61994J0017

1. De i forelaeggelseskendelsen givne oplysninger skal ikke blot tjene til at saette Domstolen i stand til at give hensigtsmaessige svar, men ogsaa til at give medlemsstaternes regeringer samt andre beroerte parter mulighed for at afgive indlaeg.

Det er for at opnaa en fortolkning af faellesskabsretten, der kan anvendes af den nationale ret, noedvendigt, at denne fastlaegger den faktiske og retlige baggrund for de forelagte spoergsmaal eller i hvert fald redegoer for de faktiske omstaendigheder, der er lagt til grund, og som danner grundlag for spoergsmaalene.

2. Traktatens artikel 52 og 59, direktiv 78/1026 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for dyrlaeger, omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, og direktiv 78/1027 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som dyrlaege finder ikke anvendelse paa rent interne forhold i en medlemsstat, som f.eks. forholdene for en medlemsstats statsborgere, der oensker at drive virksomhed som inseminoer paa denne stats omraade uden tidligere i en anden medlemsstat at have uddannet sig dertil eller drevet saadan virksomhed.

3. Direktiv 77/504 om racerent avlskvaeg og 87/328 om godkendelse af racerent avlskvaeg til avlsbrug er ikke til hinder for nationale bestemmelser, hvorved der tildeles insemineringscentre et geografisk monopol paa at foretage insemineringer, og hvori det bestemmes, at man for at arbejde som inseminoer skal have en autorisation som insemineringscenterchef eller som inseminoer, og at udstedelse af en saadan autorisation kraever fremlaeggelse af en attest fra direktoeren for et godkendt insemineringscenter. Saadanne bestemmelser henhoerer ikke under anvendelsesomraadet for disse direktiver, som vedroerer harmonisering af betingelserne for godkendelse af avlskvaeg og deres saed til avlsbrug med henblik paa at fjerne avlstekniske hindringer for den frie bevaegelighed af saed.

4. Traktatens artikel 37 vedroerer ikke et tjenesteydelsesmonopol, selv om dette monopol udelukker, at inseminering med saed fra avlskvaeg foretages af andre personer ° selv om de er tilstraekkeligt uddannede og kompetente til at foretage indgrebet ° end de ansatte ved inseminationscentrene, der har monopolet, medmindre monopolet tilsidesaetter princippet om frie varebevaegelser ved at diskriminere indfoerte varer til fordel for indenlandske varer. Der foreligger ikke en saadan diskrimination, naar den enkelte opdraetter frit kan anmode det insemineringscenter, som han hoerer under, om at skaffe saed fra et produktionscenter efter hans eget valg, enten i den paagaeldende medlemsstat eller i udlandet. Spoergsmaalet om, hvorvidt de godkendte centres virksomhed i praksis foerer til en forskelsbehandling af importeret tyresaed, skal vurderes af den forelaeggende ret i forhold til traktatens artikel 30 og under hensyntagen til de relevante faktiske omstaendigheder.

I sag C-17/94,

angaaende en anmodning, som Tribunal de grande instance de Bergerac (Frankrig) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende straffesag mod

Denis Gervais,

Jean-Louis Nougaillon,

Christian Carrard,

Bernard Horgue

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 37, 52 og 59 samt af Raadets direktiv 77/504/EOEF af 25. juli 1977 om racerent avlskvaeg (EFT L 206, s. 8), Raadets direktiv 78/1026/EOEF af 18. december 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for dyrlaeger, omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 362, s. 1), Raadets direktiv 78/1027/EOEF af 18. december 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som dyrlaege (EFT L 362, s. 7), og Raadets direktiv 87/328/EOEF af 18. juni 1987 om godkendelse af racerent avlskvaeg til avlsbrug (EFT L 167, s. 54),

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward (refererende dommer), og dommerne J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: M.B. Elmer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° de tiltalte ved advokat Philippe Dandine, Bergerac, og advokat Philippe Lafarge, Paris

° Coopérative périgorde agenaise d' élevage et d' insemination artificielle (CPAEIA) ved advokat Claude Paulmier, Paris

° den franske regering ved sous-directeur Catherine de Salins, Udenrigsministeriets direction des affaires juridiques, og secrétaire des affaires étrangères Philippe Martinet, samme direktorat, som befuldmaegtigede

