Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

A ° Indledning

1. Den foreliggende sag drejer sig om et soegsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 173, hvorunder Raadets forordning (EOEF) nr. 3433/91 af 25. november 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af lommetaendere med fyrsten, med gas som braendstof, ikke til genopfyldning, med oprindelse i Japan, Den Kinesiske Folkerepublik, Republikken Korea og Thailand og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold anfaegtes (1).

Sagsoegerens identitet

2. Sagsoegeren ° Gao Yao (HK) Hua Fa Industrial Co. Ltd (herefter benaevnt "Gao Yao (HK)") er et aktieselskab, der er oprettet i Hongkong i 1987 og har saede dér. I replikken har sagsoegeren naermere redegjort for spoergsmaalet om, hvem selskabets aktier tilhoerer.

Efter disse oplysninger er to af aktierne ejet af fysiske personer fra Hongkong. De oevrige 49 998 aktier ejes af et kinesisk selskab, Gao Yao (herefter benaevnt "Gao Yao (Kina)"). Firmaet Gao Yao (Kina) er en virksomhed, der ejes i faellesskab af det kinesiske selskab, Gao Yao Xian Hua Fa Factory of Machinery Guang Dong Sheng, og firmaet Mikosa Trading Co. Ltd, et selskab i Hongkong, som hver har en andel paa 50%. Det sidstnaevnte selskab tilhoerer fire fysiske personer, der er statsborgere i Hongkong. To af disse andelshavere (med en andel paa hhv. 20% og 34% af kapitalen i Mikosa) er de ovennaevnte fysiske personer, der ejer de to aktier i det sagsoegende selskab.

Som det senere skal paavises, har sagsoegerens identitet og saerligt forholdet til Gao Yao (Kina) givet anledning til visse misforstaaelser og uklarheder, indtil dette spoergsmaal blev naermere klargjort i replikken. Jeg skal derfor i det foelgende ved fremstillingen af sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne undertiden henvise til "Gao Yao" i almindelighed.

Sagens behandling i Kommissionen og Raadet

3. I november 1989 anmodede Fédération européenne des fabricants de briquets om indledning af antidumpingprocedure over for import af lommelightere med fyrsten, med gas som braendstof, ikke til genopfyldning, med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og andre lande i Fjernoesten. I anmodningen blev Gao Yao bl.a. naevnt som en af de kinesiske producenter.

Det forekommer mig ikke uvaesentligt for forstaaelsen af baggrunden for den foreliggende sag at paapege, at i henhold til resultaterne af Kommissionens undersoegelse tegner to producenter ° BIC SA og Swedish Match SA ° sig for stoerstedelen af produktionen af den paagaeldende vare i Faellesskabet (2).

4. Den 7. april 1990 meddelte Kommissionen, at der var indledt en antidumpingprocedure vedroerende den paagaeldende vare i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (3). Samtidig opfordredes de interesserede parter til at tilkendegive deres mening, saerligt ved at besvare et spoergeskema vedroerende antidumping. Et af disse spoergeskemaer blev fremsendt til virksomheden Gao Yao paa en adresse i Kina.

I meddelelsen var det anfoert, at Den Kinesiske Folkerepublik ikke havde markedsoekonomi, og at der derfor skulle bestemmes et land til sammenligning. I klagen fra sammenslutningen af producenter i Faellesskabet blev Korea derfor foreslaaet (4).

5. Den 25. maj 1990 fremsendte Gao Yao sin besvarelse af spoergeskemaet til Kommissionen. Virksomhedens navn og adresse blev deri angivet som "Gao Yao (HK) Hua Fa Industrial Co. Ltd, Guangdong Province, Zhaoqing City, Gao Yao County, Jing Dao, People' s Republic of China". Endvidere meddeltes det, at virksomheden disponerede over et "Sales Office & Correspondent Office" i Hongkong. OEverst paa det anvendte brevpapir stod anfoert navnet "Gao Yao (HK) Hua Fa Industrial Co. Ltd". Nederst til venstre var angivet "Sales Office" (med opgivelse af adressen i Hongkong) og til hoejre "Factory" (med den ovennaevnte adresse i Kina).

I skrivelsen forklaredes det naermere, at selskabet var en virksomhed, der ejedes af Gao Yao Xian Hua Fa Factory of Machinery Guang Dong Sheng og Mikosa Trading Co. Ltd i faellesskab, som hver havde en andel paa 50%. Det fremgaar af de vedlagte dokumenter, at virksomheden eksporterer en vaesentlig del af sin produktion til Hongkong. Virksomheden erklaerede udtrykkeligt, at den ikke havde noget indenlandsk salg (5).

6. Den kinesiske forening af virksomheder med udenlandske andele (China Association of Enterprises with Foreign Investment) foreslog i en skrivelse af 15. december 1990 Kommissionen at vaelge Thailand som sammenligningsland. I svarskrivelse af 21. december 1990 erklaerede Kommissionen sig indforstaaet dermed. Foreningens advokater (der endvidere er advokater for sagsoegeren i den foreliggende sag) foreslog i en skrivelse til Kommissionen af 17. januar 1991 paa ny Thailand som sammenligningsland.

7. Den 1. marts meddelte den kinesiske forenings advokater Kommissionen, at afgoerelsen om, at Thailand skulle vaere sammenligningsland ved beregning af den normale vaerdi, var i strid med artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88 (6) og kraevede, at den normale vaerdi blev fastsat paa grundlag af hjemmemarkedsprisen i Hongkong.

8. I en skrivelse til Kommissionen af 26. marts 1991 bekraeftede advokaterne for den kinesiske forening deres opfattelse af, at den normale vaerdi for sagsoegerens vedkommende skulle beregnes paa grundlag af artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88. I skrivelsen anfoertes bl.a.:

"Gao Yao (HK) Hua Fa Ind. Co. Ltd eksporterer som paavist i virksomhedens besvarelse af antidumpingspoergeskemaet sin samlede produktion via den tilknyttede virksomhed Gao Yao (HK) Hua Fa Ind. Co. Ltd i Hongkong."

Ifoelge den kinesiske forening saelger denne virksomhed i Hongkong til uafhaengige firmaer, der hovedsageligt har saede i Hongkong, og eksporterer ogsaa direkte til Faellesskabet.

9. I en telefax til Kommissionen af 23. april 1991 gjorde den kinesiske forenings advokater paa ny gaeldende, at den normale vaerdi med hensyn til sagsoegeren ikke skulle beregnes paa grundlag af artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 2423/88 (med Thailand som sammenligningsland), men i henhold til forordningens artikel 2, stk. 6. Ifoelge foreningen lod "Gao Yao (HK) Hua Fa Ind. Co." sine varer fremstille i Kina af den tilknyttede kinesiske virksomhed, "Gao Yao (HK) Hua Fa Ind. Co.". Varerne havde derfor oprindelse i Kina, men blev eksporteret fra Hongkong.

Forordning (EOEF) nr. 1386/91

10. Den 23. maj 1991 udstedte Kommissionen forordning (EOEF) nr. 1386/91, hvorved der indfoertes en midlertidig antidumpingtold paa 17,8% paa import fra Den Kinesiske Folkerepublik (7). Kommissionen anfoerte heri, at sagen vedroerte lommetaendere med fyrsten, med gas som braendstof, ikke til genopfyldning (8). I tilknytning hertil anfoertes det:

"Der er andre lommetaendere med gas som braendstof paa markedet (piezotaendere), men de har helt andre tekniske egenskaber end ovennaevnte vare. De falder derfor ikke ind under den vare, der er omfattet af denne procedure." (9)

11. Med hensyn til bestemmelsen af den normale vaerdi anfoerte Kommissionen foelgende af interesse i denne sammenhaeng:

"For at fastlaegge den normale vaerdi for Den Kinesiske Folkerepublik maatte Kommissionen tage hensyn til, at landet ikke har en markedsoekonomi, og Kommissionen maatte derfor tage udgangspunkt i den normale vaerdi i et land med markedsoekonomi..." (10)

I tilknytning hertil begrunder Kommissionen, hvorfor den valgte Thailand som sammenligningsmarked med henblik paa fastsaettelse af den normale vaerdi. Selv om der i den sammenhaeng ikke naevnes nogen bestemmelser, er det klart, at Kommissionen her har anvendt artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 2423/88.

12. Skaden for industrien i Faellesskabet gennemgaas i 30. til 43. betragtning til forordningen. I 30. betragtning beskrives foerst forbruget i Faellesskabet:

"Hvad angaar markedets stoerrelse, har forbruget af taendere i Faellesskabet udvist en stadig stigning, nemlig fra 317,5 mio. enheder i 1986 til 363,7 mio. enheder i 1987, 383,6 mio. enheder i 1988 og 439,8 mio. enheder i 1989, dvs. en stigning paa 38,5%."

I 31. betragtning konstateres det, at importen af taendere fra Japan, Den Kinesiske Folkerepublik og Thailand paa grundlag af oplysningerne fra de undersoegte selskaber var steget fra 11,3 mio. enheder i 1986 til 92,4 mio. enheder i 1989. Alene for Kina udviste den en stigning fra 0 enheder i 1986 til 6,1 mio. enheder i 1989.

I 32. betragtning anfoerer Kommissionen, at tallene for Korea ikke paalideligt viste markedsandelen, da kun én eksportoer samarbejdede, og naevner derefter de tal, som fremgik af statistikkerne fra Eurostat (Faellesskabernes statistiske kontor). Ifoelge disse udgjorde importen fra Korea i 1989 7,8 mio. enheder. I slutningen af denne betragtning anfoeres foelgende:

"Ifoelge Eurostat-data (dvs. data, der omfatter baade taendere med gas som braendstof, ikke til genopfyldning, med fyrsten og piezotaendere) steg importen fra de paagaeldende lande fra 35,4 mio. enheder i 1986 til 152,5 mio. enheder i 1989.

Denne udvikling svarer til en stigning i markedsandelen for dumpingimporten fra 11% i 1986 til 35% i 1989."

13. Oplysningerne om produktion, kapacitet, udnyttelsesgrad og lagre er saa vigtige, at de boer gengives udfoerligt her:

"(36) I den henseende konstaterede Kommissionen, at faellesskabsindustriens produktion faldt mellem 1986 og 1989. Saettes indekset til 100 i 1986, var produktionen i 1989 nede paa 97.

Kapaciteten oegedes mellem 1986 og 1989. Med et indekstal paa 100 for 1986 var kapaciteten oppe paa 114 i 1989.

Kapacitetsudnyttelsen faldt fra et indekstal paa 100 i 1986 til 85 i 1989. Selv hvis kapaciteten ikke var blevet foroeget, ville udnyttelsen vaere faldet fra 100 i 1986 til 97 i 1989.

(37) Der kunne ikke konstateres stoerre aendringer i lagrene mellem 1986 og 1989. Alle producenter holdt deres lagre paa samme niveau, og det fandtes derfor rimeligt ikke at tage hensyn til udviklingen i lagrene."

14. I 38. betragtning fremstilles udviklingen i faellesskabsproducenternes salg:

"1986 249,0 mio. enheder

1987 256,8 mio. enheder

1988 254,0 mio. enheder

1989 266,5 mio. enheder.

Denne udvikling svarer til en nedgang i markedsandelen fra 78,4% i 1986 til 60,5% i 1989 (70,6% i 1987, 65,3% i 1988)."

15. I 39. betragtning konstateres det, at faellesskabsproducenternes priser udviste en stadig faldende tendens mellem 1986 og 1989. Ogsaa de finansielle resultater forvaerredes "mellem 1986 og 1989".

I 40. betragtning anfoeres det, at beskaeftigelsen i Faellesskabet faldt betydeligt, nemlig til 73 i 1989 med et indekstal for 1986 paa 100.

16. Kommissionen naar paa grundlag heraf i den 41. betragtning frem til foelgende resultat:

"Kommissionen fastslog saaledes, at faellesskabsindustriens produktion, kapacitetsudnyttelse, markedsandel, priser, fortjeneste og beskaeftigelse havde udvist en nedadgaaende tendens."

I overensstemmelse hermed konstaterede Kommissionen i den 47. betragtning (i forbindelse med en undersoegelse af, om der var aarsagssammenhaeng) et fald i produktionen, kapacitetsudnyttelsen, salget og markedsandelen, priserne, fortjenesten og beskaeftigelsen.

17. Den 19. juni 1991 fandt der en hoering sted, hvorunder sagsoegeren paa ny gjorde gaeldende, at beregningen af den normale vaerdi i selskabets tilfaelde skulle foretages paa grundlag af artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88. I indlaegget under hoeringen indtog sagsoegeren bl.a. det standpunkt, at dets lightere ikke alene forsendtes i transit gennem Hongkong, men ogsaa blev solgt dér i betydeligt omfang.

