1.

Med sin appel har BdM Banca SpA, tidligere Banca Popolare di Bari SpA (herefter »appellanten«), nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 20. december 2023, Banca Popolare di Bari mod Kommissionen (T-415/21, herefter den appellerede dom, EU:T:2023:833), hvorved Retten ikke gav medhold i appellantens påstand om erstatning for den skade, der blev forvoldt ved Kommissionens afgørelse (EU) 2016/1208 af 23. december 2015 om statsstøtte ydet af Italien til Banca Tercas (Sag SA.39451 (2015/C) (ex 2015/NN)) (herefter »Tercas-afgørelsen«) ( 2 ).

2.

Den foreliggende appel giver Domstolen lejlighed til at undersøge nogle klassiske aspekter ved søgsmål om Den Europæiske Unions ansvar uden for kontraktforhold, indledningsvis begyndelsestidspunktet for den forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, navnlig for så vidt angår sondringen mellem en »øjeblikkelig« og en »vedvarende« skade, endvidere den eventuelle kvalifikation af en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF som »tilstrækkeligt kvalificeret« som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF og endelig vurderingen af årsagsforbindelsen mellem den foreholdte adfærd, i den foreliggende sag den adfærd, der foreholdes Kommissionen, og den skade, som appellanten angiveligt har lidt, bl.a. når der foreligger potentielle medvirkende årsager til denne skade.

3.

Ved Tercas-afgørelsen fastslog Kommissionen, at interventionen fra Fondo interbancario di tutela dei depositi (bankernes indskudsgarantifond, Italien) (herefter »FITD«) til fordel for Banca Tercas (herefter »Tercas«) ( 3 ), hvortil Banca d’Italia (den italienske centralbank) gav tilladelse den 7. juli 2014, idet hele Tercas’ formue fra den 1. oktober 2014 var ejet af appellanten, udgjorde statsstøtte, som er uforenelig med det indre marked som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og som skulle tilbagesøges fra modtageren ( 4 ). Den 4. februar 2016 gennemførte FITD en »frivillig intervention« til fordel for Tercas, og den 14. juli 2016 overtog appellanten Tercas.

4.

Ved Rettens dom af 19. marts 2019, Italien m.fl. mod Kommissionen ( 5 ), som efter en appel blev stadfæstet ved Domstolens dom af 2. marts 2021, Kommissionen mod Italien m.fl. ( 6 ) (herefter samlet »Tercas-dommene«), blev Tercas-afgørelsen annulleret. Efter disse domme rejste appellanten krav mod Kommissionen om erstatning for de skader, selskabet angiveligt havde lidt som følge af vedtagelsen af Tercas-afgørelsen, et krav, som blev afvist af Kommissionen.

5.

Ved den appellerede dom gav Retten ikke medhold i appellantens påstand om erstatning for denne skade. Efter at have fastslået, at betingelserne om adfærdens retsstridighed og en årsagsforbindelse ikke var opfyldt ( 7 ), fastslog den, at Kommissionen skulle frifindes, uden at det var nødvendigt at undersøge betingelsen om, at der skal foreligge et reelt tab ( 8 ).

6.

Den 26. februar 2024 har appellanten iværksat appel til prøvelse af den appellerede dom. Appellanten har dels nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, og dels principalt nedlagt påstand om, at der træffes endelig afgørelse i tvisten, at Unionen, repræsenteret af Kommissionen, pålægges at betale appellanten 203,3 mio. EUR i erstatning for det økonomiske tab samt et passende beløb i erstatning for det ikke-økonomiske tab, og at Unionen pålægges at betale sagsomkostningerne, og, subsidiært, at sagen hjemvises til Retten.

7.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen afvises eller forkastes som uvirksom eller under alle omstændigheder som ugrundet i det hele, eller, subsidiært, at påstanden om erstatning forkastes som ugrundet i det hele, og at appellanten pålægges at betale sagsomkostningerne.

8.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Domstolens spørgsmål i retsmødet den 30. september 2025.

9.

Appellen er inddelt i tre anbringender, hvoraf det første vedrører søgsmålets forældelse på området for ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol for så vidt angår et af tabene, det andet vedrører kvalificeringen af den angivelige tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF som »tilstrækkeligt kvalificeret« som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF, og det tredje vedrører årsagsforbindelsen mellem den adfærd, der foreholdes Kommissionen, og den skade, som appellanten angiveligt har lidt som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse.

