ISSN 1977-0871

Den Europæiske Unions

Tidende

C 378

European flag  

Dansk udgave

Meddelelser og oplysninger

60. årgang
9. november 2017


Informationsnummer

Indhold

Side

 

 

EUROPA-PARLAMENTET
SESSIONEN 2013-2014
Mødeperioden den 10. marts 2014
Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 85 af 12.3.2015 .
SESSIONEN 2014-2015
Mødeperioden fra den 11. til 13. marts 2014
Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 85 af 12.3.2015 .
VEDTAGNE TEKSTER

1


 

I   Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

 

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

 

Europa-Parlamentet

 

Tirsdag den 11. marts 2014

2017/C 378/01

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om Den Europæiske Investeringsbank (EIB) — Årsberetning 2012 (2013/2131(INI))

2

2017/C 378/02

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 med henstillinger til Kommissionen om gennemgang af Det Europæiske Finanstilsynssystem (2013/2166(INL))

13

2017/C 378/03

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om aktindsigt (forretningsordenens artikel 104, stk. 7) for 2011-2013 (2013/2155(INI))

27

2017/C 378/04

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om aktiviteterne i Udvalget for Andragender i året 2013 (2014/2008(INI))

35

2017/C 378/05

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om fremtiden for Europas gartnerisektor — vækststrategier (2013/2100(INI))

44

2017/C 378/06

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om udryddelse af tortur i verden (2013/2169(INI))

52

2017/C 378/07

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om Saudi-Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika (2013/2147(INI))

64

 

Onsdag den 12. marts 2014

2017/C 378/08

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om Pakistans regionale rolle og politiske forbindelser med EU (2013/2168(INI))

73

2017/C 378/09

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om et antimissilskjold for Europa og dets politiske og strategiske implikationer (2013/2170(INI))

79

2017/C 378/10

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om situationen og fremtidsperspektiverne for den europæiske fiskerisektor i forbindelse med frihandelsaftalen mellem EU og Thailand (2013/2179(INI))

81

2017/C 378/11

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om Europas gastronomiske arv: kulturelle og uddannelsesmæssige aspekter (2013/2181(INI))

85

2017/C 378/12

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om Kommissionens delegerede forordning af 12. december 2013 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne for så vidt angår definitionen af industrielt fremstillede nanomaterialer (C(2013)08887 — 2013/2997(DEA))

92

2017/C 378/13

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om vurdering og fastsættelse af prioriteringer for EU's forbindelser med landene i det østlige partnerskab (2013/2149(INI))

95

2017/C 378/14

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om USA's NSA-overvågningsprogram, overvågningsorganer i forskellige medlemsstater og deres indvirkning på EU-borgeres grundlæggende rettigheder samt om det transatlantiske samarbejde inden for retlige og indre anliggender (2013/2188(INI))

104

2017/C 378/15

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om evaluering af retsplejen med hensyn til strafferetsplejen og retsstatsprincippet (2014/2006(INI))

136

2017/C 378/16

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om forberedelse på en fuldt ud konvergeret audiovisuel verden (2013/2180(INI))

140

2017/C 378/17

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om rapport om unionsborgerskab 2013 — Unionsborgere: jeres rettigheder, jeres fremtid (2013/2186(INI))

146

2017/C 378/18

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Rådets forordning om oprettelse af en europæisk anklagemyndighed (COM(2013)0534 — 2013/0255(APP))

151

2017/C 378/19

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om statusrapport 2013 for Tyrkiet (2013/2945(RSP))

165

2017/C 378/20

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om EU's strategi for Arktis (2013/2595(RSP))

174

 

Torsdag den 13. marts 2014

2017/C 378/21

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om undersøgelsen af trojkaens (ECB, Kommissionen og IMF's) rolle og virksomhed i programlandene i euroområdet (2013/2277(INI))

182

2017/C 378/22

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om beskæftigelses- og sociale aspekter ved trojkaens (Den Europæiske Centralbanks, Kommissionens og IMF's) rolle og aktiviteter med hensyn til programlande i euroområdet (2014/2007(INI))

200

2017/C 378/23

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om de generelle retningslinjer for udarbejdelse af budgettet for 2015, Sektion III — Kommissionen 2014/2004(BUD)

210

2017/C 378/24

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om Ruslands invasion af Ukraine (2014/2627(RSP))

213

2017/C 378/25

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om gennemførelsen af Lissabontraktaten for så vidt angår Europa-Parlamentet (2013/2130(INI))

218

2017/C 378/26

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om betydningen af ejendomsret, besiddelse af ejendom og velstandsskabelse for udryddelse af fattigdom og fremme af bæredygtig udvikling i udviklingslande (2013/2026(INI))

227

2017/C 378/27

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om EU-rapport om udviklingsvenlig politikkohærens 2013 (2013/2058(INI))

235

2017/C 378/28

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om EU's prioriteter for den 25. samling i FN's Menneskerettighedsråd (2014/2612(RSP))

239

2017/C 378/29

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om Rusland: Domsafsigelse mod demonstranter, der var involveret i begivenhederne på Bolotnaja-pladsen (2014/2628(RSP))

250

2017/C 378/30

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om iværksættelse af høringer med henblik på suspendering af Uganda og Nigeria fra Cotonouaftalen som følge af den seneste tids lovgivning om skærpet kriminalisering af homoseksualitet (2014/2634(RSP))

253

2017/C 378/31

Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts 2014 om sikkerhed og menneskehandel på Sinaihalvøen (2014/2630(RSP))

257

 

HENSTILLINGER

 

Europa-Parlamentet

 

Onsdag den 12. marts 2014

2017/C 378/32

Europa-Parlamentets henstilling til Rådet af 12. marts 2014 om væbnede ikke-statslige aktørers humanitære engagement i beskyttelse af børn (2014/2012(INI))

262


 

II   Meddelelser

 

MEDDELELSER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

 

Europa-Parlamentet

 

Onsdag den 12. marts 2014

2017/C 378/33

Europa-Parlamentets afgørelse af 12. marts 2014 om antallet af interparlamentariske delegationer, delegationer til blandede parlamentariske udvalg og delegationer til parlamentariske samarbejdsudvalg og til multilaterale parlamentariske forsamlinger (2014/2632(RSO))

265


 

III   Forberedende retsakter

 

EUROPA-PARLAMENTET

 

Tirsdag den 11. marts 2014

2017/C 378/34

P7_TA(2014)0180
Statistik over godstransport ad indre vandveje (delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser) ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1365/2006 om statistik over godstransport ad indre vandveje for så vidt angår tillæggelse af delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen for vedtagelsen af visse foranstaltninger (COM(2013)0484 — C7-0205/2013 — 2013/0226(COD))
P7_TC1-COD(2013)0226
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om ændring af forordning (EF) nr. 1365/2006 om statistik over godstransport ad indre vandveje for så vidt angår tillæggelse af delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen for vedtagelsen af visse foranstaltninger
 ( 1 )

269

2017/C 378/35

Europa-Parlamentets ændringer af 11. marts 2014 til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremlæggelse af statistikker med henblik på proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer og om statistikkernes kvalitet (COM(2013)0342 — C7-0162/2013 — 2013/0181(COD))

276

2017/C 378/36

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om udkast til Rådets afgørelse om forlængelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Staters regering (15854/2013 — C7-0462/2013 — 2013/0351(NLE))

297

2017/C 378/37

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, til konventionen om den biologiske mangfoldighed (06852/2013 — C7-0005/2014 — 2012/0279(NLE))

298

2017/C 378/38

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 13 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2013/008 ES/Comunidad Valenciana — tekstiler, Spanien) (COM(2014)0045 — C7-0019/2014 — 2014/2013(BUD))

299

2017/C 378/39

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om produktion og markedsføring af planteformeringsmateriale (lovgivning om planteformeringsmateriale) (COM(2013)0262 — C7–0121/2013 — 2013/0137(COD))

303

2017/C 378/40

P7_TA(2014)0186
Tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (COM(2013)0895 — C7-0459/2013 — 2013/0438(COD))
P7_TC1-COD(2013)0438
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner

304

2017/C 378/41

P7_TA(2014)0187
Tilpasning med virkning fra den 1. juli 2012 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2012 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (COM(2013)0896 — C7-0460/2013 — 2013/0439(COD))
P7_TC1-COD(2013)0439
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2012 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved Den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner

305

2017/C 378/42

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (17930/1/2013 — C7-0028/2014 — 2011/0465(COD))

306

2017/C 378/43

P7_TA(2014)0189
Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/71/EF og direktiv 2009/138/EF for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (COM(2011)0008 — C7-0027/2011 — 2011/0006(COD))
P7_TC1-COD(2011)0006
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed)

307

2017/C 378/44

P7_TA(2014)0190
Oplysninger ved pengeoverførsler ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler (COM(2013)0044 — C7-0034/2013 — 2013/0024(COD))
P7_TC1-COD(2013)0024
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler
 ( 1 )

308

2017/C 378/45

P7_TA(2014)0191
Forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (COM(2013)0045) — C7-0032/2013 — 2013/0025(COD))
P7_TC1-COD(2013)0025
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme
 ( 1 )

330

2017/C 378/46

P7_TA(2014)0192
EU-garanti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med finansieringstransaktioner til støtte for investeringsprojekter uden for Unionen ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om en EU-garanti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med finansieringstransaktioner til støtte for investeringsprojekter uden for Unionen (COM(2013)0293 — C7-0145/2013 — 2013/0152(COD))
P7_TC1-COD(2013)0152
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. …/2014/EU om en EU-garanti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med finansieringstransaktioner til støtte for investeringsprojekter uden for Unionen

380

2017/C 378/47

P7_TA(2014)0193
Adgang til genetiske ressourcer ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, i Unionen (COM(2012)0576 — C7-0322/2012 — 2012/0278(COD))
P7_TC1-COD(2012)0278
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om de overholdelsesforanstaltninger fra Nagoyaprotokollen om adgang til genetiske ressourcer samt rimelig og retfærdig deling af de fordele, der opstår ved udnyttelsen af disse ressourcer, som brugere i Unionen skal respektere

381

2017/C 378/48

P7_TA(2014)0194
Teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil og om ophævelse af direktiv 2009/40/EF (COM(2012)0380 — C7-0186/2012 — 2012/0184(COD))
P7_TC1-COD(2012)0184
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil og om ophævelse af direktiv 2009/40/EF

382

2017/C 378/49

P7_TA(2014)0195
Registreringsdokumenter for motorkøretøjer ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for motorkøretøjer (COM(2012)0381 — C7-0187/2012 — 2012/0185(COD))
P7_TC1-COD(2012)0185
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om ændring af Rådets direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for motorkøretøjer

383

2017/C 378/50

P7_TA(2014)0196
Syn af erhvervskøretøjer ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Unionens område, og om ophævelse af direktiv 2000/30/EF (COM(2012)0382 — C7-0188/2012 — 2012/0186(COD))
P7_TC1-COD(2012)0186
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Unionens område, og om ophævelse af direktiv 2000/30/EF

384

2017/C 378/51

P7_TA(2014)0197
Statistik over jernbanetransport ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 91/2003 om statistik over jernbanetransport for så vidt angår indsamling af data om gods, passagerer og ulykker (COM(2013)0611 — C7-0249/2013 — 2013/0297(COD))
P7_TC1-COD(2013)0297
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om ændring af forordning (EF) nr. 91/2003 om statistik over jernbanetransport for så vidt angår indsamling af data om gods, passagerer og ulykker

385

2017/C 378/52

P7_TA(2014)0198
Elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige indkøb ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige indkøb (COM(2013)0449 — C7-0208/2013 — 2013/0213(COD))
P7_TC1-COD(2013)0213
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud

395

2017/C 378/53

P7_TA(2014)0199
Landbrugsbedrifternes struktur og en undersøgelse af produktionsmetoderne i landbruget ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1166/2008 om en række undersøgelser af landbrugsbedrifternes struktur og en undersøgelse af produktionsmetoderne i landbruget for så vidt angår finansieringsrammen for 2014-2018 (COM(2013)0757 — C7–0390/2013 — 2013/0367(COD))
P7_TC1-COD(2013)0367
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om ændring af forordning (EF) nr. 1166/2008 for så vidt angår finansieringsrammen for 2014-2018

396

2017/C 378/54

P7_TA(2014)0200
Handelsordninger for visse varer fremstillet af landbrugsprodukter ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 11. marts 2014 forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om handelsordninger for visse varer fremstillet af landbrugsprodukter (COM(2013)0106 — C7-0048/2013 — 2013/0063(COD))
P7_TC1-COD(2013)0063
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 11. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om handelsordninger for visse varer fremstillet af landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009 og (EF) nr. 614/2009

397

 

Onsdag den 12. marts 2014

2017/C 378/55

P7_TA(2014)0212
Beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (generel forordning om databeskyttelse) (COM(2012)0011 — C7-0025/2012 — 2012/0011(COD))
P7_TC1-COD(2012)0011
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (generel forordning om databeskyttelse)
 ( 1 )

399

2017/C 378/56

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Rådets forordning om udvidelse af anvendelsen af forordning (EU) nr. …/2012 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (Pericles 2020-programmet) til også at omfatte de medlemsstater, der ikke deltager i euroen (16616/2013 — C7-0463/2013 — 2011/0446(APP))

493

2017/C 378/57

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om lempelse af reglerne for udstedelse af visa (17846/2013 — C7-0078/2014 — 2013/0356(NLE))

494

2017/C 378/58

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Aserbajdsjan om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse (15596/2013 — C7-0079/2014 — 2013/0358(NLE))

495

2017/C 378/59

P7_TA(2014)0219
Beskyttelse af personoplysninger med henblik på at forebygge straffelovsovertrædelser ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, opdage eller retsforfølge straffelovsovertrædelser eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger (COM(2012)0010 — C7-0024/2012 — 2012/0010(COD))
P7_TC1-COD(2012)0010
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, opdage eller retsforfølge straffelovsovertrædelser eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger

496

2017/C 378/60

P7_TA(2014)0220
Gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum (omarbejdning) (COM(2013)0410 — C7-0171/2013 — 2013/0186(COD))
P7_TC1-COD(2013)0186
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum (omarbejdning)
 ( 1 )

546

2017/C 378/61

P7_TA(2014)0221
Flyvepladser, lufttrafikstyring og luftfartstjenester ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 216/2008 for så vidt angår flyvepladser, lufttrafikstyring og luftfartstjenester (COM(2013)0409 — C7-0169/2013 — 2013/0187(COD))
P7_TC1-COD(2013)0187
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om ændring af forordning (EF) nr. 216/2008 for så vidt angår flyvepladser, lufttrafikstyring og luftfartstjenester
 ( 1 )

584

2017/C 378/62

P7_TA(2014)0222
Pakkerejser og formidlede rejsearrangementer ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (COM(2013)0512 — C7-0215/2013 — 2013/0246(COD))
P7_TC1-COD(2013)0246
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om pakkerejser formidlede, pakkeferier, pakketure og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF [Ændring 1]

610

2017/C 378/63

P7_TA(2014)0223
Fluorholdige drivhusgasser ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fluorholdige drivhusgasser (COM(2012)0643 — C7-0370/2012 — 2012/0305(COD))
P7_TC1-COD(2012)0305
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006

638

2017/C 378/64

P7_TA(2014)0224
Arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed (COM(2013)0236 — C7-0114/2013 — 2013/0124(COD))
P7_TC1-COD(2013)0124
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om foranstaltninger til fremme af arbejdstagernes udøvelse af deres ret til fri bevægelighed

639

2017/C 378/65

P7_TA(2014)0225
Vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (COM(2012)0628 — C7-0367/2012 — 2012/0297(COD))
P7_TC1-COD(2012)0297
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om ændring af direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet

640

2017/C 378/66

P7_TA(2014)0226
Statistikker over varehandelen med tredjelande (delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser) ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 471/2009 om fællesskabsstatistikker over varehandelen med tredjelande for så vidt angår delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, vedrørende vedtagelsen af visse foranstaltninger (COM(2013)0579 — C7-0243/2013 — 2013/0279(COD))
P7_TC1-COD(2013)0279
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om ændring af forordning (EF) nr. 471/2009 om fællesskabsstatistikker over varehandelen med tredjelande for så vidt angår delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, vedrørende vedtagelsen af visse foranstaltninger
 ( 1 )

641

2017/C 378/67

P7_TA(2014)0227
Copernicusprogrammet ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Copernicusprogrammet og ophævelse af forordning (EU) nr. 911/2010 (COM(2013)0312 — C7-0195/2013 — 2013/0164(COD))
P7_TC1-COD(2013)0164
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om oprettelse af Copernicusprogrammet og om ophævelse af forordning (EU) nr. 911/2010

646

2017/C 378/68

P7_TA(2014)0228
Det Europæiske GNSS-agentur ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 12. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 912/2010 om oprettelse af Det Europæiske GNSS-agentur (COM(2013)0040 — C7-0031/2013 — 2013/0022(COD))
P7_TC1-COD(2013)0022
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 12. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om ændring af forordning (EU) nr. 912/2010 om oprettelse af Det Europæiske GNSS-agentur

647

 

Torsdag den 13. marts 2014

2017/C 378/69

P7_TA(2014)0237
Asyl-, migrations- og integrationsfond ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en asyl- og migrationsfond (COM(2011)0751 — C7-0443/2011 — 2011/0366(COD))
P7_TC1-COD(2011)0366
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om oprettelse af asyl-, migrations- og integrationsfonden, om ændring af Rådets beslutning 2008/381/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 573/2007/EF og nr. 575/2007/EF og Rådets beslutning 2007/435/EF

649

2017/C 378/70

Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om udkast til Rådets afgørelse vedrørende medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse i Den Europæiske Unions interesse af den internationale Hongkongkonvention af 2009 om sikker og miljømæssigt forsvarlig ophugning af skibe (15902/2013 — C7-0485/2013 — 2012/0056(NLE))

652

2017/C 378/71

P7_TA(2014)0241
Almindelige bestemmelser — Asyl-, migrations- og integrationfond og Fonden for Intern Sikkerhed ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om almindelige bestemmelser om Asyl- og Migrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring (COM(2011)0752 — C7-0444/2011 — 2011/0367(COD))
P7_TC1-COD(2011)0367
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om almindelige bestemmelser om Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og om instrumentet for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring

653

2017/C 378/72

P7_TA(2014)0242
Fonden for Intern Sikkerhed (politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring) ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed (COM(2011)0753 — C7-0445/2011 — 2011/0368(COD))
P7_TC1-COD(2011)0368
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om oprettelse af et instrument for finansiel støtte til politisamarbejde, forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet samt krisestyring som en del af Fonden for Intern Sikkerhed og om ophævelse af Rådets afgørelse 2007/125/RIA

656

2017/C 378/73

P7_TA(2014)0243
Fonden for Intern Sikkerhed (ydre grænser og visa) ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et instrument for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed (COM(2011)0750 — C7-0441/2011 — 2011/0365(COD))
P7_TC1-COD(2011)0365
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om oprettelse af et instrument for finansiel støtte til forvaltning af de ydre grænser og den fælles visumpolitik som en del af Fonden for Intern Sikkerhed og om ophævelse af beslutning nr. 574/2007/EF

657

2017/C 378/74

P7_TA(2014)0244
Højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele EU (COM(2013)0048 — C7-0035/2013 — 2013/0027(COD))
P7_TC1-COD(2013)0027
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og informationssikkerhed i hele Unionen

658

2017/C 378/75

P7_TA(2014)0245
EU-program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et EU-program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 (COM(2012)0782 — C7-0417/2012 — 2012/0364(COD))
P7_TC1-COD(2012)0364
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. …/2014 om oprettelse af et EU-program til støtte for særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision for perioden 2014-2020 og om ophævelse af afgørelse nr. 716/2009/EF

685

2017/C 378/76

P7_TA(2014)0246
Radioudstyr ***I
Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 13. marts 2014 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om markedsføring af radioudstyr (COM(2012)0584 — C7-0333/2012 — 2012/0283(COD))
P7_TC1-COD(2012)0283
Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 13. marts 2014 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/…/EU om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF

686


Tegnforklaring

*

høringsprocedure

***

godkendelsesprocedure

***I

almindelig lovgivningsprocedure (førstebehandling)

***II

almindelig lovgivningsprocedure (andenbehandling)

***III

almindelig lovgivningsprocedure (tredjebehandling)

(Den angivne procedure beror på retsgrundlaget i den foreslåede retsakt)

Parlamentets ændringer:

Ny tekst markeres med fede typer og kursiv . Udeladelser markeres med symbolet ▌eller ved udstregning. Erstatning af tekst angives ved markering af den nye tekst i fede typer og kursiv og ved udeladelse eller udstregning af den tekst, der er erstattet af en ny.

 


 

(1)   EØS-relevant tekst.

DA

 


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/1


EUROPA-PARLAMENTET

SESSIONEN 2013-2014

Mødeperioden den 10. marts 2014

Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 85 af 12.3.2015.

SESSIONEN 2014-2015

Mødeperioden fra den 11. til 13. marts 2014

Protokollen fra denne mødeperiode er offentliggjort i EUT C 85 af 12.3.2015.

