Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb og de indlæg, som er indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således:
<TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>Faktiske omstændigheder og skriftveksling</TXT></NP></TI>Ifølge den danske lovgivning om afgift af spiritus m.m. (for tiden lovbekendtgørelse nr. 151 af 4. 4. 1978) opkræves afgift af spiritus efter forskellige satser, alt efter om det drejer sig om akvavit og snaps, som beskattes med en lavere sats, eller om andre former for spiritus.
I henhold til lovbekendtgørelsens §§ 3 og 4 anses for akvavit (snaps) produkter, som er fremstillet af neutral alkohol og tilsat vegetabilske aromastoffer, som har en ethanolstyrke på mindst 40, men ikke over 49,9 rumfangsprocent og et ekstraktindhold på højst 2 g pr. 100 ml, og som ikke har karakter af gin, vodka, genever, Wacholder og lignende, likør, punch, bitter og lignende, anisspiritus, rom, frugtbrændevin og andre varer, hvis typiske smagskarakter fremkommer ved destillationen eller lagringen.
Spiritusafgiften på 130,30 DKR af akvavit (snaps) og på 185,75 DKR af andre alkoholholdige drikkevarer forhøjedes ved lov nr. 437 af 6. september 1977 med virkning fra den 7. september 1977 til 167,50 DKR pr. liter af 100 % ethanolstyrke for akvavit (snaps) og til 257,15 DKR pr. liter af 100 % ethanolstyrke for anden spiritus.
Firma Hans Just I/S, der har hjemsted i København, er importør af vin og spiritus samt producent af spiritusholdige varer. Firmaet handler kun i uvæsentligt omfang med varer, der beskattes som akvavit (snaps), hvorimod det har en betydelig omsætning af anden spiritus.
Firma Hans Just er i medfør af § 6 i bekendtgørelse af lov om afgift af spiritus m.m. registreret hos toldvæsenet og er i overensstemmelse hermed forpligtet til måned for måned til staten af afregne afgiften af den del af omsætningen, som sker gennem virksomheder, der ikke er registreret hos toldvæsenet.
Afgiftstilsvaret — i henhold til loven — for juni måned 1978 opgjorde firma Hans Just således:
akvavit og snaps| 5,88 liter af 100 % ethanolstyrke | à 167,60 DKR | 984,90 DKR |
anden spiritus| 2159,10 liter af 100 % ethanolstyrke | à 257,15 DKR | 555212,55 DKR |
i alt| 2164,98 liter | | 556197,45 DKR |
Den 31. juli 1978 anførte firma Hans Just over for Direktoratet for Toldvæsenet, at afgiften for anden spiritus ifølge EØF-traktatens artikel 95 kun kunne kræves berigtiget efter afgiftssatsen for akvavit (snaps), og at tilsvaret for juni måned derfor skulle beregnes af 2164,98 liter af 100 % ethanolstyrke à 167,50 DKR pr. liter svarende til en afgift på 362634,15 DKR.
Da toldvæsenet tilkendegav, at undladelse af betaling af det fulde i henhold til loven forfaldne beløb ville indebære inddrivelse ved udlæg samt inddragelse af firmaets registrering hos toldvæsenet, blev differencen, 193563,30 DKR indbetalt under protest med forbehold om tilbagesøgning.
Firma Hans Just har derefter anlagt sag ved Østre Landsret, hvorunder firmaet har påstået Ministeriet for Skatter og Afgifter tilpligtet at tilbagebetale 193563,30 DKR med tillæg af renter samt forbeholdt sig at kræve tilbagebetaling af de tilsvarende beløb betalt for afgiftsperioderne fra 1. januar 1973 til 31. maj 1978 samt efter 1. juli 1978.
Østre Landsrets 4. afdeling har ved beslutning af 26. marts 1979 udsat sagen, indtil Domstolen i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har truffet præjudiciel afgørelse vedrørende følgende spørgsmål:
<TI><P>Spørgsmål 1A</P></TI>Er det i strid med EF-retten, at en national afgiftsordning indeholder forskellige afgiftssatser for henholdsvis akvavit og snaps og anden spiritus, når henses til
- a)at de to kategorier i den nationale lovgivning adskilles gennem en definition, der refererer til indholdet af råvarer og af ekstrakter, til styrken samt til et smagskriterium,
- b)at sondringen ikke bygger på, om der er tale om importerede eller nationale varer, og der inden for de to afgiftskategorier heller ikke sondres efter varernes oprindelse?
