under pkt. b spørger den forelæggende ret, for det tilfælde at traktaten forbyder afgifter på de i spørgsmål a omhandlede varer, om en sådan regel har umiddelbare retsvirkninger til fordel for individet.

De forelagte spørgsmål vedrører, i betragtning af den forelæggende rets henvisning til bestemmelserne i artikel 95, de interne afgifter, der omhandles i nævnte bestemmelse.

En afgift, der, som den afgift der er genstand for tvisten i hovedsagen, pålægges inden for rammerne af en lovgivning om omsætningsafgift, udgør ikke en særlig skat på indførte varer men er led i en almindelig skat, som uden forskel rammer enhver kategori af varer, såvel indenlandske som indførte, selv om den opkræves ved indførslen:

sådanne afgifter falder i princippet ind under begrebet interne afgifter i artikel 95, hvilket i øvrigt med hensyn til omsætningsafgiften bekræftes af flere artikler i samme kapitel om fiskale bestemmelser.

Artikel 95 skal sikre, at anvendelsen af interne afgifter ikke fører til, at en medlemsstat belægger varer fra andre medlemsstater med afgifter, som er højere end dem, der rammer lignende indenlandske varer, eller afgifter, som vil kunne beskytte andre indenlandske produkter, jf. samme artikels stykke 2;

selv om artikel 95 ifølge selve sit formål såvel gennem den entydige bestemmelse i stykke 1 som gennem den almene karakter af udtrykkene i stykke 2 medvirker til gennemførelsen af et fælles marked med frie varebevægelser, ville det imidlertid være at give bestemmelsen et indhold, der rækker videre end dens formål, heraf at udlede et forbud mod interne afgifter på indførte varer, der ikke konkurrerer med indenlandske varer;

interne afgifter, og navnlig omsætningsafgiften, har hovedsageligt et finansielt formål;

der er herefter ingen grund til at begunstige visse indførte varer gennem en særlig ordning, fordi der ikke findes indenlandske varer, som vil kunne beskyttes;

det er nemlig meningen med en sådan afgift, der opkræves ved indførsel endog på varer, der ikke konkurrerer med indenlandske produkter, at give alle kategorier af varer, uanset deres oprindelse, den samme skattemæssige stilling;

følgelig er der grund til at besvare det første spørgsmål med at fastslå, at artikel 95 ikke forbyder medlemsstaterne at pålægge indførte varer en intern afgift, når der ikke findes nogen lignende indenlandsk vare eller andre indenlandske produkter, som vil kunne beskyttes;

som følge heraf er spørgsmål b uden genstand.

Selv om artikel 95, som oven for udtalt, ikke forbyder medlemsstaterne at pålægge indførte varer afgifter, har de imidlertid ikke frihed til at pålægge varer, som, fordi der ikke findes tilsvarende indenlandske varer, falder uden for forbudsbestemmelserne i artikel 95, afgifter af en sådan størrelse, at den frie varebevægelse på det fælles marked for disse varers vedkommende bringes i fare;

et sådant indgreb i den frie varebevægelse kan imidlertid ikke antages at foreligge, når afgiftssatsen holdes inden for de almindelige rammer for det nationale afgiftssystem, som den omtvistede afgift er en bestanddel af.

På grundlag af disse præmisser