VEDTAGNE TEKSTER

 


I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER

Europa-Parlamentet

Tirsdag den 11. marts 2014

9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/2


P7_TA(2014)0201

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) — Årsberetning 2012

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om Den Europæiske Investeringsbank (EIB) — Årsberetning 2012 (2013/2131(INI))

(2017/C 378/01)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) årsberetning for 2012,

der henviser til artikel 15, 126, 175, 208, 209, 271, 308 og 309 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank,

der henviser til sin beslutning af 26. oktober 2012 om innovative finansielle instrumenter i forbindelse med den næste flerårige finansielle ramme (1),

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget om risikodelingsinstrumenter for medlemsstater, der har vanskeligheder eller har risiko for alvorlige vanskeligheder med deres finansielle stabilitet, Parlamentets holdning hertil af 19. april 2012 (2) og navnlig udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget,

der henviser til sin beslutning af 7. februar 2013 om Den Europæiske Investeringsbank — Årsberetning for 2011 (3),

der henviser til rapport af 26. juni 2012 fra formanden for Det Europæiske Råd: »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union«,

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 28. og 29. juni 2012, som navnlig foreskriver en forhøjelse af EIB's kapital på 10 mia. EUR,

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 27. og 28. juni 2013, hvori der opfordres til, at der tilvejebringes en ny investeringsplan for at støtte SMV'erne og styrke finansieringen af økonomien,

der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 22. maj 2013, hvori stats- og regeringscheferne fastlagde målet om at mobilisere alle EU's politikker til støtte for konkurrenceevne, beskæftigelse og vækst,

der henviser til Kommissionens meddelelser om innovative finansielle instrumenter: »En ramme for næste generation af innovative finansielle instrumenter« (COM(2011)0662) og »En pilotfase for Europa 2020-initiativet med projektobligationer« (COM(2011)0660),

der henviser til kapitalforhøjelsen i Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), navnlig med hensyn til spørgsmålet om forbindelserne mellem EIB og EBRD,

der henviser til afgørelsen om at udvide EBRD's operationsområde til at omfatte Middelhavsområdet,

der henviser til det nye aftalememorandum mellem EIB og EBRD, der blev undertegnet den 29. november 2012,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1080/2011/EU (4) om EIB's mandat i forhold til tredjelande for 2007-2013,

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 119, stk. 2,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0137/2014),

A.

der henviser til, at EIB blev oprettet ved Romtraktaten, og at den ifølge artikel 309 TEUF har til opgave ved anvendelse dels af midler lånt på kapitalmarkedet, dels af egne midler at bidrage til en afbalanceret og gnidningsløs udvikling af det indre marked med henblik på at medvirke til at virkeliggøre Unionens prioriteringer ved at udvælge økonomisk gennemførlige projekter, som EU kan investere i;

B.

der konstaterer, at det under disse meget vanskelige sociale og økonomiske forhold, der er præget af nedskæringer på de offentlige budgetter, er nødvendigt at mobilisere alle EU's ressourcer og politikker, herunder EIB's ressourcer, i en indsats for at fastholde den økonomiske genopretning og identificere nye kilder til vækst;

C.

der betoner, at EIB også fungerer som finansieringskilde og supplement til andre investeringskilder ved at udfylde eller afhjælpe ubalancer på markedet;

D.

der henviser til, at EIB bidrager til, at EU kan fastholde og styrke sin konkurrencemæssige fordel på globalt plan;

E.

der understreger, at EIB fortsat vil være hjørnestenen i og katalysator for udviklingen af EU's politikker og vil sikre den offentlige sektors fortsatte tilstedeværelse og tilbyde investeringskapacitet, samtidig med at banken sikrer den bedst mulige inddragelse og gennemførelse af flagskibsinitiativerne under Europa 2020-strategien;

F.

der bemærker, at EIB som et centralt stabilitetsinstrument vil fokusere på at spille en kontracyklisk rolle og vil fungere som en pålidelig partner i sunde projekter i hele EU og i tredjelande;

G.

der henviser til, at EIB støtter de centrale drivkræfter bag vækst- og jobskabelsesmålene i Europa 2020-strategien som f.eks. vækstskabende infrastruktur, banebrydende innovation og konkurrenceevne;

H.

der fremhæver, at det er afgørende at sikre, at EIB bevarer sin AAA-kreditvurdering for fortsat at kunne få adgang til de internationale kapitalmarkeder på de bedste finansieringsvilkår med deraf følgende positive virkninger for projekternes gennemførelse og for interessenterne;

I.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i juni 2012 lancerede en vækst- og beskæftigelsespagt omfattende en lang række politikker med henblik på at stimulere intelligent, bæredygtig, inklusiv, ressourceeffektiv og jobskabende vækst;

J.

der konstaterer, at anvendelse af innovative finansielle instrumenter betragtes som én måde, hvorpå man kan udvide anvendelsesområdet for eksisterende værktøjer som f.eks. tilskud og forbedre EU-budgettets samlede effektivitet;

K.

der understreger, at det er afgørende at genoprette normal långivning til økonomien og lette finansieringen af investeringer;

L.

der bemærker, at internationale finansielle instrumenter indebærer nye samarbejdsmuligheder blandt alle de institutionelle aktører og rummer reelle stordriftsfordele;

M.

der henviser til, at EIB's operationer uden for EU iværksættes for at understøtte EU's optræden udadtil og bør være i overensstemmelse med og fremme EU's mål, jf. artikel 208 og artikel 209 TEUF;

N.

der fremhæver, at EIB’s finansieringsvirksomhed suppleres af de særlige instrumenter, der stilles til rådighed af Den Europæiske Investeringsfond (EIF), som fokuserer på at tilvejebringe både risikofinansiering til SMV’er og nystartede virksomheder og mikrofinansiering;

O.

der konstaterer, at kapitalforhøjelsen har styrket EIB's balance og muliggjort ambitiøse operationelle udlånsmål;

P.

der konstaterer, at der er gjort en særlig indsats for at øge de fælles tiltag (med kombinationer af EIF-garantier og EIB-lån til SMV’er);

Politiske rammer og vejledende principper for EIB's aktiviteter

1.

glæder sig over EIB's årsberetning for 2012 og opfyldelsen af den fastlagte operationelle plan om at finansiere ca. 400 projekter i over 60 lande til et beløb af 52 mia. EUR;

2.

glæder sig over, at EIB's styrelsesråd har godkendt en kapitalforhøjelse på 10 mia. EUR, hvilket har gjort det muligt, at der yderligere har kunnet stilles 60 mia. EUR (svarende til en udvidelse af långivningsmålene på 49 %) til rådighed som langfristede lån til projekter i EU i perioden 2013-2015);

3.

opfordrer EIB til at overholde de planlagte mål i forhold til bankens yderligere virksomhed og frigøre 180 mia. EUR i ekstra investeringer i hele EU i ovennævnte periode;

4.

minder om, at for projekter i EU er mulighederne særlig interessante for en række prioriterede emneområder under Europa 2020-strategien: de pakker, der omhandler innovation og kompetencer, herunder lavemissionsinfrastruktur, investeringer i SMV'er, samhørighed og ressource- og energieffektivitet (herunder overgang til en kulstoffattig økonom); bemærker, at disse indsatsområder er blevet indkredset på passende måde i EIB-Gruppens operationelle plan for 2013-2015, og glæder sig over, at der er afsat yderligere 60 mia. EUR i udlånskapacitet for at finansiere gennemførelsen heraf;

5.

er dog overbevist om, at der inden for disse brede prioriteringer i højere grad bør fokuseres på investeringer i langsigtet vækst og jobskabelse og tiltag, der kan skabe holdbare og synlige virkninger i realøkonomien, og efterlyser derfor en omfattende evaluering, der skal frembringe pålidelige tal for den langsigtede beskæftigelse, der er skabt via, og virkningerne for økonomien som følge af, EIB's långivning, på alle områder efter finanskrisen;

6.

glæder sig over oprettelsen af vækst- og beskæftigelsesfaciliteten, der vil gøre det muligt for EIB nøjere at overvåge de beskæftigelsesmæssige og vækstrelaterede virkninger af de projekter, banken finansierer;

7.

opfordrer EIB til fortsat at støtte EU's langsigtede prioriteringer med henblik på økonomisk og social samhørighed, vækst og beskæftigelse, miljømæssig bæredygtighed, klimatiltag og ressourceeffektivitet gennem yderligere udvikling af nye finansielle og ikkefinansielle instrumenter, der er udformet med henblik på at afhjælpe både kortsigtede markedsbetingede problemer og de mere langsigtede mangler i EU's økonomi;

8.

tilskynder EIB til at forhandle og indgå aftalememoranda med regionale udviklingsbanker, som er aktive inden for dens aktivitetsområder, med henblik på fremme af synergier, risikodeling og deling af udgifter og sikring af tilstrækkelige udlån til realøkonomien;

9.

anser vækst- og beskæftigelsespagten for en vigtig, men ikke tilstrækkelig reaktion på de udfordringer, EU står over for, og konstaterer, at EIB' s kapitalforhøjelse og øget anvendelse af fælles risikodelingsinstrumenter Kommissionen og EIB imellem kombineret med synergier mellem EIB og Den Europæiske Investeringsfond med hensyn til særlige aktiviteter er centrale elementer i, at pagten kan skabe gode resultater;

10.

opfordrer EIB til at prioritere investeringsprojekter, som bidrager kraftigt til den økonomiske vækst;

11.

minder om, at Kommissionen sammen med EIB har fremlagt en rapport om de muligheder og målrettede prioriteter, der bør identificeres via gennemførelsen af vækst- og beskæftigelsespagten, navnlig for så vidt angår infrastruktur, energi- og ressourceeffektivitet, den digitale økonomi, forskning og innovation samt SMV'er; kræver på grundlag af denne rapport en politisk debat i Parlamentet med deltagelse af formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank;

12.

er navnlig bekymret over, at finansieringen i programlande (Grækenland, Irland, Portugal og Cypern) fortsat var lav i løbet af 2012 og udgjorde omtrent +/- 5 % af EIB's samlede investeringer; bemærker, at EIB's mål for investeringer i programlande for 2013 udgør op til 5 mia. EUR ud af et samlet EU-mål på 62 mia. EUR;

13.

er bekymret over, at EIB i sin udlånspolitik fortsat ikke har udvist særlig stor risikovillighed og dermed har begrænset potentielle låntageres muligheder for at opfylde EIB's udlånskrav og dernæst har hæmmet den merværdi, som lån kan skabe;

14.

kræver, at EIB øger sin interne risikovillighed ved at sikre, at bankens risikostyringssystemer er tilpasset de aktuelle forhold;

15.

erkender, at det er afgørende for EIB at opretholde sin AAA-kreditvurdering for at kunne bevare sin finansielle styrke og evne til at tilføre realøkonomien penge; opfordrer dog EIB til sammen med EIF at overveje at øge sit engagement i mere risikobetonede aktiviteter for at sikre et rimeligt cost-benefit-forhold;

16.

bemærker stigningen i EIB's mål for særlige aktiviteter med højere risiko til 6 mia. EUR i 2013, forhøjelsen af finansieringen til risikodelings- og kreditforbedringsinitiativer til 2,3 mia. EUR og lanceringen for nylig af vækstfinansieringsinitiativet, der letter adgangen til finansiering for innovative mid-cap-selskaber;

17.

opfordrer EIB til at øge sin virksomhed i henhold til mandatet vedrørende risikovillig kapital og Mezzanine for Growth-mandatet, som EIB har givet Den Europæiske Investeringsfond;

18.

glæder sig over, at Den Europæiske Investeringsfond har forhøjet sit mandat vedrørende risikovillig kapital, der finansieres af EIB, med 1 mia. EUR med særligt fokus på mezzaninfinansiering med større risiko som del af de fælles tiltag banken og fonden imellem for at tackle finansieringsvanskeligheder i forbindelse med nye innovations- og vækstplaner for mellemstore virksomheder i EU;

19.

opfordrer EIB til at være mere proaktiv med hensyn til at stille bankens tekniske viden til rådighed på alle centrale aktivitetsområder med stort vækstpotentiale i alle medlemsstater; minder om, at teknisk og finansiel rådgivning er et effektivt middel til at bidrage til virkeliggørelsen af projekter og fremskynde udbetalinger og reelle investeringer; mener derfor, at EIB's sagkundskab bør øges og gøres tilgængelig i tidlige faser af projekter, der finansieres af EU og EIB i fællesskab, og ved en forudgående vurdering af storstilede projekter, bl.a. via JASPERS-instrumentet (Joint Assistance to Support Projects in European Regions);

20.

opfordrer EIB til — på baggrund af de nuværende kritisk lave udnyttelsesgrader i mange medlemsstater — at styrke indsatsen for at støtte medlemsstaternes kapacitet til at udnytte EU-ressourcer, herunder midler fra strukturfondene, ved at videreudvikle yderligere fælles risikodelingsinstrumenter og ved at tilpasse de eksisterende, der allerede finansieres over EU's budget;

21.

opfordrer medlemsstaterne til i givet fald at samarbejde med Kommissionen med henblik på at anvende en del af deres strukturfondstildelinger for at dele EIB's lånerisiko og stille lånegarantier for viden og kompetencer, ressource- og energieffektivitet, strategisk infrastruktur og adgang til finansiering for SMV'er;

22.

sætter pris på, at uudnyttede strukturmidler nu kan anvendes som en særlig garantifond for EIB's lånetransaktioner, navnlig i Grækenland;

23.

bemærker, at banken i 2012 underskrev lån i forbindelse med strukturprogrammer for et beløb på 2,2 mia. EUR, hvilket muliggjorde støtte til talrige små og mellemstore projekter i overensstemmelse med prioriteringerne i samhørighedspolitikken i forskellige sektorer;

24.

opfordrer EIB til på baggrund af de forskellige økonomiske og finansielle forhold, der er fremherskende i EU, i tæt samarbejde med medlemsstaterne at udvikle resultatorienterede investeringsplaner, der på passende måde er tilpasset nationale, regionale og lokale vækstprioriteringer, under behørig hensyntagen til de horisontale prioriteringer i Kommissionens årlige vækstundersøgelse og det europæiske semester for økonomisk styring;

25.

opfordrer banken til at undersøge mulighederne for at udvide dens engagement ved proaktivt at deltage i partnerskabsaftaler mellem Kommissionen og medlemsstaterne;

26.

bemærker den faldende tendens i antallet af offentlig-private partnerskaber under og efter krisen og minder samtidig om den meget vigtige rolle, de spiller på investeringsområdet, navnlig med hensyn til transportnet og forskning og innovation; konstaterer, at mens markedet for offentlig-private partnerskaber i EU er steget i værdi, er der registreret væsentlig færre transaktioner på markedet;

27.

mener, at statsgarantier er værdifulde instrumenter med hensyn til at rette op på markedsfejl, der kan forhale virkeliggørelsen af programmer og projekter som led i offentlig-private partnerskaber; opfordrer til, at EIB på baggrund af sin sagkundskab på dette område øger sin deltagelse i de lånegarantier, der ydes til offentlig-private partnerskaber via statsgarantier;

28.

mener desuden, at EIB's rådgivningskapacitet baseret på ekspertise indhøstet i Det Europæiske OPP-Ekspertcenter (EPEC) kan anvendes til at yde målrettet teknisk og særlig bistand på regeringsniveau og, hvor det er relevant, også på regionalt niveau for at fremme korrekte vurderinger med hensyn til fordele ved, at der indgår en statsgaranti i et program for et offentlig-privat partnerskab;

29.

minder om, at EIB og Kommissionen med støtte fra medlemsstaterne i 2012 igangsatte pilotfasen i projektobligationsinitiativet, der sigter mod at stimulere finansieringen af centrale infrastrukturprojekter ved at tiltrække institutionelle investorer;

30.

glæder sig over den første halvårlige rapport om projektobligationsprojektets pilotfase, hvori det er angivet, at der er godkendt ni projekter i seks lande; opfordrer til fortsat øget anvendelse af sådanne obligationer og til regelmæssigt at vurdere deres effektivitet med henblik på at fremme rentable investeringer i gældsinstrumenter, som kanaliserer privat kapital over i nødvendige projekter inden for transport-, energi- og ikt-infrastruktur, navnlig projekter med en grænseoverskridende dimension; mener dog, at EIB bør foretage bedre vurderinger af de projekter, som den ønsker at investere i, herunder vurderinger af deres sikkerheds- og risikoprofil; minder om, at der over EU's budget ydes 230 mio. EUR i støtte til EIB's kreditforbedringsaktiviteter for infrastrukturinvesteringer på transport-, energi- og kommunikationsområdet;

31.

kræver, at Parlamentet underrettes om de udvalgte projekter på en passende måde og rettidigt;

32.

bemærker med bekymring, at centrale udfordringer fortsat består (f.eks. at omdanne interesse til forpligtelser, begrænset erfaring med obligationsløsningen hos de myndigheder, der foretager indkøb, institutionelle investorers tøven med at engagere sig, sponsorers bekymringer over omkostningerne osv.); opfordrer banken til nøje at vurdere muligheden for saminvesteringer i obligationsforretninger i en tidlig fase for at øge investorernes og sponsorernes tillid; opfordrer EIB til at sikre, at initiativet med projektobligationer er i overensstemmelse med EU's langsigtede klimamål, dvs. at det fokuserer på lavemissionsinfrastrukturer;

33.

er foruroliget over de ringe resultater af Castor-projektet; kræver, at banken fremlægger oplysninger om kvaliteten af sine interne kontrolprocedurer og om, hvorvidt de geologiske undersøgelser, der blev gennemført, viste, om der var en seismisk risiko eller ej, hvor stor procentsatsen var, og hvordan man søgte at afhjælpe risikoen;

34.

afventer den endelige evalueringsrapport om projektobligationsinitiativets pilotfase, der forventes forelagt i 2015;

35.

glæder sig over EIB's nye energipolitik, der indebærer, at der indføres nye udlånskriterier for energiprojekter, som afspejler EU's energi- og klimapolitik og de aktuelle investeringstendenser; opfordrer til, at EIB's energiinvesteringer offentliggøres og analyseres årligt, så det fremgår, hvilke energikilder EIB har ydet støtte til; ønsker dog at understrege, at EIB's investeringspolitik i langt højere grad burde fokusere på bæredygtige projekter; minder ikke desto mindre om behovet for at fremlægge en omfattende udfasningsplan for udlån til ikke-vedvarende energi;

36.

glæder sig over den nye emissionsstandard, EIB har indført, og som skal anvendes på alle projekter for energifremstilling med fossilt brændsel for at frasortere investeringer med forventede kulstofemissioner over en vis grænse; opfordrer EIB's styrelsesråd til løbende at følge emissionsstandarden og overveje mere restriktive forpligtelser i fremtiden;

37.

opfordrer på baggrund af klimapakken for 2030, herunder prioriteringerne omkring dekarbonisering heri, banken til at intensivere sin indsats inden for lavemissionsinvesteringer og arbejde for politikker, der fører til mere ambitiøse klimamål; kræver, at EIB foretager en klimavurdering og gennemgår alle bankens aktiviteter i 2014, hvilket skal føre til en fornyet klimabeskyttelsespolitik, f.eks. gennem projektvurdering og en integreret tilgang til at kombinere sektorspecifikke politikker for centrale sektorer på en intelligent måde; opfordrer EIB til at lade denne gennemgang indgå i bankens næste årsberetning;

38.

minder om EIB's vigtige rolle med hensyn til at finansiere den offentlige og private sektors investeringer i energiinfrastruktur og støtte projekter, der bidrager til at nå EU's klima- og energipolitiske mål; minder om sin beslutning fra 2007, hvori der opfordres til, at der sættes en stopper for offentlig finansiering af projekter vedrørende fossile brændstoffer og foretages en omstilling til energieffektivitet og vedvarende energi; mener, at EIB i samarbejde med Kommissionen i overensstemmelse med Unionens og internationale klimamål og de bedste internationale standarder bør opdatere sin klimastrategi i forbindelse med bankens finansieringstransaktioner inden udgangen af 2015;

39.

opfordrer til, at EIB's midler og ekspertise øges for at tage højde for tilpasningen til klimaændringer;

40.

opfordrer til, at EIB håndhæver de bedste internationale standarder for vandkraft, nemlig retningslinjerne fra World Commission on Dams og Hydropower Sustainability Assessment Protocol (HSAP), som indebærer, at der kun investeres i projekter, hvor landene har indført lovgivning om etablering af energiplanlægningsmekanismer (herunder forbudte områder), og at de negative virkninger på økosystemerne og lokalsamfundene vurderes ordentligt, undgås, afhjælpes og overvåges, og at projekterne ikke placeres i eller i nærheden af beskyttede områder eller på flodstrækninger med god økologisk status;

41.

opfordrer EIB til nøje at indarbejde visionen og målene i EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020 »Vores livsgaranti, vores naturkapital« i sine projekter;

Mere støtte til små og mellemstore virksomheder og mid-cap selskaber

42.

minder om, at SMV'er anses for at være grundstammen i EU's økonomi og den vigtigste drivkraft bag vækst og beskæftigelse i EU, og at de tegner sig for over 80 % af beskæftigelsen i den private sektor;

43.

glæder sig over, at der (i forbindelse med indsatsen for at øge udlånsaktiviteten i EU) er lagt særlig vægt på at forbedre små og mellemstore virksomheders adgang til finansiering, og glæder sig dernæst over EIB-Gruppens mål for 2013 om at låne over 19 mia. EUR ud til små og mellemstore virksomheder i EU;

44.

opfordrer i denne sammenhæng ligeledes Rådet til at give sit hurtige samtykke til de fælles initiativer mellem Kommissionen og EIB og forene de EU-budgetmidler, som er tiltænkt SMV’er, samt gribe til mere resolut handling for så vidt angår gennemførelsen af samarbejdet med Den Europæiske Centralbank med henblik på at mindske de finansielle begrænsninger, som pålægges SMV'er; påpeger, at det største problem i adskillige medlemsstater er, at opsplitningen af de finansielle markeder resulterer i en mangel på finansiering og i øgede finansieringsomkostninger, navnlig for SMV'er; opfordrer til, at EIB's indsats rettes imod defragmentering for at fremme finansieringen til SMV’er, iværksætteri, eksport og innovation, der er af afgørende betydning for den økonomiske genopretning;

45.