<TI><P>Spørgsmål 1 B</P></TI>Vil det for besvarelsen af spørgsmål 1 A have nogen betydning, hvis det godtgøres, at afgiften i forhold til fremstillingsprisen belaster den laveste beskattede kategori af spiritusprodukter (akvavit og snaps) lige så meget, som den belaster den højt beskattede kategori af spiritusprodukter (anden spiritus)?
<TI><P>Spørgsmål 2</P></TI>Dersom det er lovligt at have forskellige afgiftssatser, som nævnt i spørgsmål 1, stiller EF-retten da krav om anvendelse af disse over for importerede produkter:
- a)Skal importerede spiritusprodukter beskattes efter samme sats som identiske eller de mest lignende indenlandske produkter?
- b)Skal alle importerede spiritusprodukter beskattes efter den laveste nationale sats, uanset at anden spiritus af indenlandsk oprindelse beskattes efter en højere sats?
<TI><P>Spørgsmål 3</P></TI>- a)Såfremt flere satser er ulovlige, efter hvilke kriterier afgøres det da, hvilken sats der skal finde anvendelse?
- b)Kan artikel 95 påberåbes af danske producenter eller kun af importører?
<TI><P>Spørgsmål 4</P></TI>Indeholder EF-retten i givet fald regler af betydning for afgørelsen af spørgsmålet om tilbagebetaling af afgifter erlagt i strid med artikel 95? Vil det i denne forbindelse have nogen betydning, at forhandleren kan dokumentere at have lidt et tab?
Østre Landsrets beslutning er indgået til Domstolens justitskontor den 26. april 1979.
I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske konsulent, Johannes Føns Buhl den 29. juni 1979, af firma Hans Just I/S, sagsøgeren i hovedsagen, repræsenteret af advokat Peter Alsted den 19. juli 1979, og af kongeriget Danmarks regering, repræsenteret af chefen for udenrigsministeriets markedsafdelings sekretariat Per Lachmann, bistået af kammeradvokaten, højesteretssagfører Poul Schmith, ved advokat Georg Lett den 20. juli 1979.
Domstolen har på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
<TI><NP><NO.P>II —</NO.P><TXT>De til Domstolen indgivne skriftlige indlæg</TXT></NP></TI>Firma Hans Just I/S, sagsøgeren i hovedsagen, er af den opfattelse, at den danske lovgivning om spiritusafgifter er i strid med EØF-traktatens artikel 95, stk. 1, og — især — med artikel 95, stk. 2, på grund af den indirekte beskyttelse, den lavere afgift på akvavit (snaps) giver den indenlandske produktion, som har en dominerende stilling på det danske marked, og at en afgift opkrævet i strid med traktaten bør refunderes.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 1A</P></TI>- a)Et afgiftssystem som det danske er et ganske utvivlsomt tilfælde af skjult diskrimination af udenlandske varer på grund af deres oprindelse, hvilket er forbudt i artikel 95.
- b)Det er tilstrækkeligt at henvise til to forhold :
Forbruget af akvavit (snaps) udgør ca. 2/3 af det samlede danske forbrug af spiritus; 99 % af forbruget af dette produkt dækkes af indenlandsk produktion.
Definition af akvavit (snaps) viser, at lovens sondring mellem forskellige former for spiritus ikke hviler på objektive kriterier. Det har ikke været muligt for de danske myndigheder at definere akvavit (snaps) på anden måde end ved navns nævnelse at udelukke en række andre varer, der ellers ville opfylde definitionen. Ved en sådan kunstig afgrænsning af de afgiftsbegunstigede varer har man kunnet udelukke en række varer, der typisk produceres i udlandet, således at begunstigelsen alene kommer til at gælde en vare, der for 99 %'s vedkommende produceres i indlandet.
- c)Det er rigtigt, at den danske lovgivning ikke betjener sig af varens oprindelse som kriterium for en sondring; men det er klart, at lovgivningen har benyttet sig af kriterier, der i højst mulig grad vil føre til samme resultat. Der er tale om et klart forsøg på omgåelse af oprindelsesdiskriminationsforbudet.
Artikel 95 forbyder ikke alene åbenlys oprindelsesdiskrimination, men også skjult oprindelsesdiskrimination; de danske spiritusafgiftsregler tilsigter og har i hvert fald som virkning, at hovedparten af dansk produceret spiritus får en bedre afgiftsmæssig behandling end udenlandsk.
