2024-12-202412C105202303890-00-TRA-DOC-DA-ARRET-C-0389-23-202410406-07

Dom af 5.12.2024 – sag C-389/23

Bulgarfrukt

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

5. december 2024 ( * )

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civilretlige område – europæisk betalingspåkravsprocedure – forordning (EF) nr. 1896/2006 – europæisk betalingspåkrav, der erklæres eksigibelt – forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager – forordning (EF) nr. 1393/2007 – manglende gyldig forkyndelse, som konstateres ved fuldbyrdelsen – national lovgivning, der fastsætter et retsmiddel, der giver skyldneren adgang til at nedlægge påstand om annullation af et europæisk betalingspåkrav – retsvirkninger – pligt for den ret, for hvilken sagen er indbragt, til at erklære det europæiske betalingspåkrav ugyldigt«

I sag C-389/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Amtsgericht Wedding (byretten i Berlin-Wedding, Tyskland) ved afgørelse af 19. maj 2023, indgået til Domstolen den 27. juni 2023, i sagen

Bulgarfrukt – Fruchthandels GmbH

mod

Oranzherii Gimel II EOOD,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling),

sammensat af formanden for Første Afdeling, F. Biltgen (refererende dommer), som fungerende formand for Anden Afdeling, og formanden for Femte Afdeling, M.L. Arastey Sahún, samt dommer J. Passer,

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–	Bulgarfrukt – Fruchthandels GmbH ved Rechtsanwälte W. Kreuzer og F. Sturm,

–	Oranzherii Gimel II EOOD ved Rechtsanwalt W. Hoffmann,

–	Europa-Kommissionen ved S. Noë og J. Vondung, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT 2006, L 399, s. 1) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 (EUT 2007, L 324, s. 79).

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Bulgarfrukt – Fruchthandels GmbH, som er et selskab med begrænset ansvar, der er hjemmehørende i Tyskland, og Oranzherii Gimel II EOOD (herefter »Oranzherii«), som er et enkeltmandsselskab med begrænset ansvar, der er hjemmehørende i Bulgarien, vedrørende fuldbyrdelsen af et europæisk betalingspåkrav.

Retsforskrifter

EU-retten

Forordning nr. 1896/2006

3	Følgende fremgår af 9., 10., 24. og 26. betragtning til forordning nr. 1896/2006:

»(9) Denne forordning har til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure og at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne ved at fastsætte mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

(10) Den procedure, der indføres ved denne forordning, bør være et supplerende, valgfrit middel for fordringshaveren, som bevarer retten til at gøre brug af en procedure fastsat i national lov. Denne forordning træder således ikke i stedet for og harmoniserer heller ikke de ordninger for inddrivelse af ubestridte krav, der er hjemlet i national lov.

[...]

(24) En indsigelse, der er indgivet inden for den fastsatte frist, bør bringe den europæiske betalingspåkravsprocedure til ophør og indebære, at sagen automatisk overgår til almindelig civil retssag, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves. Ved anvendelsen af denne forordning bør udtrykket »almindelig civil retssag« ikke nødvendigvis fortolkes ud fra national lov.

[...]

(26) Retsafgifter som omhandlet i artikel 25 bør ikke omfatte f.eks. advokatsalærer og udgifter til forkyndelse af dokumenter gennem et andet organ end en ret.«

4	Denne forordnings artikel 1 bestemmer:

»1. Denne forordning har til formål:

a) at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure,

b) at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav overalt i medlemsstaterne ved at fastsætte mindstestandarder, hvis overholdelse overflødiggør en mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.

2. Denne forordning er ikke til hinder for, at en fordringshaver kan forfølge et krav som omhandlet i artikel 4 ved brug af en anden procedure, der er hjemlet i en medlemsstats lov eller i fællesskabsretten.«

5	Nævnte forordnings artikel 12 med overskriften »Udstedelse af et europæisk betalingspåkrav« bestemmer i stk. 3 og 5:

»3. I det europæiske betalingspåkrav gøres skyldneren opmærksom på, at han har valget mellem:

a) at betale fordringshaveren det beløb, som er anført i betalingspåkravet,

eller

b) at modsætte sig betalingspåkravet ved at indgive en indsigelse til den udstedende ret, som skal sendes senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt for ham.

