Først har sagsøgeren gjort gældende, at beslutningen om at forfremme andre tjenestemænd til lønklasse B 2, for så vidt som den er truffet inden sagsøgerens klage af 20. juli 1978, er truffet i strid med vedtægtens artikel 45, stk. 1. Sammenligningen af tjenestemændenes fortjenester er ikke blevet foretaget med fuld kendskab til omstændighederne, eftersom ansættelsesmyndigheden ikke har gennemgået den sammenlignende oversigt, som sagsøgeren vedlagde sin klage. I denne oversigt har sagsøgeren påvist, at hun, for så vidt angår de afgørende kriterier (anciennitet, uddannelse og faglig erfaring, offentliggørelser), med hensyn til kvalifikationsbeviser stod bedre end fru S., som var den eneste fra Generaldirektorat VII, som blev forfremmet til lønklasse B2.

Sagsøgte har anført, at dette anbringende er uden grundlag. Ansættelsesmyndighedens afgørelse, som blev offentliggjort den 23. august 1978, blev nemlig truffet senere end 20. juli 1978, hvorfor Kommissionen har været i besiddelse af denne sammenlignende oversigt inden afgørelsen.

Subsidiært har sagsøgte anført, at anbringendet heller ikke havde været begrundet, selv om ansættelsesmyndigheden havde truffet den anfægtede afgørelse inden klagens indbringelse. Alle de relevante oplysninger i den sammenlignende oversigt, som sagsøgeren havde udarbejdet, var nemlig udførligere indeholdt i de forfremmelsesværdige tjenestemænds personlige akter, som forelå for forfremmelsesudvalget og ansættelsesmyndigheden.

For så vidt angår sagsøgerens påstand om, at hun med hensyn til kvalifikationsbeviser stod bedre end fru S., har sagsøgte anført, at ansættelsesmyndigheden her råder over et skøn i henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1, (jf. dom af 8. 7. 1965 og forslag til afgørelse fra generaladvokat Roemer i sagerne 27 og 30/64, Fonzi mod Kommissionen for Det europæiske Atomenergifællesskab, Sml. 1965—1968, s. 97; org.ref. Recueil 1965, hhv. s. 638 og 651). Under alle omstændigheder er de kriterier, som sagsøgeren har anført, ikke eneafgørende, idet generaldirektoraternes forslag også spiller en betydelig rolle (jf. forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl i sag 62/75, De Wind mod EF-Kommissionen, Sml. 1976, s. 1180).

Hvad endelig angår de forhold, der ifølge sagsøgeren skal sammenlignes, har sagsøgte henvist til den midlertidige stilling i lønklasse B3, som fru S. har besat, samt hendes større anciennitet i kategori B og den faglige erfaring, som denne ansøger besidder. Sagsøgte har heraf konkluderet, at forslaget fra Generaldirektorat VII, som blev fulgt af forfremmelsesudvalget og stadfæstet af ansættelsesmyndigheden, under ingen omstændigheder hverken var behæftet med en klar fejl eller var magtfordrejning.

I sin replik har sagsøgeren anført, at listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd faktisk må være blevet udfærdiget inden sagsøgerens klage. Vedrørende selve forfremmelserne har sagsøgeren indrømmet, at ansættelsesmyndighedens officielle afgørelser udmærket kan være truffet efter den 20. juli 1978, skønt sagsøgte ikke har anført datoen for selve afgørelserne. Imidlertid har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen, som modtog klagen den 20. juli 1978, ikke har tillagt den sammenlignende oversigt den betydning, som tilkommer den, idet en så vigtig handling som en forfremmelse kun bør foretages efter en fuldstændig gennemgang af de respektive kvalifikationsbeviser (jf. dom af 19. 3. 1964, sag 27/63, Raponi mod EØF-Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 467). Det argument, hvorefter oplysningerne i den sammenlignende oversigt skulle fremgå udførligere i de personlige sagsakter ..., er uden noget reelt grundlag; sagsøgeren har tilbudt at bevise, at hendes sag i realiteten ikke er blevet behandlet.