18. Den 2. august 1991 meddelte Kommissionen sagsoegeren "de vaesentligste omstaendigheder og overvejelser", paa grundlag af hvilke den ville foreslaa Raadet at fastsaette en endelig antidumpingtold for import fra Kina.

Kommissionen naevnte i denne skrivelse argumentet om, at beregningen af den normale vaerdi skulle foretages i henhold til artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88. Den forsvarede derunder den opfattelse, at artikel 2, stk. 5, skulle anvendes paa tilfaelde, hvor de paagaeldende produkter fremstilles i et land uden markedsoekonomi.

19. Sagsoegeren beklagede i sin svarskrivelse af 14. august 1991, at Kommissionen ikke havde begrundet denne opfattelse, og fastholdt, at artikel 2, stk. 6, skulle finde anvendelse. Sagsoegeren bekraeftede dette synspunkt i en telefax til Kommissionen af 7. november 1991.

I en telefax af 12. november 1991 bemaerkede Kommissionen med hensyn til dette argument, at den "bekraeftede", at de paagaeldende produkter kun blev omlaesset i Hongkong, og at artikel 2, stk. 5 i forordning nr. 2423/88 derfor skulle finde anvendelse.

Sagsoegeren rejste i en telefax af 13. november 1991 til Kommissionen indsigelse mod denne opfattelse.

Forordning (EOEF) nr. 3433/91

20. Den 25. november 1991 udstedte Raadet den af sagsoegeren anfaegtede forordning. Kommissionen havde allerede den 28. oktober 1991 forelagt Raadet forslag dertil.

21. I tiende betragtning til denne forordning gengav Raadet Gao Yao' s indvending stoettet paa artikel 2, stk. 6, mod beregningen af den normale vaerdi og tilbageviste denne med foelgende begrundelse, der naesten uforandret var taget fra Kommissionens forslag af 28. oktober:

"Raadet bekraefter imidlertid, at de paagaeldende varer i det foreliggende tilfaelde blot forsendtes via Hongkong, og den normale vaerdi skal derfor fastsaettes i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning (EOEF) nr. 2423/88." (11)

22. I fjortende betragtning bekraefter Raadet Kommissionens konklusioner om skaden som omhandlet i forordning (EOEF) nr. 1386/91. Med hensyn til spoergsmaalet om kausalitet mellem importen og skaden paa industrien i Faellesskabet anfoerer Raadet i femtende betragtning:

"Kommissionen fastslog, at den kraftige stigning i lavprisimporten af taendere fra Japan, Kina, Korea og Thailand faldt sammen med et tilsvarende kraftigt fald i produktion, kapacitetsudnyttelse, salg, markedsandel, priser, fortjeneste og beskaeftigelse inden for den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet.

Der blev ikke fremlagt nye oplysninger eller fremfoert nye argumenter for Kommissionen efter offentliggoerelsen af forordning (EOEF) nr. 1386/91. Raadet bekraefter derfor Kommissionens konklusioner som omhandlet i 44. til 50. betragtning i naevnte forordning."

23. Raadet fastsatte derfor en endelig antidumpingtold paa import fra Kina (forordningens artikel 1) og bestemte, at den foreloebige antidumpingtold skulle opkraeves endeligt (artikel 2). Eftersom dumpingmargenen for sammenligningslandet Thailand var blevet en smule aendret, androg den endelige antidumpingtold 16,9%.

Retsforhandlingerne for Domstolen

24. Sagsoegeren har den 11. marts 1992 anlagt sag mod Raadet for Den Europaeiske Union i henhold til EF-traktatens artikel 173. Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at artikel 1, 2 og 3 i forordning nr. 3433/91 annulleres, i det omfang de beroerer sagsoegeren, og om, at sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25. Sagsoegte har nedlagt paastand om, at sagen afvises, eller subsidiaert om frifindelse, samt om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26. Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber og Fédération européenne des fabricants de briquets (herefter benaevnt "sammenslutningen") er indtraadt i sagen som intervenienter for sagsoegte.

B ° Stillingtagen

Indledende bemaerkning

27. Import til Faellesskabet fra Kina har i de seneste aar oftere og oftere vaeret genstand for antidumpingsager (12). Imidlertid er den foreliggende sag tilsyneladende den foerste, hvor paalaeggelse af en antidumpingtold ved import fra Kina anfaegtes ad rettens vej.

28. Foer jeg naermere behandler de spoergsmaal, som den foreliggende sag rejser, skal jeg goere en generel indledende bemaerkning. Raadets forordning, der her anfaegtes, giver ° som det senere skal paavises ° rigelig anledning til kritik. Sagsoegeren har i sine processkrifter paapeget mange omstaendigheder, der efter sagsoegerens opfattelse indebaerer, at denne forordning er ulovlig. Sagsoegeren har dog ikke noejedes hermed, men har ogsaa paataget sig at undersoege disse omstaendigheder fra alle mulige retlige synsvinkler. Saaledes behandles for eksempel det klagepunkt, at Raadet skulle have anvendt artikel 2, stk. 6, (og ikke stk. 5) i forordning nr. 2423/88, bl.a. ud fra spoergsmaalet om kraenkelse af retten til kontradiktion, spoergsmaalet om manglende begrundelse, spoergsmaalet om overtraedelse af faellesskabsretten og spoergsmaalet om forskelsbehandling. Inden for musikkens verden ville man her formentlig tale om et tema med variationer.

Jeg mener ikke, at denne fremgangsmaade er sagligt korrekt. Som Raadet med rette har gjort gaeldende, medfoerer den derimod ikke alene unoedvendige gentagelser, men forleder ogsaa undertiden til aabenbart umotiverede redegoerelser. Det ville have vaeret mere fornuftigt, om sagsoegeren havde holdt sig til de vaesentlige punkter og i paakommende tilfaelde uddybet dem under den mundtlige forhandling.

Formaliteten

29. Raadet og ° i forlaengelse heraf ° intervenienterne er af den opfattelse, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, idet betingelserne i EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, (nu EF-traktatens artikel 173, stk. 4) ikke er opfyldt.

30. Raadet henviser derved til, at Gao Yao (HK) og Gao Yao (Kina) er to forskellige retssubjekter. Ifoelge Raadet er tre kriterier afgoerende for, om en sag anlagt af Gao Yao (HK) kan antages til realitetsbehandling, og de foerer alle til det samme resultat, nemlig sagens afvisning.

Det foerste kriterium kan betegnes som "formelt". Antidumpingtolden, der blev fastsat i den anfaegtede forordning, vedroerer de varer, der fremstilles af produktionsvirksomheden Gao Yao (Kina). Sagsoegeren maa derfor efter Raadets opfattelse kun anses for en mellemhandler etableret i et land, der hverken er omfattet af undersoegelsen eller af den anfaegtede forordning. Gao Yao (HK) blev derfor ikke umiddelbart og individuelt beroert af denne forordning og er saaledes ikke soegsmaalsberettiget.

Det andet kriterium kan betegnes som at vaere "oekonomisk". Hvis man betragter firmaerne Gao Yao (HK) og Gao Yao (Kina) som en oekonomisk enhed, kan kun hele enheden vaere soegsmaalsberettiget. Da sagen i det foreliggende tilfaelde imidlertid kun er anlagt af én af de to virksomheder, kan den efter sagsoegtes opfattelse ikke antages til realitetsbehandling.

Endelig kunne man ifoelge Raadet laegge et processuelt kriterium til grund. Ifoelge Domstolens faste praksis er kun produktions- og eksportvirksomheder, som kan godtgoere, at de er naevnt i Raadets retsakter eller beroert af den forudgaaende undersoegelse, soegsmaalsberettigede i henhold til EF-traktatens artikel 173. Gao Yao (HK) har imidlertid kun angivet, at det er et salgskontor, som Gao Yao (Kina) brugte for at lette korrespondancen. Denne omstaendighed alene kan dog efter Raadets opfattelse ikke medfoere, at Gao Yao (HK) bliver soegsmaalsberettiget i henhold til artikel 173.

31. Raadet har hertil anfoert, at naar det drejer sig om en stat, der ikke har markedsoekonomi, er det kun denne stat selv eller et organ, der af staten er befoejet til at afvikle handelen, som kan anfaegte en faellesskabsforordning om fastsaettelse af antidumpingtold ad rettens vej. Kommissionen har tilsluttet sig denne opfattelse. Under den mundtlige forhandling har Kommissionen anfoert, at heller ikke selskabet Gao Yao (Kina) var berettiget til at anlaegge sag i henhold til artikel 173, idet det ikke var individuelt beroert.

32. Jeg finder ikke alle disse argumenter overbevisende. Efter min mening skal man med henblik paa besvarelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, snarere se paa sagsoegerens forhold til produktionsvirksomheden i Kina og sagsoegerens rolle i Gao Yao-gruppen.

Raadet har herom med rette anfoert, at sagsoegeren under sagen har skabt stor forvirring paa dette punkt. Hvis man gennemgaar korrespondancen mellem de forskellige parter impliceret i undersoegelsesproceduren, kommer man til det resultat, at sagsoegerens identitet og dets forhold til Gao Yao (Kina) intetsteds er praecist og bindende defineret. Af skrivelsen til Kommissionen af 26. marts 1991 (13) fremgaar tilsyneladende kun, at de to forbundne virksomheder har det samme navn. Den selskabsretlige forbindelse mellem de to virksomheder praeciseres imidlertid ikke.

Foerst i replikken har sagsoegeren naermere afklaret dette spoergsmaal. Det fremgaar heraf, at sagsoegeren er et datterselskab af Gao Yao (Kina), der ejer naesten alle aktier i Gao Yao (HK). Disse oplysninger kan laegges til grund, eftersom Raadet ikke har bestridt dem. De kan imidlertid ikke fjerne enhver tvivl, idet sagsoegeren samtidig i replikken angiver, at aktiemajoriteten indehaves af aktionaerer fra Hongkong. Selv om denne modsigelse muligvis kunne loeses (14), viser dette forhold da ogsaa, at sagsoegerens forklaringer vedroerende dette punkt under hele sagen ikke har vaeret praeget af megen klarhed. Man har undertiden indtryk af, at sagsoegerens advokater ikke selv har vaeret helt klar over sagsoegerens selskabsretlige stilling inden for Gao Yao-gruppen.

33. Trods disse uklarheder er der dog ikke tvivl om de relevante faktiske omstaendigheder: Gao Yao (HK) ° og kun denne virksomhed ° forhandler varerne, der fremstilles af Gao Yao (Kina); Gao Yao (Kina) selv varetager alene produktionen. Baade denne eneforhandlingsaftale og kapitalstrukturen i Gao Yao (HK) beviser afhaengighedsforholdet mellem denne virksomhed og Gao Yao (Kina). Det drejer sig saaledes tydeligvis om en enkelt oekonomisk enhed. Som Domstolen i anden sammenhaeng (15) har fastslaaet, er den omstaendighed, at der sker en arbejdsdeling med hensyn til fremstilling og salg inden for en gruppe af virksomheder bestaaende af selskaber, som er selvstaendige juridiske personer, ikke til hinder for, at der er tale om en enkelt oekonomisk enhed, som paa denne maade udoever en samlet erhvervsmaessig virksomhed, der i andre tilfaelde udoeves af en enhed, som samtidig er en enkelt juridisk person (16).

34. Jeg skal nu behandle det generelle spoergsmaal om, under hvilke betingelser en virksomhed kan anfaegte en forordning om fastsaettelse af antidumpingtold. Som allerede omtalt kan i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, (nu EF-traktatens artikel 173, stk. 4) fysiske og juridiske personer indbringe klage over en beslutning, som skoent den er udfaerdiget i form af en forordning, beroerer dem umiddelbart og individuelt.

Det foelger af Domstolens praksis, at dette er tilfaeldet for saa vidt angaar de producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, "at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser", f.eks. de importoerer, "hvis videresalgspriser har dannet grundlag for beregning af eksportprisen" (17).

35. Efter min opfattelse er der ikke tvivl om, at disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfaelde. Baade i Kommissionens forordning nr. 1386/91 og i Raadets forordning nr. 3433/91 er Gao Yao naevnt ved navn. I forordning nr. 1386/91 naevnes i sjette og syvende betragtning en kinesisk virksomhed "Gao Yao, Hua Fa Industrial Co.". I forordningens 28. betragtning beregnes der en dumpingmargen paa 17,84% for denne virksomhed. I 35., 59. og 60. betragtning fastsaettes underbudsmargenen, skadetaersklen og den deraf foelgende toldsats for "Gao Yao, Den Kinesiske Folkerepublik". Det samme gaelder for forordning nr. 3433/91. I denne forordnings tiende betragtning naevnes "Gao Yao Co. (Kina)" og "Gao Yao Co. (Hongkong)", og i 21. betragtning fastsaettes en toldsats for "Gao Yao Co., Den Kinesiske Folkerepublik".

