<?xml version="1.0" encoding="utf-8"?><JUDGMENT xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:noNamespaceSchemaLocation="http://formex.publications.europa.eu/schema/formex-04.cj-20080212.xd"><BIB.JUDGMENT><REF.CASE FILE="ECRCJ1977DAA.0100029101.case.xml"><NO.CASE>48/76</NO.CASE></REF.CASE><NO.CELEX>61976J0048</NO.CELEX><NO.SEQ>0015.0001</NO.SEQ><PAGE.FIRST>291</PAGE.FIRST><PAGE.SEQ>1</PAGE.SEQ><PAGE.LAST>299</PAGE.LAST><PAGE.TOTAL>9</PAGE.TOTAL><AUTHOR>CJ</AUTHOR></BIB.JUDGMENT><CURR.TITLE><LEFT>DOM AFSAGT <DATE ISO="19770217">17. 2. 1977</DATE> — SAG 48/76</LEFT><RIGHT>REINARZ / KOMMISSIONEN OG RÅDET</RIGHT></CURR.TITLE><TITLE><TI><P><IE/></P></TI></TITLE><JUDGMENT.INIT><P>I sag 48/76</P></JUDGMENT.INIT><PARTIES><PLAINTIFS><P>ANDREAS H. REINARZ, forhenværende tjenestemand ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, boende i Wasa (Canada), repræsenteret af advokat ved Arrondissementsrechtbank i Maastricht, A. J. Hammerstein, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Félicien Jansen, 21, rue Aldringen,</P><PARTY.STATUS>sagsøger,</PARTY.STATUS></PLAINTIFS><AGAINST>mod</AGAINST><DEFENDANTS><P>KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sin juridiske konsulent Raymond Baeyens som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Kommissionens juridiske rådgiver Mario Cervino, Bâtiment C.F.L., place de la Gare,</P><?PAGE NO="292"?><P>Og</P><P>RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sine juridiske rådgivere Antonio Sacchettini som befuldmægtiget og Gijsbertus Peeters som medbefuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Van den Houten, direktør for Den europæiske Investeringsbanks juridiske tjeneste, 2, Place de Metz,</P><PARTY.STATUS>sagsøgte,</PARTY.STATUS></DEFENDANTS></PARTIES><P>angående, på sagens nuværende trin, antagelsen til realitetsbehandling af en påstand om annullation af artikel 3, stk. 3, sidste afsnit i Rådets forordning nr. 2530/72 af <DATE ISO="19721204">4. december 1972</DATE> om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger vedrørende ansættelse af tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse samt tjenestemænds udtræden af tjenesten i disse Fællesskaber (EFT-specialudgave 1.—<DATE ISO="19721208">8. 12. 1972</DATE>, s. 11; org.ref. <REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="272" DATE.PUB="19721205" PAGE.FIRST="1">JO L 272 af <DATE ISO="19721205">5. 12. 1972</DATE>, s. 1</REF.DOC.OJ>) og af en påstand om skadeserstatning,</P><PREAMBLE><PREAMBLE.INIT><P>afsiger</P><P>DOMSTOLEN (anden afdeling)</P><P>sammensat af: afdelingsformanden P. Pescatore, dommerne M. Sørensen og A. J. Mackenzie Stuart,</P><P>generaladvokat: F. Capotorti</P><P>justitssekretær: A. Van Houtte</P></PREAMBLE.INIT><PREAMBLE.FINAL><P>følgende</P></PREAMBLE.FINAL></PREAMBLE><CONTENTS.JUDGMENT><GR.SEQ LEVEL="1"><TITLE><TI><P>DOM</P></TI></TITLE><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Sagsfremstilling</P></TI></TITLE><P>De faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb, parternes påstande og anbringender kan sammenfattes således:</P><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>De faktiske omstændigheder</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Af tjenstlige grunde og under hensyntagen til det behov, der opstod som følge af de nye medlemsstaters tiltrædelse af de europæiske Fællesskaber, gav Rådets forordning nr. 2530/72 Fællesskabernes institutioner bemyndigelse til indtil den <DATE ISO="19730630">30. juni 1973</DATE> at træffe foranstaltninger vedrørende udtræden af tjenesten for deres tjenestemænd i lønklasserne A 1 til A5 inklusive (artikel 2, stk. 1).</TXT><?PAGE NO="293"?