Battaglia har understreget, at han ikke nødvendigvis behøvede at indgive en klage forud for søgsmålet. Sagen kunne nemlig være indbragt og kan indbringes for Domstolen i medfør af artikel 42 i EKSF-traktaten, artikel 38, stk. 6, i procesreglementet og artikel 20 i låneaftalen, der har følgende ordlyd:

Dette er således baggrunden for, at Cocco ikke har indgivet en klage. Battaglia har beklaget, at Kommissionen alligevel ikke har ønsket at indlede en forhandling med henblik på at undgå, at sagsøgeren havde anlagt sag.

Kommissionen er enig med sagsøgerne i, at nærværende tvist i virkeligheden ligger helt uden for udøvelsen af de beføjelser, Kommissionen er tillagt i henhold til vedtægten, og at tvisten klart vedrører rent kontraktsmæssige spørgsmål. Følgelig drejer det sig ikke om — på baggrund af de i EØF-traktatens artikel 173 nævnte anbringender til støtte for en annullationspåstand — om at prøve lovligheden af en retsakt, men om at prøve, om sagsøgtes gennemførelse af de kontraktsmæssige forpligtelser, som er vedtægten uvedkommende, og som er til byrde for sagsøgerne, er i overensstemmelse med aftalen.

Sagsøgerne har hæftet sig ved sagsøgtes påstand om, at nærværende tvist ligger uden for vedtægtens område. De finder det derfor overraskende, at sagsøgte har henvist til Rådets ændring af artikel 17 i vedtægtens bilag VII som forklaring på sin ensidige indførelse af en ny omregningskurs fra BFR til lire, og at sagsøgte handler som myndighed efter vedtægten over for en tjenestemand, der som udgangspunkt har ubetinget lydighedspligt, og ikke som en långiver, der — i en privatretlig aftale — først ensidigt kan ændre de tilbageholdte beløb efter at have opnået låntagerens samtykke eller efter at have anmodet den domstol, som i det foreliggende tilfælde er aftalt værneting, om at træffe afgørelse vedrørende det påtænkte skridt.

Sagsøgerne har anført, at når Kommissionen ved beregningen af sagsøgernes månedlige ydelser foretager omregningen til italienske lire efter nye regler, har den tilsidesat den almindelige retsgrundsætning om, at aftaler skal holdes. Battaglia har derudover fremført et andet argument, støttet på en overtrædelse af vedtægtens artikel 25, nemlig at Kommissionens beslutning om at ændre beregningsmåden for de månedlige ydelser ikke er blevet meddelt sagsøgerne, og ikke er blevet begrundet skriftligt.

Sagsøgerne har bemærket, at Kommissionen ensidigt har taget skridt til at omregne den månedlige ydelse i belgiske francs, således som den er anført i deres lønseddel af 15. april 1979, til lire, på en ny og for sagsøgerne ugunstig måde. De har ikke fået nogen nærmere forklaring.

Den omregning af den italienske lire, som Kommissionen har foretaget, ændrer fuldstændigt aftalegrundlaget, idet den i aftalen fastsatte rente fremover vil være langt højere end 4 %. I overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne, der blev offentliggjort i nr. 170 bis af Personaleposten af 8. juli 1971, kan en ensidig ændring — selv om den måtte være lovlig — under ingen omstændigheder forringe retsstillingen for de tjenestemænd, der allerede har fået udbetalt lån.

Kommissionen har svaret, at den slet ikke har misligholdt aftalen; den har tværtimod anvendt den. Sagsøgernes månedlige ydelser som tilbagebetaling af lånet er nemlig angivet i BFR og ikke i et fast beløb i italienske lire. Det kan ikke bestrides, at Kommissionen i henhold til aftalens artikel 5 har ret til i låntagerens vederlag at tilbageholde den ydelse, der er angivet i afdragsskemaet, dvs., at Kommissionen i et vederlag, der konkret udbetales i lire, kan fratrække det beløb i lire, der svarer til ydelsens modværdi i BFR.

