KOMMISSIONENS BESLUTNING af 27. november 1991 om den italienske stats stoette til Nuova Cartiera di Arbatax (Kun den italienske udgave er autentisk) (92/296/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger, jf. ovennaevnte artikel, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Nuova Cartiera di Arbatax (NCA) blev stiftet den 23. maj 1988. Startkapitalen paa 200 mio. lire blev tegnet af Società finanziaria industriale rinascita Sardegna SpA (SFIRS) (55 %) og af Cartiera Burgo SpA (45 %). I juli 1989 blev kapitalen udvidet til 100 mia. lire, bestaaende af stamaktier paa 56 mia. lire og praeferenceaktier paa 44 mia. lire. De nye aktionaerer var selskaberne SIVA SpA og SAF SpA, der tilhoerer Ente nazionale per la cellulosa e la carta (ENCC), Credito industriale sardo (CIS) og Cartiera di Toscolano SpA.

NCA's kapital var fordelt saaledes:

(mia. lire)

Aktionaerer Stamaktier Praeferenceaktier Burgo 16,4 - Toscolano 1,6 - CIS 16 - SFIRS 6 - ENCC (SIVA + SAF) 16 44

CIS ydede ogsaa NCA et laan paa 14,5 mia. lire, medens SFIRS ydede et laan paa 10 mia. lire. Der var aabnet mulighed for, at ENCC senere kunne yde 12 mia. lire paa anden maade end i form af stamaktier.

Hverken kapitaltilfoerslen eller laanene fra de offentlige virksomheder blev anmeldt til Kommissionen paa forhaand i overensstemmelse med Traktatens artikel 93, stk. 3.

Den 11. juli 1989 overtog NCA Italiens stoerste producent af avispapir, Cartiera di Arbatax, som var blevet erklaeret insolvent den 25. marts 1985 og sat under administration (amministrazione straordinaria) ved industriministerens dekret af 16. april 1985 (1). NCA's forretninger blev nu ledet af Burgo.

II

Allerede i 1986 fik Kommissionen kendskab til, at den italienske regering og de sardinske myndigheder havde planer om at omstrukturere Cartiera di Arbatax. Ved skrivelse af 19. november 1986 og 2. april 1987 anmodede Kommissionen om oplysninger om alle stoetteforanstaltninger, der var gennemfoert eller paataenktes gennemfoert til fordel for denne virksomhed.

Den italienske regering svarede ved skrivelse af 12. februar 1987 og ved telex af 5. maj 1987, at der slet ikke var ydet stoette til Cartiera di Arbatax, fordi selskabet var sat under administration.

Ved skrivelse af 21. maj 1987 gjorde Kommissionen det klart, at der kunne vaere tale om statsstoette i den i artikel 92, stk. 1, anvendte betydning, hvis den italienske regering eventuelt erhvervede offentlige aktieposter i en ny virksomhed, som skulle viderefoere Cartiera di Arbatax' aktiviteter; Kommissionen erindrede om, at en saadan stoette noedvendigvis maatte anmeldes paa forhaand i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 3.

Kommissionens beslutning 90/215/EOEF (2) omhandlede den stoette, som den italienske regering havde ydet avispapirindustrien gennem ENCC. Ved beslutningen blev det fastslaaet, at ENCC havde misbrugt en stoetteordning til fordel for pressen til ogsaa at yde stoette til den italienske avispapirindustri ved at koebe stigende maengder italiensk fremstillet avispapir til kunstigt hoeje priser sammenholdt med markedsprisen. Kommissionen skoennede i sin beslutning, at den italienske avispapirindustri havde modtaget stoette paa ca. 900 mio. lire i 1985, 21 mia. lire i 1986 og 12 mia. lire i 1987. Cartiera di Arbatax var den stoerste modtager af denne driftsstoette. Ved beslutningen blev stoetten erklaeret uforenelig med faellesmarkedet og kraevet ophaevet omgaaende. Beslutningen blev meddelt den italienske regering ved skrivelse af 7. juni 1989.

Den italienske regering henledte i sit svar ved skrivelse af 9. juni 1989 Kommissionens opmaerksomhed paa de alvorlige konsekvenser, beslutning 90/215/EOEF ville faa for Cartiera di Arbatax, da denne virksomhed var ved at blive overtaget af en ny virksomhed, der havde udarbejdet en strukturomlaegnings- og investeringsplan. I betragtning af de vanskelige regionale og erhvervsmaessige problemer anmodede den italienske regering om, at Arbatax blev undtaget fra beslutning 90/215/EOEF under omstruktureringen, dvs. i en periode paa fem aar.

Paa et bilateralt moede den 11. juli 1989 og ved skrivelse af 12. juli 1989 svarede Kommissionen, at den ikke kunne tillade, at der fortsat blev udbetalt driftsstoette til Cartiera di Arbatax. Nye investeringer i Arbatax ville derimod vaere berettiget til regionalstoette i henhold til stoetteordningen for Mezzogiorno, saafremt de saedvanlige betingelser i denne forbindelse var opfyldt.

Ved skrivelse af 10. august 1989 meddelte den italienske regering Kommissionen, at den ville efterkomme beslutning 90/215/EOEF, og at den havde givet ENCC instruktion i overensstemmelse hermed. Da Kommissionen var negativt indstillet til fortsat stoette til Arbatax, havde den italienske regering besluttet, at der skulle oprettes et nyt og stoerre selskab med offentlige og private aktionaerer, herunder Burgo og SIVA, der skulle gennemfoere omstruktureringen af Arbatax.

