Efter at have bestået udvælgelsesprøve PE/58/LA vedrørende ansættelse af nederlandske oversættere blev Hilde de Bruyn med virkning fra den 1. marts 1981 udnævnt til tjenestemand på prøve i lønklasse LA 7 ved Europa-Parlamentet.

Det bør bemærkes, at i hendes ansøgning var hendes bopæl, der oprindeligt var oplyst at være s-Gravenwezel (Nederlandene), streget ud, og at der i rubrikken postadresse, hvor der tidligere havde stået geen (ingen), var angivet Mantineias — 2-4 Vironas — Athen.

Fredag den 3. april 1981 forlod sagsøgeren sin arbejdsplads, idet hun fortalte, at hun ikke havde det så godt. I stævningen oplyste hun, at hun havde fået sygeorlov, idet det allerede fra april måned det foregående år havde været planlagt, at hun skulle have foretaget et kirurgisk indgreb i Athen, men har anerkendt, at hun på grund af sit beskedne kendskab til vedtægtens bestemmelser var rejst til Gækenland uden særlig tilladelse. Parlamentet har bestridt denne udlægning af de faktiske omstændigheder.

Den 10. april 1981 modtog sagsøgte en lægeattest, som var dateret den 6. april, og som var underskrevet af en læge i Athen; det hed heri, at sagsøgeren ville være syg i 10 dage. En ny lægeattest af 17. april forlængede sygeperioden med yderligere 10 dage. Hilde de Bruyn genoptog sit arbejde den 28. april 1981.

Den 2. juni 1981 tilstillede sagsøgerens kontorchef og to revisorer direktøren for sprogtjenesten en skrivelse, som også blev tilsendt Hilde de Bruyn. I skrivelsen anførtes det, at sagsøgeren burde være mere omhyggelig med at overholde de administrative bestemmelser, og at hun hurtigere burde gøre sig fortrolig med terminologien; til gengæld nævntes det, at hun havde gode kundskaber i moderne græsk, og at der på grund af hendes lange fravær som følge af sygdom ikke kunne gives en velbegrundet vurdering af hendes arbejdsindsats.

Den 7. september 1981 modtog Hilde de Bruyn en skrivelse, der var underskrevet af hendes kontorchef; han meddelte hende heri, at hendes prøvetid indtil da ikke havde været tilfredsstillende, og at udtalelsen ved prøvetidens udløb derfor kunne blive negativ. På foranledning af skrivelsen havde sagsøgeren en samtale med sin kontorchef.

Den 28. oktober 1981 blev udtalelsen ved prøvetidens udløb vedrørende sagsøgeren underskrevet. Med hensyn til hurtighed ved udførelsen af arbejdet, forholdet til kolleger samt til andre fik sagsøgeren karakteren acceptabel, mens hun fik karakteren utilstrækkelig med hensyn til spørgsmålet om kundskaber, der er nødvendige i den pågældende stilling, forståelse og tilpasningsevne, initiativ, organisationsevne, ansvarsbevidsthed, arbejdets kvalitet samt præcision. I en skrivelse, der var vedlagt udtalelsen, blev der fremført følgende kritik af sagsøgeren:

Det anbefaledes i udtalelsen, at sagsøgeren blev afskediget.

Den 11. december 1981 fremkom Hilde de Bruyn med sine bemærkninger til udtalelsen, og anmodede om, at hendes prøvetid blev forlænget som følge af hendes fravær på grund af sygdom, hvorfor hun ikke havde haft mulighed for fuldt ud at bevise sine faglige kundskaber.

Den 9. februar 1982 modtog sagsøgeren afgørelsen om, at hun var afskediget med virkning fra den 28. februar. Den 17. februar indgav sagsøgeren en klage over udtalelsen ved prøvetidens udløb og den derpå stedfundne afskedigelse. Sagsøgeren supplerede klagen i skrivelse af 26. maj 1982, hvori hun hævdede, at hendes afskedigelse var snævert forbundet med ansættelsen af Vermeulen. Ved skrivelse af 16. juli 1982 afviste Parlamentets generalsekretær både klagen og skrivelsen.

Nærværende sag er anlagt ved Domstolen den 23. august 1982.