I lyset af den naevnte retspraksis maa derfor i det mindste Gao Yao (Kina) uden videre anses som soegsmaalsberettiget. Raadet og Kommissionen har med rette anfoert, at ved import fra en stat, der ikke har markedsoekonomi, er denne stat selv eller det organ, der af staten er befoejet til at afvikle handelen, soegsmaalsberettiget (18). Dette betyder dog ikke, at en sag, der er anlagt af en enkelt virksomhed, der opfylder de betingelser, der ifoelge retspraksis stilles, af den grund ikke kan antages til realitetsbehandling. Det skal tilfoejes, at 50% af den virksomhed, som den foreliggende sag drejer sig om, ejes af forretningsfolk fra Hongkong. Det er saaledes ikke godtgjort, at Den Kinesiske Folkerepublik faktisk anvender virksomheden Gao Yao til bestemte erhvervspolitiske formaal.

36. Hvis man laegger Domstolens ovenfor beskrevne praksis til grund, mener jeg ogsaa, at sagsoegeren kan anfaegte forordning nr. 3433/91. Det staar klart, at faellesskabsinstitutionerne har beregnet eksportprisen paa grundlag af de af Gao Yao opnaaede salgspriser (19). Disse priser er imidlertid salgspriserne opnaaet af Gao Yao (HK), som afsaetter varerne, der er fremstillet af Gao Yao (Kina).

37. Efter min opfattelse ville derfor baade Gao Yao (Kina) og Gao Yao (HK) have kunnet anlaegge sag ved Domstolen. De kunne ogsaa begge samtidig have anlagt sag (20). Det ville imidlertid vaere overdreven formalisme, hvis man i sager anlagt af virksomheder, der udgoer en enkelt oekonomisk enhed, kraever, at sagen, for at antages til realitetsbehandling, skal vaere anlagt af alle disse virksomheder. Det fremgaar da ogsaa umiddelbart af Domstolens praksis, at det af Raadet forfaegtede synspunkt ikke er rigtigt. Domstolen har i en afgoerelse for nylig fastslaaet, at en virksomhed sammen med over 70 salgsvirksomheder, der blev styret af den samme koncern, udgjorde en enkelt oekonomisk enhed, uden at den derfor rejste tvivl om, hvorvidt sagen, der var anlagt af sagsoegeren alene, kunne antages til realitetsbehandling (21).

38. Den omstaendighed, at sagsoegeren er en virksomhed, der har saede i Hongkong og dermed i et omraade, der ikke var omfattet af antidumpingsagen, skal efter min opfattelse ikke tillaegges nogen saerlig betydning. Domstolens praksis i sager, der anlaegges af importoerer, der er tilknyttet producenten, viser, at soegsmaalskompetencen i saadanne tilfaelde ikke er begraenset til virksomheder, der er etableret i den stat, hvorfra de paagaeldende varer eksporteres (22). Da faellesskabsinstitutionerne fastlagde eksportprisen, gik de ud fra sagsoegerens tal. Det er derfor ikke til at se, hvorfor sagsoegeren alene paa grund af den omstaendighed, at selskabet er etableret i et tredjeland, ikke skulle vaere berettiget til at anlaegge sag i henhold til EF-traktatens artikel 173.

Raadet har ganske vist flere gange erklaeret, at det ville faa alvorlige konsekvenser at antage en af Gao Yao (HK) anlagt sag til realitetsbehandling. Hvori disse skulle bestaa, har Raadet dog ikke forklaret. Under den mundtlige forhandling har Raadets advokat soegt at uddybe disse indsigelser, idet han aendrede sagens faktum og paapegede, at Gao Yao-gruppen kunne have benyttet en virksomhed i en EFTA-stat til at afsaette sine varer i Faellesskabet. Heller ikke dette ° opstillede ° eksempel kan dog forklare, hvorfor den foreliggende sag ikke skulle kunne antages til realitetsbehandling.

39. Raadets indvending om, at sagsoegeren under antidumpingproceduren kun fremstillede sig selv som salgskontor eller konsekvent ° som Raadets advokat haevdede under den mundtlige forhandling ° kun udgav sig som en kinesisk virksomhed, spiller ingen rolle for spoergsmaalet om sagens antagelse til realitetsbehandling. For fuldstaendighedens skyld skal dog bemaerkes, at dette synspunkt ikke kan vaere rigtigt. Som jeg netop har paavist, blev identiteten af og de retlige forhold mellem Gao Yao (Kina) og Gao Yao (HK) foerst afklaret under sagen for Domstolen. Det er klart, at det under antidumpingproceduren for Faellesskabets institutioner foerst og fremmest var af betydning at indhente de noedvendige oplysninger til undersoegelsen; fra hvilken virksomhed i Gao Yao-gruppen disse oplysninger blev meddelt, var (med rette) uden betydning for institutionerne. Det maa derfor undre, at institutionerne nu vil tillaegge det en saadan vaegt at sondre mellem de enkelte virksomheder i denne koncern.

40. Da denne sag saaledes allerede ifoelge den hidtidige retspraksis skal antages til realitetsbehandling, er det efter min opfattelse ufornoedent at komme ind paa sagsoegerens argument om, at det allerede foelger af sagsoegerens deltagelse i antidumpingproceduren, at sagen skal antages til realitetsbehandling. Spoergsmaalet om, hvorvidt deltagelse i den administrative procedure som saadan i sig selv er tilstraekkelig til at give den beroerte virksomhed soegsmaalsret i henhold til artikel 173, er som bekendt omstridt. Domstolen har for lang tid siden besvaret dette spoergsmaal benaegtende i dommen i sagen Alusuisse (23). Spoergsmaalet behoever ° som jeg allerede har naevnt ° ikke naermere behandles her (24). Det kan dog bemaerkes, at den vurdering, generaladvokat Jacobs har anlagt vedroerende dette spoergsmaal i Extramet-sagen, forekommer plausibel (25).

Realiteten

Tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

41. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Raadet og Kommissionen i strid med artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 2423/88 har undladt at underrette sagsoegeren om vaesentlige forhold og overvejelser, som har dannet grundlag for fastsaettelsen af den endelige antidumpingtold og indfoerelsen af den foreloebige told. Sagsoegeren har anfoert tre omraader, der er beroert af denne mangel: beregningen af den normale vaerdi paa grundlag af artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88, spoergsmaalet om varernes lighed og aarsagssammenhaeng mellem skaden paa industrien i Faellesskabet og den paastaaede dumpingpraksis.

42. Ifoelge Domstolens faste praksis er kravene i henhold til kontradiktionsprincippet overholdt, "naar den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure har haft mulighed for at give udtryk for sin stillingtagen til, om de fremfoerte faktiske forhold og andre omstaendigheder virkelig foreligger, og hvilken betydning de da har, og i givet fald til de dokumenter, der laegges vaegt paa" (26). Den paagaeldende virksomhed skal have faaet mulighed for "effektivt at fremsaette" sine bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder og beviser (27). Raadet har gjort gaeldende, at sagsoegeren i den foreliggende sag ved Kommissionens skrivelse af 2. august 1991 blev underrettet om de "vigtigste kendsgerninger og betragtninger" i den i artikel 7, stk. 4, litra b), i forordning nr. 2423/88 anfoerte betydning.

Beregningen af den normale vaerdi

43. Jeg skal foerst behandle spoergsmaalet om grundlaget for beregningen af den normale vaerdi i sagsoegerens tilfaelde. Det er her noedvendigt kort at erindre om de relevante bestemmelser i forordning nr. 2423/88. I henhold til forordningens artikel 2, stk. 2, betragtes en vare som en dumpingvare, naar dens eksportpris til Faellesskabet er lavere end den normale vaerdi af samme vare. Denne bestemmelses stk. 3 og 7 definerer, hvad der forstaas ved den normale vaerdi.

I forordningens artikel 2, stk. 5, bestemmes:

"I tilfaelde af indfoersel fra lande uden markedsoekonomi og saerligt lande, paa hvilke forordning (EOEF) nr. 1765/82 og (EOEF) nr. 1766/82 finder anvendelse, fastsaettes den normale vaerdi paa en hensigtsmaessig og ikke urimelig maade efter et af foelgende kriterier: ..."

I henhold hertil er beregningsgrundlaget for den normale vaerdi den pris, til hvilken samme vare fra et tredjeland med markedsoekonomi saelges eller den beregnede vaerdi af samme vare i et tredjeland med markedsoekonomi. Hvis ingen af disse to metoder foerer til et rimeligt resultat, skal den pris, der faktisk er betalt i Faellesskabet for samme vare, laegges til grund, om noedvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen.

Det er ubestridt, at Den Kinesiske Folkerepublik hoerer til de "lande uden markedsoekonomi", der omhandles i artikel 2, stk. 5 (28).

44. Forordningens artikel 2, stk. 6, lyder saaledes:

"Indfoeres en vare ikke direkte fra oprindelseslandet, men udfoeres til Faellesskabet fra et andet land, er den normale vaerdi den sammenlignelige pris, der faktisk er betalt, eller som skal betales for samme vare paa enten eksportlandets eller oprindelseslandets hjemmemarked. Sidstnaevnte kunne for eksempel vaere et egnet grundlag, saafremt varen blot forsendes i transit gennem eksportlandet, eller hvis saadanne varer ikke produceres i eksportlandet, eller naar der ikke findes nogen sammenlignelig pris for disse varer i eksportlandet."

45. I den ovennaevnte skrivelse af 2. august 1991 naevnte Kommissionen, at Gao Yao havde anmodet om, at den normale vaerdi blev beregnet paa grundlag af forordningens artikel 2, stk. 6. I tilslutning hertil anfoertes det i skrivelsen (der var affattet paa engelsk):

"Kommissionen har undersoegt denne anmodning og er af den opfattelse, at naar det paagaeldende produkt fremstilles i et land uden markedsoekonomi, finder artikel 2, stk. 5, [i forordning nr. 2423/88] anvendelse."

Kommissionen tilfoejede, at den dog havde givet sagsoegeren lejlighed til at fremfoere "konkrete argumenter", som kunne tale imod at anvende Thailand som sammenligningsmarked. Sagsoegeren havde imidlertid ikke benyttet sig af denne lejlighed.

46. Det er ikke med et ord naevnt i skrivelsen, at de paagaeldende varer blot kunne have vaeret sendt i transit gennem Hongkong. Dette argument fremfoeres foerste gang af Kommissionen i dens forslag af 28. oktober 1991 til den anfaegtede raadsforordning, hvor det ° som i den anfaegtede forordning ° anfoeres, at det "bekraeftes", at varerne blot forsendtes via Hongkong, og at den normale vaerdi derfor skal fastsaettes i henhold til artikel 2, stk. 5.

Sagsoegeren har tilsyneladende foerst faaet meddelelse om dette forhold i en telefax fra Kommissionen af 12. november 1991. Ordvalget ("bekraefter") giver imidlertid det indtryk, at der allerede havde fundet en underretning sted fra Kommissionens side. Dette bestrides af sagsoegeren. Eftersom faellesskabsmyndighederne har pligt til at godtgoere, at der er sket en saadan meddelelse (29), og da der ikke er tilvejebragt et saadant bevis, maa man gaa ud fra, at sagsoegerens fremstilling er korrekt. Hvis jeg ikke tager fejl, har Raadet da heller ikke i alvor paastaaet, at en saadan forudgaaende underretning skulle have fundet sted.

47. Raadet har imidlertid anfoert, at kravet paa partshoering er blevet respekteret, idet sagsoegeren kunne have reageret paa Kommissionens skrivelse af 12. november 1991 og forelagt faellesskabsinstitutionerne sin stilling til sagen. Den anfaegtede forordning blev foerst udstedt den 25. november 1991.

Dette argument er saerdeles maerkvaerdigt. Der ligger utvivlsomt den opfattelse til grund for det, at Raadet og Kommissionen havde vaeret i stand til at reagere paa sagsoegerens eventuelle bemaerkninger, som de ville have modtaget mellem den 12. og den 25. november, og have taget hensyn til dem i den endelige raadsforordning. Som jeg allerede har omtalt, havde sagsoegeren allerede i sin skrivelse af 1. marts 1991 opfordret Kommissionen til at beregne den normale vaerdi paa grundlag af artikel 2, stk. 6, og siden bekraeftet denne opfattelse flere gange. Sagsoegerens kritik af, at Kommissionen ikke havde taget hensyn hertil i sin forordning nr. 1386/91 af 23. maj 1991, mener Raadet altsaa at kunne imoedegaa ved en henvisning til, at sagsoegeren foerst "kort foer" ("peu avant") udstedelsen af forordningen havde fremfoert det paagaeldende argument.

Hvordan det end forholder sig, skal jeg dog fastslaa, at den anfaegtede forordning paa det paagaeldende sted ord for ord foelger Kommissionens forslag af 28. oktober 1991. Som Kommissionens repraesentant har forklaret under den mundtlige forhandling, indeholdt dette forslag Kommissionens endelige argumentation ("le raisonnement final"). Det er ikke klart, hvordan en hoering efter dette tidspunkt under de givne omstaendigheder endnu kunne have tjent til at varetage sagsoegerens krav paa partshoering.

