Rådets direktiv 74/561 af 12. november 1974 om adgang til erhvervet med godstransport ad landevej i indenlandsk og international transport bestemmer i artikel 7, at medlemsstaterne efter at have hørt Kommissionen træffer sådanne foranstaltninger, som er nødvendige for inden 1. januar 1977 at gennemføre direktivet.

I overensstemmelse med direktivets artikel 7 fremsendte Nederlandene ved skrivelse af 22. oktober 1976 fra den faste repræsentation et lovforslag om gennemførelse af direktivet til høring i Kommissionen. Som svar på skrivelsen rettede Kommissionen en henstilling af 16. marts 1977 til den nederlandske regering, hvori der fremsattes en række bemærkninger til lovforslaget.

Kommissionen fremsendte derefter i medfør for traktatens artikel 169, stk. 1, en åbningsskrivelse af 7. juni 1979 til Nederlandene for så vidt angik gennemførelsen af direktivets artikel 7, og opfordrede den nederlandske regering til at fremsætte sine bemærkninger inden to måneder.

Ved skrivelse af 22. oktober 1979 fra den faste repræsentation til Kommissionen meddelte Nederlandene bl.a., at Domstolens domme i sagerne 145/78 og 146/78 (Augustijn og Wattenberg, Sml. 1979, s. 1025 og 1041) indebar en forpligtelse til at ændre det forslag til lov om ændring af loven om godstransport ad landevej (Wet Au torve rvoer Goederen), som allerde var forelagt parlamentet (Staten-Generaal), og som bl.a. tog sigte på gennemførelsen af direktivet; ændringsloven og den nødvendige ændring af gennemførselsesbekendtgørelsen til loven om godstransport ad landevej (Uitvoeringsbesluit Autovervoer goederen) kunne derfor tidligst træde i kraft i midten af følgende år (dvs. 1980).

Ved skrivelse af 15. april 1980 fremsatte Kommissionen dernæst i medfør af traktatens artikel 169, stk. 1, over for Nederlandene en begrundet udtalelse, hvori det konstateredes, at Nederlandene ved ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af det pågældende direktiv havde undladt at opfylde de forpligtelser, der påhviler det i medfør af traktaten, og hvori Nederlandende opfordredes til at efterkomme den begrundede udtalelse inden to måneder.

I sit svar på den begrundede udtalelse — i form af en skrivelse af 24. juni 1980 fra den faste repræsentation — henviste den nederlandske regering til den nævnte skrivelse af 22. oktober 1979 og meddelte desuden, at forberedelsen af forslaget til lov om ændring af loven om godstransport ad landevej stadig ville vare nogen tid.

Derefter tilgik der ikke Kommissionen yderligere oplysninger.

Sagen for Domstolen er anlagt ved stævning af 23. april 1981, indgået til Domstolens justitskontor den 24. april s.å. Den nederlandske regering har ved skrivelse af 9. september 1981, indgået til justitskontoret den 11. september s.å., frafaldet duplik.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

Kommissionen har nedlagt følgende påstand:

Kongeriget Nederlandene har ikke nedlagt en formel påstand, men har erklæret at ville henholde sig til Domstolens skøn.

Kommissionen har i stævningen anført, at det fremgår af traktatens artikel 189, at et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål er bindende for enhver medlemsstat, det rettes til, selv om det overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Direktivers bindende karakter indebærer, at medlemsstaterne skal overholde de frister, som opstilles deri. Medlemsstaten tilsidesætter traktaten, uanset hvilket statsorgan der — ved sin handling eller undladelse — gør sig skyldig i traktatbruddet. En medlemsstat kan ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller øvrige forhold i sin interne retsorden som begrundelse for, at forpligtelser og frister ifølge fællesskabsdirektiver ikke overholdes.

At disse principper gælder, fremgår, også af Domstolens praksis (sag 52/75, Kommissionen mod Italien, Sml. 1976, s. 277; sag 10/76, Kommissionen mod Italien, Sml. 1976, s. 1359; sag 163/78, Kommissionen mod Italien, Sml. 1979, s. 771; sagerne 42/80 og 43/80, Kommissionen mod Italien, Sml. 1980, s. 3635 og 3643).

Den nederlandske regering har ikke bestridt, at direktiv 74/561 ikke fuldt ud blev gennemført inden den 1. januar 1977 som foreskrevet i direktivets artikel 7. Den har henledt opmærksomheden på, at der ifølge direktivet (artikel 3) skal træffes en række foranstaltninger med hensyn til a) hæderlighed, b) passende økonomisk evne og c) faglig dygtighed. Det følger af artikel 7, stk. 1, at der i direktivet lægges stor vægt bl.a. på gennemførelse af nationale foranstaltninger med hensyn til den faglige dygtighed.

Det fremgår imidlertid af skrivelsen af 24. juni 1980 fra Nederlandenes faste repræsentation til Kommissionen, at kravene til transportudøvernes faglige dygtighed og økonomiske evne har været opfyldt i Nederlandene i længere tid. Der har således på grundlag af den nævnte lov om godstransport ad landevej siden 1974 været afholdt eksaminer, for hvilke der udstedes et eksamensbevis, der giver adgang til erhvervsmæssigt at udøve godstransport. Den nederlandske regering har på dette punkt henvist til artikel 128 i gennemførelsesbekendtgørelsen vedrørende godstransport ad landevej (Uitvoeringsbesluit Autovervoer Goederen — UAG), til bekendtgørelse nr. A-2/087231 af 16. marts 1956 fra ministeriet for trafik og vandbygningsvæsen og til reglerne om den eksamen, der fører til det nævnte bevis. For så vidt angår de økonomiske krav har regeringen henvist til artikel 127 i UAG.

Det eneste punkt, der ikke er gennemført, er kravet om transportudøverens hæderlighed. Herom har den nederlandske regering anført, at forslaget om en tilpasning af loven om godstransport ad landevej til direktivet er blevet vedtaget af førstekammeret den 7. april 1981. Det er hensigten at bekendtgøre bestemmelserne i Staatsblad inden for kort tid. De skal træde i kraft samtidig med de nødvendige ændringer i gennemførelsesbekendtgørelsen om godstransport, der er udstedt med hjemmel i loven om godstransport.

Den nederlandske regering har endvidere anført, at gennemførelsen af direktiverne 74/561 (om godstransport) og 74/562 (om persontransport) i national ret — på grund af direktivbestemmelsernes indhold — skal ske så parallelt som muligt, også i betragtning af, at det var ønskeligt at lade de to sæt bestemmelser træde i kraft samtidigt. Desuden har den rent formelle fremgangsmåde samt den høring af erhvervsorganisationerne, som skulle foretages i forbindelse med de to direktiver, givet anledning til uundgåelige vanskeligheder og forsinkelser.

Hertil har Kommissionen anført, at den ikke finder anledning til at tage stilling til de supplerende oplysninger, den nederlandske regering har givet med hensyn til den delvise gennemførelse af direktivet. Det har kun ringe betydning for, om der skal gives medhold til kravet, om de foranstaltninger, som omtales i svarskriftet, er i overensstemmelse med de pågældende direktivbestemmelser, når det — som tilfældet er — står fast, at direktivet ikke er gennemført fuldt ud. Det tilsvarende gælder bemærkningerne vedrørende det forslag til lov, som om kort tid skal bekendtgøres i Staatsblad.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 2. marts 1982.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 31. marts 1982.