><P>De tjenestemænd, der berørtes af sådanne foranstaltninger, har i en periode på et år ret til en månedlig godtgørelse lig med det senest oppebårne vederlag; i de følgende 30 måneder ret til en månedlig godtgørelse på 80 % af grundlønnen og en månedlig godtgørelse på 70 % af grundlønnen i den efterfølgende periode, hvis varighed er afhængig afen pågældendes alder (artikel 3, stk. 1).</P><P>I forordningens artikel 3, stk. 3 bestemmes det:</P><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0001" REF.END="QE0001" CODE="00BB"/>Godtgørelsen i stk. 1 korrigeres med den koefficient, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 82, stk. 1, andet afsnit i vedtægten, for det land i Fællesskaberne, hvor den berettigede godtgør at have bopæl.</P><P>Såfremt den godtgørelsesberettigede bosætter sig i et land uden for Fællesskaberne, korrigeres godtgørelsen med den koefficient, der gælder for Belgien.</P><P>Godtgørelsen udtrykkes i belgiske francs. Den udbetales i det lands valuta, hvor den berettigede er bosat.</P><P>En godtgørelse, der udbetales i en anden valuta end belgiske francs, beregnes på grundlag af de pariteter, der er omhandlet i artikel 63, stk. 3 i vedtægten.<QUOT.END ID="QE0001" REF.START="QS0001" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></P><P>Artikel 63, stk. 3 i tjenestemandsvedtægten (herefter vedtægten) lyder således:</P><P><QUOT.S LEVEL="1"><P><QUOT.START ID="QS0002" REF.END="QE0002" CODE="00BB"/>Vederlag udbetalt i en anden valuta end belgiske francs beregnes på grundlag af de af Den internationale Valutafond vedtagne pariteter, som var i kraft <DATE ISO="19650101">1. januar 65</DATE>.<QUOT.END ID="QE0002" REF.START="QS0002" CODE="00AB"/></P></QUOT.S></P></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Sagsøgeren var i 1952 blevet ansat i EKSF's tjeneste. I 1959 blev han overført til EØF-Kommissionens tjeneste, hvor han blev indplaceret i lønklasse A 2.</TXT><P>Den <DATE ISO="19730501">1. maj 1973</DATE> udtrådte sagsøgeren af tjenesten i EØF i medfør af forordning nr. 2530/72.</P><P>Fra den <DATE ISO="19730501">1. maj 1973</DATE> til den <DATE ISO="19740501">1. maj 1974</DATE> modtog sagsøgeren en månedlig godtgørelse lig med hans senest oppebårne vederlag. Denne godtgørelse blev udbetalt i belgiske francs ved overførsel til sagsøgers bankkonto i Belgien.</P><P>Fra den <DATE ISO="19740501">1. maj 1974</DATE> har sagsøger modtaget en månedlig godtgørelse lig med 80 % af hans grundløn. Da han i mellemtiden har bosat sig i Canada, udbetales godtgørelsen ikke i belgiske francs, men i canadiske dollar ved overførelse til hans bankkonto i dette land. Godtgørelsen beregnes i medfør af artikel 3, stk. 3, sidste afsnit i forordning nr. 2530/72 på grundlag af en paritet på <FT TYPE="DECIMAL">46,25</FT> belgiske francs pr. canadisk dollar. Den justeringskoefficient, der gælder for Belgien, anvendes på disse beløb i henhold til artikel 3, stk. 3, andet afsnit i nævnte forordning.</P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>II —</NO.P><TXT>Retsforhandlingernes forløb</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Sagsøgeren har den <DATE ISO="19760608">8. juni 1976</DATE> anlagt nærværende sag med følgende påstande:</TXT><P><QUOT.S LEVEL="1"><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P><QUOT.START ID="QS0003" REF.END="QE0003" CODE="00BB"/>1.