Direktiv 2004/18 er gennemført i portugisisk ret ved lov om offentlige kontrakter (Código dos Contratos Públicos), godkendt ved lovdekret nr. 18/2008 af 29. januar 2008 som ændret og offentliggjort igen i bilaget til lovdekret nr. 278/2009 af 2. oktober 2009 (Diário da República, 1. serie, nr. 192, af 2.10.2009, herefter »lov om offentlige kontrakter«).

Artikel 165 i lov om offentlige kontrakter har følgende ordlyd: »1Minimumskravene til teknisk formåen omhandlet i den foregående artikels stk. 1, litra h), skal svare til arten af de ydelser, der er genstand for den kontrakt, der skal indgås, og skal beskrive situationer, kvaliteter, karakteristika eller andre faktiske oplysninger om bl.a.:

a)ansøgernes faglige erfaring

b)de menneskelige og teknologiske ressourcer, udstyr eller andet, som ansøgerne på nogen måde benytter sig af

c)ansøgernes organisatoriske model og kapacitet, bl.a. vedrørende ledelsen og integrationen af særlige kompetencer, it-systemer og kvalitetskontrolsystemer

d)ansøgernes kapacitet til at vedtage miljøforvaltningsforanstaltninger i forbindelse med opfyldelsen af den kontrakt, der skal indgås

e)oplysningerne i databasen i Instituto da Construção e do Imobiliário, I. P. vedrørende entreprenører, når der er tale om indgåelse af en kontrakt om bygge- og anlægsarbejder eller en koncession på offentlige bygge- og anlægsarbejder.

[...] 5Minimumskravene til teknisk formåen opstillet i stk. 1 og den foregående artikels stk. 1, nr. i), litra f), må ikke være diskriminerende.«

Udbudsbekendtgørelsens § 12 bestemmer: »Som dokumentation for deres behørige kvalifikationer skal ansøgerne fremlægge følgende dokumenter: [...]

c)kundeerklæring, udfærdiget på papir med påtrykt brevhoved og stempel, hvorved det bekræftes, at ansøgeren har implementeret [det i udbudsbekendtgørelsens § 8 krævede] miljø- og/eller kvalitetsstyringssystem. Denne erklæring skal være i overensstemmelse med den model til erklæring, der findes i bilag VIII til nærværende udbudsbekendtgørelse. Erklæringen skal indeholde en notars, advokats eller et andet kompetent organs bekræftelse af underskriften og af den egenskab, hvori kunden underskriver

[...]

f)kundeerklæring, udfærdiget på papir med påtrykt brevhoved og stempel, hvorved det bekræftes, at den bydende har implementeret styringssystemer og har udviklet og implementeret en netværksbaseret it-platform, software til styringssystemer og samordningsaktiviteter [som krævet i udbudsbekendtgørelsens § 8], idet disse oplysninger ledsages af en angivelse af de respektive elementers beløbsmæssige værdi i overensstemmelse med den model til erklæring, der findes i bilag IX til nærværende udbudsbekendtgørelse. Erklæringen skal indeholde en notars, advokats eller et andet kompetent organs bekræftelse af underskriften og af den egenskab, hvori kunden underskriver [...]«

Betingelserne for og begrænsningerne af anerkendelsen af den direkte virkning af bestemmelserne i et direktiv er velkendte. Det følger af Domstolens faste praksis, at borgerne i alle tilfælde, hvor bestemmelser i et direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise, ved de nationale domstole kan påberåbe sig disse bestemmelser over for staten, enten når denne ikke rettidigt har gennemført direktivet i national ret, eller når den ikke har gennemført det korrekt  3 – Jf. i denne retning blandt adskillige andre domme dom Portgás (C-425/12, EU:C:2013:829, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis). .

En EU-retlig bestemmelse er ubetinget, når den indeholder en forpligtelse, som ikke er undergivet betingelser og ej heller, i henseende til gennemførelse eller virkninger, gjort afhængig af, at institutioner i Unionen eller i medlemsstaterne udsteder retsakter i så henseende  4 – Jf. i denne retning domme Almos Agrárkülkereskedelmi (C-337/13, EU:C:2014:328, præmis 32) og Larentia + Minerva og Marenave Schiffahrt (C-108/14 og C-109/14, EU:C:2015:496, præmis 49). .

Artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 opfylder efter min opfattelse ovennævnte betingelser om at være ubetingede og præcise. Denne bestemmelse kræver således ingen supplerende foranstaltninger for at være gældende, idet den dels foreskriver, at de økonomiske aktørers tekniske formåen kan godtgøres ved forelæggelse af en liste over de betydeligste leveringer eller tjenesteydelser, der er udført i løbet af de sidste tre år, med angivelse af beløb og tidspunkter samt den offentlige eller private modtager, dels præciserer, at hvis modtageren er en privat køber, skal tjenesteydelsen være attesteret af denne eller, hvis dette ikke er muligt, blot ved en erklæring fra den økonomiske aktør.

Domstolen har endvidere allerede haft lejlighed til at fastslå, at en borger kunne gøre artikel 26 i Rådets direktiv 71/305/EØF af 26. juli 1971 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter  5 – EFT L 185, s. 5. gældende ved de nationale retter, »[d]a ingen gennemførelsesforanstaltning er nødvendig for overholdelse af [de] krav, [der er fastsat heri]«  6 – Dom Beentjes (31/87, EU:C:1988:422, præmis 43). . Selv om denne artikel i direktiv 71/305 udelukkende vedrørte kontrakter om bygge- og anlægsarbejder og ikke tjenesteydelseskontrakter, kan reglerne for godtgørelse af den tekniske formåen fastsat i denne bestemmelse dog med hensyn til at være ubetingede og præcise anses for at svare til bestemmelserne i artikel 48 i direktiv 2004/18.

Endelig vil jeg henvise til, at Domstolen generelt har fastslået, at bestemmelserne i afsnit VI i Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler  7 – EFT L 209, s. 1. (herefter »direktiv 92/50«) ligeledes kan påberåbes af en borger for en national domstol, »i det omfang det følger af gennemgangen af hver enkelt bestemmelses ordlyd, at de er ubetingede og tilstrækkeligt klare og præcise«  8 -Dom Tögel (C-76/97, EU:C:1998:432, præmis 47). . En af disse bestemmelser var dog artikel 32, stk. 2, der allerede bestemte, at tjenesteyderens tekniske formåen kunne godtgøres ved »forelæggelse af en liste over de betydeligste tjenesteydelser, der er udført i løbet af de sidste tre år, med angivelse af beløb og tidspunkter samt de offentlige eller private modtagere af de leverede tjenesteydelser, [og at], hvis det [drejede] sig om ordregivende myndigheder, [skulle] godtgørelsen ske i form af attester, der er udstedt eller påtegnet af den kompetente myndighed, eller, hvis dette ikke er muligt, af tjenesteyderen erklæres at have fundet sted«.

Det må imidlertid konstateres, at artikel 48, stk. 2, i direktiv 2004/18 indeholder den samme bestemmelse formuleret på næsten samme måde. Nævnte bestemmelse er således efter min opfattelse ubetinget og tilstrækkelig præcis til, at den kan gøres gældende ved de nationale domstole.

For at Ambisig skal kunne påberåbe sig artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 ved den nationale domstol, påhviler det dog den forelæggende ret at sikre sig, at den ordregivende myndighed i hovedsagen ikke er en »privatperson«.

Det fremgår således af fast retspraksis, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for privatpersoner. En direktivbestemmelse kan derfor ikke som sådan påberåbes over for sådanne personer ved en national domstol  9 – Jf. i denne retning domme Marshall (152/84, EU:C:1986:84, præmis 48), Faccini Dori (C-91/92, EU:C:1994:292, præmis 20) og Portgás (C-425/12, EU:C:2013:829, præmis 22). .

Mens de bestemmelser i et direktiv, der har direkte virkning, således kun kan gøres gældende over for en stat, er det uden betydning, i hvilken egenskab staten har handlet  10 – Jf. i denne retning dom Portgás (C-425/12, EU:C:2013:829, præmis 23). .

Det fremgår således af fast retspraksis, at »[b]landt de organer, over for hvilke bestemmelser i et direktiv, som kan have direkte virkning, kan gøres gældende, hører ifølge fast retspraksis således et organ, som – uanset sin retlige organisationsform – ved en retsakt udstedt af en offentlig myndighed har fået til opgave at levere en offentlig tjenesteydelse under den offentlige myndigheds tilsyn, og som med henblik herpå har fået tillagt særlige beføjelser ud over dem, som følger af de regler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne«  11 – Dom Portgás (C-425/12, EU:C:2013:829, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). .

Det ser ud til at følge af den i hovedsagen omhandlede ordregivende myndigheds navn, at der er tale om en rent privat sammenslutning af virksomheder, der ikke leverer tjenesteydelser af almen interesse og under alle omstændigheder ikke har særlige beføjelser til at udføre sine opgaver.