48. I denne forbindelse skal jeg ogsaa forkaste Raadets anbringende om, at den paagaeldende passus i den anfaegtede forordning kun var svar paa et af sagsoegeren fremfoert argument. Det er ganske vist muligt for faellesskabsinstitutionerne ° efter at have meddelt de "vaesentlige forhold og overvejelser" ° at undersoege indsigelser derimod og afvise dem med en begrundelse. Men i det foreliggende tilfaelde havde sagsoegeren kraevet anvendelse af artikel 2, stk. 6, allerede siden den 1. marts 1991, og ikke foerst efter den 2. august 1991. Det drejede sig saaledes tydeligvis ikke om et nyt forhold, som institutionerne ikke tidligere havde vaeret bekendt med.

49. Det forekommer mig ogsaa uvaesentligt, at sagsoegeren selv allerede under den administrative procedure var kommet ind paa betingelserne for, at artikel 2, stk. 6, kunne finde anvendelse. Naar sagsoegeren f.eks. i sit processkrift af 19. juni 1991 anfoerte, at varerne ikke blot var forsendt i transit gennem Hongkong, viser dette, at disse betingelser var sagsoegeren bekendt. Sagsoegeren vidste imidlertid ikke ° og dette er efter min opfattelse det afgoerende ° at Kommissionen paa dette punkt havde en anden opfattelse, og at Raadet ville henholde sig dertil.

50. Paa baggrund af det ovenfor anfoerte maa det konstateres, at den anfaegtede forordning indeholdt en betragtning, der hverken indeholdtes i Kommissionens forordning af 23. maj 1991 eller i meddelelsen af 2. august 1991, og om hvis rigtighed og relevans sagsoegeren derfor ikke har kunnet udtale sig. Dette indebaerer imidlertid ikke, at der foreligger en tilsidesaettelse af retten til partshoering eller ° generelt ° af retten til kontradiktion, idet dette forudsaetter, at det drejer sig om et vaesentligt synspunkt.

51. Jeg maa indroemme, at Raadets argumentation vedroerende dette spoergsmaal forekommer mig noget forvirrende og selvmodsigende. Paa den ene side forfaegter sagsoegte den opfattelse, at artikel 2, stk. 5, er en lex specialis, som derfor gaar forud for artikel 2, stk. 6. Paa den anden side er sagsoegte af den mening, at artikel 2, stk. 5 og stk. 6, ikke udelukker hinanden; tvaertimod ville anvendelsen af artikel 2, stk. 6, paa det foreliggende tilfaelde noedvendigvis medfoere, at den normale vaerdi skulle beregnes paa grundlag af de faktiske priser i oprindelseslandet, hvilket endeligt ville foere til, at artikel 2, stk. 5, fandt anvendelse, fordi dette land ° Den Kinesiske Folkerepublik ° ikke har markedsoekonomi.

52. Den foerstnaevnte opfattelse, hvorefter artikel 2, stk. 5, altsaa er en lex specialis for import af varer, der har oprindelse i et land uden markedsoekonomi, har efter alt at doemme i en lang periode vaeret bestemmende for Kommissionens holdning i naervaerende sag. Den anes allerede i den meddelelse, hvorved indledningen af proceduren blev bekendtgjort (30). Den kommer klart til udtryk i forordning nr. 1386/91 (31) og i Kommissionens skrivelse af 2. august 1991 (32).

Denne opfattelse er efter min mening forkert. Som Raadet selv ganske rigtigt har konstateret, vedroerer artikel 2, stk. 6, tilfaelde af "indirekte" dumping, dvs. tilfaelde, hvor de paagaeldende varer ikke "indfoeres (...) direkte fra oprindelseslandet" til Faellesskabet, men ad en omvej gennem en anden stat (33). Baade bestemmelsens og dens kontekst taler for, at artikel 2, stk. 6, ogsaa er anvendelig, naar oprindelseslandet er et land uden markedsoekonomi.

53. Endelig lader Kommissionen og ° paa Kommissionens forslag ° Raadet til at vaere naaet til samme erkendelse. Begrundelsen i den anfaegtede forordnings tiende betragtning er imidlertid overordentlig uklar. Raadet "bekraefter" deri, at varerne blot forsendtes via Hongkong og slutter deraf ("derfor"), at den normale vaerdi skal fastsaettes i henhold til artikel 2, stk. 5. Artikel 2, stk. 6, bliver ikke naevnt her. Ikke desto mindre er det klart, at Raadet paa dette sted proever et forhold, der omfattes af denne bestemmelse, nemlig spoergsmaalet, om de paagaeldende varer kun forsendtes via transit gennem eksportlandet (Hongkong). Naar Raadet slutteligt besvarer spoergsmaalet om, hvorvidt artikel 2, stk. 5, finder anvendelse, bekraeftende, saa kan det kun betyde, at bestemmelsen finder anvendelse paa grund af en henvisning indeholdt i artikel 2, stk. 6. Set i dette lys er argumentationen ° der i den anfaegtede forordning oejensynligt kun gengives forkortet ° forstaaelig. Hvis varerne kun omlastes i eksportlandet, kan den normale vaerdi fastsaettes paa grundlag af priserne paa eksportlandets hjemmemarked (i Hongkong) eller priserne paa oprindelseslandets hjemmemarked (Kina). I sidstnaevnte tilfaelde foerer dette i den foreliggende sag til, at artikel 2, stk. 5, finder anvendelse, idet dens bestemmelser ° som med rette anfoert af Raadet ° ellers uden videre kunne omgaas.

54. Man kan imidlertid kun naa frem til, at artikel 2, stk. 5, finder anvendelse (jf. artikel 2, stk. 6), hvis priserne paa oprindelseslandets hjemmemarked laegges til grund. Artikel 2, stk. 6, fastsaetter imidlertid udtrykkeligt to forskellige beregningsgrundlag ° baade priserne paa oprindelseslandets hjemmemarked og priserne paa eksportlandets hjemmemarked. I bestemmelsens andet punktum naevnes forskellige situationer, hvor man kunne laegge priserne paa oprindelseslandets hjemmemarked til grund. Det drejer sig saaledes ° som Raadet selv har paapeget i svarskriftet ° om en bestemmelse, der indroemmer faellesskabsmyndighederne "vide skoensmaessige befoejelser" ("un large pouvoir d' appréciation discrétionnaire"). Raadet goer derimod gaeldende, at anvendelsen af artikel 2, stk. 6, her skal foere til, at priserne i oprindelseslandet blev lagt til grund. Sagsoegeren kritiserer med rette, at skoennet i denne bestemmelse derved bliver ophaevet.

I loebet af sagen ved Domstolen har parterne ligeledes udfoerligt diskuteret et videre kriterium naevnt i artikel 2, stk. 6 (nemlig spoergsmaalet, om de paagaeldende varer fremstilles i eksportlandet). Efter min opfattelse er disse diskussioner uvaesentlige for afgoerelsen af den foreliggende sag. Selv om saadanne varer ° som anfoert af Raadet ° ikke fremstilles i Hongkong, ville dette ikke aendre ved, at artikel 2, stk. 6, bestemmer, at der skal traeffes en skoensmaessig afgoerelse.

55. Af det hidtil anfoerte fremgaar, at det i tiende betragtning til den anfaegtede forordning anfoerte udgoer en vaesentlig overvejelse, som skulle have vaeret bragt til sagsoegerens kendskab, og som sagsoegeren skulle have haft mulighed for at tage stilling til. Da dette ikke er sket, foreligger der efter min opfattelse en tilsidesaettelse af sagsoegerens krav paa partshoering, der kan bidrage til, at sagsoegerens paastand skal tages til foelge.

Varernes lighed og aarsagssammenhaeng mellem dumping og skade

56. Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ved behandlingen af spoergsmaalet, om varerne, der fremstilles af producenterne i Faellesskabet, kan sammenlignes med de af Gao Yao fremstillede lightere. Det samme gaelder efter sagsoegerens opfattelse for behandlingen af spoergsmaalet, om den dumpingpraksis, som Gao Yao anklages for, har skadet faellesskabsindustrien.

57. I den foreliggende sammenhaeng finder jeg det dog ikke noedvendigt at gaa naermere ind paa disse spoergsmaal. Det fremgaar af sagsoegerens forklaringer, at denne ikke klager over ikke at vaere blevet hoert vedroerende de paagaeldende fakta og faellesskabsinstitutionernes overvejelser. Tvaertimod haevder sagsoegeren, at Kommissionen og Raadet ikke eller ikke tilstraekkeligt havde taget hensyn til de indsigelser, sagsoegeren har fremfoert under proceduren. Sagsoegeren goer altsaa gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne dermed har anvendt de materielle retsregler forkert eller ikke har efterkommet deres pligt til at begrunde de paagaeldende retsakter. Det drejer sig derimod ikke om en eventuel tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

Manglende begrundelse

58. Efter sagsoegerens opfattelse er den anfaegtede forordning i flere henseender mangelfuldt begrundet. Dette gaelder for det foerste behandlingen af omraader, der allerede er behandlet under spoergsmaalet om tilsidesaettelsen af retten til kontradiktion (beregning af den normale vaerdi, varernes sammenlignelighed, aarsagssammenhaeng mellem dumpingpraksis og skade). Sagsoegeren har i denne sammenhaeng anfoert endnu en raekke forhold. Den anfaegtede forordning angiver saaledes efter sagsoegerens opfattelse ikke, hvilken rolle importen fra tredjelande ° der ikke er beroert af antidumpingsagen ° har spillet. Der foreligger ifoelge sagsoegeren ogsaa en mangelfuld begrundelse, for saa vidt som sagsoegeren trods sin ringe markedsandel ikke blev undtaget fra antidumpingproceduren. Endelig anvendes der i den anfaegtede forordning tal, der ogsaa omfatter andre produkter, uden at der er givet en begrundelse herfor.

59. Ifoelge fast retspraksis skal den begrundelse, som kraeves i henhold til EF-traktatens artikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udoeve sin proevelsesret (34).

Spoergsmaalet om det anvendte talmateriale

60. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at tallene, som Kommissionen og Raadet har anvendt, ikke alene omfatter de varer, som der her er tale om, men ogsaa andre produkter, som ikke har vaeret genstand for undersoegelsen. I replikken har sagsoegeren anfoert, at sagsoegte endnu ikke havde forklaret, hvorfor sagsoegte havde anvendt tallene fra Eurostat, der ogsaa omfattede piezolightere (35). Jeg skal her for en sikkerheds skyld naevne, at sagsoegeren allerede i sin skrivelse af 19. juni 1991 havde henledt Kommissionens opmaerksomhed paa dette spoergsmaal (36).

61. I henhold til Kommissionens konstatering i ellevte betragtning til forordning nr. 1386/91 omfattes piezotaendere ikke af den foreliggende antidumpingprocedure (37). Raadet bekraefter denne definition af de af proceduren omfattede varer i den anfaegtede forordning, om end ikke udtrykkeligt (38). Der kan imidlertid ikke vaere tvivl om, at Raadet ogsaa har tiltraadt denne definition (39). Raadet har da heller ikke i den foreliggende sag bestridt, at piezolightere ikke var omfattet af antidumpingproceduren og den anfaegtede forordning.

62. Det er ubestridt, at de i 32. betragtning til forordning nr. 1386/91 naevnte tal for import fra Korea og for den samlede import fra de beroerte lande blev beregnet paa grundlag af Eurostat-data og dermed omfatter piezolightere. Denne samlede import (35,4 mio. enheder i 1986 og 152,5 mio. enheder i 1989) var ogsaa grundlaget for den i samme betragtning naevnte beregning, hvorefter markedsandelen for "dumpingimporten" steg fra 11% i 1986 til 35% i 1989.

63. Kommissionen har her forklaret, at den for Koreas vedkommende stoettede sig paa Eurostat-data, fordi tallene, som den koreanske eksportoer fremlagde, ikke forekom den at vaere repraesentative. Kommissionen har imidlertid ikke forklaret, hvorfor den ved konstateringen af "stigningen i markedsandelen for dumpingimporten" stoettede sig paa Eurostat-tallene. Eurostat-tallene indeholdt nemlig ogsaa produkter, der ikke var genstand for antidumpingproceduren. Anvendelsen af saadanne tal kraever saaledes klart en begrundelse. En saadan begrundelse indeholdes hverken i den anfaegtede forordning eller i Kommissionens forordning nr. 1386/91.