Skriftvekslingen er forløbet forskriftsmæssigt.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (første afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden yderligere bevisførelse.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte har nedlagt følgende påstande :

I stævningen har sagsøgeren først og fremmest fremført et anbringende støttet på, at bedømmelsen er udarbejdet i strid med redelig handlemåde, idet den, der har udarbejdet udtalelsen, ikke omhyggeligt har vurderet de punkter, der skal bedømmes i henhold til vedtægtens artikel 34. Det er ikke en begrundelse at fremhæve så personlige omstændigheder som manglende ordenssans, skødesløshed og tankeløshed. Med hensyn til bemærkningen om hendes manglende almene dannelse er dette ikke på nogen måde bevist, og sagsøgeren har dog en universitetseksamen i filologi. Sagsøgerens andet anbringende vedrører udtalelsens begrundelse og skal ses i sammenhæng med det første anbringende.

Bistandspligten er tilsidesat i den forstand, at den eneste person, der har hjulpet sagsøgeren under hendes prøvetid, sprogrevisor Kroon, ikke er blevet hørt, ligesom sagsøgerens overordnede ikke har hjulpet hende.

Udtalelsen ved prøvetidens udløb er blevet udarbejdet før det fastsatte tidspunkt, nemlig to måneder og ni dage før prøvetidens udløb.

Sagsøgeren har bestridt bedømmerens kompetence, idet det tilkommer direktøren for tjenestegrenen at udarbejde udtalelsen. Den 21. september 1981 var der ganske vist ingen direktør for oversættelsestjenesten, men dette kan ikke på nogen måde indebære, at kontorchef Van Mulders derved får kompetence til at udarbejde udtalelser ved prøvetidens udløb.

Med hensyn til spørgsmålet om tilsidesættelse af den berettigede forventning har sagsøgeren bemærket, at efter at hun var blevet opfordret til hurtigere at blive fortrolig med terminologien, havde hun taget opfordringen til efterretning uden dog fuldt ud at gøre sig klart, hvilken trussel med hensyn til fremtiden der lå i bemærkningen. I skrivelsen af 2. juni 1981 bekræftede de tre underskrivere, at hun havde gode kundskaber i moderne græsk, men bemærkede desuden, at det var vanskeligt at give en velbegrundet vurdering af sagsøgeren som følge af hendes lange fravær fra arbejdet på grund af sygdom. Nævnte foreløbige skrivelse blev affattet, efter at sagsøgeren kun havde arbejdet i 53 dage. Under samtalen med kontorchefen var der aldrig tale om, at udtalelsen ved prøvetidens udløb i det hele ville være negativ; alligevel indstilledes det i udtalelsen, der blev udarbejdet 12 dage senere, at sagsøgeren blev afskediget. I hele prøvetiden har sagsøgeren ikke modtaget nogen skriftlig eller mundtlig bemærkning, som lod formode, at der var nærliggende fare for en sådan afgørelse.

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at der er begået magtfordrejning, og har til støtte herfor anført, at en hel række relevante og samstemmende formodninger gav sagsøgeren det indtryk, at udtalelsen ved prøvetidens udløb blev udarbejdet af grunde, der ikke havde relation til den gode arbejdsgang inden for tjenestegrenen. Den omstændighed, at den omtvistede udtalelse blev udarbejdet inden det fastsatte tidspunkt, beviser, hvor vigtigt det var hurtigt at træffe afgørelsen om at likvidere sagsøgeren, således, at hendes stilling kunne tilbydes Vermeulen, der havde bestået en senere udvælgelsesprøve.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at udtalelsen ved prøvetidens udløb samt afgørelsen om at afskedige hende annulleres, men har også nedlagt påstand om, at der udbetales hende løn for de måneder, hvor hun var arbejdsløs, med renter 10 % fra hver forfaldsdag. Udtalelsen ved prøvetidens udløb har påført hende en betydelig ikke-økonomisk skade, idelige og udmattende bekymr ringer samt udgifter i forbindelse med hendes søgen efter anden beskæftigelse.

