Forgrønnelse: en mere kompleks indkomststøtteordning, som endnu ikke er miljømæssigt effektiv

Resumé

I

Forgrønnelsesbetalingen (eller den grønne betaling) er en ny form for direkte betaling til landbrugere, der blev indført med 2013-reformen af den fælles landbrugspolitik. Den blev udformet med henblik på at gennemføre princippet om, at landbrugere bør belønnes for de offentlige goder, de leverer. Gennem denne mekanisme skulle forgrønnelsesordningen forbedre den fælles landbrugspolitiks miljømæssige resultater.

II

Denne beretning præsenterer konstateringerne fra vores revision vedrørende forgrønnelse. Vores overordnede revisionsspørgsmål var, om forgrønnelsesordningen kunne forbedre den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater i overensstemmelse med det mål, der er fastsat i EU-lovgivningen.

III

For at kunne besvare dette overordnede revisionsspørgsmål undersøgte vi:

• om ordningen har en interventionslogik, om der er opstillet klare og tilstrækkelig ambitiøse mål for forgrønnelse, og om politikkens budgettildeling er berettiget
• hvilke fordele forgrønnelsesordningen kan forventes at producere for miljøet og klimaet
• den kompleksitet, som forgrønnelsesordningen bibringer den fælles landbrugspolitik.

IV

Samlet set konkluderer vi, at forgrønnelsesordningen, som den gennemføres på nuværende tidspunkt, næppe vil forbedre den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater i væsentlig grad.

V

Vi konstaterede, at Kommissionen ikke havde udarbejdet en fuld interventionslogik for den grønne betaling. Den havde heller ikke opstillet klare og tilstrækkelig ambitiøse miljømæssige mål, som forgrønnelsesordningen skulle opfylde. Endvidere berettiger forgrønnelsesordningens miljømæssige indhold ikke politikkens budgettildeling. Den grønne betaling er dybest set fortsat en indkomststøtteordning.

VI

Vi konstaterede desuden, at forgrønnelsesordningen næppe vil indebære væsentlige fordele for miljøet og klimaet, primært på grund af den betydelige dødvægt, der påvirker politikken. Nærmere bestemt anslår vi, at forgrønnelsesordningen kun havde ført til ændringer i landbrugsmetoderne på ca. 5 % af EU's samlede landbrugsjord.

VII

Endelig konstaterede vi, at politikkens sandsynlige resultater ikke berettiger den betydelige kompleksitet, som forgrønnelsesordningen bibringer den fælles landbrugspolitik. En del af denne kompleksitet skyldes overlapninger mellem forgrønnelsesordningen og andre miljøinstrumenter under den fælles landbrugspolitik, herunder normerne for god landbrugs- og miljømæssig stand af jord (GLM-normerne). Forgrønnelsesordningen minder om GLM-normerne i den forstand, at den også dybest set er et sæt grundlæggende miljøbetingelser, der anvendes i forbindelse med indkomststøtte.

VIII

På grundlag af disse konstateringer fremsætter vi følgende anbefalinger:

• Kommissionen bør i forbindelse med den næste reform af den fælles landbrugspolitik udarbejde en fuldstændig interventionslogik for den fælles landbrugspolitiks bidrag til at opfylde EU's miljø- og klimarelaterede målsætninger, og denne interventionslogik bør omfatte specifikke mål og være baseret på en opdateret videnskabelig forståelse af de pågældende fænomener.
• Kommissionen bør som forberedelse på udarbejdelsen af sit forslag til den næste reform af den fælles landbrugspolitik gennemgå og gøre status over gennemførelsen af den aktuelle fælles landbrugspolitik. Ved udarbejdelsen af sit forslag bør Kommissionen benytte følgende vejledende principper:
  • Landbrugere bør kun have adgang til betalinger under den fælles landbrugspolitik, hvis de overholder et sæt grundlæggende miljønormer, som omfatter de områder, der er dækket af de nuværende GLM-normer og de generelle forgrønnelseskrav (som har det til fælles, at de skal være mere vidtgående end miljølovgivningens krav). Sanktionerne for manglende overholdelse af disse kombinerede normer bør være tilstrækkelige til at virke afskrækkende. Derudover bør alle sådanne grundlæggende normer indarbejdes fuldt ud i de miljømæssige mindstekrav til enhver programmeret aktion vedrørende landbrug
  • Specifikke lokale miljømæssige og klimarelaterede behov kan mest hensigtsmæssigt adresseres gennem stærkere programmerede tiltag vedrørende landbrug, der er baseret på opfyldelse af resultatmål og på finansiering, som afspejler en vurdering af de gennemsnitlige omkostninger og indkomsttab i forbindelse med aktioner og metoder, der går længere end de miljømæssige mindstekrav
  • Når medlemsstaterne gives forskellige muligheder at vælge imellem i deres gennemførelse af den fælles landbrugspolitik, skal de inden gennemførelsen kunne påvise, at de muligheder, de vælger, er effektive med hensyn til at opfylde de politiske mål.

Indledning

01

Den Europæiske Union (EU) yder direkte tilskud til landbrugere under søjle I¹ i den fælles landbrugspolitik. Et af hovedformålene med disse direkte betalinger er at støtte landbrugernes indkomst. Den fælles landbrugspolitik er imidlertid under stigende kritik for ikke at gøre nok for at begrænse den negative effekt, som visse landbrugsmetoder har på miljøet og klimaet².

02

"Den grønne betaling" eller "forgrønnelsesbetalingen"³ - en ny form for direkte betaling, der blev indført med 2013-reformen af den fælles landbrugspolitik - er det seneste forsøg på at adressere dette problem. Det er den eneste direkte betaling, hvis erklærede hovedmål er "grønt", nemlig at forbedre den fælles landbrugspolitiks miljømæssige resultater⁴.

03

I den begrundelse, der ledsagede lovforslaget⁵, anførte Kommissionen, at landbrugsbedrifter "har brug for støtte til at indføre og opretholde landbrugssystemer og -praksis, som er specielt gunstige for miljø- og klimamål, fordi markedspriserne ikke afspejler leveringen af sådanne offentlige goder". Denne fremhævelse af, at der bruges offentlige midler på offentlige goder og på belønning af landbrugere for positive eksterne virkninger (dvs. for at have en positiv indvirkning, som ellers ikke ville blive belønnet af markedet), giver desuden legitimitet til de samlede udgifter til den fælles landbrugspolitik.

04

Forgrønnelsesordningen er ikke en valgfri ordning. Alle landbrugere, der deltager i ordninger for direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik (såsom grundbetalingsordningen eller den generelle arealbetalingsordning), skal også søge om den grønne betaling. Mindre bedrifter kan dog få støtte under forgrønnelsesordningen uden at skulle opfylde alle forgrønnelseskravene, eller nogen overhovedet. Forgrønnelseskravene gælder heller ikke for bedrifter, der betragtes som "grønne pr. definition": F.eks. modtager økologiske landbrugere den grønne betaling uden at skulle dokumentere, at de overholder de tre forgrønnelsesmetoder.

05

Forgrønnelseskravene omfatter tre landbrugsmetoder, som alle skal være enkle, generelle, årlige foranstaltninger, der ikke er underlagt kontrakter, og være til gavn for miljøet og klimaet:

1. Afgrødediversificering indebærer, at landbrugere med mere end 10 hektar agerjord er forpligtet til at dyrke mindst to afgrøder. Der skal indføres mindst én yderligere (dvs. en tredje) afgrøde på bedrifter med over 30 hektar agerjord. Den andel af deres agerjord, som landbrugerne kan bruge til hovedafgrøden, er begrænset til 75 %. På bedrifter, hvor der kræves mindst tre afgrøder, må de to hovedafgrøder tilsammen ikke dække mere end 95 % af agerjorden. Hovedformålet med afgrødediversificering er at forbedre jordkvaliteten⁶
2. Opretholdelse af permanente græsarealer kombinerer to forskellige mekanismer. Medlemsstaterne skal:
   • (på nationalt eller regionalt plan) overvåge andelen af permanente græsarealer i det samlede landbrugsareal, der er omfattet af direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik. Hvis andelen falder med mere end 5 % i forhold til et referenceniveau, skal medlemsstaterne kræve, at landbrugerne retablerer permanente græsarealer, der tidligere er blevet omlagt til andre arealanvendelser
   • Udpege de græsarealer, der er mest sårbare ud fra et miljømæssigt synspunkt. Omlægning og pløjning af sådanne miljømæssigt sårbare permanente græsarealer er forbudt.

   Ifølge EU-lovgivningen opretholdes permanente græsarealer under forgrønnelsesordningen primært med henblik på kulstofbinding⁷. Det primære formål med beskyttelse af miljømæssigt sårbare permanente græsarealer (i tillæg til det overordnede mål om kulstofbinding) er at beskytte områder med værdifuld biodiversitet

3. Landbrugere med mere end 15 hektar agerjord skal afsætte et areal, der svarer til 5 % af agerjorden, til miljømæssige fokusområder. EU-lovgivningen angiver 19 forskellige typer miljømæssige fokusområder, hvormed landbrugere kan opfylde denne forpligtelse, herunder braklagt jord, efterafgrøder, kvælstofbindende afgrøder og flere typer landskabstræk. De enkelte medlemsstater kan dog beslutte at give deres landbrugere færre valgmuligheder hvad angår miljømæssige fokusområder. Det primære formål med miljømæssige fokusområder er at sikre og forbedre biodiversiteten⁸.