I nærværende sag havde forfremmelsesudvalget ikke anvendt det skema over forfremmelser som Kommissionen havde forsynet det med. Forfremmelsesudvalget efterkom enten generaldirektørernes forslag eller undlod at behandle sagsøgerens tilfælde, idet der ikke forelå nogen nyere bedømmelse.

Vedrørende den rolle, som generaldirektørernes udtalelser spiller ved en sammenligning af ansøgernes fortjenester, har sagsøgeren anført, at disse kan tages i betragtning, men at bedømmelsen, som ganske vist alene omfatter visse punkter, er og forbliver et uundværligt middel og den afgørende faktor i ansættelsesmyndighedens bedømmelse.

Sagsøgeren har anført, at hun ikke har noget personligt udestående med den foreslåede ansøger. Sagsøgeren var imidlertid nødt til at sammenligne sine kvalifikationsbeviser med fru S.'s, alene fordi, der i Generaldirektorat VII tilsyneladende kun skulle besættes én stilling.

Vedrørende de forhold, som ifølge sagsøgte skal sammenlignes, finder sagsøgeren, at vedtægtens artikel 45 ikke foreskriver, at der skal tages hensyn til en midlertidig tjeneste i eller en udnævnelse til lønklasse B5, som har fundet sted femten år inden den anfægtede forfremmelse.

Desuden har sagsøgeren anklaget sagsøgte for ikke at have anført, at hun har opnået et diplom. Derimod har sagsøgte fremhævet den erfaring, som fru S. har opnået har på området Biblioteksvæsen, men har ikke nævnt det arbejde, som sagsøgeren siden 1967 har udført i centralbiblioteket og i den centrale dokumentationsafdeling eller hendes tidligere stilling.

I sin duplik har sagsøgte anført, at ansættelsesmyndighedens afgørelse om forfremmelserne til lønklasse B2 blev truffet den 24. juli 1978, hvorfor det fremførte anbringende er uden begrundelse, idet klagen blev indbragt den 20. juli 1978. Endvidere at sagsøgeren først i sin replik har fremført, at det reelt er listen over de mest forfremmelsesværdige tjenestemænd, som af de samme grunde strider mod vedtægtens artikel 45, stk. 1. Dette argument kan ikke behandles, eftersom der er tale om en ny søgsmålsgrund efter artikel 42, stk. 2, i procesreglementet.

Subsidiært har sagsøgte anført, at en klage, som er indbragt i medfør af vedtægtens artikel 90 ikke har opsættende virkning, og at ansættelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at behandle spørgsmålet om sagsøgerens forfremmelse ud fra den sammenlignende oversigt, som sagsøgeren fremlagde.

Vedrørende argumentet om, at sagsøgerens sag ikke er blevet behandlet, har Kommissionen svaret, at faktisk har udvalget gennemgået alle forfremmelsesværdige tjenestemænds stilling og navnlig været opmærksom på dem, som — foreslået eller ikke — havde en alder, der oversteg den i ålderstabellen anførte maksimumsalder

Retningslinjer for forfremmelsesudvalget — kategori B— for regnskabsåret 1978.

I øvrigt fremgår det ikke af sagsøgerens forklaring, hvad der hentydes til med skemaet; forfremmelsesudvalget har i sit arbejde ladet sig lede af retningslinjer, som kun er af vejledende karakter, og indeholder et vist antal kriterier

Retningslinjer for forfremmelsesudvalget — kategori B— for regnskabsåret 1978.

Vedrørende de grunde, som sagsøgeren har angivet til at udarbejde en sammenlignende oversigt, har sagsøgte anført, at forfremmelse til lønklasse B2 er en forfremmelse inden for en stillingsgruppe, som overhovedet ikke er afhængig af kvoter, som er tildelt generaldirektoraterne. Der foreligger ikke konkurrence mellem tjenestemænd, som kan forfremmes inden for ét og samme generaldirektorat. Derfor er den fremlagte sammenligning uden betydning.