I svarskriftet har Parlamentet gjort gældende, at sagsøgerens argument om, at udtalelsen ved prøvetidens udløb er udarbejdet for tidligt, ikke er begrundet. Anden del af udtalelsen, bedømmelse, blev udfyldt og dateret den 28. oktober 1981, altså en måned inden udløbet af sagsøgerens prøvetid, idet dog den administrative del af udtalelsen blev udarbejdet den 21. september 1981. I øvrigt indeholder vedtægten kun bestemmelser om det seneste tidspunkt, udtalelsen skal gives, og ikke det tidligste, hvor den kan gives. Sagsøgte er ikke bekendt med, at Domstolen på noget tidspunkt har skullet tage stilling til, at en udtalelse angiveligt var udarbejdet for tidligt, og et sådant klagepunkt har i øvrigt ingen hjemmel i vedtægten.

For så vidt angår spørgsmålet om den kompetente bedømmer, har Parlamentet anført, at den anfægtede udtalelse blev underskrevet af den assisterende generaldirektør, Palmer, efter indstilling af den berørte kontorchef, Van Mulders. Udtalelsen var vedlagt en skrivelse stilet til Palmer og underskrevet af kontorchefen med en sproglig konsulent og en sprog-revisor som medunderskrivere. Udtalelsen var således udstedt af de personer, der bedst muligt kunne bedømme sagsøgerens arbejdsindsats. Udtalelsen blev i øvrigt underskrevet af generaldirektøren. Dette er de faktiske forhold, og efter sagsøgtes opfattelse bør det fremhæves, at vedtægten ikke indeholder regler om, hvem der som bedømmer er den kompetente myndighed ved udarbejdelsen og underskrivelsen af den i vedtægtens artikel 34, stk. 2, nævnte udtalelse ved prøvetidens udløb.

Til sagsøgerens anbringende om, at begrundelsen er utilstrækkelig, har sagsøgte svaret, at en kortfattet kommentar på to eller tre ord principielt må være tilstrækkelig til at opfylde kravet om, at der skal gives en yderligere begrundelse for karakteren utilstrækkelig. Den pågældende udtalelse kan følgelig ikke anfægtes ud fra et formelt synspunkt. I virkeligheden rejser sagsøgeren i stævningen spørgsmålet om, hvorvidt bedømmerens bemærkninger er berettigede, med henblik på, at ikke alene ansættelsesmyndighed, men — efterfølgende — Domstolen prøver dem. Imidlertid kontrollerer Domstolen som bekendt kun lovligheden af den anfægtede udtalelse, såvel med hensyn til dens form, navnlig at den er udfærdiget på kontradiktorisk måde, som med hensyn til dens begrundelse. Sagsøgeren her reelt gjort indsigelse mod den kritik, der er rejst af hende, idet hun har bestridt den og har forsøgt at gendrive den. F.eks. har sagsøgeren til karakteren utilstrækkelig med hensyn til kundskaber, der er nødvendige i den pågældende stilling anført, at hun dog har bestået en udvælgelsesprøve, og at det vil være det samme som at desavouere udvælgelseskomiteen at sige på nuværende tidspunkt, at hun ikke har de kundskaber, der er nødvendige i den pågældende stilling. Sagsøgerens argumentation er således ensbetydende med en anerkendelse af, at enhver ansøger til en udvælgelsesprøve, der opføres på egnethedslisten, derved har vist sine kvalifikationer og evner. Man kan herefter rejse spørgsmålet om baggrunde for, at enhver tjenestemand i henhold til vedtægten skal gennemgå en prøvetid, skønt man ved, at selv om den omstændighed, at en ansøger har bestået en udvælgelsesprøve eller en eksamen, kan give oplysninger om ansøgerens teoretiske evner, kan kun en prøvetid give et indtryk af ansøgerens evner i praksis.

Sagsøgeren har således med sin adfærd gjort indsigelse mod de punkter, hvor hun fik karakteren utilstrækkelig, idet hun har hævdet, at de ikke er berettigede; til støtte for, at de foretagne vurderinger ikke kan opretholdes, og således med henblik på at imødegå og anfægte udtalelsen, har sagsøgeren bestridt sine overordnedes vurdering, henvist til sine studier, sine kundskaber, omfanget af den vejledning, hun fik, den omstændighed, at hun i sine tidligere stillinger har udført arbejdet tilfredsstillende og navnlig til, at hun har bestået en udvælgelsesprøve ved institutionen. En sådan drøftelse af realiteten bag de klagepunkter, der fremgår af den anfægtede udtalelse ved prøvetidens udløb, hører ikke hjemme ved Domstolen.