glæder sig over bankernes øgede udlån til små og mellemstore virksomheder takket være den revitalisering af securitiseringsmarkedet for små og mellemstore virksomheder, der er sket som følge af EIB-Gruppens nye ABS-initiativ; opfordrer EIB til at gennemføre en markedsanalyse med henblik på bedre at tilpasse EIB's tilbud til interessenternes behov; glæder sig over forbedringen af EIF's kreditkapacitet via en kapitalforøgelse og et mandat og opfordrer EIB og Kommissionen til at afslutte processen i starten af næste år;

46.

støtter EIB-Gruppens initiativer omkring innovativ finansiering for små og mellemstore virksomheder og mid-cap selskaber via etablering af de finansielle instrumenter under Horisont 2020 og COSME og risikodelingsinstrumenterne med henblik på at tilskynde bankerne til at stille finansielle ressourcer til rådighed gennem lån og garantier og sikre adgangen til langfristet risikovillig kapital;

47.

støtter Kommissionens og EIB's fælles initiativ til fordel for små og mellemstore virksomheder, der indgår i den nye flerårige finansielle ramme, og som kombinerer de disponible midler fra EU's Cosme-program og Horisont 2020-programmet, hvor op til 8,5 mia. EUR afsættes til de europæiske struktur- og investeringsfonde for at sikre yderligere udlån til små og mellemstore virksomheder;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at deltage aktivt ved at anvende en del af den støtte, de tildeles via struktur- og investeringsfondene, til at bidrage til de fælles instrumenter med henblik på at støtte større udlån til små og mellemstore virksomheder på deres område og dermed øge de samlede løftestangseffekter;

49.

opfordrer EIB til at udvide handelsfinansieringsinitiativet; mener, at denne garantiordning for SMV'er er af central betydning og bør udvides på EU-plan, hvor der anses for at være størst behov herfor; opfordrer EIB til at udvikle sit eget program til fremme af samhandelen; anmoder EIB om som det første skridt at iværksætte foranstaltninger til at sikre udstedelsen af de garantier, som er nødvendige for, at virksomhederne kan realisere deres fulde eksportpotentiale;

50.

støtter EIB's fokus på den regionale og lokale dimension og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at anvende fælles finansieringstekniske forvaltningsinstrumenter som f.eks. Jeremie-programmet og regionale fond-til-fond-ordninger, som stiller egenkapitalfinansiering og gældsfinansiering til rådighed for lokale SMV'er;

51.

glæder sig over den efterfølgende evaluering af EIB's formidlede udlån til SMV'er i EU i perioden 2005-2011; konstaterer, at EIB bevilgede 64 mia. EUR i lån til ca. 370 finansinstitutter i EU-27 på dette område i perioden 2005-2012; konstaterer, at 53 mia. EUR af disse midler ved udgangen af 2012 var blevet udbetalt til disse finansinstitutter, som for deres vedkommende havde udlånt næsten 48 mia. EUR til små og mellemstore virksomheder via ca. 300 000 sekundære lån;

52.

konstaterer, at evalueringen viser, at EIB's formidlede udlån til små og mellemstore virksomheder (via produktet L4SME) er i overensstemmelse med EU's mål; efterlyser ikke desto mindre en bedre vurdering af, hvordan EIB's produkt og de nationale politiksammensætninger supplerer hinanden, med henblik på yderligere at forbedre transaktionernes relevans; opfordrer EIB til at fremsætte forslag om at styrke L4SME-produktets effektivitet, så det kan anvendes til at afhjælpe særlige mangler i stedet for at finansiere et bredt spektrum af små og mellemstore virksomheder og dermed optimere EIB's bidrag til vækst og beskæftigelse;

53.

konstaterer med bekymring, at EIB's lån i den periode, aktivitetsberetningen omhandler, havde »en vis« indvirkning på vækst og beskæftigelse, men med store variationer mellem landene (kun en tredjedel af de små og mellemstore virksomheder angav, at væksten i deres omsætning kunne tilskrives finansiering fra EIB); er foruroliget over, at der kun foreligger begrænset dokumentation for, at EIB's lån bidrog til at opretholde beskæftigelsen; konstaterer, at den relative indvirkning på vækst og beskæftigelse var højere i de nye medlemsstater; erkender dog, at den periode, som aktivitetsrapporten vedrører, omfattede den finansielle og økonomiske krise, og at den relativt beskedne jobskabelse blev opnået til trods for, at beskæftigelsesniveauet var faldende;

54.

er foruroliget over, at EIB-finansieringen i mange tilfælde synes at være blevet anvendt til at støtte allerede succesfulde små og mellemstore virksomheder og ikke til at afhjælpe finansieringsmangler; bemærker dog, at over 80 % af SMV'erne var virksomheder med mindre end 50 ansatte, hvilket viser, at EIB når ud til det mindre segment af SMV-gruppen;

55.

kræver, at EIB i fuldt omfang anvender udvælgelseskriterierne for mere effektivt at påvirke valget af finansielle støttemodtagere;

56.

opfordrer EIB til at identificere og udvælge projekter med højere merværdi og højere risiko navnlig ved at identificere nystartede virksomheder, mikrovirksomheder, kooperativer, virksomhedsklynger, små og mellemstore virksomheder og mid-cap selskaber, der gennemfører forsknings-, udviklings- og innovationsprojekter på prioriterede teknologiområder;

57.

understreger behovet for blandt potentielle investorer og støttemodtagere at øge kendskabet til og forståelsen for forekomsten af innovative finansielle redskaber; efterlyser en ny kommunikationspolitik, der skal udbrede kendskabet til de forskellige aktiviteter, der gennemføres af EU via EIB ved hjælp af disse nye finansielle instrumenter; understreger endvidere, at der bør sikres en omfattende og systematisk adgang til projektinformation samt større inddragelse af de projektbegunstigede og det lokale civilsamfund, hvilket kan forbedres via EIB-finansierede investeringer;

58.

opfordrer EIB til at udarbejde en handlingsplan til forenkling af SMV'ers adgang til oplysninger og finansiering med særligt fokus på de administrative formaliteter i forbindelse med adgangen til finansiering;

59.

minder om, at formidlede udlån tegner sig for over 20 % af EIB's samlede årlige udlån;

60.

gentager sin bekymring over, at en lang række problemer fortsat ikke er løst på dette område, navnlig den manglende åbenhed (især vedrørende oplysninger om de endelige finansielle støttemodtagere), vanskelighederne ved at vurdere lånenes økonomiske og sociale virkninger (hvilket skaber problemer med at målrette indsatsen) og afhængigheden af finansielle formidlere, der via outsourcing af opgaverne får til opgave at gennemføre kontrolprocedurerne; opfordrer banken til at fremlægge oplysninger om sin tilgang med hensyn til at fremskynde foranstaltninger til afhjælpning af disse problemer og kræver, at EIB sammen med Kommissionen opstiller en ufravigelig liste over kriterier for udvælgelse af disse finansielle formidlere, som gøres offentligt tilgængelig;

61.

opfordrer EIB til at foretage en opdateret og omfattende evaluering af, hvordan finanskrisen har påvirket slutmodtagerne af EIB-finansieringen, og foretage en grundig vurdering af finanskrisens virkninger for de finansielle formidlere, banken anvender, og deres nuværende status, både i og uden for EU;

62.

kræver, at EIB sikrer, at bankens mål om at skabe beskæftigelse for ca. en halv million personer via udlån til projekter inden for infrastruktur, ressourceeffektivitet og videnøkonomi alene i 2013 opfyldes;

63.

konstaterer, at virksomhedernes og den offentlige sektors begrænsede adgang til finansiering som følge af de vanskelige økonomiske forhold og de strammere kreditmarkeder fortsat gør det vanskeligt for unge at finde beskæftigelse og begrænser mulighederne for at forbedre erhvervsuddannelserne;

64.

mener, at EIB's program for ungdomsbeskæftigelse (med et udlånsvolumen på 6 mia. EUR), der omfatter arbejdspladser for unge og investering i kompetencer, er meget vigtigt med henblik på at løse disse problemer; glæder sig over den midlertidige gennemførelsesrapport, der viser, at der er gjort vigtige fremskridt på området, f.eks. at der er stillet 4,9 mia. EUR til rådighed i form af lån via programdelen for investeringer i kompetencer, og at der er ydet lån på 2,7 mia. EUR via programdelen for arbejdspladser for unge; anerkender den tidlige realisering af programmets mål;

65.

støtter bankens mål om yderligere at maksimere sine målrettede udlån til små og mellemstore virksomheder for at etablere en klar forbindelse mellem EIB-udlån og nye arbejdspladser for unge;

66.

opfordrer banken til at udvide sit aktivitetsområde og anvende yderligere instrumenter for at tilvejebringe levedygtige incitamenter med henblik på at skabe beskæftigelse for unge, navnlig i lande med særlig høj ungdomsarbejdsløshed;

EIB's bidrag til EU's politik udadtil

67.

opfordrer EIB til i overensstemmelse med gennemgangen af EIB's mandat til aktiviteter uden for Den Europæiske Union at støtte Den Europæiske Unions udenrigspolitiske målsætninger, således som de er udformet af Kommissionen og EU's Udenrigstjeneste;

68.

glæder sig over den EU-garanti for ekstern långivning, der stilles til rådighed for EIB over EU-budgettet med en størrelse svarende til den nuværende, og som har et loft på 30 mia. EUR (fordelt på et generelt mandat på 27 mia. EUR og 3 mia. EUR i form af et tillægsmandat, der skal underlægges en midtvejsevaluering) for næste finansieringsperiode gennem anvendelse af tilbageførsler fra ubrugte midler fra FEMIP (Euro-Middelhavs-faciliteten for investeringer og partnerskab) fra før 2007;

69.

opfordrer Revisionsretten til at udarbejde en særberetning om EIB's udlånsaktiviteter i tredjelande og deres overensstemmelse med EU's politikker før midtvejsrevisionen af EIB's eksterne mandat og til at sammenligne merværdien heraf i forbindelse med de egne ressourcer, som EIB anvender; opfordrer desuden Revisionsretten til i sin analyse at skelne mellem de garantier, der ydes via EU-budgettet, den investeringsfacilitet, der sikres via EUF, de forskellige kombinationsinstrumenter, der anvendes i infrastrukturtrustfonden EU-Afrika, den caribiske investeringsfond og investeringsfaciliteten for Stillehavet og anvendelsen af tilbageførsler til disse investeringer;

70.

glæder sig over de øgede muligheder for fleksibilitet inden for rammerne af EIB's nye eksterne udlånsmandat; opfordrer EIB til at maksimere sin støtte til EU's politikker og mål;

71.

anmoder EIB om at anvende garantifonden på en mere fleksibel måde og lægge større vægt på udlån på egen risiko ved at udvide bankens aktivitetsområde, når det gælder bankgodkendte projekter; insisterer på, at EIB sikrer, at den finansielle EU-støtte, banken yder, har en høj grad af synlighed for de endelige finansielle støttemodtagere i projekterne;

72.

konstaterer, at førtiltrædelseslandene og de østlige og sydlige naboskabslande er dem, der prioriteres højest af EIB; understreger navnlig behovet for fortsat støtte til den demokratiske og økonomiske overgang efter Det Arabiske Forår med særligt fokus på støtte til civilsamfundet, jobskabelse og økonomisk genopretning i de sydlige lande og østlige partnerlande; glæder sig over, at man har fokuseret på små og mellemstore virksomheder og adgang til finansiering;

73.

støtter i forbindelse med EU's politik udadtil den gradvise udvikling af nye finansielle produkter sammen med Kommissionen og medlemsstaterne som f.eks. produkter, der består af en kombination af EU-tilskud, lån og risikodelingsinstrumenter, med henblik på at nå nye kategorier af virksomheder; kræver, at der fastlægges bedste praksis og veldefinerede udvælgelseskriterier for anvendelse af disse instrumenter kombineret med strukturerede vilkår omkring rapportering, overvågning og kontrol; kræver, at tildelingspolitikken udformes endeligt;

74.

forventer derfor, at forvaltningsrapporten om gennemførelsen af platformen for samarbejde med internationale finansielle kombinationsinstrumenter omfatter detaljerede og sammenhængende oplysninger herom og sikrer en passende rolle for EIB; opfordrer Kommissionen til at fremlægge en omfattende rapport om virkninger og resultater af gennemførelsen af finansielle faciliteter inden for rammerne af platformen for samarbejde om kombinerede instrumenter;

75.

glæder sig over EIB's støtte til projekter for vækst og beskæftigelse inden for flere forskellige energisektorer; minder om behovet for at opretholde sammenhængen med de nye udviklinger i EU's energi- og klimapolitik; opfordrer EIB til som led i sin nye energipolitik fortsat at støtte projekter både i og uden for EU, der tager sigte på energieffektivitet og bæredygtige vedvarende energikilder, og dermed bane vejen for en økonomi med lave kulstofemissioner;

EIB's samarbejde med andre internationale finansielle institutioner

76.

minder om, at struktureret samarbejde mellem EU-organer (Kommissionen og EIB) og andre finansielle institutioner er den eneste effektive måde, hvorpå man kan forebyggende overlappende aktiviteter;

77.

glæder sig over det opdaterede aftalememorandum mellem EIB og EBRD, der afspejler EU's vilje til at styrke samordningen og samarbejdet mellem disse to store internationale finansielle institutioner; tilskynder EIB til også at forhandle og indgå aftalememoranda med regionale udviklingsbanker, som er aktive inden for dens aktivitetsområder, med henblik på fremme af synergier, risikodeling og udgiftsdeling og sikring af tilstrækkelige udlån til realøkonomien;

78.

opfordrer de to institutioner til at arbejde for den bedst mulige samordning af virksomheden, når det gælder komplementaritet og arbejdsfordeling, med henblik på systematisk at udforske de bedste muligheder og synergier og finde frem til optimale løftestænger til støtte for og gennemførelse af EU's politiske mål, samtidig med at deres respektive komparative fordele og særpræg respekteres;

79.

opfordrer EIB og EBRD til på det tidligst mulige stadium (under den forudgående evaluering eller fastlæggelsen af de enkelte aktionsforløb) at styrke deres ekspertise, deres strategier og deres programplanlægning på de forskellige indsatsområder og navnlig deres samarbejde om risikostyringsinstrumenter (finansielle, operationelle eller landespecifikke risici) for at forbedre kontrollen med eksisterende risici;

80.

glæder sig over den nye fælles handlingsplan, som EIB, EBRD og Verdensbankgruppen nåede til enighed om i november 2012, og som tager sigte på at støtte den økonomiske genopretning og væksten i Mellem- og Sydøsteuropa, og konstaterer, at handlingsplanen omfatter fælles forpligtelser til et beløb af over 30 mia. EUR for perioden 2013-2014; opfordrer EIB til at forpligte sig til at bidrage med mindst 20 mia. EUR som fastlagt i aftalen;

81.

gentager sit forslag om, at Den Europæiske Union bliver medlem af EIB;

EIB's rammer for forvaltning, overholdelse og kontrol

82.

opfordrer EIB og andre associerede partnere og interessenter til yderligere at forbedre deres forvaltningsmekanismer ved bl.a. at udvikle omfattende og forsvarlige tilsyns-, rapporterings- og kontrolsystemer;

83.

glæder sig over, at EIB har styrket sit engagement omkring åbenhed ved at tilslutte sig det internationale initiativ vedrørende gennemsigtighed i bistanden (IATI);

84.

kræver, at banken sikrer, at dens klageordning er helt uafhængig og fungerer efter hensigten;

85.

opfordrer EIB til at overholde bestemmelserne i Aarhuskonventionen ved at oprette et offentligt dokumentregister for at sikre den aktindsigt, der er knæsat i EU-traktaterne; opfordrer banken til at leve op til sine forpligtelser og gøre registret offentligt tilgængeligt fra 2014;

86.

kræver, at den næste årlige aktivitetsberetning suppleres med en række tværgående resultatindikatorer for finansieringsvirksomhedens effektivitet inden for EIB's vigtigste indsatsområder, den forventede multiplikatoreffekt, hvor det er relevant, og overførslen af finansielle fordele inden for de programmer, der finansieres;

87.

gentager og understreger, at banken har et ansvar for at øge åbenheden, når det gælder valget af finansielle formidlere og partnere i samfinansierede projekter og med hensyn til de endelige finansielle støttemodtagere;

88.

understreger, at EIB bør mindske bureaukratiet med henblik på at sikre en mere effektiv og hurtig fordeling af midlerne;

89.

opfordrer EIB til yderligere at øge gennemsigtigheden i sine udlånsaktiviteter via finansielle formidlere ved at aflægge en årlig rapport om sine udlån til SMV'er med sammenfattende oplysninger om niveauet for udbetalinger til SMV'er, antallet af SMV'er, der har modtaget lån, lånenes gennemsnitlige størrelse samt de støttede sektorer, herunder en evaluering af lånenes tilgængelighed for SMV'er og af deres effektivitet;

90.

opfordrer EIB til at afstå fra at samarbejde med finansielle formidlere, der udviser dårlige resultater hvad angår gennemsigtighed, svig, korruption og påvirkninger af miljøet og sociale forhold; tilskynder EIB til at indgå partnerskaber med gennemsigtige og ansvarlige finansielle formidlere med etablerede forbindelser til den lokale økonomi i hvert transaktionsland; opfordrer i denne sammenhæng EIB til at sikre større gennemsigtighed, navnlig i forbindelse med udlån gennem formidlere, samt til at udvise øget rettidig omhu med hensyn til at forhindre brugen af skattely, fastsættelse af interne afregningspriser, skattesvig, aggressiv skatteundgåelse eller -planlægning; opfordrer til fastsættelse af en ufravigelig og offentlig tilgængelig liste over kriterier for udvælgelse af finansielle formidlere; opfordrer EIB til at styrke sit samarbejde med nationale offentlige kreditinstitutter for at maksimere de positive virkninger af dens finansieringsprogrammer for SMV’er;

91.

opfordrer EIB til straks at indlede en inkluderende revision af sin politik for jurisdiktioner, som ikke samarbejder, idet der tages behørigt hensyn til den seneste udvikling i denne forbindelse på EU-plan og internationalt plan; opfordrer derfor EIB til at sikre, at alle virksomheder og finansielle institutioner, der er involveret i dens projekter, offentligt giver oplysninger om det faktiske ejerskab i alle retlige strukturer, der direkte eller indirekte er knyttet til virksomheden, herunder truster, stiftelser og bankkonti;

92.

kræver ligeledes, at der i samarbejde med Kommissionen udarbejdes en offentlig udelukkelsesliste for finansielle formidlere på grundlag af deres tidligere aktiviteter med hensyn til gennemsigtighed, svig, forbindelser med offshorejurisdiktioner og sociale og miljømæssige virkninger;

93.

anser det for afgørende, at EIB bevarer sin AAA-kreditvurdering, som gjorde det muligt for banken at låne 71 mia. EUR på de internationale kapitalmarkeder i 2012 til en gunstig rente; opfordrer dog EIB til at øge sin kapacitet til at prioritere projekter med større merværdi og større risiko;

94.

minder om og understreger som i tidligere år, at det er nødvendigt med et banktilsyn med EIB's virksomhed og kræver en retlig undersøgelse af, hvordan der kan findes en løsning på dette spørgsmål;

95.

foreslår, at dette tilsyn:

i)

foretages af ECB på grundlag af artikel 127, stk. 6, TEUF, eller

ii)

foretages inden for rammerne af den kommende bankunion, som er omhandlet i Kommissionens meddelelse af 12. september 2012, eller

iii)

hvis dette ikke er muligt og på grundlag af en fremgangsmåde baseret på et frivilligt tiltag fra EIB's side, foretages af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, med eller uden deltagelse af en eller flere nationale tilsynsmyndigheder, eller af en uafhængig revisor;

beklager, at Kommissionen ikke har foreslået nogen foranstaltninger med henblik herpå til trods for Parlamentets anmodninger, hvoraf den første stammer fra 2007;

96.

glæder sig over de nye interne udviklinger inden for EIB, når det gælder den generelle overholdelse af bedste praksis for bankvirksomhed; kræver, at EIB's bankpartnere også overholder den bedste bankpraksis, som er forenelig med Unionens lovgivning om finansielle tjenesteydelser og stabiliteten på det finansielle marked, inden for rammerne af deres transaktioner både inden og uden for EU; kræver, at EIB i sin årlige arbejdsplan medtager en revision af et aktivitetsområde for at vise, at bedste praksis for bankvirksomhed indgår i bankens interne skriftlige procedurer;

97.

opfordrer EIB til at øge gennemsigtigheden af og adgangen til sine aktiviteter, evalueringer og resultater yderligere gennem bedre adgang til information, både internt blandt EIB’s personale ved at muliggøre deltagelse i relevante interne EIB-møder, og eksternt, som f.eks. på sit websted;

98.

glæder sig over, at EIB har truffet foranstaltninger inden for hvidvaskning af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme og har styrket ressourcerne for at sikre efterlevelsen af bestemmelserne gennem udnævnelsen af en ny generalinspektør; kræver, at Parlamentet med jævne mellemrum underrettes om de resultater, der fremlægges i generalinspektørens rapport;

99.

opfordrer EIB til at følge den landeopdelte rapportering for at bekæmpe finansiering af ulovlige aktiviteter; mener, at alle modtagere — for at kunne modtage EIB-finansiering — hvad enten det drejer sig om selskaber eller finansielle formidlere, der er tilknyttet forskellige jurisdiktioner, skal være forpligtet til i deres reviderede årsregnskaber at afgive oplysninger om deres salg, aktiver, ansatte, overskud og skatteafregning i hvert af de lande, de driver virksomhed i; mener også, at modtagere skal offentliggøre kontrakter med deres værtsregeringer og navnlig skatteordningen i hvert af de lande, de driver virksomhed i;

100.

kræver, at kontrolprocedurerne tilpasses for at håndtere en fremtidig stigning i antallet af finansieringsanmodninger som følge af EIB's kapitalforhøjelse og inden for rammerne af andre finansielle partnerskaber, navnlig for risikostyring;

EIB's opfølgning af Parlamentets beslutninger

101.

opfordrer EIB til at rapportere om status for de tidligere henstillinger, Parlamentet har fremsat i hver årlig betænkning, navnlig med hensyn til indvirkningerne af bankens udlånsaktiviteter på vækst og jobskabelse i dens forskellige aktivitetsområder inden og uden for EU og på området for økonomisk integration mellem EU og kandidat- og nabolande;

o

o o

102.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Den Europæiske Investeringsbank og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


(1)  Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0404.