64. Sagsoegte har ikke bestridt, at disse tal er blevet benyttet. I oevrigt fremgaar denne omstaendighed ogsaa tydeligt af den paagaeldende forordning (40). Sagsoegte har imidlertid fremfoert to argumenter til sit forsvar. For det foerste er inddragelsen af piezolightere til fordel for sagsoegeren, idet disse produkter ikke blev fremstillet i Kina, og tallene for Gao Yao alene saaledes fremtraadte i et gunstigere lys. For det andet aendrer det intet ved resultatet, at disse produkter medtages, idet "tendenserne" var de samme ved begge varekategorier.

65. Det foerste argument holder ikke for en naermere undersoegelse. Naturligvis forekommer den udvikling i eksporten til EF, som forordning nr. 1386/91 udviser for Kina (fra 0 mio. enheder i 1986 til 6,1 mio. enheder i 1989), mindre vaesentlig, hvis man betragter den paa baggrund af den samlede import, inklusive piezolightere. Det skal dog bemaerkes, at faellesskabsinstitutionerne ved undersoegelsen af aarsagerne til skaden bedoemte virkningerne af dumpingimporten kumulativt (41). Faellesskabsinstitutionerne lagde altsaa den samlede import fra alle de beroerte lande (Japan, Kina, Thailand og Korea) til grund, altsaa ogsaa importen af piezolightere. Det var saaledes paa ingen maade til fordel for sagsoegeren, at disse tal blev lagt til grund.

66. Det andet argument er forbavsende. Det er klart, at hverken Raadet eller Kommissionen var i stand til selv tilnaermelsesvist noejagtigt at bestemme tallene henholdsvis for produkterne omfattet af undersoegelsen og for piezolightere. Alligevel haevder Raadet, at tendenserne for de to produkter var de samme. Der er da heller ikke fremlagt det ringeste bevis til belaeg for denne paastand. Selv om denne paastand var rigtig, staar det dog fast, at denne paastand hverken er godtgjort i den anfaegtede forordning (og i forordning nr. 1386/91) eller blot omtalt. Der mangler saaledes den noedvendige begrundelse.

67. Dette er dog ikke enden paa de maerkvaerdigheder, som den foreliggende sag indeholder, tvaertimod. I sit svarskrift har Raadet i punkt 108 anfoert, at piezolighterne kun var indeholdt i tallene for forbrug og markedsandele. Alle andre angivelser vedroerte derimod udelukkende de produkter, der her er relevante. Dette er for det foerste ikke umiddelbart forstaaeligt, idet der i 32. betragtning til forordning nr. 1386/91 ° det eneste sted hvor der udtrykkeligt anvendes tal fra Eurostat ° kun er tale om import (eller salg) og markedsandele, men ikke om forbrug. Det giver et andet billede at laese punkt 84 i svarskriftet. Deri anfoeres det, at tallene for udviklingen i forbrug, salg og markedsandele indbefattede piezolightere.

Hvis man baserer sig paa angivelsen i 32. betragtning til forordning nr. 1386/91, hvorefter import af 35,4 mio. enheder i 1986 og af 152,5 mio. enheder i 1989 svarer til en markedsandel paa henholdsvis 11% og 35%, naar man faktisk frem til et forbrug, der stort set svarer til (42) de 30. betragtning naevnte tal (43). Forskellen fra de deri naevnte tal er ganske vist ikke ubetydelig (i begge tilfaelde omkring 4 mio. enheder), men kan ikke forklares ved, at tallene i 30. betragtning ikke indbefattede piezolighterne (44). Der foreligger altsaa efter alt at doemme om en regnefejl.

Ved sammenligning viser det sig, at ogsaa de i 38. betragtning (45) til forordning nr. 1386/91 naevnte tal for faellesskabsproducenternes salg ° for saa vidt som de kan efterproeves ° maa vaere blevet beregnet paa dette grundlag. Hvis dette salg androg 249,0 mio. enheder i 1986 (ved en markedsandel paa 78,4%) og 266,5 mio. enheder i 1989 (ved en markedsandel paa 60,5%), udgjorde forbruget 317,6 mio. enheder i 1986 og 440,5 mio. enheder i 1989. Dette kommer heldigvis tallene i den 30. betragtning naer.

68. Heraf foelger saaledes, at Eurostat-tallene, der ogsaa omfattede piezolightere, uden at dette blev tilkendegivet ° eller endog begrundet ° ikke alene blev anvendt i den 32. betragtning til forordning nr. 1386/91, men ogsaa paa andre steder. Den eneste omtale af anvendelsen af disse tal findes i den 32. betragtning og vedroerer alene de tal, der er naevnt deri. En saadan fremgangsmaade kan kun betegnes som yderst maerkvaerdig. Dette forhold bestyrker mig i min opfattelse af, at sagsoegerens anbringende om, at den anfaegtede forordning (hvori de ovenfor behandlede data i forordning nr. 1386/91 bekraeftes) paa dette punkt mangler en begrundelse, er fuldt ud berettiget.

Andre spoergsmaal

69. Med hensyn til de oevrige punkter, hvor sagsoegeren mener at kunne se en manglende begrundelse, kan jeg ikke tilslutte mig sagsoegerens opfattelse.

For det foerste hvad angaar beregningen af den normale vaerdi har Raadet i den netop behandlede tiende betragtning til den anfaegtede forordning forklaret, hvorfor der derved er taget hensyn til et sammenligningsland. Begrundelsen er ganske vist overordentligt lapidarisk, men de vaesentligste overvejelser fremgaar dog. Raadet har ifoelge denne fastsat den normale vaerdi i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 2423/88, fordi varerne blot forsendtes via Hongkong. Som naevnt ovenfor gaar Raadet oejensynligt ud fra, at anvendelsen af artikel 2, stk. 6, i et saadant tilfaelde noedvendigvis medfoerer, at oprindelseslandets priser skal laegges til grund. Som jeg allerede har paapeget, mener jeg ikke, at dette kan vaere rigtigt (46). Det drejer sig imidlertid derved om en materiel fejl, ikke om en manglende begrundelse.

Med hensyn til spoergsmaalet om lighed findes de noedvendige oplysninger i den anfaegtede forordning. I femte betragtning til denne forordning bekraefter Raadet Kommissionens konklusioner, hvorefter varerne, der er fremstillet af producenter fra landene omfattet af undersoegelsen, og lightere fremstillet af faellesskabsproducenterne, er de samme. Raadet har med rette anfoert, at spoergsmaalet om produkternes lighed ogsaa spiller en rolle, for saa vidt angaar bestemmelsen af sammenligningslandet i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 2423/88. Det er ikke her noedvendigt at afgoere, om sagsoegeren har fremfoert sit anbringende vedroerende sidstnaevnte punkt rettidigt. I hvert fald har faellesskabsinstitutionerne tilstraekkeligt begrundet valget af Thailand som sammenligningsland (47).

Spoergsmaalet om kausalitet mellem den paagaeldende dumpingpraksis og skaden paa faellesskabsindustrien behandles udfoerligt i baade den anfaegtede forordning (femtende betragtning) og i forordning nr. 1386/91 (44.-50. betragtning). Disse redegoerelser er ° som jeg skal paavise nedenfor ° behaeftet med fejl. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at de udgoer en tilstraekkelig begrundelse til at opfylde kravene i EF-traktatens artikel 190.

70. Der foreligger heller ikke manglende begrundelse, for saa vidt faellesskabsinstitutionerne trods sagsoegerens krav herom afslog at undtage denne fra pligten til at svare antidumpingtold paa grund af sagsoegerens ringe markedsandel. Dertil skal det for det foerste bemaerkes, at den opfattelse, der her ligger til grund for sagsoegerens krav, ikke forekommer mig at vaere begrundet (48). Endvidere kan man heller ikke forlange, at institutionerne behandler alle en virksomheds argumenter i deres forordninger.

Endelig kan der heller ikke tales om manglende begrundelse, fordi Raadet ikke naevnte importen fra tredjestater i den anfaegtede forordning. For det foerste er denne paastand nemlig ikke rigtig, idet den anfaegtede forordning (i femtende betragtning) henviser til de tilsvarende redegoerelser i forordning nr. 1386/91, hvor dette spoergsmaal naevnes (49). For det andet er sagsoegerens paastand om, at import fra tredjestater, der ikke er omfattet af undersoegelsen, i den paagaeldende periode er steget fra 46,6 mio. til 73,1 mio. enheder, altsaa med 57%, ikke forenelig med de tal, institutionerne har anvendt i deres forordninger. Hvis man laegger disse tal til grund, udgjorde importen fra tredjestater (50) i 1986 stadig 33,1 mio. enheder, mens den i 1989 var faldet til 20,8 mio. enheder. Dette svarer til tallene anfoert af sagsoegte i svarskriftets punkt 79.

Hvad angaar sidstnaevnte punkt skal jeg imidlertid anfoere, at de af faellesskabsinstitutionerne anvendte tal ° og dermed ogsaa tallene for import fra lande, der ikke er omfattet af antidumpingundersoegelsen ° ogsaa altid indbefatter piezolightere, der ikke er omfattet af proceduren. Anvendelsen af disse tal paa import fra tredjelande vaekker saaledes de samme betaenkeligheder, som jeg allerede har droeftet i forbindelse med bestemmelsen af tallene for import fra lande omfattet af undersoegelsen (51).

Spoergsmaalet om den anfaegtede forordnings materielle lovlighed

Overtraedelse af GATT-bestemmelserne

71. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning med hensyn til beregningen af den normale vaerdi er i strid med artikel 2, stk. 3, i GATT' s antidumpingkodeks. Denne bestemmelse stemmer indholdsmaessigt stort set overens med artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88. Til forskel fra faellesskabsbestemmelsen anfoeres det imidlertid i artikel 2, stk. 3, i antidumpingkodeksen, at den normale vaerdi i de af denne bestemmelse omfattede tilfaelde "saedvanligvis" ("normalement") skal beregnes paa grundlag af priserne paa eksportlandets hjemmemarked.

72. Efter min opfattelse stemmer artikel 2, stk. 6, og den naevnte bestemmelse i antidumpingkodeksen imidlertid trods denne forskel stort set overens med hensyn til resultatet. For de tilfaelde, hvor "varen blot forsendes i transit gennem eksportlandet, eller hvis saadanne varer ikke produceres i eksportlandet, eller naar der ikke findes nogen sammenlignelig pris for disse varer i eksportlandet", fastsaettes det i begge bestemmelser, at den normale vaerdi kan fastsaettes paa grundlag af priserne i oprindelseslandet. For saa vidt kan jeg saaledes henvise til det, jeg har anfoert vedroerende artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88 (52).

73. I denne sag behoever sagsoegerens anbringende imidlertid ikke at undersoeges naermere. Det er rigtigt, at Faellesskabet er bundet af GATT' s bestemmelser og antidumpingkodeksen (53). Men i det foreliggende tilfaelde drejer det sig imidlertid om import fra Kina. Raadet har med rette anfoert, at Den Kinesiske Folkerepublik ikke hoerer til de stater, der er kontraherende parter i GATT-aftalen, hvorfor det ikke er muligt at paaberaabe sig GATT-bestemmelserne eller antidumpingkodeksen. Det er ogsaa rigtigt, at de paagaeldende varer, der er fremstillet i Kina, kom til Faellesskabet via Hongkong. Men hvis dette var tilstraekkeligt til at erklaere GATT' s regler og antidumpingkodeksen for anvendelig, ville man imidlertid goere det muligt for en ikke-kontraherende stat at faa del i fordelene ved reglerne for sine varer uden at vaere underkastet de forpligtelser, der foelger af dem. Dette kan ikke vaere rigtigt. Det er derfor ogsaa irrelevant, naar sagsoegeren anfoerer, at selskabet Gao Yao (Kina) delvis ejes af aktionaerer fra Hongkong, som er medlem af GATT.

Overtraedelse af artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88

74. Sagsoegeren goer gaeldende, at Raadet har overtraadt artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88 ved at tage hensyn til priserne i sammenligningslandet Thailand og ikke eksportlandet (Hongkong) ved beregningen af den normale vaerdi. Som naevnt ovenfor stoettede Raadet sig i den anfaegtede forordning paa den omstaendighed, at de paagaeldende varer blot forsendtes i transit gennem Hongkong. Hvis dette var tilfaeldet, kunne Raadet faktisk indtage det standpunkt, at det var rimeligt ikke at beregne den normale vaerdi paa grundlag af priserne paa hjemmemarkedet i Hongkong, idet artikel 2, stk. 6, andet punktum, udtrykkeligt naevner dette tilfaelde.

75. Som det fremgaar af ordlyden af artikel 2, stk. 6, andet punktum, kan det "for eksempel" i tre forskellige tilfaelde vaere rimeligt at laegge disse priser til grund. Det er saaledes ikke noedvendigt, at de saerlige forhold ved disse tre tilfaelde foreligger samtidig ° nemlig at varerne forsendes i transit gennem et land, der ikke producerer saadanne varer, og hvor der ikke findes nogen sammenlignelig pris for dem. Det er derimod tilstraekkeligt, at de paagaeldende varer forsendtes i transit gennem dette land.

