10.2.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 37/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/178

af 31. januar 2020

om formidling af oplysninger til passagerer, der ankommer fra tredjelande, og til posttjenestekunder og visse professionelle operatører om forbud for så vidt angår indførsel af planter, planteprodukter og andre objekter til Unionens område, jf. Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) 2016/2031

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 45, stk. 1, fjerde afsnit og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EU) 2016/2031 skal medlemsstaterne, søhavne, lufthavne og internationale transportoperatører stille oplysninger til rådighed for passagerer om forbud og krav for så vidt angår indførsel af planter, planteprodukter og andre objekter til Unionens område.

(2)

Posttjenester og professionelle operatører, der er involveret i salg via fjernsalgsaftaler, skal ligeledes stille disse oplysninger til rådighed for deres kunder.

(3)

Oplysningerne bør formidles på en let og umiddelbart forståelig måde. De bør derfor visuelt vise følgende genstande, som det er forbudt for passagererne at medbringe: planter til plantning, afskårne blomster, frugter og grøntsager.

(4)

For at sikre klarhed bør oplysningerne også indeholde en meddelelse om de vigtigste regler og krav vedrørende indførsel af planter, planteprodukter og andre objekter til Unionens område. Meddelelsen bør indeholde oplysninger om frugter, der er undtaget fra kravet om et plantesundhedscertifikat, jf. artikel 73 i forordning (EU) 2016/2031, om de tredjelande, fra hvilke et plantesikkerhedscertifikat ikke er nødvendigt, og om, fra hvilke af Unionens områder det er nødvendigt med et sådant certifikat.

(5)

Disse oplysninger bør være tilgængelige ved alle EU-indgangssteder eller på alle transportmidler til Unionen. Medlemsstaterne bør ligeledes frit kunne vælge yderligere steder, såsom afgangssteder fra Unionen til tredjelande, for i god tid at gøre disse oplysninger tilgængelige for passagerer, som på et senere tidspunkt vender tilbage fra disse lande til Unionen.

(6)

Denne forordning bør træde i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen for at sikre, at passagerer og posttjenestekunder og professionelle operatører, der er involveret i salg via fjernsalgsaftaler, informeres så hurtigt som muligt om anvendelsen af de nye regler.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Formidling af oplysninger til passagerer, der ankommer fra tredjelande, og til posttjenestekunder og til visse professionelle operatører

1.   Medlemsstater, søhavne, lufthavne og internationale transportoperatører skal opsætte plakater med de oplysninger, der er anført i bilaget, ved alle EU-indgangssteder eller på alle transportmidler til Unionen til orientering af passagerer fra tredjelande.

Medlemsstater, søhavne, lufthavne og internationale transportoperatører kan som nævnt i første afsnit også opsætte plakater ved afgangssteder ud af Unionen.

2.   Posttjenester og professionelle operatører, der er involveret i salg via fjernsalgsaftaler, skal som minimum via internettet stille de oplysninger, der er angivet i bilaget, til rådighed.

3.   De oplysninger, der er angivet i bilaget, skal placeres på steder, hvor de er synlige, både på fysiske steder og på internettet.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. januar 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4.


BILAG

Plakat omhandlet i artikel 1

Image 1