- d)Artikel 95 forudsætter ikke en generel ligebehandling af al spiritus i afgiftsmæssig henseende; den forbyder alene forskelsbehandling som følge af varens oprindelse. Forbudet er ubetinget; ifølge Domstolens praksis, især dommen af 10. oktober 1978 (sag 148/77, Hansen, Sml., s. 1787), udelukker det imidlertid ikke, at man i afgiftsmæssig henseende kan forskelsbehandle varer af andre grunde end deres oprindelse. Den her foreliggende sag vedrører alene spørgsmålet, om regler som de gældende danske medfører en i traktaten forbudt forskelsbehandling på grund af varernes oprindelse.
Traktatens diskriminationsforbudsregler er af Domstolen stedse blevet fortolket på baggrund af deres formål, som er at sikre en reel og ikke blot formel ligestilling mellem indenlandske og udenlandske varer. Der foreligger forskelsbehandling ikke blot, når de nationale regler udtrykkeligt benytter varernes oprindelse söm skelnemærke, men også når de uden åbenlyst at benytte det forbudte kriterium, dog skjult er indrettet på en sådan måde, at de får samme reelle virkninger. En afgiftsforskelsbehandling kan ikke være undtaget fra forbudets anvendelsesområde, blot fordi de nationale regler accepterer ligebehandling af en stærkt begrænset udenländsk produktion og en betydelig indenlandsk produktion, hvis reglerne samtidig fastsætter væsentligt højere afgifter for varer, der for størstepartens vedkommende er af udenlandsk oprindelse. Var noget sådant lovligt, ville døren være åbnet på vid gab for afgiftsdiskriminationer på grundlag af varernes oprindelse.
Begrebet lignende varer i artikel 95, stk. 1, er kun et specielt udtryk for det almindelige krav i diskriminationsbestemmelserne om, at varerne skal være sammenlignelige. Der er ikke tale om et selvstændigt krav i forhold til kravet om en konstateret oprindelsesdiskrimination; sammenligneligheden må afgøres på grundlag af hvert enkelt sagsforholds specifikke omstændigheder.
Artikel 95, stk. 2, har til formål at sikre den videst mulige anvendelse af diskriminationsforbudet, i særdeleshed i alle situationer, hvor nationale regler reelt fører til afgiftsmæssig forskelsbehandling på grund af varens oprindelse. Dette er tilfældet, når den nationale lovgivning er udformet således, at den reelt har sådanne virkninger, at udenlandske varer rent faktisk afgiftsbehandles dårligere end indenlandske varer. En sådan forskelsbehandling kan kun retfærdiggøres af objektive og saglige grunde, som ikke har sammenhæng med varernes oprindelse. Varernes karakter af sammenlignelige og/eller konkurrerende produkter indgår som et væsentligt led i afgørelsen af, om forskelsbehandlingen er objektivt og sagligt begrundet.
- e)Det allerede anførte vedrørende de i Danmark forbrugte spiritusvarers oprindelsessteder godtgør i sig selv, at de danske regler fører til, at indenlandske spiritusvarer stilles bedre end udenlandsk spiritus. Afgiftssatsernes og reguleringspristallets udvikling bekræfter i øvrigt, at differentieringen mellem de to afgiftsklasser favoriserer den indenlandske fabrikation af akvavit (snaps) på al anden spiritus' bekostning.
- f)Den danske tradition, hvorefter akvavit væsentligst drikkes til måltider, har ingen betydning i denne sammenhæng; traktatens hensigt er ikke at opretholde eller udbygge bestående forbrugsmønstre i de enkelte lande. En national tradition med hensyn til, hvorledes og hvornår bestemte produkter konsumeres, har ingen betydning for EF-retten.
- g)Det er også klart, at den danske lovgivning gennem mange år har søgt at beskytte den hjemlige produktion af akvavit (snaps).
- h)I denne forbindelse må der også tages hensyn til den definitionsmæssige, kunstige afgrænsning af på den ene side akvavit (snaps) og på den anden side anden spiritus. Loven fastlægger, for så vidt angår de andre varer, dels et styrkekriterium, dels et smagskriterium, hvormed hensigten er at udskille de varer, der som akvavit (snaps) hovedsageligt konsumeres sammen med mad, således at disse stilles bedre end anden spiritus. Lovens styrkekrav — ethanolstyrke mellem 40 % og 49,9 % — ved vurderingen af varens beskatning forekommer, ligesom smagskriteriet, vilkårligt.
Spørgsmål 1 A bør besvares på følgende måde:
Et nationalt afgiftssystem for spiritus, der behandler varegrupper forskelligt med den virkning, at en varegruppe, der for hovedpartens vedkommende fremstilles i den pågældende stat, bliver afgiftsmæssigt begunstiget i forhold til en anden varegruppe, der for hovedpartens vedkommende produceres i udlandet, er i strid med EØF-traktatens artikel 95, medmindre det kan godtgøres, at der foreligger objektive og saglige grunde for den forskellige afgiftsmæssige belastning, dvs. grunde der intet har at gøre med varernes typiske oprindelse. Jo større procentvis del af de afgiftsbegunstigede varer, der fremstilles i det pågældende land, jo større kráv må der stilles til den objektive og saglige begrundelse.