(2)  EUT C 258 E af 7.9.2013, s. 131.

(3)  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0057.

(4)  EUT L 280 af 27.10.2011, s. 1.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/13


P7_TA(2014)0202

Gennemgang af Det Europæiske Finanstilsynssystem

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 med henstillinger til Kommissionen om gennemgang af Det Europæiske Finanstilsynssystem (2013/2166(INL))

(2017/C 378/02)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (1),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (2),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) (3),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (4),

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 1096/2010 af 17. november 2010 om overdragelse til Den Europæiske Centralbank af specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici's funktionsmåde (5),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/78/EU af 24. november 2010 om ændring af direktiv 98/26/EF, 2002/87/EF, 2003/6/EF, 2003/41/EF, 2003/71/EF, 2004/39/EF, 2004/109/EF, 2005/60/EF, 2006/48/EF, 2006/49/EF og 2009/65/EF for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (6),

der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 12. september 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) for så vidt angår samspillet med Rådets forordning (EU) nr. …/… om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (7),

der henviser til sin lovgivningsmæssige beslutning af 12. september 2013 om forslag til Rådets forordning (EU) nr. …/2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (8),

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 3. juni 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (9) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (10),

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 3. juni 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (11) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (12),

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 3. juni 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed (13) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (14),

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 18. maj 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 98/26/EF, 2002/87/EF, 2003/6/EF, 2003/41/EF, 2003/71/EF, 2004/39/EF, 2004/109/EF, 2005/60/EF, 2006/48/EF, 2006/49/EF og 2009/65/EF for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæisk Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (15) og sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (16),

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 25. maj 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici (17) og sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (18),

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget af 25. maj 2010 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om overdragelse til Den Europæiske Centralbank af specifikke opgaver i relation til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (19) og til sin holdning af 22. september 2010 om dette forslag (20),

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 1. marts 2013 om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed for regnskabsåret 2011,

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 1. marts 2013 om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger for regnskabsåret 2011,

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 1. marts 2013 om decharge for gennemførelsen af budgettet for Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed for regnskabsåret 2011,

der henviser til udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget af 5. september 2013 om Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014 — alle sektioner,

der henviser til hovedprincipperne om effektivt banktilsyn, som er vedtaget af Basel-komitéen for Banktilsyn den 13. — 14. september 2012 (21),

der henviser til Rådet for Finansiel Stabilitets rapport fra oktober 2011 med titlen »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions«,

der henviser til principper for god praksis for tilsynskollegier, som blev offentliggjort af Basel-komitéen for Banktilsyn i oktober 2010 (22),

der henviser til Domstolens dom af 22. januar 2014 i sag C-270/12, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union,

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0133/2014),

A.

der henviser til, at den finansielle krise har vist, at utilstrækkelig risikostyring samt ineffektivt, uregelmæssigt og fragmenteret tilsyn med finansielle markeder har bidraget til finansiel ustabilitet og manglende forbrugerbeskyttelse inden for finansielle tjenesteydelser;

B.

der henviser til, at Europa-Parlamentet argumenterede kraftigt for oprettelsen af de europæiske tilsynsmyndigheder (ESA'er), har sikret dem flere samordningsbeføjelser og direkte tilsyn, og mener, at de er centrale aktører med hensyn til at få skabt mere stabile og mere sikre finansielle markeder, og at Unionen har brug for et stærkere og bedre koordineret tilsyn på unionsplan;

C.

der henviser til, at oprettelsen af Det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS) har styrket kvaliteten og konsistensen af finansielle tilsyn på det indre marked; der henviser til, at der er tale om en løbende proces, hvor medlemmerne af tilsynsrådet bør fokusere på Unionens værdier og interesser;

D.

der henviser til, at mikrotilsyn i Unionen har udviklet sig hurtigere end makrotilsyn siden oprettelsen af ESFS;

E.

der henviser til, at beføjelserne til mikro- og makroøkonomisk overvågning er koncentreret hos Den Europæiske Centralbank (ECB), der skal træffe passende foranstaltninger for at forebygge interessekonflikter på grund af ECB's opgaver inden for pengepolitikken;

F.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør forebygge fragmentering af de finansielle markeder i Unionen;

G.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bl.a. har til opgave at sikre konvergens samt bidrage til at øge kvaliteten af det daglige tilsyn, og at der er behov for at udvikle resultatindikatorer, der fokuserer på de lovgivningsmæssige resultater, der er opnået gennem det daglige tilsyn;

H.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder i høj grad har opfyldt deres mandat til at bidrage til lovgivningsprocedurer og til at foreslå tekniske standarder;

I.

der henviser til, at selv om forordningerne om oprettelse af de europæiske tilsynsmyndigheder næsten er identiske, har deres anvendelsesområde udviklet sig meget forskelligt;

J.

der henviser til, at Kommissionen på området for reguleringsmæssige tekniske standarder og tekniske gennemførelsesstandarder er ansvarlig for med eller uden ændringsforslag at vedtage de udkast, der er fremsat af en europæisk tilsynsmyndighed, og at den bør give en detaljeret begrundelse i tilfælde af afvigelser fra disse udkast;

K.

der henviser til, at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA's) direkte tilsyn med kreditvurderingsbureauerne kan bidrage til at øge tilsynskvaliteten på dette område;

L.

der henviser til, at reguleringsmæssige tekniske standarder vedtages som delegerede retsakter og sikrer inddragelse af de europæiske tilsynsmyndigheder på områder, hvor disse råder over større teknisk ekspertise med hensyn til udformning af lovgivning på lavere niveauer;

M.

der henviser til, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i henhold til punkt 2 i deres fælles forståelse om delegerede retsakter skal samarbejde under hele proceduren frem til vedtagelsen af delegerede retsakter med henblik på en tilfredsstillende udøvelse af de delegerede beføjelser og Europa-Parlamentets og Rådets effektive kontrol med disse beføjelser;

N.

der henviser til, at oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme var et vigtigt næste skridt mod sammenhængende tilsyn med banker i euroområdet og i de øvrige deltagende medlemsstater;

O.

der henviser til, at oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme har en vigtig indvirkning på den institutionelle oprettelse af mikro- og makroøkonomisk tilsyn i Unionen, hvilket skal ses i lyset af de beføjelser, der er tillagt ECB på disse områder;

P.

der henviser til, at Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) har stillet nyttige makroøkonomiske henstillinger til rådighed for lovgivningsprocessen, for så vidt angår pengemarkedsfonde, kapitalkrav, realkreditdirektivet eller symmetriske og langsigtede sikkerhedsforanstaltninger i Solvens II (23), som der kun delvist blev taget højde for af Kommissionen og medlovgiverne;

Q.

der henviser til, at ESRB ikke har en forpligtende lovgivningsmæssig rolle, heller ikke hvad angår makroøkonomiske spørgsmål;

R.

der henviser til, at Det Rådgivende Videnskabelige Udvalg har spillet en vigtig og konstruktiv rolle i forbindelse med ESRB's dagsorden, navnlig ved at tilskynde ESRB til at fokusere på kontroversielle og grundlæggende spørgsmål;

S.

der henviser til, at medlovgiverne eller Kommissionen kunne have taget hensyn til visse af ESRB's forslag, hvis de var fremsat på et tidligere tidspunkt i lovgivningsprocessen;

T.

der henviser til, at ESRB blev oprettet under finanskrisen for at forhindre yderligere krise og fastholde finansiel stabilitet;

U.

der henviser til, at den systemiske risiko, der er forbundet med meget lave renter i en usædvanligt lang periode, aldrig er blevet nævnt i en erklæring fra ESRB;

V.

der henviser til, at pengepolitik kan have væsentlig indflydelse på prisbobler på kreditter og aktiver, og at der derfor kan opstå en interessekonflikt mellem ECB's pengepolitik og ESRB's aktiviteter;

W.

der henviser til, at ESRB efter de første forslag fra Kommissionen skulle have haft over dobbelt så mange ansatte, end det faktisk har, og at udskiftningen i kvalificeret personale skader udvalgets arbejde;

X.

der henviser til, at ESMA ikke har taget hensyn til ESRB's erklæringer om EMIR-forordningen;

Y.

der henviser til, at ESRB, der er oprettet uden for ECB, ikke har mulighed for at henvende sig til ECB i udtalelser, henstillinger eller varslinger, jf. artikel 130 i TEUF;

Z.

der henviser til, at ESRB's struktur og størrelsen på dets besluttende organ hindrer en hurtig beslutningsproces;

AA.

der henviser til, at det i henstilling ESRB/2011/3 påpeges, at centralbankerne bør have en førende rolle på området for makroprudentielt tilsyn, og at centralbankernes repræsentanter i overensstemmelse hermed nødvendigvis bør være medlemmer af ESRB's beslutningstagende organer;

AB.

der henviser til, at medlemsskabet af ESRB i høj grad er centreret omkring centralbankerne, som spiller en vigtig rolle, men også har lignende perspektiver;

AC.

der henviser til, at store dele af den sektorspecifikke lovgivning, som tillægger specifikke beføjelser til de europæiske tilsynsmyndigheder, endnu ikke er trådt i kraft, hvilket gør det tilsvarende umuligt for de europæiske tilsynsmyndigheder at varetage deres opgaver;

AD.

der henviser til, at lovgivning, der er knyttet til finansielle markeder, finansielle tjenesteydelser og finansielle produkter er stærkt fragmenteret, og mangfoldigheden af retsakter forårsager smuthuller, overlapning af rapporteringsforpligtelser, institutionel divergens og dobbeltregulering og kan afstedkomme utilsigtede konsekvenser og negative indvirkninger på realøkonomien;

AE.

der henviser til, at USA har oprettet et føderalt tilsynsorgan for finansiel forbrugerbeskyttelse med et stærkt mandat;

AF.

der henviser til, at gennemsigtighed og uafhængighed er vigtige elementer i god forvaltningspraksis, og at det er vigtigt at øge gennemsigtigheden i de europæiske tilsynsmyndigheders arbejde og deres uafhængighed;

AG.

der henviser til, at selv om de europæiske tilsynsmyndigheder generelt fungerer på en gennemsigtig måde i medfør af oplysningerne på deres websteder, er der behov for øget gennemsigtighed i deres arbejde og fremskridt på området for rådgivning og forslag samt yderligere oplysninger om spørgsmål, såsom taskforcer og arbejdsgrupper;

AH.

der henviser til, at selv om Kommissionen såvel formelt som uformelt er involveret i de europæiske tilsynsmyndigheders aktiviteter, forløber dens deltagelse endnu ikke på et gennemsigtigt grundlag, og dens rolle bør tilpasses den rolle, der kendetegner Europa-Parlamentet og Rådet, således at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved de europæiske tilsynsmyndigheders uafhængighed;

AI.

der henviser til, at interessentgruppernes bidrag til de europæiske tilsynsmyndigheders arbejde lader til at være blevet begrænset;

AJ.

der henviser til, at øget gennemsigtighed er af afgørende betydning for interessentgrupperne for at skabe velovervejede og velfungerende regler for de finansielle markeder, og at samarbejdet med markedsdeltagerne ville fungere endnu bedre, hvis disse grupper var mere gennemsigtige, for så vidt angår sammensætningen af gruppen og de opgaver, der tildeles gruppen;

AK.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør støtte Kommissionen ved at stille deres ekspertise inden for finansielle tjenesteydelser til rådighed på en gennemsigtig måde;

AL.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør bistå Kommissionen og medlovgiverne ved at vurdere, i hvilket omfang lovgivningen opfylder de reguleringsmæssige målsætninger, og offentliggøre denne vurdering af hensyn til gennemsigtigheden; der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder bør fremkomme med formelle udtalelser om den foreslåede EU-lovgivning og vurdere holdbarheden af den dokumentation og de analyser, der er indeholdt i lovgivningsforslagets konsekvensvurdering;

AM.

der henviser til, at dommen fra Den Europæiske Unions Domstol i sag C-270/12 indikerede et potentielt udvidet anvendelsesområde for Det Europæiske Finanstilsynssystems aktiviteter i medfør af artikel 114 i TEUF sammenlignet med den hidtidige fortolkning af dommen i sag C-9/56 Meroni  (24) på det tidspunkt, hvor ESFS blev oprettet, og Kommissionen bør derfor vurdere dens mulige følger under den forestående revision af ESFS;

AN.

der henviser til, at ECB's tilsyn med finansielle konglomerater, som beskæftiger sig med bank- og forsikringsaktiviteter, begrænses af retsgrundlaget for de fælles tilsynsmyndigheder;

AO.

der henviser til, at oprettelsen af fælles tilsynsmekanismer ændrer den tilgrundliggende tilsynsordning for ESFS og skaber en vis grad af asymmetri mellem de forskellige myndigheder og omfanget af deres tilsyn;

AP.

der henviser til, at det efter de fælles tilsynsmekanismers ikrafttræden især er vigtigt at undgå tilsynsarbitrage, sikre lige vilkår, sikre et velfungerende indre marked, forebygge markedsforvridninger samt opretholde grundlæggende frihedsrettigheder;

AQ.

der henviser til, at ECB og de europæiske tilsynsmyndigheder anvender forskellige rapporteringsstandarder og -intervaller, og at indførelsen af fælles tilsynsmyndigheder kan udgøre en fare for overlapning af rapporteringskrav, hvis de nationale myndigheder ikke samarbejder tilstrækkeligt med de fælles tilsynsmyndigheder og de europæiske tilsynsmyndigheder;

AR.

der henviser til, at retten til at foretage undersøgelser af eventuelle krænkelser af EU-lovgivningen og bindende mægling sjældent er blevet taget i brug, og at de europæiske tilsynsmyndigheder kun råder over meget begrænsede muligheder for at indlede undersøgelser af påståede overtrædelser af lovgivningen ved de nationale kompetente myndigheder;

AS.

der henviser til, at beslutninger, der berører de nationale tilsynsmyndigheder, for så vidt angår mulige overtrædelser af EU-lovgivningen, træffes af de nationale tilsynsmyndigheder, der er repræsenteret i de europæiske tilsynsmyndigheders tilsynsråd;

AT.

der henviser til, at der under indflydelse af de bindende mæglingsbeføjelser for de europæiske tilsynsmyndigheder blev fundet mange nyttige løsninger mellem de nationale tilsynsmyndigheder;

AU.

der henviser til, at det har været svært for de nationale repræsentanter at adskille deres rolle i henholdsvis den kompetente nationale myndighed og den europæiske beslutningsproces, hvilket udfordrer deres evne til reelt at overholde kravet om at handle uafhængigt og objektivt udelukkende i EU's interesse som helhed i overensstemmelse med artikel 42 i forordningerne for de europæiske tilsynsmyndigheder;

AV.

der henviser til, at gruppepres ikke har virket efter hensigten i den oprindelige udformning af de europæiske tilsynsmyndigheder, og at det er nødvendigt at sætte disse myndigheder i stand til at påvirke udviklingen;

AW.

der henviser til, at visse europæiske tilsynsmyndigheder fortsat kæmper med at indsamle de nødvendige oplysninger i det nødvendige format, så de kan udføre deres arbejde, og at EBA var nødt til at gennemføre stresstests, men i visse tilfælde hverken havde de nødvendige retlige beføjelser til at indsamle de nødvendige oplysninger til disse tests eller til at kontrollere de oplysninger, der viste sig at være unøjagtige;

AX.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder kan afholde sig fra at anmode om visse nødvendige oplysninger, da de forventer en afvisning fra deres tilsynsråd;

AY.

der henviser til, at den nyligt vedtagne lovgivning har styrket de europæiske tilsynsmyndigheders beføjelser til at undersøge eventuelle krænkelser eller manglende overholdelse af EU-lovgivningen samt forpligtet de kompetente myndigheder til at forelægge den relevante europæiske tilsynsmyndighed alle nødvendige oplysninger, herunder om lovgivningen anvendes i henhold til EU-lovgivningen;

AZ.

der henviser til, at der under oprettelsen af de fælles tilsynsmekanismer blev gjort visse fremskridt med hensyn til at tildele EBA de nødvendige beføjelser til at indsamle oplysninger direkte, men at denne kapacitet skal tildeles andre europæiske tilsynsmyndigheder;

BA.

der henviser til, at retningslinjer har vist sig at være et nyttigt og nødvendigt instrument til at dække reguleringsmæssige lakuner i tilfælde, hvor de europæiske tilsynsmyndigheder ikke var tildelt nogen beføjelser i den sektorspecifikke lovgivning;

BB.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder har mandat til at kontrollere medlemsstaternes gennemførelse af EU-lovgivningen, men mangler ressourcerne til at vurdere den faktiske håndhævelse;

BC.

der henviser til, at MiFID I-direktivet (25) er gennemført i samtlige medlemsstater, men at visse medlemsstater nægter at gennemføre og håndhæve forbrugerbeskyttelsesreglerne i praksis;

BD.

der henviser til, at deltagelsen af repræsentanter for de europæiske tilsynsmyndigheder i tilsynskollegier har forbedret kollegiernes funktion, men at kollegierne kun har gjort begrænset fremskridt med henblik på at fremme tilsynskonvergensen;

BE.

der henviser til, at stemmeretten i de europæiske tilsynsmyndigheders tilsynsråd ikke er proportional med størrelsen på den relevante medlemsstat, som det for øjeblikket er tilfældet i ECB og andre europæiske agenturer;

BF.

der henviser til, at ændringerne af EBA's oprindelige afstemningssystem, som havde vist sig at sikre retfærdig behandling af medlemsstaterne og gnidningsløse arbejdsvilkår for de europæiske tilsynsmyndigheder, var en koncession til visse medlemsstater og gjorde beslutningsprocedurerne i tilsynsrådet mere byrdefulde og tunge;

BG.

der henviser til, at der ikke bør forekomme forskelsbehandling på grundlag af alder eller køn i forbindelse med udnævnelsen af formænd i de europæiske tilsynsmyndigheder, et embede, der bør annonceres bredt i hele Unionen;

BH.

der henviser til, at formanden, den administrerende direktør og medlemmerne af tilsynsrådet og styrelsesudvalget bør være i stand til at handle uafhængigt og udelukkende i Unionens interesse;

BI.

der henviser til, at visse medlemsstaters nationale tilsynsmyndigheder har haft vanskeligt ved at opfylde deres obligatoriske bidrag til de europæiske tilsynsmyndigheders budgetter;

BJ.

der henviser til, at medlemsstaternes obligatoriske bidrag er i strid med de europæiske tilsynsmyndigheders uafhængighed;

BK.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder har oplyst, at de har haft vanskeligt ved at ansætte medarbejdere med en vis anciennitet, og at de begrænses i at opfylde deres mandat på grund af mangel på ressourcer og medarbejdere, mens de tilgængelige ressourcer ikke afspejler de opgaver, der skal udføres;

BL.

der henviser til, at den nuværende finansiering af de europæiske tilsynsmyndigheder gennem et system med blandet finansiering ikke er fleksibel, skaber administrative byrder og udgør en trussel mod agenturernes uafhængighed;

BM.

der henviser til, at det lovgivningsmæssige mandat til at udarbejde gennemførelsesretsakter og delegerede retsakter har været en prioritet for de europæiske tilsynsmyndigheder under deres oprettelsesfase og har haft en uforholdsmæssigt stor betydning i deres arbejdsbyrde i forhold til andre ansvarsområder;

BN.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheder ikke har været i stand til at afsætte tilstrækkelige ressourcer til den centrale funktion med hensyn til at foretage økonomiske analyser af de finansielle markeder (jf. artikel 8, stk. 1, litra g), i forordning (EU) nr. 1093/2010, forordning (EU) nr. 1094/2010 og forordning (EU) nr. 1095/2010), hvilket er et væsentligt grundlag for at udarbejde regler af høj kvalitet;

BO.

der henviser til, at det fælles mandat til at udarbejde en rapport om forbrugertendenser kræver, at alle medlemsstaterne indsamler oplysninger om disse tendenser;

BP.

der henviser til, at EBA stadig mangler et retsgrundlag i forbindelse med betalingstjenester og direktivet om forbrugerkredit (26) et al.;

BQ.

der henviser til, at visse krav, som de europæiske tilsynsmyndigheder har fastsat over for alle markedsdeltagere, ansås for at være byrdefulde, uhensigtsmæssige og ikke proportionale med modtagernes størrelse og forretningsmodel, og at den sektorspecifikke lovgivning ikke altid sikrede tilstrækkelig fleksibilitet i anvendelsen af EU-lovgivningen;

BR.

der henviser til, at ECB har ret til at deltage i Rådets arbejdsgrupper, mens de europæiske tilsynsmyndigheder i stor udstrækning ikke deltager i den formelle beslutningsproces;

BS.

der henviser til, at de europæiske tilsynsmyndigheders indsats, anvendelse af ressourcer og resultater på området for forbrugerbeskyttelse var uensartede og mærkbart ringe i forhold til EBA;

BT.

der henviser til, at dårlig selskabsledelse og en svag ordning for offentliggørelse af oplysninger var betydelige medvirkende faktorer til den nuværende krise;

BU.

der henviser til, at de nye Basel-tilsynsprincipper omfatter to nye principper om selskabsledelse, gennemsigtighed og offentliggørelse;

BV.

der henviser til, at uhensigtsmæssigt salg, illoyal konkurrence og rent seeking-adfærd kan hæmme forbrugerne;

BW.

der henviser til, at Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) og EBA ikke stillede nogen tilbundsgående rapporter om forbrugertendenser til rådighed;

BX.

der henviser til, at offentliggørelsen af ESRB's rapport om finansiel stabilitet, som ECB's formand Mario Draghi havde givet tilsagn om, endnu ikke er realiseret;

BY.

der henviser til, at behovet for at træffe afgørelse om spørgsmål om forbrugerbeskyttelse kræver et tilsvarende ekspertiseniveau blandt medlemmerne af de europæiske tilsynsmyndigheder, selv om nogle af dem ikke har et tilsvarende mandat til det i deres medlemsstat;

BZ.

der henviser til, at de gældende beskyttelsesklausuler, som er omhandlet i artikel 38, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010 begrænser mulighederne for bilæggelse af tvister i overensstemmelse med artikel 18 og 19 heri, navnlig i tilfælde med grænseoverskridende koncernafvikling i medfør af direktivet om genopretning og afvikling af banker, eftersom de endelige beslutningsbeføjelser er overladt til den medlemsstat, der har det finanspolitiske ansvar for den pågældende institution;

1.

anmoder Kommissionen om senest den 1. juli 2014 at fremsende Parlamentet lovgivningsforslag til revision af forordninger (EU) nr. 1092/2010, (EU) nr. 1093/2010, (EU) nr. 1094/2010, (EU) nr. 1095/2010 og (EU) nr. 1096/2010, hvor de detaljerede henstillinger i bilaget hertil skal følges på grundlag af de erfaringer, man har opnået siden oprettelsen af de europæiske tilsynsmyndigheder, og på grundlag af en dybdegående analyse af retsgrundlaget og de alternativer, der er disponible under artikel 114 i TEUF, herunder seneste retspraksis;

2.

bekræfter, at henstillingerne respekterer grundlæggende rettigheder og nærhedsprincippet;

3.

mener, at forslagenes finansielle følgevirkninger bør dækkes af tilstrækkelige budgetbevillinger fra Unionens budget under hensyntagen til de europæiske tilsynsmyndigheders mulighed for at fratrække gebyrer fra enheder under deres tilsyn;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de medfølgende detaljerede henstillinger til Kommissionen og Rådet.