Vedrørende spørgsmålet om fru S.'s anciennitet finder sagsøgte, at selv om midlertidig udførelse af opgaver i en højere stilling ikke giver den pågældende en ret til en ny indplacering, kan det imidlertid udgøre ... et forhold, som skal tages i betragtning ved forfremmelse. (Domme af 17. 12. 1964, sag 102/63, Boursin mod Den Høje Myndighed for EKSF, Sml. 1954—1964, s. 561; af 16. 6. 1971, sag 77/70, Prelle mod EF-Kommissionen, Sml. 1971, s. 149; af 12. 7. 1973, sag 28/72, Tontodonati mod EF-Kommissionen, Sml. 1973, s. 779; af 19. 3. 1975, sag 189/73, Van Reenen mod EF-Kommissionen, Sml., s. 445 og af 11. 5. 1978, sag 25/77, De Roubaix mod EF-Kommissionen, Sml., s. 1081). Vedtægtens artikel 45, stk. 1, udelukker desuden heller ikke, at der kan tages hensyn til anciennitet inden for kategorien.

Sagsøgeren har hævdet, at den anfægtede afgørelse strider mod vedtægtens artikel 45, stk. 1, af følgende to grunde:

Ad a) Sagsøgte har først svaret, at sagsøgerens personlige akter, som forelå for forfremmelsesudvalget og ansættelsesmyndigheden, indeholdt to skrivelser, som var stilet til sagsøgeren og som omhandlede sagsøgerens rapport ved studieafslutningen.

Sagsøgeren har bestridt, at disse skrivelser var indeholdt blandt de personlige akter på det tidspunkt, da de skulle være tilgængelige for forfremmelsesudvalget og ansættelsesmyndigheden.

Sagsøgte har i sin duplik nærmere anført, at sagsøgeren først har tilstillet administrationen de pågældende skrivelser den 20. februar 1979, altså efter indbringelsen af klagen.

Ad b) Sagsøgte har først erkendt, at den pågældende bedømmelse — som ifølge sagsøgeren blev udfærdiget den 2. marts 1978 — ikke forelå på det tidspunkt, da forfremmelsesudvalget holdt sit første møde den 23. maj 1978. Dette beroede på, at sagsøgeren blev anvendt til forskelligt arbejde, idet det på grund af sagsøgerens skrøbelige helbredstilstand var vanskeligt at finde et arbejde til hende, hvor hensynet til tjenestens interesse kunne forenes med hensynet til hendes helbred.

Sagsøgeren har i sin replik anført, at det næsten har været umuligt at foretage en sammenligning, såfremt den pågældende bedømmelse ikke har været forelagt.

Sagsøgeren har endvidere anført, at hendes skiftende arbejde ikke kan begrunde den utilladelige forsinkelse, som indtraf med hensyn til udfærdigelsen af den pågældende bedømmelse. Vejledningen i bedømmelsen af tjenestemænd regulerer udtømmende dette spørgsmål og problemet kunne uden besvær have været løst, såfremt de pågældende personer havde ønsket det. Sagsøgeren har vedrørende dette punkt endvidere anført, at den bedømmelse, som Generaldirektorat V udfærdigede, ikke blev ovesendt til Generaldirektorat VII, idet dette forhindredes af en bestemt tjenestemand på grund af personlig uvilje mod sagsøgeren; sagsøgeren har vedrørende dette spørgsmål anmodet Domstolen om at anordne den herfor efter Domstolens skøn nødvendige bevisførelse.

Sagsøgte har anført, at bestemte tjenestemænds personlige integritet ikke kan betvivles, når der ikke foreligger et mindste bevis herpå.