Vedrørende spørgsmål 1 B
<TI><P>Dette spørgsmål er af ganske hypotetisk art.</P></TI>Selv om det antages, at det danske afgiftssystem var et værdiafgiftssystem, ville det ikke være udelukket, at det kunne være udtryk for skjult forskelsbehandling i strid med artikel 95. Under alle omsændigheder er den afgørende faktor dog, at de nugældende danske regler beskatter en lang række varer, hvis fremstillingspris ikke er højere end fremstillingsprisen for akvavit (snaps) med afgiften på anden spiritus. Det danske afgiftssystem kan således ikke sidestilles med et værdiafgiftssystem.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 2</P></TI>- a)Dette spørgsmål har ingen relevans for nærværende sag, idet afgiftsdifferentieringen, som praktiseret ved regler svarende til de danske, er i strid med artikel 95.
- b)Det følger af Domstolens dom i sag 148/77 (Hansen), at det ikke er forbudt at opretholde flere interne afgiftssatser, såfremt særlige forhold berettiger til det, og såfremt den lavere afgift gælder såvel hjemligt fremstillede som importerede varer af den pågældende type.
- c)Inden for de enkelte lovlige afgiftsklasser, som EF-retten måtte tillade, skal afgiften for importerede varer og for den hjemlige produktion under alle omstændigheder være ens.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 3</P></TI>- a)Artikel. 95 forbyder oprindelsesdiskrimination; med hensyn til afgifterne kræver den kun, at satserne ikke er diskriminerende. Overtrædelse af artikel 95 giver den berørte virksomhed ret til at kræve virkningerne af forskelsbehandlingen ophævet; den har krav på at blive stillet, som om diskrimineringen ikke havde foreligget. Den skal altså stilles, som om den siden traktatbruddets indtræden kun havde skullet betale den laveste af de to afgiftssatser.
- b)Alene at forbeholde importører retten til at påberåbe sig artikel 95 vil medføre, at der i Denmark vil opstå to nye afgiftsklasser til afløsning af de nugældende; en sådan sondring forekommer på forhånd helt urimelig. Kunne indenlandske producenter ikke kræve ligestilling i en situation som den foreliggende, ville de i afgiftsmæssig henseende blive udsat for diskrimination i forhold til indførte varer; der ville foreligge omvendt diskrimination, hvilket ville være i strid med fællesmarkedets idégrundlag.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 4</P></TI>- a)Et tilbagesøgningskrav, der støtter sig på nationale afgiftsreglers modstrid med EF-retten, skal principielt bedømmes efter nationale regler; det ville ifølge Domstolens praksis kun forholde sig anderledes, hvis nationale procesregler og frister i praksis umuliggjorde indtaling af rettigheder, som de nationale retter har pligt til at beskytte. I denne forbindelse må det erindres, at dansk rets regler om tilbagebetaling af afgifter erlagt i strid med lovgivningen mangler tilstrækkelig klarhed, og — især — at det forekommer usikkert, hvilke krav EF-retten stiller til danske borgeres retsbeskyttelse i den pågældende situation.
- b)De afgiftsforpligtede har ikke efter dansk ret nogen mulighed for at undlade betaling af afgifterne, førend der foreligger en endelig dom; de har heller ikke nogen ret til tilbagesøgning af de i urigtig formening om skyld betalte afgifter. Dette er en set fra EF-rettens side uholdbar retstilstand.
- c)Med hensyn til bevisspørgsmålet kan et tab som følge af erlæggelsen af den omtvistede afgift kun konstateres indirekte. Det må i denne forbindelse tages i betragtning, at jo større prisdifferencen mellem to varekategorier bliver, jo vanskeligere bliver det at sælge den dyrere vare; det kan da også konstateres, at afgiftsstigningen pr. 7. september 1977 medførte et særdeles betydeligt fald i salget af anden spiritus end akvavit (snaps). Denne nedgang har indebåret ikke alene et betydeligt fald i firma Hans Just's indtjening, men tillige, at dette har været nødsaget til at foretage afskedigelser af personale.
På baggrund af hidtidig dansk retspraksis kan det næppe forventes, at et tilbagesøgningskrav vil blive imødekommet, hvis det kan konstateres, at en afgift, som har været opkrævet med urette, kan antages at være overvæltet på forbrugeren.