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved de juridiske konsulenter Marie-José Jonczy og José Luis Iglesias Buhigues, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 11. maj 1995 er afgivet mundtlige indlaeg af de tiltalte, af Coopérative périgorde agenaise d' élevage et d' insemination artificielle, af den franske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 13. juli 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 14. januar 1994, indgaaet til Domstolen den 17. januar 1994, har Tribunal de grande instance de Bergerac i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt fem praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 37, 52 og 59 samt af Raadets direktiv 77/504/EOEF af 25. juli 1977 om racerent avlskvaeg (EFT L 206, s. 8), Raadets direktiv 78/1026/EOEF af 18. december 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for dyrlaeger, omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 362, s. 1), Raadets direktiv 78/1027/EOEF af 18. december 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som dyrlaege (EFT L 362, s. 7), og Raadets direktiv 87/328/EOEF af 18. juni 1987 om godkendelse af racerent avlskvaeg til avlsbrug (EFT L 167, s. 54).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en straffesag mod Denis Gervais, Jean-Louis Nougaillon, Christian Carrard og Bernard Horgue (herefter "de tiltalte").

3 I marts 1992 anmeldte Coopérative périgorde agenaise d' élevage et d' insémination artificielle ("CPAEIA"), der indtraadte som civil part i sagen den 18. marts 1993, de tiltalte til anklagemyndigheden i Bergerac for ulovligt at have foretaget inseminering i CPAEIA' s eneretsomraade.

4 Denis Gervais og Jean-Louis Nougaillon blev tiltalt for i 1989 til 1992 at have overtraadt artikel 5, stk. 4, i lov nr. 66-1005 af 28. december 1966 om opdraet (JORF af 29.12.1966, s. 11619) ved at udfoere inseminationer uden at vaere tildelt et omraade, hvilket i henhold til lovens artikel 9 udgoer et strafbart forhold. Christian Carrard og Bernard Horgue blev anklaget for i det samme tidsrum at have overtraadt lovens artikel 5, stk. 1, ved at drive et insemineringscenter uden autorisation, hvilket var strafbart i henhold til lovens artikel 9.

De nationale regler

5 I Frankrig findes reglerne om inseminering af dyr bl.a. i lov nr. 66-1005. I medfoer af lovens artikel 5, stk. 1 og 2, er driften af et insemineringscenter betinget af en godkendelse fra landbrugsministeren. Bestemmelsen sondrer mellem de centre, der producerer saed, og centre, der foretager inseminering, men udelukker ikke, at et center kan udoeve begge former for virksomhed.

6 De centre, der foretager inseminering, kan faa tilladelse til at opretholde en bestand af godkendte avlsdyr, der er opdraettet paa produktionscentrene, og i saa fald foretager de selv opsamling, behandling og opbevaring af saeden fra den paagaeldende dyrebestand.

7 I medfoer af lovens artikel 5, stk. 4, betjener hvert insemineringscenter et omraade, hvor centret har eneret til at foretage inseminering. Lovens artikel 9 bestemmer endvidere, at overtraedelser af artikel 5, stk. 1 og 4, straffes med en boede paa mellem 6 000 og 20 000 FF.

8 Ifoelge lovens artikel 4 er det kun en autoriseret insemineringscenterchef eller personer undergivet hans myndighed, der kan udtage og behandle saed. Insemineringen kan kun foretages af en autoriseret insemineringscenterchef eller af en autoriseret inseminoer.

9 I medfoer af artikel 1 i bekendtgoerelse nr. 69-258 af 22. marts 1969 vedroerende inseminering (JORF af 23.3.1969, s. 2948) skal inseminering, naar den skal ske ved anvendelse af avlsdyr under offentlig bedaekning, foretages under ledelse eller tilsyn af godkendte insemineringscentre og udfoeres af enten en autoriseret insemineringscenterchef eller af en autoriseret inseminoer eller under deres tilsyn.

10 I artikel 14 i bekendtgoerelsen af 17. april 1969 om tilladelse til drift af insemineringscentre (JORF af 30.4.1969, s. 4349) er det naermere bestemt, at inseminering skal udfoeres af autoriserede inseminoerer, der er undergivet chefen for det center, der er ansvarligt for lageret, hvorfra inseminoererne faar saeden.