</NO.P><TXT>det statueres, at bestemmelsen i artikel 3, stk. 3, andet afsnit i Rådets forordning nr. 2530/72, sammenholdt med bestemmelsen i artikel 63, tredje afsnit i vedtægten, er ugyldig og uden retsvirkning for så vidt angår den sagsøgeren tilkommende månedlige godtgørelse eller i det mindste, at bestemmelsen ikke bør finde anvendelse på sagsøgeren;</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Rådet og Kommissionen for EØF dømmes til at erstatte sagsøgeren det tab, han fra den <DATE ISO="19740501">1. maj 1974</DATE> har lidt ved anvendelsen af den under punkt 1 nævnte forordning, og som han fortsat vil lide af denne grund, herunder det eventuelle tab i forbindelse med sagsøgerens tilbageflytning til et af Fællesskabets lande;</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>det pålægges Rådet og Kommissionen for EØF at bære sagsøgerens omkostninger.<QUOT.END ID="QE0003" REF.START="QS0003" CODE="00AB"/></TXT></NP></ITEM></LIST></QUOT.S></P></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>I stævningen har sagsøgeren hvad angår realiteten navnlig gjort gældende,<?PAGE NO="294"?> at han har krav på en månedlig godtgørelse udbetalt enten i canadiske dollar ved omveksling af det beløb, han har krav på i belgiske francs, på grundlag af den belgiske francs paritet ovenfor den canadiske dollar på betalingstidspunktet eller udbetalt i belgiske francs i overensstemmelse med de for tjenestemænd i EØF gældende bestemmelser.</TXT><P>De bestemmelser, sagsøgeren anfægter, indebærer blandt andet en krænkelse af princippet om ligebehandling af Fællesskabets tjenestemænd.</P><P>Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at der ved den på hans godtgørelse anvendte justeringskoefficient sammenholdt med den betalingsmåde, sagsøgeren bestrider, hverken tages hensyn til levevilkårene i Canada eller til den canadiske dollars købekraft, som siden <DATE ISO="19650101">1. januar 1965</DATE> er faldet i forhold til den belgiske franc.</P><P>Rådet burde i henhold til vedtægtens artikel 65 tilpasse justeringskoefficienten under hensyn til, at leveomkostningerne i Canada har ændret sig betydeligt siden den <DATE ISO="19650101">1. januar 1965</DATE> i forhold til leveomkostningerne i Belgien.</P><P>I tidsrummet fra den <DATE ISO="19740501">1. maj 1974</DATE> frem til i dag har sagsøgeren som følge af den bestridte omregninsmåde på grund af kursen franc/canadisk dollar lidt et indkomsttab på ca. 15 til 35 %. Sagsøgeren er af den opfattelse, at han med hjemmel i artikel 215, stk. 2 i traktat om oprettelse af Fællesskabet kan kræve erstatning for det tab, han har lidt og fremtidig vil lide som følge af regler eller en mangel på regler i strid med princippet om ikke-diskrimination, og som en af Fællesskabets institutioner er ansvarlig for.</P><P>Sagsøgeren finder det desuden forkert, at de sociale tillæg, han har krav på ud over den månedlige godtgørelse efter artikel 3, stk. 1 i forordning nr. 2530/72, også udbetales ham i canandiske dollar omregnet efter den regel, sagsøgeren anfægter.</P><P>Subsidiært har sagsøgeren påberåbt sig de almindelige grundsætninger om beskyttelse af menneskerettighederne og gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser modvirker udvandringen til tredjelande i forhold til Fællesskabet.</P></NP><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>I skriftstykker indgivet henholdsvis den <DATE ISO="19760817">17. august</DATE> og den <DATE ISO="19760712">12. juli 1976</DATE> har Kommissionen og Rådet i henhold til procesreglementet artikel 91 anmodet Domstolen om at tage stilling til spørgsmålet om sagens antagelse til behandling uden at indlede behandlingen af sagens realitet og påstået sagen afvist og sagsøgeren idømt sagsomkostningerne.</TXT></NP><NP><NO.P>4.</NO.P><TXT>I skriftstykke indgivet den <DATE ISO="19760915">15. september 1976</DATE> har sagsøgeren påstået den af Rådet rejste indsigelse forkastet med de deraf følgende retsvirkninger for sagsomkostningerne. Hvad angår den af Kommissionen nedlagte afvisningspåstand har sagsøgeren i et skriftstykke indgivet den <DATE ISO="19761015">15. oktober 1976</DATE> overladt spørgsmålet til Domstolens skøn.