Sagsoegeren har imidlertid gjort gaeldende, at af de 6,1 mio. lightere fra Gao Yao' s produktion, der i 1989 naaede faellesmarkedet, blev kun knap 4,61 mio. enheder eksporteret direkte til Faellesskabet af sagsoegeren. Resten (ca. 25% af den samlede maengde) blev ifoelge sagsoegeren koebt af uafhaengige handelsselskaber i Hongkong, der derefter selv har eksporteret lighterne til Faellesskabet. Efter sagsoegerens opfattelse burde faellesskabsinstitutionerne have fremskaffet oplysninger om de priser, som disse handelsselskaber beregnede ved salg til Faellesskabet, og derefter have fastsat en gennemsnitsvaerdi. Raadet har heroverfor anfoert, at disse priser ikke kunne tages i betragtning, idet de ikke var kendt. Eftersom de direkte salg udgjorde 88% af det samlede salg, kunne disse anses for repraesentative.

I duplikken (54) har Raadet forklaret, at forskellen mellem sagsoegerens tal og Raadets egne kan henfoeres til en regnefejl fra sagsoegerens side. Umiddelbart forekommer dette argument mig at vaere plausibelt. Eftersom sagsoegeren ikke selv har opgivet, hvordan virksomheden har beregnet sine egne tal (der afviger fra Raadets), og heller ikke har bestridt de af Raadet i duplikken anfoerte tal (55), maa man efter min opfattelse gaa ud fra, at Raadets synspunkt er rigtigt.

Hvis andelen af den direkte eksport til Faellesskabet i henhold til disse udgjorde 88%, kunne Kommissionen og Raadet efter min mening gaa ud fra, at den helt overvejende del af varerne, der blev afsat af Gao Yao i EF, blot forsendtes i transit gennem Hongkong og den direkte eksport saaledes skulle anses for repraesentativ ved fastsaettelsen af den normale vaerdi.

76. Raadet kunne saaledes indtage det standpunkt, at den normale vaerdi i henhold til artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88 i det foreliggende tilfaelde skulle fastsaettes paa grundlag af priserne i oprindelseslandet. Da dette var Kina og saaledes et land uden markedsoekonomi, skulle der i dette tilfaelde i henhold til artikel 2, stk. 5, fastsaettes et sammenligningsland.

Som naevnt ovenfor er Raadet imidlertid efter alt at doemme gaaet ud fra, at den normale vaerdi i tilfaelde af en ren transitforsendelse skal fastsaettes paa grundlag af priserne i oprindelseslandet (56). Raadet har saaledes overset, at artikel 2, stk. 6, indroemmer faellesskabsinstitutionerne et skoen, og har derfor anvendt denne bestemmelse forkert.

77. Under sagen for Domstolen har Raadet endvidere forsoegt at forsvare sin opfattelse med, at den paagaeldende vare ikke blev fremstillet i Hongkong. OEjensynligt ville Raadet dermed subsidiaert stoette sig paa et af de to andre tilfaelde naevnt i artikel 2, stk. 6, i forordning nr. 2423/88. Dette argument naevntes ikke i den anfaegtede forordning, og sagsoegeren har tilsyneladende heller ikke som kraevet haft lejlighed til at udtale sig herom. Derfor er Raadet afskaaret fra at stoette sig paa dette argument. Desuden er det heller ikke godtgjort, at Raadets argument er rigtigt, idet Raadets repraesentant under den mundtlige forhandling erkendte, at der paa tidspunktet for antidumpingundersoegelsen fandtes en saadan produktion i Hongkong (der dog var hendoeende).

Fastsaettelse af sammenligningslandet i henhold til artikel 2, stk. 5

78. Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at faellesskabsinstitutionerne afgjorde spoergsmaalet, om sagsoegerens og EF-producenternes varer var de samme, forkert. Efter at Raadet i sit svarskrift havde anfoert, at spoergsmaalet om lighed ogsaa var af betydning for bestemmelsen af sammenligningslandet i henhold til artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 2423/88, har sagsoegeren naermere uddybet sit anbringende i replikken.

79. Jeg deler Raadets opfattelse af, at dette anbringende efter artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement er for sent fremfoert og derfor maa afvises. Endvidere paapeger Raadet med rette, at det var den kinesiske forening og sagsoegeren selv ° begge repraesenteret af sagsoegerens advokater ° der foreslog Thailand som sammenligningsland. Sagsoegerens forsoeg paa at betegne dette land som uegnet til sammenligning under henvisning til forskellen i bruttonationalprodukt (mellem Thailand og Kina), virker ikke overbevisende. Dette er ikke en afgoerende faktor. Derudover har sagsoegeren ikke kunnet gendrive de overvejelser, som faellesskabsinstitutionerne lagde til grund ved bestemmelsen af sammenligningslandet (57).

Varernes lighed

80. Sagsoegeren har med saerdeles omfangsrige og detaljerede redegoerelser forsoegt at godtgoere, at de varer, sagsoegeren saelger, og varerne fremstillet af faellesskabsproducenterne ikke kan anses for at vaere "samme vare" i henhold til artikel 2, stk. 12, i forordning nr. 2423/88. Saerligt har sagsoegeren anfoert, at faellesskabsproducenternes lightere kan taendes 3 000 gange, mens sagsoegerens kun kan taendes 1 200 gange. Derefter opregner sagsoegeren endnu ti detaljer, hvor der efter sagsoegerens opfattelse bestaar forskelle.

81. I henhold til artikel 2, stk. 12, skal varer anses for at vaere de samme, naar de er identiske eller har egenskaber, som ligger taet op ad den paagaeldende vares. Fuldstaendig overensstemmelse er saaledes ikke noedvendig. I forordning nr. 1386/91 anfoerte Kommissionen, at forskellen i det antal gange, lighterne kunne taendes, "langt mere" opvejedes af lighederne i de materielle egenskaber mellem faellesskabsprodukterne og de importerede lightere (58).

Det forekommer mig hverken rimeligt eller muligt udfoerligt at behandle alle detaljer, der er anfoert af sagsoegeren. Der maa ved afgoerelsen af spoergsmaalet om produkternes sammenlignelighed noedvendigvis indroemmes Kommissionen og Raadet et vist spillerum. Den eneste vigtige omstaendighed, der i det foreliggende tilfaelde kunne give anledning til tvivl om produkternes sammenlignelighed, er efter min opfattelse det forskellige antal gange, de kan taendes. Sammenslutningen lader til i sit indlaeg at ville benaegte en saadan forskel, naar den anfoerer, at faellesskabsprodukterne kun kan taendes 1 200 gange. Da der i den anfaegtede forordning og forordning nr. 1386/91 imidlertid gaas ud fra, at produkterne fremstillet i EF er lighterne fra OEstasien overlegne i antal gange, de kan taendes, kan der ikke tages hensyn til dette anbringende.

Raadet har anfoert, at Kommissionen blandt andet lagde vaegt paa, at forbrugeren ikke kunne konstatere nogen forskel paa de forskellige lightere, og at faellesskabsproducenternes og de oestasiatiske producenters produkter konkurrerede med hinanden. Subsidiaert tilfoejede Raadet, at forskellen ° der alligevel ikke var synlig for forbrugeren ° i antallet af gange, de kunne taende, ikke forhindrede, at produkterne laa taet op ad hinanden.

82. Jeg finder disse argumenter overbevisende. Faktisk spiller det sikkert ikke nogen afgoerende rolle for forbrugeren, om en lighter kan taende 1 200 eller 3 000 gange. Det er masseartikler, der ikke er saerligt dyre og saaledes koebes efter behov, uden at forbrugeren undersoeger dem indgaaende. Eftersom disse varer tillige ° her taler jeg efter egen erfaring ° har den egenskab ikke at vaere ved haanden, netop naar man skal bruge dem, viser erfaringer fra dagliglivet, at der ofte koebes en ny lighter, foer den gamle er brugt op. Det afgoerende er saaledes efter min opfattelse, at lighterne fremstillet af EF-producenterne og lighterne fremstillet af Gao Yao og andre konkurrerer indbyrdes. Dette kriterium for spoergsmaalet om lighed er anerkendt i retspraksis (59). Trods sagsoegerens opfattelse er det utvivlsomt, at der bestaar et saadant konkurrenceforhold mellem faellesskabsproducenternes varer og varerne fremstillet af producenterne fra de af undersoegelsen omfattede lande.

83. Endelig skal jeg paapege, at faellesskabsinstitutionerne i underbudsundersoegelsen for at sikre en rimelig sammenligning kun tog hensyn til lightere, der indeholdt den sammen maengde (gas) (60).

Spoergsmaalet om faellesskabsindustriens tab og aarsagssammenhaeng

84. Hvad for det foerste angaar spoergsmaalet om kumulering af importen fra landene omfattet af undersoegelsen, har sagsoegeren i replikken erkendt, at en saadan fremgangsmaade principielt er tilladt. Sagsoegeren er imidlertid af den opfattelse, at dette i det foreliggende tilfaelde ikke skal gaelde for Gao Yao, idet dennes andel paa faellesmarkedet laa paa under 2% og endog faldt i den paagaeldende periode (i 1988: 1,9%, i 1989: 1,4%).

Raadet har heroverfor anfoert, at sagsoegeren kun tager sin egen eksport i betragtning. Den anfaegtede forordning gaelder imidlertid for al import fra Kina, hvorfor denne import skal betragtes samlet (altsaa inklusive lightere hidroerende fra andre kinesiske firmaer). Derved fremkommer en markedsandel paa 2,2% i Faellesskabet. Raadet har endvidere erkendt, at institutionerne undertiden har undladt at betragte importen kumulativt, naar de beroerte eksportoerers forhold ikke kunne sammenlignes. I denne sag har dette imidlertid ikke efter Raadets opfattelse vaeret tilfaeldet, idet eksporten fra alle de beroerte stater har bidraget til at skade faellesskabsindustrien.

85. Jeg kan ikke se nogen retlig fejl deri. Der findes givet ingen regel, hvorefter Faellesskabet skal undlade at idoemme antidumpingtold ved eksport, der udgoer mindre end 2% af faellesmarkedet. Jeg mener heller ikke, at Kina blev fejlagtigt inddraget, eftersom beregningen paa grundlag af de af Gao Yao fremlagte tal viser, at prisunderbuddet for Gao Yao' s vedkommende var mere betydeligt end for alle andre omfattede producenters vedkommende (61).

Raadet har ved vurderingen endvidere med rette taget hensyn til tallene for import fra hele Kina. Undersoegelsen og den anfaegtede forordning vedroerte ° hvilket ogsaa er rimeligt for et land uden markedsoekonomi ° landet, ikke alene sagsoegerens eksport. Sagsoegeren har heller ikke kunnet godtgoere, at de tal, som faellesskabsinstitutionerne fremlagde, ikke var rigtige. Disse tal omfattede ganske vist ogsaa opgivelser for piezolightere ° og jeg har netop udfoerligt taget stilling til denne fremgangsmaade. Men hvis man alligevel laegger disse tal til grund, er det uden videre indlysende, at disse i den foreliggende sammenhaeng endog var gunstige for sagsoegeren; hvis andelen af lightere fra Kina (der efter alt at doemme ikke fremstiller piezolightere) paa det samlede faellesmarked (inklusive piezolightere) udgjorde 2,2%, ville den tilsvarende andel utvivlsomt have vist sig at vaere hoejere, hvis man alene havde lagt de produkter til grund, som er genstand for denne sag.

86. Sagsoegerens anbringende vedroerende import fra tredjestater behoever jeg heller ikke behandle naermere. Som allerede anfoert, er andelen af denne import paa faellesmarkedet ° stadig naar tallene anvendt af faellesskabsinstitutionerne laegges til grund ° faldet og ikke steget, som sagsoegeren haevder.

87. Jeg skal nu behandle spoergsmaalet om, hvilke virkninger importen fra de paagaeldende lande har haft paa faellesskabsindustrien. Kommissionen har i denne sammenhaeng ° som allerede naevnt ° konstateret, at produktion, kapacitetsudnyttelse, markedsandel, salg, priser, fortjeneste og beskaeftigelse var gaaet tilbage inden for denne gren af faellesskabsindustrien (62). Raadet bekraeftede disse konklusioner i den anfaegtede forordning (63).

88. Jeg skal foerst se paa spoergsmaalet om priser. Ifoelge det af Kommissionen oplyste faldt priserne paa de af undersoegelsen omfattede varer mellem 1986 og 1989 med 28%. Producenterne i Faellesskabet forsoegte at holde trit med disse priser, og deres priser faldt ° hvis man gaar ud fra priserne fra 1986 ° til 96% i 1987, 88% i 1988 og 86% i 1989.