11 I artikel 9 i bekendtgoerelse nr. 69-258 bestemmes det, at autorisationer som insemineringscenterchef og inseminoerer udstedes af landbrugsministeren. I medfoer af artikel 2 i bekendtgoerelsen af 21. november 1991 om uddannelse af inseminoerer og insemineringscenterchefer samt om udstedelse af autorisation til disse former for virksomhed (JORF af 6.12.1991, s. 15936) kan der udstedes saadanne autorisationer ved fremlaeggelse af et bevis for kvalifikationer til den paagaeldende autorisation og en attest underskrevet af en direktoer for et insemineringscenter.

De faellesskabsretlige regler

12 Vedroerende den frie bevaegelighed for dyrlaeger og veterinaere tjenesteydelser bestemmes det i artikel 2 i direktiv 78/1026:

"Hver medlemsstat anerkender de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de oevrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 1 i direktiv 78/1027/EOEF, og som er anfoert i artikel 3, ved paa sit omraade at tildele dem samme virkning som de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, den selv udsteder, for saa vidt angaar adgang til og udoevelse af virksomhed som dyrlaege."

13 I artikel 1 i direktiv 78/1027 bestemmes det, at medlemsstaterne goer adgangen til og udoevelsen af virksomhed som dyrlaege betinget af besiddelse af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for dyrlaeger i overensstemmelse med direktivets krav.

14 Med hensyn til harmonisering af de avlstekniske normer skal medlemsstaterne i henhold til artikel 2 i direktiv 77/504 paase, at handel inden for Faellesskabet med racerent avlskvaeg og saed derfra ikke af avlstekniske grunde forbydes, begraenses eller hindres.

15 I artikel 2 i direktiv 87/328, der er vedtaget i medfoer af artikel 3 i direktiv 77/504, er det bestemt, at en medlemsstat bl.a. ikke kan forbyde, begraense eller hindre godkendelse til kunstig saedoverfoering paa sit omraade af racerene tyre eller anvendelse af saed fra disse, saafremt tyrene er godkendt til kunstig saedoverfoering i en medlemsstat efter proever, som er udfoert i overensstemmelse med Kommissionens afgoerelse 86/130/EOEF af 11. marts 1986 om fastsaettelse af metoder til individproever og til vurdering af kvaegets genetiske vaerdi (EFT L 101, s. 37).

16 I henhold til artikel 4 i direktiv 87/328 er medlemsstaterne forpligtede til at drage omsorg for, at saed fra racerene tyre udtages, behandles og opbevares paa en officielt godkendt tyrestation med henblik paa samhandelen inden for Faellesskabet.

De praejudicielle spoergsmaal

17 Da Tribunal de Grande Instance de Bergerac var af den opfattelse, at afgoerelsen af straffesagen i hovedsagen afhang af fortolkningen af traktatens artikel 37, 52 og 59 samt af direktiv 77/504, 78/1026, 78/1027 og 87/328, besluttede retten at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Er artikel 59 i EOEF-traktaten og Raadets direktiv 78/1026/EOEF og 78/1027/EOEF af 18. december 1978, vedtaget til gennemfoerelse inden for omraadet dyrlaegevirksomhed, til hinder for en national lovgivning om inseminering af hornkvaeg, hvorefter udstedelse af inseminoerautorisation til dyrlaeger goeres betinget af fremlaeggelse af en attest fra den autoriserede direktoer for et insemineringscenter, hvori det bekraeftes, at attestens indehaver ved foretagelse af insemineringer er undergivet hans myndighed, og hvorefter det saaledes under strafansvar forbydes dyrlaeger frit at levere tjenesteydelser, gennem et system, hvor personer, der har sluttet sig sammen i 'insemineringscentre' , men som ikke noedvendigvis er uddannede dyrlaeger, har monopol inden for et geografisk omraade paa udoevelse af denne virksomhed, saaledes at dyrlaegers virksomhed vaesentligt begraenses?

2) Er artikel 52 i EOEF-traktaten og Raadets direktiv 78/1026/EOEF og 78/1027/EOEF af 18. december 1978, vedtaget til gennemfoerelse inden for omraadet dyrlaegevirksomhed, til hinder for en national lovgivning om inseminering af hornkvaeg, hvorefter der under visse betingelser udstedes inseminoersautorisation til uddannede dyrlaeger, men hvorefter det forbydes dem under strafansvar at udoeve denne virksomhed ° og deres etableringsret derved goeres indholdsloes ° medmindre de etablerer sig under et saakaldt insemineringscenters myndighed, idet disse centre, der bestaar af personer, der ikke noedvendigvis er uddannede dyrlaeger, har monopol i et bestemt geografisk omraade paa at udoeve denne virksomhed, saaledes at uddannede dyrlaegers etableringsret inden for hele det franske territorium ikke fuldt ud kan udoeves uden tilknytning til et center?

