Parlamentet gør gældende, at sagen må afvises, fordi der hverken foreligger en interesse eller et klagepunkt.

De anfægtede retsakter var ophørt med at gælde før den 31. juli 1975, da sagen blev anlagt; Taylor opløste faktisk arbejdsgruppen den 29. april 1975, efter at den havde fremlagt sine forslag til reorganisering.

I øvrigt kan disse retsakter, der må karakteriseres som generelle foranstaltninger til organisering af tjenesten, ikke gøres til genstand for sagsanlæg.

Sagsøgerinden svarer, at der ikke den 29. april 1975 er forekommet noget, som tillader at slutte, at de anfægtede foranstaltninger er. bortfaldet. Derimod udtalte [Taylor den 24. april i overværelse af Pöhle, Reid og sagsøgerinden] meget vagt til Reid, at han takkede denne for hans arbejde med reorganiseringen, samt at han var tilfreds hermed. Denne udtalelse gør det ikke muligt at slutte, at de nævnte foranstaltninger er bortfaldet. Men selv om der havde foreligget en formel ophævelse, måtte sagen antages til realitetsbehandling, idet tjenestemanden er berettiget til at modsætte sig selv en midlertidig krænkelse af sine rettigheder, og idet det er tilstrækkeligt, at klagepunktet forelå i det øjeblik, da den administrative klage blev indgivet.

De omtvistede foranstaltninger kan være genstand for et sagsanlæg, da de krænker sagsøgerindens vedtægtsmæssige rettigheder ved at berøve hende sin stilling i hierarkiet og de opgaver, som svarer til hendes lønklasse og anciennitet.

Parlamentet fastholder sine tidligere udtalelser og tilføjer, at Taylor under samtalen den 29. april 1975 udover at takke Reid og erklære, at arbejdsgruppen var opløst, ansatte Pöhle som ny direktør for biblioteket. Parlamentet tilbyder at føre bevis for de faktiske omstændigheder ved at føre Pöhle som vidne.

Sagsøgerinden tager fejl, når hun hævder, at Taylor har truffet en dobbelt beslutning ved at udnævne Reid både til reorganisator for biblioteket og til leder af arbejdsgruppen vedrørende reorganisering. Den eneste retsakt, der er udstedt i denne forbindelse, var en følge af Taylors skrivelse af 7. november 1974 og bestod i at oprette gruppen og overlade ledelsen heraf til Reid, hvilket ikke er nogen udnævnelse i vedtægtens forstand. Både formen og indholdet af denne retsakt viser, at det drejede sig om en foranstaltning vedrørende den interne organisation, som i øvrigt var af midlertidig karakter, og ikke om en beslutning i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2 forudsatte betydning, dvs. en retsakt truffet af ansættelsesmyndigheden.

Sagsøgerinden udtaler i stævningen navnlig følgende:

Udnævnelsen af Reid som reorganisator af biblioteket har i sig selv indebåret en beføjelse for denne til at give instrukser til hele bibliotekets personale, herunder sagsøgerinden. Denne underordnelse følger i øvrigt klart af Taylors brev af 9. oktober 1974. Det er imidlertid uforeneligt både med de almindelige grundsætninger for tjenestemændenes rettigheder og med vedtægtens ånd (sml. oversigterne over sammenhængen mellem stillingsbetegnelser og stillingsgrupperinger i vedtægtens bilag I) at underlægge en tjenestemand ordrer fra en kollega i en lavere lønklasse. Beslutningen herom har krænket sagsøgerindens vedtægtsmæssige stilling og faglige ære.

Den anfægtede udnævnelse kan ikke retfærdiggøres ved det forhold, at sagsøgerinden har modsat sig indførelsen af det ny klassificeringssystem. I sit brev af 6. november 1974 erklærede hun, at hun ville rette sig efter den af Parlamentets ledelse trufne beslutning. Det kan ikke bebrejdes en tjenestemand, at han opfylder sin faglige pligt til at udtrykke uenighed vedrørende de foranstaltninger, som han anser for stridende mod tjenestens interesse.

Sagsøgerinden har så meget mere grund til at anfægte Reid's udnævnelse, som hun besidder erfaring erhvervet inden for biblioteksverdenen; igennem de senere år har hun praktisk talt været alene om ansvaret for bibliotekets afdelinger. Derimod er Reid ikke uddannet som bibliotekar, besidder ikke nogen særlig erfaring og kender kun sit modersmål, engelsk. I november 1974 var han kun midlertidigt ansat; hans udnævnelse til tjenestemand på prøve skete først i april 1975.