(1)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 1.

(2)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12.

(3)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48.

(4)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.

(5)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 162.

(6)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 120.

(7)  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0371.

(8)  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0372.

(9)  A7-0166/2010.

(10)  EUT C 50 E af 21.2.2012, s. 214.

(11)  A7-0170/2010.

(12)  EUT C 50 E af 21.2.2012, s. 209.

(13)  A7-0169/2010.

(14)  EUT C 50 E af 21.2.2012, s. 217.

(15)  A7-0163/2010.

(16)  EUT C 50 E af 21.2.2012, s. 212.

(17)  A7-0168/2010.

(18)  EUT C 50 E af 21.2.2012, s. 210.

(19)  A7-0167/2010.

(20)  EUT C 50 E af 21.2.2012, s. 216.

(21)  http://www.bis.org/publ/bcbs230.pdf

(22)  http://www.bis.org/publ/bcbs177.pdf

(23)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

(24)  Sag 9/56 Meroni mod Den Høje Myndighed, 1957 og 1958, s. 133.

(25)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1).

(26)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66).


BILAG

DETALJEREDE HENSTILLINGER VEDRØRENDE INDHOLDET AF DET UDBEDTE FORSLAG

Europa-Parlamentet er af den opfattelse, at den eller de lovgivningsmæssige retsakter, der skal vedtages, bør omfatte følgende:

Det Europæiske Finanstilsynssystem bør tilpasses de fælles tilsynsmekanismer yderligere på følgende måde:

alle de europæiske tilsynsmyndigheders mandat til bindende og ikke-bindende mægling bør styrkes, navnlig med hensyn til ECB;

de europæiske tilsynsmyndigheders mandat til at gennemføre bindende mægling i forbindelse med udøvelsen af tilsynsmæssig vurdering bør klarlægges;

de europæiske tilsynsmyndigheder bør få mulighed for at iværksætte bindende og ikke-bindende mægling på styrelsesudvalgets eget initiativ, hvis det er fastsat i den sektorspecifikke lovgivning;

alle de europæiske tilsynsmyndigheders beføjelser bør styrkes med henblik på at gennemføre stresstests for mindst at råde over de muligheder, der kan sammenlignes med dem, der blev givet til EBA under oprettelsen af de fælles tilsynsmekanismer;

det bør sikres, at de europæiske tilsynsmyndigheder, ESRB, de nationale tilsynsmyndigheder og ECB i tilfælde, hvor de medlemsstater, der deltager i de fælles tilsynsmekanismer, har adgang til de samme tilsynsoplysninger, som skal tilgængeliggøres, såfremt det er muligt, med den samme hyppighed og i et fælles format, som skal fastlægges af de europæiske tilsynsmyndigheder, men det fælles format medfører ikke nye krav om fremsendelse af data i overensstemmelse med internationale standarder, såsom IFRS, og der tillades endvidere passende overgangsperioder for den obligatoriske indførelse af det fælles format;

det bør sikres, at ESRB kan videreudvikles som et stærkt netværk, der sikrer konstant overvågning og analyse af systemiske risici blandt beslutningstagere, idet der udvikles en dialogkultur mellem mikrotilsyn og makroprudentielt tilsyn;

der bør oprettes mekanismer, som styrker ESRB's uafhængighed, samtidig med at der sikres et samspil med ECB;

de nødvendige operationelle ændringer af ESRB bør sikres som følge af oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme, herunder muligheden for at ESRB kan rette varslinger og henstillinger til ECB og den fælles tilsynsmekanisme;

der bør udvikles en fælles indgangsportal til dataindsamling, som skal være ansvarlig for udvælgelse, validering og overførsel af tilsynsmæssige og statistiske data;

ESRB's videnskabelige udvalgs rolle bør udvides;

der bør udnævnes en næstformand for ESRB;

ESRB's opgaver bør vurderes og præciseres for at undgå, at der opstår interessekonflikter mellem mikrotilsyn og tilsynsredskaber og makroøkonomisk tilsyn;

ESRB's styringskomités koordinerende rolle bør styrkes, og dens sammensætning bør tilpasses;

listen over mulige adressater for varslinger og henstillinger, som er fremsat af ESRB, bør udvides til at omfatte ECB (i dennes roller i henhold til den fælles tilsynsmekanisme) og de nationale makrotilsynsmyndigheder;

ESRB's henstillinger bør medtages i det europæiske semester gennem landespecifikke henstillinger og henstillinger til Unionen som helhed;

I de tilfælde, hvor erfaring har påvist nødvendigheden af revision, skal nye lovgivningsmæssige retsakter forbedre ESFS' funktionsmåde ved at:

Formænd

styrke de tre europæiske tilsynsmyndigheders formænds beføjelser til at træffe tekniske og operationelle beslutninger eller at anmode om oplysninger fra andre tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med mandatet fra de respektive tilsynsråd og muliggøre, at formanden tillægges flere af tilsynsrådets beføjelser;

give formændene beføjelser til at udstede peer reviews i henhold til artikel 30 i forordningerne om de europæiske tilsynsmyndigheder;

give formændene og de administrerende direktører stemmeret i tilsynsrådet;

sikre, at formændene for de europæiske tilsynsmyndigheder tillægges beføjelser til at udnævne formændene for de interne udvalg og arbejdsgrupper i henhold til artikel 41 i EAS-forordningerne;

sikre, at formændene for de europæiske tilsynsmyndigheder og ESRB formelt inviteres til ECOFIN's møder mindst to gange om året for at rapportere om deres aktiviteter og arbejdsprogram;

sikre, at der aktivt tilstræbes en ligelig kønsfordeling inden for rammerne af udvælgelsesprocedurerne af formænd og deres stedfortrædere, og at processen er gennemsigtig og planlagt på en måde, som giver Europa-Parlamentet mulighed for at udøve sin rolle ved sådanne procedurer;

sørge for med forbehold af overholdelse af princippet i førnævnte afsnit, at de europæiske tilsynsmyndigheders formænd udelukkende bør udvælges på grundlag af deres kvalifikationer, kendskab til finansieringsinstitutter og finansielle markeder samt relevant erfaring med finansielt tilsyn og finansiel regulering;

Forvaltning: organisation, beslutningstagning, uafhængighed og gennemsigtighed

ændre artikel 45 i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010 og omdanne styrelsesudvalgene i de tre europæiske tilsynsmyndigheder til uafhængige organer med tre professionelle personer med et EU-mandat, som udnævnes af Europa-Parlamentet, formændene for de europæiske tilsynsmyndigheder og den administrerende direktør, og tildele medlemmerne af styrelsesudvalget ret til at stemme om tilsynsrådet for at sikre større uafhængighed af nationale interesser; formanden for styrelsesudvalget skal være den samme som formanden for tilsynsrådet og skal have en afgørende stemme i både styrelsesudvalget og i tilsynsrådet;

ændre artikel 40 i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010 og ændre sammensætningen af tilsynsrådet, der skal bestå af lederne af de nationale kompetente myndigheder samt medlemmerne af styrelsesudvalget;

omfordele opgaverne mellem styrelsesudvalget og tilsynsrådet på en sådan måde, at tilsynsrådet vil fokusere på at yde strategisk vejledning til de europæiske tilsynsmyndigheders arbejde, vedtage tekniske standarder, generelle retningslinjer og henstillinger og beslutninger vedrørende midlertidige indgreb og andre beslutninger, som træffes af styrelsesudvalget, idet tilsynsrådet i visse tilfælde har ret til at modsætte sig styrelsesudvalgets forslag;

tildele de europæiske tilsynsmyndigheder en uafhængig budgetpost ligesom Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, som finansieres af bidragene fra markedsdeltagerne og Unionens budget;

styrke de europæiske tilsynsmyndigheders uafhængighed af Kommissionen, navnlig med hensyn til daglige aktiviteter;

indføre mere strømlinede beslutningsprocesser inden for tilsynsrådene for alle tre europæiske tilsynsmyndigheder;

forenkle afstemningsmekanismerne og genindføre de samme afstemningsregler for alle tre europæiske tilsynsmyndigheder baseret på de nuværende afstemningsregler i ESMA og EIOPA;

styrke og sikre de europæiske tilsynsmyndigheders uafhængighed af Kommissionen ved at indføre formelle procedurer og oplysningspligt, for så vidt angår meddelelser, juridiske udtalelser og formelle og uformelle mundtlige råd fra Kommissionen;

sikre, at medlemmerne af tilsynsrådet, som ikke har et mandat til forbrugerbeskyttelse i deres medlemsstat, i forbindelse med spørgsmål vedrørende forbrugerbeskyttelse ledsages af en repræsentant fra den kompetente nationale myndighed, der er ansvarlig herfor på de relevante møder i tilsynsrådene;

udvikle hurtige og effektive beslutningsprocedurer inden for det blandede udvalg for at sikre hurtigere beslutninger og reducere indsigelsesmulighederne;

styrke de europæiske tilsynsmyndigheders fleksibilitet til at beskæftige specialiseret personale til specifikke opgaver, også for begrænsede perioder;

forbedre gennemsigtigheden for inddragelse af interessenter og potentielle interessekonflikter og udvikle en strengere ordning for afkølingsperioder, navnlig gennem øget kontakt med detailgrupper, effektive høringer og mere gennemsigtige processer;

revidere systemet med interessentgrupper, herunder deres struktur, sammensætning og ressourcer, og sikre fornyet balance i sammensætningen af interessentgrupperne for at sikre, at der tages hensyn til input fra forbrugere og ikke-industrielle interessenter;

etablere en økonomisk analyseenhed, der skal levere en fuldt dokumenteret cost-benefit-analyse af de foreslåede tekniske gennemførelsesstandarder, reguleringsmæssige tekniske standarder og retningslinjer samt levere input til udtalelserne til Kommissionen, Parlamentet og Rådet i forbindelse med udformning af ny lovgivning samt revision af eksisterende lovgivning;

Fælles regelsæt og det indre marked

revidere anvendelsesområdet og listen over sektorlovgivning i artikel 1, stk. 1, i forordningerne for de europæiske tilsynsmyndigheder;

kræve, at Kommissionen og i påkommende tilfælde de europæiske tilsynsmyndigheder giver et rettidigt svar på parlamentsmedlemmers bemærkninger til udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, navnlig når medlemmernes synspunkter ikke afspejles i de reguleringsmæssige tekniske standarder, som Kommissionen har vedtaget;

kræve, at i tilfælde, hvor Kommissionen ikke godkender forslagene til reguleringsmæssige tekniske standarder eller tekniske gennemførelsesstandarder, som er foreslået af de europæiske tilsynsmyndigheder, skal den offentliggøre dens begrundelse og en fuldt ud dokumenteret cost-benefit-analyse for at begrunde beslutningen;

indføre en formel kommunikationsmetode med Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence for at sikre, at lovgivningen om finansielle tjenesteydelser understøtter en loyal og bæredygtig konkurrence på det indre marked og undgår konkurrenceforvridende ubalancer som følge af lovgivningen, både med hensyn til forbrugernes adgang til detailtjenester og forskellene mellem disse tjenester i hele Unionen samt med hensyn til de professionelle modparter og engrosmarkederne;

give europæiske tilsynsmyndigheder mandat til at indberette tilfælde til Kommissionen, hvor den nationale lovgivning eller forskelle i national lovgivning hindrer det indre markeds funktion;

give de europæiske tilsynsmyndigheder mandat og beføjelser til at kortlægge prisforskelle på tværs af medlemsstater og analysere særlige markeder, hvor der kan forekomme åbenlys rent seeking-adfærd;

styrke de europæiske tilsynsmyndigheders mandat til at bidrage til formidling af finansielle data og markedsdisciplin ved at kræve, at de på deres websteder offentliggør oplysninger vedrørende individuelle finansieringsinstitutter, når de anser det for nødvendigt for at sikre gennemsigtigheden af de finansielle markeder;

præcisere, at retningslinjer til at forbedre fælles standarder for hele det indre marked i medfør af artikel 16 i forordning (EU) nr. 1093/2010, i forordning (EU) nr. 1094/2010 og i forordning (EU) nr. 1095/2010 kun kan udstedes på grundlag af den relevante bemyndigelse inden for sektorspecifik lovgivning og præcisere de relevante betragtninger, der kan sikre demokratisk legitimitet;

præcisere, at retningslinjerne i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordningerne for de europæiske tilsynsmyndigheder er identiske med retningslinjerne i henhold til artikel 16 heri;

sikre lige vilkår mellem alle finansieringsinstitutter i Unionen og kræve, at de europæiske tilsynsmyndigheder overholder proportionalitetsprincippet, navnlig med hensyn til små og mellemstore markedsdeltagere, når de udfører deres opgaver og udvikler tilsynsmetoder, -praksisser og -håndbøger;

kræve, at de europæiske tilsynsmyndigheder foretager konsekvensanalyser af de foreslåede foranstaltninger af mindre virksomheder og hindringer for markedsadgang inden for den finansielle sektor;

styrke de europæiske tilsynsmyndigheders undersøgelsesbeføjelser med hensyn til eventuelle krænkelser af EU-lovgivningen og de reguleringsmæssige tekniske standarder, de har udformet;

give de europæiske tilsynsmyndigheder et klart mandat inden for selskabsledelse, gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger med henblik på at styrke sammenligneligheden af oplysninger i hele Unionen og markedsdisciplinen, give alle interessenter mulighed for at forstå og sammenligne risikoprofiler og -praksis samt styrke offentlighedens tillid;

sikre, at Parlamentet vil have mindst tre måneder til at overveje at forkaste delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter;

sikre obligatorisk tidlig inddragelse af de europæiske tilsynsmyndigheder og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici i forberedelsen af lovgivningsmæssige processer, der vedrører deres ekspertiseområder;

sikre, at Parlamentet har mulighed for at drage fordel af de europæiske tilsynsmyndigheders og ESRB's ekspertise, herunder under udformningen og tilrettelæggelsen af foreslåede tekniske standarder, og at stille spørgsmål;

Tilsynssamarbejde og -konvergens

styrke balancen i tilsynet med de tre sektorer ved at fremme ESMA's og EIOPA's rolle i ESFS med henblik på at undgå, at bankdriftsorienterede bestemmelser tilpasses og anvendes uhensigtsmæssigt i andre sektorer, og samtidig opretholde lige vilkår;

revidere de europæiske tilsynsmyndigheders peer review-model og udvikle en mere uafhængig vurderingsmodel som den, der findes inden for Den Internationale Valutafond (IMF) (FSAP);

indføre en hensigtsmæssig ordning, så der, når det skønnes nødvendigt, kan foretages en evaluering af tilsynspraksis i medlemsstaterne i dialog med de kompetente myndigheder i form af tilsyn på stedet og i givet fald fulgt op af henstillinger til forbedringer;

styrke de europæiske tilsynsmyndigheders ansvar til at udarbejde og ajourføre tilsynshåndbogen om tilsyn med finansieringsinstitutter og tildele ESMA og EIPO et tilsvarende ansvar med henblik på at forbedre et sammenhængende tilsyn og en fælles tilsynskultur i Europa;

sikre, at de europæiske tilsynsmyndigheders arbejde med forbrugerbeskyttelse ikke hæmmes af forskelle mellem retsgrundlagene for de europæiske tilsynsmyndigheder i deres respektive oprettelsesforordninger og de mandater, de tildeles i henhold til sektorlovgivningen;

præcisere, at de europæiske tilsynsmyndigheders evne til at bilægge tvister er en separat beføjelse i forhold til deres mulighed for at undersøge potentielle overtrædelser af EU-lovgivningen og kan bruges til at fremme koordineringen af tilsynsmæssig konsekvens og konvergens inden for tilsynspraksis uden yderligere beføjelser i sektorlovgivningen;

udvide mandatet for tilsynskollegier inden for tilsynet og forbedre de europæiske tilsynsmyndigheders rolle som førende tilsynsmyndighed inden for kollegierne;

i de tilfælde, hvor den fælles tilsynsmekanisme er den udpegede koordinator for det supplerende tilsyn med finansielle konglomerater, sikre, at tilsynet med det forsikringsselskab eller den koncern, der er en del af konglomeratet, som minimum giver mulighed for at inddrage de tilsynsmyndigheder, der er ansvarlige for forsikringsselskabet eller -koncernen;

kræve, at de europæiske tilsynsmyndigheder identificerer overlapning af deres mandater og fremsætter henstillinger til en samlet revision og gennemgang af lovgivningen for at fremme større sammenhæng og en strømlinet tilgang af hensyn til sammenhæng på tværs af sektorer og lovgivning, navnlig for så vidt angår regler om forbrugerbeskyttelsen, med henblik på at fremme et sammenhængende fælles regelsæt;

styrke de europæiske tilsynsmyndigheders og ESRB's rolle som repræsentant for EU i internationale organisationer og ved at tildele dem samme medlemsstatus som nationale tilsynsmyndigheder;

sikre, at de europæiske tilsynsmyndigheder i fællesskab inden for det blandede udvalg udarbejder en struktureret politik og strategi, hvor de anfører en prioriteringsliste og definerer deres respektive roller og forholdet til de nationale konkurrencemyndigheder samt hvert år udsender en fælles og horisontal rapport om forbrugerbeskyttelse;

Styrkede beføjelser

styrke de europæiske tilsynsmyndigheders undersøgelsesbeføjelser og øge deres ressourcer med henblik på at føre direkte tilsyn med en hensigtsmæssig gennemførelse af regler baseret på retsakter og overholdelse af andre beslutninger, der er vedtaget i henhold til Unionens juridiske ramme;

indføre direkte tilsyn, herunder stresstests, ved de europæiske tilsynsmyndigheder af højtintegrerede europæiske enheder eller aktiviteter og tildele ESMA og EIOPA beføjelse, mandat og ressourcer til at udføre disse aktiviteter og overvåge de relevante genopretnings- og afviklingsplaner;

give de europæiske tilsynsmyndigheder beføjelser og ressourcer til at udvikle foranstaltninger til at identificere nye risici for forbrugerne inden for banksektoren;

styrke retsgrundlaget for de europæiske tilsynsmyndigheders arbejde med forbrugerbeskyttelse ved at flytte lovgivning om forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger ind under de europæiske tilsynsmyndigheders ansvarsområde; udvide definitionen af finansieringsinstitutter for at sikre, at de samme aktiviteter er underlagt den samme forordning, og ajourføre henvisningerne til de kompetente myndigheder af hensyn til forordningerne for de europæiske tilsynsmyndigheder;

give de europæiske tilsynsmyndigheder mandat og beføjelser til at fastlægge standarder for national klagebehandling og indsamling af klageoplysninger;

ESRB

sikre, at ESRB vil være repræsenteret ved møderne i Det Økonomiske og Finansielle Udvalg;

sætte ESRB i stand til at udsende EU-dækkende vejledning til medlemsstaterne om makrotilsynsinstrumenter som gearingsgrad, belåningsgrad og forholdet mellem gæld og indkomst;

give ESRB mulighed for at udstede advarsler og henstillinger til ECB i henhold til dens rolle inden for den monetære politik samt i dens funktion som fælles tilsynsmyndighed;

revidere og forenkle artikel 15 i ESRB-forordningen med henblik på at lette ESRB's dataindsamling, indføre en hurtigere og lettere beslutningstagning om anmodninger om oplysninger til ESRB og sikre, at ESRB har adgang til tidssvarende data;

revidere ESRB's struktur for at muliggøre en hurtigere beslutningstagning og større ansvarlighed;

styrke ESRB's bidrag til internationale reguleringsfora for makrotilsyn;

udvide de analyseressourcer, som ESRB's sekretariat har adgang til, og tildele ESRB's Rådgivende Videnskabelige Udvalg flere ressourcer;

sikre, at ESRB vil blive hørt ved udarbejdelse af stresstestordninger af de kompetente myndigheder, herunder ECB eller de europæiske tilsynsmyndigheder;

sikre, at repræsentanter for ESRB inviteres med til relevante møder og drøftelser i ECB som observatører, herunder møder i udvalget for finansiel stabilitet;

revidere artikel 18 i ESRB-forordningen om offentliggørelse af advarsler og henstillinger med henblik på at styrke ESRB's offentlige profil og opfølgningen på dens advarsler og henstillinger;