Da denne skrivelse ikke indeholdt nogen praecise oplysninger, anmodede Kommissionen ved skrivelse af 9. oktober 1989 om oplysninger om, hvor store beloeb der blev ydet af offentlige og private investorer, samt hvilke betingelser der var knyttet dertil, hvilke strukturomlaegningsforanstaltninger der var planlagt, hvorledes de skulle finansieres, og hvorvidt der direkte eller indirekte blev ydet anden offentlig stoette. Den 11. april 1990 blev der fremsendt en rykkerskrivelse.

Den italienske regering gav nogle oplysninger ved skrivelse af 15. juni 1990, men det var foerst efter, at Kommissionen havde sendt yderligere rykkerskrivelser den 10. juli, 9. august og 19. november 1990, at den italienske regering ved skrivelse af 17. december 1990 meddelte de oplysninger, der var noedvendige, for at Kommissionen kunne foretage en foerste undersoegelse af stoetten paa grundlag af Traktatens artikel 92.

Paa grundlag af disse oplysninger konkluderede Kommissionen, at de finansielle midler, der var noedvendige for Cartiera di Arbitax' fortsatte drift og strukturomlaegning, ikke havde kunnet tilvejebringes paa kapitalmarkedet, og at ENCC's og SFIRS' aktieposter paa 66 mia. lire derfor maatte betragtes som statsstoette. Kommissionen konkluderede desuden, at laanet fra SFIRS paa 10 mia. lire maatte betragtes som statsstoette, og at dette muligvis ogsaa var tilfaeldet med laanet fra CIS. Kommissionen var af den opfattelse, at stoetten ville kunne fordreje konkurrencen og paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne jf. Traktatens artikel 92, stk. 1, og at ingen af undtagelserne i denne artikel kunne finde anvendelse. Kommissionen besluttede derfor at indlede proceduren i artikel 93, stk. 2.

Den italienske regering blev underrettet om Kommissionens beslutning ved skrivelse af 20. marts 1991 og blev ved skrivelse af 7. maj 1991 opfordret til at fremsaette sine bemaerkninger inden en maaned. De andre medlemsstater og andre interesserede parter blev ogsaa opfordret til at fremsaette deres bemaerkninger (3).

III

Som led i proceduren blev der holdt moeder med repraesentanter for den italienske regering den 14. juni, 22. juli og 24. juli 1991. Paa moederne den 14. juni og 24. juli meddelte de italienske repraesentanter, at der officielt ville blive fremsat skriftlige bemaerkninger, og de afleverede uofficielt en kopi deraf; Kommissionens repraesentanter opfordrede paa disse moeder den italienske delegation til at fremsaette bemaerkningerne hurtigt, da Kommissionen agtede at tage endelig stilling i september. Efter endnu en rykkerskrivelse den 11. september 1991 meddelte den italienske regering ved skrivelse af 4. oktober 1991, at den i loebet af en uges tid ville sende alle de oplysninger, Kommissionen havde brug for til sin undersoegelse. Efter en sidste rykkerskrivelse den 17. oktober 1991 blev der holdt moeder med repraesentanter for den italienske regering den 21. oktober og 14. november 1991. Paa disse moeder fremlagde den italienske delegation et parlamentsdokument af 17. oktober 1991 og en undersoegelse af NCA, som GEPI havde foretaget den 31. oktober 1991. Imidlertid fremsatte den italienske regering ingen skriftlige bemaerkninger som led i proceduren; den fremlagde heller ingen nye oplysninger, som f.eks. en strukturomlaegningsplan, der kunne goere virksomheden rentabel, hvilket kunne have faaet Kommissionen til at aendre sin vurdering af sagen.

Paa denne baggrund ser Kommissionen sig noedsaget til at afslutte proceduren og vedtage en beslutning paa grundlag af de foreliggende oplysninger (jf. Domstolens dom af 14. februar 1990 i sag 301/87, Boussac, praemis 22).

Den danske regering, British Newsprint Manufacturers' Association, SFIRS og NCA fremsatte bemaerkninger som led i proceduren. Disse bemaerkninger blev ved skrivelse af 2. juli 1991 videresendt til den italienske regering, saaledes at den kunne fremsaette bemaerkninger hertil. Den fremsatte imidlertid ingen bemaerkninger.

IV

I henhold til Traktatens artikel 92, stk. 1, og Domstolens retspraksis paa dette omraade (4) samt Kommissionens generelle holdning til offentlige myndigheders erhvervelse af kapitalinteresser, som medlemsstaterne blev underrettet om i 1984, kan det indebaere statsstoetteelementer, naar der ved tegning af kapital tilfoeres virksomheder offentlige midler. For at fastslaa om en saadan tilfoersel af offentlige midler maa betragtes som stoette, maa man - uden hensyn til sociale, regionale eller sektorbestemte elementer - undersoege, om en investor under markedsoekonomiske forhold ville have foretaget et saadant kapitalindskud paa de samme betingelser i forventning om et afkast.

