Cour du travail de Mons har for anden gang forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse inden for rammerne af samme retssag. Denne ret havde ved dom af 21. januar 1977 forelagt Domstolen et spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 12 i forordning nr. 1408/71. Dette spørgsmål blev besvaret ved dom af 13. oktober 1977 (sag 22/77, Mura, Sml. 1977, s. 1699).

De faktiske omstændigheder i hovedsagen kan sammenfattes således:

Den italienske statsborger Mura arbejdede som minearbejder i Frankrig fra 1958 til 1962, og i Belgien fra 1962 til 1973. Efter at være blevet invalideret oppebar Mura fra den 1. november 1973 en belgisk invalidepension alene i medfør af belgisk lovgivning: Han opfyldte nemlig den i denne lovgivning fastsatte betingelse om ti års beskæftigelse inden for minedriften. Fra den 1. november 1973 blev Mura desuden ved sammenlægning af belgiske og franske beskæftigelsesperioder tildelt en forholdsmæssigt beregnet fransk invalidepension, der ydes af den franske forsikring.

Den kompetente belgiske kasse, FNROM, har i medfør af de nationale regler om forbud mod dobbeltydelser (artikel 23, stk. 1 i den kongelige belgiske anordning, arrêté royal, af 19. november 1970 om invalidepension for minearbejdere) og artikel 46, stk. 3 i forordning nr. 1408/71 nedsat den belgiske pension med beløbet for den franske pension for perioden fra 1. november 1973 til 31. marts 1975, og har krævet, at Mura tilbagebetaler det for meget udbetalte.

Mura anlagde herefter sag ved tribunal du travail de Mons, idet han til støtte for sit krav om fuld belgisk pension især henviste til Domstolens dom i sag 24/75 (Petroni, Sml. 1975, s. 1149). Tribunal du travail gav ham medhold. Efter at FNROM havde anket sagen til cour du travail de Mons, besluttede denne ret at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Domstolen har hertil statueret:

Sagen fortsatte derefter ved den nationale ret efter genåbningen af den mundtlige forhandling. FNROM mente herefter, at artikel 46, stk. 2, litra c) i forordning nr. 1408/71 alene indeholder en præcisering vedrørende beregningsmetoden for den forholdsmæssige ydelse, og kun kan anvendes i de tilfælde, hvor den forsikrede udelukkende er omfattet af artikel 46, stk. 2, hvilket medfører, at en ret til pension først opstår efter sammenlægningen af forsikringsperioder.

Med henblik på disse betragtninger fandt cour du travail de Mons det hensigtsmæssigt atter at forelægge Domstolen en præjudiciel anmodning i medfør af EØF-traktatens artikel 177. Ved dom af 13. oktober 1978 har cour du travail forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Forelæggelsesdommen indgik til Domstolen den 27. oktober 1978.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen har Mura, repræsenteret af D. Rossini, direktør for socialtjenesten Patronato ACLI, den italienske regering, repræsenteret af ambassadør A. Maresca, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato O. Fiumara, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af M. J. Jonczy, som befuldmægtiget, indgivet skriftlige indlæg.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Mura mener, at artikel 46, stk. 1 i forordning nr. 1408/71 ikke udelukker, at stk. 2, litra c) finder anvendelse ved beregningen af pensionen efter reglerne om sammenlægning og forholdsmæssig beregning. Thi:

Mura har tilbagelagt 11 beskæftigelsesår i Belgien og 4 i Frankrig. Den længste forsikringstid, der i Belgien giver ret til fuld pension efter pensionsordningen for minearbejdere, er fastsat til 10 år, således at nævneren i den brøk, der skal anvendes ved beregningen af den belgiske pension i medfør af artikel 46, stk. 2, litra c), ikke kan være større end 10. Men da brøken 11/10 vil medføre, at den belgiske institution forpligtes til at udrede en højere ydelse end den fulde ydelse, der er hjemlet ved belgisk lovgivning, må den ydelse, der skal udbetales af Belgien, begrænses til beløbet for den fulde pension. Denne opfattelse er i overensstemmelse med dommene i sagerne 29/75 (nævnt ovenfor) og 1/67 (Ciechelski, Sml. 1965-1968, s. 365).

Den italienske regering anfører, at det fremgår af Domstolens retspraksis, der er blevet bekræftet ved dommene i sagerne 98/77 (Schaap, Sml. 1978, s. 707) og 105/77 (Boerboom-Kersjes, Sml. 1978, s. 717);

Artikel 46, stk. 2, litra c) er en del af bestemmelserne om sammenlægning og forholdsmæssig beregning og sikrer arbejdstageren fordele, erhvervet i medfør af national lovgivning, med den ene begrænsning, at den kompetente nationale myndighed under ingen omstændigheder kan forpligtes til at udrede en højere ydelse end den fulde ydelse, der er hjemlet i den for denne institution gældende lovgivning.

Den italienske regering mener derfor, at det stillede spørgsmål mindre skal afgøres ved fortolkning af stk. 1, andet afsnit end ved anvendelse af forskrifterne i stk. 2 betragtet i dets helhed; dette skal ske for gennem en sammenligning at fastslå det for arbejdstageren mest fordelagtige resultat. Indsigelsen om, at stk. 2 kun finder direkte anvendelse, når betingelserne for erhvervelse af en ret til ydelser alene kan anses for opfyldt i henhold til artikel 45, er forkert.