Forud for vedtagelsen af de lovgivningsmæssige retsakter bør de følgende spørgsmål vurderes omhyggeligt ud fra den betragtning, at medlemsstaterne selv under den finansielle krises værste perioder ikke var villige til at tildele de europæiske tilsynsmyndigheder betydelige tilsynsbeføjelser:

om den nuværende model med tre adskilte tilsynsmyndigheder er den bedste løsning for at sikre sammenhængende tilsyn;

om Kommissionen har overspillet sin rolle som observatør i de europæiske tilsynsmyndigheders tilsynsråd;

om de europæiske tilsynsmyndigheders store afhængighed af Kommissionen i lyset af deres status som uafhængige er en hindring for udviklingen af de europæiske tilsynsmyndigheder, og om gennemsigtigheden i dette forhold derfor bør fremmes;

hvilke implicitte konsekvenser en etablering af de fælles tilsynsmekanismer vil have for det finansielle tilsyn i Unionen som helhed;

om oprettelsen af de fælles tilsynsmekanismer kræver en fuldstændig revision af de europæiske tilsynsmyndigheders opgaver og mandat, for så vidt angår banktilsyn;

om mangfoldigheden af og delvis overlapning med EU-lovgivningen om finansiel regulering skaber smuthuller og afvigende definitioner, og om dette kan afhjælpes ved hjælp af en omfattende europæisk finansiel kodeks;

om rapportering til de europæiske tilsynsmyndigheder og nationale tilsynsmyndigheder kan standardiseres, optimeres og forenkles for markedsdeltagerne;

hvordan de europæiske tilsynsmyndigheders nødbeføjelser bør bevares;

om de europæiske tilsynsmyndigheders mulighed for midlertidigt at suspendere anvendelsen af en særlig regel kan være nyttig for at forebygge utilsigtede konsekvenser som følge af usædvanlige markedsudviklinger;

om de europæiske tilsynsmyndigheders sammenlægningsansvar, dvs. for forbrugerbeskyttelse i stående udvalg under det blandede udvalgs ansvarsområde, kan styrke effektiviteten og minimere overlapning af opgaver;

om en forsikringsunion efter bankunionens model er nødvendig, og hvilke roller ESFS kan udøve i en forsikringsunion;

om EBA og EIOPA bør modtage yderligere ressourcer til at overvåge og fremme tilsynskonvergens med hensyn til interne modeller for kapitalkrav;

om det nyligt oprettede tilsynsorgan for finansiel forbrugerbeskyttelse i USA kan tjene som model for ESFS, hvad angår mandat, beføjelser og ressourcer;

om yderligere gebyrer fra finanssektoren kunne være en supplerende indtægtskilde for de europæiske tilsynsmyndigheder, f.eks. ved at acceptere gebyrer fra centrale modparter fra tredjelande;

om de europæiske tilsynsmyndigheder kan bidrage mere effektivt til at styrke finansielle færdigheder gennem tiltaget European financial Programme for International Assessment (PISA) i overensstemmelse med OECD's PISA;

om de tre europæiske tilsynsmyndigheder og ESRB bør udsende et fælles nyhedsbrev.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/27


P7_TA(2014)0203

Aktindsigt for 2011-2013

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om aktindsigt (forretningsordenens artikel 104, stk. 7) for 2011-2013 (2013/2155(INI))

(2017/C 378/03)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 1, 10 og 16 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 15 og 298 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

der henviser til artikel 11 i TEU og institutionernes pligt til at opretholde en åben, gennemsigtig og løbende dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet,

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 41 (ret til god forvaltning) og artikel 42 (ret til aktindsigt),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1),

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1700/2003 af 22. september 2003 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 354/83 om åbning for offentligheden af de historiske arkiver for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2),

der henviser til sin beslutning af 14. september 2011 om aktindsigt for 2009-2010 (3),

der henviser til retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol og Retten om aktindsigt og navnlig til Domstolens afgørelser i sagerne Access Info Europe (sag C-280/11 P), Donau Chemie (C-536/11), IFAW mod Kommissionen (C-135/11) (4), My Travel (C-506/08 P), Turco (de forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P) og til Rettens afgørelser i sagerne In ‘t Veld mod Rådet (T-529/09), Tyskland mod Kommissionen (T-59/09), EnBW mod Kommissionen (T-344/08), Sviluppo Globale (T-6/10), Internationaler Hilfsfonds (T-300/10), European Dynamics (T-167/10), Jordana (T-161/04) og CDC (T-437/08),

der henviser til Kommissionens forslag af 30. april 2008 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (COM(2008)0229),

der henviser til Kommissionens forslag af 20. marts 2011 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (COM(2011)0137),

der henviser til Europarådets konvention fra 2008 om aktindsigt i offentlige dokumenter,

der henviser til årsrapporterne for 2011 og 2012 fra Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet om aktindsigt jf. artikel 17 i forordning (EF) nr. 1049/2001,

der henviser til rammeaftalen fra 2010 om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen,

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 20. november 2002 mellem Europa-Parlamentet og Rådet om Europa-Parlamentets adgang til Rådets følsomme oplysninger på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område,

der henviser til sine beslutninger af 12. september 2013 om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012 (5) og 17. december 2009 om de forbedringer af retsreglerne om aktindsigt, der er nødvendige som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden (forordning (EF) nr. 1049/2001) (6),

der henviser til Den Europæiske Ombudsmands årsberetning 2012,

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 104, stk. 7,

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A7-0148/2014),

A.

der henviser til, at Lissabontraktaten har været i kraft i fire år; der henviser til, at artikel 15 i TEUF opstiller de forfatningsmæssige rammer for åbenhed i EU-institutionerne og fastsætter den grundlæggende ret til aktindsigt i EU's institutioners, organers, kontorers og agenturers dokumenter for EU-borgere og enhver fysisk eller juridisk person, der er bosiddende i en medlemsstat; der henviser til, at denne ret bør udøves i overensstemmelse med de generelle principper og begrænsninger, der er fastsat i de forordninger, som Parlamentet og Rådet har vedtaget;

B.

der henviser til, at artikel 298 i TEUF indeholder bestemmelser om en åben, effektiv og uafhængig europæisk forvaltning;

C.

der henviser til, at der som hovedregel bør være fuld adgang til lovgivningsmæssige dokumenter, og at undtagelser med hensyn til ikkelovgivningsmæssige dokumenter bør indskrænkes;

D.

der henviser til, at åbenhed er grundlæggende for en demokratisk europæisk union af borgere, der kan deltage fuldt ud i den demokratiske proces og udøve offentlig kontrol; der henviser til, at en åbenhed i forvaltningen tilgodeser borgernes interesser, styrker kampen mod korruption og øger legitimiteten af Unionens politiske system og lovgivning;

E.

der henviser til, at offentlighedens vidtgående aktindsigt er et vigtigt element i et levende demokrati;

F.

der henviser til, at borgere i et sundt demokrati ikke bør være afhængige af whistleblowere for at få sikret åbenhed omkring deres regeringers beføjelser og aktiviteter;

G.

der henviser til, at borgerne har ret til at vide, hvordan beslutningsprocessen fungerer, hvordan deres repræsentanter agerer, og til at holde dem ansvarlige og vide, hvordan offentlige midler tildeles og bruges;

H.

der henviser til, at EU-lovgivningen om aktindsigt stadig ikke anvendes korrekt af Unionens administration; der henviser til, at undtagelserne i forordning (EF) nr. 1049/2001 anvendes rutinemæssigt af disse administrationer snarere end undtagelsesvist;

I.

der henviser til, at en institution, der nægter aktindsigt i et dokument, som den er blevet anmodet om at offentliggøre, ifølge retspraksis i princippet skal forklare, hvordan offentliggørelse af det pågældende dokument specifikt og reelt kan underminere den interesse, som beskyttes af undtagelsen — blandt dem, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001 (se In ‘t Veld mod Rådet (7));

J.

der henviser til, at en specifik og forudsigelig trussel mod den pågældende interesse ikke kan skabes ved den blotte frygt for over for EU-borgere at offentliggøre divergerende holdninger mellem institutionerne angående retsgrundlaget for EU's internationale aktivitet og således for at skabe tvivl om denne aktivitets lovlighed (se In ‘t Veld mod Rådet (8));

K.

der henviser til, at seks ud af ti af Den Europæiske Ombudsmands topundersøgelser i 2012 angik gennemsigtighed;

L.

der henviser til, at statistikken for anvendelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 viser et fald i antallet af oprindelige begæringer i alle tre institutioner;

M.

der henviser til, at antallet af specificerede begærede dokumenter er faldet i Parlamentet (fra 1 666 i 2011 til 777 i 2012); der henviser til, at procentdelen af begæringer om uspecificerede dokumenter, f.eks. »alle dokumenter vedrørende …«, er steget i Parlamentet (fra 35,5 % i 2011 til 53,5 % i 2012); der henviser til, at antallet af begærede dokumenter fra Rådet er faldet (fra 9 641 i 2011 til 6 166 i 2012) (9);

N.

der henviser til, at de kvantitative data, der er præsenteret i årsberetningerne fra 2012 indikerer, at både Kommissionen (fra 12 % i 2011 til 17 % i 2012) og Rådet (fra 12 % i 2011 til 21 % i 2012) i stigende grad har nægtet aktindsigt, mens Parlamentet viser stabile tal for afslag på fuld aktindsigt (5 % i både 2011 og 2012);

O.

der henviser til, at Kommissionen fremviser en væsentlig stigning i antallet af genfremsatte begæringer (fra 165 i 2011 til 229 i 2012), hvilket resulterer i en lille stigning i fuldt reviderede afgørelser, et fald i delvist reviderede afgørelser og en stigning i bekræftede afgørelser, mens både Rådet og Parlamentet fremviser relativt stabile tal for genfremsatte begæringer (Rådet: fra 27 i 2011 til 23 i 2012, Parlamentet: fra fire i 2011 til seks i 2012);

P.

der henviser til, at en række begæringer resulterede i indgivelsen af klager hos Den Europæiske Ombudsmand (Kommissionen: fra ti i 2011 til 20 i 2012, Rådet: fra to i 2011 til fire i 2012, Parlamentet: en i både 2011 og 2012);

Q.

der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand afsluttede en række klager i 2011 og 2012 med kritiske bemærkninger eller forslag om yderligere handling (Kommissionen: fra 10 ud af 18 i 2011 til 8 ud af 10 i 2012, Rådet: ingen oplysninger, Parlamentet: fra 0 ud af 0 i 2011 til en ud af en i 2012);

R.

der henviser til, at en række begæringer om aktindsigt har resulteret i sager, der indgives hos Retten eller appelleres til Domstolen (Kommissionen: fra 15 sager og tre appelsager i 2011 til 14 sager og en appelsag i 2012, Rådet: fra en sag og to appelsager i 2011 til en appelsag i 2012 (10), Parlamentet: ingen 2011 eller 2012);

S.

der henviser til, at Retten i det store og hele har afsagt dom til fordel for større gennemsigtighed og ellers i flere tilfælde har tilføjet afklaring af forordning (EF) nr. 1049/2001 (Kommissionen: fem ud af seks (11) i 2011 og fem ud af fem i 2012 (12), Rådet: en ud af en i 2011 (Access Info Europe, T-233/09) og en ud af fire i 2012 (In ‘t Veld, T-529/09), Parlamentet: en ud af to i 2011 (13) (Toland, T-471/08) og en ud af en i 2012 (Kathleen Egan og Margaret Hackett, T-190/10));

T.

der henviser til, at Domstolen i det store og hele har afsagt dom til fordel for større gennemsigtighed i følgende sager: Kommissionen: en ud af en i 2011 [My Travel, C-506/08] og en ud af tre i 2012 [IFAW, C-135/11 P] (14), Rådet og Parlamentet: ingen afgørelser i 2011 eller 2012;

U.

der henviser til, at Kommissionens, Rådets og Parlamentets årsberetninger ikke indeholder sammenlignelige statistiske oplysninger; der henviser til, at de tre institutioner ikke overholder de samme standarder for fuldstændighed ved præsentationen af statistikker;

V.

der henviser til, at den begrundelse, der oftest er anført for undtagelser, er »hensynet til beskyttelse af beslutningsprocessen«, som Kommissionen og Rådet har anvendt efter oprindelige begæringer (Kommissionen: 17 % i 2011 og 20 % i 2012, Rådet: 41 % i både 2011 og 2012); der henviser til, at »beskyttelse af internationale forbindelser« var Rådets næstmest anvendte begrundelse; der henviser til, at for Parlamentets vedkommende var »beskyttelsen af privatlivets fred og den enkeltes integritet« den mest almindelige undtagelse;

W.

der henviser til, at det ikke er lykkedes for institutionerne at gennemføre artikel 15, stk. 2, og artikel 15, stk. 3, femte afsnit, i TEUF angående Europa-Parlamentets og Rådets forpligtelse til at mødes i offentlighed, når de overvejer et udkast til lovgivningsmæssig retsakt, og til at udgive dokumenterne i forbindelse med lovgivningsprocedurerne i henhold til de betingelser, der er fastsat i forordningerne, som er omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet afsnit;

X.

der henviser til, at artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1049/2001 indeholder en undtagelse for gennemsigtighed, »hvis dokumentets udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse af dokumentet«; der henviser til, at denne bestemmelse er dateret før Lissabontraktaten og skal bringes i overensstemmelse med artikel 15 i TEUF;

Y.

der henviser til, at Domstolens afgørelse i sagen Access Info Europe (15) har bekræftet, at udgivelse af medlemsstaternes navne og deres forslag ikke skader beslutningsprocessen; der henviser til, at Retten i sine tidligere afgørelser i denne sag havde afsagt dom om, at borgernes udøvelse af deres demokratiske rettigheder nemlig forudsætter, at de i detaljer kan følge beslutningsprocessen;

Z.

der henviser til, at internationale aftaler har indvirkning på EU-lovgivningen; der henviser til, at relaterede dokumenter i princippet bør være offentlige uden at berøre retmæssige undtagelser; der henviser til, at anvendelsen af undtagelsen for beskyttelsen af internationale forbindelser er gældende som anført i punkt 19 i In ‘t Veld mod Rådet (T-529/09);

AA.

der henviser til, at trepartsforhandlinger mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet er med til at definere udarbejdelsen af EU-lovgivningen; der henviser til, at trepartsforhandlinger ikke er offentlige, og at dokumenter vedrørende uformelle trepartsforhandlinger, herunder dagsordener og sammenfattende rapporter, ikke som standard offentliggøres hverken for offentligheden eller Parlamentet, hvilket er i strid med artikel 15 i TEUF;

AB.

der henviser til, at dokumenter, der er udarbejdet eller besiddes af Rådets formandskab i forbindelse med dets arbejde i denne rolle, skal være tilgængelige ifølge EU's gennemsigtighedsregler;

AC.

der henviser til, at forhandlingerne om revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001 har befundet sig i et dødvande; der henviser til, at det nye instrument skal sørge for væsentlig mere gennemsigtighed end status quo;

AD.

der henviser til, at anmodninger om møder for lukkede døre i Parlamentet i princippet bør behandles i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1049/2001; der henviser til, at sådanne anmodninger skal evalueres af Parlamentet fra sag til sag og ikke skal imødekommes automatisk;

AE.

der henviser til, at klassificeringen af dokumenter i fortrolighedsniveauer henhørende under anvendelsesområdet for rammeaftalen fra 2010 om forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen eller som »følsomme dokumenter« under artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001 bør ske på grundlag af omhyggelig og specifik overvejelse; der henviser til, at overklassificering fører til unødvendig og disproportioneret hemmeligholdelse af dokumenter og til møder, der afholdes for lukkede døre uden tilstrækkelig begrundelse;

AF.

der henviser til, at gennemsigtighed stadig er hovedreglen, også i forhold til en kartelsamarbejdsordning; der henviser til, at et automatisk forbud mod offentliggørelse er et brud på reglen om gennemsigtighed som fastlagt i traktaterne; der henviser til, at hemmeligholdelse er undtagelsen og skal begrundes fra sag til sag af nationale dommere med hensyn til erstatningssøgsmål;

AG.

der henviser til, at det anbefales, at der udarbejdes EU-retningslinjer som et nyttigt redskab for dommere; der henviser til, at sådanne retningslinjer skal skelne mellem virksomhedsdokumenter og kartelsager, som er i Kommissionens besiddelse;

Ret til aktindsigt

1.

minder om, at åbenhed er hovedreglen, og at Lissabontraktaten fastsætter den grundlæggende ret til aktindsigt;

2.

minder om, at der er behov for størst mulig aktindsigt for effektivt at give borgerne og civilsamfundet mulighed for at kommentere alle aspekter af EU's aktiviteter;

3.

minder om, at gennemsigtighed øger offentlighedens tillid til EU's institutioner, idet borgerne får mulighed for at holde sig informeret og deltage i Unionens beslutningsproces og på denne måde bidrage til at gøre EU mere demokratisk;

4.

minder om, at enhver afgørelse, der nægter aktindsigt, skal grundlægges på klare og nøje definerede juridiske undtagelser ledsaget af argumenteret og specifik begrundelse, der giver borgeren mulighed for at forstå afslaget på aktindsigt og for effektivt at gøre brug af de tilgængelige retsmidler;

5.

minder om behovet for at skabe en passende balance mellem gennemsigtighed og databeskyttelse, således som dommen i sagen Bavarian Lager gjorde det klart, og understreger, at databeskyttelse ikke bør »misbruges«, navnlig ikke til at dække over interessekonflikter og utilbørlig påvirkning i EU's forvaltning og beslutningsprocesser; påpeger, at Domstolens dom i sagen Bavarian Lager er baseret på den aktuelle ordlyd i forordning (EF) nr. 1049/2001 og ikke er til hinder for, at ordlyden ændres, hvilket er tvingende nødvendigt, navnlig efter den klare proklamation i traktaterne og i chartret om grundlæggende rettigheder af retten til aktindsigt;

6.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til nøje at anvende forordning (EF) nr. 1049/2001 under fuld hensyntagen til retspraksis med relation dertil, og til at bringe deres eksisterende interne regler i overensstemmelse med forordningens bogstav og ånd, navnlig for så vidt angår frister for svar på anmodninger om aktindsigt, idet det skal sikres, at dette ikke fører til længere frister; opfordrer Rådet til at offentliggøre protokoller fra møderne i Rådets arbejdsgrupper, herunder, i lyset af sagen Access Info Europe, medlemsstaternes navne og deres forslag;

7.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til ved anvendelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 nøje at vurdere mulighederne for delvis offentliggørelse af et dokument, en tabel, en grafik, et afsnit eller en sætning;

8.

opfordrer EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer til at videreudvikle en mere proaktiv tilgang til gennemsigtighed ved at gøre så mange typer dokumenter som muligt offentligt tilgængelige på deres hjemmesider, herunder interne forvaltningsdokumenter, og medtage dem i deres offentlige registre; mener, at denne tilgang vil bidrage til at sikre effektiv gennemsigtighed samt til at undgå unødige retssager, som kan skabe unødvendige omkostninger og byrder for såvel institutionerne som borgerne;

9.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til fuldt ud at anvende artikel 11 i forordning (EF) nr. 1049/2001 og etablere offentlige dokumentregistre med klare og tilgængelige strukturer, gode søgefunktioner, regelmæssigt opdaterede oplysninger om nye udarbejdede og registrerede dokumenter, inklusion af henvisninger til ikkeoffentlige dokumenter, og, for at bistå offentlige brugere, brugervejledning om de typer dokumenter, der føres i et register;

10.

opfordrer institutioner, organer og agenturer til systematisk og omgående at offentliggøre i deres dokumentregistre alle dokumenter, som ikke tidligere har været offentligt tilgængelige, og som offentliggøres via anmodninger om aktindsigt;

11.

opfordrer administrationerne til at yde fuld angivelse af alle dokumenter, der er omfattet af en begæring om aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001, efter den oprindelige begæring;

12.

understreger, at brug af Den Europæiske Ombudsmand udgør en værdifuld valgmulighed, når nægtelsen af aktindsigt er blevet bekræftet af den berørte administration; minder dog om, at der ikke findes midler til at håndhæve Ombudsmandens afgørelser;

13.

understreger, at retssager medfører særdeles langvarige processer, risiko for høje og tilmed uoverkommelige udgifter og et usikkert udfald, der bliver en urimelig byrde for borgere, som ønsker at gøre indsigelse mod en afgørelse om at nægte (delvis) aktindsigt; understreger, at dette i praksis betyder, at der ikke findes effektive retsmidler mod et afslag på en begæring om aktindsigt i dokumenter;

14.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at vedtage hurtigere, mindre besværlige og mere tilgængelige procedurer for håndtering af klager over afslag på aktindsigt, så behovet for retssager reduceres, og der skabes en ægte gennemsigtighedskultur;

15.

understreger, at de tre institutioners og organernes og agenturernes årsberetninger bør præsentere tallene i et sammenligneligt format, der f.eks. bør omfatte: antallet af begærede dokumenter, antallet af begæringer, antal dokumenter, der er givet (delvis) aktindsigt i, antal godkendte begæringer før og efter genfremsat begæring, og antallet af dokumenter, for hvilke Domstolen har bevilget aktindsigt, delvis aktindsigt eller nægtet aktindsigt;