Desuden finder sagsøgte, at den omstændighed, at der ikke forelå en bedømmelse, ikke kan være afgørende, når henses blandt andet til de oplysninger, som forelå for forfremmelsesudvalget. Disse fremgår af referatet af udvalgets første møde. Sagsøgte har vedrørende dette spørgsmål henvist til dom af 12. oktober 1978, sag 86/77, Ditterich mod EF-Kommissionen, hvori Domstolen udtalte følgende:

i betragtning af alle disse forhold kan den af sagsøger anførte omstændighed — at hans akter var ufuldstændige, for så vidt som de ikke indeholdt bedømmelserne for årene 1971-1973 og 1973-1975 — ikke bevirke, at den omtvistede forfremmelsesliste nødvendigvis må anses for ulovlig i forhold til vedtægtens artikel 45;

selv uden disse bedømmelser kunne medlemmerne af de forskellige forfremmelsesudvalg nemlig i videst muligt omfang indhente alle de for en sammenligning af fortjenester nødvendige oplysninger. (præmis 18 og 19, Sml. 1978, s. 1864).

Sagsøgeren har bestridt, at nævnte dom kan finde anvendelse i denne sag. Sagsøgeren har anført, at hendes situation er særdeles forskellig fra den situation, som der var tale om i sag 86/77. Endvidere, at sagsøgte ikke har taget hensyn til, at det udvælgelses-skøn, som er indrømmet ansættelsesmyndigheden, kun kan udøves, såfremt følgende to betingelser overholdes: sammenligning af tjenestemændenes fortjenester og vurdering af deres bedømmelser.

Sagsøgte har hertil anført, at der i forfremmelsesudvalget fandt en sammenligning af tjenestemændenes fortjenester sted, samt, at når den omstændighed, at der ikke foreligger bedømmelser, ikke kan indebære annullation af det udkast til en liste, som forfremmelsesudvalget udarbejder, kan dette forhold så meget desto mindre indebære annullation af den liste, som ansættelsesmyndigheden senere udfærdiger eller af den senere afgørelse om forfremmelse.

Sagsøgeren har gjort gældende, at vedtægtens artikel 24, sidste afsnit, er overtrådt, idet hverken forfremmelsesudvalget eller ansættelsesmyndigheden har taget de studier i betragtning, som sagsøgeren gennemførte for at videreuddanne sig, og efter hvis afslutning hun i 1975 opnåede diplom som bibliotekar og dokumentarist.

Sagsøgte har først anført, at sagsøgeren ikke kan fremføre denne søgsmålsgrund, idet der i sagsøgerens personlige akter forelå en fotokopi af det diplom, hun havde opnået. Sagsøgeren har imidlertid hertil understreget, at det er vanskeligt at kontrollere, hvornår bestemte dokumenter er blevet indsat i hendes personlige akter. Sagsøgte har i sin duplik nærmere anført, at skrivelsen af 25. august 1976 fra den læreanstalt, hvor sagsøgeren studerede, og som attesterer, at hun har opnået nævnte diplom, først blev tilstillet administrationen den 8. februar 1979, altså på det tidspunkt, da sagsøgeren anlagde sag.

Desuden har sagsøgte i sit svarskrift henvist til den udtalelse, som sagsøgerens bedømmelse for 1971-1973 indeholdt:

Sagsøgeren har hertil svaret, at denne udtalelse intet siger som hendes diplom, hvilket naturligvis burde have været nævnt i bedømmelsen for perioden 19751977, som ikke var blandt de dokumenter, som var til rådighed. Desuden har sagsøgeren erkendt, at sagsøgte korrekt har anført, at artikel 24, sidste afsnit, ikke kan fortolkes således, at diplomer absolut skal have forrang for faglig erfaring og arten af de udførte opgaver. Sagsøgeren finder imidlertid, at det er lige så ulovligt, såfremt diplomet ikke tages i betragtning. I hvert fald kan man ifølge sagsøgeren kræve, at forfremmelsesudvalget og ansættelsesmyndigheden i et sådant tilfælde udførligt begrunder deres udvælgelse.