Med hensyn til anbringenderne om tilsidesættelse af princippet om redelig handlemåde og om en nødvendig begrundelse er forholdet det samme. For så vidt angår spørgsmålet om bistandspligten, har Parlamentet svaret, at udover mundtlige advarsler fik sagsøgeren allerede den 2. juni 1981, altså efter tre måneder af prøvetiden, en kopi af en skrivelse, hvori hendes overordnede og to andre sprogrevisorer, herunder Kroon, gjorde hende opmærksom på de områder, hvor hun burde gøre en særlig indsats. Desuden fik hun sine reviderede oversættelser tilbage; hun burde heraf have kunnet se, at de var utilfredsstillende; ikke mindre skal nævnes de advarsler, hun fik med hensyn til sin adfærd inden for tjenestegrenen.

Ovennævnte omstændigheder må ligeledes fjerne enhver tvivl med hensyn til spørgsmålet om tilsidesættelse af den berettigede forventning. I virkeligheden er det Parlamentet, der er blevet skuffet i de forventninger, det mente at kunne stille til sagsøgeren.

Med hensyn til spørgsmålet om magtfordrejning har Parlamentet gjort gældende, at den stilling, Hilde Bruyn beklædte, og den, Vermeulen blev udnævnt i, ikke er den samme. De blev besat på grundlag af to forskellige udvælgsesprøver; sagsøgeren deltog i udvælgelsesprøve PE/58/LA, hvor aldersgrænsen var 35 år, og arbejdets art var følgende: Oversættelse til nederlandsk fra mindst to af De europæiske Fællesskabers officielle sprog osv., mens Vermeulen deltog i en anden udvælgelsesprøve, nemlig PE/67/LA, hvor arbejdets art var beskrevet som følger: Oversættelse til nederlandsk fra moderne græsk og et af de officielle sprog ...; for sidstnævnte udvælgelsesprøve var aldersgrænsen forhøjet til 40 år på grund af eventuelle problemer med at finde ansøgere med kendskab til græsk.

Med hensyn til påstanden om erstatning har Parlamentet anført, at kravet må afvises fra påkendelse, idet der er tale om et annullationssøgsmål. Selv om det antoges, at et sådant krav principielt kunne tages under påkendelse, er det ikke berettiget, idet sagsøgeren ved at vinde sagen ville få fuld økonomisk dækning, selv om sagsøgeren ikke har lidt noget yderligere tab. I modsat fald kan institutionen ikke gå frem efer vedtægtens artikel 34, stk. 2.

I replikken har sagsøgeren med hensyn til spørgsmålet om magtfordrejning anført, at den nederlandske oversættelsesafdeling ikke længere havde brug for hende, da det kunne ansætte en veltjent oversætter fra græsk. Udnævnelsen af Vermeulen, som skete den 5. oktober 1981, falder tidsmæssigt udmærket sammen med den negative udtalelse om sagsøgeren, som således blev dømt til afskedigelse. Parlamentet har ikke bestridt, at hun blev udvalgt på grundlag af sine kundskaber i græsk, selv om kendskab til dette sprog ikke var nogen betingelse ved den udvælgelsesprøve, hun deltog i. For Vermeulen's stilling var kendskab til moderne græsk imidlertid en udtrykkelig betingelse. Det er derfor åbenbart, af efter den anden udvælgelsesprøve, som Vermeulen deltog i, havde sagsøgeren ikke længere interesse for afdelingen.

I duplikken har Parlamentet gjort gældende, at sagsøgeren ikke blev ansat specielt på grund af sine kundskaber i græsk, idet der i henhold til meddelelsen om udvælgsesprøve kun blev taget hensyn til, om ansøgerne havde kendskab til græsk. I april 1981, hvor sagsøgernes prøvetid begyndte, var der fire ledige stillinger i den nederlandske oversættelsesafdeling, og ved udløbet af hendes prøvetid var der stadig tre. De pågældende tre stillinger blev først besat i 1982 efter udvælgelsesprøve PE/69/LA, for hvilken arbejdet sluttede i marts 1982. Sagsøgerens synspunkt, hvorefter hun måtte afskediges, således at Vermeulen kunne tilbydes en stilling, stemmer derfor ikke med nævnte omstændigheder og datoer.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 30. juni 1983.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse sidst i nævnte retsmøde.