Den danske lovgivning indeholder ikke sådanne regler, som fællesskabsretten forudsætter. En virksomheds rettigheder kan nok indtales for en national ret, men denne vil som følge af den manglende lovhjemmel og med henvisning til hidtidig retspraksis muligvis afvise kravet.
- d)Da der ikke på dette område findes lovbestemmelser eller retspraksis, er retsstillingen efter dansk ret den, at en forudgående protest ikke i sig selv giver virksomheden større ret til at opnå tilbagebetaling; spørgsmålet er følgelig, om EF-retten tillægger en protest mod en traktatstridig afgiftsbetaling betydning.
- e)Det forhold, at den omtvistede danske lovgivning har været i strid med traktaten siden Danmarks tilslutning til EF den 1. januar 1973 er uden betydning. Domstolens objektivitet bør ikke påvirkes af de vidtrækkende økonomiske konsekvenser, dens afgørelse måtte have for den enkelte medlemsstat.
- f)Ud fra hensynet til fællesskabsrettens effektive virkning vil det i et tilfælde som det foreliggende være rigtigst at anerkende fuld tilbagesøgningsret for den pågældende virksomhed; i det mindste må der gives ret til tilbagesøgning, principielt fra det tidspunkt hvor modstriden mellem de nationale regler og EF-retten er opstået, subsidiært i hvert fald fra protestens eller sagsanlæggets tidspunkt.
- g)Spørgsmål 4 bør besvares således:
EF-retten kræver, eller i det mindste forudsætter, at den nationale lovgivning hjemler tilbagesøgning af afgifter erlagt i strid med artikel 95. For den rette efterlevelse af EØF-traktatens forudsætninger må det i denne relation reelt være uden betydning, hvorvidt den, der rejser tilbagesøgningskravet, kan dokumentere et egentligt tab, idet den beskyttelse, fællesskabsretten skal sikre de berørte virksomheder, ville blive illusorisk, dersom nationale bestemmelser skulle kunne tilsidesætte de krav, EØF-traktaten sikrer de berettigede.
Kongeriget Danmarks regering anfører, at nærværende præjudicielle sag er en udløber af den for Domstolen verserende sag 171/78 (Kommissionen for De europæiske Fællesskaber mod kongeriget Danmark), og den henviser i vidt omfang til de af den under sidstnævnte sag indgivne processkrifter.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 1A</P></TI>- a)Det følger af Domstolens dom i sag 148/77 (Hansen), at artikel 95 ikke er til hinder for, at en national afgiftslov har flere satser for spiritusprodukter. Den danske lov om afgift af spiritus indebærer ikke nogen diskrimination over for indførte varer, idet de samme regler anvendes over for såvel nationalt producerede som udenlandske varer. Opdelingen i to satser, der begge gælder lige fuldt for udenlandske og nationalt producerede varer, er ikke diskriminerende, da den ikke bygger på noget kriterium, der vanskeliggør eller fordyrer import. Udenlandsk akvavit (snaps) importeres til Danmark og beskattes efter samme sats, som gælder for dansk akvavit, ligesom den danske produktion af anden spiritus, der dækker en tredjedel af det samlede danske forbrug af anden spiritus, afgiftsbelastes efter den høje sats.
Den aktuelle markedsposition for akvavit på det danske marked er ikke relevant. Den er ikke en følge áf forskelsbehandling, men skyldes, at forbrugerne foretrækker dansk akvavit.
- b)Vedrørende spørgsmålet om lighed mellem de forskellige produkter må det fastholdes, at artikel 95, stk. 1, ikke skal forstås som en abstrakt inddeling af samtlige varegrupper, således at medlemslandene er bundet til afgiftsmæssig neutralitet inden for hver kategori af varer, der herefter kan betegnes som lignende. Tværtimod kan medlemsstaterne indrømme fiskale fordele i form af fritagelse for eller nedsættelse af afgift for bestemte former for spiritus eller bestemte producentgrupper; artikel 95, stk. 1, stiller alene krav om, at de inden for rammerne af en afgiftsdifferentiering behandler indenlandske og indførte varer ens.
Akvavit (snaps) og anden spiritus er ikke lignende varer.