06

Ud over forgrønnelsesordningen har den fælles landbrugspolitik to andre vigtige instrumenter til opfyldelse af miljø- og klimamål:

1. Krydsoverensstemmelse er en mekanisme, der forbinder de fleste betalinger under den fælles landbrugspolitik med et sæt grundlæggende normer, der skal sikre god landbrugs- og miljømæssig stand af jord (GLM-normer), og visse forpligtelser betegnet lovgivningsbestemte forvaltningskrav (SMR'er). SMR'er er defineret i EU-lovgivningen om miljø, klimaforandringer, offentlig sundhed, dyre- og plantesundhed samt dyrevelfærd. Landbrugere, der ikke overholder disse normer og krav, risikerer en sanktion, der reducerer alle deres direkte betalinger, normalt med 1-5 %
2. Miljøforanstaltningerne under ordningen for udvikling af landdistrikter (den fælles landbrugspolitiks søjle II) - f.eks. foranstaltningen vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug - svarer til den grønne betaling i den forstand, at de belønner landbrugerne for bestemte praksis, der gavner miljøet og klimaet. Til forskel fra forgrønnelsesordningen er disse foranstaltninger dog underlagt kontrakter og baseret på frivillige forpligtelser fra landbrugernes side. De præmier, der betales til landbrugerne, afspejler ekstraomkostningerne og indkomsttabene som følge af sådanne forpligtelser⁹.

07

Kommissionen ser forgrønnelsesordningen som det mellemste trin i en tretrinspyramide af "grønne" instrumenter under den fælles landbrugspolitik (jf. figur 1). De grundlæggende normer og krav i krydsoverensstemmelsesordningen, der dækker den bredeste gruppe af landbrugere og det største område, udgør det nederste trin i pyramiden, og de mere ambitiøse miljømæssige forpligtelser under ordningen for udvikling af landdistrikter - som gælder for en mindre gruppe frivillige og et mindre område - udgør toppen. Hensigten er, at disse instrumenter skal have kombinerede og komplementære virkninger.

08

EU bruger et betydeligt beløb på den nye grønne betaling: 12 milliarder euro om året, hvilket svarer til 30 % af alle direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik og næsten 8 % af hele EU's budget. For landbrugerne (som modtog deres første grønne betalinger i regnskabsåret 2016 vedrørende betalingsanmodninger indgivet i 2015) betyder dette en gennemsnitspris på ca. 80 euro pr. hektar om året med nogen variation mellem - og i nogle tilfælde inden for - medlemsstaterne. Da forgrønnelsesordningen blev indført, flyttede Europa-Parlamentet og Rådet (budgetmyndighederne) disse midler fra de øvrige direkte betalinger. Som det fremgår af figur 2, har det samlede budget for direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik derfor været relativt stabilt i perioden 2013-2017.

09

Forgrønnelsesordningen er omfattet af delt forvaltning, idet Kommissionen har det overordnede ansvar for gennemførelsen af EU-budgettet, men uddelegerer gennemførelsesopgaver til medlemsstaterne. Disse uddelegerede opgaver omfatter etablering og drift af systemer til indsamling af betalingsanmodninger fra landbrugere, administrativ kontrol og kontrol på stedet samt beregning og udbetaling af korrekte støttebeløb. Med hensyn til forgrønnelsesordningen skal medlemsstaterne desuden fastsætte visse nøgleparametre, f.eks. udpege miljømæssigt sårbare permanente græsarealer og vælge typer af miljømæssige fokusområder.

Revisionens omfang og revisionsmetoden

10

Vores revision omfattede forgrønnelsesordningens udformning og de første to års gennemførelse (ansøgningsårene 2015 og 2016) samt sammenhængen mellem denne ordning og de øvrige miljøinstrumenter i den fælles landbrugspolitik, dvs. krydsoverensstemmelsesordningen og miljøforanstaltningerne under ordningen for udvikling af landdistrikter.

11

Hovedformålet var at vurdere, om forgrønnelsesordningen kunne forbedre den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater i overensstemmelse med det mål, der er fastsat i EU-lovgivningen. For at kunne besvare dette overordnede revisionsspørgsmål undersøgte vi:

1. om ordningen har en interventionslogik, om der er opstillet klare og tilstrækkelig ambitiøse mål for forgrønnelse, og om politikkens budgettildeling er berettiget
2. hvilke fordele forgrønnelsesordningen kan forventes at producere for miljøet og klimaet
3. den kompleksitet, som forgrønnelsesordningen bibringer den fælles landbrugspolitik.

12

Vores arbejde omfattede:

1. analyse af oplysninger fra en lang række kilder, herunder lovgivningen, Kommissionens retningslinjer og arbejdsdokumenter, korrespondance og udveksling af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne og data om gennemførelsen af forgrønnelsesordningen, samt en kritisk litteraturgennemgang
2. besøg hos de relevante generaldirektorater i Kommissionen (GD AGRI, GD CLIMA, GD ENV og JRC) og interessenter på EU-plan (COPA-COGECA og BirdLife)
3. interview (i form af spørgeskemaer og besøg eller videokonferencer) med myndighederne i fem medlemsstater: Grækenland, Spanien (Castilla y León), Frankrig (Aquitaine og Nord-Pas-de-Calais), Nederlandene og Polen
4. en fokuseret skrivebordsgennemgang af risikoen for dobbeltfinansiering i yderligere ti medlemsstater: Belgien (Vallonien), Den Tjekkiske Republik, Tyskland (Brandenburg), Irland, Italien (Campania), Litauen, Østrig, Slovenien, Finland og Det Forenede Kongerige (Wales)
5. analyse af resultaterne af vores egen revision vedrørende revisionserklæringen for 2016, især hvad angår ændringer i landbrugsmetoderne, der kan tilskrives forgrønnelsesordningen.

Bemærkninger

Forgrønnelsesordningen mangler en fuldt udviklet interventionslogik med klart definerede ambitiøse mål, og dens budget er ikke direkte forbundet med politikkens opfyldelse af miljø- og klimarelaterede mål

Den grønne betaling tjener to forskellige formål: at forbedre den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater og at støtte landbrugernes indkomst

13

Indførelsen af forgrønnelsesordningen var et forsøg på at gennemføre princippet om, at landbrugere bør belønnes for de offentlige miljømæssige goder, de leverer. Denne nye tilgang afspejles i det mål, der er fastsat for forgrønnelsesordningen i den relevante EU-lovgivning og nævnt i punkt 2: at styrke den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater.

14

Forgrønnelsesordningen tjener også et andet formål - den støtter landbrugernes indkomst. Selv om denne funktion ikke udtrykkeligt er nævnt i lovgivningen om forgrønnelse, er den implicit i klassificeringen af forgrønnelsesbetalingen som en direkte betaling.

Forgrønnelsesordningens specifikke bidrag til at opfylde EU's mål for jord, klima og biodiversitet er ikke klart fastlagt

15

De vigtigste miljømæssige og klimarelaterede spørgsmål, som forgrønnelsesordningen adresserer - jordkvalitet, kulstofbinding og biodiversitet - er omfattet af bredere EU-strategier (jf. tekstboks 1).

16

Det er uklart, hvordan forgrønnelsesordningen forventes at bidrage til opfyldelsen af de bredere EU-mål, der er defineret i disse strategiske dokumenter:

1. Kommissionen har ikke udarbejdet en fuld interventionslogik for forgrønnelsesordningen. Den har heller ikke fastsat specifikke, målbare mål for politikken¹⁷. Der er med andre ord ingen planer for, hvilke forbedringer EU ønsker at opnå ved hjælp af forgrønnelsesordningen med hensyn til biodiversitet, jordkvalitet og nettoemissionerne af CO₂ fra landbrugsjord. Fastsættelse af sådanne specifikke mål er pr. definition vanskeligt på grund af de mange faktorer, der spiller ind, hvoraf nogle er eksterne (dvs. uden for de politiske beslutningstageres kontrol), og andre kun er forstået i ringe grad
2. Forudsætningen for at kunne fastsætte sådanne mål er, at man har en metode til at måle de relevante fænomener og kender deres aktuelle status. Man har imidlertid kun et fragmentarisk kendskab til udgangssituationen - dvs. landbrugsjordens kvalitet, kulstoflageret under de permanente græsarealer og bedrifternes biodiversitetssituation - på det tidspunkt, hvor forgrønnelsesordningen blev indført. Tekstboks 2 indeholder en illustration af disse problemer.

Det oprindelige forslag fra Kommissionen var mere ambitiøst i miljømæssig forstand …

17

Forgrønnelsesordningen var i den form, som Kommissionen oprindelig foreslog, en mere ambitiøs, miljømæssigt fokuseret foranstaltning med strengere krav og færre undtagelser end de aktuelle forgrønnelsesmetoder. Figur 3 giver et overblik over de væsentlige forskelle mellem det koncept, der oprindelig blev drøftet i konsekvensanalysen fra 2011²⁴ (en omfattende undersøgelse af alternative politiske muligheder med henblik på reformen af den fælles landbrugspolitik for 2014-2020), Kommissionens lovforslag og den endeligt vedtagne lovgivning.

