31997R2432

Kommissionens forordning (EF) Nr. 2432/97 af 8. december 1997 om ændring af forordning (EF) nr. 1600/95 om gennemførelsesbestemmelser for importordningen og om åbning af toldkontingenter for mælk og mejeriprodukter

EF-Tidende nr. L 337 af 09/12/1997 s. 0009 - 0009


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2432/97 af 8. december 1997 om ændring af forordning (EF) nr. 1600/95 om gennemførelsesbestemmelser for importordningen og om åbning af toldkontingenter for mælk og mejeriprodukter

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1587/96 (2), særlig artikel 13, stk. 3, og artikel 16, stk. 1 og 4,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1095/96 af 18. juni 1996 om iværksættelse af indrømmelserne i liste CXL, der blev udarbejdet efter afslutningen af forhandlingerne i forbindelse med artikel XXIV, stk. 6, i GATT (3), særlig artikel 1, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

I artikel 13, litra a), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1600/95 (4), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1873/97 (5), er det fastsat, hvilke betingelser ansøgere om importlicenser i forbindelse med de i GATT/WTO-aftalerne omhandlede toldkontingenter uden specifikation af oprindelsesland skal opfylde; erfaringerne viser, at betingelserne ikke er så klare, at bestemmelserne anvendes ensartet i alle medlemsstater, og at bestemmelserne bør anvendes mere restriktivt for at nedbringe antallet af ansøgninger i spekulationsøjemed;

Forvaltningskomitéen for Mælk og Mejeriprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 13, litra a), i forordning (EF) nr. 1600/95 affattes således:

»a) den, der ansøger om en importlicens, skal på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen på en for medlemsstatens kompetente myndigheder tilfredsstillende måde godtgøre, at han i de sidste tolv måneder regelmæssigt har indført og/eller udført mælk eller mejeriprodukter til/fra Fællesskabet. Detailforretninger og restauranter, som sælger deres produkter til den endelige forbruger, er dog udelukket fra at kunne udnytte ordningen«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 1998.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. december 1997.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 148 af 28. 6. 1968, s. 13.

(2) EFT L 206 af 16. 8. 1996, s. 21.

(3) EFT L 146 af 20. 6. 1996, s. 1.

(4) EFT L 151 af 1. 7. 1995, s. 12.

(5) EFT L 265 af 27. 9. 1997, s. 23.