Artikel 95, stk. 2, finder heller ikke anvendelse. Den højere afgiftssats på anden spiritus end akvavit (snaps) kan således ikke sidestilles med en beskyttelse af danske produkter i forhold til varer fra andre medlemsstater. Anden spiritus end akvavit kan nemlig ikke betragtes som varer fra andre medlemsstater, da der også i betydeligt omfang fremstilles anden spiritus end akvavit i Danmark; akvavit og anden spiritus er i øvrigt ikke indbyrdes substituerbare. Endelig indebærer afgiftsdifferentieringen ingen beskyttelse af akvavit i forhold til anden spiritus; den modsvarer en gennemsnitlig forskel mellem produkternes værdi.
- c)Spørgsmål 1 A må derfor besvares benægtende.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 1 B</P></TI>En ren værdibeskatning strider ikke imod fællesskabsretten. Hvis afgiften belaster den lavest beskattede kategori af spiritusprodukter lige så meget som den belaster den højt beskattede kategori af spiritusprodukter, foreligger der hverken nogen forskelsbehandling af produkterne i artikel 95, stk. l's forstand eller nogen beskyttelse af akvavitten i artikel 95, stk. 2's forstand.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 2</P></TI>Domstolen har (i Hansen-aommcri) fastslået, at en national begunstigelsesordning uden forskel også skal gælde for spiritusprodukter fra andre medlemslande, der opfylder samme betingelser som de nationale produkter; dette er tilfældet med den danske spiritusafgiftsordning.
Spørgsmål 2, punkt a) må derfor besvares bekræftende. Hermed er svaret på spørgsmål 2, punkt b) også uden videre givet.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 3</P></TI>- a)Spørgsmål 3 a), bygger på den forudsætning, at flere afgiftssatser på spiritus er i strid med fællesskabsretten; det fremgår imidlertid af Hatisendommen, at denne opfattelse er forkert. Der er ingen anledning til at give udtryk for, hvilke kriterier der med en anden retstilstand burde finde anvendelse. Ensådan ordning måtte i øvrigt opnås gennem harmonisering af de nationale lovgivninger og ikke ved dom.
- b)Hvad angår spørgsmål 3 b), må det fastslås, at artikel 95 alene vedrører den afgiftsmæssige behandling af importerede varer.
Producenter af anden spiritus end akvavit kan ikke med hjemmel i artikel 95 rejse krav om samme afgiftsmæssige behandling af deres produktion som af akvavit. Det må herved i øvrigt anføres, at en væsentlig del af den i sagen omhandlede spiritus hidrører fra firmaets egen produktion.
Spørgsmål 3 b), må derfor besvares således, at artikel 95 kun kan påberåbes i forhold til de importerede varer.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 4</P></TI>- a)Dette spørgsmål bliver ikke aktuelt, idet det danske spiritusafgiftssystem er i overensstemmelse med fællesskabsretten.
- b)For det tilfælde, at Domstolen alligevel skulle finde anledning til at besvare spørgsmålet, anfører den danske regering, at uanset at der ikke i traktaten eller i afledet fællesskabsret findes bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om retten til at kræve tilbagebetalt afgifter, der er opkrævet i strid med fællesskabsretten, og der ej heller på fællesskabsplan er sket en harmonisering af de nationale regler vedrørende tilbagebetaling, følger det imidlertid af Domstolens praksis, at beskyttelsen af fællesskabsrettens direkte virkning i princippet indebærer retten til at kræve tilbagebetalt afgifter, der er opkrævet i strid med fællesskabsretten. I medfør af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde, er det de nationale retter, der skal sikre denne beskyttelse på den måde, som national ret bestemmer. Især reguleres spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang, der kan ske tilbagebetaling, af national ret. Fællesskabsretten lægger dog visse begrænsninger på national rets regulering af tilbagebetalingsspørgsmålet. Dels må de nationale procesregler og frister ikke i praksis umuliggøre indtaling af rettigheder, som de nationale retter har pligt til at beskytte; selve det forhold, at der findes rimelige tidsfrister for søgsmål af fiskal karakter, er derimod udtryk for et grundlæggende retssikkerhedsprincip. Dels må de regler, der gælder for søgsmål vedrørende fællesskabsretten ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende nationale søgsmål.
Specielt i relation til artikel 95 afgøres spørgsmålet om en afgift, der er i strid med artikel 95, er uberettiget i sin helhed eller kun delvis, efter national ret.
- c)Da det med respekt for fællesskabsrettens krav er den nationale rets regler om tilbagebetaling, der finder anvendelse, afhænger det af den nationale ret, om en tabsbetragtning kan blive relevant.