18

Det endelige resultat af lovgivningsprocessen står i kontrast til Kommissionens oprindelige tilgang, som den beskrev i konsekvensanalysen fra 2011. Her anførte den, at hvis forgrønnelsesordningen skulle være effektiv, var det vigtigt ikke at vælge en "menubaseret" tilgang med en liste over foranstaltninger, som medlemsstaterne og/eller landbrugerne kunne vælge imellem. Ifølge Kommissionen ville en sådan fremgangsmåde i høj grad udvande forgrønnelseseffekten, især hvis betalingen ikke svarede til den indsats, landbrugerne skulle lægge for dagen, og de derfor valgte de foranstaltninger, som de allerede overholdt, eller de foranstaltninger, der havde de laveste omkostninger, hvorved de miljømæssige fordele ville blive reduceret. Kommissionen anførte endvidere, at jo flere valgmuligheder, der blev givet vedrørende forgrønnelse under søjle I, jo mere kompliceret ville det også blive at skabe sammenhæng med krydsoverensstemmelsesordningen, især GLM-normerne (risiko for, at medlemsstaternes mindstekrav ville være for forskellige), og derefter med søjle II: risiko for dobbeltbetalinger. Efter Kommissionens mening burde man derfor vælge en tilgang til forgrønnelse med nogle få foranstaltninger, der kunne give væsentlige miljømæssige fordele. Faktisk er de risici, som Kommissionen advarede om i 2011, i vid udstrækning blevet til virkelighed (jf. punkt 24, 36-37, 47-49 og 59-68).

… men påviste ikke klart, hvad de foreslåede forgrønnelsesmetoder ville opnå

19

Som nævnt i punkt 16 fastsatte Kommissionen ikke specifikke, kvantificerede mål for de foreslåede forgrønnelsesmetoder. Derudover indeholdt 2011-konsekvensanalysen kun en delvis demonstration af de foreslåede forgrønnelsesmetoders effektivitet, idet der primært fokuseredes på forhold knyttet til begrænsning af klimaændringerne:

1. Med hensyn til opretholdelse af permanente græsarealer understregede Kommissionen, at kulstofbindingen i jorden, efter at agerjord omlægges til græsarealer, sker væsentligt langsommere end kulstoftabet, efter at permanente græsarealer omlægges til agerjord. På dette grundlag foreslog Kommissionen at beskytte kulstoflageret ved obligatorisk bevarelse af eksisterende permanente græsarealer på bedriftsniveau, ikke ved indførelse af et system baseret på overvågning af andelen af græsarealer på regionalt eller nationalt niveau
2. Med hensyn til den foreslåede foranstaltning vedrørende økologisk braklægning/miljømæssige fokusområder påviste konsekvensanalysen ikke klart foranstaltningens miljømæssige effektivitet, især angående biodiversitet, men drøftede blot dens delvis positive og delvis negative forventede effekt med hensyn til at begrænse klimaændringerne
3. Konsekvensanalysen indeholdt videnskabelig dokumentation for de positive virkninger af vekseldrift, især med hensyn til at øge mængden af organisk stof i jorden, herunder kulstof. Af praktiske årsager foreslog Kommissionen imidlertid at erstatte vekseldrift med afgrødediversificering (jf. punkt 41).

20

Kort sagt modtog de to EU-medlovgivere (Europa-Parlamentet og Rådet) et forslag til en vigtig reform af de direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik med begrænset information om, hvad de nye foranstaltninger kunne forventes at opnå. Vi deler det synspunkt, der er formuleret i et dokument, som analyserer lovgivningsprocessen vedrørende forgrønnelse,²⁵ nemlig at fordi Kommissionen ikke på et tidligt tidspunkt klart beskrev de miljømæssige fordele, som forgrønnelsen skulle levere, var det vanskeligt for den selv og andre at klarlægge, i hvilken udstrækning de successive udvandinger af teksten påvirkede mulighederne for at levere resultater.

21

De efterfølgende ændringer, som hovedsagelig blev iværksat af de to medlovgivere, blev ikke ledsaget af videnskabelige begrundelser, der dokumenterede deres miljømæssige effektivitet - de fokuserede først og fremmest på at reducere den indsats, der skulle kræves af landbrugerne.

Budgettildelingen til forgrønnelsesordningen forblev imidlertid uændret, fordi den var baseret på en politisk beslutning og ikke på politikkens opfyldelse af miljø- og klimarelaterede mål

22

Det forhold, at 30 % af det samlede budget til direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik blev øremærket til forgrønnelsesordningen, var et centralt element, ikke blot i den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, men også i den flerårige finansielle ramme for 2014-2020. Det var i denne sidste og bredere sammenhæng, at tildelingen først blev foreslået af Kommissionen i 2011²⁶ og efterfølgende godkendt af Det Europæiske Råd i 2013²⁷.

23

Denne budgettildeling forblev på samme niveau - godt 12 milliarder euro om året - gennem hele lovgivningsprocessen trods væsentlige ændringer i politikkens miljø- og klimamæssige indhold, i dens krav (som blev svagere med tiden) og i omfanget af de forskellige undtagelser (der voksede). Dette viser, at beslutningen om at tildele 30 % af de direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik til forgrønnelsesordningen ikke afspejler det nye instruments ambitionsniveau hvad angår miljø og klima. Forgrønnelsesordningen er dybest set fortsat en indkomststøtteordning.

24

Vi konstaterede navnlig, at satsen for den grønne betaling (i gennemsnit omkring 80 euro pr. ha) ikke var baseret på landbrugernes omkostninger ved forgrønnelse²⁸.

1. I konsekvensanalysen fra 2011 blev disse omkostninger anslået til ca. 30 euro pr. hektar i gennemsnit baseret på de strengere forgrønnelseskrav, der oprindelig var planlagt (jf. punkt 17)
2. Ifølge en JRC-undersøgelse²⁹, hvorunder der blev opbygget en model af de nuværende forgrønnelseskravs økonomiske konsekvenser, påvirkes 71 % af alle landbrugere slet ikke af forgrønnelsen, og de har ingen overholdelsesomkostninger i forbindelse med gennemførelsen. Ud af de 29 %, der er påvirket, har mere end to tredjedele overholdelsesomkostninger på under 25 euro pr. hektar. For mere end 40 % ligger disse omkostninger under 10 euro pr. hektar. Omkring 2 % af landbrugerne har imidlertid omkostninger på over 100 euro pr. hektar (disse tilfælde vedrører ofte bedrifter med små arealer, der specialiserer sig i kapital- og arbejdskrævende aktiviteter såsom grøntsagsproduktion)
3. Forgrønnelsesordningens anslåede indvirkning på landbrugernes indkomst (beregnet som forskellen mellem indtægterne - der omfatter salg af produkter og tilskud - og de variable produktionsomkostninger, herunder omkostningerne til gødning, pesticider, frø og foder) er meget begrænset. I en nylig undersøgelse³⁰ anslog JRC, at indførelsen af forgrønnelsesordningen rent faktisk øgede landbrugernes indkomst med ca. 1 % (hovedsagelig på grund af den lille prisstigning som følge af det begrænsede fald i produktionen). Ifølge de foreløbige resultater i det rapportudkast, der er nævnt i punkt 24, litra b), anslås forgrønnelsesordningens virkning på landbrugernes indkomst til -1 %³¹.

25

Budgettet for forgrønnelsesordningen er ikke baseret på et skøn over den økonomiske værdi af de forventede miljø- og klimamæssige fordele. Nedenstående giver lidt kontekst:

1. Det er god praksis at basere politikudformning på en værdiansættelse af de forventede offentlige goder. Det vigtigste forsøg på at udvikle metoder til værdiansættelse af økosystemer og biodiversitet er foretaget under TEEB³²-projektet
2. EU har tidligere værdiansat visse miljøforhold: I konsekvensanalysen³³ vedrørende 2006-temastrategien for jordbundsbeskyttelse blev omkostningerne ved reduktionen af organisk stof i jordbunden f.eks. anslået til mellem 3,4 og 5,6 milliarder euro om året (både on-site- og off-site-omkostninger)
3. JRC anslog ud fra sin metaanalyse af videnskabelig litteratur værdien af EU's landbrugslandskab til mellem 134 og 201 euro pr. hektar og den samlede værdi af EU's landbrugslandskab til mellem 24,5 og 36,6 milliarder euro om året³⁴
4. Der er betydelige vanskeligheder forbundet med at omregne miljømæssige fordele til penge. Opgaven er noget lettere i tilfælde, hvor miljømæssige fordele kan matches direkte med reelle omkostninger eller indtægter (f.eks. kan værdien af reduceret nitratforurening i vand anslås ud fra omkostningerne ved at behandle forurenet vand). Det er sværere, når det ikke er muligt at foretage en sådan direkte matchning, som det er tilfældet med øget eller bevaret biodiversitet
5. Med hensyn til forgrønnelsesordningen var det umuligt at foretage en økonomisk værdiansættelse af de miljømæssige fordele, fordi de forventede miljømæssige fordele som nævnt i punkt 16 ikke var blevet beskrevet i form af kvantificerede mål.

Forgrønnelsesordningen, som den gennemføres på nuværende tidspunkt, vil næppe indebære væsentlige fordele for miljøet og klimaet

Forgrønnelsesordningen har ført til meget begrænsede ændringer i landbrugsmetoderne …

26

Efter forgrønnelsesordningens første gennemførelsesår rapporterede Kommissionen³⁵ om politikkens indledende resultater med hensyn til omfattede landbrugsarealer og bedrifter. Figur 4 viser, at 24 % af EU's landbrugsbedrifter var underlagt mindst én forgrønnelsesforpligtelse i 2015. Disse bedrifter tegner sig imidlertid for hele 73 % af EU's landbrugsjord³⁶. I 2016 steg den andel af landbrugsjorden, der tilhørte bedrifter underlagt mindst én forgrønnelsesforpligtelse, til 77 %. Kommissionen betragter dette tal som en nøgleresultatindikator for forgrønnelsesordningen.