3) Skal Raadets direktiver af henholdsvis 25. juli 1977 (77/504/EOEF) ° om racerent avlskvaeg ° og af 18. juni 1987 (87/328/EOEF) ° om godkendelse af racerent avlskvaeg til avlsbrug ° der blev vedtaget af veterinaerpolitimaessige hensyn, og som efter deres ordlyd har til formaal at sikre fri samhandel inden for Faellesskabet, fortolkes saaledes, at de tillader national lovgivning om udoevelse af inseminering at indfoere et geografisk monopol af egentlig oekonomisk art for 'centre' , der bestaar af personer, som ikke noedvendigvis er uddannede dyrlaeger?

4) Er det foreneligt med de relevante bestemmelser i Raadets direktiv 77/504/EOEF og 87/328/EOEF, der ikke indeholder nogen begraensninger i uddannede dyrlaegers etableringsret og virksomhed, at det i en national ordning bestemmes, at der for at udoeve virksomhed som inseminoer kraeves en autorisation til inseminering af hornkvaeg, og at autorisationen goeres betinget af fremlaeggelse af en attest fra den autoriserede direktoer for et insemineringscenter, hvori det bekraeftes, at attestens indehaver ved foretagelse af insemineringer er undergivet hans myndighed, og at det saaledes forbydes uddannede dyrlaeger at udoeve denne virksomhed, eller at den begraenses med den begrundelse, at de skal vaere undergivet den autoriserede chef for et insemineringscenter, der saaledes har et monopol paa at foretage insemineringer inden for et bestemt geografisk omraade?

5) Er et tjenesteydelsesmonopol som det, der er etableret ved lov af 28. december 1966 om opdraet og dennes gennemfoerelsesbestemmelser, foreneligt med artikel 37 og 59 i EOEF-traktaten, for saa vidt det udelukker al inseminering foretaget af andre personer ° selv om de er tilstraekkeligt uddannede og kompetente til at foretage indgrebet ° end de ansatte ved insemineringscentrene, der har monopolet?"

Formaliteten

18 Kommissionen og den franske regering har indledningsvis anfoert, at anmodningen om praejudiciel afgoerelse ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den forelaeggende ret blot har gentaget de spoergsmaal, som de tiltaltes advokat har indgivet til retten, og dernaest fremsendt dem til Domstolen uden derved at oplyse om sagens faktiske og retlige omstaendigheder.

19 Det fremgaar af Domstolens faste praksis, at de i forelaeggelseskendelsen givne oplysninger ikke blot skal tjene til at saette Domstolen i stand til at give hensigtsmaessige svar, men ogsaa til at give medlemsstaternes regeringer samt andre beroerte parter mulighed for at afgive indlaeg (jf. bl.a. kendelse af 23.3.1995, sag C-458/93, Saddik, Sml. I, s. 511, praemis 13).

20 Det bemaerkes, at det for at opnaa en fortolkning af faellesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er paakraevet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstaendigheder og de regler, som de forelagte spoergsmaal haenger sammen med, eller i alt fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spoergsmaal (jf. senest kendelse af 7.4.1995, sag C-167/94, Grau Gomis m.fl., Sml. I, s. 1023, praemis 8).

21 I den foreliggende sag fremgaar de noedvendige oplysninger imidlertid baade af forelaeggelseskendelsen, de sagsakter, som den nationale ret har fremsendt til Domstolen, og af de tiltaltes besvarelser af Domstolens spoergsmaal vedroerende deres nationalitet, kvalifikationer og forretningssted.

22 Spoergsmaalene skal derfor antages til realitetsbehandling.

Foerste og andet spoergsmaal

23 Med det foerste og andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om dels traktatens artikel 52 og 59, dels direktiv 78/1026 og 78/1027 er til hinder for, at en medlemsstat undergiver tilladelse til at udoeve virksomhed som inseminoer saadanne betingelser som de i de franske bestemmelser indeholdte.