10.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som Retten fastslog, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, i det omfang det vedrørte tabet som følge af personalenedskæringer. Appellanten har foreholdt Retten at have fastslået, at dette tab var kendt ved vedtagelsen af den plan for tilskyndelse, der blev iværksat den 30. december 2015 (herefter »tilskyndelsesplanen«) ( 9 ), og var af øjeblikkelig karakter ( 10 ), selv om dette tab faktisk ikke fulgte af denne plan, men af de efterfølgende transaktioner, der førte til den konkrete personalenedskæring og dermed var af vedvarende karakter ( 11 ).

11.

I henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til den nævnte statuts artikel 53, stk. 1, forældes krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt ( 12 ). Det følger af Domstolens praksis, at denne frist begynder at løbe, når de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når det tab, der skal erstattes, er kendt ( 13 ). Den nævnte frist begynder således ikke at løbe fra tidspunktet for den skadevoldende omstændighed, men fra det øjeblik, hvor skaden faktisk er indtrådt i forhold til de berørte personer ( 14 ).

12.

I den appellerede doms præmis 61 begrænsede Retten sig til at påpege, at tabet som følge af personalenedskæringer fulgte af tilskyndelsesplanen, der blev iværksat den 30. december 2015, og at forældelsesfristen således var overskredet, da appellanten gjorde sit krav gældende over for Kommissionen, uden at anføre udtrykkelige forklaringer angående den pågældende skades karakter.

13.

I denne henseende påpeger jeg, at for så vidt som tilskyndelsesplanen er af bindende karakter, indtrådte det påberåbte tab tidspunktet herfor ( 15 ), idet det er uden relevans, at planen blev udført med en tidsmæssig forsinkelse ( 16 ). Ved et »vedvarende tab« forstås nemlig et tab, der ikke opstår i forbindelse med en enkelt begivenhed, men indtræder og udvikler sig gradvist, og hvis størrelse stiger i forhold til den forløbne tid ( 17 ). Med andre ord består årsagen til tabet ikke i en enkelt begivenhed, men i en situation, som varer ved, mens det påberåbte tab i hovedsagen er forblevet uændret fra vedtagelsen af tilskyndelsesplanen.

14.

Det er ganske vist korrekt, at appellanten på tidspunktet for vedtagelsen af tilskyndelsesplanen ikke var i stand til at kvantificere det præcise beløb for tabet, som kunne variere, alt efter om denne plan lykkedes eller mislykkedes. På dette tidspunkt kunne appellanten imidlertid vurdere det maksimale beløb for tabet og afsætte de nødvendige ressourcer til at imødegå denne situation. I øvrigt er artikel 340 TEUF ikke til hinder for, at der ved Domstolen anlægges sag med henblik på at fastslå Unionens ansvar for umiddelbart forestående og med tilstrækkelig sikkerhed påregnelige skader, selv om tabet endnu ikke kan opgøres nøjagtigt ( 18 ).

15.

Selv hvis det i lighed med appellantens opfattelse lægges til grund, at det påberåbte tab begyndte at vise sig »fra den første udbetaling«, eller at dets virkninger indtraf gradvist, efterhånden som de ansatte accepterede tilskyndelsesplanen, indebærer disse omstændigheder i øvrigt ikke, at dette tab kan kvalificeres som »vedvarende«. Efter min opfattelse findes der i en sådan situation dels ikke noget retsgrundlag, der gør det muligt at sondre mellem den første udbetaling og de følgende udbetalinger ( 19 ), og dels består dette tab snarere i et sæt af tab, som er forbundet med de ansattes gradvise accept af tilskyndelsesplanen, idet hver af disse ansattes accept er underlagt en særskilt forældelsesfrist.

16.

I denne henseende er det dog tilstrækkeligt at påpege, således som Kommissionen har gjort gældende i sine skriftlige indlæg, at appellanten har fastlagt sit erstatningskrav med henvisning til den hensættelse af midler, der var anført i regnskabet af 31. december 2015, og ikke har fremlagt noget bevis vedrørende de forskellige tidspunkter, hvor de ansatte accepterede den af appellanten foreslåede tilskyndelsesplan.