[...]

5. Retten påser, at det europæiske betalingspåkrav forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov på en måde, der opfylder de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13, 14 og 15.«

6	Artikel 13 i samme forordning med overskriften »Forkyndelse med bevis for modtagelse fra skyldnerens side« har følgende ordlyd:

»Det europæiske betalingspåkrav kan forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov i den stat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse, på en af følgende måder:

a) personlig forkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet

b) personlig forkyndelse bekræftet ved et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, der ud over at fastslå, at modtager har modtaget dokumentet eller har nægtet at modtage det uden lovlig grund, angiver forkyndelsesdatoen

c) postforkyndelse bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet og returneret

d) forkyndelse ved elektroniske midler som f.eks. fax eller e-mail bekræftet ved et dateret modtagelsesbevis, som skyldneren har underskrevet og returneret.«

7	Artikel 14 i forordning nr. 1896/2006 med overskriften »Forkyndelse uden bevis for modtagelse fra skyldnerens side« fastsætter:

»1. Det europæiske betalingspåkrav kan også forkyndes for skyldneren i overensstemmelse med national lov i den stat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse, på en af følgende måder:

a) personlig forkyndelse på skyldnerens personlige adresse for personer, der har adresse på samme bopæl som skyldneren, eller som af skyldneren er ansat til at arbejde dér

b) personlig forkyndelse på skyldnerens erhvervsmæssige hjemsted, hvis skyldneren er en selvstændig erhvervsdrivende eller en juridisk person, for personer, der er ansat af skyldneren

c) deponering af påkravet i skyldnerens postkasse

d) deponering af påkravet på et postkontor eller hos kompetente offentlige myndigheder og skriftlig meddelelse om denne deponering i skyldnerens postkasse, forudsat at den skriftlige meddelelse tydeligt angiver, at det drejer sig om et retsdokument, eller at meddelelsen har retsvirkning som forkyndelse og medfører, at tidsfrister begynder at løbe

e) postforkyndelse uden den i stk. 3 omhandlede form for bekræftelse, hvis skyldneren har adresse i udstedelsesstaten

f) elektroniske midler bekræftet ved en automatisk kvittering for levering, forudsat at skyldneren på forhånd udtrykkeligt har accepteret denne forkyndelsesmåde.

2. Ved anvendelsen af denne forordning kan der ikke foretages forkyndelse efter stk. 1, hvis skyldnerens adresse ikke med sikkerhed er kendt.

3. Forkyndelse i henhold til stk. 1, litra a), b), c) og d), bekræftes ved:

a) et dokument underskrevet af den kompetente stævningsmand, hvoraf det fremgår

i) på hvilken måde forkyndelsen er foretaget

ii) på hvilket tidspunkt forkyndelsen har fundet sted

iii) i givet fald for hvilken anden person end skyldneren påkravet er blevet forkyndt, idet personens navn og forbindelse til skyldneren angives

eller

b) et modtagelsesbevis fra den person, for hvem påkravet er blevet forkyndt, ved anvendelse af stk. 1, litra a) og b).«

8	Denne forordnings artikel 15 med overskriften »Forkyndelse for en repræsentant« foreskriver:

»Forkyndelse i henhold til artikel 13 eller 14 kan også foretages for en repræsentant for skyldneren.«

9	Nævnte forordnings artikel 16 med overskriften »Indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav« bestemmer følgende:

»1. Skyldneren kan indgive en indsigelse mod det europæiske betalingspåkrav over for den udstedende ret ved anvendelse af formular F i bilag VI, som fremsendes til ham sammen med det europæiske betalingspåkrav.

2. Indsigelsen sendes senest tredive dage efter, at betalingspåkravet er blevet forkyndt for skyldneren.

[...]«

10	Samme forordnings artikel 18 med overskriften »Eksigibilitet« har følgende ordlyd:

»1. Er der ikke indgivet en indsigelse til den udstedende ret inden for den frist, der er fastsat i artikel 16, stk. 2, idet der tages hensyn til, at indsigelsen skal have tid til at nå frem, erklærer den udstedende ret straks det europæiske betalingspåkrav for eksigibelt ved anvendelse af formular G i bilag VII. Retten kontrollerer forkyndelsesdatoen.

