Ifølge Landgerichťs dom virkede Wolf som dealer i Düsseldorfs gamle bydel fra midten af juli 1975 til sin anholdelse i midten af oktober 1975. Wolf medvirkede ved salget af 742 g heroin og 150 g kokain; størstedelen af disse stoffer havde han erhvervet i Düsseldorf og forskellige andre byer, og resten havde han selv indført fra Nederlandene.

I medfør af den tyske toldlovs § 57, stk. 2, anså Hauptzollamt Düsseldorf, sagsøgte i hovedsagen, sagsøgeren for toldskyldner for indførselstolden med hensyn til de i Landgerichťs dom nævnte mængder narkotika, dels fordi han ikke selv havde anmeldt indførslen af toldpligtige varer, og dermed som den første havde unddraget dem toldmyndighedernes kontrol, dels fordi han havde købt indførte toldpligtige varer efter toldskyldens opståen, men før dens betaling, hvorved han vidste eller burde have vidst, at de pågældende varer var toldpligtige. Ved afgiftsafgørelse af 3. december 1976 som ændret den 28. januar 1977 krævede Hauptzollamt beløbene af sagsøgeren. På grundlag af sagsøgerens indkøbspris ansatte Hauptzollamt for de 742 g heroin en toldværdi på 74200 DM og for de 150 g kokain en toldværdi på 15000 DM.

Da den af sagsøgeren indgivne administrative klage over afgiftsafgørelsen blev afvist, anlagde han sag ved Finanzgericht Düsseldorf.

1.Skal EØF-traktatens bestemmelser om Toldunionen (artikel 9, stk. 1, artiklerne 12-29) fortolkes således, at en medlemsstat efter indførelsen af den fælles toldtarif ikke (længere) har kompetence til at opkræve told for indsmuglede narkotika, som i tilfælde af opdagelse skulle beslaglægges og destrueres?2.Såfremt spørgsmålet besvares benægtende, og der skal opkræves told, stilles de af Finanzgericht Hamburg i dens forelæggelseskendelse af 15. 1. 1980 — IV 89/78 H — sag 50/80, formulerede præjudicielle spørgsmål subsidiært.

Finanzgericht har rejst spørgsmålet, om den retsgrundsætning, der har fundet udtryk i Domstolens dom, også omfatter de tilfælde, hvor de indsmuglede narkotika ikke er blevet opdaget og således ikke har kunnet beslaglægges eller derstrueres. Det fremgår ikke klart af dommens præmisser, om og i bekræftende fald af hvilken grund beslaglæggelse og destruktion er en faktisk forudsætning for den valgte løsning, eller om denne omstændighed kun er en variant i de mulige faktiske omstændigheder, som den fastlagte retsgrundsætning tager sigte på. Finanzgericht har i den forbindelse bemærket, at hvis der overhovedet skal lægges vægt på beslaglæggelsen og destruktionen, vil rene tilfældigheder ofte være afgørende for, hvornår og hos hvem, der opstår toldskyld.

Finanzgericht har videre gjort opmærksom på, at Rådets forordning nr. 803/68 af 27. juni 1968 om varers toldværdi (EFT 1968 I, s. 163) kun vedrører den lovlige handel. Af betragtningerne til Rådets direktiv 79/623 af 25. juni 1979 om harmonisering af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om toldskyld (EFT L 179, s. 31) fremgår desuden, at en toldskyld er af økonomisk karakter og ikke kan danne grundlag for strafferetlige sanktioner. Det absolutte forbud mod indførsel af narkotika ligger følgelig uden for toldretten og det område, der toldretligt kan reguleres.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, vil de præjudicielle spørgsmål, som Finanzgericht Hamburg stillede i sin forelæggelseskendelse af 15. januar 1980 i sag 50/80, jfr. ovenfor, blive afgørende for beregningen af toldværdien for de indsmuglede narkotika. Spørgsmålene havde følgende ordlyd:

1.Skal Rådets forordning (EØF) nr. 803/68 af 27. juni 1968 og Kommissionens forordning (EØF) nr. 603/72 af 24. marts 1972 fortolkes således, at disse forordninger — bortset fra bestemmelser heri, som forudsætter en forskriftsmæssig frembydelse af toldvarer — også gælder umiddelbart for toldværdiansættelsen af varer, som er indsmuglet til Fællesskabets toldområde?2.Skal forordning nr. 803/68, navnlig artiklerne 1, 2, 4, 6, 7 og 8 fortolkes således, at toldværdien af de til Fællesskabets toldområde indsmuglede varer skal fastsættes ud fra tidspunktet og stedet for varernes indførsel til Fællesskabets toldområde, uanset toldskylden efter de pågældende nationale materielretlige retsforskrifter opstår på et andet tidspunkt og hos en anden person, end den første i Fællesskabets toldområde bosiddende køber?3.Skal Kommissionens forordning (EØF) nr. 375/69 af 27. februar 1969 og Kommissionens forordning (EØF) nr. 1343/75 af 26. maj 1975 fortolkes således, at de også finder anvendelse ved indsmugling af varer til Fællesskabets toldområde i den forstand, at foruden den første køber, også alle andre i området bosiddende købere, som antræffes i besiddelse af smuglergodset, skal angive den af dem betalte købspris med den følge, at den af de pågældende betalte pris er afgørende for toldværdien, eller er de kompetente nationale myndigheder forpligtet til at fastsætte toldværdien af de indsmuglede varer på grundlag af den af den første i Fællesskabets toldområde bosiddende køber betalte pris som anført i artiklerne 1, 2, 4, 6, 7 og 9 i forordning nr. 803/68?