I henhold til vedtægtens artikel 24 skal Fællesskaberne yde deres tjenestemænd bistand mod trusler og ulovlige retsakter hidrørende fra deres hierarkisk overordnede. I det foreliggende tilfælde indeholdt brevet af 9. oktober 1974 en trussel, idet Taylor udtalte, at sagsøgerinden skulle underlægges Reid, hvis hun afslog tilbudet om for fremtiden at hellige sig det arbejde, som var foreslået hende. Parlamentet begik således en fejl ved ikke at tage sagsøgerindens klage, der indeholdt krav om tilbagekaldelse af de anfægtede retsakter fra Taylor, til følge. Det er med urette, når formanden for Parlamentet i sit brev af 5. maj 1975 har gjort gældende, at Taylors beslutning om at udnævne Reid og ikke sagsøgerinden til formand for arbejdsgruppen bygger på et frit skøn.

I sit svarskrift gør Parlamentet navnlig følgende gældende:

Sagsøgerindens vedtægtsmæssige rettigheder er ikke blevet berørt. I henhold til den kombinerede anvendelse af bestemmelserne i vedtægtens artikler 5 og 7 kan sagsøgerinden ikke bestride, at det arbejde, som blev pålagt hende, stemte overens med hendes lønklasse. Dette var faktisk tilfældet, da hendes arbejde fortsat ville svare til en ekspeditionssekretærs. Arbejdsgruppen, der udelukkende var sammenkaldt for at fremlægge forslag, udøvede kun sin virksomhed i 7 måneder. I denne tid fortsatte biblioteket med at arbejde som førhen; sagsøgerinden er således ikke blevet udelukket fra ledelsen af biblioteket.

Sagsøgerinden var ikke undergivet Reid, men disse to tjenestemænd forvaltede biblioteket ved siden af hinanden, som førhen sagsøgerinden gjorde det sammen med Lemmer. I øvrigt udgør lønklasserne A 4 og A 5 en stillingsgruppering, således at tjenestemændene i den ene af disse to lønklasser ikke i normal forstand er underlagt dem fra den anden. I det foreliggende tilfælde gav ancienniteten, som spillede ind til fordel for sagsøgerinden, denne en større autoritet. Det følger af skrivelserne fra Taylor, at denne ønskede at undgå, at sagsøgerinden skulle komme i et underordnelsesforhold, som stred mod hendes stilling. Sagsøgerindens egentlige hensigt var at skabe et nyt arbejdsområde, på hvilket hun betragtede sig som den mest kvalificerede person; imidlertid kunne hun ikke gøre noget vedtægtsmæssigt krav gældende på en bestemt stilling; i øvrigt har de anfægtede foranstaltninger ikke medført oprettelse af nogen ny stilling.

I en hierarkisk organisation skal der træffes en endelig beslutning, som skal gennemføres loyalt. Parlamentets administration har blot udøvet sin organisationsbeføjelse, som forpligter den til at styre tjenestegrenenes funktion i overensstemmelse med de administrative krav. Taylor ville kun anmode de tjenestemænd, som var parat hertil, om at samarbejde med henblik på decimalsystemet.

De af Taylor foreslåede reformer var blevet godkendt af Parlamentets bureau. Som følge af beslutningen herom var det nødvendigt at udarbejde egnede direktiver; den bedste løsning i så henseende var oprettelsen af en arbejdsgruppe. Valget af denne gruppes leder og medlemmer hørte under generaldirektørens beføjelser; det er tvivlsomt, om Domstolen kan efterprøve dette valg. I øvrigt peger alt på, at Taylors beslutning var berettiget, navnlig i betragtning af at sagsøgerindens faglige erfaring kun vedrørte det analytiske system.

Endvidere er det ukorrekt at hævde, at sagsøgerinden i de senere år har varetaget ansvaret for bibliotekets tjenester alene. Efter at Lemmer var forflyttet til en anden stilling, og inden der blev udnævnt en anden direktør for biblioteket, var kontorchef Balbiani specielt ansvarlig for biblioteket. Da Balbiani blev forflyttet i marts 1974, overtog Taylor ansvaret for biblioteket.