2. Med forbehold af stk. 1 er de formelle krav med hensyn til eksigibilitet underlagt loven i udstedelsesstaten.

3. Retten sender det eksigible europæiske betalingspåkrav til fordringshaveren.«

11	Artikel 26 i forordning nr. 1896/2006 med overskriften »Forholdet til national procesret« foreskriver:

»Alle processuelle spørgsmål, som ikke specifikt er behandlet i denne forordning, afgøres efter national lov.«

12	Denne forordnings artikel 27 bestemmer:

»Denne forordning berører ikke anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager [(EFT 2000, L 160, s. 37)].«

Forordning nr. 1393/2007

13	Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 fastsætter:

»Denne forordning finder anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).«

14	Denne forordnings artikel 7 med overskriften »Forkyndelse af dokumenter« foreskriver i stk. 1:

»Den modtagende instans forkynder dokumentet eller lader det forkynde enten i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning eller på den særlige måde, som den fremsendende instans har anmodet om, medmindre denne måde er uforenelig med modtagerstatens lovgivning.«

15	Nævnte forordnings artikel 8 med overskriften »Mulighed for at nægte at modtage dokumentet« bestemmer:

»1. Den modtagende instans underretter under anvendelse af formularen i bilag II adressaten om, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, i forbindelse med forkyndelsen eller ved at returnere dokumentet til den modtagende instans senest en uge efter, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af følgende sprog:

a) et sprog, som adressaten forstår,

b) modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted.

2. Har den modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet, jf. stk. 1, underretter den straks den fremsendende instans herom ved hjælp af den i artikel 10 omhandlede attest og returnerer anmodningen og de dokumenter, der ønskes oversat, til den fremsendende instans.

3. Har adressaten nægtet at modtage dokumentet, jf. stk. 1, kan forkyndelsen af dokumentet afhjælpes ved, at dokumentet forkyndes for adressaten i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning ledsaget af en oversættelse til et af de i stk. 1 omhandlede sprog. I så fald er datoen for dokumentets forkyndelse den dato, på hvilken dokumentet ledsaget af oversættelsen forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning. Hvis et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning skal forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt, jf. artikel 9, stk. 2.

[...]«

Tysk ret

16	§ 1092a i Zivilprozessordnung (civil retsplejelov, herefter »ZPO«) med overskriften »Retsmiddel ved manglende forkyndelse eller ikke-forskriftsmæssig forkyndelse af det europæiske betalingspåkrav« har følgende ordlyd:

»(1) Skyldneren kan anmode om annullation af det europæiske betalingspåkrav, såfremt det europæiske betalingspåkrav

1. ikke er blevet forkyndt for vedkommende eller

2. er blevet forkyndt på en måde, der ikke er tilstrækkelig, jf. kravene i artikel 13-15 i forordning [nr. 1896/2006].

Anmodningen skal fremsættes senest en måned efter det tidspunkt, hvor skyldneren fik eller kunne have fået kendskab til udstedelsen af et europæisk betalingspåkrav eller den manglende forkyndelse. Såfremt retten efterkommer anmodningen af en af de i første punktum omhandlede grunde, erklæres det europæiske betalingspåkrav ugyldigt.

(2) Såfremt retten på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen som omhandlet i stk. 1, første punktum, allerede har erklæret det europæiske betalingspåkrav for eksigibelt som omhandlet i artikel 18 i forordning [nr. 1896/2006] og nu efterkommer anmodningen, erklærer den tvangsfuldbyrdelsen af betalingspåkravet ugyldig. Stk. 1, tredje punktum, finder tilsvarende anvendelse.

(3) Afgørelsen træffes ved kendelse. Kendelsen kan ikke kæres. § 1092, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17	Efter anmodning fra Bulgarfrukt udstedte Amtsgericht Wedding (byretten i Berlin-Wedding, Tyskland), som er den forelæggende ret, den 4. januar 2019 et europæisk betalingspåkrav over for Oranzherii.

Den bulgarske modtagende instans bekræftede, at dette påkrav var blevet forkyndt den 26. juli 2019 i henhold til forordning nr. 1393/2007. Denne bekræftelse præciserede imidlertid ikke den fremgangsmåde, der var blevet anvendt ved forkyndelsen, ud over at det deri var anført, på bulgarsk, at »[p]ersonen har forladt denne adresse, og hans [nuværende] adresse er ikke opført i registret. Afgørelserne [...] skal anses for at være blevet forkyndt korrekt«.