Det af sagsøgerne fremførte anbringende savner konkret grundlag, eftersom sagsøgerne ikke kan angive en bestemmelse i aftalen, hvoraf det skulle følge, at långiveren har givet en garanti mod en ændring af den pågældende transaktion. Tværtimod bestemmer artikel 9 i beslutningen af 17. juni 1971 med hensyn til de modsvarende udbetalinger ... i BFR dels, at de foretages i det lands valuta, hvor den finansierede ejendom ligger, og dels at de foretages på grundlag af den på betalingstidspunktet gældende vekselkurs Tilbagebetalingerne må følgelig være undergivet dem samme regel. Tilsvarende bestemmer aftalens artikel 15, at overførslerne sker i det lands valuta, hvor den finansierede ejendom ligger, i hvilken valuta nærværende lån er blevet udbetalt, og at omregningen til belgiske francs sker på grundlag af den gældende vekselkurs på overførsels-dagen.

Den på betalingstidspunktet gældende vekselkurs svarede til og med marts 1979 til IMF-pariteten, dvs. 1 BFR = 12,50 lire. Dette var nemlig den paritet, der var gældende mellem institutioner og ansatte med hensyn til de i artikel 17 i vedtægtens bilag VII fastsatte overførsler. I henhold til forordning nr. 3085/78 var IMF-pariteten fra og med april 1979 ikke længere gældende i vedtægtsmæssig henseende. Det vil derfor være en tilsidesættelse af aftalen at anvende den.

Sagsøgte har aldrig garanteret, at IMF-pariteten kunne fastholdes i hele aftaleperioden. Skrivelsen af 21. marts 1977 fra generaldirektøren for administration til næstformanden for personaleudvalget i Ispra, hvorefter tilbagebetalingerne for de låntagere, der — som sagsøgerne — ikke havde accepteret Kommissionens forslag fra 1975 om nedsættelse af gælden, ... foretages til samme kurs som den, der blev anvendt ved selve ydelsen af lånet, dvs. 100 lire = 8 BFR, skal ses på baggrund af forholdene på det pågældende tidspunkt, og har ikke taget højde for, at forholdene kunne ændre sig og føre til, at nye vedtægtsmæssige pariteter kunne træde i kraft.

Kort tid efter, nemlig i løbet af juni 1977, meddelte generaldirektøren tværtimod låntagerne, at ... der ikke [kan] gives nogen garanti for, at den kurs, som Kommissionen på nuværende tidspunkt anvender ved omregningen af ... indeholdelser i lønnen til belgiske francs, kan opretholdes uændret.

Med hensyn til sagsøgtes skrivelse i fortsættelse af beslutningen af 25. juli 1975 har ændringen af artikel 9 i beslutningen fra juni 1971 ikke betydet nogen forandring i forhold til den tidligere ordning, idet indholdet af den nye artikel 9 med hensyn til de månedlige indeholdelser (indeholdelserne ... foretages i BFR) allerede var fastsat i aftalens artikler 4 og 5.

Da den i aftalen fastsatte rente på 4 % har betydning for fastsættelsen af den månedlige ydelse i BFR og ikke i lire, kan den ikke have de følger, som sagsøgerne synes at ville tillægge den med hensyn til det beløb i lire, der svarer til modværdien af den månedlige ydelse. Det gensidighedsforhold, som aftalen hviler på, ville blive forrykket, dersom garantien for, at renten er fast alene måtte påhvile den ene part, og det på betingelser, der er i strid med de gensidige forpligtelser. Det er herefter vanskeligt at se, hvorledes anvendelsen af den nye paritet kunne krænke låntagernes retsstilling i den i artikel 11, stk. 2, i beslutningen af juni 1971 fastsatte betydning.

