Fournier blev ansat som hjælpeansat på grundlag af en kontrakt af 12. august 1964 for et tidsrum af seks måneder fra den 1. september 1964; han blev indplaceret i kategori A, gruppe I og lønklasse 2, og med arbejdsopgaver som forskningsmedarbejder under Generaldirektoratet for forbindelser med tredjelande. Ved kommissionsafgørelse af 2. marts 1966 blev han tilknyttet Generaldirektoratet for det interne marked — direktoratet for Industri, håndværk og handel med virkning fra den 1. januar 1966. Hans kontrakt som hjælpeansat blev forlænget flere gange, senest den 10. juli 1968, med virkning til den 31. december 1968.

Fournier blev derefter ansat som midlertidigt ansat i henhold til kontrakt af 20. januar 1969 for et tidsrum af tre måneder fra den 1. januar 1969; han blev indplaceret i kategori B, lønklasse 1, løntrin 3, som kontorfuldmægtig. Som sådan var han tilknyttet Generaldirektoratet for økonomiske og finansielle spørgsmål.

Ved stævning indgivet den 21. april 1969 anlagde Fournier sag ved De europæiske Fællesskabers Domstol med påstand om annullation af Kommissionens stiltiende afvisning af hans ansøgning om fastansættelse i lønklasse A 4. Sagen blev afvist (dom af 13. maj 1970, B. Fournier mod Kommissionen, 18/69, Sml. 1970, s. 49, org.ref. Recueil 1970, s. 249).

Kontrakten af 20. januar 1969 blev forlænget gentagne gange, sidste gang den 3. juni 1971, med virkning til den 31. december s.a.

Da en yderligere forlængelse af denne sidste kontrakt ikke var mulig, jf. artikel 8, stk. 2, i vilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, blev Bernard Fournier ved kontrakt af 11. januar 1972 ansat som hjælpeansat for en periode af tre måneder med virkning fra den 1. januar 1972; han blev indplaceret i kategori A, gruppe I, lønklasse 2, med henblik på at udføre forskellige undersøgelser. Som sådan blev han tilknyttet Generaldirektorat for udvikling. Denne kontrakt blev først forlænget til den 30. juni 1972, siden til den 31. december 1972.

Den 4. december 1972 indgav Bernard Fournier i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1, en ansøgning til Kommissionen om en normalisering af hans tjenesteretlige stilling i form af fastansættelse i en stillingsgruppe, en lønklasse og et løntrin svarende til hans eksamener, kvalifikationer, erfaring, alder og anciennitet.

Da hans kontrakt som hjælpeansat ikke kunne forlænges ud over den 31. december 1972 (jf. artikel 52 i ansættelsesvilkårene), traf Kommissionen den 21. februar 1973 afgørelse om at indgå kontrakt med Bernard Fournier om midlertidig ansættelse for en periode af fire måneder fra den 1. januar 1973; han blev indplaceret i lønklasse A 6, løntrin 3. Kontrakten blev underskrevet den 9. marts 1973, og Fournier blev tilknyttet Generaldirektoratet Udvikling og samarbejde.

Ved afgørelse af 19. juli 1973 blev han i medfør af vedtægtens artikler 1, 29, stk. 2, 31, 32 og 34 udnævnt til tjenestemand på prøve pr. 1. maj 1973; han blev indplaceret i lønklasse A 6, løntrin 3, som fuldmægtig og tilknyttet Generaldirektoratet Udvikling og samarbejde, i direktoratet Programmer og projekter inden for EUF, afdelingen for Uddannelse, praktikanttjeneste og møder. Ved udløbet af hans prøvetid blev han pr. 1. april 1974 fastansat i sin stilling ved afgørelse af 25. april 1974. Den 1. juli 1975 blev han tilknyttet afdeling VIII-D-4, Uddannelse.

Kommissionen har nedlagt følgende påstand:

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (første afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Sagen omhandler på sit nuværende stadium spørgsmålet om, hvorvidt erstatningskravene og kravet om medregning af perioden fra den 1. september 1964 til den 31. december 1965 ved beregningen af sagsøgerens pensionsgivende tjenesteår kan fremmes til realitetsbehandling.

I svarskriftet har Kommissionen gjort gældende, at søgsmålet skal afvises, idet sagsøgeren den 21. april 1969 anlagde sag med påstand om annullation af Kommissionens stiltiende afvisning af hans ansøgning om fastansættelse som tjenestemand i lønklasse A 4 og med påstand om, at det statueredes, at han blev fastansat i lønklassen. Dette søgsmål blev afvist. Ligeledes forelagde sagsøgeren den 4. december 1972 i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 1, Kommissionen en ansøgning om normalisering af hans tjenesteretlige forhold i form af indplacering i en stillingsgruppe, lønklasse og løntrin svarende til hans kvalifikationer. Ansøgningen fik ikke det af sagsøgeren ventede udfald.