19	Den 24. april 2020 erklærede den forelæggende ret, idet den antog, at der var sket en gyldig forkyndelse, det nævnte europæiske betalingspåkrav for eksigibelt i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1896/2006.

20	Ved telefax af 1. marts 2021 indgav Oranzherii indsigelse mod dette samme europæiske betalingspåkrav, idet selskabet gjorde gældende, at det havde fået kendskab til det for første gang den 24. februar 2021 i forbindelse med tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger.

21	Efter at den forelæggende ret havde oplyst dette selskab om de retsmidler, der var til rådighed, anlagde selskabet ved processkrift af 25. marts 2021 sag i medfør af ZPO’s § 1092a.

22	Hvad angår dette i ZPO’s § 1092a fastsatte retsmiddel til prøvelse af et europæisk betalingspåkrav er den forelæggende ret indledningsvis i tvivl om, hvorvidt § 1092a er forenelig med EU-retten.

Ved at pålægge den ret, for hvilken sagen er indbragt, at annullere et europæisk betalingspåkrav, som ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet forkyndt på gyldig vis, er den tyske lovgivning nemlig strengere end de principper, der følger af dom af 4. september 2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen (C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144), hvorefter en sådan situation bør føre til, at den afgørelse, hvorved et sådant europæisk betalingspåkrav erklæres for eksigibelt, erklæres ugyldig.

I denne henseende er den forelæggende ret for det første af den opfattelse, at ZPO’s § 1092a, stk. 1, tilsidesætter bestemmelserne i artikel 16 og 17 i forordning nr. 1896/2006, for så vidt som den på forhånd åbner mulighed for et retsmiddel, selv om fristen for at gøre indsigelse mod et sådant europæisk betalingspåkrav endnu ikke er begyndt at løbe.

For det andet skal den ret, for hvilken sagen er indbragt, hvis skyldneren tilfældigt får kendskab til eksistensen af et europæisk betalingspåkrav mod ham og anlægger et søgsmål i henhold til ZPO’s § 1092a, bringe den pågældende europæiske betalingspåkravsprocedure til ophør i stedet for at anordne en ny forkyndelse, der udløser de retsvirkninger, der er omhandlet i artikel 16 og 17 i forordning nr. 1896/2006.

For det tredje kan det retsmiddel, der er fastsat i ZPO’s § 1092a, være til hinder for den effektive virkning af denne forordning, som har til formål at sikre det indre markeds funktion ved at fjerne hindringerne for den korrekte afvikling af civile sager, for så vidt som en rekvirent kunne foretrække ikke at anvende den europæiske betalingspåkravsprocedure, henset til risikoen for, at et søgsmål på grundlag af ZPO’s § 1092a kunne være til hinder for det europæiske betalingspåkrav, som den pågældende kunne have opnået.

For det fjerde bør det princip, der fremgår af dom af 2. marts 2017, Henderson (C-354/15, EU:C:2017:157), hvorefter den manglende fremsendelse af en formular, der er foreskrevet ved forordning nr. 1393/2007, ikke medfører hele den omhandlede forkyndelses ugyldighed, men kræver, at den retsinstans, for hvilken sagen verserer, efterfølgende afhjælper denne undladelse, ligeledes gælde i forbindelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure, som blev indført ved forordning nr. 1896/2006 (dom af 6.9.2018, Catlin Europe, C-21/17, EU:C:2018:675).

For det femte og sidste taler ligeledes den omstændighed, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1784 af 25. november 2020 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) (EUT 2020, L 405, s. 40) nu i artikel 12, stk. 5 og 6, fastsætter bestemmelser om muligheden for at afhjælpe en mangelfuld forkyndelse for de mangler, den er behæftet med, uden at disse mangler medfører, at denne forkyndelse som helhed er ugyldig.