I denne forbindelse skal det bemaerkes, at Cartiera di Arbatax led tab paa 17 mia. lire i 1983, 30 mia. lire i 1984 og 29 mia. lire i 1985, hvilket udgjorde henholdsvis 20 %, 24 % og 27 % af virksomhedens omsaetning i de paagaeldende aar. I 1985 blev selskabet erklaeret insolvent og sat under administration; de italienske myndigheder har ikke givet Kommissionen meddelelse om Cartiera di Arbatax' finansielle resultater for de foelgende aar.

Disse tab kan forklares med bl.a. foelgende: for det foerste var Cartiera di Arbatax beliggende paa Sardinien, og selskabet maatte derfor betale hoeje transportomkostninger dels for sine raamaterialer fra fastlandet - trae og cellulose - dels for sin produktion af avispapir, som skulle sendes tilbage med skib, hovedsagelig til Norditalien. For det andet udgjorde cellulose 20-25 % af Arbatax' raamaterialer, medens avispapirproducenter i EF generelt havde nedbragt forbruget af cellulose til ca. 4 % og i stedet var begyndt at anvende papiraffald. Selskabet var dog noedt til fortsat at anvende den langt dyrere cellulose, da det ikke havde noget de-inking-anlaeg eller nogen produktionskapacitet for traemasse og termomekanisk masse, hvilket ville have givet det mulighed for at behandle papiraffald og mere trae. For det tredje var der ingen naturgas til raadighed, og selskabets energiforbrug var derfor forholdsvis stort. For det fjerde havde Cartiera di Arbatax for mange ansatte, og for det femte var selskabets produktion, der aarligt udgjorde ca. 130 000 tons, for lav i forhold til dets kapacitet paa 183 000 tons pr. aar.

Det er Kommissionens opfattelse, at Cartiera di Arbatax ikke i denne situation kunne have skaffet de midler paa kapitalmarkedet, som selskabet havde behov for til sin fortsatte drift og til de noedvendige investeringer.

Det aendrer paa ingen maade denne vurdering, at der blev oprettet et nyt selskab, NCA, som overtog Cartiera di Arbatax. Kommissionen anfoerte i sin meddelelse om offentlige myndigheders erhvervelse af kapitalinteresser, punkt 3.3 (fjerde afsnit), at der er tale om statsstoette, naar offentlige myndigheders erhvervelse af kapitalinteresser involverer hel eller delvis overtagelse eller fortsaettelse af et skrantende selskabs urentable aktiviteter gennem oprettelse af en ny virksomhed.

Som led i proceduren bemaerkede SFIRS, at dets beslutning om at erhverve en aktiepost i NCA var truffet dels paa grundlag af en strukturomlaegningsplan, der var udarbejdet af Burgo, dels paa grundlag af SFIRS' egen rapport, hvori det var anfoert, at selskabet ville blive rentabelt i loebet af to aar. SFIRS forelagde baade planen og rapporten for Kommissionen.

Kommissionen har noteret sig, at planen bl.a. er baseret paa, at stoetten fra ENCC til salg af avispapir fortsat ydes i en periode paa fem aar. I betragtning af, at Kommissionen ved beslutning 90/215/EOEF fandt dette misbrug af stoette til pressen uforenelig med faellesmarkedet, og at regionalstoetteordningen i henhold til lov nr. 64/86, der omfattede stoette til rapportomkostningerne, udloeb den 30. september 1990, var den paagaeldende strukturomlaegningsplan baseret paa den fejlagtige antagelse, at NCA ville faa udbetalt stoette paa 45 lire pr. kg avispapir, der blev solgt i en femaarig periode. Med et maal for produktionen paa 183 150 tons pr. aar medfoerte strukturomlaegningsplanen derfor stoette paa 8,2 mia. lire om aaret. Kommissionen konkluderer, at NCA uden denne stoette kan forvente et tab paa 5 mia. lire i 1991 i stedet for det overskud paa 3,2 mia. lire, der var anfoert i strukturomlaegningsplanen i 1989.

Kommissionen bemaerker desuden, at strukturomlaegningsplanen for NCA har vist sig at vaere alt for optimistisk med hensyn til de sociale og miljoemaessige aspekter. NCA blev tvunget til at indstille sin virksomhed mellem den 15. december 1989 og den 9. februar 1990 af miljoemaessige aarsager og mistede yderligere arbejdsdage paa grund af strejker senere paa aaret. Dets finansielle tab androg 12 mia. lire i 1990. Ifoelge parlamentsdokumentet af 17. oktober 1991 forventes dets tab for 1991 at beloebe sig til 18-20 mia. lire.

Paa baggrund af ovenstaaende konstaterer Kommissionen, at de offentlige virksomheders kapitaltilfoersel til NCA ikke kan betragtes som en investering under markedsoekonomiske forhold, men maa betragtes som statsstoette.