17.

På baggrund af ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at det første appelanbringende bør forkastes.

18.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 340, stk. 2, TEUF, for så vidt som Retten udelukkede, at Kommissionens ulovlige adfærd udgjorde en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« af EU-retten, og ikke foretog en korrekt anvendelse af kriteriet om en grov og åbenbar tilsidesættelse. Ifølge appellanten havde Kommissionen for det første ikke nogen skønsmargen ved vurderingen af, om FITD’s intervention til fordel for Tercas udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eller den havde under alle omstændigheder en begrænset skønsmargen, og for det andet burde Retten ikke have taget hensyn til den faktiske og retlige kompleksitet af den sag, der var genstand for Tercas-afgørelsen, og den burde under alle omstændigheder have set bort fra denne kompleksitet i hovedsagen.

19.

I den appellerede dom fastslog Retten, at Kommissionen på trods af den skønsmæssige fejl, som kunne tilregnes den ( 20 ), ikke havde begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom den uregelmæssighed, som Kommissionen begik, ikke var utypisk for den normale, forsigtige og påpasselige adfærd, som udvises af en institution, det er blevet pålagt at overvåge gennemførelsen af konkurrencereglerne ( 21 ).

20.

Jeg erindrer indledningsvis om, at der ifølge Domstolens faste praksis foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, hvilket er en af betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, når tilsidesættelsen indebærer, at den omhandlede institution åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser ( 22 ). Identifikationen af en sådan tilsidesættelse forudsætter således en konstatering af en uregelmæssighed, som under tilsvarende omstændigheder ikke ville være blevet begået af en normalt forsigtig og påpasselig administration ( 23 ).

21.

Endvidere skal der for at afgøre, om en tilsidesættelse af en EU-retlig regel skal anses for tilstrækkeligt kvalificeret, tages udgangspunkt i det område, de betingelser og den sammenhæng, hvori institutionen griber ind, idet de forhold, der i denne forbindelse kan tages i betragtning, bl.a. er hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, såvel som hvor vidt et skøn denne bestemmelse overlader EU-myndigheden, kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, vanskelighederne ved at anvende eller fortolke bestemmelserne, samt om en eventuel retsvildfarelse er undskyldelig eller uundskyldelig ( 24 ).

22.

I denne henseende er udstrækningen af den skønsmargen, som den tilsidesatte retsregel gav EU-myndigheden, kun et af de forhold, der skal tages i betragtning med henblik på at afgøre, om denne myndighed har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne regel. Om end der er tale om et relevant forhold, som skal undersøges i alle tilfælde, indebærer den omstændighed, at den tilsidesatte bestemmelse ikke hjemler nogen skønsmargen, ikke nødvendigvis, at tilsidesættelsen heraf er tilstrækkeligt kvalificeret. Alt efter omstændighederne i hver enkelt sag kan der nemlig også tages hensyn til andre forhold, henset til den sammenhæng, hvori den konstaterede overtrædelse er blevet begået. En tilsidesættelse af en retsregel, der ikke overlader den pågældende myndighed noget skøn, kan således i lyset af omstændighederne fremstå som ikke åbenbar og dermed tilstrækkelig kvalificeret, navnlig hvis den er baseret på en undskyldelig retsvildfarelse, henset til vanskelighederne ved fortolkningen af den bestemmelse, der indeholder denne regel ( 25 ).

23.

Det ansvarskriterium, der anvendes af Domstolen, omfatter dermed på den ene side et subjektivt element vedrørende den skønsmargen, der overlades institutionen, og på den anden side objektive elementer vedrørende sammenhængen ( 26 ). Selv om selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af EU-retten, i visse situationer kan føre til, at det fastslås, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, når den tilsidesatte bestemmelse kun gav den EU-myndighed, der har begået denne overtrædelse, et begrænset eller intet skøn ( 27 ), kan en sådan konstatering kun følge af samtlige omstændigheder i forbindelse med denne overtrædelse, når undersøgelsen af disse omstændigheder ikke afslører andre relevante forhold, der kan føre til, at det må tilsidesættes, at overskridelsen af denne grænse for skønsbeføjelsen er åbenbar og grov ( 28 ).