27

I kapitel 7 i vores årsberetning for 2016³⁷ præsenterede vi resultaterne af vores analyse af forgrønnelsesordningens indvirkning på arealanvendelsen (hvad angår afgrødediversificering og miljømæssige fokusområder) efter ordningens første år. Vi baserede denne analyse på en sammenligning af landbrugsmetoderne i 2014 og 2015 (dvs. det sidste år før forgrønnelsesordningen blev indført og det første gennemførelsesår)³⁸.

28

Figur 5 viser resultaterne af analysen. Vedrørende både afgrødediversificering og miljømæssige fokusområder konstaterede vi med hensyn til de fleste bedrifter i vores stikprøve (og hovedparten af landbrugsjorden³⁹), at indførelsen af forgrønnelsesordningen ikke krævede nogen ændringer i landbrugsmetoderne. Det skyldtes enten, at de pågældende bedrifter allerede opfyldte forgrønnelseskravene i 2014, eller at de var undtaget.

29

Som oplyst i vores årsberetning⁴⁰, identificerede vi "positive ændringer i driftsmetoder i landbruget efter indførelsen af ordningen, især med hensyn til miljøfokusområder". For de bedrifter, hvor indførelsen af forgrønnelsesordningen havde medført en positiv ændring i landbrugsmetoderne, anslog vi, på hvor stor en andel af agerjorden disse ændringer fandt sted. Vi konstaterede, at andelen var ca. 15 %⁴¹ vedrørende afgrødediversificering og ca. 4 %⁴² vedrørende miljømæssige fokusområder. Idet der tages behørigt hensyn til de bedrifter, hvor ingen ændring af landbrugsmetoderne var påkrævet, og til det forhold, at agerjord udgør ca. 60 %⁴³ af den samlede landbrugsjord i EU, betyder dette, at ca. 1 % af EU's landbrugsjord havde brug for mere afgrødediversificering, og ca. 1 % havde brug for nye miljømæssige fokusområder efter indførelsen af forgrønnelsesordningen.

30

Vores skøn ligger meget tæt på JRC's skøn. Ved hjælp af avanceret landbrugsøkonomisk modellering anslår Kommissionens forskere⁴⁴, at i alt 4,5 % af EU's landbrugsjord skulle reallokeres (dvs. underlægges andre landbrugsmetoder) på grund af nye forgrønnelseskrav, heraf 1,8 % med relation til afgrødediversificering, 2,4 % med relation til miljømæssige fokusområder og 1,5 % med relation til permanente græsarealer⁴⁵ (jf. figur 6).

31

Det er vigtigt at bemærke, at både vores og JRC's skøn vedrører det areal, hvor der - efter indførelsen af forgrønnelsesordningen - skete ændringer i landbrugsmetoderne. De angiver ikke det areal, der er påvirket af den positive effekt af sådanne ændringer. Navnlig miljømæssige fokusområder kan skabe fordele, der rækker langt ud over deres grænser (f.eks. kan en erosionshæmmende stribe med vilde blomster være et levested for bestøvere, som derefter spreder sig over de nærliggende parceller).

32

Skønnet om, at forgrønnelsesordningen kun har medført ændringer i landbrugsmetoderne på ca. 5 % af EU's landbrugsjord, står i skarp kontrast til Kommissionens vigtigste resultatindikator, som er nævnt i punkt 26 (jf. også figur 4), nemlig at 73 % af EU's landbrugsareal var omfattet af forgrønnelsesordningen i 2015 (77 % i 2016).

33

Denne forskel kan forklares ved at se på, hvad Kommissionens resultatindikator måler, nemlig den andel af EU's landbrugsjord, der tilhører bedrifter, som er omfattet af mindst én forgrønnelsesforpligtelse. Selv om forgrønnelsesforpligtelsen kun gælder en enkelt parcel, uanset størrelse, vil hele bedriftens areal således indgå i Kommissionens indikator. Denne indikator måler med andre ord al den jord, der tilhører bedrifter, som ikke er helt undtaget fra forgrønnelsesordningen (eller ganske enkelt uden for den fælles landbrugspolitiks system for direkte betalinger). På baggrund af de foreliggende data om EU's landbrugsstruktur og de forskellige undtagelsestærskler, der gælder for forgrønnelsesordningen, kunne Kommissionen have anslået denne indikatorværdi, før den gennemførte politikken. Tallets anvendelighed er således begrænset i forbindelse med overvågningen af de resultater, der opnås ved hjælp af forgrønnelsesordningen. Det afspejler f.eks. ikke, hvor udbredte forgrønnelsesmetoderne faktisk er - det ville f.eks. Ikke ændre sig, hvis kravet vedrørende miljømæssige fokusområder blev hævet fra 5 % til 7 %.

… hvilket illustrerer den betydelige dødvægt i politikkens udformning

34

Det begrænsede omfang af ændringerne i landbrugsmetoderne som følge af forgrønnelsesordningen er knyttet til den betydelige dødvægt⁴⁶ i forbindelse med den grønne betaling.

35

Dødvægt som følge af overlapninger mellem forgrønnelsesordningen og krydsoverensstemmelsesordningen behandles i punkt 59-61. I betragtning af deres begrænsede omfang (kun nogle få typer miljømæssige fokusområder er potentielt berørt) og de modvirkende faktorer (kravene i krydsoverensstemmelsesordningen er normalt ikke identiske med kravene i forgrønnelsesordningen) kan disse overlapninger kun forklare en lille del af den konstaterede dødvægt.

36

Størstedelen af dødvægten i forgrønnelsesordningen skyldes de beskedne forgrønnelseskrav, som generelt afspejler den normale landbrugspraksis. Dette gælder især afgrødediversificering. Som nævnt i punkt 30 anslog JRC, at det - før indførelsen af forgrønnelsesordningen - kun var ca. 1,8 % af den samlede landbrugsjord i EU, der ikke opfyldte kravene vedrørende afgrødediversificering.

37

Med hensyn til miljømæssige fokusområder konstaterede vi i Polen, at forskellige landbrugsmetoder og landskabstræk, der allerede var på plads i 2014, ville have overopfyldt forgrønnelseskravet med 30 %. I EU som helhed indberettede de landbrugere, der var omfattet af kravet om 5 % miljømæssige fokusområder, dobbelt så meget som krævet⁴⁷.

38

Derudover er der som nævnt i punkt 4 og 26 mange bedrifter, der er undtaget fra forgrønnelseskravene, men stadig modtager den grønne betaling. Ifølge de data, som medlemsstaterne rapporterede til Kommissionen i 2015, var 76 % af EU's landbrugsbedrifter, som tegnede sig for 27 % af EU's samlede landbrugsjord, ikke underlagt nogen forgrønnelsesforpligtelser (jf. figur 4). Disse tal omfatter landbrugere, der ikke ansøger om direkte betalinger for deres jord under den fælles landbrugspolitik⁴⁸. Blandt modtagerne af den grønne betaling var i alt 65 %, som dyrkede godt 16 % af den EU-landbrugsjord, der var anmeldt med henblik på direkte betalinger, helt undtaget fra samtlige forgrønnelsesforpligtelser.

39

Nogle af undtagelserne vedrører hele sættet af forgrønnelsesforpligtelser, mens andre gælder for individuelle forgrønnelsesmetoder. Som vist i tabel 1 er visse undtagelser rettet mod bedrifter, der er "grønne pr. definition", dvs. anses for at levere miljømæssige offentlige goder svarende til forgrønnelsesordningens. Kommissionen begrunder de resterende undtagelser med henvisning til behovet for forenkling og til cost-benefit-hensyn. De berørte landbrugere modtager offentlige midler til forgrønnelse uden at skulle levere de relaterede offentlige goder til gengæld.

Tabel 1

Forskellige motiver bag forgrønnelsesundtagelser

Berørt forgrønnelses-metode	BEGRUNDELSE FOR UNDTAGELSEN
	"grøn pr. definition"	forenkling/cost-benefit/andet
alle	økologiske bedrifter	bedrifter under ordningen for små landbrugere bedrifter med udelukkende permanente afgrøder
afgrødediversificering	bedrifter med en høj andel af græsarealer	bedrifter med mindre end 10 ha agerjord
miljømæssige fokusområder	bedrifter med en høj andel af græsarealer bedrifter med naturbetingede begrænsninger i lande med en høj andel af skovarealer	bedrifter med mindre end 10 ha agerjord

Kilde: Revisionsretten på grundlag af dokumenter fra Europa-Kommissionen.

Afgrødediversificering er mindre gavnlig for jordbunden end vekseldrift

40

Forgrønnelsesmetoden afgrødediversificering erstattede en valgfri GLM-norm om vekseldrift, der gjaldt indtil 2014. Der er væsentlige forskelle mellem de to metoder. Under vekseldrift skifter landbrugerne fra år til år de afgrøder, der dyrkes på hver parcel. Dette begrænser udpiningen af jordbundens næringsstoffer og spredningen af patogener. Trods kravet om mindst to afgrøder på en bedrift i et givet år garanterer afgrødediversificeringen ikke en tilsvarende afgrødeændring på arealerne over tid.

41

I konsekvensanalysen fra 2011 anerkendte Kommissionen, at afgrødediversificering ikke kan give alle de samme miljømæssige fordele som vekseldrift, men konstaterede, at afgrødediversificering passer bedre til de direkte betalingers årlige cyklus. Der var også bekymringer omkring de stigende problemer med at kontrollere overholdelsen af kravene vedrørende vekseldrift, især i forbindelse med parceller, der ændrede form og/eller skiftede ejer.