Det aendrer ikke denne vurdering, at Burgo, der er et privat selskab, ogsaa investerede i NCA. Da Burgo er en stor koncern, der fremstiller papir, forfoelger den koncernstrategiske maal, der ligeledes omfatter NCA; et saadant hensyn goer sig ikke gaeldende for SFIRS eller for ENCC. Denne forskel kommer ogsaa til udtryk derved, at NCA's ledelse varetages af Burgo. Kommissionen bemaerker desuden, at Burgo efter sin investering i NCA's startkapital paa 200 mio. lire, hvor den havde en aktiepost paa 45 %, er blevet en mindre betydningsfuld aktionaer i forhold til de offentlige koncerner, idet dens aktiepost i den langt stoerre aktiekapital paa 100 mia. lire kun udgoer 16,4 %. Under disse omstaendigheder mener Kommissionen, at betingelserne under punkt 3.3 (femte afsnit) i den tidligere naevnte meddelelse om offentlige myndigheders erhvervelse af kapitalinteresser er opfyldt; dvs. at der er tale om stoette, naar et kapitalindskud i virksomheder, der ejes af baade private og offentlige aktionaerer, goer den offentlige kapitalandel betydeligt stoerre end oprindeligt, og naar de private aktionaerers faldende interesse fortrinsvis skyldes virksomhedernes daarlige rentabilitetsudsigter.

Kommissionen bemaerker ogsaa, at Burgo ikke var udsat for den samme risiko ved investering i NCA som en investor, der opererer under markedsoekonomiske forhold. Indtil Kommissionen vedtog beslutning 90/215/EOEF, havde Burgo sikkerhed for, at NCA's produktion ville blive opkoebt af ENCC til kunstigt hoeje priser i mindst fem aar. Efter vedtagelsen af beslutning 90/215/EOEF havde Burgo en supplerende finansiel stoedpude i NCA paa 60 mia. lire og senere paa 72 mia. lire, som kunne absorbere NCA's uundgaaelige tab, og som for stoerstepartens vedkommende ikke begraensede Burgos stemmerettigheder.

Stoersteparten af SFIRS' aktier ejes i henhold til artikel 4 i dens vedtaegter af offentlige virksomheder og myndigheder; for oejeblikket ejes 95,5 % af selskabets kapital af den autonome region Sardinien. Det er fastsat ved lov, at SFIRS har til opgave at fremme oekonomiske og navnlig erhvervsmaessige initiativer paa Sardinien, bl.a. ved at overtage aktieposter i sardinske virksomheder, navnlig smaa og mellemstore virksomheder.

De finansielle rapporter, SFIRS indsendte som led i proceduren, viser, at selskabet i hvert af de aar, der var omfattet af en rapport, led tab paa sin kapitalandel. Kommissionen konkluderer heraf, at SFIRS foerst og fremmest tager hensyn til Sardiniens udvikling snarere end sin egen rentabilitet, og at selskabet derfor ikke kan betragtes som en investor, der opererer under markedsoekonomiske forhold.

ENCC er en offentligretlig sammenslutning bestaaende af alle italienske papir- og celluloseproducenter samt virksomheder, der bruger cellulose. Det er fastsat ved lov, at ENCC har til opgave at fremme udviklingen i celluloseproduktionen i Italien, at lette fremstilling og anvendelse af indenlandske raamaterialer til celluloseproduktionen, at tilrettelaegge produktion og salg af papir samt at indsamle og meddele oplysninger om produktionen af cellulose og papir. Kommissionen bemaerker, at ENCC foerst den 10. juli 1989 fik tilladelse af den italienske industriminister til at erhverve en kapitalandel i NCA, dvs. mere end en maaned efter at Kommissionen havde meddelt den italienske regering sin beslutning 90/215/EOEF. Paa denne baggrund og paa grundlag af den italienske regerings skrivelser af 9. juni og 10. august 1989, der er omtalt under afsnit II, konkluderer Kommissionen, at den italienske regerings beslutning om at tillade ENCC at indskyde kapital i NCA blev truffet som et alternativ til dens tidligere oenske om fortsat at yde NCA driftsstoette i yderligere fem aar. Som Domstolen fastslog i sin dom af 14. november 1984 i sag 323/82, Intermills (5), kan der ikke sondres mellem stoette, der ydes i form af laan, og stoette, der ydes som indskud i en virksomheds kapital. Begge former for stoette falder ind under forbuddet i artikel 92, hvis de deri angivne betingelser er opfyldt.

SFIRS' kapitalindskud paa 6 mia. lire - heraf 0,5 mia. lire fra SFIRS' egne midler og 5,5 mia. lire fra en saerlig fond i henhold til regionallov 66/76, hvilket kraevede en beslutning fra de sardinske myndigheders side - maa betragtes som statsstoette i den i Traktatens artikel 92 anvendte betydning.

De 60 mia. lire, der blev ydet af ENCC's datterselskaber, SIVA og SAF, maa ogsaa betragtes som statsstoette i den i artikel 92 anvendte betydning, og dette gaelder ogsaa den italienske regerings planer om senere at yde yderligere 12 mia. lire gennem ENCC. Det aendrer ikke denne vurdering, at 44 mia. lire ud af de 60 mia. lire blev brugt til at erhverve praeferenceaktier i NCA, da den ekstra dividende af praeferenceaktier ligesom dividenden af normale aktier afhaenger af, at NCA indtjener et overskud. Da praeferenceaktierne har begraenset stemmeret, tjener ENCC's aktiepost tvaertimod foerst og fremmest som en finansiel stoedpude for NCA's forventede tab.

CIS tilfoerte NCA kapital paa 16 mia. lire. Ved skrivelse af 20. marts 1991, hvorved Kommissionen meddelte den italienske regering, at den havde besluttet at indlede proceduren, blev den italienske regering opfordret til at godtgoere, at CIS handler uafhaengigt uden at vaere under de offentlige myndigheders indflydelse. Hvis ikke dette var tilfaeldet, maatte CIS' kapitalindskud paa 16 mia. lire ogsaa betragtes som statsstoette.

Den italienske regering fremfoerte i sine bemaerkninger under proceduren, at CIS er en offentligretlig sammenslutning, der blev oprettet ved lov nr. 298 af 11. april 1953 med det formaal at finansiere erhvervsforetagender for at fremme den oekonomiske udvikling paa Sardinien. Ingen af CIS' aktionaerer har en kontrollerende kapitalandel. CIS skaffer sine finansielle midler paa kapitalmarkedet og anvender dem uafhaengigt af de regionale eller nationale myndigheder, men under den italienske centralbanks tilsyn ligesom andre offentlige eller private pengeinstitutter.

Ifoelge de oplysninger, SFIRS har sendt Kommissionen, havde CIS et krav paa 33 mia. lire paa Cartiera di Arbatax, der var under administration. SFIRS' aktiepost i NCA opstod ved, at 16 mia. lire af ovennaevnte krav blev konverteret til kapital som led i NCA's overtagelse af Cartiera di Arbatax. Af den resterende del af CIS' krav tilbagebetalte NCA omgaaende 2,5 mia. lire, medens 14,5 mia. lire vil blive tilbagebetalt over fem aar.

Paa denne baggrund godtager Kommissionen, at CIS i det foreliggende tilfaelde ikke handlede anderledes, end en privat investor kunne have gjort i en tilsvarende situation, og at CIS' kapitalindskud paa 16 mia. lire derfor ikke kan betragtes som statsstoette.

Foruden kapital ydede SFIRS den 1. maj 1990 NCA et tiaarigt laan paa 10 mia. lire til en rente paa 5 % til finansiering af NCA's investeringsprogram. Den italienske regering erkendte i sin skrivelse af 16. januar 1991, foer proceduren i artikel 93, stk. 2, blev indledt, at dette laan maatte betragtes som statsstoette. Under proceduren haevdede SFIRS derimod, at hverken laanet eller SFIRS' aktiepost kunne betragtes som stoette.

Kommissionen mener, at NCA modtog en rentegodtgoerelse paa 9,66 % paa et laan paa 10 mia. lire, nemlig forskellen mellem de 5 %, hvormed laanet skulle forrentes, og markedsrenten i Italien i 1990, der var paa 14,66 %. Denne rentegodtgoerelse ved hjaelp af offentlige midler maa betragtes som stoette, fordi den giver NCA mulighed for at gennemfoere investeringer uden at skulle afholde samtlige omkostninger derved. SFIRS kunne ikke med rimelighed have forventet, at det ville vaere en rentabel investering at laane NCA penge til nedsat rente.

Endelig undersoegte Kommissionen ogsaa den pris, NCA betalte for Cartiera di Arbatax. Kommissionen bemaerker, at Arbatax i 1987 blev sat offentligt til salg, og at der blev fremsat flere tilbud paa overtagelse af Arbatax og fire andre selskaber under administration. Under proceduren fremlagde SFIRS kopier af salgskontrakten samt af andre to tilbud. NCA betalte 38 958 mio. lire for Cartiera di Arbatax. Et af de to andre tilbud var paa samme beloeb, men med udskudt betaling, medens det tredje tilbud vedroerer alle fem virksomheder tilsammen. Da Kommissionen ikke er i besiddelse af andre oplysninger, konkluderer den under disse forhold, at salgsprisen ikke i sig selv indebar nogen stoette.

Kommissionen fastslaar derfor, at stoetten til NCA omfatter foelgende: stoette paa 6 mia. lire i form af kapital og paa 10 mia. lire i form af laan med rentegodtgoerelse gennem SFIRS samt stoette paa 60 mia. lire i form af et kapitalindskud fra ENCC. ENCC's planer om at indskyde yderligere 12 mia. lire i NCA maa ogsaa betragtes som statsstoette.

V

Den italienske regering anmeldte ikke denne stoette paa forhaand i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 3. Den italienske regering vidste, i hvert fald efter modtagelsen af Kommissionens skrivelse af 21. maj 1987, at Kommissionen sandsynligvis ville betragte offentlige aktieposter i en ny virksomhed, der skulle viderefoere Cartiera di Arbatax' aktiviteter, som stoette.

Kommissionen bemaerker i denne forbindelse, at den ved skrivelse af 20. november 1974 godkendte stoette fra ENCC til skovbrug, forskning i papirproduktion samt pressen. Selv om ENCC's kapitalindskud i NCA paa 60 mia. lire opfyldte de italienske retsforskrifter vedroerende ENCC's virksomhed, er det naturligvis ikke en af de former for stoette, Kommissionen kan godkende.

Med hensyn til SFIRS anmodede Kommissionen ved skrivelse af 20. marts 1991 den italienske regering om at oplyse, hvilken stoetteordning der var blevet anvendt. Under proceduren anfoerte den italienske regering ikke nogen specifik stoetteordning, der var godkendt af Kommissionen, som grundlag for SFIRS' virksomhed.

Da den italienske regering ikke anmeldte stoetten, foer den ydede den, som fastsat i artikel 93, stk. 3, kunne Kommissionen ikke udtale sig om foranstaltningerne, foer de blev ivaerksat. Stoetten har derfor vaeret ulovlig i henhold til EF-retten fra det tidspunkt, hvor den blev ydet. Dette brud paa retsforskrifterne medfoerer en saerlig alvorlig situation, da stoetten allerede er blevet udbetalt. Desuden har stoetteforanstaltningerne haft virkninger, der er uforenelige med det faelles marked.

Naar der er ydet stoette, som er uforenelig med det faelles marked, kan Kommissionen kraeve, at medlemsstaterne paalaegger stoettemodtagerne at tilbagebetale den ulovlige stoette - som fastslaaet af Domstolen i dom af 12. juli 1973 i sag 70/72, Kohlegesetz, af 21. marts 1990 i sag 142/87, Tubemeuse og af 20. september 1990 i sag 5/89, BUG-Alutechnik.

VI

Producenterne af avispapir i EF konkurrerer med hinanden, og avispapir er omfattet af samhandelen mellem medlemsstaterne, selv om EF som helhed importerer over halvdelen af sit avispapirforbrug fra tredjelande.

Ifoelge de oplysninger, der aarligt indsamles af den europaeiske sammenslutning af papirfabrikanter, CEPAC, producerede Italien 242 000 tons avispapir i 1987, 264 000 tons i 1988 og 252 800 tons i 1989, dvs. ca. 10 % af EF-produktionen og ca. 4 % af EF-forbruget. NCA har en meget betydelig stilling paa hjemmemarkedet med sin kapacitet paa 183 000 tons avispapir aarligt.

Italien importerede 303 000 tons avispapir i 1987, heraf 125 000 tons (41 %) fra andre medlemsstater, 265 000 tons i 1988, heraf 124 800 tons (47 %) fra andre medlemsstater, og 363 800 tons i 1989, heraf 139 400 tons (38 %) fra andre medlemsstater.

Italien eksporterede 28 000 tons avispapir i 1987, 25 100 tons i 1988 og 11 700 tons i 1989, hovedsagelig til tredjelande.

Den italienske regering understreged i sine bemaerkninger under proceduren, at Nuova Cartiera di Arbatax ikke driver eksportvirksomhed, og at de paagaeldende foranstaltninger derfor kun ville paavirke samhandelen i EF i den forstand, at de kunne udelukke potentiel import fra andre medlemsstater.

Selv om Nuova Cartiera di Arbatax' produktion blev erstattet med import fra andre medlemsstater, mente den italienske regering, at det i sidste instans ville foere til en nettoforoegelse af importen fra tredjelande, idet forbruget af avispapir i EF er stoerre end produktionskapaciteten.

I denne forbindelse bemaerker Kommissionen, at Domstolen i sin dom af 13. juli 1988 i sag 102/87, SEB (6) fastslog foelgende: »stoette til en virksomhed kan . . . vaere af en saadan art, at den beroerer samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencen, endog selv om denne virksomhed konkurrerer med produkter fra andre medlemsstater, uden selv at deltage i udfoerslerne. En saadan situation kan ligeledes foreligge, naar der ikke er overkapacitet inden for den paagaeldende sektor. Naar en medlemsstat yder stoette til en virksomhed, kan den indenlandske produktion derved blive opretholdt eller foroeget med den konsekvens - under omstaendigheder som de af Kommissionen konstaterede - at chancerne for virksomheder, der er etableret i de oevrige medlemsstater, for at eksportere deres produkter til denne medlemsstats marked herved bliver formindskede. En saadan stoette kan derfor beroere samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen.«

Den italienske regerings stoette til Nuova Cartiera di Arbatax paavirker derfor samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencen mellem avispapirproducenterne efter Traktatens artikel 92, stk. 1 (7).

VII

I henhold til EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, er stoette, som opfylder de deri fastsatte kriterier, uforenelig med det faelles marked. De i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 2, fastsatte undtagelser finder ikke anvendelse i det foreliggende tilfaelde paa grund af den paataenkte stoettes art og formaal.

For at sikre at det faelles marked fungerer tilfredsstillende og under hensyntagen til princippet i EOEF-Traktatens artikel 3, litra f), skal de i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, fastsatte undtagelser fra artikel 92, stk. 1, fortolkes strikt i forbindelse med undersoegelsen af en stoetteordning eller en individuel stoetteforanstaltning.

Der kan navnlig kun indroemmes undtagelse, naar Kommissionen fastslaar, at den begunstigede virksomhed ikke uden en saadan stoette ville blive foranlediget af markedsforholdene til at traeffe dispositioner, der kan bidrage til virkeliggoerelsen af et af de med undtagelserne tilsigtede maal.

Anvendes undtagelsesbestemmelserne paa stoetteforanstaltninger, der ikke bidrager til virkeliggoerelsen af et saadant maal, eller hvor stoetten ikke er noedvendig for at naa dette maal, vil det give visse medlemsstaters industrier eller virksomheder uberettigede fordele og kunstigt forbedre disses finansielle situation, ligesom det vil medfoere, at samhandelen mellem medlemsstaterne paavirkes og konkurrencevilkaarene fordrejes, uden at dette paa nogen maade er begrundet i hensynet til den faelles interesse, jf. EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3.

I betragtning af det ovenfor anfoerte opfylder den stoette, der er omhandlet i denne beslutning, ingen af undtagelsesbestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3.

Hvad angaar undtagelsesbestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), er det indlysende, at stoetten ikke tager sigte paa at fremme et projekt af faelleseuropaeisk interesse eller paa at afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den italienske oekonomi. Den italienske regering har heller ikke forsoegt at begrunde stoetten hermed.

Hvad angaar undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c) (8), vedroerende stoette til fremme af udviklingen i visse regioner, og navnlig undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), vedroerende stoette til fremme af den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, er Kommissionen opmaerksom paa, at Nuova Cartiera di Arbatax er beliggende i Ogliastra, Nuoro, paa Sardinien, der opfylder disse betingelser. Selv om Kommissionen generelt ikke anser driftsstoette for at vaere forenelig med det faelles marked, besluttede den dog den 2. marts 1988 - ved beslutning 88/318/EOEF (9) - at anvende undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra a), paa lov nr. 64/86 om saerlig stoette i Mezzogiorno, saaledes at der bl.a. kunne ydes midlertidig stoette for at mindske de sardinske virksomheders transportomkostninger.

Ved skrivelse af 20. marts 1991, hvorved Kommissionen meddelte den italienske regering, at den havde besluttet at indlede proceduren i artikel 93, stk. 2, opfordrede Kommissionen den italienske regering til at underrette den om eventuel anden stoette til NCA, saasom anvendelse af regionalstoetteordninger med hensyn til denne virksomheds investeringer og transportomkostninger.

Som led i proceduren svarede den italienske regering, at transportstoetten var ophoert den 30. september 1990. Der var ikke ydet anden stoette til NCA i henhold til lov nr. 64/86 i 1989 eller de efterfoelgende aar.

Kommissionen skal hertil bemaerke, at Cartiera di Arbatax og senere NCA modtog stoette med hensyn til transportomkostninger i flere aar. I 1990 modtog NCA 1 mia. lire til dette formaal. Kommissionen bemaerker ogsaa, at NCA's strukturomlaegningsplan omfatter investeringsstoette i henhold til lov nr. 64/86 til de investeringer paa 37 mia. lire, der skulle gennemfoeres under planens foerste fase, herunder de investeringer, der fandt sted, medens virksomheden var sat under administration.

Kommissionen konkluderer derfor, at der gennem en specifik stoetteordning raades bod paa de ulemper, Nuova Cartiera di Arbatax er udsat for som foelge af sin beliggenhed paa Sardinien, og at det ikke ud fra regionale hensyn er berettiget at yde yderligere stoette i form af kapital eller laan med rentegodtgoerelse. Det er endvidere Kommissionens opfattelse, at stoette til en virksomhed uden udsigt til levedygtighed ikke kan siges at fremme en regions oekonomiske udvikling. Som nedenfor anfoert har NCA ikke udsigt til at blive levedygtig.

Hvad endelig angaar undtagelsen i Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), vedroerende stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, naar en saadan stoette ikke paavirker samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse, har Kommissionen undersoegt den strukturomlaegningsplan for Cartiera di Arbatax, der blev udarbejdet i 1987 og anvendt paa NCA i 1989. Kommissionen skal bemaerke, at denne plan indeholdt flere noedvendige elementer, saasom investeringer med henblik paa at mindske brugen af cellulose som raamateriale. Men Kommissionen afviser, at planen skulle vaere tilstraekkelig til at goere NCA rentabel, idet den var baseret paa en stoettet salgspris for NCA's avispapir, som var uforenelig med det faelles marked (jf. afsnit IV). Planen var ogsaa alt for optimistisk: de planlagte investeringer blev ikke gennemfoert inden for de fastsatte tidsfrister, de sociale ordninger foerte til strejker, og de lokale miljoebeskyttelseskrav blev ikke opfyldt. Som foelge heraf naaede NCA kun op paa 75 % af det fastsatte maal for produktionen i 1990, idet selskabet producerede 122 000 tons avispapir, hvoraf 97 % blev solgt til ENCC. NCA led et tab paa 12 mia. lire det paagaeldende aar. Som anfoert ovenfor, forventes tabene for 1991 at beloebe sig til 18-20 mia. lire.

Under proceduren erkendte NCA og SFIRS, at 1989-planen kun havde begraenset vaerdi, og haevdede, at der ville blive udarbejdet en ny strukturomlaegningsplan for NCA inden juni/juli 1991. NCA anmodede udtrykkeligt Kommissionen om at laegge denne nye plan til grund for sin vurdering af, om stoetten i 1989 var forenelig med det faelles marked. Paa trods af Kommissionens anmodninger til den italienske regering under flere moeder og dens skrivelse af 31. juli 1991 til NCA, fik Kommissionen ikke forelagt nogen ny strukturomlaegningsplan som led i proceduren.

Kommissionen ser sig derfor noedsaget til at vurdere, om 1989-planen, der laa til grund for stoetten, kunne goere NCA rentabel. Af de aarsager, der er anfoert i det foregaaende afsnit, konkluderer Kommissionen, at NCA ikke saa ud til at vaere levedygtig. Kommissionens kritik af strukturomlaegningsplanen stoettes af GEPI's analyse af 31. oktober 1991.

Kommissionen konkluderer, at stoetten til NCA i 1989 og 1990 gav virksomheden mulighed for at overtage og viderefoere Cartiera di Arbatax' tabsgivende virksomhed uden at medfoere nogen aendringer, der kunne foere til en rentabel drift. Stoetten fremmer derfor ikke udviklingen i avispapirindustrien, men tjener kun til kunstigt at opretholde NCA. Der er tale om driftsstoette, dvs. stoette til fortsat produktion, saaledes, at NCA kan daekke sine driftstab.

Som led i proceduren haevdede den italienske regering ogsaa, at produktionen af avispapir er en strategisk sektor. Kommissionen erkender, at det er vigtigt for pressen i Faellesskabet at have adgang til billigt avispapir. Dette kan dog ikke berettige den kunstige opretholdelse af en virksomhed ved hjaelp af driftsstoette. Hvis den italienske regering var bekymret for de fremtidige leverancer af avispapir til pressen, kunne den have truffet andre foranstaltninger, der var forenelige med det faelles marked, som f.eks. at indkoebe avispapir paa verdensmarkedet og opbygge lagre, som kunne bruges i tilfaelde af forsyningsknaphed.

VIII

Det kan konkluderes, at den italienske regerings stoette til NCA ikke er forenelig med det faelles marked, da den blev ydet i strid med Traktatens artikel 93, stk. 3, og heller ikke opfylder betingelserne i Traktatens artikel 92, stk. 3.

Stoetten maa bringes til ophoer, og udbetalt stoette maa tilbagebetales (jf. Domstolens dom af 14. februar 1990 i sag C 301/87, Boussac, praemis 22).

Stoetten bestaar af kapitalindskud paa 66 mia. lire fra SFIRS og ENCC i juli 1989 samt en rentegodtgoerelse paa 9,66 % (forskellen mellem laanets forrentning paa 5 % og den italienske markedsrente i 1990 paa 14,66 %) paa et laan paa 10 mia. lire, der blev ydet af SFIRS den 1. maj 1990. Fra dette tidspunkt og indtil den 1. december 1991 andrager rentegodtgoerelsen til NCA 1 529,5 mio. lire. Hvis ikke dette beloeb tilbagebetales inden de to maaneder, der er fastsat ved denne beslutning, vil rentegodtgoerelsen paa laanet paa 10 mia. lire blive forhoejet med yderligere 80,5 mio. lire for hver maaned, hvormed fristen overskrides.

Tilbagebetalingen maa ske i overensstemmelse med de procedurer og bestemmelser, der er fastsat i den italienske lovgivning, navnlig vedroerende morarenter af gaeld til staten, idet der paaloeber renter fra den dag, hvor den ulovlige stoette blev ydet. Denne foranstaltning er noedvendig for at genskabe status quo ved at fjerne alle de uberettigede finansielle fordele, som den virksomhed, der har modtaget den ulovlige stoette, uberettiget har haft, siden stoetten blev udbetalt (jf. dom af 21. marts 1990 i sag C-142/87, Tubemeuse, praemis 66) -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

1. Den stoette i form af et kapitalindskud paa 66 mia. lire, der blev ydet i 1989, og stoetten paa 1 529,5 mio. lire som foelge af rentegodtgoerelsen paa 9,66 % paa det laan paa 10 mia. lire, der blev ydet virksomheden Nuova Cartiera di Arbatax i 1990, er ulovlig, da den er i strid med Traktatens artikel 93, stk. 3, og uforenelig med det faelles marked i den i artikel 92, stk. 1, anvendte betydning.

2. Stoetten i form af kapitalindskud paa 12 mia. lire i denne virksomhed er uforenelig med det faelles marked i henhold til artikel 92, stk. 1.

Artikel 2

1. Den italienske regering bringer rentegodtgoerelsen til ophoer og paaser, at den i artikel 1, stk. 1, omhandlede stoette paa 66 mia. lire og 1 529,5 mio. lire tilbagebetales inden to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning. Stoetten paa 1 529,5 mio. lire skal forhoejes med 80,5 mio. lire for hver maaned, hvormed den i denne beslutning fastsatte frist for tilbagebetaling overskrides. Stoetten tilbagebetales i henhold til de procedurer og bestemmelser, der er fastsat i national lovgivning, navnlig vedroerende morarenter af gaeld til staten, idet der paaloeber renter fra det tidspunkt, hvor den ulovlige stoette blev ydet.

2. Den italienske regering undlader at yde den i artikel 1, stk. 2, omhandlede stoette paa 12 mia. lire i form af kapitalindskud.

Artikel 3

Den italienske regering underretter inden to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme den.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik. Udfaerdiget i Bruxelles, den 27. november 1991. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) Gazzetta ufficiale della Repubblica italiana nr. 93 af 19. 4. 1985. (2) EFT nr. L 114 af 5. 5. 1990, s. 25. (3) EFT nr. C 123 af 9. 5. 1991, s. 12. (4) Jf. dom i sag 323/82, Intermills, af 14. 11. 1984, C-147/87, Tubemeuse, af 21. 3. 1990, C-303/88, ENI-Lanerossi og C-305/89, Alfa Romeo af 21. 3. 1991. (5) Sml. 1984, s. 3830, praemis 31. (6) Sml. 1988, s. 4087. (7) Domstolens dom i de forenede sager 296/82 og 318/92, Leeuwarder Papierwarenfabriek. (8) Metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), paa regionalstoette (EFT nr. C 212 af 12. 8. 1988, s. 2). (9) EFT nr. L 143 af 10. 6. 1988, s. 37.