</TXT></NP><NP><NO.P>5.</NO.P><TXT>På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (anden afdelin) besluttet uden forudgående bevisførelse at indlede mundtlig forhandling om formaliteten.</TXT></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>III —</NO.P><TXT>Parternes anbringender og indsigelser vedrørende antagelsen til realitetsbehandling</TXT></NP></TI></TITLE><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Kommissionen</HT> har anført, at søgsmålet i det omfang det er rettet mod Kommissionen kan forstås som sigtende hovedsagelig til annullation af Kommissionens anvendelse af bestemmelserne i artikel 3, stk. 3, sidste afsnit i forordning nr. 2530/72. Endvidere indeholder søgsmålet en påstand om erstatning for ansvar uden for kontraktsforhold.</TXT><P>Da det drejer sig om en tvist mellem en forhenværende tjenestemand og den institution,<?PAGE NO="295"?> han gjorde tjeneste ved, finder procedurereglerne i vedtægtens artikler 90 og 91 anvendelse.</P><P>Sagsøgeren har imidlertid ikke indbragt nogen klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, hvorfor det pågældende søgsmål må afvises i henhold til artikel 91, stk. 2.</P></NP><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT><LIST TYPE="alpha"><ITEM><NP><NO.P>a)</NO.P><TXT><HT TYPE="ITALIC">Rådet</HT> har gjort gældende, at selv om sagsøgerens påstande ikke gør det helt klart, hvad sagsøgeren kræver, er det muligt af stævningen som helhed at udlede følgende tre påstande:</TXT><P><LIST TYPE="DASH"><ITEM><P>en pastand om anullation af bestemmelsen i artikel 3, stk. 3, sidste afsnit i forordning nr. 2530/72;</P></ITEM><ITEM><P>en påstand om ersatning for ansvar uden for kontraktsforhold i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2;</P></ITEM><ITEM><P>en subsidiær påstand om, at den bestemmelse, som påstås annulleret, ikke kan finde anvendelse, jf. traktatens artikel 184.</P></ITEM></LIST></P></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>b)</NO.P><TXT>Med hensyn til påstanden om annulation har Rådet anført, at der kun synes at være to muligheder: enten et søgsmål i henhold til vedtægtens artikel 91 eller et søgsmål med hjemmel i traktatens artikel 173. I begge tilfælde bør søgsmålet afvises.<P>Hvad angår retsmidler, er sagsøgeren underkastet vedtægtens bestemmelser, selv om han ikke i egentlig forstand er <QUOT.START ID="QS0004" REF.END="QE0004" CODE="00BB"/>omfattet af vedtægten<QUOT.END ID="QE0004" REF.START="QS0004" CODE="00AB"/>, da de for ham gældende regler findes i forordning nr. 2530/72. En af forordningens <QUOT.START ID="QS0005" REF.END="QE0005" CODE="00BB"/>betragtninger<QUOT.END ID="QE0005" REF.START="QS0005" CODE="00AB"/> anfører udtrykkeligt nødvendigheden af, at der midlertidigt træffes særlige foranstaltninger vedrørende vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber.</P><P>Bestemmelserne i vedtægtens artikler 90 og 91 bør følgelig være iagttaget, for at søgsmålet kan antages til behandling. Stk. 2 i artikel 90 tydeliggør begrebet <QUOT.START ID="QS0006" REF.END="QE0006" CODE="00BB"/>akt, der indeholder et klagepunkt<QUOT.END ID="QE0006" REF.START="QS0006" CODE="00AB"/> ved at anføre, at ansættelsesmyndigheden skal have truffet en sådan afgørelse eller have undladt at træffe en i vedtægten foreskrevet foranstaltning. Den afgørelse, hvis ugyldighed påberåbes i stævningens påstande, er imidlertid en retsakt hidrørende fra Rådet. Da Rådet ikke er ansættelsesmyndighed for sagsøgeren, er den anfægtede retsakt således ikke en akt, der indeholder et klagepunkt imod ham som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2.