Med hensyn til Battaglia's andet anbringende har Kommissionen fundet det overraskende, at han — efter at have påberåbt sig, at aftalen er fuldstændig uafhængig af vedtægten — forsøger at fremdrage krav i vedtægten, som skal finde anvendelse på kontraktsforholdet på trods af, at de ikke er fastsat i aftalen. Under alle omstændigheder må anbringendet forkastes som grundløst, idet kravene i vedtægtens artikel 25 er blevet overholdt. Sagsøgeren er nemlig allerede flere gange forud for april 1979 i detaljer blevet informeret (jfr. ovenfor) om, at den nye paritet, der skulle anvendes ved overførsler og ligeledes ved beregningen af det beløb i lire, der skulle indeholdes i hans vederlag med henblik på tilbagebetalingen af hans lån, ville blive 1 BFR = 18,35 lire. De skrivelser, han har modtaget, omfattede alle de væsentlige faktorer, der har ligget til grund for administrationens afgørelse og [er] altså tilstrækkelige til at muliggøre retslig kontrol (jfr sag 61/76, Geist, Sml. 1977, s. 1419).

Kommissionen, der er opmærksom på forskellen mellem de låntagere, der benyttede sig af den fordel bestående i, at de fra 1. februar 1976 kunne få deres gælds hovedstol nedsat, og de låntagere, der — som sagsøgerne — ikke ønskede at benytte sig heraf, har tilbudt sagsøgerne den pågældende nedsættelse; dette ville føre til en nedsættelse fra april 1979 af det nominelle beløb af deres månedlige ydelser i BFR. En sådan nedsættelse vi kun have mening i forbindelse med Kommissionens synspunkt og må omfatte et forholdsmæssigt nedslag i det beløb, der er tilbagebetalt til og med marts 1979 — til den gamle IMF-paritet — i forhold til det samlede beløb, der skulle afdrages.

Sagsøgerne har heroverfor anført, at parterne i aftalen lige fra begyndelsen har ønsket, at den af IMF i 1965 vedtagne paritet (1 BFR = 12,50 lire) er og fortsat skal være gældende mellem dem. Parterne har ikke henvist til vedtægtens artikel 63, så lidt som til bankkursen, som selv på det tidspunkt, hvor aftalerne blev indgået og lånene udbetalt, ikke svarede til den officielle kurs (valutakurssvingningerne har i øvrigt aldrig haft betydning for parternes adfærd).

Kommissionen har tillagt sagsøgerne en opfattelse, der ikke er deres. Sagsøgerne har ikke hævdet, at aftalen udtrykkeligt henviser til en fast paritet mellem den belgiske franc og liren, og har ikke påberåbt sig en påstået garanti mod ændring af kursen. Faktisk er det Kommissionen, der har forlangt, at den belgiske franc skal anvendes som tilbagebetalingsvaluta, omregnet til lire på grundlag af den gældende vekselkurs på overførsels-dagen.

Sagsøgerne har indtryk af, at Kommissionen — uden at nævne det — påberåber sig teorien om clausula rebus sic stantibus. Således besluttede Kommissionen på et vist tidspunkt, at den ikke mere ville tåle følgerne af den faktiske devaluering af liren, og at den med henblik på tilbagebetalingen ville indføre en kurs på denne valuta, som på ingen måde svarede til, hvad parterne havde aftalt.

Parterne har aldrig ment, at der burde henvises til lirens virkelige paritet i forhold til BFR. Parterne har heller aldrig henvist til de pariteter, der som sådan er angivet i vedtægten. Til gengæld har de lige fra begyndelsen henvist til den kurs, Italien havde anmeldt, og som IMF havde tiltrådt, idet denne paritet blev anset for fast, uanset de faktiske svingninger, og det endda fra det tidspunkt, hvor det system, der blev indført ved traktaten om oprettelse af IMF, brød sammen. En af de mest afgørende metoder til at udfinde en aftales virkelige mening er da også netop den måde, hvorpå parterne har opfyldt den.