Under henvisning til de fremlagte indlæg, blandt andet under henvisning til bilag 23 i svarskriftet og dettes bilag, og under henvisning til procesreglementets artikel 42, stk. 2, har sagsøgeren fremført to nye søgsmålsgrunde, som skal bevise, at vedtægtens artikel 25 er blevet overtrådt.

Disse søgsmålsgrunde vedrører navnlig anvendelsen af følgende bestemmelser:

Sagsøgeren har i sin replik taget forbehold med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt forfremmelsesudvalget var korrekt sammensat, navnlig med hensyn til, om reglen om, at udvalgets medlemmer ved forfremmelser til lønklasse B2 i hvert fald skal tilhøre lønklasse A 4, er overholdt. Sagsøgte har ikke bevist, at fremgangsmåden vedrørende dette punkt er korrekt.

Sagsøgte finder sagsøgerens anbringender overraskende af tre grunde:

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at hele forfremmelsesproceduren til lønklasse B2 for regnskabsåret 1978 annulleres.

Sagsøgte finder, at en sådan annullation — såfremt der gives sagsøgeren medhold — vil bibringe de forfremmede tjenestemænd en sådan skade, som i sin helhed ikke står i et rimeligt forhold til den skade, som sagsøgeren har lidt, og at sidstnævntes rettigheder kan sikres ved rimeligere foranstaltninger (jf. vedrørende udvælgelsesprøver, dommene af 4. 12. 1975, sag 31/75, Costacurta mod EF-Kommissionen, Sml. 1975, s. 1563 ff, navnlig s. 1572, præmis 17; af 30. 11. 1978, sagerne 4, 19 og 28/78, Salerno m.fl. mod EF-Kommissionen, 'Sml. s. 2403 ff, navnlig s. 2417, præmis 35; af 5. 4. 1979, sag 117/78, Orlandi mod EF-Kommissionen, Sml., s. 1613 ff, navnlig s. 1622, præmis 25).

Sagsøgeren har i sin replik anført, at alene en annullation af forfremmelserne kan give hende fuld oprejsning. Desuden har annullation af forfremmelser ikke samme virkning som annullation af en udvælgelsesprøves _ resultat. Ved en forfremmelse kan ansættelsesmyndigheden genudnævne alle de foreslåede tjenestemænd, eftersom der hvert år bliver nye stillinger ledige; ved udvælgelsesprøver skal hele proceduren omgøres med alle de risici, som dette indebærer for dem, som har bestået prøven.

Sagsøgte har hertil svaret, at en annullation af afgørelsen om forfremmelse tilføjer de pågældende tjenestemænd betydelig skade, eftersom deres overgang til lønklasse B2 i hvert fald forsinkes to år.

Selv om der ganske vist årligt finder nye forfremmelser sted, er der dog også årligt andre tjenestemænd, der opnår den minimumsanciennitet, som giver dem ret til at blive optaget på listen over forfremmelsesværdige.

Sagsøgeren har i sin replik krævet fremlæggelse af flere manglende dokumenter, herunder bl.a.

Endelig har sagsøgeren ved vidneførsel tilbudt at bevise visse grundlæggende forhold i forbindelse med de begivenheder, som udspillede sig under forfremmelsesudvalgets møder.

Sagsøgte har fremlagt ansættelsesmyndighedens afgørelse af 24. juli 1978 vedrørende forfremmelsen af tjenestemænd til lønklasse B 2 og B 4. Sagsøgte har bestridt, at der har foreligget skema, men har henvist til Almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende forfremmelsesproceduren inden for en stillingsgruppe... og til Vejledning, udstedt af Kommissionen den 24. november 1976 og offentliggjort i Meddelelser fra administrationen nr. 132 af 10. januar 1977.

Sagsøgte har ligeledes anført, at tilbudet om vidneførsel må forkastes, idet det ikke er tilstrækkeligt præciseret.