</P><P>Sagsøgeren opfylder ej heller betingelserne i EØF-traktatens artikel 173, stk. 2, for at en privat kan indbringe et annullationssøgsmål for Domstolen. Sagsøgeren er ikke <QUOT.START ID="QS0007" REF.END="QE0007" CODE="00BB"/>umiddelbart og individuelt<QUOT.END ID="QE0007" REF.START="QS0007" CODE="00AB"/> berørt af beslutninger, udfærdiget i form af en forordning eller af en beslutning rettet til en anden person. Dels fremgår det klart, at den anfægtede retsakt er en <QUOT.START ID="QS0008" REF.END="QE0008" CODE="00BB"/>almengyldig<QUOT.END ID="QE0008" REF.START="QS0008" CODE="00AB"/> retsakt, jf. Domstolen dom af <DATE ISO="19621214">14. december 1962</DATE> i sagerne <REF.DOC.ECR NO.CASE="16-62+17/62" YEAR="1962" EDITION="GEN" PAGE.ECR="359">16 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruit et légumes mil. mod Rådet (Sml. 1954-1964, s. 359</REF.DOC.ECR>), dels kan sagsøgeren ikke antages at være <QUOT.START ID="QS0009" REF.END="QE0009" CODE="00BB"/>individuelt<QUOT.END ID="QE0009" REF.START="QS0009" CODE="00AB"/> berørt af den anfægtede retsakt i den betydning, der forudsættes i Domstolens dom af <DATE ISO="19630715">15. juli 1963</DATE> i sag <REF.DOC.ECR NO.CASE="25/62" YEAR="1963" EDITION="GEN" PAGE.ECR="197">25/62, Plaumann og Co mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 411)</REF.DOC.ECR>.</P></TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>c)</NO.P><TXT>Med hensyn til påstanden om erstatning for ansvar uden for kontraktsforhold har Rådet gjort gældende, at en sådan påstand angår en af de følger, det påhviler Rådet at drage af en eventuel dom om annullation, og at påstanden følgelig er samenfaldende med påstanden om annullation, jf. Domstolens dom af <DATE ISO="19750318">18. marts 1975</DATE> i sag <REF.DOC.ECR NO.CASE="72/74" YEAR="1975" EDITION="GEN" PAGE.ECR="401">72/74, Union syndicale — Service public européen mil. mod Rådet (Sml. 1975, s. 401)</REF.DOC.ECR>.</TXT><P>Endelig har Rådet anført Domstolens dom af <DATE ISO="19751022">22. oktober 1975</DATE> i sag <REF.DOC.ECR NO.CASE="9/75" YEAR="1975" EDITION="GEN" PAGE.ECR="1171">9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen (Sml. 1975, s. 1171</REF.DOC.ECR>). Af denne dom følger det, at nærværende sag, da den hidrører fra det ansættelsesforhold, som knytter den pågældene til institutionen, er omfattet af traktatens artikel 179 og vedtægtens artikel 90 og 91, hvorfor den, særlig hvad<?PAGE NO="296"?> angår antagelsen til realitetsbehandling, hverken falder ind under traktatens 178 eller 215.</P><P>Efter at Domstolen har opstillet så klare betingelser må Rådet være af den opfattelse, at sagsøgerens påstand om erstatning for ansvar uden for kontraktsforhold må afvises af de samme grunde, som hvis der foreligger en påstand om annullation i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 91.</P></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>d)</NO.P><TXT>Med hensyn til sagsøgerens påstand om uanvendelighed, er Rådet af den opfattelse, at en sådan påstand ikke kan fremsættes, da der er tale om en tvist, i hvilken Domstolen ikke skal træffe afgørelse om realiteten.</TXT></NP></ITEM></LIST></TXT></NP><NP><NO.P>3.</NO.P><TXT>Sagsøgeren har bestridt indsigelsens rigtighed og har hvad angår det af Rådet i så henseende anførte anerkendt, at han har to søgsmålsmuligheder: søgsmål i overensstemmelse med vedtægten med hjemmel i artikel 179 og søgsmål med hjemmel i traktatens artikel 178. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den sidstnævnte søgsmålsmulighed var den eneste mulige for ham: søgsmålet er i første række rettet mod Rådet og angår et tab, der først er indtrådt forholdsvis lang tid efter at forordning nr. 2530/72, der er årsag til tabet, trådte i kraft.