24.

I den foreliggende sag blev det i Tercas-dommene fastslået, at Tercas-afgørelsens retsstridighed i det væsentlige fulgte af to begrebsmæssige fejl, hvoraf den første skyldtes en sammenblanding af betingelsen vedrørende støttens tilregnelse og betingelsen vedrørende statsmidler ( 29 ), og den anden skyldtes vurderingen af, om støtten, der i den foreliggende sag blev ydet af en privat enhed, kunne tilregnes staten, ved hjælp af det samme kriterium, som anvendes, når støtte ydes af en offentlig virksomhed ( 30 ).

25.

Hvad for det første angår sammenblandingen af betingelsen vedrørende en støttes tilregnelse og betingelsen vedrørende statsmidler konstaterer jeg, at Kommissionen i Tercas-afgørelsen ikke sondrede mellem disse to betingelser, eftersom indikationerne i forbindelse med disse betingelser efter dens opfattelse var identiske.

26.

Jeg påpeger i denne henseende, at det ikke er usædvanligt, at Kommissionen i lighed med Unionens retsinstanser foretager en samlet vurdering af kriterierne for, at der foreligger statsstøtte, når de undersøgte faktiske omstændigheder er fælles for disse betingelser ( 31 ). Dette er bl.a. tilfældet for betingelserne om, at modtageren opnår en fordel, og at foranstaltningen er selektiv (f.eks. hvad angår skattemæssig støtte) ( 32 ), betingelserne om, at der sker konkurrencefordrejning, og at samhandelen mellem medlemsstaterne begrænses ( 33 ), og, for så vidt som det er relevant for den foreliggende sag, betingelserne om, at en foranstaltning kan tilregnes staten, samt om anvendelse af statsmidler ( 34 ).

27.

Hvad for det andet angår vurderingen af betingelsen om, at støtten kan tilregnes staten, er det korrekt, således som det fremgår af Tercas-dommene ( 35 ), at Kommissionen i den foreliggende sag ikke kunne støtte sig på, at det var usandsynligt, at de offentlige myndigheder ikke havde udøvet indflydelse på eller effektiv kontrol med FITD, men var forpligtet til at godtgøre, at den pågældende støtteforanstaltning var blevet truffet under de offentlige myndigheders indflydelse eller effektive kontrol. Ifølge Unionens retsinstanser anvendte Kommissionen i det væsentlige et fejlagtigt kriterium.

28.

Jeg er dog af den opfattelse, at Kommissionen under den foreliggende sags omstændigheder skulle vurdere et kompliceret sæt af indicier for at fastslå, i hvilket omfang de offentlige myndigheder var involveret i tildelingen af de foranstaltninger, der var blevet truffet af en enhed som FITD, hvis »private« karakter ikke fremgik umiddelbart, navnlig henset til dens hybride karakter og dens tilknytning til den italienske centralbank ( 36 ). Således som Retten med rette anerkendte i den appellerede doms præmis 120, skulle Kommissionen anvende begrebet »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF i en særligt kompliceret retlig og faktuel sammenhæng, hvor støtteforanstaltningerne blev tildelt af en privat enhed, og hvor der skal foretages en vurdering af de omstændigheder og elementer, der gør det muligt at udlede, hvem foranstaltningen kan tilregnes, den faktuelle og retlige sammenhæng, som de nationale foranstaltninger, der var genstanden for Tercas-afgørelsen, indgik i, statens repræsentanters involvering i de forskellige faser af interventionen og det offentlige mandat, som FITD var tildelt.

29.

Selv om begrebet »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF udgør et objektivt begreb, kan fortolkningen af kriterierne for, at der foreligger statsstøtte, selv når den ikke kræver komplicerede faktuelle eller økonomiske analyser ( 37 ), således som i hovedsagen i øvrigt give anledning til komplicerede retlige spørgsmål ( 38 ). Selv hvis der ikke foreligger en skønsmargen, kan undersøgelsen af de faktiske omstændigheder nemlig i kraft af selve sin natur indebære vanskeligheder ved fortolkningen og især anvendelsen af de tilgrundliggende juridiske begreber og medføre begrebsmæssige fejl såsom dem, der er blevet foreholdt Kommissionen i den foreliggende sag ( 39 ).