Firma Hans Just har solgt sine varer til normale priser, således at det udover at få dækket sin kostpris også har fået dækket sit udlæg til den omstridte afgift, samt normal avance. Det er forbrugerne, der har betalt afgiften, og firma Hans Just har kun fungeret som opkrævningsinstans for afgiften. Det har således ikke lidt noget tab ved opkrævningen af den omtvistede afgift; omvendt vil det opnå en ugrundet berigelse, hvis Ministeriet for Skatter og Afgifter tilpligtes at betale forskellen mellem den høje og den lave afgift tilbage til firmaet.
Grundelementet i dansk rets regler om tilbagesøgning af ydelser erlagt i urigtig formening om skyld er berigelsesbetragtningen. En ret til tilbagesøgning indrømmes kun under betingelse af, at berigelsen er opnået på yderens bekostning. Tabsbetragtningen som betingelse for gennemførelse af kravet om tilbagebetaling er på ingen måde for vidtgående. At fællesskabsrettens direkte virkning skal beskyttes betyder, at borgernes rettigheder i henhold til EF-retten må respekteres, men ikke at der stilles krav til national ret, der ville føre til ugrundede berigelser.
Sidste del af spørgsmål 4 må besvares således, at hvorvidt en tabsbetragtning er af betydning, afhænger af indholdet af national ret, idet intet i fællesskabsretten forbyder anvendelse af en tabsbetragtning, så længe den ikke anvendes mindre gunstigt på søgsmål grundet på fællesskabsretten end på tilsvarende søgsmål grundet på national ret, og tabsbetragtningen ikke modvirker beskyttelsen af fællesskabsrettens direkte virkning.
Også Kommissionen anfører, at de til Domstolen indgivne spørgsmål står i nøje sammenhæng med den af Kommissionen mod kongeriget Danmark rejste sag (sag 171/78), som angår den manglende opfyldelse af forpligtelserne i henhold til EØF-traktatens artikel 95, der ifølge Kommissionens opfattelse følger af afgiftsmæssig forskelsbehandling af spiritus i Danmark.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål l A og B</P></TI>- a)De anførte kriterier for en afgiftsmæssig forskelsbehandling kan ikke betragtes isoleret. Tilladeligheden af en afgiftsmæssig forskelsbehandling må bero på, om et differentieret afgiftssystem påvirker forbrugeren i en sådan retning, at det virker diskriminatorisk til fordel for nationalt fremstillede produkter af lignende art.
- b)For forbrugeren er spiritusprodukter på grundlag af korn eller af vin og frugt i besiddelse af ensartede egenskaber og dækker de samme behov. Disse kan afhænge og være påvirket af forskellige faktorer, f.eks. vaner, individuel smag, lokale eller nationale traditioner; tilbage står imidlertid, at spirituosa som færdigvarer liar karakter af produkter, der er parallelle set ud fra forbrugernes synspunkt, eller udtrykt på anden måde er af lignende art.
- c)Forskellen mellem på den ene side akvavit (snaps) og på den anden side gin, vodka og genever består kun i en aromaforskel; en aromaforskel alene kan ikke begrunde, at produkternes ensartethed drages i tvivl. Det samme gælder med hensyn til destillerede alkoholholdige drikkevarer, som f.eks. cognac, whisky og frugtbrændevin; også disse produkter må i forhold til akvavit anses som værende af lignende art.
- d)Formålet med artikel 95, der indeholder et absolut forbud, er at forhindre, at der efter at told og afgifter med tilsvarende virkning er fjernet, opretholdes andre hindringer for samhandelen i forbindelse med import ikke blot af identiske, men også lignende eller konkurrerende varer. Bestemmelsen skal gennemføres på basis af objektive kriterier og uden skelen til økonomiske eller sociale hensyn. Forbudet mod afgiftsmæssig forskelsbehandling tillader ikke nogen undtagelser; enhver anden fortolkning ville hindre artikel 95 i at sikre og fastholde et gennemskueligt fællesmarked og gennemføre princippet om afgiftsneutralitet inden for Fællesskabet.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 2</P></TI>- a)Artikel 95 omfatter enhver intern afgift på varer af lignende art, som indføres fra andre medlemsstater.
Det følger af Hansen-aommen, at EF-retten tillader medlemsstaterne at indrømme en afgiftsmæssig forskelsbehandling til fordel for visse typer af alkohol eller til fordel for visse kategorier af producenter; men en sådan afgiftsmæssig forskelsbehandling må gælde også i forhold til import af spirituosa fra andre medlemsstater i Fællesskabet.