24 Ifoelge fast retspraksis finder traktatens bestemmelser om den frie etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser ikke anvendelse paa aktiviteter, hvis samtlige deres relevante elementer findes inden for en enkelt medlemsstat (jf. senest dom af 16.11.1995, sag C-152/94, Van Buynder, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 10).

25 Det er i den foreliggende sag ubestridt, at straffesagen vedroerer franske statsborgere, som har faaet de eksamensbeviser og certifikater, som er noedvendige for at arbejde som dyrlaege i Frankrig. Endelig har de tiltalte dyrlaegepraksis i Frankrig, hvor de er medlemmer af den franske dyrlaegeforening i overensstemmelse med de gaeldende regler derom, og udoever udelukkende deres erhvervsvirksomhed dér.

26 Deres situation har derfor intet til faelles med de situationer, som er omfattet af faellesskabsretten, hvorfor reglerne om etableringsfriheden og om den frie udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse.

27 For saa vidt angaar direktiv 78/1026 og 78/1027 vedroerer disse uddannelse af dyrlaeger og anerkendelse af eksamensbeviser. De finder derfor ikke anvendelse paa en situation, hvor indehaveren af et eksamensbevis udstedt af den medlemsstat, hvor den paagaeldende er statsborger, oensker at bruge dette eksamensbevis til at drive virksomhed som dyrlaege i den samme medlemsstat.

28 Det foerste og andet spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 52 og 59 samt direktiv 78/1026 og 78/1027 ikke finder anvendelse paa rent interne forhold i en medlemsstat, som f.eks. forholdene for en medlemsstats statsborgere, der oensker at drive virksomhed som inseminoer paa denne stats omraade uden tidligere i en anden medlemsstat at have uddannet sig dertil eller drevet saadan virksomhed.

Tredje og fjerde spoergsmaal

29 Med det tredje og fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om direktiv 77/504 og 87/328 er til hinder for nationale bestemmelser, hvorved der tildeles insemineringscentre et geografisk monopol paa at foretage insemineringer, og hvori det bestemmes, at man for at arbejde som inseminoer skal have en autorisation som insemineringscenterchef eller som inseminoer, og at udstedelse af en saadan autorisation kraever fremlaeggelse af en attest fra direktoeren for et godkendt insemineringscenter.

30 De tiltalte har gjort gaeldende, at direktiv 77/504 og 87/328 er til hinder for de franske bestemmelser, som giver visse virksomheder eller personer eneret til at foretage insemineringer, og som begraenser retten til at udoeve denne form for virksomhed ved at kraeve forudgaaende autorisation.

31 Dette argument kan ikke tiltraedes.

32 Det fremgaar baade af indholdet og formaalet med direktiv 77/504 og 87/328, at de vedroerer harmonisering af betingelserne for godkendelse af racerent avlskvaeg og deres saed til avlsbrug med henblik paa at fjerne avlstekniske hindringer for den frie bevaegelighed af tyresaed. Disse direktiver regulerer imidlertid hverken vilkaarene for selve insemineringen eller uddannelsen af inseminoerer, og heller ikke udstedelsen af certifikater eller autorisationer, der giver adgang til at udoeve de naermere bestemte funktioner som inseminoer.

33 Det tredje og fjerde spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at direktiv 77/504 og 87/328 ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorved der tildeles insemineringscentre et geografisk monopol paa at foretage insemineringer, og hvori det bestemmes, at man for at arbejde som inseminoer skal have en autorisation som insemineringscenterchef eller som inseminoer, og at udstedelse af en saadan autorisation kraever fremlaeggelse af en attest fra direktoeren for et godkendt insemineringscenter.

Femte spoergsmaal

34 Med det femte spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om et tjenesteydelsesmonopol som det, der er indfoert ved de franske bestemmelser, er foreneligt med traktatens artikel 37 og 59, for saa vidt som monopolet udelukker, at inseminering foretages af andre personer ° selv om de er tilstraekkeligt uddannede og kompetente til at foretage indgrebet ° end de ansatte ved insemineringscentrene, der har monopolet.

35 For saa vidt angaar traktatens artikel 37 har Domstolen i dom af 30. april 1974 (sag 155/73, Sacchi, Sml. s. 409) allerede fastslaaet, at bestemmelsen omhandler udveksling af varer og ikke kan vedroere et tjenesteydelsesmonopol.