</TXT><P>Domstolens dom af <DATE ISO="19751022">22. oktober 1975</DATE> i sag 9/75 er irrelevant i denne forbindelse, da sagsøgeren er i en ganske anderledes faktisk situation.</P></NP></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><NP><NO.P>IV —</NO.P><TXT>Mundtlige forhandlinger</TXT></NP></TI></TITLE><P>Sagsøgeren har meddelt, at han afstod fra at give møde i retsmødet den <DATE ISO="19770113">13. januar 1977</DATE>.</P><P>Under dette retsmøde har Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver R. Bayens som befuldmægtiget, og Rådet, repræsenteret af sin juridiske rådgiver A. Sacchettini som befuldmægtiget og G. Peeters som medbefuldmægtiget, henholdt sig til de under skriftvekslingen fremførte anbringender.</P><P>Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den <DATE ISO="19770203">3. februar 1977</DATE>.</P></GR.SEQ></GR.SEQ><GR.SEQ LEVEL="2"><TITLE><TI><P>Præmisser</P></TI></TITLE><NP><NO.P>1</NO.P><TXT>Sagsøgeren, der er forhenværende tjenestemand ved De europæiske Fællesskaber, og som nu modtager en godtgørelse i medfør af Rådets forordning nr. 2530/72 af <DATE ISO="19721204">4. december 1972</DATE> om indførelse af særlige og midlertidige foranstaltninger vedrørende ansættelse af tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber som følge af nye medlemstaters tiltrædelse samt tjenestemænds udtræden af tjenesten i disse Fællesskaber (EFT-specialudgave <DATE ISO="19721201">1.</DATE>-<DATE ISO="19721208">8. december 1972</DATE>, s. 11; org.ref. <REF.DOC.OJ COLL="L" NO.OJ="272" DATE.PUB="19721205" PAGE.FIRST="1">JO L 272 af <DATE ISO="19721205">5. 12. 1972</DATE>, s. 1</REF.DOC.OJ>), har nedlagt påstand om annullation af den nævnte forordnings artikel 3, stk. 3, sidste afsnit, sammenholdt med vedtægtens artikel 63, stk. 3, eller i det mindste om, at denne kendes uanvendelig overfor ham, samt påstand om erstatning for det tab, han påstår at have lidt ved disse bestemmelsers anvendelse;</TXT></NP><NP><NO.P>2</NO.P><TXT>efter at være udtrådt af Fællesskabernes tjeneste i 1973 bosatte sagsøgeren sig i Canada, hvorfor hans godtgørelse, fastsat i belgiske francs, blev udbetalt i dette<?PAGE NO="297"?> lands mønt, beregnet på grundlag af de officielle pariteter pr. <DATE ISO="19650101">1. januar 1965</DATE> i medfør af artikel 3, stk. 3 i forordning nr. 2530/72, sammenholdt med vedtægtens artikel 63, stk. 3;</TXT></NP><NP><NO.P>3</NO.P><TXT>sagsøgeren har bestridt rigtigheden af denne betalingsmåde og har blandt andet gjort gældende, at de pågældende bestemmelser og deres anvendelse over for ham krænker princippet om ligebehandling af tjenestemænd, idet den justeringskoefficient, der anvendes på hans godtgørelse, er en koefficient fastsat på grundlag af levevilkårene i Belgien, der ikke tager hensyn til faldet i den canadiske dollars købekraft.</TXT></NP><NP><NO.P>4</NO.P><TXT>De sagsøgte institutioner, Rådet og Kommissionen, har påstået sagen afvist og har herved henvist dels til, at sagsøgeren ikke forinden sagsanlægget har indbragt en klage til den kompetente myndighed i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og dels, for så vidt søgsmålet må anses for støttet på EØF-traktatens artikler 178 og 215, stk. 1, til, at erstatningssøgsmål i henhold til disse artikler ikke kan finde anvendelse i sager angående tjenestemænds vedtægtsmæssige rettigheder.