42

Kommissionen anerkendte også, at et krav om bælgfrugter i forbindelse med afgrødediversificering kunne øge de miljø- og klimamæssige fordele ved foranstaltningen. Denne idé blev imidlertid ikke inkluderet i Kommissionens forslag på grund af bekymringer om, hvorvidt et sådant krav ville være foreneligt med WTO-reglerne⁴⁹. I sidste ende blev bælgfrugter inkluderet i forgrønnelsesordningen som en type miljømæssigt fokusområde (kvælstofbindende afgrøder).

Beskyttelse af græsarealer: Indvirkningen på nettoemissionerne fra landbrugsjord kan styrkes ved hjælp af en mere målrettet indsats

43

Figur 7 viser, at andelen af permanente græsarealer i EU - i øjeblikket ca. 30 % - ikke har ændret sig særlig meget i de seneste ti år. Stigningen på 1,5 procentpoint mellem referenceandelen for perioden 2007-2014 (hovedsagelig baseret på data fra 2005) og den andelen i 2016 skjuler imidlertid det forhold, at mere end 3 millioner ha af de anmeldte permanente græsarealer gik tabt, hvilket svarer til et fald på 7,2 %.

44

Andelen af permanente græsarealer steg primært, fordi faldet i de anmeldte permanente græsarealer - tælleren i forholdet - var langsommere end faldet i nævneren i forholdet, dvs. den samlede anmeldte landbrugsjord. Sidstnævnte faldt med 11,7 % (et tab på mere end 19 millioner ha). Endvidere er den nuværende definition af permanente græsarealer bredere end førhen og inkluderer blandt andet græsningsarealer, hvor græs og andet grøntfoder ikke er fremherskende. Tallene for EU som helhed udjævner de betydelige variationer på medlemsstatsniveau (jf. bilag I).

45

Udpegelsen af permanente græsarealer som miljømæssigt sårbare permanente græsarealer giver ny beskyttelse på parcelniveau mod omlægning af permanente græsarealer. Denne nye beskyttelsesform er imidlertid begrænset i omfang: Miljømæssigt sårbare permanente græsarealer dækker ca. 16 % af det samlede permanente græsareal i EU (med betydelig variation mellem medlemsstaterne).

46

Som vist i bilag II befinder ca. 96 % af de miljømæssigt sårbare permanente græsarealer sig endvidere i Natura 2000-områderne, der kun dækker 18 % af det samlede permanente græsareal i EU. I betragtning af, at Natura 2000-områderne blev afgrænset ud fra biodiversitetsrelaterede kriterier, er denne koncentration af miljømæssigt sårbare permanente græsarealer i disse områder godt for biodiversiteten. For at bevare kulstofmasse, hvilket er hovedmålet for forgrønnelsesmetoden vedrørende opretholdelse af permanente græsarealer, bør beskyttelsen af permanente græsarealer mod omlægning eller pløjning imidlertid fokusere på parceller, hvor der allerede er et højt kulstofindhold i jorden, og mange af disse vil sandsynligvis ligge uden for Natura 2000-områderne. Indtil videre har kun seks medlemsstater besluttet at udpege miljømæssigt sårbare permanente græsarealer uden for Natura 2000-områderne⁵⁰.

Overvægten af produktive miljømæssige fokusområder og de utilstrækkelige forvaltningskrav reducerer forgrønnelsesordningens potentielle fordele for biodiversiteten

47

Som nævnt i punkt 9 skal medlemsstaterne som led i gennemførelsen af forgrønnelsesordningen bl.a. vælge typer af miljømæssige fokusområder. De kan vælge fra en liste over 19 forskellige typer, herunder fem, der er forenelige med landbrugsproduktion (jf. figur 8). Alle 28 medlemsstater har inkluderet produktive miljømæssige fokusområder i deres valg.

48

Outputindikatorer for forgrønnelsesordningen rapporteret af medlemsstaterne (opsummeret i bilag III) viser, at landbrugsbedrifterne i overvejende grad har "produktive" miljømæssige fokusområder (hovedsagelig kvælstofbindende afgrøder og efterafgrøder). I 2015 var deres andel af samtlige anmeldte miljømæssige fokusområder 54 %, og den steg til 58 % året efter. Kvælstofbindende afgrøder er det mest almindelige produktive miljømæssige fokusområde efterfulgt af efterafgrøder.

49

To undersøgelser fra 2016⁵¹ viser, at de to mest anvendte produktive miljømæssige fokusområder - efterafgrøder og kvælstofbindende afgrøder - ikke indebærer nogen væsentlige biodiversitetsmæssige fordele, men kan bidrage til at forbedre vand og jordbund, bl.a. ved at øge mængden af organisk kulstof i jordbunden på agerjord⁵².

50

De supplerende krav vedrørende specifikke forvaltningsmetoder, f.eks. begrænsninger for brugen af gødning og pesticider eller minimumsperioder, hvor der skal være plantedække på en mark, spiller en vigtig rolle, når det skal afgøres, hvilken indvirkning de forskellige miljømæssige fokusområder har på biodiversiteten. Af de fem medlemsstater, vi undersøgte, havde kun Nederlandene indført krav vedrørende forvaltningsmetoder (begrænsning af anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler til efterafgrøder), der var mere vidtgående end det minimum, der kræves i henhold til EU-reglerne. Kommissionens nylige rapport om miljømæssige fokusområder⁵³ konkluderer, at få medlemsstater har valgt muligheder, der er beregnet på at gøre forpligtelsen vedrørende miljømæssige fokusområder mere miljømæssigt effektiv. Kommissionen adresserede dette problem i sin nylige ændring⁵⁴ af den sekundære lovgivning, der indførte et forbud mod anvendelse af pesticider på produktive miljømæssige fokusområder. Den samme ændring indførte også en række forenklingsforanstaltninger (jf. punkt 66).

Medlemsstaterne anvender fleksibiliteten i forgrønnelsesreglerne til at begrænse byrderne for landbrugerne og sig selv i stedet for at maksimere den forventede miljø- og klimamæssige fordel

51

Medlemsstaterne har et betydeligt råderum ved gennemførelsen af forgrønnelsesordningen, især hvad angår valget af miljømæssige fokusområder og udpegelsen af miljømæssigt sårbare permanente græsarealer⁵⁵.

52

I de fem medlemsstater, som vi undersøgte, var hovedrationalet bag de trufne beslutninger at begrænse byrden for landbrugerne og myndighederne. Generelt prioriterede medlemsstaterne de typer miljømæssige fokusområder, som allerede var almindeligt forekommende i deres normale landbrugspraksis. Tekniske vanskeligheder med at kontrollere visse miljømæssige fokusområder og med at oprette IT-systemer til visse miljømæssige fokusområder spillede også en rolle (jf. punkt 67 og tekstboks 5). Maksimering af forgrønnelsesordningens miljø- og klimamæssige fordele var af sekundær betydning.

53

Af de fem medlemsstater bestilte kun to (Nederlandene og Polen) undersøgelser eller ekspertudtalelser for at analysere miljø- og klimapåvirkningen af forskellige gennemførelsesmuligheder vedrørende forgrønnelsesordningen. I begge disse medlemsstater besluttede myndighederne ikke at følge visse nøgleanbefalinger, men foretrak i stedet valgmuligheder, der krævede en mindre indsats af landbrugerne (jf. tabel 2).

Tabel 2

Medlemsstaternes selektive anvendelse af de videnskabelige anbefalinger vedrørende gennemførelsen af forgrønnelsesordningen

Miljømæssigt fokusområde	anbefalet af eksperter på grund af biodiversitetsmæssige fordele?	valgt af medlemsstaternes myndigheder?	ekspertråd fulgt af medlemsstaternes myndigheder?
Nederlandene
markkanter	√	√	√
brakjord	×	×	√
lavskov med kort omdriftstid	×	√	×
kvælstofbindende afgrøder	×	√	×
efterafgrøder	×	√	×
Polen
bræmmer	√	√	√
grøfter	×	√	×
lavskov med kort omdriftstid	×	√	×

Kilde: Resultater af Revisionsrettens revision.

54

Kommissionen fører tilsyn med medlemsstaternes gennemførelse af forgrønnelsesordningen. Dette arbejde er beskrevet i punkt 69. Som illustreret i tekstboks 3 har Kommissionen dog meget begrænsede beføjelser til at skubbe medlemsstaterne i retning af et stærkere miljømæssigt fokus i deres gennemførelse af forgrønnelsesordningen.

Forgrønnelsesordningen har haft begrænset indvirkning på miljøforanstaltningerne under søjle II

55

En af de positive virkninger, man kunne have forventet af forgrønnelsesordningen, var, at udgifterne til udvikling af landdistrikter ville skifte fokus og blive rettet mod mere ambitiøse miljø- og klimarelaterede tiltag. Vi fandt ingen tegn på, at der var sket et sådant positivt fokusskift.

56

I de fem medlemsstater, vi dækkede, sammenlignede vi de nuværende aktivitetstyper (dvs. forskellige pakker af forpligtelser, som landbrugerne kan indgå) under foranstaltningen vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug med de tilsvarende aktivitetstyper i den foregående programmeringsperiode (2007-2013). På den baggrund vurderede vi, om medlemsstaterne havde hævet mindstekravet i foranstaltningen vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug, og om en sådan ændring kunne tilskrives indførelsen af forgrønnelsesordningen.