I forbindelse med nærværende søgsmål har sagsøgte indvendt, at sagsøgeren ikke via et erstatningssøgsmål kan opnå de samme fordele, som allerede er blevet afslået ham ved en afgørelse, som har været genstand for et annullationssøgsmål, som er blevet afvist, eller er afslået ved afgørelser, som ikke i rette tid er blevet anfægtet ved Domstolen.

I replikken har sagsøgeren herimod anført, at de fejl, han har foreholdt sagsøgte, udgør en helhed, og at visse af klagepunkterne fortsat eksisterer. Han har understreget, at de vigtigste af de tab, han har lidt, dvs. skaderne i forbindelse med hans helbredstilstand, ikke er af en sådan karakter, at en dom om annullation af den ene eller anden afgørelse havde kunnet træde i stedet for erstatning.

I replikken har sagsøgeren først og fremmest understreget, at tvisten vedrørende pensionskravene — som følge af Kommissionens afgørelse af 22. maj 1980 — nu kun vedrører den periode fra 1. september 1964 til den 31. december 1965, hvor han var såkaldt hjælpeansat.

Han har gjort indsigelse imod, at Kommissionen har afvist at medregne hans tjenesteperiode fra den 1. september 1964 til den 31. december 1965 ved beregningen af hans pensionsgivende tjenesteår og ved beregningen af hans tjenesteår i henhold til vedtægtens artikel 77, stk. 1.

Han har til støtte herfor gjort gældende, at der foreligger en overtrædelse af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, især artiklerne 2, litra b), 3, 40, stk. 2, og 52, litra b), af grundsætningen om, at den lovbestemte kvalifikation af en aftale skal gå forud for parternes kvalifikation af aftalen, samt af principperne om billighed, ligebehandling, fordelende retfærdighed og god forvaltning.

Sagsøgeren har gjort gældende, at han også i den periode, hvor han gjorde tjeneste som såkaldt hjælpeansat, udførte vedvarende, klart definerede offentlige opgaver inden for Fællesskabet, hvorfor de kontrakter, der er indgået med ham i denne periode, må betragtes som indgået med en midlertidigt ansat (jf. dom af 1. februar 1979, sag 17/78, Deshormes mod Kommissionen, Sml. 1979, s. 189 ff.).

Kommissionen har anført, at den i medfør af Deshormes-dommen (dom af 1. februar 1979, sag 17/78, Sml. 1979, s. 189 ff.) har været berettiget til at undlade at medregne perioden fra den 1. september 1964 til den 31. december 1965 ved beregningen af sagsøgerens tjenesteår i henhold til vedtægtens artikel 77, stk. 1. I den pågældende periode har sagsøgeren nemlig — på grundlag af en kontrakt om hjælpeansættelse — overvejende udført midlertidige arbejdsopgaver som forskningsmedarbejder ved Generaldirektoratet for forbindelser med tredjelande, hvor han skulle foretage undersøgelser vedrørende Fællesskabets handel med tredjelande (bilag 8 og 9 i svarskriftet).

I replikken har sagsøgeren anført, at han i den omtvistede periode var tilknyttet Generaldirektoratet for forbindelser med tredjelande, hvor han arbejdede som forskningsmedarbejder, det vil sige, at han foretog undersøgelser vedrørende Fællesskabets handel med tredjelande.

Selv om han den 1. januar 1966 blev tilknyttet Generaldirektoratet for det interne marked, vedrører alle de senere forlængelser af hans kontrakter kun arbejdsbetingelserne, mens de øvrige bestemmelser i den oprindelige kontrakt af 12. august 1964 ikke blev ændret. En af disse bestemmelser angår beskrivelsen af arbejdets art: forskningsmedarbejder. Dette beviser ifølge sagsøgeren, at de arbejdsopgaver, han udførte før den 1. januar 1966, er af samme beskaffenhed som de arbejdsopgaver, han udførte efter dette tidspunkt. Og Kommissionen har erkendt, at de arbejdsopgaver, som sagsøgeren udførte efter den 1. januar 1966, var vedvarende, klart definerede offentlige opgaver inden for Fællesskabet.

Desuden var de arbejdsopgaver, som han udførte i denne periode, i 1972 underlagt en tjenestemandsstilling. De arbejdsopgaver, som sagsøgeren udførte i den pågældende periode, blev ikke alene overtaget af en tjenestemand, men de blev fortsat udført i 1972 (sagens bilag 74).

I duplikken har Kommissionen anført, at den af Deshormes-dommen (jf. ovenfor) udleder, at ved Fællesskabernes pensionsordning skal de tjenesteperioder, der er tilbagelagt på grundlag af en kontrakt om hjælpeansættelse, medregnes i følgende omfang: