31996D0221

96/221/EF: Kommissionens beslutning af 8. marts 1996 om godkendelse af det af Danmark forelagte program vedrørende egtvedsyge for bestemte geografiske zoner (Kun den danske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EØS)

EF-Tidende nr. L 074 af 22/03/1996 s. 0042 - 0043


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 8. marts 1996 om godkendelse af det af Danmark forelagte program vedrørende egtvedsyge for bestemte geografiske zoner (Kun den danske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EØS) (96/221/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/67/EØF af 28. januar 1991 om dyresundhedsmæssige betingelser for afsætning af akvakulturdyr og -produkter (1), senest ændret ved direktiv 95/22/EF (2), særlig artikel 10, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

Medlemsstaterne kan forelægge Kommissionen et program, der blandt andet gør det muligt, at en eller flere dele af deres område opnår status som godkendt zone, der er fri for bestemte fiskesygdomme;

Danmark har ved brev af 22. maj 1995 forelagt et program vedrørende egtvedsyge (SHV) for bestemte afvandingsområder;

i programmet beskrives de geografiske zoner, de foranstaltninger, som de offentlige myndigheder skal træffe, de procedurer, som laboratorierne skal følge, omfanget af den pågældende sygdom og bekæmpelsesforanstaltningerne i tilfælde af påvisning af sygdommen;

det har ved gennemgang af programmet vist sig, at det er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 10 i direktiv 91/67/EØF;

de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det af Danmark forelagte program for kontrol med egtvedsyge i de i bilaget anførte geografiske zoner godkendes.

Artikel 2

Danmark sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at overholde det i artikel 1 omhandlede program.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Danmark.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. marts 1996.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 46 af 19. 2. 1991, s. 1.

(2) EFT nr. L 243 af 11. 10. 1995, s. 1.

BILAG

AFVANDINGSOMRÅDER

Fiskebæk Å

Gudenåen

Halkær Å

Storåen

Århus Å