Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Dommens præmisser

1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 20 . juli 1987, har Jean Koutchoumoff, som er assistent i den administrative enhed "Strategi vedroerende informations - og telekommunikationsteknologi", i Kommissionens Generaldirektorat XIII, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens stiltiende afvisning af sagsoegerens klage af 27 . november 1986 . Ved klagen, som blev registreret hos Kommissionen den 22 . december 1986, anmodede sagsoegeren administrationen om at ivaerksaette disciplinaer forfoelgning mod hans overordnede, Christopher Wilkinson . Under sagen har Koutchoumoff endvidere nedlagt paastand om, at det anerkendes, at han har krav paa bistand i henhold til tjenestemandsvedtaegtens artikel 24, og at Kommissionen tilpligtes at betale ham en erstatning paa 6 050 ECU .

2 Den 2 . juni 1986 var Koutchoumoff blevet tilsagt moede paa sin overordnede Wilkinsons kontor og haevder i den forbindelse at vaere blevet udsat for et voldeligt overfald fra sin overordnedes side, som han ikke kunne undvige paa anden maade end ved at flygte i sin bil .

3 Ved skrivelse af 4 . juni 1986 anmodede Koutchoumoff ansaettelsesmyndigheden om, at der blev rejst sag for Disciplinaerraadet . Da administrationen imidlertid ikke besvarede henvendelsen, indgav sagsoegeren en klage til Kommissionen den 27 . november s.aa ., med samme ordlyd som ansoegningen af 4 . juni . Da Kommissionen imidlertid heller ikke besvarede klagen, har sagsoegeren anlagt sag ved Domstolen til proevelse af Kommissionens stiltiende afvisning, og har under sagen tillige kraevet erstatning for det lidte tab .

4 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, de relevante faellesskabsretlige bestemmelser og indlaeggene for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Formaliteten

5 Kommissionen har fremfoert tre formalitetsindsigelser .

6 For det foerste anfoerer Kommissionen, at dens stiltiende afvisning af Koutchoumoffs klage af 27 . november 1986, som Koutchoumoff har indbragt til proevelse ved Domstolen, blot var en bekraeftelse af den stiltiende afvisning af sagsoegerens foerste ansoegning af 4 . juni 1986 om ivaerksaettelse af disciplinaer forfoelgning mod Wilkinson . Den stiltiende afvisning af klagen kan derfor ikke ifoelge Kommissionens anses for en retsakt, som kan anfaegtes .

7 Herom bemaerkes, at en sag, som en tjenestemand har anlagt ved Domstolen til proevelse af en beslutning, ansaettelsesmyndigheden har truffet for hans vedkommende, ikke i henhold til artiklerne 90 og 91 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber kan fremmes til realitetsbehandling, medmindre tjenestemanden foerst har indgivet klage til ansaettelsesmyndigheden, og denne klage er blevet udtrykkeligt eller stiltiende afvist . Efter vedtaegtens opbygning skal tjenestemanden saaledes foerst indgive klage over den beslutning, som anfaegtes, og under sagen ved Domstolen anfaegte den beslutning, hvorved klagen afvises . Sagen kan fremmes til realitetsbehandling, uanset om den alene vedroerer den foerst anfaegtede beslutning, om den vedroerer afvisningen af klagen, eller om den vedroerer begge disse beslutninger i forening ( jfr . dom af 19 . januar 1984, Andersen m.fl . mod Raadet, sag 260/80, Sml . s . 177, navnlig praemisserne 3 og 4 ), dog forudsat, at klagen, henholdsvis sagsanlaegget, indgives inden for fristerne i vedtaegtens artikler 90 og 91, hvilken betingelse er opfyldt i denne sag . Kommissionens foerste formalitetsindsigelse kan derfor ikke tages til foelge .

8 Kommissionen har for det andet gjort gaeldende, at Koutchoumoff ikke i nogen af sine skrivelser anmodede om, at vedtaegtens artikel 24 blev anvendt over for ham og heller ikke rejste krav om erstatning .

9 Om denne foerste indsigelse bemaerkes, at det fremgaar af sagen, at sagsoegeren ansoegte om, at der blev ivaerksat disciplinaer forfoelgning mod Wilkinson, og altsaa oenskede beskyttelse i denne form efter vedtaegtens artikel 24 .

10 Om den anden indsigelse bemaerkes, at paastande i tjenestemandssager ifoelge Domstolens faste praksis skal have samme genstand som klagen og kun maa indeholde klagepunkter, som hviler paa samme grundlag som de i klagen anfoerte . Disse klagepunkter kan for Domstolen uddybes ved fremfoerelse af anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis figurerer i klagen, men som staar i noeje forbindelse med den ( jfr . dom af 20 . maj 1987, Geist mod Kommissionen, sag 242/85, Sml . s . 2181 ). Formaalet med tjenestemandsvedtaegtens artikler 90 og 91 er saaledes at muliggoere en mindelig bilaeggelse af tvister mellem tjenestemaend og administrationen og ikke at foretage en rigoristisk og endelig afgraensning af det eventuelle tvistemaal ved Domstolen, blot soegsmaalet hverken aendrer klagens aarsag eller genstand ( jfr . dom af 7 . maj 1986, Rihoux m.fl . mod Kommissionen, sag 52/85, Sml . s . 1555 ). Det gaelder navnlig, naar sagsoegeren, som det er tilfaeldet i denne sag, i sin klage har rejst krav om annullation af den vedroerende ham trufne beslutning . Et saadant krav kan nemlig efter omstaendighederne indebaere et krav om erstatning af det tab, som beslutningen maatte have forvoldt ham . Heller ikke paa dette punkt kan Kommissionens formalitetsindsigelse derfor tages til foelge .