36 Det kan dog ikke udelukkes, at et tjenesteydelsesmonopol kan faa en indirekte indflydelse paa handelen med varer mellem medlemsstaterne. Domstolen har i dom af 28. juni 1983 (sag 271/81, Société coopérative d' amélioration de l' élevage et d' insémination artificielle de Béarn, Sml. s. 2057, "Mialocq-dommen"), hvori de i hovedsagen omhandlede bestemmelser allerede blev undersoegt, udtalt, at traktatens artikel 37 ikke omfatter et tjenesteydelsesmonopol, selv om et saadant monopol giver den paagaeldende medlemsstat mulighed for at varetage ledelsen af en erhvervsgren inden for den nationale oekonomi, medmindre monopolet tilsidesaetter princippet om frie varebevaegelser ved at diskriminere indfoerte varer til fordel for indenlandske varer.

37 Det bemaerkes, at Domstolen i praemis 11 og 12 i Mialocq-dommen vedroerende de samme bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, fastslog, at de omstaendigheder, der var omtalt i forelaeggelsesdommen, og de, der var kommet frem under retsforhandlingerne ved Domstolen, ikke var tilstraekkelige til, at det kunne antages, at saadanne bestemmelser indirekte indfoerte et monopol, som hindrede de frie varebevaegelser, idet den enkelte opdraetter frit kunne anmode det insemineringscenter, som han hoerte under, om at skaffe saed fra et produktionscenter efter hans eget valg, enten i Frankrig eller i udlandet.

38 Det bemaerkes dog hertil, at spoergsmaalet om, hvorvidt de godkendte centres virksomhed i praksis foerer til en forskelsbehandling af importeret tyresaed, skal vurderes i forhold til EF-traktatens artikel 30. Det henhoerer under den forelaeggende rets kompetence at bedoemme de relevante faktiske omstaendigheder (jf. dom af 5.10.1994, sag C-323/93, Centre d' insémination de la Crespelle, Sml. I, s. 5077, praemis 39).

39 For saa vidt angaar traktatens artikel 59 er det efter besvarelsen af det foerste spoergsmaal ufornoedent at besvare denne del af det femte spoergsmaal.

40 Det femte spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at traktatens artikel 37 ikke vedroerer et tjenesteydelsesmonopol, selv om dette monopol udelukker, at inseminering foretages af andre personer ° selv om de er tilstraekkeligt uddannede og kompetente til at foretage indgrebet ° end de ansatte ved insemineringscentrene, der har monopolet, medmindre monopolet tilsidesaetter princippet om frie varebevaegelser ved at diskriminere indfoerte varer til fordel for indenlandske varer.

Sagens omkostninger

41 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Bergerac ved kendelse af 14. januar 1994, for ret:

1) EF-traktatens artikel 52 og 59, Raadets direktiv 78/1026/EOEF af 18. december 1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for dyrlaeger, omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser og Raadets direktiv 78/1027/EOEF af 18. december 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som dyrlaege finder ikke anvendelse paa rent interne forhold i en medlemsstat, som f.eks. forholdene for en medlemsstats statsborgere, der oensker at drive virksomhed som inseminoer paa denne stats omraade uden tidligere i en anden medlemsstat at have uddannet sig dertil eller drevet saadan virksomhed.

2) Raadets direktiv 77/504/EOEF af 25. juli 1977 om racerent avlskvaeg og Raadets direktiv 87/328/EOEF af 18. juni 1987 om godkendelse af racerent avlskvaeg til avlsbrug er ikke til hinder for nationale bestemmelser, hvorved der tildeles insemineringscentre et geografisk monopol paa at foretage insemineringer, og hvori det bestemmes, at man for at arbejde som inseminoer skal have autorisation som insemineringscenterchef eller som inseminoer, og at udstedelse af en saadan autorisation kraever fremlaeggelse af en attest fra direktoeren for et godkendt insemineringscenter.

3) EF-traktatens artikel 37 vedroerer ikke et tjenesteydelsesmonopol, selv om dette monopol udelukker, at inseminering foretages af andre personer ° selv om de er tilstraekkeligt uddannede og kompetente til at foretage indgrebet ° end de ansatte ved insemineringscentrene, der har monopolet, medmindre monopolet tilsidesaetter princippet om frie varebevaegelser ved at diskriminere indfoerte varer til fordel for indenlandske varer.