57

Samlet set viste vores analyse en stærk kontinuitet i aktiviteterne under foranstaltningen vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug. De forpligtelser, landbrugerne kan indgå på nuværende tidspunkt, er ofte de samme som dem, der gjaldt i perioden 2007-2013. Vi konstaterede med hensyn til næsten samtlige analyserede aktivitetstyper, at mindstekravet ikke var blevet hævet i perioden 2014-2020 (i det mindste ikke med relation til forgrønnelsesordningen). Det var der i de fleste tilfælde heller ikke brug for, fordi mindstekravet i den foregående periode allerede var højere end forgrønnelseskravene. I andre tilfælde havde de berørte forpligtelser intet til fælles med forgrønnelsesmetoderne.

Forgrønnelsesordningen gør den fælles landbrugspolitik mere kompleks

Forgrønnelsesordningen overlapper andre miljøinstrumenter under den fælles landbrugspolitik, men Kommissionen og medlemsstaterne mindsker den dermed forbundne risiko for dødvægt og dobbeltfinansiering

58

Pyramiden af den fælles landbrugspolitiks tre grønne instrumenter, der er omtalt i punkt 7 og illustreret i figur 1, er en idealiseret repræsentation af princippet om, at forgrønnelsesordningen bør være mere vidtgående end krydsoverensstemmelsesordningen og fastlægge referenceværdien⁵⁶ for foranstaltninger til udvikling af landdistrikter. Det er i realiteten ikke altid tilfældet, og der er betydelige overlapninger mellem forgrønnelsesordningen og de to andre lag i pyramiden, som illustreret i figur 9.

Overlapninger mellem forgrønnelsesordningen og krydsoverensstemmelsesordningen er almindelige, men risikoen for dødvægt mindskes af forskelle i de detaljerede krav

59

Overlapninger mellem forgrønnelsesordningen og krydsoverensstemmelsesordningen vedrører visse funktioner eller metoder, som er beskyttet eller påkrævet i henhold til GLM-normer eller SMR'er og samtidig kan anmeldes for at opfylde kravet om miljømæssige fokusområder. De vigtigste af de berørte miljømæssige fokusområder inkluderer efterafgrøder, bræmmer og visse typer landskabstræk. Som vist i figur 10 fandt vi sådanne overlapninger i fire af de fem udvalgte medlemsstater.

60

Sådanne overlapninger skaber en dødvægt, som i de fleste tilfælde mindskes af forskelle mellem kravene under forgrønnelsesordningen og kravene under krydsoverensstemmelsesordningen (med hensyn til efterafgrøder kræver forgrønnelsesordningen f.eks. en blanding af mindst to planter, mens en enkelt art normalt er tilstrækkeligt i henhold til GLM 4 eller SMR 1).

61

De undersøgte medlemsstater indførte generelt ingen yderligere restriktioner, procedurer eller kontroller for at undgå eller begrænse dødvægt i den grønne betaling som følge af overlapninger med overensstemmelseskrav. Vi fandt én undtagelse: I Nederlandene kan efterafgrøder, som er påkrævet under SMR 1, ikke anmeldes som miljømæssige fokusområder.

Overlapninger mellem forgrønnelsesordningen og ordningen for udvikling af landdistrikter (søjle II i den fælles landbrugspolitik) håndteres generelt godt af medlemsstaterne

62

Overlapninger mellem forgrønnelsesordningen og de miljømæssige foranstaltninger under ordningen for udvikling af landdistrikter, f.eks. foranstaltningen vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug⁵⁷, kan forekomme, når landbrugerne indgår forpligtelser under søjle II, som svarer til standardkravene vedrørende forgrønnelse. Sådanne overlapninger er mulige, fordi EU-lovgivningen ikke kræver, at forgrønnelsesforpligtelser skal indgå i den relevante referenceværdi for udvikling af landdistrikter⁵⁸. EU-reglerne⁵⁹ forpligter imidlertid medlemsstaterne til at forhindre enhver dobbeltfinansiering af forgrønnelsesmetoder, om nødvendigt ved at reducere de beløb, der betales til landbrugere under ordningen for udvikling af landdistrikter. Kommissionen udsendte detaljerede retningslinjer for medlemsstaterne om, hvordan en sådan dobbeltfinansiering forhindres (jf. også punkt 68).

63

I de 15 medlemsstater, der var omfattet af vores revision (fem gennem revisionsbesøg eller videokonferencer og ti gennem en fokuseret skrivebordsgennemgang - jf. punkt 12), undersøgte vi forskellige aktivitetstyper (dvs. forskellige pakker af forpligtelser) under foranstaltningen vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug. Vi konstaterede, at godt en tredjedel af aktivitetstyperne i vores stikprøve omfattede tilsagn, der overlappede med forgrønnelseskravene. Vi konstaterede også, at medlemsstaterne generelt var opmærksomme på disse overlapninger og udarbejdede specifikke procedurer, i nogle tilfælde ret komplekse, for at udelukke muligheden for dobbeltfinansiering.

64

Tekstboks 4 indeholder eksempler på typiske overlapninger mellem forpligtelserne under foranstaltningen vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug og forgrønnelsesmetoderne samt forskellige metoder, som medlemsstaterne anvendte for at forhindre dobbeltfinansiering.

Forgrønnelsesreglernes kompleksitet giver udfordringer vedrørende gennemførelsen, som Kommissionen delvis har løst

65

Landbrugerne kritiserer forgrønnelsesreglernes kompleksitet. I sine svar på den offentlige høring om erfaringerne med det første års gennemførelse af forgrønnelsesordningen vurderede COPA-COGECA - en organisation, som repræsenterer landbrugere på EU-plan - at reglerne for gennemførelse af samtlige forgrønnelsesmetoder var vanskelige - ikke kun at overholde, men også at forstå.

66

I sit dokument "Review of Greening after one year"⁶⁰ foreslog Kommissionen at forenkle og harmonisere visse forgrønnelseskrav, hvor dette kunne gøres uden at reducere de miljømæssige fordele. Dokumentet angav potentielle forbedringer, f.eks. sammenlægning af beslægtede typer miljømæssige fokusområder (f.eks. bræmmer og markkanter), lempelse af visse begrænsninger vedrørende forvaltningsmetoder og tidsbegrænsninger og øget tolerance med hensyn til størrelse og placering af landskabstræk. Kommissionen inkluderede disse forenklingsforanstaltninger i sin nylige ændring⁶¹ af den sekundære lovgivning. Samme ændring indførte også et forbud mod brug af pesticider på produktive miljømæssige fokusområder (jf. punkt 50).

67

Gennemførelsen af forgrønnelsesordningen var ikke ligetil for medlemsstaterne. For det første krævede den en betydelig økonomisk og organisatorisk indsats. De eksisterende IT-systemer skulle tilpasses, navnlig markidentifikationssystemet⁶² i de medlemsstater, der valgte miljømæssige fokusområder af permanent karakter (dvs. samtlige landskabstræk - undtagen markkanter - men også terrasser, hektar med skovlandbrug, arealer med lavskov med kort omdriftstid og skovklædte arealer). Tekstboks 5 illustrerer, hvordan byrden forbundet med oprettelsen af laget for miljømæssige fokusområder kan påvirke medlemsstaternes valg af miljømæssige fokusområder.

68

Medlemsstaterne fandt desuden nogle af forgrønnelsesreglerne forvirrende. De spurgte Kommissionen om forskellige aspekter af gennemførelsen af den grønne betaling. Kommissionen opslog disse spørgsmål sammen med sine svar på en dedikeret webplatform, der var tilgængelig for alle medlemsstater. Tekstboks 6 giver et eksempel på de problemstillinger, der blev rejst. Den samme platform blev brugt til at formidle andre former for vejledning om forgrønnelsesordningen: konklusioner fra ekspertgruppemøder og retningslinjedokumenter, der opsummerede de vigtigste aspekter af gennemførelsen. De fem medlemsstater, vi dækkede, var generelt tilfredse med kvaliteten og aktualiteten af den vejledning, de fik fra Kommissionen.

69

Kommissionen er ansvarlig for at føre tilsyn med medlemsstaternes gennemførelse af forgrønnelsesordningen. En vigtig del af dette ansvar er, at den jævnligt skal kontrollere de forskellige meddelelser, som medlemsstaterne skal indsende om deres gennemførelsesvalg vedrørende forgrønnelsesordningen og om resultaterne af forgrønnelsen på bedriftsniveau. Vi konstaterede, at Kommissionen varetog disse opgaver godt. Navnlig sørger Kommissionen for systematisk at identificere og sammen med de relevante medlemsstater følge op på forskellige problemer med for sen indsendelse af oplysninger⁶³ eller forkert anvendelse af EU-reglerne. Som illustreret i punkt 54 og tekstboks 3 kan Kommissionen imidlertid ikke forpligte medlemsstaterne til at vælge de gennemførelsesmuligheder vedrørende forgrønnelsesordningen, som er mest gavnlige for miljøet og klimaet.