11 Endelig har Kommissionen gjort gaeldende, at sagsoegeren under retsforhandlingerne ved Domstolen har kraevet erstatning for andre tab end dem, der er naevnt i staevningen . Herom bemaerkes, at samtlige erstatningskrav udspringer af Kommissionens afslag paa at yde sagsoegeren beskyttelse i henhold til vedtaegtens artikel 24 . Foelgelig er sagsgenstanden ikke blevet aendret under retsforhandlingerne ved Domstolen .

12 Derimod maa der gives Kommissionen medhold i, at Domstolen ikke kan paalaegge administrationen at yde sagsoegeren den beskyttelse, han mener han har krav paa . Paastanden herom maa derfor afvises fra realitetsbehandling .

Kravet om annullation af Kommissionens afslag paa at yde sagsoegeren beskyttelse i henhold til vedtaegtens artikel 24

13 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat sin bistandspligt ved ikke at have forsoegt at opklare, hvad der rent faktisk skete den 2 . juni 1986 . Desuden haevdes Kommissionen at have tilsidesat vedtaegtens artikel 24 ved ikke at have indledt disciplinaer forfoelgning mod Wilkinson paa grund af dennes angreb paa sagsoegeren .

14 Herom bemaerkes for det foerste, at faellesskabsinstitutionernes forpligtelse efter vedtaegtens artikel 24 til at beskytte tjenestemaend mod trusler, kraenkelser, injurier, aereroerige beskyldninger eller angreb, som tillige omfatter angreb fra andre tjenestemaend, er betinget af, at der foeres bevis for de paagaeldende handlinger .

15 Som Domstolen tidligere har fastslaaet ( jfr . dom af 14 . juni 1979, fru V . mod Kommissionen, sag 18/78, Sml . s . 2093 ), skal administrationen ganske vist, naar der er indtruffet en begivenhed, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den noedvendige strenghed for at konstatere, hvad der var sket, for paa denne baggrund at kunne beslutte, hvilke konsekvenser dette skulle have . Administrationen er dog ikke forpligtet til at ivaerksaette foranstaltninger til sagens oplysning, blot fordi en ansat har fremsat visse paastande .

16 Det paahviler nemlig den tjenestemand, der goer krav paa beskyttelse i henhold til vedtaegtens artikel 24, i det mindste at fremlaegge bevismidler for, at de angreb, som han haevder at have vaeret udsat for, faktisk har fundet sted . Kun i saa fald er Kommissionen forpligtet til at ivaerksaette passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemfoere en undersoegelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslaa de omstaendigheder, der ligger til grund for klagen .

17 Det fremgaar af sagen, at Koutchoumoffs og Wilkinsons forklaringer om episoden af 2 . juni 1986 afveg betydeligt fra hinanden . Wilkinson gjorde gaeldende, at han blot havde forsoegt at bevaege Koutchoumoff til at underskrive modtagelsesbeviset for sin bedoemmelsesrapport, og at Wilkinson var fulgt efter ham for at se, om han med sin undskyldning om, at han ville opsoege laegetjenesten, blot forsoegte at unddrage sig overgivelsen af bedoemmelsesrapporten . Sagsoegeren har ikke fremlagt noget som helst bevis til stoette for sin forklaring, i saerdeleshed ikke under den samtale, han havde med personaledirektoeren den 12 . maj 1987, idet han endog naegtede at angive navnene paa vidnerne, med det paaskud, at disse kunne blive udsat for pression .

18 Ganske vist har sagsoegeren under skriftvekslingen foreslaaet, at Domstolen afhoerer to vidner, og under den mundtlige forhandling, at der afhoeres yderligere vidner .

19 Herom bemaerkes, uden at det findes fornoedent at tage stilling til retmaessigheden af sagsoegerens begaeringer om vidneafhoering, dels at Domstolen alene kan proeve, om det var lovligt efter vedtaegtens artikel 24, at Kommissionen afslog at yde sagsoegeren beskyttelse i henhold til denne bestemmelse, dels at Domstolen ikke kan traede i Kommissionens sted eller tilpligte denne at yde en saadan beskyttelse .

20 Afgoerelsen af, om det var lovligt, at Kommissionen afslog at traeffe foranstaltninger i henhold til artikel 24, maa derfor traeffes paa grundlag af det bevismateriale, som Kommissionen raadede over paa det tidspunkt, da den traf den anfaegtede beslutning .

21 Det maa konstateres, at sagsoegeren paa davaerende tidspunkt aabenbart ikke havde fremlagt noget som helst bevis for sine paastande .

22 Det maa derfor anerkendes, uden at der findes at vaere anledning til at afhoere de foreslaaede vidner, at Kommissionen efter sagens omstaendigheder lovligt kunne antage, at Koutchoumoff ikke i tilstraekkeligt omfang havde godtgjort sine paastande vedroerende det omtalte handlingsforloeb, og at Kommissionen derfor med rette kunne afslaa sagsoegerens begaering om at traeffe foranstaltninger i henhold til vedtaegtens artikel 24 .

23 Foelgelig har Kommissionen ikke begaaet nogen tjenestefejl, der kan berettige sagsoegeren til erstatning, ligesom hans paastand om annullation og om ydelse af godtgoerelse ikke kan tages til foelge .

Afgørelse om sagsomkostninger

Sagens omkostninger

24 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk . 2, doemmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger . I henhold til procesreglementets artikel 70 baerer institutionerne imidlertid selv de udgifter, de har afholdt i sager anlagt af de ansatte ved Faellesskaberne .

Afgørelse

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN ( Tredje Afdeling )

1 ) Sagsoegte frifindes .

2 ) Hver part betaler sine omkostninger .