</TXT></NP><NP><NO.P>5</NO.P><TXT>Selv om forordning nr. 2530/72 ikke formelt er en del af tjenestemandsvedtægten, er det ikke desto mindre forordningens formål og genstand at give bestemmelser om et særligt spørgsmål i det af vedtægten omfattede forhold mellem Fællesskabets institutioner og visse af disses tjenestemænd;</TXT></NP><NP><NO.P>6</NO.P><TXT>følgelig er de retsmidler, der skal benyttes af de pågældende i tilfælde af tvist om forordningens anvendelse, de i vedtægten hjemlede, herunder indbringelse af en administrativ klage som forudgående betingelse for ethvert søgsmål;</TXT></NP><NP><NO.P>7</NO.P><TXT>det er ubestridt, at sagsøgeren ikke i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2 har indgivet nogen klage angående de klagepunkter, der er genstand for nærværende sag;</TXT></NP><NP><NO.P>8</NO.P><TXT>sagen bør følgelig afvises for så vidt den støttes på traktatens artikel 179 og vedtægtens artikel 91, stk. 1.</TXT></NP><?PAGE NO="298"?><NP><NO.P>9</NO.P><TXT>For så vidt sagsøgeren til støtte for søgsmålet har påberåbt sig traktatens artikler 178 og 215, stk. 2 vedrørende sager om erstatning for ansvar uden for kontraktsforhold, forudsætter søgsmålets antagelse til realitetsbehandling, at de nævnte artikler fortolkes således, at de giver en tjenestemand eller en forhenværende tjenestemand mulighed for søgsmål uafhængigt af et søgsmål i henhold til vedtægten på grundlag af traktatens artikel 179;</TXT></NP><NP><NO.P>10</NO.P><TXT>i så henseende må det bemærkes, som Domstolen allerede har udtalt i dom af <DATE ISO="19751022">22. oktober 1975</DATE> i sag <REF.DOC.ECR NO.CASE="9/75" YEAR="1975" EDITION="GEN" PAGE.ECR="1171">9/75, Meyer-Burckhardt (Sml. 1975, s. 1171)</REF.DOC.ECR>, at en tvist mellem en tjenestemand og hans nuværende eller tidligere institution, der drejer sig om erstatning og udspringer af det ansættelsesforhold, som knytter den pågældende til institutionen, er omfattet af traktatens artikel 179 og vedtægtens artikel 90 og 91 og ikke falder ind uner traktatens artikler 178 og 215;</TXT></NP><NP><NO.P>11</NO.P><TXT>i øvrigt giver den fulde prøvelsesret, der tilkommer Domstolen i de i artikel 179 omhandlede sager, Domstolen mulighed for i en sådan sag at træffe afgørelse ikke alene med hensyn til gyldigheden af den anfægtede retsakt men også med hensyn til erstatning for det tab, den pågældende måtte have lidt som følge af en retsakt, der krænker hans vedtægtsmæssige rettigheder;</TXT></NP><NP><NO.P>12</NO.P><TXT>følgelig bør sagen ligeledes afvises for så vidt den støttes på traktatens artikler 178 og 215, stk. 2.</TXT></NP><GR.SEQ LEVEL="3"><TITLE><TI><P>Vedrørende sagsomkostningerne</P></TI></TITLE></GR.SEQ><NP><NO.P>13</NO.P><TXT>I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2 dømmes den part, som taber sagen, til at bære sagens omkostninger;</TXT></NP><NP><NO.P>14</NO.P><TXT>sagsøgeren har tabt sagen;</TXT></NP><NP><NO.P>15</NO.P><TXT>i henhold til procesreglementets artikel 70 skal institutionerne imidlertid selv bære de udgifter, de har afholdt i sager vedrørende de ansatte i Fællesskaberne.</TXT></NP></GR.SEQ></GR.SEQ><?PAGE NO="299"?><JURISDICTION><INTRO><P>På grundlag af disse præmisser,</P><P>udtaler og bestemmer</P><P>DOMSTOLEN (anden afdeling)</P></INTRO><LIST TYPE="ARAB"><ITEM><NP><NO.P>1.</NO.P><TXT>Sagen afvises.</TXT></NP></ITEM><ITEM><NP><NO.P>2.</NO.P><TXT>Hver af parterne bærer sine egne omkostninger.</TXT></NP></ITEM></LIST></JURISDICTION></CONTENTS.JUDGMENT><SIGNATURE.CASE><SIGNATORY><P>Pescatore</P></SIGNATORY><SIGNATORY><P>Sørensen</P></SIGNATORY><SIGNATORY><P>Mackenzie Stuart</P></SIGNATORY><P>Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den <DATE ISO="19770217">17. februar 1977</DATE>.</P><SIGNATORY><P>A. Van Houtte</P><P>Justitssekretær</P></SIGNATORY><SIGNATORY><P>P. Pescatore</P><P>Formand for anden afdeling</P></SIGNATORY></SIGNATURE.CASE></JUDGMENT>