Den forelæggende ret er dernæst i tvivl om, hvorvidt den ret, for hvilken sagen er indbragt, når den giver medhold i et søgsmål i henhold til ZPO’s § 1092a, selv om den allerede har erklæret et europæisk betalingspåkrav for eksigibelt, i medfør af denne § 1092a ligeledes er forpligtet til at afvise tvangsfuldbyrdelsen i henhold til dette betalingspåkrav, hvilket vil medføre, at denne fuldbyrdelse varigt hindres, mens det i tilfælde af en simpel ugyldighed af en eksigibilitetserklæring vedrørende et europæisk betalingspåkrav er muligt, at sidstnævnte europæiske betalingspåkrav bliver eksigibelt efter en ny og gyldig forkyndelse.

Endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, om en skyldner gyldigt kan indgive en indsigelse mod et eksisterende betalingspåkrav, før dette er blevet gyldigt forkyndt for ham, eftersom Domstolen i præmis 49 i dom af 4. september 2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen (C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144), fastslog, at en anvendelse af indsigelsesproceduren i artikel 16 og 17 i forordning nr. 1896/2006 ikke kan komme i betragtning under sådanne omstændigheder.

Den nævnte ret har desuden præciseret, at såfremt den er forpligtet til at foretage en ny forkyndelse i overensstemmelse med de mindstestandarder, der er fastsat i denne forordning, ville den oplyse skyldneren om, at der af forsigtighedshensyn bør rejses en ny indsigelse. Spørgsmålet om, hvorvidt en skyldner er i stand til effektivt at forsvare sig mod et europæisk betalingspåkrav, bør imidlertid ikke afhænge af en tilfældig faktor vedrørende den påkendende rets gode vilje.

32	På denne baggrund har Amtsgericht Wedding (byretten i Berlin-Wedding) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal [forordning nr. 1393/2007] samt [forordning nr. 1896/2006] fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et europæisk betalingspåkrav i forbindelse med en appel skal erklæres ugyldigt af retten, når det ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet forkyndt retmæssigt for skyldneren?

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal ovennævnte forordninger da fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tvangsfuldbyrdelsen af det europæiske betalingspåkrav skal erklæres ulovlig, når betalingspåkravet ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet forkyndt retmæssigt for skyldneren?

3) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal forordning nr. 1896/2006 da fortolkes således, at en skyldner, der har kendskab til et europæisk betalingspåkrav, som imidlertid ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet forkyndt retmæssigt for vedkommende, ikke gyldigt kan gøre indsigelse mod dette betalingspåkrav?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006, sammenholdt med bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den retsinstans, for hvilken en sag om et europæisk betalingspåkrav verserer, er forpligtet til at erklære betalingspåkravet ugyldigt, når dette påkrav ikke er blevet forkyndt for skyldneren eller er blevet forkyndt under tilsidesættelse af de mindstestandarder, der er foreskrevet i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006.

Det bemærkes for det første, at det fremgår af niende betragtning til og artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1896/2006, at denne har til formål at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne ved at indføre en europæisk betalingspåkravsprocedure (dom af 15.9.2022, Uniqa Versicherungen, C-18/21, EU:C:2022:682, præmis 20).

Denne forenklede og ensartede procedure er ikke kontradiktorisk. Skyldneren får således først kendskab til udstedelsen af det europæiske betalingspåkrav på det tidspunkt, hvor dette forkyndes for den pågældende, og det er, som det fremgår af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 1896/2006, først på dette tidspunkt, at denne bliver oplyst om, at vedkommende har mulighed for enten at betale fordringshaveren det beløb, som er dette påkrav, eller at modsætte sig det over for den udstedende ret (jf. i denne retning dom af 15.9.2022, Uniqa Versicherungen, C-18/21, EU:C:2022:682, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

Denne mulighed for at indgive indsigelse tager sigte på at opveje den omstændighed, at det system, der er fastsat i forordning nr. 1896/2006, ikke forudser skyldnerens deltagelse i den europæiske betalingspåkravsprocedure, således at den pågældende har mulighed for at bestride kravet efter udstedelsen af dette europæiske betalingspåkrav (dom af 22.10.2015, Thomas Cook Belgium, C-245/14, EU:C:2015:715, præmis 28, og af 15.9.2022, Uniqa Versicherungen, C-18/21, EU:C:2022:682, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

Denne indsigelse bevirker, at den europæiske betalingspåkravsprocedure bringes til ophør, og indebærer, at sagen automatisk overgår til almindelig civil retssag, hvad enten det er den europæiske småkravsprocedure som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (EUT 2007, L 199, s. 1) eller en anden passende national civilretlig procedure, medmindre fordringshaveren udtrykkeligt har anmodet om, at sagen i så fald hæves (jf. i denne retning dom af 13.6.2013, Goldbet Sportwetten, C-144/12, EU:C:2013:393, præmis 31, og af 15.9.2022, Uniqa Versicherungen, C-18/21, EU:C:2022:682, præmis 23).