Uden at bestride relevansen af disse tal skal jeg paapege, at prisfald i en branche, der er praeget af skarp konkurrence, ikke er usaedvanligt. Det ville ogsaa vaere interessant at vide, hvordan priserne for de noedvendige raastoffer (saerligt gas) udviklede sig i den samme periode. Da sagsoegeren imidlertid ikke har fremfoert noget herom, finder jeg det ufornoedent at gaa ind herpaa.

89. Efter det af Kommissionen oplyste er faellesskabsproducenternes fortjeneste ogsaa blevet forringet "mellem 1986 og 1989". Denne oplysning er efter min opfattelse saa upraecis, at den vanskeligt kan bruges. For det foerste siger den intet om, hvordan fortjenesten har udviklet sig i detaljer. Den naevnte formulering udelukker nemlig ikke muligheden af, at fortjenesten kun faldt i et aar (f.eks. fra 1986 til 1987) og siden steg igen. For det andet er institutionernes konstatering af tvivlsom vaerdi, selv om ° hvilket maa antages ° de hermed vil bevise, at fortjenesten i den naevnte periode fortsat faldt i forhold til det foregaaende aar. Ifoelge Kommissionens konstateringer foretog en af de to producenter i Faellesskabet en omstrukturering i 1986 og 1987. Derved blev sandsynligvis ikke alene antallet af beskaeftigede reduceret betydeligt, men kapaciteten blev samtidig betydeligt oeget (64). Sagsoegeren henviser med rette til, at en saadan proces er forbundet med omkostninger, der ellers fordeles over flere aar. Raadet har i duplikken erkendt, at de foretagne investeringer er blevet afskrevet paa normal vis. Det er saaledes vanskeligt at forstaa, hvorfor faellesskabsinstitutionerne ikke har taget hensyn til virkningerne heraf paa fortjenesten.

90. Med hensyn til antallet af beskaeftigede i Faellesskabet har Kommissionen anfoert, at dette ° hvis man igen laegger tallene fra 1986 til grund ° faldt til 81% i 1987, 78% i 1988 og 73% i 1989. I denne sammenhaeng ° og kun her ° naevnes det, at omstruktureringen af en af de to faellesskabsproducenter medfoerte et "betydeligt" fald i virksomhedens arbejdsstyrke. Der bliver dog ikke gjort noget forsoeg paa at udtrykke virkningerne af denne omstrukturering i tal. Dette havde imidlertid vaeret naerliggende, idet hovedparten af dette fald i antallet af beskaeftigede ogsaa ifoelge Kommissionens tal sker i netop det aar, hvor omstruktureringen fandt sted (1986/1987).

91. Det er maaske her paa tide at standse op et oejeblik og paapege, at naar institutionerne skal afgoere, om der foreligger en skade paa industrien i Faellesskabet, skal de tage hensyn til "en raekke faktorer", og "hverken en enkelt eller flere af disse er noedvendigvis udslagsgivende for afgoerelsen" (65). Det er endvidere ubestrideligt, at institutionerne raader over "vide skoensmaessige befoejelser" ved vurderingen af komplicerede oekonomiske forhold og saerligt ved fastlaeggelsen af skaden i forbindelse med en antidumpingprocedure (66). Man kunne saaledes vaere tilboejelig til at se bort fra de ovenfor naevnte forsoemmelser ved fastlaeggelsen af skaden. Det fremgaar af de foelgende bemaerkninger, hvorfor en saadan eftergivende holdning ville vaere helt og aldeles upassende i det foreliggende tilfaelde.

92. Baade Raadet og Kommissionen haevder i deres forordninger, at omfanget af faellesskabsproducenternes afsaetning faldt paa faellesmarkedet. I 38. betragtning til forordning nr. 1386/91 anfoeres imidlertid tallene for dette salg i aarene 1986 til 1989 (67). Det fremgaar deraf, at salget ikke faldt, men tvaertimod steg ° og endog i betragteligt omfang. Det er ganske uforklarligt, hvordan faellesskabsinstitutionerne i betragtning af disse tal ° udregnet af dem selv ° kunne paastaa, at faellesskabsproducenternes salg var faldet.

93. Lige saa uforklarlig er faellesskabsinstitutionernes behandling af faellesskabsproducenternes produktion og kapacitetsudnyttelse. Det haevdes for det foerste, at faellesskabsproducenternes produktion gik tilbage mellem 1986 og 1989 og kun ° hvis man laegger tallene fra 1986 til grund ° naaede 97% i 1989. Kapacitetsudnyttelsen var ifoelge institutionerne ligeledes faldet. Hvis man igen laegger niveauet i 1986 til grund og lader kapacitetsforoegelsen, der var sket i mellemtiden, ude af betragtning, saa skulle udnyttelsen i 1989 vaere faldet til 97% (af niveauet i 1986).

Da faellesskabsproducenternes salg i Faellesskabet imidlertid ° som jeg allerede har paavist ° i den paagaeldende periode steg betydeligt, mens produktionen samtidig faldt, kan dette kun forklares med, at faellesskabsproducenterne maa have raadet over omfattende lagre, som de maatte have nedbragt i den paagaeldende periode (68). Denne forklaring maa imidlertid udelukkes, idet institutionerne har erklaeret, at der mellem 1986 og 1989 ikke kunne konstateres "stoerre aendringer i lagrene" (69).

94. Kommissionens repraesentant har som svar paa mit spoergsmaal under den mundtlige forhandling indroemmet, at han ikke helt kunne forklare denne uoverensstemmelse. Det er ogsaa betegnende, at Raadet i duplikken forbigik sagsoegerens anbringende herom i tavshed og noejedes med at rette en fejl, sagsoegeren havde begaaet, og som sagsoegeren selv efter alt at doemme allerede havde rettet (70).

Paa baggrund af min redegoerelse ovenfor maa det vaere indlysende, at det drejer sig om en aabenbar fejl, som beror paa en regnefejl. Til stoette herfor kan jeg henvise til et dokument forelagt af Raadet.

Dette har som bilag til duplikken fremlagt et dokument, der skulle indeholde oplysninger om forbruget i Faellesskabet, udviklingen i den paagaeldende import og virkningerne paa faellesskabsindustrien. Efter alt at doemme er det et internt arbejdsdokument, hvori tallene anfoert i forordningen staar opfoert. Efter tallene for produktionen og kapacitetsudnyttelsen staar i hvert enkelt tilfaelde ordet "error" ved siden af henvisningerne til det sted, hvor disse tal findes i forordning nr. 1386/91. Nedenunder er der hver gang tilfoejet en ny linje, hvor der angives andre tal for 1989. I hoejre margen ud for disse linjer staar ordet "real".

Institutionerne er altsaa aabenbart selv naaet frem til, at de tal, de havde anvendt var forkerte. De tal, der i dokumentet betegnes som "real", loeser konflikten, der er beskrevet ovenfor, idet produktionen og kapacitetsudnyttelsen beregnet paa grundlag af tallene fra 1986 ifoelge disse begge udgjorde 107% i 1989.

95. Domstolen vil drage de noedvendige slutninger af den omstaendighed, at institutionerne efter alt at doemme ville skjule en fejl, de havde begaaet. I denne sag maa der allerede af andre grunde gives sagsoegeren medhold, hvorfor denne omstaendighed ikke laengere er afgoerende ° hvor bemaerkelsesvaerdig den end maatte forekomme. Dette eksempel viser imidlertid, at det helt generelt er noedvendigt at undersoege faellesskabsinstitutionernes virksomhed paa antidumpingomraadet saerdeles grundigt, naar denne anfaegtes under et soegsmaal. Retten i Foerste Instans, som behandlingen af disse sager vil paahvile i fremtiden, vil givetvis laegge samme grundighed for dagen ved undersoegelsen heraf, som den hidtil har udvist ved proevelsen af sager paa konkurrenceretsomraadet.

96. Efter denne principielle konstatering er der kun tilbage at proeve Raadets udsagn om, at den staerke stigning i importen fra de beroerte lande haenger sammen med et "lige saa staerkt" fald i produktionen, kapacitetsudnyttelsen, salget, markedsandelen, priserne, fortjenesten og beskaeftigelsen i Faellesskabet. Denne paastaaede parallelitet udgoer det eneste nye element, som Raadet i den anfaegtede forordning har tilfoejet Kommissionens betragtninger. Det er karakteristisk for den foreliggende sag, at heller ikke dette argument er holdbart. Paa baggrund af ovenstaaende gennemgang kan der ikke bestaa en saadan parallelitet. For blot at tage et eksempel: Stigningen i importen fra de beroerte lande modsvaredes af en betydelig stigning i EF-producenternes eget salg ° ikke af et fald.

97. Raadet har til slut under den mundtlige forhandling anfoert, at der i den anfaegtede forordning trods alt er en "vis sammenhaeng". Med hensyn hertil skal jeg henvise til mine redegoerelser ovenfor.

Den eneste konklusion, der holder over for en naermere proevelse, er konstateringen af en nedgang i faellesskabsproducenternes markedsandel i Faellesskabet fra 78,4% (1986) til 60,5% (1989). Paalaeggelsen af antidumpingtold kan imidlertid ikke i det foreliggende tilfaelde stoettes alene paa denne omstaendighed. Dette saa meget desto mere, som disse oplysninger bygger paa tal, der ogsaa omfattet produkter, der ikke var omfattet af undersoegelsen, og saaledes maa anses for upaalidelige (71).

98. Sammenslutningen har i sit indlaeg naevnt nye tal for importen fra Kina. Ifoelge disse beloeb importen fra Kina sig i 1989 til knap 9,6 mio. enheder. Det giver sig selv, at disse oplysninger, hvis kilde ikke afsloeres, ikke kan anvendes, naar de ikke er benyttet i den anfaegtede forordning. Kommissionen har alligevel paaberaabt sig disse tal under den mundtlige forhandling, hvilket jeg kun kan protestere imod.

99. Endelig skal jeg bemaerke, at man i betragtning af konstateringerne vedroerende dette punkt ogsaa kan forfaegte det synspunkt, at den anfaegtede forordning ikke saa meget er behaeftet med en materiel fejl, men snarere at der foreligger manglende begrundelse (72). Sondringen er vanskelig paa dette omraade. Da jeg imidlertid er af den opfattelse, at den naevnte mangel ikke har frataget sagsoegeren muligheden for at udnytte sin soegsmaalsret i henhold til EF-traktatens artikel 173, forekommer det mig mere sagligt begrundet her at laegge til grund, at der foreligger en materiel fejl (73).

Vedroerende spoergsmaalet om forskelsbehandling

100. Endelig skal jeg ° kortfattet ° behandle sagsoegerens oevrige argumenter. Det sagsoegende selskab har gjort gaeldende, at det ved anvendelsen af artikel 2, stk. 5, (i stedet for stk. 6) er blevet forskelsbehandlet. Jeg maa tilstaa, at jeg ikke er ganske klar over, hvad sagsoegeren mener med dette anbringende. Det lader imidlertid til, at sagsoegeren vil sondre mellem de varer, sagsoegeren har solgt direkte til Faellesskabet, og de produkter, der er kommet ind i Faellesskabet via mellemhandlere i Hongkong. Der foreligger ifoelge sagsoegeren en tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet ved, at to forskellige situationer er blevet behandlet ens (nemlig belagt med den samme antidumpingtold). Dette spoergsmaal skal ikke behandles naermere, eftersom kun mellemhandlerne i Hongkong ville vaere beroert af en saadan diskriminering ° hvis der overhovedet skulle foreligge en saadan. Sagsoegeren kan derimod ikke goere dette gaeldende, eftersom sagsoegeren ikke selv blev forfordelt.

Tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik

101. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om god forvaltningsskik derved, at faellesskabsinstitutionerne ikke har besvaret alle de af sagsoegeren fremfoerte argumenter og faktiske forhold, og Kommissionen ikke har meddelt Raadet en vaesentlig overvejelse. Det drejer sig tydeligvis om spoergsmaal, der hoerer sammen med tilsidesaettelsen af retten til kontradiktion og af begrundelsespligten, som jeg allerede har behandlet.

Spoergsmaalet om manglende kompetence

102. Endvidere har sagsoegeren paaberaabt sig, at det i henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2423/88 er Raadet, der har kompetence til at fastsaette den endelige antidumpingtold. Eftersom Raadet er blevet vildledt af Kommissionen med hensyn til vaesentlige omstaendigheder, er det efter sagsoegerens opfattelse ikke den kompetente institution, der har udstedt den anfaegtede forordning.

Dette argument er uholdbart. Den anfaegtede forordning blev udstedt af Raadet, saaledes som det kraeves i forordning nr. 2423/88.

Spoergsmaalet om magtfordrejning

103. Endelig har sagsoegeren gjort gaeldende, at der foreligger magtfordrejning i henhold til EF-traktatens artikel 173 fra faellesskabsinstitutionernes side. Raadet har efter sagsoegerens opfattelse ikke ladet sig lede af Faellesskabets interesse, men af oensket om at beskytte en faellesskabsindustri, som slet ikke har behov for denne beskyttelse.