30.

Jeg er derfor af den opfattelse, at selv om Kommissionen i den foreliggende sag havde en begrænset eller slet ingen skønsmargen, er kompleksiteten af den situation, den undersøgte, fortsat relevant for efterprøvningen af, om denne institution begik en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten ( 40 ). Det relevante kriterium for vurderingen af, om der foreligger en »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse«, er dermed under alle omstændigheder kriteriet om en påpasselig administrations adfærd.

31.

Heraf følger, at de fejl, der blev begået af Kommissionen i hovedsagen, kan kvalificeres som simple urigtige skøn, der ikke i sig selv er tilstrækkelige til at konkludere, at der foreligger en åbenbar og grov tilsidesættelse af EU-retten– eller med andre ord en uregelmæssighed, der under tilsvarende omstændigheder ikke ville være blevet begået af en normalt forsigtig og påpasselig administration – der kan medføre, at Unionen ifalder ansvar ( 41 ).

32.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det andet appelanbringende forkastes.

33.

Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 340, stk. 2, TEUF og af artikel 91, litra e), og artikel 96 i Rettens procesreglement, idet Retten fastslog, at der ikke var nogen årsagsforbindelse mellem Kommissionens retsstridige adfærd og de påberåbte tab, nærmere bestemt det forhold, at kunderne mistede tilliden til appellanten ( 42 ).

34.

Det følger af Domstolens praksis, at betingelsen om årsagsforbindelse i det væsentlige vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er tilstrækkelig direkte sammenhæng mellem EU-institutionernes adfærd og tabet, hvilket det påhviler sagsøgeren at bevise, således at den anfægtede adfærd skal være den afgørende årsag til tabet ( 43 ).

35.

I den foreliggende sag har appellanten for det første foreholdt Retten, at den som begrundelse for, at det kunne udelukkes, at der forelå en årsagsforbindelse mellem Kommissionens adfærd og det faldende kundegrundlag, anførte, at appellanten ikke havde sondret mellem sine egne kunder og Tercas’ kunder og ikke havde præciseret de respektive værdier herfor.

36.

I modsætning til hvad appellanten har gjort gældende, begrænsede Retten sig ikke til at konstatere, at appellanten ikke havde sondret mellem sine egne kunder og Tercas’ kunder, men fastslog, at appellanten heller ikke havde fremført specifikke argumenter med henblik på at afgøre, hvorvidt faldet i Tercas’ kundegrundlag og direkte indskud kunne tilskrives Tercas-afgørelsen ( 44 ), hvilket appellanten ikke har bestridt.

37.

Under alle omstændigheder fastslog Retten i den appellerede dom, at appellantens kunders beslutninger, der angiveligt havde forvoldt det påberåbte tab, blev truffet i forbindelse med disse kunders vurderinger og evalueringer af deres økonomiske interesser under hensyn til følgende omstændigheder: Indledningsvis blev appellantens kunder ved Tercas-afgørelsen ikke pålagt nogen retlige forpligtelser, endvidere indeholdt denne afgørelse intet, der fremstillede appellanten som værende ude af stand til at træffe alternative foranstaltninger til fordel for Tercas eller havde til hensigt at svække appellantens troværdighed og kundernes tillid til banken, og endelig oplyste den italienske regering og appellanten straks efter meddelelsen af Tercas-afgørelsen, at der allerede var frivillige interventionsforanstaltninger klar, og at Tercas-afgørelsen derfor ikke ville få negative virkninger ( 45 ).

38.

I denne henseende har appellanten begrænset sig til at anholde Rettens konklusioner uden at godtgøre, at de hviler på en retlig fejl eller en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne.

39.

For det andet har appellanten foreholdt Retten, at den med urette henviste til dommen i sagen Fondazione Cassa di Risparmio di Pesaro m.fl. mod Kommissionen ( 46 ).

40.

I denne henseende er det tilstrækkeligt at påpege, at Retten ikke henviste til den pågældende dom som begrundelse for ikke at tiltræde appellantens argument om, at dommen bekræftede bankens opfattelse, og fastslog, at den nævnte dom ikke var tilstrækkelig til at fastslå en årsagsforbindelse. Appellantens klagepunkter er derfor ikke egnede til at rejse tvivl om Rettens vurdering, der ikke er støttet på denne dom.