Artikel 46 foreskriver, at der enten skal anvendes de i stk. 1 eller stk. 2 indeholdte bestemmelser, afhængig af om de ovennævnte betingelser (som i det første tilfælde ikke omfatter den i stk. 1, andet afsnit omhandlede ændring ved sammenligning) er opfyldt. Hvis en selvstændig national ydelse ved anvendelse af nationale regler om forbud mod dobbeltydelser nedsættes med et beløb svarende til den ydelse, som arbejdstageren oppebærer i en anden medlemsstat i medfør af den fællesskabsretlige ordning, vil arbejdstageren ikke blot ikke have nogen fordel af anvendelsen af den fællesskabsretlige ordning, men den vil endog kunne være ufordelagtig for ham (opspaltning af den fulde ydelse, mindre fordelagtig vekselkurs…). Det må derfor med rette undersøges, om man ved fuldt ud at anvende reglerne om sammenlægning og forholdsmæssig beregning (dvs. alle de i artikel 46, stk. 2 indeholdte bestemmelser), som om der overhovedet ikke bestod nogen selvstændig national ydelse, når til en mere fordelagtig situation for arbejdstageren, som han vil kunne drage fordel af.

Kommissionen anfører først, at den pågældende belgiske lovgivning ikke er en lovgivning af den art, som er omfattet af artikel 46, stk. 2, litra c) i forordning nr. 1408/71, dvs. lovgivninger, der fastsætter en overgrænse for ydelserne, beregnet i forhold til et maksimum af forsikringsperioder. Den belgiske pension tillægges nemlig alle uarbejdsdygtige arbejdstagere, som godtgør at have tilbagelagt en beskæftigelsesperiode på mindst 10 år inden for minedriften, med et fast beløb.

Kommissionen anfører, at man ud fra ordlyden af artikel 46, stk. 1 må komme til den slutning, at hverken den i stk. 2, litra c) foreskrevne ændring ved beregningen af den forholdsmæssige ydelse, eller den i stk. 2, litra d) omhandlede ordning for sammenfaldende perioder, finder anvendelse, når retten til ydelser alene er erhvervet i henhold til national lovgivning, og der anvendes en forholdsmæssig beregning ved fastsættelsen af det mest fordelagtige beløb.

Da Domstolen i dommen i sag 22/77 har nævnt ordningen med sammenlægning og forholdsmæssig beregning, kan man derfor rejse det spørgsmål, om Domstolen ikke herved har tilsigtet at henvise til artikel 46, stk. 2 i dens helhed. Eftersom medlemsstaterne fremover kan anvende deres regler om forbud mod dobbeltydelser, må den i stk. 2, litra d) foreskrevne ændring anvendes, for at der ved sammenligningen mellem den nationale og den forholdsmæssigt beregnede ydelse ikke sker en fordrejning af de størrelser, som skal sammenlignes.

I sine domme i sagerne Schaap og Boerboom-Kersjes har Domstolen nævnt ordningen efter artikel 46 i forordning nr. 1408/71, fordi de faktiske omstændigheder i disse sager ikke berettigede en sådan forskel. Tilsyneladende har Domstolen ved sin afgørelse ikke kun villet henvise til ordningen med sammenlægning og forholdsmæssig beregning, men har i overensstemmelse med generaladvokat Warner's bemærkninger, i dennes forslag til afgørelse, villet nævne artikel 46 i dens helhed, således at der ved sammenligningen også tages hensyn til stk. 3 i denne artikel.

Ifølge generaladvokat Warner's forslag til afgørelse har Domstolen alene statueret, at artikel 46, stk. 3 er uforenelig med traktatens artikel 51, i det omfang den foreskriver, at der skal ske en nedsættelse af den ydelse, hvortil der er erhvervet ret udelukkende i medfør af national ret, men Domstolen har ikke fastslået, at artikel 46, stk. 3 er ugyldig i andre henseender. Generaladvokaten har anført, at der kommer to adskilte principper i betragtning:

Ifølge Kommissionen har en sådan anvendelse af artikel 46, stk. 3 ikke — som i sagen Petroni (nævnt ovenfor) — til formål at nedsætte en ydelse, der udelukkende er erhvervet i henhold til national ret, men bestemmelsen har derimod til formål at gøre det muligt for den vandrende arbejdstager at oppebære den størst mulige ydelse, som han kan gøre krav på i en medlemsstat enten i medfør af national ret, når henses til reglerne om forbud mod dobbeltydelser, eller i medfør af fællesskabsretten. Den vandrende arbejdstager har således garanti for, at ydelserne under ingen omstændigheder kan nedsættes til et beløb, der er mindre end det højeste teoretiske beløb, uanset om nedsættelsen sker efter nationale regler om forbud mod dobbeltydelser eller efter artikel 46, stk. 3.

Kommissionen mener derfor, at det præjudicielle spørgsmål bør besvares således:

I retsmødet den 22. marts 1979 har FNROM, repræsenteret af advokat S. Yanick, Mons, Mura, repræsenteret af D. Rossini, direktør for socialtjenesten Patronato ACLI, og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af M. J. Jonczy, som befuldmægtiget, afgivet mundtlige indlæg.

FNROM har fremført to argumenter som begrundelse for, at dommen i sag 22/77 alene har henvist til artikel 46, stk. 1, der alene henviser til stk. 2, litra a) og b):

FNROM anfører under henvisning til to eksempler, der ligner Mura's pensionssag, at anvendelsen af den belgiske lovgivning på en modtager af ydelser ved invaliditet ikke automatisk kan antages at være mindre gunstig end anvendelsen af fælleskabsretten.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 4. april 1979.