Forgrønnelsesmetoderne minder om GLM-normerne, men kan føre til større sanktioner for manglende overholdelse

70

Inden forgrønnelsesordningen blev indført, var krydsoverensstemmelsesordningen den eneste forbindelse mellem de direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik og EU's miljø- og klimamålsætninger. Ligesom forgrønnelsesordningen er krydsoverensstemmelsesordningen obligatorisk for landbrugere, der modtager direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik. Forskellen er, at der ikke gives nogen belønning for at opfylde forpligtelserne vedrørende krydsoverensstemmelse. Overtrædelser af krydsoverensstemmelsesreglerne kan føre til sanktioner, der reducerer alle de direkte betalinger til modtageren (normalt med 1-5 %). Under forgrønnelsesordningen modtager landbrugeren en bestemt betaling for at overholde obligatoriske praksis. Reduktionerne for manglende overholdelse er proportionale med det ikke-overensstemmende område som andel af det samlede landbrugsareal under forgrønnelsesforpligtelser og kan nå op på 100 % af betalingen⁶⁴. Fra og med ansøgningsåret 2017 vil der oven i disse reduktioner blive lagt administrative sanktioner i tilfælde, hvor den oprindelige reduktion overstiger 3 %. Disse sanktioner vil blive begrænset til 20 % af landbrugerens grønne betaling for ansøgningsåret 2017 og til 25 % fra ansøgningsåret 2018 og frem.

71

I praksis fungerer forgrønnelsesordningen stort set på samme måde som krydsoverensstemmelsesordningen⁶⁵. Den grønne betaling præsenteres som en form for vederlag for miljømæssige og klimarelaterede offentlige goder, som landbrugerne leverer. Ordningen kan dog også betragtes som en mekanisme, der straffer manglende overholdelse af et sæt grundlæggende miljømæssige og klimarelaterede betingelser (svarende til GLM-normer), som er knyttet til en indkomststøtteordning. Den eneste væsentlige forskel sammenlignet med krydsoverensstemmelsesordningen er, at sanktionerne for væsentlige overtrædelser vedrørende forgrønnelsesordningen i de fleste tilfælde vil være højere.

Konklusioner og anbefalinger

72

Vores overordnede revisionsspørgsmål i denne rapport var, om forgrønnelsesordningen kunne forbedre den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater i overensstemmelse med det mål, der er fastsat i EU-lovgivningen.

73

Samlet set konkluderer vi, at forgrønnelsesordningen, som den gennemføres på nuværende tidspunkt, næppe vil forbedre den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater i væsentlig grad.

74

For at kunne besvare det overordnede revisionsspørgsmål undersøgte vi:

1. om ordningen har en interventionslogik, om der er opstillet klare og tilstrækkelig ambitiøse mål for forgrønnelse, og om politikkens budgettildeling er berettiget (jf. punkt 13-25)
2. hvilke fordele forgrønnelsesordningen kan forventes at producere for miljøet og klimaet (jf. punkt 26-57)
3. den kompleksitet, som forgrønnelsesordningen bibringer den fælles landbrugspolitik (jf. punkt 58-71).

75

Forgrønnelsesordningen tjener to forskellige formål. På den ene side er den beregnet på at forbedre den fælles landbrugspolitiks miljø- og klimamæssige resultater. På den anden side er den - som direkte betaling under den fælles landbrugspolitik - fortsat et instrument til at støtte landbrugernes indkomst. Kun det første af disse formål er udtrykkeligt angivet i lovgivningen (jf. punkt 13 og 14).

76

Den grønne betaling mangler en fuldt udviklet interventionslogik. Kommissionen har ikke fastsat specifikke mål eller på anden måde angivet, hvad forgrønnelsesordningen kan forventes at give miljøet og klimaet. Endvidere vil enhver vurdering af politikkens effektivitet blive påvirket af det fragmentariske kendskab til udgangssituationerne, især hvad angår biodiversitet og jordbundens kvalitet, herunder dens indhold af organisk kulstof (jf. punkt 15 og 16).

77

Kommissionens oprindelige forslag om forgrønnelsesordningen var mere ambitiøst i miljømæssig forstand. Den efterfølgende udvanding af politikkens miljømæssige indhold ændrede ikke det foreslåede finansieringsniveau. Det blev fra starten sat til 30 % af de direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik. I gennemsnit overstiger forgrønnelsessubsidierne langt landbrugernes omkostninger (herunder indkomsttab) forbundet med at opfylde forgrønnelseskravene. Dette skyldes, at forgrønnelsesbudgettet blev fastsat uden forbindelse til politikkens miljømæssige ambitionsniveau. Forgrønnelsesordningen er dybest set fortsat en indkomststøtteordning (jf. punkt 17-25).

78

Forgrønnelsesordningen vil næppe indebære væsentlige fordele for miljøet og klimaet, primært på grund af den betydelige dødvægt, der påvirker politikken. Denne dødvægt skyldes primært, at forgrønnelseskravene generelt er lette at opfylde og i vid udstrækning blot afspejler normal landbrugspraksis. På grund af omfattende undtagelser er de fleste landbrugere (65 %) desuden i stand til at drage fordel af den grønne betaling uden rent faktisk at være underlagt forgrønnelsesforpligtelser. Forgrønnelsesordningen fører derfor kun til positive ændringer i landbrugsmetoderne på en meget lille del af EU's landbrugsjord. Vi anslår, at landbrugerne kun skabte nye miljømæssige fokusområder og øgede afgrødediversificeringen på ca. 3,5 % af agerjorden, dvs. ca. 2 % af EU's samlede landbrugsjord. Ifølge en JRC-undersøgelse førte nye forgrønnelseskrav vedrørende permanente græsarealer endvidere kun til ændringer i landbrugsmetoderne på 1,5 % af EU's landbrugsjord. Samlet set blev omkring 5 % af den dyrkede jord i EU reallokeret på grund af forgrønnelsesordningen (jf. punkt 26-39).

79

Vi konstaterede også, at visse udformningsmæssige begrænsninger mindskede effektiviteten af de tre forgrønnelsesmetoder. Afgrødediversificering kunne ikke give alle de samme miljømæssige fordele som vekseldrift. Udpegelsen af miljømæssigt sårbare permanente græsarealer var hovedsagelig baseret på biodiversitetsrelaterede kriterier og var kun i ringe grad rettet mod kulstofrige permanente græsarealer uden for Natura 2000-områderne. Endelig begrænsede overvægten af produktive miljømæssige fokusområder kombineret med manglen på meningsfulde forvaltningskrav de miljømæssige fokusområders positive effekt på biodiversiteten (jf. punkt 40-50).

80

Medlemsstaterne har et betydeligt råderum ved gennemførelsen af forgrønnelsesordningen, især hvad angår valget af forskellige typer miljømæssige fokusområder og udpegelsen af miljømæssigt sårbare permanente græsarealer. Vi konstaterede, at de generelt ikke bruger denne fleksibilitet til at maksimere politikkens miljø- og klimamæssige fordele. De forsøger ikke at identificere specifikke miljø- og klimarelaterede behov og målrette forgrønnelsesmetoder mod dem. I stedet bestræber de sig på at gennemføre forgrønnelsesordningen på en måde, der minimerer deres egen og landbrugernes byrde. Kommissionen har kun begrænsede beføjelser til at skubbe medlemsstaterne i retning af de gennemførelsesmuligheder vedrørende forgrønnelsesordningen, der giver de største miljømæssige fordele (jf. punkt 51-54).

81

Forgrønnelsesordningen har haft begrænset indvirkning på referenceværdien for miljøforanstaltningerne under søjle II, hovedsagelig fordi de forpligtelser, landbrugerne kunne indgå under disse foranstaltninger, var mere omfattende en forgrønnelseskravene, selv før den grønne betaling blev indført (jf. punkt 55-57).

82

Forgrønnelsesordningen gør den fælles landbrugspolitik væsentlig mere kompleks, hvilket ikke berettiges af de resultater, som ordningen kan forventes at producere (jf. punkt 78-81). Denne kompleksitet opstår ikke mindst på grund af den måde, hvorpå forgrønnelsesordningen overlapper den fælles landbrugspolitiks øvrige miljøinstrumenter (krydsoverensstemmelsesordningen og miljøforanstaltningerne under søjle II), hvilket skaber risici for dødvægt og dobbeltfinansiering. Visse beslutninger og handlinger fra Kommissionens og medlemsstaternes side mindsker disse risici. Den nylige ændring i den sekundære lovgivning har adresseret bestemte problemer, som landbrugerne og medlemsstaterne har med hensyn til politikkens kompleksitet. Vi konstaterede også, at Kommissionens tilsyn med, hvordan medlemsstater gennemfører forgrønnelsesordningen, var godt (jf. punkt 58-69).

83

Forgrønnelsesordningen minder om GLM-normerne i den forstand, at den også dybest set er et sæt grundlæggende miljøbetingelser, der anvendes i forbindelse med indkomststøtte. Det, der adskiller den fra GLM-normerne, er de større potentielle sanktioner for manglende overholdelse (jf. punkt 70-71).

Anbefaling 1

Kommissionen bør i forbindelse med den næste reform af den fælles landbrugspolitik udarbejde en fuldstændig interventionslogik for EU's miljø- og klimaindsats inden for landbruget, som omfatter specifikke mål og er baseret på en opdateret videnskabelig forståelse af de pågældende fænomener.

1. Som del af interventionslogikken bør Kommissionen fastlægge behov, input, processer, udfald, resultater, virkninger og relevante eksterne faktorer
2. Kommissionen bør fastsætte specifikke mål for den fælles landbrugspolitiks bidrag til at opfylde EU's miljø- og klimarelaterede målsætninger
3. For at gøre det muligt at udforme en effektiv politik og derefter overvåge og evaluere dens gennemførelse bør Kommissionen udarbejde modeller og datasæt vedrørende biodiversitet, jordbundsforhold (herunder kulstofindhold i jorden) og andre relevante miljø- og klimarelaterede spørgsmål.

Måldato for gennemførelse: udgangen af 2019.