41.

For det tredje har appellanten foreholdt Retten, at den fastslog, at forskellige elementer bidrog til de påberåbte tab.

42.

I denne henseende minder jeg om, at det ifølge Domstolens praksis er nødvendigt, at påberåbte tab rent faktisk er forårsaget af den adfærd, der foreholdes institutionerne. Institutionernes bidrag til det tab, der kræves erstattet, kan nemlig, selv om det foreligger, være for fjernt som følge af andre personers ansvar, herunder i givet fald appellanternes ( 47 ). Selv om spørgsmålet, om der er årsagsforbindelse mellem den omstændighed, der har givet anledning til skadens opståen og skaden, er et retsspørgsmål og derfor er undergivet Domstolens prøvelsesret ( 48 ), ligger Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder med hensyn til årsagsforbindelsen imidlertid uden for Domstolens kompetence inden for rammerne af appellen, medmindre de faktiske omstændigheder eller beviserne er gengivet urigtigt ( 49 ). En sådan urigtig gengivelse kan kun antages at foreligge, hvis det fremgår af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, at vurderingen af de foreliggende beviser er åbenbart urigtig ( 50 ).

43.

I den foreliggende sag har appellanten bestridt fire af de fem elementer, som Retten i den appellerede doms præmis 144-149 tog i betragtning som begrundelse for at udelukke, at der forelå en årsagsforbindelse mellem Kommissionens adfærd og det påberåbte tab, nemlig for det første, at der var anført tab i regnskabet for 2015, for det andet den manglende underretning af investorerne, hvilket førte til pålæggelsen af administrative sanktioner og strafferetlige undersøgelser, for det tredje det forhold, at Tercas allerede i løbet af 2013 var en bank, der var brudt sammen, og for det fjerde den omstændighed, at de udgifter, der var forbundet med foranstaltningerne til afhjælpning af Tercas-afgørelsens angivelige negative virkninger, ikke kunne tilskrives denne afgørelse ( 51 ).

44.

Indledningsvis er jeg i modsætning til det af appellanten anførte af den opfattelse, at virkningen af de mulige medvirkende årsager ikke nødvendigvis er begrænset til kvantificeringen af erstatningen, men eventuelt kan have betydning for, om der faktisk foreligger en årsagsforbindelse mellem den foreholdte adfærd og den påberåbte skade.

45.

Hvad i første række angår de tab, der blev anført i regnskabet for 2015, har appellanten gjort gældende, at disse tab ifølge bankens egne eksperter ikke har kunnet bidrage til mere end en del af tabet af kundegrundlag, som disse eksperter har ansat til 50% ( 52 ). Appellanten har imidlertid ikke godtgjort, at den appellerede dom er behæftet med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne, og har heller ikke bestridt de øvrige elementer i den sammenhæng, som Retten tog hensyn til i denne henseende, nemlig dels det forhold, at appellantens økonomiske indikatorer fra erhvervelsen af Tercas i 2014 faldt støt, og at nedsættelsen af enhedsværdien af de aktier, der var ejet af appellanten, en nedsættelse, der blev besluttet som reaktion på og samtidig med godkendelsen af appellantens årsberetning for 2015 (nærmere bestemt den 24.4.2016), havde ført til utilfredshed blandt appellantens kunder ( 53 ), dels konstateringen af, at appellanten før vedtagelsen af Tercas-afgørelsen, navnlig mellem december 2014 og december 2015, allerede havde mistet 4,9% af sine direkte indskud ( 54 ), og endelig den omstændighed, at reformen af de kooperative banker, som appellanten selv har identificeret som en af grundene til, at banken måtte ændre sin forretningsplan for 2015-2019 og erstatte den med en ny forretningsplan for 2016-2020, også bidrog til at forringe dens kunders tillid ( 55 ).

46.

