af Rådets forordning (EU) 2022/109 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR,

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved Rådets forordning (EU) 2022/109 3 fastsættes fiskerimuligheder for 2022 for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande.

(2)Ved forordning (EU) 2022/109 fastsættes en foreløbig samlet tilladt fangstmængde ("TAC") for dybvandsreje (Pandalus borealis) i ICES-afsnit 3a (Kattegat/Skagerrak) i afventning af, at den endelige videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd ("ICES") offentliggøres. Der bør fastsættes en endelig TAC for denne bestand i overensstemmelse med den endelige rådgivning og resultatet af konsultationerne mellem Unionen og Norge.

(3)Ved forordning (EU) 2022/109 fastsættes de foreløbige TAC'er for brisling (Sprattus sprattus) i ICES-afsnit 3a (Kattegat/Skagerrak), ICES-afsnit 2a (Norskehavet) og ICES-underområde 4 (Nordsøen) desuden til nul for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 i afventning af, at den relevante rådgivning fra ICES offentliggøres. Der bør fastsættes endelige TAC'er for disse forvaltningsområder i overensstemmelse med nævnte rådgivning og resultatet af konsultationerne mellem Unionen, Norge og Det Forenede Kongerige.

(4)Ved forordning (EU) 2022/109 fastsættes en foreløbig TAC på nul for brisling i ICES-afsnit 7d og 7e (Den Engelske Kanal) for perioden fra den 1. januar til den 30. juni 2022 i afventning af, at den relevante rådgivning fra ICES gældende for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 offentliggøres. ICES udsendte sin rådgivning den 9. maj 2022. Der bør fastsættes en endelig TAC for denne bestand i overensstemmelse med rådgivningen og resultatet af konsultationerne mellem Unionen og Det Forenede Kongerige.

(5)Ved forordning (EU) 2022/109 fastsættes TAC'en for ansjos (Engraulis encrasicolus) i ICES-underområde 9 og 10 og EU-farvandene i CECAF 34.1.1 til nul for perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 i afventning af den videnskabelige rådgivning for den pågældende periode. ICES fremlægger sin rådgivning om nævnte bestand i juni 2022. For at sikre, at fiskeriet kan fortsætte, indtil der er fastsat en endelig TAC på grundlag af den seneste videnskabelige rådgivning, bør der for juli, august og september 2022 fastsættes en foreløbig TAC på 10 061 ton baseret på fangsterne i tredje kvartal af 2021.

(6)Ved forordning (EU) 2022/109 gennemføres de reviderede fangstbegrænsninger for gulfinnet tun (Thunnus albacares) i kompetenceområdet for IOTC ("Tunkommissionen for Det Indiske Ocean") i EU-lovgivningen. De reviderede fangstbegrænsninger er ikke længere begrænset til notfartøjer, men omfatter nu alle redskaber, der anvendes i fiskeriet efter gulfinnet tun. Eftersom de berørte medlemsstater ikke var nået til enighed om den mest hensigtsmæssige fordeling af de reviderede fangstbegrænsninger, tildeles medlemsstaterne ved Rådets forordning (EU) 2022/109 for første halvår af 2022 desuden en indledende andel (på 50 %) af Unionens kvote for gulfinnet i IOTC-kompetenceområdet for 2022.

(7)Den resterende andel af Unionens kvote for gulfinnet tun i IOTC-kompetenceområdet for 2022 bør derfor tildeles i overensstemmelse med resultatet af drøftelserne mellem de berørte medlemsstater om fordelingen af Unionens kvote for denne bestand inden udløbet af anvendelsesperioden for den oprindelige tildeling, som er den 30. juni 2022.

(8)Forordning (EU) 2022/109 bør derfor ændres.

(9)De fangstbegrænsninger, der er fastsat i forordning (EU) 2022/109, finder anvendelse fra den 1. januar 2022. De bestemmelser vedrørende fangstbegrænsninger, der indføres ved nærværende forordning, bør derfor også anvendes fra nævnte dato. En sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft berører ikke retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af berettigede forventninger, idet de pågældende fiskerimuligheder forhøjes eller endnu ikke er opbrugt. I lyset af det akutte behov for at undgå afbrydelser af fiskeriet bør nærværende forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1
Ændring af forordning (EU) 2022/109

Forordning (EU) 2022/109 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2
Ikrafttræden og anvendelsesdato

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2022.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Rådets forordning (EU) 2022/109 af 27. januar 2022 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande (EUT L 21 af 31.1.2022, s. 1).
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).
(3)    Rådets forordning (EU) 2022/109 af 27. januar 2022 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande (EUT L 21 af 31.1.2022, s. 1).