Som svar på Domstolens spørgsmål under retsmødet den 28. januar 2016 bekræftede repræsentanten for den portugisiske regering, at AICP var en privatretlig sammenslutning, der ikke leverede og ikke var blevet betroet levering af public service-ydelser. Ifølge repræsentantens forklaringer ville kun en for størstedelens vedkommende offentlig finansiering af AICP’s aktiviteter medføre anvendelse af lovgivningen om offentlige kontrakter  12 – I henhold til artikel 1, stk. 9, i direktiv 2004/18. .

Når dette er sagt, tilkommer det Tribunal Central Administrativo Sul (appeldomstol i forvaltningsretlige sager) at efterprøve, om AICP på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var et organ, som under en offentlig myndigheds tilsyn fik til opgave at levere en offentlig tjenesteydelse, og om denne sammenslutning af virksomheder i denne henseende havde særlige beføjelser  13 – Jf. i denne retning dom Portgás (C-425/12, EU:C:2013:829, præmis 31). .

Ellers kan artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 ikke gøres gældende. I dette tilfælde påhviler det dog den forelæggende ret ved anvendelsen af nationale retsforskrifter i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål, for at det med direktivet tilsigtede resultat fremkaldes, og for dermed at handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF  14 – Jf. i denne retning dom Dominguez (C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen har i forbindelse med den sag, der gav anledning til dom Fenoll (C-316/13, EU:C:2015:200), udtrykkeligt bekræftet rangordningen af de løsninger, der kan anvendes i en tvist mellem private: »hvis den nationale ret ikke kan fortolkes i overensstemmelse med [det pågældende] direktiv – hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve – kan dette direktivs [relevante] artikel [...] ikke påberåbes i en tvist mellem private [...] med henblik på at sikre den fulde virkning af [den] ret [den stadfæster] og med henblik på, at enhver modstridende bestemmelse i national ret ikke anvendes. I et sådant tilfælde vil den part, der har lidt skade som følge af den nationale lovgivnings uoverensstemmelse med EU-retten, i øvrigt ikke desto mindre kunne påberåbe sig den retspraksis [vedrørende medlemsstaternes ansvar uden for kontrakt for tilsidesættelse af EU-retten], der følger af dom Francovich m.fl. (C-6/90 og C-9/90, EU:C:1991:428) med henblik på, i givet fald, at opnå erstatning for det lidte tab (jf. dom Dominguez, C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 43)« (præmis 48). Hvis den nationale domstol i en tvist mellem private med andre ord ikke kan fortolke national ret i overensstemmelse med det gældende direktiv, kan den ikke anvende dette direktiv, men kan heller ikke se bort fra anvendelsen af den nationale ret, der er i strid med direktivet. I dette tilfælde er den eneste mulighed for den privatperson, der har lidt skade, at gøre medlemsstatens ansvar for tilsidesættelse af EU-retten gældende. .

Det fremgår af en sammenligning af de forskellige sprogudgaver af artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18, at mens betegnelsen »reconhecida« (»anerkendt« eller »attesteret«) udelukkende findes i den portugisiske udgave, er det ligeledes den eneste udgave, der anvender den samme term for de to mulige bevisformer.

I de øvrige sprogudgaver er ordet »erklæring« forbeholdt den anden mulighed (den økonomiske aktørs erklæring), mens den første mulighed vedrører køberens »attestering« af leveringerne og tjenesteydelserne. I den spanske, den tyske, den engelske eller den franske sprogudgave findes således begreberne »certificado« og »declaración«, »Bescheinigung« og »Erklärung«, »certification« og »declaration«, »certification« og »déclaration«  26 – Det skal bemærkes, at den slovakiske udgave anvender begreberne »potvrdením«, der kan oversættes med »bekræftelse« snarere end »attestering« og »vyhlásením«. .

Anvendelsen af to forskellige begreber for hver af de i artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 omhandlede to hypoteser, kan være et udtryk for EU-lovgivers ønske om at sondre mellem de bevisbyrder, der er forbundet med hver af disse. Modsætningen mellem begreberne »attestering« og »erklæring« giver den opfattelse, at der er tale om mere formel løsning i det førstnævnte tilfælde. Denne fortolkning bekræftes af bestemmelsens ordlyd i den portugisiske udgave, der anvender begrebet »erklæring« i begge tilfælde, men med tilføjelsen af adjektivet »anerkendt« eller »attesteret« alene i det første tilfælde.