I sin replik svarer sagsøgerinden i det væsentlige følgende:

Sagsøgerinden kan med rette påberåbe sig en krænkelse af vedtægtens artikler 5 og 7, fordi hun efter Taylors skrivelse af 9 oktober 1974 ikke længere kunne udføre arbejde som ekspeditionssekretær. Faktisk fandtes det arbejde, som var blevet foreslået hende i nævnte skrivelse (indførelsen af et edb-system), slet ikke; i øvrigt kunne Taylor ikke være uvidende om, at det ikke var muligt for ham at oprette en ny stilling. På den anden side følger det klart af skrivelsen, at sagsøgerinden, for det tilfælde, at hun ikke accepterede nævnte forslag og foretrak fortsat at arbejde i biblioteket, skulle følge Reid's instrukser. Da hun faktisk ikke accepterede forslaget, måtte hun således — ifølge Taylors eget udsagn — underordne sig Reid.

Det er forkert at sige, at sagsøgerinden kunne have fortsat med at arbejde under de samme betingelser som førhen, idet hun de facto var blevet berøvet og fjernet fra sit arbejde med forvaltning og teknisk ledelse af biblioteket.

Argumentet, hvorefter stillingsgrupperingen A 5/A 4 udgør en enhed, således at der ikke kan foreligge underordnelse i de gensidige forbindelser mellem tjenestemænd i henholdsvis lønklasse A 5 og lønklasse A 4, er forkert; det forekommer tværtimod ofte, at en A 5-tjenestemand er underordnet sin kollega i A 4.

Det kan ikke hævdes, at de foranstaltninger, som Taylor traf med henblik på reorganisering af biblioteket, kun havde midlertidig karakter, da de problemer, som opstår ved en sådan reorganisering, er problemer med virkning for en generation. I øvrigt blev den mission, som var overdraget Reid, aldrig tilbagekaldt hverken mundtligt eller skriftligt.

Fra starten har Taylor været besluttet på at indføre decimalsystemet. Imidlertid var en komplet omstrukturering af biblioteket umiddelbart umulig, hvorfor Taylor endelig besluttede sig til at benytte et system bestående i en kombination — i en katalog — mellem den analytiske og den decimale klassificering. Et sådant blandet system er praktisk uigennemførligt, hvilket sagsøgerinden søger at påvise i detaljer

Sagsøgerinden var den eneste tjenestemand, som var kvalificeret til at iværksætte decimalsystemet. De akademiske studier, som kræves for at blive bibliotekar, omfatter også dette system.

Siden februar 1971, da Lemmer blev forflyttet til et andet sted, har sagsøgerinden varetaget styringen, forvaltningen og den tekniske ledelse af hele biblioteket alene. Balbiani har kun haft en overordnet kontrolfunktion fra 1970 og indtil den 1. marts 1974, på hvilken dato Taylor overtog ansvaret for biblioteket.

I sin duplik fastholder Parlamentet sine tidligere erklæringer og supplerer dem således:

Sagsøgerinden forsøger at dreje diskussionen over på emner, som ligger uden for Domstolens kompetence, nemlig spørgsmålene om at foretrække det ene eller det andet klassifikationssystem for et bibliotek og om Reid's og sagsøgerindens respektive faglige kompetence. Parlamentet tager alligevel stilling til disse punkter og redegør navnlig — på detaljeret måde — for grundene til, at Reid var højt kvalificeret inden for biblioteksverdenen.

Den omstændighed, at sagsøgerinden ikke er blevet udsat for nogen forringelse af sin stilling som tjenestemand i A 4, følger af den stillingsbeskrivelse, som sagsøgerinden selv den 23. marts 1975 har udarbejdet til Pöhle. Desuden blev hendes arbejde endog udvidet og opvurderet i sommeren 1975, idet hun fik overdraget ansvaret for hele bibliotekets budget, herunder det område, som var tillagt Reid, og denne mission gav hende ret til at nedlægge veto mod udgiftsforslag.

Det ville have været latterligt at overdrage arbejdet med reorganiseringen af en afdeling til en tjenestemand, som gentagne gange har erklæret, at hun anser denne reorganisering for meningsløs.

Sagsøgerindens erklæringer angående de funktioner, hun har udført tidligere i Parlamentets bibliotek, er selvmodsigende.