For det andet bemærkes det, at ethvert europæisk betalingspåkrav, der er omfattet af forordning nr. 1896/2006, skal være genstand for en forkyndelse i overensstemmelse med de ved denne forordnings artikel 13-15 fastsatte mindstestandarder. Såfremt disse mindstestandarder tilsidesættes, bliver ligevægten mellem de med nævnte forordning forfulgte mål om hurtighed og effektivitet på den ene side og overholdelsen af retten til forsvar på den anden side sat over styr (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen, C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144, præmis 37).

Domstolen har i denne henseende fastslået, at når der ikke foreligger en forkyndelse, som er i overensstemmelse med de nævnte mindstestandarder, begynder indsigelsesfristen ikke at løbe, således at der kan drages tvivl om gyldigheden af de procedurer, som afhænger af udløbet af denne frist, herunder gyldigheden af den i artikel 18 i forordning nr. 1896/2006 omhandlede eksigibilitetserklæring, også selv om procedurerne allerede er indledt (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen, C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144, præmis 43).

For det tredje fremgår det af artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1896/2006, sammenholdt med niende betragtning hertil, at denne forordning indeholder mindstestandarder, som er fastsat for at muliggøre fri bevægelighed for europæiske betalingspåkrav. Denne forordning indfører således et ensartet middel for inddrivelse, hvorved den sikrer fordringshavere og skyldnere ensartede vilkår i hele Unionen, men fastsætter samtidig, at medlemsstaternes procesret finder anvendelse på alle processuelle spørgsmål, som ikke specifikt er behandlet i denne samme forordning (jf. i denne retning dom af 13.6.2013, Goldbet Sportwetten, C-144/12, EU:C:2013:393, præmis 28, og af 15.9.2022, Uniqa Versicherungen, C-18/21, EU:C:2022:682, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

For så vidt som forordning nr. 1896/2006 ikke indeholder nogen indikationer om de eventuelle retsmidler, som skyldneren har til rådighed, når det først efter erklæringen om eksigibilitet af et europæisk betalingspåkrav viser sig, at betalingspåkravet ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet forkyndt i overensstemmelse med de mindstestandarder, der er fastsat i denne forordnings artikel 13-15, afgøres disse processuelle spørgsmål fortsat efter national lov i overensstemmelse med denne forordnings artikel 26 (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen, C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144, præmis 46 og 47).

Hvad for det fjerde angår spørgsmålene om forkyndelse af et europæisk betalingspåkrav, som ikke er reguleret ved forordning nr. 1896/2006, fremgår det af Domstolens praksis, at disse spørgsmål efter omstændighederne skal afgøres i overensstemmelse med forordning nr. 1393/2007, idet artikel 27 i forordning nr. 1896/2006 bestemmer, at denne forordning ikke berører anvendelsen af forordning nr. 1348/2000, og idet sidstnævnte forordning er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1393/2007, hvis artikel 25, stk. 2, præciserer, at henvisninger til forordning nr. 1348/2000 skal betragtes som henvisninger til forordning nr. 1393/2007 (jf. i denne retning dom af 6.9.2018, Catlin Europe, C-21/17, EU:C:2018:675, præmis 39 og 40).

I denne henseende bemærkes, at artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007 fastsætter en mulighed for, at adressaten for det dokument, der skal forkyndes, kan nægte at modtage det med den begrundelse, at det pågældende dokument ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som den pågældende må antages at forstå (dom af 2.3.2017, Henderson, C-354/15, EU:C:2017:157, præmis 49).