16.

opfordrer EU-institutionerne til at afholde sig fra at forlange, at modparten afholder omkostningerne i forbindelse med retssager, og til at sikre, at borgere ikke forhindres i at anfægte afgørelser på grund af manglende midler;

17.

bemærker, at medlemsstaterne skal tilpasse sig til det nye regelsæt for gennemsigtighed, som er fastlagt i Lissabontraktaten og illustreret ved sagen Tyskland mod Kommissionen (T-59/09), hvor Tyskland modsatte sig offentliggørelsen af dokumenter med relation til et modtaget påkrav med påberåbelse af beskyttelsen af offentlighedens interesser i forbindelse med »internationale forbindelser«, og hvor Retten afgjorde, at »internationale forbindelser« skal opfattes som en term i EU-lovgivningen og derfor ikke gælder for kommunikationer mellem Kommissionen og en medlemsstat;

18.

opfordrer EU-institutionerne til at forbedre deres svartid på begæringer om aktindsigt og genfremsatte begæringer;

19.

vedtager at undersøge, hvordan drøftelserne i Parlamentets Præsidium og Formandskonference kan gøres mere gennemsigtige, bl.a. ved at føre detaljerede protokoller og offentliggøre disse;

Revision af forordning (EF) nr. 1049/2001

20.

udtrykker sin skuffelse over, at der ikke er sket fremskridt siden december 2011, hvor Parlamentet vedtog sin holdning ved førstebehandlingen af revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001, eftersom Rådet og Kommissionen tilsyneladende ikke er klar til at indgå i realitetsforhandlinger; opfordrer derfor Rådet til langt om længe at fremskynde revisionen af forordning (EF) nr. 1049/2001, opfordrer Rådet og Parlamentet til at blive enige om et nyt instrument, der sikrer væsentlig større gennemsigtighed, herunder en effektiv gennemførelse af artikel 15 i TEUF;

21.

opfordrer alle EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer til at anvende forordning (EF) nr. 1049/2001 således, at der sikres en logisk sammenhæng med Århuskonventionen; støtter fuldt ud Det Europæiske Lægemiddelagenturs politik med at offentliggøre rapporter om kliniske forsøg med lægemidler på det europæiske marked efter anmodning, så snart beslutningsprocessen for en ansøgning om europæisk markedsføringstilladelse er afsluttet; understreger, at enhver revision af forordning (EF) nr. 1049/2001 fuldt ud bør overholde Århuskonventionen og definere enhver undtagelse i fuld overensstemmelse med denne;

22.

anbefaler, at hver EU-institution eller hvert EU-organ i sin forvaltningsstruktur udpeger en åbenhedsansvarlig, der skal være ansvarlig for overholdelse og for at forbedre praksisser;

23.

opfordrer alle institutionerne til at evaluere og, hvor det er nødvendigt, revidere deres interne ordninger til rapportering af forseelser, og opfordrer til beskyttelse af whistleblowere; opfordrer især Kommissionen til at orientere Parlamentet om sine erfaringer med de nye whistleblowerregler for EU-personale, som blev vedtaget i 2012, og gennemførelsesforanstaltningerne for dem; opfordrer Kommissionen til at stille forslag til beskyttelse af whistleblowers ikke kun moralsk, men også finansielt, for bedre at beskytte og støtte whistleblowers som en del af det demokratiske system;

Rapportering

24.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at harmonisere deres årsberetninger om aktindsigt og til at præsentere statistikker, der ligner hinanden, i en sammenlignelig form og i det omfang, der i størst mulig grad er komplet og inklusivt (f.eks. i tabeller i bilaget, der giver mulighed for direkte sammenligning);

25.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at vedtage de anbefalinger, som Parlamentet har fremlagt i sin tidligere forordning om aktindsigt;

26.

opfordrer EU's institutioner til i deres årlige beretninger om åbenhed at medtage et svar på Parlamentets anbefalinger;

Lovgivningsmæssige dokumenter

27.

opfordrer Kommissionen til at udvide åbenheden i forbindelse med ekspertgrupper og komitologigrupper ved at afholde deres møder offentligt og offentliggøre ansættelsesproceduren for medlemmer samt oplysninger angående medlemskab, procedurer, dokumenter inkluderet i overvejelser, afstemninger, afgørelser og mødeprotokoller, altsammen online i et standardformat; understreger, at medlemmer af ekspertgrupper og komitologigrupper på forhånd skal oplyse, hvis de har en personlig interesse i de diskuterede emner; opfordrer Kommissionen til at forbedre og fuldt ud gennemføre interne retningslinjer for alle generaldirektorater vedrørende rekrutteringsproceduren (vedrørende bl.a. afbalanceret sammensætning, interessekonflikter og offentlige udbud) og regler for godtgørelse, og til at aflægge rapport om dette spørgsmål ikke kun i den årlige rapport om aktindsigt, men også i generaldirektoraternes årlige aktivitetsrapport; opfordrer Kommissionen til navnlig at rapportere om ekspertgruppen vedrørende det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab;

28.

opfordrer Kommissionen, Rådet og Parlamentet til at sikre den større åbenhed omkring uformelle trepartsforhandlinger ved som standard at afholde møderne offentligt og udgive dokumentationen, herunder kalendere, dagsordener, protokoller, gennemgåede dokumenter, ændringsforslag, afgørelser, oplysninger om medlemsstaternes delegationer og deres holdninger og protokoller, i et standardiseret og lettilgængeligt onlinemiljø uden at berøre undtagelserne i artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1049/2001;

29.

erindrer om, at artikel 9 i forordning (EF) nr. 1049/2001 om følsomme dokumenter er et kompromis, der ikke længere afspejler de nye konstitutionelle og retlige forpligtelser, som har været gældende siden Lissabontraktatens ikrafttrædelse;

30.

opfordrer EU's institutioner, organer og agenturer til at offentliggøre ajourførte oplysninger om antallet af deres klassificerede dokumenter i henhold til deres klassificering;

Klassificering af dokumenter

31.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en forordning, der fastsætter klare regler og kriterier for klassificeringen af dokumenter af EU's institutioner, organer og agenturer;

32.

opfordrer institutionerne til at vurdere og begrunde anmodninger om møder for lukkede døre i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1049/2001;

33.

opfordrer Unionens institutioner til at oprette en uafhængig tilsynsmyndighed i EU for klassificeringen af dokumenter og behandlingen af ansøgninger om afholdelse af møder for lukkede døre;

Finansielle oplysninger

34.

opfordrer institutionerne til at offentliggøre dokumenter vedrørende EU's budget, gennemførelsen af det og modtagerne af EU-midler og -støtte, og til at gøre dem tilgængelige for borgerne, og understreger, at sådanne dokumenter også skal være tilgængelige via et særligt websted og en særlig database til fremme af finansiel gennemsigtighed i Unionen;

Internationale forhandlinger

35.

udtrykker bekymring over den rutinemæssige anvendelse af undtagelsen for beskyttelsen af internationale forbindelser som begrundelse for klassificeringen af dokumenter;

36.

minder om, at en institution, der nægter aktindsigt i et dokument, som den er blevet anmodet om at offentliggøre, ifølge retspraksis i princippet skal forklare, hvordan offentliggørelse af det pågældende dokument specifikt og reelt kan underminere den offentlige interesse med hensyn til internationale forbindelser;

37.

understreger, at dette på trods af disse principper stadig ikke er gennemført i praksis, som det fremgår af Rettens afgørelse i sag T-529/09 (In ‘t Veld mod Rådet) angående Rådets afvisning af aktindsigt i en udtalelse fra sin juridiske tjeneste om TFTP-aftalen mellem EU og USA;

Udtalelser fra en juridisk tjeneste

38.

understreger, at udtalelser fra institutionernes juridiske tjenester i princippet skal offentliggøres som understreget af Rettens afgørelse i Turco, at »Formålet med forordning (EF) nr. 1049/2001 er, som det er anført i forordningens fjerde betragtning og artikel 1, at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter« (16);

39.

minder om, at den berørte institution, før det vurderes, om undtagelsen i artikel 4, stk. 2, andet led, om beskyttelse af juridisk rådgivning er gældende, skal sikre sig, at dokumentet, som den bliver bedt om at offentliggøre, reelt vedrører juridisk rådgivning, og i givet fald skal den afgøre, hvilke dele deri der faktisk er berørt og således kan være dækket af undtagelsen (Turco, punkt 38);

40.

opfordrer institutionerne til at overholde Turco-dommen om udtalelser fra juridiske tjenester udarbejdet inden for rammerne af lovgivningsprocessen, der fastslog, at det netop er »åbenhed på dette punkt, som vil bidrage til at give institutionerne større legitimitet i unionsborgernes øjne og til at styrke borgernes tillid til institutionerne ved at muliggøre en åben debat af de forskellige synspunkter«, og at det således snarere er »manglen på information og debat, som kan skabe tvivl hos borgerne, ikke blot hvad angår lovligheden af en bestemt foranstaltning, men også hvad angår beslutningsprocedurens legitimitet som helhed« (17);

41.

understreger, at som det blev fastslået i sagen In ‘t Veld mod Rådet (T-529/09) (18), kan en specifik og forudsigelig trussel mod den pågældende interesse ikke skabes ved den blotte frygt for over for EU-borgere at offentliggøre divergerende holdninger mellem institutionerne angående retsgrundlaget for EU's internationale aktivitet og således for at skabe tvivl om denne aktivitets lovlighed;

Bødenedsættelse i kartelsager

42.

understreger, at Domstolen har afsagt kendelsen i sag C-536/11, punkt 43, at »hver anmodning om aktindsigt til [kartelsagen] skal bedømmes fra sag til sag [af de nationale retsinstanser] under hensyntagen til alle de relevante faktorer i sagen«;

o

o o

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Europæiske Ombudsmand, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Europarådet.


(1)  EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(2)  EUT L 243 af 27.9.2003, s. 1.

(3)  EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 72.

(4)  Se IFAW mod Kommissionen (C-135/11 P), hvor det i punkt 75 anføres, at Retten, idet den ikke selv har undersøgt denne skrivelse, »ikke var i stand til konkret at vurdere, om aktindsigt i dette dokument gyldigt kunne afslås på grundlag af undtagelserne«.

(5)  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0369.

(6)  EUT C 286 E af 22.10.2010, s. 12.

(7)  In ’t Veld mod Rådet (T-529/09), punkt 19.

(8)  In ’t Veld mod Rådet (T-529/09), punkt 75.

(9)  Kommissionen specificerer ikke antallet af begærede dokumenter. Antallet af oprindelige begæringer om Kommissionens dokumenter er 6 447 i 2011 og 6 014 i 2012.

(10)  Rådet mod In 't Veld (intervention fra Europa-Parlamentet til støtte for In ‘t Veld).

(11)  Sagerne Batchelor (T-362/08), IFAW II (T-250/08), Navigazione Libera del Golfo (T-109/05 og T-444/05), Jordana (T-161/04), CDC (T-437/08) og LPN (T-29/08).

(12)  Tyskland mod Kommissionen (T-59/09), EnBW mod Kommissionen (T-344/08), Sviluppo Globale (T-6/10), Internationaler Hilfsfonds (T-300/10), European Dynamics (T-167/10).

(13)  Den anden sag er Dennekamp (T-82/08), hvor Retten bekræftede Parlamentets afgørelse på grundlag af beskyttelsen af personoplysninger.

(14)  Se IFAW-sagen angående dokumenter, der kommer fra medlemsstat, og Rettens forpligtelse til at vurdere de pågældende dokumenter. Samt to andre sager med relation til fusionskontrolprocedurer, Agrofert (C-477/10 P) og Éditions Odile Jacob (C-404/10 P). Disse tre domstolsafgørelser er ikke beskrevet i Kommissionens årsberetning.

(15)  Rådet mod Access Info Europe, sag C-280/11 P.

(16)  De forenede sager Sverige og Turco mod Rådet og Kommissionen (C-39/05 P og C-52/05 P), punkt 35.

(17)  De forenede sager Sverige og Turco mod Rådet og Kommissionen (C-39/05 P og C-52/05 P), punkt 59.

(18)  In ’t Veld mod Rådet (T-529/09), punkt 75.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/35


P7_TA(2014)0204

Aktiviteterne i Udvalget for Andragender i 2013

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om aktiviteterne i Udvalget for Andragender i året 2013 (2014/2008(INI))

(2017/C 378/04)

Europa-Parlamentet,

der henviser til vigtigheden af retten til at indgive andragender og af, at de parlamentariske organer straks bliver opmærksomme på specifikke problemer og synspunkter blandt EU-borgere eller -indbyggere, som omhandlet i artikel 24 og 227 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

der henviser til bestemmelserne i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, særlig artikel 44 om retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet,

der henviser til bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde angående traktatbrudsproceduren, særlig artikel 258 og 260,

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 202, stk. 8,

der henviser til betænkning fra Udvalget for Andragender (A7-0131/2014),

A.

der henviser til, at antallet af andragender modtaget i 2013, som var Borgernes Europaår, nåede op på 2 885, hvilket svarer til en stigning på næsten 45 % i forhold til 2012; og der gør opmærksom på, at der i indeværende valgperiode indtil videre er blevet registreret næsten 10 000 andragender;

B.

der henviser til, at et sådant antal, selv om det er beskedent i forhold til befolkningen i Den Europæiske Union, ikke desto mindre er udtryk for en markant stigning i bevidstheden om retten til at indgive andragender og den berettigede forventning til nytten af andragender som et middel til at gøre EU-institutionerne og medlemsstaterne opmærksomme på bekymringerne blandt de enkelte borgere, lokalsamfund, ngo'er, frivillige foreninger og private virksomheder;

C.

der henviser til, at EU's borgere er direkte repræsenterede i den eneste EU-institution, der er valgt af dem, nemlig Europa-Parlamentet; minder om, at retten til at indgive andragender giver dem mulighed for at henvende sig direkte til deres repræsentanter;

D.

der henviser til, at retten til at indgive andragender gør Europa-Parlamentet mere lydhørt over for Unionens borgere og indbyggere og samtidig kan give folk en åben, demokratisk og gennemsigtig mekanisme til at opnå en udenretslig løsning på deres klager, når det er legitimt og begrundet, navnlig når de vedrører problemer med gennemførelsen af EU-lovgivningen; der henviser til, at andragender giver værdifuld feedback til lovgivere og forvaltningsorganer både på EU-plan og i medlemsstaterne;

E.

der henviser til vigtigheden af at forhindre nye uerstattelige tab af biodiversitet, navnlig i Natura 2000-områder; der henviser til, at medlemsstaterne har overtaget forpligtelsen til at sikre beskyttelsen af særlige bevaringsområder i henhold til habitatdirektivet (92/43/EØF) og fugledirektivet (79/409/EØF); der henviser til, at selv om Kommissionen først kan kontrollere overholdelsen af EU-retten i fuld udstrækning, efter at de nationale myndigheder har truffet en endelig afgørelse, er det vigtigt — ikke mindst i miljøanliggender — så tidligt som muligt at sikre sig, at de lokale, regionale og nationale myndigheder korrekt efterlever alle de relevante proceduremæssige krav, som EU-retten stiller, herunder anvendelse af forsigtighedsprincippet;

F.

der henviser til, at det er nødvendigt at øge borgernes deltagelse i EU's beslutningsproces med henblik på at styrke legitimiteten og ansvarliggørelsen; der henviser til, at andragender også udgør et middel til at foretage et »reality check« af de spændinger, der findes i de europæiske samfund, især i tider med økonomisk krise og social uro, som dem, der skyldes virkningerne af de internationale finansmarkeders og banksystemers sammenbrud for Europas befolkning, og minder om, at Udvalget for Andragender afholdt en offentlig høring om dette emne med deltagelse af andragere i september 2013; der henviser til, at mange andragender om finansielle uregelmæssigheder og krænkelser af forbrugernes rettigheder inden for banksektoren har tiltrukket sig udvalgets opmærksomhed, særlig de dramatiske konsekvenser af husstandsudsættelser, hvor hele familier er blevet sat på gaden som følge af urimelige klausuler knyttet til realkreditlån;

G.

der henviser til, at de andragender, som er blevet rettet til Udvalget for Andragender, ofte har givet nyttig input til andre af Europa-Parlamentets udvalg, der er ansvarlige for at udarbejde lovgivning, som i samfundsøkonomisk og miljømæssig henseende skal skabe et sikrere, sundere, gunstigere og mere retfærdigt grundlag for fremtiden for alle europæiske borgere og indbyggere;

H.

der henviser til, at alle andragender vurderes og behandles ud fra sagens realiteter, selv når de kun er indgivet af én EU-borger eller -indbygger, og at alle andragere har ret til at modtage et svar på deres eget sprog;

I.

der henviser til, at det er forskelligt, hvor lang tid det tager at behandle og besvare et andragende, afhængigt af, hvad det handler om, og hvor komplekst det er, men at der skal gøres alt for at reagere behørigt på andragernes bekymringer inden for rimelig tid og på passende måde, og det ikke kun med hensyn til forretningsgange, men også med hensyn til indholdet;

J.

der henviser til, at andragere, hvis andragender efterfølgende bliver behandlet på de regelmæssige møder i Udvalget for Andragender, kan deltage fuldt ud og har ret til at fremlægge deres andragende sammen med mere detaljerede oplysninger og dermed kan bidrage aktivt til udvalgets arbejde ved at give supplerende førstehåndsoplysninger til medlemmerne af udvalget og til Europa-Kommissionen samt til de repræsentanter for medlemsstaterne, der måtte være til stede; og der henviser til, at der i 2013 var 185 andragere, der deltog og var aktivt involveret i udvalgets drøftelser;

K.

der henviser til, at aktiviteterne i Udvalget for Andragender udelukkende er baseret på andragernes input og bidrag sammen med resultaterne af udvalgets egne undersøgelser i hvert enkelt tilfælde, eventuelt suppleret med yderligere ekspertise fra Kommissionen, medlemsstaterne eller andre organer; og til, at udvalgets dagsordener prioriteres og organiseres på grundlag af beslutninger, der træffes af dets medlemmer på demokratisk vis;

L.

der henviser til, at det fremgår af kriterierne for, hvornår andragender kan antages til behandling, som fastlagt i traktaten og Parlamentets regler, at et andragende skal vedrøre et spørgsmål, der henhører under Unionens virksomhedsområde og vedrører andrageren direkte; og til, at nogle andragender som følge heraf afvises, fordi de ikke opfylder disse kriterier;

M.

der henviser til, at retten til at indgive andragender er et afgørende redskab for borgernes deltagelse og demokratiske kontrol, og at den skal gennemføres korrekt fra første til sidste fase i processen; der henviser til, at denne ret fortsat skal sikres til fulde uafhængigt af myndighedernes interesser; der henviser til, at dette princip skal håndhæves forbilledligt på EU-plan i forbindelse med Parlamentets og Kommissionens håndtering af andragender;

N.

der henviser til, at de ovennævnte kriterier er blevet prøvet ved domstolene, og at EU-Domstolen i flere domme, f.eks. i sag T-308/07, har opretholdt kriterierne vedrørende retten til at indgive andragender og fastslået, at afgørelser om, at andragender ikke opfylder betingelserne for behandling, skal være velbegrundede og skal begrundes af udvalget i dets efterfølgende korrespondance med andrageren, og også f.eks. i sag T-280/09 og T-160/10 for så vidt angår andragender, som kan anses som værende for upræcise i deres indhold;

O.

der henviser til, at der ud over de andragender, der er modtaget vedrørende krisens virkninger for de europæiske borgere og indbyggere, som andre centrale spørgsmål, der bekymrer andragerne, kan nævnes miljølovgivning, navnlig spørgsmål vedrørende affaldshåndtering og vandforvaltning, grundlæggende rettigheder, navnlig i relation til barnets rettigheder, rettigheder for handicappede og sundhedsrelaterede spørgsmål, retten til personlig og fast ejendom, spørgsmål vedrørende den frie bevægelighed for personer, forskellige former for forskelsbehandling, herunder navnlig på grund af etnicitet, kultur eller sprog, visum, indvandring og beskæftigelse, og andragender om retssystemet, påstået korruption, forsinkelser i retlige procedurer og mange andre områder;

P.

der henviser til, at eftersom mange andragere, især blandt de yngre dele af befolkningen, gør stor brug af sociale medier som kommunikationskanal, har Udvalget for Andragender udviklet sit eget netværk i Europa-Parlamentets regi og følges regelmæssigt af et stigende antal mennesker på de førende sociale medier, som især er aktive og findes nyttige omkring tidspunkterne for udvalgsmøder; der desuden henviser til, at udvalget også har fået et betydeligt antal faste abonnenter, p.t. 1 500, på sit nyhedsbrev, PETI Journal;

Q.

der henviser til, at Udvalget for Andragender i samme forbindelse har arbejdet sammen med de relevante tjenestegrene i Europa-Parlamentet for at udvikle en ny flersproget webportal til erstatning af det tidligere, mere begrænsede elektroniske system til indgivelse af andragender på Europarl-webstedet; der henviser til, at den nye portal er udformet med henblik på at øge den administrative effektivitet og samtidig gøre proceduren for andragender mere gennemsigtig og interaktiv til gavn for andragerne, Europa-Parlamentets medlemmer og befolkningen generelt;

R.

der i denne forbindelse henviser til den holdning, det har indtaget på grundlag af årsrapporten for 2012, hvori det blev besluttet at sikre en mere effektiv, gennemsigtig og upartisk procedure for andragender under samtidig hensyntagen til medbestemmelsesretten for medlemmerne af Udvalget for Andragender, således at behandlingen af andragender, herunder de forskellige faser af proceduren, kan stå for en domstolsprøvelse;

S.