Baichère's skrivelse fra juni 1977 er fuldstændig klar. Den sondrer mellem de tilbageholdelser, der foretages som følge af overførsler, der kan foretages i medfør af artikel 17 i vedtægtens bilag VII, og beløbene til dækning af de månedlige ydelser på de pågældende lån. I skrivelsen tilføjedes det dog, at der ikke kunne gives nogen garanti med hensyn til en uændret opretholdelse af kursen.

Den omstændighed, at sagsøgerne ikke har accepteret beslutningen af 25. juli 1975, som ændrede artikel 9 i beslutningen af juni 1971, generer Kommissionen. I og med at Kommissionen har bøjet sig på grund af sagsøgernes afslag, har den nemlig anerkendt, at forholdet mellem parterne er af rent aftaleretlig karakter, hvilket må medføre, at Kommissionen ikke ensidigt kunne ændre forholdet. Det er imidlertid netop, hvad Kommissionen gjorde i 1979. Den har derfor lagt vægt på at påvise, at den foreslåede ændring navnlig sigtede til fremskyndede tilbagebetalinger. Hverken ordlyden af artikel 9 eller den skrivelse, der blev tilstillet de involverede tjenestemænd i juni 1977, indeholder imidlertid en sådan begrænsning.

Med hensyn til spørgsmålet om den faktiske forhøjelse af rentesatsen i kraft af, at en ny og for tjenestemændene ugunstigere paritet blev indført, behandler Kommissionen dette meget formalistisk, eftersom den hele tiden ligger vægt på, at de månedlige ydelser efter ordlyden er i BFR. Sagsøgerne sammenholder det beløb, de har fået udbetalt i lire, og de beløb, der er indeholdt i deres vederlag siden 1979, og når derved frem til en rentesats, der er en del højere end 4 %.

Battaglia har frafaldet sit andet anbringende på baggrund af, at Kommissionen ikke har hævdet, at bestemmelserne i vedtægten vedrørende tvistepunkterne overhovedet skulle være anvendelige (selv om den påstår, at den nye ordlyd af artikel 17 i bilag VII finder anvendelse på sagens faktiske omstændigheder).

For så vidt angår Kommissionens forligsforslag har sagsøgerne anført, at det ville være bedre at føre forholdene tilbage til deres udgangspunkt og at afslutte den selvtægt — og følgerne heraf — som Kommissionen har begået; dette ville kunne bane vejen for en uforstyrret drøftelse.

Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at udtrykket paritet på overførselstidspunktet, der findes i aftalens artikel 15, ikke sikrer parterne mod risici for ændringer. Pariteten er helt klart en ubekendt størrelse. I modsætning til den paritet, der er gældende på det tidspunkt, da aftalen indgås, som er kendt af parterne og forbliver uændret gennem hele aftaleperioden, er parterne uvidende om pariteten på overførselstidspunktet; navnlig den kan være svingende, idet den pr. definition varierer alt efter, hvorpå overførslerne foretages. Når aftalens parter har vedtaget denne paritet, har de således bevidst accepteret at løbe en risiko for en ændring af kursen.

Sagsøgtes fortolkning, hvorefter den i aftalen nævnte paritet er den, som efter vedtægten skal lægges til grund ved beregningen af vederlag, der udbetales i en anden valuta end den belgiske franc, samt ved overførsler, er i overensstemmelse med aftalens almindelige opbygning. I henhold til aftalen kan tjenestemanden opnå byggelån på særdeles fordelagtige betingelser. En vurdering af låntageren er i den forbindelse en væsentlig faktor. Ydelsen af et sådant lån er en økonomisk fordel, der indrømmes tjenestemændene i deres egenskab af tjenestemænd. Det er derfor også rimeligt, at de dermed forbundne overførsler af midler er undergivet de regler om valutakurser i vedtægten, der gælder for de ansatte i Fællesskaberne. Derimod er der hverken i aftalen eller i den måde, parterne har opfyldt aftalen på, nogen støtte for sagsøgernes fortolkning, hvorefter den i vedtægten nævnte paritet skulle være den, Italien officielt har anmeldt til IMF. Under alle omstændigheder står det fast, at det tidspunkt, der skal tages i betragtning, altid vil være overførselstidspunktet.