Det er således vigtigt ikke bare at sikre, at et dokuments adressat faktisk modtager det omhandlede dokument, men også, at adressaten sættes i stand til at få kendskab til og fuldt ud at forstå meningen med og omfanget af den retslige procedure, der er indledt over for den pågældende i udlandet, således at den pågældende kan forberede sit forsvar og varetage sine rettigheder på effektiv vis i afsenderstaten (dom af 6.9.2018, Catlin Europe, C-21/17, EU:C:2018:675, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

For at denne ret til at nægte modtagelse, som er indeholdt i artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1393/2007, kan få reel virkning, er det nødvendigt, at dokumentets adressat er blevet behørigt underrettet om, at denne ret findes, ved hjælp af standardformularen i bilag II til denne forordning (jf. i denne retning dom af 2.3.2017, Henderson, C-354/15, EU:C:2017:157, præmis 53 og 54).

Domstolen har udledt af dette, at den enhed, der er ansvarlig for forkyndelsen, under alle omstændigheder og uden at råde over en skønsmargen er forpligtet til at underrette et dokuments adressat om den pågældendes ret til at nægte at modtage dokumentet ved konsekvent til det formål at anvende denne standardformular (jf. i denne retning dom af 6.9.2018, Catlin Europe, C-21/17, EU:C:2018:675, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

Når et dokument er blevet forkyndt for dettes adressat, uden at denne standardformular er vedlagt dette dokument, skal en sådan undladelse afhjælpes, ved at den pågældende enhed uden ophold underretter denne adressat om vedkommendes ret til at nægte at modtage nævnte dokument, idet adressaten fremsendes denne samme standardformular (jf. i denne retning dom af 6.9.2018, Catlin Europe, C-21/17, EU:C:2018:675, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

Domstolen har fastslået, at en undladelse af at vedlægge standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007 hverken kan medføre ugyldighed af det dokument, der skal forkyndes, eller af forkyndelsesproceduren, eftersom en sådan konsekvens ville være uforenelig med det formål, der forfølges med forordningen, som består i at fastsætte en direkte, hurtig og effektiv fremgangsmåde med henblik på at fremsende dokumenter i civile og kommercielle sager mellem medlemsstaterne (dom af 6.9.2018, Catlin Europe, C-21/17, EU:C:2018:675, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

49	En national lovgivning kan derfor ikke uden at være i strid med forordning nr. 1393/2007 fastsætte, at undladelsen af at fremsende denne formular sanktioneres med ugyldighed (jf. i denne retning dom af 2.3.2017, Henderson, C-354/15, EU:C:2017:157, præmis 62).

50	Det er på baggrund af disse betragtninger, at spørgsmålene fra den forelæggende ret skal besvares.

I den foreliggende sag fremgår det af de konstateringer, den forelæggende ret har foretaget, at den forkyndelse, der er blevet foretaget af den modtagende instans, åbenbart ikke overholder de mindstestandarder, der er fastsat ved artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006, idet sagsøgte i hovedsagen først fik kendskab til det omhandlede europæiske betalingspåkravs eksistens på tidspunktet for fuldbyrdelsen af dette påkrav.

Det fremgår i denne henseende af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 39 og 41, dels, at erklæringen om et sådant europæisk betalingspåkravs eksigibilitet skal anses for ugyldig, dels at national ret regulerer de eventuelle retsmidler, som skyldneren råder over, når det først efter denne eksigibilitetserklæring viser sig, at dette påkrav ikke er blevet forkyndt eller ikke er blevet forkyndt i overensstemmelse med de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006.

53	I det foreliggende tilfælde fastsætter tysk ret i ZPO’s §1092a et sådant retsmiddel, inden for rammerne af hvilket den ret, for hvilken sagen er indbragt, er forpligtet til at erklære et sådant europæisk betalingspåkrav ugyldigt.

Når et europæisk betalingspåkrav ikke er blevet forkyndt for skyldneren eller ikke er blevet forkyndt i overensstemmelse med de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006, modtager skyldneren imidlertid ikke de nødvendige formularer, navnlig ikke den, der indeholder det omhandlede europæiske betalingspåkrav, og den, der underretter skyldneren om dennes ret til at indgive indsigelse mod dette påkrav, således at skyldneren ikke retmæssigt underrettes om eksistensen af og grundlaget for det europæiske betalingspåkrav udstedt over for vedkommende (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen, C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144, præmis 41).

Det følger heraf, at der skal sondres mellem den manglende forkyndelse af et europæisk betalingspåkrav eller den manglende overholdelse af de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006, og den manglende fremsendelse til adressaten for et dokument, der skal forkyndes, af standardformularen i bilag II til forordning nr. 1393/2007, der oplyser adressaten om dennes ret til at nægte at modtage dette dokument i tilfælde af, at det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et sprog, som den pågældende må antages at forstå.