Efter det ovenfor anfoerte kan en saadan mistanke vel ikke umiddelbart afvises. Alligevel skal jeg bemaerke, at ifoelge retspraksis skal det godtgoeres med "objektive, relevante og overbevisende omstaendigheder og grunde", at den anfaegtede foranstaltning er blevet truffet for at fremme uvedkommende formaal (74). Sagsoegeren har ikke fremlagt et saadant bevis.

Sammenfatning og afgoerelse om sagens omkostninger

104. Sagen maa derfor antages til realitetsbehandling, og der maa gives sagsoegeren medhold. Afgoerelsen om sagens omkostninger foelger af artikel 69, stk. 1 og 2, samt stk. 4, foerste og andet afsnit, i Domstolens procesreglement. Sagsoegeren har ganske vist ogsaa for intervenienternes vedkommende nedlagt paastand om, at Raadet tilpligtes at betale omkostningerne. For Kommissionens vedkommende indeholder artikel 69, stk. 4, foerste afsnit, imidlertid en bindende regel. Med hensyn til sammenslutningen forekommer det berettiget at anvende artikel 69, stk. 4, andet afsnit, idet denne har skabt yderligere uklarhed i sagen ved at fremlaegge nye tal.

C ° Forslag til afgoerelse

105. Jeg skal derfor foreslaa Domstolen

° at kende Raadets forordning (EOEF) nr. 3433/91 af 25. november 1991 ugyldig, for saa vidt angaar sagsoegeren, og

° at tilpligte Raadet at betale sagens omkostninger, undtagen intervenienternes omkostninger, som disse selv baerer.

(*) Originalsprog: tysk.

(1) ° EFT L 326, s. 1.

(2) ° Jf. tredje betragtning til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1386/91 af 23.5.1991 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af lommetaendere med fyrsten, med gas som braendstof, ikke til genopfyldning, med oprindelse i Japan, Den Kinesiske Folkerepublik, Republikken Korea og Thailand (EFT L 133, s. 20).

(3) ° EFT L 209, s. 1.

(4) ° Meddelelsen er trykt i EFT 1990 C 89, s. 3.

(5) ° Den relevante passus lyder som foelger: We have no domestic sales.

(6) ° Jf. punkt 43 og 44 vedroerende ordlyden af de paagaeldende bestemmelser.

(7) ° Jf. fodnote 2.

(8) ° Jf. den i fodnote 2 anfoerte forordning, tiende betragtning.

(9) ° Jf. den i fodnote 2 anfoerte forordning, ellevte betragtning.

(10) ° Jf. den i fodnote 2 anfoerte forordning, attende betragtning.

(11) ° Den eneste afvigelse fra Kommissionens forslag bestaar i, at Kommissionen deri henviste til grundforordningen , hvorimod forordningen her omtales med sit referencenummer.

(12) ° Se for at faa et overblik for eksempel Wang Xiaoye: Das EG-Antidumpingrecht und die Ausfuhren der VR China in die EG, RabelsZ 1993, s. 685, jf. s. 688 ff.

(13) ° Jf. ovenfor, punkt 8.

(14) ° Bortset fra, at to aktier i det sagsoegende selskab indehaves af statsborgere i Hongkong, synes sagsoegerens advokater at have lagt vaegt paa, at 50% af Gao Yao (Kina) ° som ejer den resterende del af Gao Yao (HK) ° kontrolleres af statsborgere i Hongkong.

(15) ° Det drejede sig i alle disse tilfaelde om fastsaettelse af normalvaerdien.

(16) ° Jf. dom af 5.10.1988 (sag 250/85, Brother mod Raadet, Sml. s. 5683, praemis 16), af 10.3.1992 (sag C-175/87, Matsushita mod Raadet, Sml. I, s. 1409, praemis 12), og af 13.10.1993 (sag C-104/90, Matsushita mod Raadet, Sml. I, s. 4981, praemis 9).

(17) ° Dom af 16.5.1991 (sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501, praemis 15, med udfoerlige henvisninger til tidligere retspraksis), jf. ogsaa forslag til afgoerelse fremsat af generaladvokat Jacobs i samme sag, s. 2507, jf. s. 2510 ff.

(18) ° Jf. f.eks. den situation, der forelaa i dommen af 5.10.1988 i de forenede sager 294/86 og 77/87 (Technointorg mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 6077).

(19) ° Jf. 22. betragtning til forordning nr. 1386/91 og tolvte betragtning til forordning nr. 3433/91, hvorved denne beregning bekraeftes af Raadet.

(20) ° Jf. den ovennaevnte sag C-175/87 (ovenfor paa det i fodnote 16 anfoerte sted).

(21) ° Jf. dom af 13.10.1993 i sag C-104/90 (naevnt ovenfor i fodnote 16).

(22) ° Jf. f.eks. dom af 29.3.1979, sag 118/77, ISO mod Raadet, Sml. s. 1277.

(23) ° Dom af 6.10.1982, sag 307/81, Sml. s. 3463, praemis 13.

(24) ° Med henblik paa en mere vidtgaaende fremstilling henvises bl.a. til Anthony Arnull: Challenging EC antidumping regulations: The problem of admissibility, 1992, 2 ECLR, s. 73, jf. s. 76 ff.

(25) ° Naevnte dom (fodnote 17), s. 2520 ff.

(26) ° Jf. dom af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 108.

(27) ° Jf. dom af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, Sml. I, s. 3187, praemis 17.

(28) ° Jf. generaladvokat Van Gerven' s forslag til afgoerelse i sag C-16/90 (Noelle, Sml. 1991 I, s. 5163, jf. s. 5172, punkt 13).

(29) ° Jf. naevnte dom i Al-Jubail-sagen (fodnote 27, praemis 20).

(30) ° Jf. ovenfor, punkt 7, in fine.

(31) ° Jf. ovenfor, punkt 11.

(32) ° Jf. ovenfor, punkt 45.

(33) ° Se hertil J. . Beseler/A. . Williams: Anti-Dumping and Anti-Subsidy Law: The European Communities, London, 1986, s. 73; J. Boudant: L' antidumping communautaire, Paris, 1991, s. 73 ff.

(34) ° Jf. f.eks. den nylige dom af 10.3.1992 (sag C-171/87, Canon mod Raadet, Sml. I, s. 1237, praemis 55). Se endvidere mit forslag til afgoerelse i sag C-69/89 (Nakajima mod Raadet, Sml. 1991 I, s. 2069, paa s. 2112, punkt 34).

(35) ° Se ovenfor under punkt 10 vedroerende dette begreb. I staevningen havde sagsoegeren gjort gaeldende, at tallene, som faellesskabsinstitutionerne havde anvendt, derudover omfattede lightere, der havde et stoerre rumindhold end de produkter, der fremstilledes af Gao Yao, og derfor ikke var den samme vare. I 34. betragtning til forordning nr. 1386/91 har Kommissionen imidlertid forklaret, at den for at sikre en rimelig sammenligning ved bedoemmelsen af prisunderbuddet kun havde taget hensyn til lightere med et sammenligneligt rumindhold. Dette bekraeftes af Raadet i trettende betragtning til den anfaegtede forordning. Sagsoegeren synes ikke laengere at ville fastholde dette punkt i sine anbringender i duplikken. I betragtning af den foelgende redegoerelse for spoergsmaalet om, hvorvidt der var taget hensyn til piezolightere, boer dette synspunkt ikke laengere spille nogen selvstaendig rolle.

(36) ° Jf. punkt 6.1 i samme skrivelse.

(37) ° Se ovenfor, punkt 10.

(38) ° Jf. femte betragtning til den anfaegtede forordning.

(39) ° Foerste betragtning til den anfaegtede forordning kan ses som en bekraeftelse af min opfattelse.

(40) ° Jf. saerligt 41. betragtning, andet afsnit, til forordning nr. 1386/91.

(41) ° 44. betragtning til forordning nr. 1386/91, bekraeftet i femtende betragtning til den anfaegtede forordning.

(42) ° Paa grundlag heraf fremkommer der for 1986 et forbrug paa 321,8 mio. enheder og for 1989 et forbrug paa 435,6 mio. enheder.

(43) ° Jf. ovenfor, punkt 12.

(44) ° Tallene skulle saa naturligvis vaere lavere (og ikke hoejere). Endvidere viser en sammenligning af de i forordningens 31. betragtning naevnte tal, at indfoersler af piezotaendere fra de beroerte stater skulle have vaeret langt hoejere (i 1989 mindst over 50 mio.).

(45) ° Jf. ovenfor, punkt 14.

(46) ° Jf. ovenfor, punkt 54.

(47) ° Jf. attende til 21. betragtning til forordning nr. 1386/91.

(48) ° Jf. hertil nedenfor, punkt 84.

(49) ° Jf. 48. betragtning til forordningen.

(50) ° Beregnet som forbrug minus EF-producenternes salg og importen fra Korea, Japan, Kina og Thailand (for 1989 f.eks. 439,8 mio. - 266,5 mio. - 152,5 mio = 20,8 mio. enheder).

(51) ° Jf. ovenfor, punkt 60 ff.

(52) ° Jf. nedenfor, punkt 74 ff.

(53) ° Jf. ovennaevnte dom i sagen Nakajima (fodnote 16, praemis 29).

(54) ° Det her gengivne findes i bilag 2 til duplikken. Raadet har maerket dette bilag fortroligt . Raadet har imidlertid ikke udtrykkeligt anmodet om, at det behandles fortroligt, og det lader til at vaere blevet fremsendt til alle procesparter. Jeg vil imidlertid (af naerliggende grunde) alligevel noejes med at gengive de konklusioner, som Raadet her har draget, uden i enkeltheder at citere Raadets oplysninger om salg.

(55) ° Sagsoegeren ville have haft lejlighed hertil under den mundtlige forhandling. Imidlertid udeblev sagsoegeren fra denne forhandling.

(56) ° Jf. ovenfor, punkt 54 og 69.

(57) ° Jf. 21. betragtning til forordning nr. 1386/91.

(58) ° Jf. tolvte og trettende betragtning til forordningen, som bekraeftet i femte betragtning til den anfaegtede forordning.

(59) ° Jf. ovennaevnte dom i Technointorg-sagen (i fodnote 18, praemis 37, 38 og 39), domme af 10.3.1992, sag C-176/87, Konishiroku mod Raadet, Sml. I, s. 1493, praemis 11 ff., og sag C-177/87, Sanyo Electric mod Raadet, Sml. I, s. 1535, praemis 11 ff.

(60) ° Jf. 34. betragtning til forordning nr. 1386/91, bekraeftet ved trettende betragtning til den anfaegtede forordning.

(61) ° Jf. 35. betragtning til forordning nr. 1386/91.

(62) ° Jf. 41. og 47. betragtning til forordning nr. 1386/91 (se ovenfor, punkt 16).

(63) ° Jf. fjortende og femtende betragtning til den anfaegtede forordning (se ovenfor, punkt 22).

(64) ° Jf. 36. og 40. betragtning til forordning nr. 1386/91.

(65) ° Dom af 27.11.1991, sag C-315/90, Gimelec m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5589, praemis 17.

(66) ° Jf. ovennaevnte dom i Nakajima-sagen (fodnote 26, praemis 86); fast retspraksis.

(67) ° Gengivet i punkt 14 i dette forslag til afgoerelse.

(68) ° Rent teoretisk kan man ogsaa forestille sig, at stigningen i salget i Faellesskabet var fremkommet ved overflytning af lightere, der hidtil var solgt i tredjelande. Selv om faellesskabsproducenterne tilsyneladende ogsaa eksporterer til tredjelande, er et saadant forloeb yderst usandsynligt. Hverken i de paagaeldende forordninger eller i korrespondancen under antidumpingproceduren har jeg kunnet finde det mindste, der peger i den retning. Faellesskabsinstitutionerne har da heller ikke paaberaabt sig en saadan mulighed.

(69) ° Jf. 37. betragtning til forordning nr. 1386/91.

(70) ° Sagsoegeren lader til foerst at have forstaaet det saadan, at naar Kommissionen og Raadet i hvert enkelt tilfaelde anvendte niveauet i 1986 (= 100%) som grundlag for sammenligningen, laa f.eks. EF-producenternes kapacitetsudnyttelse i 1986 faktisk paa 100% ° en fuldstaendig meningsloes antagelse.

(71) ° Jf. ovenfor, punkt 60 ff.

(72) ° Jf. ovenfor, punkt 59, vedroerende betingelserne for, at der foreligger en tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 190.

(73) ° Jf. vedroerende denne sondring mit forslag til afgoerelse af 15.7.1993 (sag C-216/91, Rima mod Raadet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, punkt 110).

(74) ° Jf. ovennaevnte dom i Nakajima-sagen (fodnote 26, praemis 134).