Efter at den anden ændring af IMF's statutter var trådt i kraft (Jamaicaaftalen af 7. og 8. januar 1976), eksisterede begrebet paritet, således som parterne opfatter det — nemlig en vis mængde finguld, som blev anmeldt til og accepteret af IMF — ikke længere. Dette betyder, at paritet på overførselstidspunktet derefter — hvis sagsøgernes opfattelse skal følges — skal forstås som den kurs, der faktisk gælder på markedet på det pågældende tidspunkt.

Når der indtil det tidspunkt, da Rådets forordninger nr. 3085/78 og 3086/78 af 21. december 1978 trådte i kraft, blev opretholdt en omregningskurs på 12,5 lire = 1 BFR, var det kun en følge af, at der i henhold til den tidligere artikel 17 i vedtægtens bilag VII blev anvendt den paritet for den italienske lire, der var anmeldt til IMF. Da det viste sig, at de valutamæssige begivenheder og navnlig den omstændighed, at valutaerne flød, på længere sigt bragte systemet med faste pariteter i fare, ændrede EF-myndighederne de bestemmelser om kurser i vedtægten, der henviste til de tidligere IMF-pariteter, som for eftertiden var afskaffet. Kommissionen, der ikke har udstedt de nævnte forordninger, har ikke ensidigt ændret betingelserne i låneaftalen. Kommissionen har ganske enkelt fastslået, at IMF-pariteten ikke længere svarede til den gældende paritet på overførselstidspunktet, og foretrak fortsat at anvende den efter vedtægten gældende omregningskurs, idet den henviste til de ændrede artikler i selve vedtægten og dens bilag VII, nemlig henholdsvis artikel 63 og artikel 17, fremfor for eftertiden at anvende den faktiske markedskurs på det pågældende tidspunkt. Den omregningskurs, der anvendes ved overførsler af beløb i henhold til den nævnte artikel 17, den såkaldte overførselskurs, der er gunstigere end kursen ifølge den nye artikel 63 i vedtægten og langt gunstigere end bankkursen, anvendes ved de pågældende tilbagebetalinger.

Kommissionen har ikke bestridt, at låntageren i henhold til aftalens artikel 15, stk. 1, har ret til at tilbagebetale lånet, der lød på BFR og blev udbetalt i italienske lire, på grundlag af pariteten mellem de to valutaer på udbetalingstidspunktet, enten i BFR eller i lire. Men det understreges straks efter i samme artikel, at i sidstnævnte tilfælde skal der omregnes fra lire til BFR, og denne omregning skal ske på grundlag af den gældende paritet på overførselstidspunktet.

Denne sidste bestemmelse skal sammenholdes med aftalens artikel 4 og 5, hvorefter Kommissionen har ret til i låntagerens vederlag i belgiske francs at indeholde den månedlige ydelse, der er anført i afdragsskemaet; dette er en del af aftalen, og også disse ydelser er fastsat i belgiske francs. I modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, er der ikke tale om, at sagsøgte påtvinger dem den belgiske franc som betalingsvaluta. Kommissionen anvender blot aftalen, som dels garanterer en månedlig tilbagetaling af et beløb i belgiske francs, dels tillader — såfremt der i den forbindelse skal trækkes en del af låntagerens vederlag, udbetalt i en anden valuta end BFR — at gøre brug af den til enhver tid gældende omregningskurs mellem den pågældende valuta og den belgiske franc.

Sagsøgernes bemærkninger om teorien om clausula rebus sie stantibus er fuldstændig irrelevant. Såfremt kursen på den italienske lire havde udviklet sig i den modsatte retning, ville sagsøgerne have været de første til at anerkende, at den i aftalens artikel 15 fastsatte omregningskurs rent definitorisk kan have forskellig størrelse i løbet af aftaleperioden.