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af regeringen for Den franske Republik ved Maryse Aulagnon, generalsekretariatet for det interministerielle udvalg for spørgsmål vedrørende europæisk økonomisk samarbejde, attacheret premierministeren, og af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved dens juridiske konsulent, Rolf Wägenbaur, som befuldmægtiget.

Ved kendelse af 3. februar 1982 har Domstolen besluttet af forene sagerne 221/81 og 240/81 med henblik på den mundtlige forhandling.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Domstolen har dog anmodet Kommissionen om at give en beskrivelse af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser samt toldretlig praksis i hver enkelt medlemsstat vedrørende

ulovlig indførsel af narkotika, som det er strengt forbudt at bruge og at bringe i omsætning på deres område, og

De oplysninger, som Kommissionen har indhentet hos medlemsstaterne, kan sammenfattes således:

Ulovlig indførsel af narkotika, som det er strengt forbudt at bruge og at bringe i omsætning, medfører, at der opstår en toldskyld, og at der opkræves told ved inførsel til Belgien. Ved en sådan form for inførsel opstår der toldskyld i Tyskland, Irland og Nederlandene.

Siden Domstolens ovennævnte dom af 5. februar 1981 i sag 50/80 opkræves der i Tyskland imidlertid ikke indførselstold, såfremt stofferne efter deres opdagelse destrueres, hvilket i øvrigt forudsættes at ske. I Irland anses toldskylden for indfriet i og med, at de ulovligt indførte narkotika beslaglægges og destrueres. I Nederlandene opkræves indførselstold, såfremt stofferne er brugt, og såfremt den ulovlige indførsel kan bevises, men der opkræves ikke indførselstold ved beslaglæggelse og destruktion.

I Italien medfører ulovlig import af narkotika, at der opstår toldskyld, bortset fra tilfælde af genudførsel eller destruktion fra det offentliges side.

Ulovlig indførsel af narkotika skaber ingen toldskyld i Grækenland og i Luxembourg, hvor de stoffer, der opdages, beslaglægges og destrueres. I Luxembourg opstår der imidlertid en toldskyld, såfremt stofferne er blevet brugt.

Endelig medfører ulovlig indførsel af narkotika ikke opkrævning af told i Danmark, Frankrig og Det forenede Kongerige. Dersom de ulovligt indførte narkotika ikke destrueres af det offentlige, men afsættes, f.eks. til godkendte laboratorier, opkræves der imidlertid i Frankrig indførselstold i forbindelse med dette salg. I Det forenede Kongerige opkræves der ikke indførselstold, uanset om den, der ulovligt har importeret stofferne, har solgt, brugt eller genudført dem.

Ulovlig indførsel af stoffer, som det ikke i sig selv er forbudt at bringe i omsætning, medfører, at der opstår toldskyld i alle medlemsstaterne, bortset fra Grækenland, hvor de ulovligt indførte varer konfiskeres.

Indførselstold opkræves imidlertid ikke i Danmark, såfremt toldskyldneren ikke kendes, og stofferne er destrueret eller solgt.

I Irland betragtes indførselstolden som afregnet, når de indsmuglede narkotika leveres tilbage til den pågældende mod betaling af et fast beløb pr. gang, og såfremt stofferne beslaglægges og derefter sælges; til gengæld anses toldskylden for afregnet i tilfælde af destruktion fra det offentliges side eller ved genudførsel.

I Luxembourg er forholdet det, at indsmuglede stoffer principielt beslaglægges og sælges. Der opkræves indførselstold ved salget, dersom dette sker med henblik på forbrug inden for landets grænser; tolden opkræves ligeledes, såfremt de pågældende stoffer er brugt.

I Det forenede Kongerige opkræves tolden ikke i tilfælde af beslaglæggelse, medmindre de pågældende produkter leveres tilbage til importøren eller sælges af det offentlige. Tolden opkræves derimod ved salg eller genudførsel via importøren.