Hvad i anden række angår det forhold, at de sanktioner, der blev pålagt bankens ledelse, ifølge appellanten blev vedtaget, efter at det påberåbte tab var indtrådt, må det konstateres, at Retten i den appellerede dom fastslog, at det fremgik af afgørelserne fra Commissione Nazionale per le Società e la Borsa (Consob) (den nationale selskabs- og børskommission, Italien), at appellanten i forbindelse med de kapitaltilførsler, der fandt sted mellem november 2014 og juni 2015, ikke underrettede investorerne om den anvendte metode og således fastsatte en højere aktiekurs end den, der var blevet fastsat af den sagkyndige, der havde fået til opgave at fastlægge den, således at appellantens ledelse fra 2017 blev pålagt administrative sanktioner og strafferetlige undersøgelser ( 56 ). Ifølge Rettens vurdering bekræftede disse sanktioner, der blev vedtaget efter den periode, hvor tabet angiveligt indtrådte, dermed blot appellantens tidligere adfærd, der sandsynligvis var årsagen til, at bankens kunder mistede tilliden til den.

47.

Hvad i tredje række angår det forhold, at Tercas tidligere var brudt sammen ( 57 ), har appellanten gjort gældende, at dette sammenbrud ikke kan have været en afgørende årsag til det pågældende tab, eftersom det udgjorde en omstændighed, der havde været kendt i lang tid, og at der som følge af dette sammenbrud forud for processen for integration af Tercas i appellanten siden 2014 ikke blot var sket en fuldstændig dækning af Tercas’ økonomiske underskud, som blev foretaget af FITD, men også supplerende interventioner til konsolidering af både Tercas’ og appellantens egenkapital. Disse argumenter godtgør efter min opfattelse imidlertid ikke, at Tercas’ økonomiske situation ikke var brudt sammen, eller at Retten foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne i denne henseende.

48.

Hvad i fjerde række angår de udgifter, der var forbundet med foranstaltningerne til afhjælpning af Tercas-afgørelsens angivelige negative virkninger ( 58 ), har appellanten ikke godtgjort, at der, hvis denne afgørelse ikke var blevet truffet, ikke ville være sket et fald i de direkte indskud eller i kundegrundlaget, eller at de korrigerende foranstaltninger faktisk blev vedtaget som reaktion på specifikke tab, der var forbundet med denne afgørelse, og ikke på andre omstændigheder.

49.

For det fjerde har appellanten foreholdt Retten at have fastslået, at de tekniske rapporter, som banken fik udarbejdet, den ene fra et revisionsfirma og den anden fra en universitetsprofessor, ikke var troværdige, uden at den havde indhentet en ekspertudtalelse som omhandlet i artikel 91, litra e), og artikel 96 i Rettens procesreglement.

50.

Jeg konstaterer imidlertid, at Retten i den appellerede dom ikke blot rejste tvivl om disse rapporters troværdighed. Den fastslog derimod for det første, at den tekniske rapport fra revisionsfirmaet ikke godtgjorde, at Tercas-afgørelsen havde været den direkte og afgørende årsag til dette tab, og for det andet, at troværdigheden af universitetsprofessorens rapport blev svækket af, at denne selv medgav, at appellanten havde haft et væsentligt tab i 2015, og at Tercas-afgørelsen siden slutningen af 2016 blot havde udgjort én faktor blandt flere, som lå til grund for det påberåbte tab, og for det tredje, at disse to rapporter, der i øvrigt var baseret på dokumenter, som appellanten havde forelagt, ikke indeholdt nogen juridisk analyse af årsagsforbindelsen mellem Tercas-afgørelsen og det påberåbte tab ( 59 ).

51.

Under alle omstændigheder forekommer det mig endnu en gang, at appellanten blot har bestridt Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder ved at foreslå en ny bedømmelse, men uden hverken at godtgøre eller påberåbe sig, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændighederne eller af beviserne.

52.

Hvad angår argumentet om, at Retten angiveligt så bort fra de pågældende tekniske rapporter uden at indhente en ekspertudtalelse, skal det i øvrigt påpeges, at vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt at træffe en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, alene henhører under Unionens retsinstansers kompetence, idet disse ikke er forpligtet til at træffe en sådan foranstaltning, hvis de finder, at de af parterne fremlagte elementer ikke er tilstrækkelige til at vurdere, om der foreligger en årsagsforbindelse.

53.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det tredje appelanbringende forkastes.

54.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den forkaster appellen.