- b)Artikel 95 tillader ikke at gennemføre nogen forskelsbehandling ud fra økonomiske, sociale eller andre kriterier, som eventuelt kan ligge til grund for et differentieret nationalt afgiftssystem. Da der er tale om varer af lignende art, skal alle importerede spiritusprodukter beskattes efter den laveste nationale sats, uanset om eventuelt anden spiritus af indenlandsk oprindelse måtte være beskattet efter en højere sats.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 3</P></TI>- a)Det afgørende kriterium er, at beskatningen ikke virker diskriminatorisk på varer indført fra andre medlemsstater til forskel for indenlandske varer af lignende art. Artikel 95 indeholder i så henseende kun en forpligtelse med hensyn til resultatet; den angiver ikke, hvilke kriterier medlemsstaterne skal anvende ved fastsættelse af interne afgifter. Alkoholstyrken synes i denne henseende at være det mest hensigtsmæssige kriterium.
- b)Spørgsmålet om, hvorvidt kun importører kan påberåbe sig artikel 95 forekommer ikke klart. Artikel 95 forbyder enhver form for diskriminerende afgifter på varer, der indføres fra andre medlemsstater. Den teoretiske mulighed, at en medlemsstat pålægger nationalt producerede varer en højere afgift end lignende udenlandske varer, tager den derimod ikke stilling til.
<TI><P>Vedrørende spørgsmål 4</P></TI>- a)Artikel 95 har direkte virkning, og giver de retsundergivne rettigheder, som de nationale domstole skal beskytte. Det følger af Domstolens praksis, at klager over afgifter, der ikke skulle have været betalt, bør ske på grundlag af de gældende nationale retsregler. Erstatningen vil altså kunne afhænge af regler, som på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin er forskellige i de forskellige medlemsstater. I medfør af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde er det de nationale retter, der skal sikre den retsbeskyttelse, som for de retsundergivne følger af den direkte virkning af fællesskabsrettens bestemmelser.
- b)Om konstatering af et tab skal have særlig betydning for afgørelsen af spørgsmåletom tilbagebetalingaf afgifter, måligeledes bero på de herom gældende nationale bestemmelser.
<TI><P>Konklusion</P></TI>De til Domstolen stillede spørgsmål bør besvares på følgende måde :
<TI><P>Spørgsmål 1 A</P></TI>Det må konstateres, at det for så vidt angår akvavit eller snaps og anden spiritus drejer sig om lignende varer eller produkter af lignende art. I medfør af bestemmelserne i EØF-traktatens artikel 95, der har direkte virkning i medlemsstaterne, og skaber rettigheder for de enkelte retssubjekter, er det derfor i strid med EF-retten, at en national afgiftsordning indeholder forskellige afgiftssatser for henholdsvis akvavit og snaps og anden spiritus.
<TI><P>Spørgsmål 1 B</P></TI>Anvendelse af et differentieret afgiftssystem beregnet ad valorem efter produktets fremstillingspris undtager ikke medlemsstaterne fra at overholde pligten til ifølge EØF-traktatens artikel 95 ikke direkte eller indirekte at pålægge afgifter på varer fra andre medlemsstater, som diskriminerer disse i forhold til indenlandske varer af lignende art,
<TI><P>Spørgsmål 2</P></TI>Den anførte fortolkning af fællesskabsretten afvises, idet artikel 95 i EØF-traktaten ikke blot omfatter identiske varer som importeres fra andre medlemsstater, men dens bestemmelser omfatter enhver afgift på varer af lignende art, som indføres fra andre medlemsstater.
<TI><P>Spørgsmål 3</P></TI>- a)Afgørende for, at et afgiftssystem er i overensstemmelse med traktatens artikel 95 er, at de pålagte afgifter ikke får en diskriminatorisk virkning på indførsel af varer fra andre medlemsstater til fordel for lignende indenlandske varer.
- b)Artikel 95 i EØF-traktaten udelukker ikke som sådan en producent fra at påberåbe sig de i artiklen indeholdte bestemmelser, men disse tager alene sigte på at sikre ikke-diskriminatoriske betingelser for import fra andre medlemsstater.
<TI><P>Spørgsmål 4</P></TI>Artikel 95 giver umiddelbart de retsundergivne rettigheder som de nationale domstole skal beskytte. På EF-rettens nuværende stade findes der ikke fælles bestemmelser om betingelserne for tilbagebetaling af afgifter opkrævet af medlemsstaterne i strid med denne artikels bestemmelser. Det følger af EØF-traktatens bestemmelser i øvrigt, at medlemsstaterne skal sikre den retsbeskyttelse, som for de retsundergivne følger af den direkte virkning af fællesskabsrettens bestemmelser, og forskelle i medlemsstaternes bestemmelser på dette område må ikke kunne fremkalde fordrejninger eller skade det fælles markeds funktion.