I sag 0392/05,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Symvulio tis Epikratias (Grækenland) ved afgørelse af
Georgios Alevizos
Ipurgos Ikonomikon
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts (refererende dommer), og dommerne E. Juhász, R. Silva de Lapuerta, J. Malenovský og T. von Danwitz,
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
Georgios Alevizos ved dikigoros P. Damouli
den græske regering ved M. Apessos, I. Bakopoulos og K. Boskovits, som befuldmægtigede
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Triantafyllou, som befuldmægtiget,
afsagt følgende
På grund af de afgiftsmæssige hindringer ved privatpersoners indførsel i en medlemsstat af personlige ejendele, der befinder sig i en anden medlemsstat, besværliggøres den frie bevægelighed for personer i Fællesskabet; det er derfor vigtigt i videst muligt omfang at fjerne sådanne hindringer med indførelse af afgiftsfritagelse.
[...] [...]
En person, som ikke har erhvervsmæssigt og privat tilhørsforhold til samme sted, og som derfor er nødsaget til skiftevis at tage ophold på forskellige steder i to eller flere medlemsstater, anses dog for at have sædvanligt opholdssted på stedet for det private tilhørsforhold på betingelse af, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage hertil Sidstnævnte betingelse kræves ikke opfyldt, når den pågældende opholder sig i en medlemsstat med henblik på udførelse af en arbejdsopgave af bestemt varighed. At følge undervisningen på et universitet eller en skole medfører ikke overflytning af det sædvanlige opholdssted.
for at sikre det indre markeds etablering og funktion bør reglerne om afgiftens forfald være identiske i alle medlemsstater; [...] som følge af afskaffelsen af princippet om betaling af afgifter ved indførsel mellem medlemsstaterne mister bestemmelserne om afgiftsfritagelser ved indførsel deres betydning for så vidt angår forbindelserne mellem medlemsstaterne, og disse bestemmelser bør derfor afskaffes og de berørte direktiver tilpasses i overensstemmelse hermed
mineralolier alkohol og alkoholholdige drikkevarer forarbejdede tobaksvarer.
[...] direktiv 83/183/EØF [...] [...]
Punktafgifter som dem, der er omtvistet i hovedsagen, er omfattet af anvendelsesområdet for afgiftsfritagelsen i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/183, hvis det fremgår — hvilket det påhviler den forelæggende ret at fastslå — at de normalt opkræves ved en privat persons endelige indførsel af et køretøj til personlig brug fra en anden medlemsstat En særlig supplerende registreringsafgift som den i hovedsagen omtvistede er ligeledes omfattet af den nævnte artikel 1, stk. 1, hvis det fremgår — hvilket det påhviler den forelæggende ret at fastslå — at den er forbundet med selve den transaktion, hvorved køretøjet indføres. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 83/183 skal fortolkes således, at en person, der hører til personalet i den offentlige administration, de væbnede styrker, politiet eller kystvagten i en medlemsstat, og som opholder sig mindst 185 dage om året i en anden medlemsstat sammen med sine familiemedlemmer med henblik på gennemførelsen i denne medlemsstat af en tjenstlig udstationering i en tidsbegrænset periode, under denne udstationering har sædvanligt opholdssted i henhold til den nævnte artikel 6, stk. 1, i denne anden medlemsstat Hvis det efter gennemførelsen af den forelæggende rets undersøgelser fremgår, at de i hovedsagen omtvistede afgifter ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/183, vil det påhvile den forelæggende ret under hensyn til kravene, der følger af artikel 39 EF, at fastslå, om anvendelsen af den nationale lovgivning vedrørende disse afgifter kan sikre, at en person, der i forbindelse med en flytning af bopæl indfører et køretøj i oprindelsesmedlemsstaten, med hensyn til disse afgifter ikke stilles ringere i forhold til de personer, der har boet varigt i denne medlemsstat, og, hvis dette er tilfældet, om en sådan forskelsbehandling er begrundet i objektive hensyn, der er uafhængige af de berørte personers bopæl og står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt forfølges med den nationale lovgivning.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
Punktafgifter som dem, der er omtvistet i hovedsagen, er omfattet af anvendelsesområdet for afgiftsfritagelsen i henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 83/183/EØF af
Artikel 6, stk. 1, i direktiv 83/183 skal fortolkes således, at en person, der hører til personalet i den offentlige administration, de væbnede styrker, politiet eller kystvagten i en medlemsstat, og som opholder sig mindst 185 dage om året i en anden medlemsstat sammen med sine familiemedlemmer med henblik på gennemførelsen i denne medlemsstat af en tjenstlig udstationering i en tidsbegrænset periode, under denne udstationering har sædvanligt opholdssted i henhold til den nævnte artikel 6, stk. 1, i denne anden medlemsstat.
Hvis det efter gennemførelsen af den forelæggende rets undersøgelser fremgår, at de i hovedsagen omtvistede afgifter ikke er omfattet af afgiftsfritagelsen i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 83/183, vil det påhvile den forelæggende ret under hensyn til kravene, der følger af artikel 39 EF, at fastslå, om anvendelsen af den nationale lovgivning vedrørende disse afgifter kan sikre, at en person, der i forbindelse med en flytning af bopæl indfører et køretøj i oprindelsesmedlemsstaten, med hensyn til disse afgifter ikke stilles ringere i forhold til de personer, der har boet varigt i denne medlemsstat, og, hvis dette er tilfældet, om en sådan forskelsbehandling er begrundet i objektive hensyn, der er uafhængige af de berørte personers bopæl og står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt forfølges med den nationale lovgivning.
Underskrifter