Anbefaling 2

Kommissionen bør som forberedelse på udarbejdelsen af sit forslag til den næste reform af den fælles landbrugspolitik gennemgå og gøre status over gennemførelsen af den aktuelle fælles landbrugspolitik. Ved udarbejdelsen af sit forslag bør Kommissionen benytte følgende vejledende principper:

1. Landbrugere bør kun have adgang til betalinger under den fælles landbrugspolitik, hvis de overholder et sæt grundlæggende miljønormer:
   1. Disse normer bør omfatte de områder, der er dækket af de nuværende GLM-normer og de generelle forgrønnelseskrav (som har det til fælles, at de skal være mere vidtgående end miljølovgivningens krav). Dette ville forenkle systemet med direkte betalinger fra den fælles landbrugspolitik ved at forhindre kunstige og forvirrende sondringer mellem instrumenter, der i det væsentlige er ens
   2. Sanktionerne for manglende overholdelse af disse kombinerede normer bør være tilstrækkelige til at virke afskrækkende
   3. For at undgå dobbeltfinansiering bør alle sådanne grundlæggende normer indarbejdes fuldt ud i de miljømæssige mindstekrav til enhver programmeret aktion vedrørende landbrug.
2. Specifikke lokale miljømæssige og klimarelaterede behov kan mest hensigtsmæssigt adresseres gennem stærkere programmerede tiltag vedrørende landbrug, der er baseret på:
   1. opfyldelse af resultatmål
   2. og finansiering, som afspejler en vurdering af de gennemsnitlige omkostninger og indkomsttab i forbindelse med aktioner og metoder, der går længere end de miljømæssige mindstekrav.
3. Når medlemsstaterne gives forskellige muligheder at vælge imellem i deres gennemførelse af den fælles landbrugspolitik, skal de inden gennemførelsen kunne påvise, at de muligheder, de vælger, er effektive med hensyn til at opfylde de politiske mål.

Måldato for gennemførelse: udgangen af 2019.

Vedtaget af Afdeling I, der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 15. november 2017.

Glossar og forkortelser

Bedrift: En landbrugsbedrift, dvs. al den jord og alle de dyr, der befinder sig på en enkelt medlemsstats område og forvaltes af en enkelt landbruger (som kan være en fysisk eller juridisk person eller en gruppe af sådanne personer) og anvendes til landbrugsaktiviteter.

Den fælles landbrugspolitik: Det sæt af lovbestemmelser og praksis, som Den Europæiske Union har vedtaget for at sikre en fælles, samlet landbrugspolitik. De indledende foranstaltninger blev indført i 1962. Politikken er siden da blevet tilpasset og udviklet og har undergået en række reformer.

Direkte betalinger: Støtte ydet direkte til landbrugere for at give dem et sikkerhedsnet. Ydes hovedsagelig i form af grundlæggende indkomststøtte, der ikke er knyttet til produktionen. Støtten bidrager til at stabilisere landbrugernes indtægter fra salg på markederne, som er udsat for volatilitet. De direkte betalinger ydes af Den Europæiske Garantifond for Landbruget, almindeligvis kaldet "søjle I" i den fælles landbrugspolitik.

Dødvægtseffekt: En situation, hvor en støttet aktivitet eller et støttet projekt ville være blevet gennemført helt eller delvis også uden støtte.

EU: Den Europæiske Union.

GD AGRI: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.

GD CLIMA: Kommissionens Generaldirektorat for Klima.

GD ENV: Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Miljø.

GLM-normer: Normer for god landbrugs- og miljømæssig stand. Fællesbetegnelse for et sæt grundlæggende normer, der anvendes i forbindelse med krydsoverensstemmelse og definerer god landbrugs- og miljømæssig stand af jord.

JRC: Det Fælles Forskningscenter. Et generaldirektorat i Europa-Kommissionen.

Krydsoverensstemmelse: Et system, der forbinder de fleste betalinger under den fælles landbrugspolitik med et sæt grundlæggende normer, der skal sikre god landbrugs- og miljømæssig stand af jord (GLM-normer), og visse forpligtelser betegnet lovgivningsbestemte forvaltningskrav (SMR'er). SMR'er er defineret i EU-lovgivningen om miljø, klimaforandringer, offentlig sundhed, dyre- og plantesundhed samt dyrevelfærd.

Miljømæssige fokusområder: Jord på landbrugsbedrifter afsat til bestemte metoder eller med bestemte landskabstræk, der er gavnlige for miljøet. I forbindelse med forgrønnelsesordningen skal landbrugsbedrifter generelt afsætte mindst 5 % af deres agerjord til miljømæssige fokusområder.

Miljømæssigt sårbare permanente græsarealer: Parceller med permanente græsarealer, primært sådanne som ligger inden for Natura 2000-områderne og er udpeget af medlemsstaterne på grund af deres betydning for biodiversiteten, navnlig for beskyttede græslandsarter og -naturtyper. I forbindelse med forgrønnelsesordningen er sådanne parceller beskyttet mod omlægning til anden arealanvendelse eller pløjning.

Natura 2000: Det største sammenhængende økologiske netværk af naturbeskyttelsesområder i verden, der dækker 18 % af jorden i hele EU samt store havområder.

SMR'er: Lovgivningsbestemte forvaltningskrav (Statutory Management Requirements). En fællesbetegnelse for et sæt forpligtelser, der er defineret i EU-lovgivningen om miljø, klimaforandringer, offentlig sundhed, dyre- og plantesundhed samt dyrevelfærd, og som anvendes i forbindelse med krydsoverensstemmelse.

Søjle I i den fælles landbrugspolitik: En del af den fælles landbrugspolitik, der omfatter direkte betalinger til landbrugere og markedsforanstaltninger.

Søjle II i den fælles landbrugspolitik: En del af den fælles landbrugspolitik, der omfatter foranstaltninger til udvikling af landdistrikter.

Udvikling af landdistrikter: En EU-politik, almindeligvis betegnet søjle II i den fælles landbrugspolitik, der er rettet mod de økonomiske, miljømæssige og sociale behov i EU's landdistrikter. Betalinger til udvikling af landdistrikter foretages af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og medfinansieres af medlemsstaterne.

Revisionsholdet

Revisionsrettens særberetninger præsenterer resultaterne af dens revisioner vedrørende EU-politikker og -programmer eller forvaltningsspørgsmål i forbindelse med specifikke budgetområder. Med henblik på at opnå maksimal effekt udvælger og udformer Revisionsretten sine revisionsopgaver under hensyntagen til de risici, der knytter sig til forvaltningens resultatopnåelse eller regeloverholdelsen, de pågældende indtægters eller udgifters omfang, den fremtidige udvikling samt den politiske og offentlige interesse.

Denne beretning blev vedtaget af Afdeling I - der ledes af Phil Wynn Owen, medlem af Revisionsretten - hvis speciale er bæredygtig anvendelse af naturressourcer. Revisionsarbejdet blev udført under ledelse af Samo Jereb, medlem af Revisionsretten, med støtte fra kabinetschef Jerneja Vrabic, ledende administrator Robert Markus og opgaveansvarlig Michal Machowski. Revisionsholdet bestod af Aris Konstantinidis, Paivi Piki, Carlos Sanchez Rivero, Dainora Venckeviciene og Krzysztof Zalega.

Kontakt

DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET
12, rue Alcide De Gasperi
1615 Luxembourg
LUXEMBOURG

Tlf. +352 4398-1
Kontakt: eca.europa.eu/da/Pages/ContactForm.aspx
Websted: eca.europa.eu
Twitter: @EUAuditors

Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europaserveren (http://europa.eu)

Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2017

PDF	ISBN 978-92-872-8684-0	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/4387	QJ-AB-17-021-DA-N
HTML	ISBN 978-92-872-8708-3	ISSN 1977-5636	doi:10.2865/457092	QJ-AB-17-021-DA-Q

© Den Europæiske Union, 2017

Tilladelse til at anvende eller gengive fotos eller andet materiale, hvortil Den Europæiske Union ikke har ophavsretten, skal indhentes direkte hos indehaveren af ophavsretten.

SÅDAN KONTAKTER DU EU

Personligt
Der findes flere hundrede Europe Direct-informationscentre i hele EU. Find dit nærmeste center på: http://europa.eu/contact

Pr. telefon eller e-mail
Europe Direct er en tjeneste, der besvarer spørgsmål om EU. Kontakt Europe Direct:

• på gratisnummer: 00 800 6 7 8 9 10 11 (visse operatører tager betaling for disse opkald)
• på følgende nummer: +32 22999696 eller
• pr. e-mail: http://europa.eu/contact

SÅDAN FINDER DU OPLYSNINGER OM EU

Online
Oplysninger om EU er tilgængelige på alle EU’s officielle sprog på Europawebstedet: http://europa.eu

EU-publikationer
Du kan downloade eller bestille EU-publikationer gratis eller mod betaling fra EU Bookshop på: http://publications.europa.eu/eubookshop.
Du kan bestille flere eksemplarer af de gratis publikationer ved at kontakte Europe Direct eller dit lokale informationscenter (se http://europa.eu/contact).

EU-ret og relaterede dokumenter
Du kan nemt få adgang til EU’s juridiske oplysninger (herunder al EU-ret siden 1951) på alle officielle EU-sprog på EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Åbne data fra EU
EU’s portal for åbne data (http://data.europa.eu/euodp) giver adgang til datasæt fra EU. Dataene kan downloades og genanvendes gratis til både kommercielle og ikke-kommercielle formål.