Selv om udeladelsen af denne standardformular i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 47 og 48, uden ophold skal afhjælpes af den modtagende instans og ikke kan sanktioneres med ugyldighed, idet det formål, der forfølges med forordning nr. 1393/2007, ellers ville blive bragt i fare, skal det fastslås, at denne retspraksis ikke finder anvendelse i det tilfælde, hvor den nationale ret erklærer et europæisk betalingspåkrav, som ikke er blevet forkyndt, eller som er blevet forkyndt under tilsidesættelse af de mindstestandarder, der er fastsat i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006, ugyldigt, idet en sådan annullation er i overensstemmelse med formålene med sidstnævnte forordning.

Så snart den fordring, der ligger til grund for et europæisk betalingspåkrav, bestrides, hvilket åbenbart er tilfældet, når skyldneren anlægger sag til prøvelse af tvangsfuldbyrdelsen af et europæisk betalingspåkrav, hvis forkyndelse er behæftet med mangler, finder den i forordning nr. 1896/2006 fastsatte særlige procedure således ikke længere anvendelse, idet formålene om at forenkle og fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og nedbringe sagsomkostningerne, som det fremgår af forordningens artikel 1, stk. 1, litra a), kun er relevante for så vidt angår ubestridte krav (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, eco cosmetics og Raiffeisenbank St. Georgen, C-119/13 og C-120/13, EU:C:2014:2144, præmis 39, og af 13.6.2013, Goldbet Sportwetten, C-144/12, EU:C:2013:393, præmis 42).

I denne sammenhæng er den omstændighed, at skyldneren tilfældigt eller i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk betalingspåkravsprocedure, hvis forkyndelse er behæftet med mangler, får kendskab til eksistensen af det pågældende betalingspåkrav, i lighed med det tidspunkt, hvor skyldneren bestrider det krav, der er genstand for dette betalingspåkrav, uden relevans, eftersom dette retsmiddel, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 39, nødvendigvis iværksættes, inden fristen for at indgive indsigelse i henhold til artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 begynder at løbe.

De formål, der forfølges med forordning nr. 1896/2006, nemlig hurtighed og effektivitet på den ene side og overholdelsen af retten til forsvar på den anden side, gør det i øvrigt i forening muligt at fastslå, at det påhviler den begærende part at bære eventuelle risici forbundet med en manglende forkyndelse eller en forkyndelse, der ikke overholder mindstestandarderne i denne forordnings artikel 13-15.

Som det fremgår af artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006, hvorefter den europæiske betalingspåkravsprocedure »ikke [er] til hinder for, at en fordringshaver kan forfølge et krav [...] ved brug af en anden procedure, der er hjemlet i en medlemsstats lov eller i fællesskabsretten«, er det europæiske betalingspåkrav således en fakultativ procedure, som ikke træder i stedet for de øvrige eksisterende procedurer.

61	Desuden er ingen af bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006 i princippet til hinder for, at den pågældende kreditor i tilfælde af afslag på en anmodning om et europæisk betalingspåkrav i givet fald gør sit krav gældende i forbindelse med en ny europæisk betalingspåkravsprocedure.

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at bestemmelserne i forordning nr. 1896/2006, sammenholdt med bestemmelserne i forordning nr. 1393/2007, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den retsinstans, for hvilken en sag om et europæisk betalingspåkrav verserer, er forpligtet til at erklære påkravet ugyldigt, når dette påkrav ikke er blevet forkyndt for skyldneren eller er blevet forkyndt under tilsidesættelse af de mindstestandarder, der er foreskrevet i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006.

Det andet og det tredje spørgsmål

63	Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure, sammenholdt med bestemmelserne Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager,

skal fortolkes således, at

de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den retsinstans, for hvilken en sag om et europæisk betalingspåkrav verserer, er forpligtet til at erklære påkravet ugyldigt, når dette påkrav ikke er blevet forkyndt for skyldneren eller er blevet forkyndt under tilsidesættelse af de mindstestandarder, der er foreskrevet i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006.

Underskrifter

( * ) Processprog: tysk.