Jeg kan dog ikke se helt bort fra den omstændighed, at artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 tillader bevis for levering af de tjenesteydelser, som den økonomiske aktør har gjort gældende via køberens attestering uden henvisning til hverken et officielt dokument eller en tredjeparts intervention. Uden en sådan præcisering er den gængse betydning af ordet »attestering« imidlertid blot den omstændighed, at noget godtgøres skriftligt  27 – I henhold til Le Petit Robert, 2014, er attestering først og fremmest et juridisk begreb, der betyder en »skriftlig garanti«. På spansk henviser ordet »certificado« ifølge onlineordbogen Real Academia Española til begrebet »certificación«, der kan defineres som et dokument, hvorved en omstændigheds rigtighed garanteres. .

Jeg må derfor fastslå, at en analyse af ordlyden af den pågældende bestemmelse ikke alene gør det muligt at anlægge en fortolkning med den krævede sikkerhed.

Det fremgår for det første af Domstolens faste praksis, at der med artikel 48 i direktiv 2004/18 indføres en lukket ordning, der begrænser de fremgangsmåder for vurdering og undersøgelse, som de pågældende myndigheder råder over, og dermed disses muligheder for at stille krav  28 – Jf. i denne retning dom Édukövízig og Hochtief Construction (C-218/11, EU:C:2012:643, præmis 28). .

Domstolen har endvidere præciseret, at selv i forbindelse med en åben ordning (som den, der er omhandlet i artikel 47, stk. 4, i direktiv 2004/18 vedrørende ansøgernes økonomiske og finansielle formåen) havde de ordregivende myndigheder ikke ubegrænset valgfrihed, og at de valgte elementer skulle være »objektivt egnede til at oplyse om denne formåen hos den økonomiske aktør [...] uden dog at gå ud over, hvad der med rimelighed er nødvendigt med henblik herpå«  29 – Dom Édukövízig og Hochtief Construction (C-218/11, EU:C:2012:643, præmis 29). .

Det kan så meget desto mere ikke forholde sig anderledes med de i den lukkede bevisordning i artikel 48 i direktiv 2004/18 fastsatte krav. Et krav om en bekræftet underskrift fra den private køber, der attesterer, at den økonomiske aktør, der er kandidat, har foretaget en levering eller leveret en tjenesteydelse, går dog efter min opfattelse ud over, hvad der er nødvendigt med henblik på at godtgøre den pågældende aktørs tekniske formåen, og er overdrevent formelt i forhold til en simpel erklæring fra den økonomiske aktør, der er et subsidiært bevismiddel i henhold til artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18.

Er den ordregivende myndighed i tvivl om rigtigheden af det dokument, den har fået forelagt, kan denne efter min opfattelse ligeledes anmode om supplerende oplysninger, der kan godtgøre rigtigheden af den fremsendte attestering. I forbindelse med analysen af sammenhængen må man således ikke glemme, at artikel 45, stk. 2, litra g), i direktiv 2004/18 tillader udelukkelse fra deltagelse i udbuddet af en økonomisk aktør, »som svigagtigt har givet urigtige oplysninger ved meddelelsen af de oplysninger«.

Udviklingen i den gældende lovgivning taler endvidere for en uformel fortolkning af den krævede attestering.

Den tanke, der ligger bag artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18, blev allerede præsenteret i direktiv 92/50, men med en lidt anden formulering. Ifølge artikel 32, stk. 2, litra b), andet led, i direktiv 92/50, skulle den ydelse, som den økonomiske aktør gør gældende med henblik på at godtgøre sin tekniske formåen »attesteres af køberen«  30 – Min fremhævelse. .

Mens tanken om en »attestering« kan genfindes i verbet »attestere«, fremgik fraværet af enhver institutionel tredjeparts intervention derimod med endnu større tydelighed, idet vægten helt klart blev lagt på køberens handling, idet ydelsen skulle attesteres af denne.

Det kan endvidere konstateres, at den portugisiske sprogudgave af direktiv 92/50 allerede anvendte begrebet »declaração« i forbindelse med de to bevisformer, men uden at anvende noget adjektiv i det første tilfælde.

Ordlyden af artikel 32, stk. 2, i direktiv 92/50 var oprindeligt ikke blevet ændret i forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (KOM/2000/0275 endelig udg.)  31 – EFT 2001, C 29 E, s. 11. Jf. artikel 49, stk. 3, i forslaget til direktiv. , der mundede ud i artikel 48, stk. 2, i direktiv 2004/18.

Det var først efter indarbejdelsen af Europa-Parlamentets ændringsforslag om dels deltagelse af sammenslutninger af økonomiske aktører, dels hensynet til miljø og arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, at artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 fik sin nuværende ordlyd  32 – Jf. ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige indkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (KOM/2002/0236 endelig udg.), EFT 2002, C 203 E, s. 210, særlig s. 223 og 224. .

Ændringen af den omtvistede bestemmelses ordlyd kan således ikke danne grundlag for nogen argumenter, eftersom de overvejelser, der førte til denne ændring, ikke havde noget at gøre med lovgivers ønske om at øge formaliteten med hensyn til bevisførelsen i tilknytning til køberens attestering af de tjenesteydelser, som den økonomiske aktør har udført.

Tværtimod går Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF  33 – EUT L 94, s. 65. (herefter »direktiv 2014/24«) endog endnu længere i retning af en nedbringelse af formaliteterne i forbindelse med bevisførelsen, idet enhver henvisning til en eller anden form for attestering fra køberen er fjernet.

Fremover bestemmer dette direktivs artikel 60, stk. 4 – der erstatter artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 – ganske enkelt, at »[d]e økonomiske aktørers tekniske formåen kan godtgøres på en eller flere af de i bilag XII, del II, anførte måder, i overensstemmelse med arten, mængden eller betydningen og anvendelsen af bygge- og anlægsarbejderne, varerne eller tjenesteydelserne«.

Ifølge dette bilag XII, del II, litra a), nr. ii), til direktiv 2014/24 er midler, der beviser de økonomiske aktørers tekniske formåen, »en liste over de betydeligste leveringer eller tjenesteydelser, der er udført i løbet af højst de seneste tre år, med angivelse af beløb og tidspunkter samt den offentlige eller private modtager. Hvis det er nødvendigt for at sikre tilstrækkelig konkurrence, kan de ordregivende myndigheder angive, at der vil blive taget hensyn til dokumentation for relevante leveringer eller tjenesteydelser, der er leveret eller udført mere end tre år tidligere«. Kravet om, at den pågældende liste skal ledsages af køberens attestering, er således forsvundet.

Selv om direktiv 2014/24 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er dette nye direktiv, hvorved direktiv 2014/18 ophæves, nyttigt, idet det er et udtryk for EU-lovgivers nuværende ønsker. Dette direktiv kan således bidrage til at give en tilsvarende tidligere bestemmelse en aktuel betydning, dog forudsat, at der ikke anlægges en fortolkning contra legem.

I den foreliggende sag er det efter min opfattelse ikke i strid med den gældende bestemmelses ordlyd, at direktiv 92/50 og direktiv 2014/24 bekræfter EU-lovgivers fortsatte ønske om ikke at underlægge godtgørelsen af den økonomiske aktørs tekniske formåen nogen særlige formaliteter.

Med andre ord kræver artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18, set i dens rette sammenhæng og i et historisk perspektiv blot, at køberen garanterer eller bekræfter, at den tjenesteydelse, som den økonomiske aktør har gjort gældende med henblik på at opnå kontrakten, er i overensstemmelse med virkeligheden.

Endelig er en sådan fortolkning ligeledes i overensstemmelse med målet med direktiv 2004/18, som går ud på at fremme fri bevægelighed for varer, etableringsfrihed og fri bevægelighed for tjenesteydelser og mere generelt at garantere en effektiv konkurrence ved tildeling af offentlige kontrakter  34 – Jf. anden betragtning til direktiv 2004/18. .

Gøres accepten af køberens attestering betinget af, at den er bekræftet af en notar, advokat eller anden kompetent myndighed, kan dette dog efter min opfattelse gå imod dette mål.

Et sådant krav kan således afskrække nogle potentielle ansøgere, der, når de (f.eks. på grund af de stramme frister fastsat i udbudsbekendtgørelsen) støder på praktiske vanskeligheder med at opfylde dette ekstra krav, afstår fra at afgive bud.

Afslutningsvis er jeg af den opfattelse, at den kontekstbestemte og teleologiske fortolkning af artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 bekræfter den gængse betydning af begrebet »attesteret« heri, og at der ikke er nogen grund til at drage nogen særlige konsekvenser af tilføjelsen af ordet »reconhecida« i den portugisiske sprogudgave.

Den sammenhæng, hvori artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 indgår, og udviklingen af denne samt den teleologiske fortolkning fører til en fortolkning, hvorefter begrebet »attestering« eller begrebet »attesteret erklæring«, der anvendes i den portugisiske sprogudgave, ikke kræver nogen særlige formaliteter.

Artikel 48, stk. 2, litra a), nr. ii), andet led, i direktiv 2004/18 er således efter min opfattelse til hinder for, at der anvendes regler, som er fastlagt af den ordregivende myndighed, og som foreskriver, at den private købers erklæring skal være forsynet med en underskrift, der er bekræftet af en notar, advokat eller anden kompetent myndighed, idet det pågældende bud ellers udelukkes.