der henviser til, at Udvalget for Andragender fortsat aktivt interesserer sig for, hvordan forordningen om det europæiske borgerinitiativ bliver anvendt, og er opmærksom på, at de eksisterende retlige rammer har mange svagheder og er ret besværlige og dermed ikke til fulde gengiver ånden i den relevante traktatbestemmelse på trods af den indsats, der blev gjort af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender ved udarbejdelsen af forordningen; og til, at Parlamentet i henhold til revisionsbestemmelsen skal indlede drøftelser om en revision af forordningen, når den har været i kraft i tre år;

T.

der henviser til, at bestemmelserne i forordningen om det europæiske borgerinitiativ om, at der skal arrangeres en offentlig høring i Parlamentet angående et succesfuldt indgivet initiativ, snart skal gennemføres under inddragelse af det korresponderende udvalg med lovgivningskompetence på det område, initiativet vedrører, sammen med Udvalget for Andragender i overensstemmelse med Europa-Parlamentets forretningsorden og de gennemførelsesbestemmelser, der er vedtaget af Præsidiet;

U.

der henviser til værdien af de undersøgelsesrejser vedrørende andragender, der er under behandling, som udvalget jævnligt arrangerer angående spørgsmål, som det har prioriteret særlig højt, og nødvendigheden af, at rapporterne om sådanne besøg er af så høj en kvalitet og er så troværdige som overhovedet muligt og i kraft af et loyalt samarbejde fører til den ønskede konsensus blandt deltagerne; minder om, at der i 2013 blev aflagt besøg i Spanien (to gange), Polen, Danmark og Grækenland; der henviser til, at større fleksibilitet i de nærmere bestemmelser om disse rejser, navnlig hvad angår de uger, hvor de kan finde sted, vil kunne føre til endnu bedre resultater, især med hensyn til antallet af medlemmer, der er til rådighed, og mindske risikoen for aflysning;

V.

der henviser til udvalgets ansvar i forhold til Den Europæiske Ombudsmand, som er ansvarlig for at undersøge klager fra EU-borgere om mulige fejl og forsømmelser i EU- institutioner og -organer, og hvorom udvalget også udarbejder en årsberetning, baseret på Den Europæiske Ombudsmands egen årsberetning; og minder om, at udvalget i 2013 var aktivt involveret i tilrettelæggelsen af valget af en ny europæisk ombudsmand efter den daværende ombudsmand Nikiforos Diamandouros' pensionering;

W.

der henviser til, at der, selv om der blev valgt en ny europæisk ombudsmand, Emily O’Reilly, af medlemmerne af Europa-Parlamentet fra den 1. oktober 2013, skal afholdes et nyt valg i begyndelsen af næste valgperiode, som fastsat i forretningsordenen (artikel 204), og at det ville være klogt at sikre, at der i god tid forinden offentliggøres klare og gennemsigtige regler for proceduren, som yderligere præciserer Udvalget for Andragenders ansvar under denne procedure, og som kan sikre, at valget bliver tilstrækkelig gennemsigtigt, navnlig ved hjælp af et forbedret, dertil oprettet websted;

X.

der henviser til, at Udvalget for Andragender er medlem af Det Europæiske Netværk af Ombudsmænd, som også består af nogle udvalg for andragender fra de nationale parlamenter, hvor der findes sådanne udvalg, og til, at det forekommer vigtigt, at det indbyrdes samarbejde mellem udvalgene for andragender kommer yderligere i fokus og bliver yderligere styrket, når det er praktisk muligt, og at Europa-Parlamentet bør spille en central rolle i denne udvikling til gavn for de europæiske borgere;

Y.

der henviser til, at Udvalget for Andragender har til hensigt at være et nyttigt og gennemsigtigt redskab i de europæiske borgeres og indbyggeres tjeneste, som udøver demokratisk tilsyn og kontrol med mange aspekter af EU's virksomhed, især vedrørende de nationale myndigheders gennemførelse af EU-lovgivningen; og til, at det på grundlag af de modtagne andragender på den ene side kan bidrage yderligere til en mere sammenhængende og koordineret anvendelse af EU-lovgivningen og på den anden side til en forbedring af fremtidig EU-lovgivning ved at gøre opmærksom på de konklusioner, der kan drages af substansen i de modtagne andragender;

Z.

der henviser til, at denne rapport er den sidste årsrapport fra Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentets 7. valgperiode, hvorfor der redegøres for udvalgets aktiviteter i 2013 og samtidig gives et overblik over hele valgperioden, ligesom det vurderes, i hvilket omfang udvalget har kunnet opfylde borgernes forventninger efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse;

1.

anerkender den væsentlige og fundamentale rolle, som Udvalget for Andragender spiller, når det drejer sig om at forsvare og fremme EU-borgernes og -indbyggernes rettigheder, ved at sikre, at andragernes bekymringer gennem proceduren for andragender anerkendes bedre, og at der så vidt muligt og inden for en rimelig frist findes løsninger på deres berettigede klager;

2.

er fast besluttet på at sikre en mere effektiv, mere gennemsigtig og upartisk procedure for andragender under hensyntagen til medbestemmelsesretten for medlemmerne af Udvalget for Andragender, således at behandlingen af andragender, herunder de forskellige faser i proceduren, kan leve op til en domstolsprøvelse;

3.

understreger, at Udvalget for Andragender sammen med andre institutioner og organer såsom undersøgelsesudvalg og Den Europæiske Ombudsmand har en selvstændig og klart defineret rolle som kontaktpunkt for den enkelte borger; understreger, at disse organer sammen med det europæiske borgerinitiativ er grundlæggende redskaber for et demokratisk EU og for skabelsen af et europæisk demos, og at der derfor skal sikres ordentlig adgang til at indgive andragender og en troværdig sagsbehandling heraf;

4.

understreger, at Udvalget for Andragender gennem hele den indeværende valgperiode har taget udfordringerne op med hensyn til at opfylde forventningerne hos borgerne i Den Europæiske Union; fremhæver betydningen af, at borgerne bliver direkte involveret i Parlamentets aktiviteter, og at udvalgets medlemmer specifikt behandler deres bekymringer, forslag eller klager; gør opmærksom på det store arbejde, udvalget har gjort for at afhjælpe eventuelle krænkelser af borgernes rettigheder og ved at samarbejde med nationale, regionale og lokale myndigheder om spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU-lovgivning, samtidig med at det fortsat har spillet en afgørende rolle ved genskabelsen af forbindelsen med EU-borgerne og styrkelsen af den demokratiske legitimitet og ansvarliggørelse i EU's beslutningsproces;

5.

minder om Kommissionens betydelige rolle i forbindelse med behandlingen af de anliggender, som andragerne henvender sig med; er af den opfattelse, at Kommissionen i sine undersøgelser af andragender bør være mere dybdegående og se på substansen i andragenderne for så vidt angår EU-lovgivningen; understreger vigtigheden af gennemsigtighed i disse processer og af, at offentligheden har reel adgang til de relevante dokumenter og sagsrelaterede oplysninger;

6.

fremhæver vigtigheden af proaktiv overvågning og rettidige forebyggende foranstaltninger fra Kommissionens side, hvor der er velunderbyggede beviser for, at visse planlagte og offentliggjorte projekter kan indebære overtrædelser af EU's lovgivning;

7.

bemærker, at borgernes andragender vedrører mange forskellige centrale områder, såsom de grundlæggende rettigheder, det indre marked, miljølovgivningen, folkesundhedsspørgsmål, børns velfærd, transport og byggeri, den spanske lov om kystforvaltning, den ny forordning om god forvaltning, handicappede, forskelsbehandling på grund af alder, aktindsigt, Europaskolerne, den finanspolitiske union, stålindustrien, dyrs rettigheder og mange flere;

8.

mener, at de andragender, der falder ind under de nævnte områder, dokumenterer, at situationer omkring utilfredsstillende gennemførelse af EU-lovgivningen eller fejlagtig anvendelse heraf stadig er hyppigt forekommende;

9.

finder det vigtigt at styrke samarbejdet med medlemsstaternes parlamenter og regeringer på grundlag af gensidighed og om nødvendigt at tilskynde medlemsstaternes myndigheder til at gennemføre og anvende EU-lovgivningen i fuld gennemsigtighed; understreger betydningen af samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne, men beklager visse medlemsstaters manglende fuldstændige gennemførelse og håndhævelse af EU's lovgivning, især på miljøområdet;

10.

bemærker at, Udvalget for Andragender anser andragender angående principperne og indholdet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, traktatens hjerteblod, for at opfylde betingelserne for behandling, og at det foretager sine undersøgelser ud fra omstændighederne i hver enkelt sag, og minder om, at Kommissionen ofte har følt sig ude af stand til at handle, når udvalget har anmodet den herom, på grund af artikel 51 i chartret; understreger, at borgernes forventninger er langt højere, end chartrets bestemmelser rent juridisk giver grundlag for;

11.

lykønsker udvalget med det arbejde, det har udført i forbindelse med de modtagne andragender om spørgsmål vedrørende handicap, som der var en betydelig stigning af i 2013; noterer sig bestræbelserne på at sikre en vellykket indførelse af EU-rammerne i henhold til artikel 33 i FN-konventionen om handicappedes rettigheder, hvor Udvalget for Andragender deltog sammen med Kommissionen, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Det Europæiske Handicapforum, og noterer sig udvalgets vilje til fortsat at støtte dette arbejde; beklager, at man efterfølgende er ophørt med at involvere Udvalget for Andragender inden for rammerne af konventionen om handicappedes rettigheder, og at udvalget er blevet afløst af de lovgivende udvalg, der også har kompetence på dette område, og mener, at denne beslutning bygger på en fejlfortolkning af opgaverne inden for rammerne af konventionen om handicappedes rettigheder;

12.

noterer sig den opmærksomhed, som blev givet til nogle omfattende andragender vedrørende den foreslåede opførelse af en ny lufthavn ved Notre-Dame-des-Landes, nær Nantes; anerkender, at der blev modtaget betydelige indlæg fra andragere, der var imod projektet af miljømæssige årsager, og at der også blev modtaget et væsentligt andragende fra tilhængerne af projektet, hvilket gav anledning til en intensiv debat i udvalget, hvor de franske myndigheder og Kommissionens generaldirektør for miljø deltog sammen med de vigtigste andragere; mener, at sådanne seriøse diskussioner ikke blot øger den offentlige bevidsthed og giver borgerne mulighed for at involvere sig aktivt og legitimt, men også gør det muligt at kaste lys over flere kontroversielle spørgsmål omkring projektet, som hævdes at være i strid med EU-lovgivningen, og finde løsninger, der sikrer behørig overholdelse af EU-lovgivningen, således som den bør finde anvendelse under de pågældende omstændigheder;

13.

anerkender, at mange andragere i 2013 har givet udtryk for deres foruroligelse over de uretfærdigheder, der tilsyneladende forekommer i Danmark med hensyn til de administrative og retslige procedurer i forbindelse med forældres separation og skilsmisse og forældremyndigheden over små børn derefter; bemærker i denne sammenhæng, at der, når der er tale om binationale par, er klare eksempler på forskelsbehandling på grundlag af nationalitet til fordel for ægtefællen fra den medlemsstat, der er berørt af retssagen, og imod den ægtefælle, der ikke er statsborger i dette land, hvilket har alvorlige og ofte meget negative og dramatiske konsekvenser for barnets rettigheder; bemærker i denne sammenhæng, at der forekommer alvorlige krænkelser af både andragerens og barnets grundlæggende rettigheder; bemærker, at Udvalget for Andragender foretog en undersøgelsesrejse til Danmark for at undersøge sådanne påstande direkte, hvor situationen synes at være særlig akut; bemærker, at der også blev registreret sager fra andre lande, navnlig Tyskland (især sager vedrørende aktiviteterne under den tyske børne- og ungdomsforsorg, Jugendamt), Frankrig og Det Forenede Kongerige;

14.

minder om de undersøgelser, der blev foretaget på grundlag af de modtagne andragender om konsekvenserne af den manglende gennemførelse af affaldsrammedirektivet i hele den indeværende valgperiode, og den betænkning, der er blevet vedtaget om dette emne; henleder opmærksomheden på henstillingerne vedrørende manglen på ordentlig beslutningstagning angående deponeringsanlæg og konsekvenserne heraf for lokalbefolkningen; understreger, at situationen langt fra er løst i de to regioner, set på baggrund af de andragender, som er blevet behandlet efterfølgende, navnlig vedrørende forekomsten af giftige brande forårsaget af stærkt forurenet industriaffald i visse områder af Campania, og vedrørende de sidste måneders manglende gennemsigtighed i forbindelse med planlægningen og den institutionelle ledelse i Lazio efter den planlagte nedlukning af Malagrotta-deponeringspladsen, hvilket i dag er genstand for retlige undersøgelser på højt niveau; minder om den intensive undersøgelsesrejse til Grækenland i efteråret 2013 vedrørende dette emne, som har henledt opmærksomheden på utilstrækkeligheder i forbindelse med anvendelsen af de relevante affaldsrelaterede direktiver, manglende fremskridt inden for affaldshåndtering for så vidt angår planer og systemer højt op i affaldshierakiet, samt på følgerne for befolkningens sundhed i visse områder af Grækenland; bemærker, at flere andre andragender om mangler i affaldshåndteringen for nylig er indgivet vedrørende andre medlemsstater, især i Spaniens Valencia-region og Det Forenede Kongerige;

15.

anerkender rapporten om undersøgelsesrejsen til Polen angående et foreslået åbent minebrud i Nedre Schlesien; glæder sig også over de intensive drøftelser, der ved den lejlighed blev ført med andragere og nationale myndigheder vedrørende en eventuel efterforskning og udnyttelse af skifergasreserver, som udvalget allerede havde gennemført en workshop om i 2012;

16.

fremhæver hele udvalgets meget konstruktive arbejde for så vidt angår andragenderne vedrørende den spanske lov om kystforvaltning (Ley de Costas), både med hensyn til resultaterne af og konklusionerne fra undersøgelsesrejsen og med hensyn til samarbejdet med såvel andragerne som de ansvarlige nationale myndigheder; minder om, at udvalget nedsatte en særlig ad hoc-arbejdsgruppe, som skulle se nærmere på dette komplekse spørgsmål og sikre samarbejde med det meget store antal andragere; erkender, at der, selv om der blev opnået visse fremskridt for andragerne i den nye lovgivning, der blev vedtaget af det spanske parlament; anmoder Kommissionen om fortsat at følge dette anliggende aktivt;

17.

glæder sig over, at der under undersøgelsesrejsen til Galicien i februar 2013 blev ført indgående drøftelser med andragere og regionale myndigheder om spørgsmål vedrørende manglen på ordentlige spildevandrensningsanlæg i regionen; ratificerer konklusionerne og anbefalingerne i den rapport (fra undersøgelsesrejsen), der blev godkendt i Udvalget for Andragender den 17. december 2013, i den forstand, at bestræbelserne på at fuldende oprydningen og genskabelsen af de rías, der var genstand for rejsen, bør fortsætte;

18.

fremhæver udvalgets rapporteringspligt; henleder opmærksomheden på en række beslutninger vedtaget i 2013 i form af betænkninger, f.eks. om Den Europæiske Ombudsmands særlige beretning om Kommissionens håndtering af mangler ved miljøkonsekvensanalysen i forbindelse med udvidelsesprojektet for Wiens lufthavn og om Den Europæiske Ombudsmands årsberetning som helhed; fremhæver det relevante input, udvalget har givet takket være den ekspertise, der er opnået gennem behandlingen af mange konkrete sager i årenes løb i form af udtalelser til de korresponderende udvalg, navnlig i forbindelse med revisionen af VVM-direktivet og udtalelsen om fastlæggelse af hjemstedet for Den Europæiske Unions institutioner; mener, at Udvalget for Andragender takket være sådanne dokumenter kan rejse spørgsmål af betydning for de europæiske borgere ved plenarmøder;

19.

minder om, at Udvalget for Andragender i medfør af forretningsordenens artikel 202, stk. 2, har ret til ikke kun at forelægge Parlamentet ikkelovgivningsmæssige initiativbetænkninger om anliggender vedrørende flere andragender, men også for så vidt angår hastesager at forelægge kortfattede forslag til beslutning, der sættes under afstemning under mødeperioden;

20.

mener, at offentlige høringer er et meget vigtigt redskab til at undersøge de problemer, som rejses af andragerne; henleder opmærksomheden på den offentlige høring om krisens indvirkning på Europas borgere og styrkelse af den demokratiske deltagelse i forvaltningen af Unionen og den offentlige høring om optimal udnyttelse af unionsborgerskabet, der analyserede EU-borgeres bekymringer i de to henseender baseret på modtagne andragender; mener, at oplysningerne i andragenderne illustrerer de personlige konsekvenser af stramningerne for andragernes rettigheder og viser civilsamfundets større rolle og engagement; anerkender, at Europa har brug for troværdig, synlig og ansvarlig økonomisk styring for at imødegå fremtidens udfordringer; understreger vigtigheden af at bekæmpe de resterende hindringer for, at EU-borgerne kan udnytte deres rettigheder i henhold til EU-lovgivningen, og af at fremme EU-borgernes politiske deltagelse i samfundslivet i EU;

21.

anser det for afgørende for udvalgets arbejde vedrørende bestemte emner at bruge andre former for aktiviteter såsom parlamentariske forespørgsler til mundtlig besvarelse, der behandles på plenarmøderne; minder om, at de er en direkte form for parlamentarisk kontrol med de andre EU-institutioner og -organer; påpeger, at det har brugt sin ret ni gange i 2013, idet det har indgivet forespørgsler vedrørende f.eks. handicap, dyrevelfærd, affaldshåndtering og det europæiske borgerinitiativ; beklager dybt, at visse af udvalgets foreslåede initiativer er flere måneder om at komme til drøftelse på plenarmødet, hvilket forhindrer, at de spørgsmål, som EU-borgere gentagne gange har gjort opmærksom på deres bekymring over, bliver rejst og bliver besvaret direkte af Kommissionen;

22.

noterer sig den konstante strøm af korrespondance fra borgere, der henvender sig til Europa-Parlamentet for at få løst problemer, der falder uden for EU’s kompetenceområde i henhold til artikel 227 i traktaten og artikel 51 i chartret om grundlæggende rettigheder; opfordrer til, at der findes bedre løsninger til håndtering af disse henvendelser fra borgerne under hensyntagen til Parlamentets forpligtelser hvad angår dets korrespondance med borgerne; beklager i den forbindelse, at Parlamentets relevante tjenestegrene ikke har formået at leve op til anbefalingerne vedrørende henvendelser fra borgerne om emner, der falder uden for EU's kompetenceområde, som fremlagt i dets udtalelse af 21. november 2012 om arbejdet i Udvalget for Andragender 2011;

23.

erkender, at miljøspørgsmål fortsat har høj prioritet hos andragerne, hvilket understreger det faktum, at medlemsstaterne stadig ikke opfylder kravene på dette område; bemærker, at mange af andragenderne fokuserer på folkesundhed, f.eks. affaldshåndtering, vandsikkerhed, atomenergi og fredede dyr; påpeger, at mange andragender drejer sig om nye og kommende projekter, der øger farerne på de førnævnte områder; minder om, at selv om medlemsstaterne bestræber sig på at tackle de pågældende situationer, er det klart, at det stadig er vanskeligt at finde en bæredygtig løsning; gør opmærksom på sagen om ILVA-stålværket i Taranto, som vækker stor bekymring på grund af de alvorlige forringelser for miljøet og lokalbefolkningens sundhedsmæssige situation; opfordrer indtrængende Kommissionen til at benytte de mekanismer, den har til rådighed, til så vidt muligt at sikre, at de italienske myndigheder omgående overholder EU's miljølovgivning;

24.

opfordrer til, at Udvalget for Andragender fortsætter undersøgelsen af virkningerne af retspraksis hidrørende fra det græske tv- og radioselskab (Ellinikí Radiofonía Tileórasi, ERT) på fortolkningen af artikel 51 i EU's charter om grundlæggende rettigheder og dens konsekvenser for andragender og undersøger, hvilke faktiske hindringer EU-borgere møder, når de anmoder om en præjudiciel afgørelse fra EU-Domstolen, med henblik på at opnå en pålidelig fortolkning af centrale spørgsmål i den europæiske lovgivning i sager ved nationale domstole;

25.

glæder sig over gennemførelsen af det europæiske borgerinitiativ den 1. april 2012 og registreringen af det første europæiske borgerinitiativ, som vedrørte politikker for Europas unge — Fraternité 2020 — og det nylige vellykkede europæiske borgerinitiativ om retten til vand; mener, at det europæiske borgerinitiativ er det første redskab til transnationalt deltagelsesdemokrati og giver borgerne mulighed for at engagere sig aktivt i udformningen af EU's politik og lovgivning; bekræfter sit tilsagn om at deltage i afholdelsen af offentlige høringer om registrerede og accepterede europæiske borgerinitiativer med aktiv deltagelse af alle berørte udvalg; understreger nødvendigheden af, at der regelmæssigt gøres status over de europæiske borgerinitiativer med henblik på at forbedre proceduren og samtidig begrænse bureaukratiet og andre forhindringer; er klar over, at udkommet af de første parlamentshøringer i forbindelse med de første registrerede og accepterede europæiske borgerinitiativer i 2014 er af afgørende betydning for at få sat høje procedurestandarder og for at leve op til borgernes forventninger til udøvelsen af denne rettighed fremover, og er indstillet på at give institutionel prioritet til at sikre effektivitet i medindflydelsesprocessen;

26.

glæder sig over, at Kommissionen udnævnte 2013 til Borgernes Europaår, hvilket giver EU-borgerne værdifuld information og viden om deres rettigheder og om eksistensen af de demokratiske redskaber, de har til rådighed til at gøre disse rettigheder gældende; mener, at Borgernes Europaår bør anvendes til at informere bredt om det nye europæiske borgerinitiativ og således give klare og forståelige retningslinjer med henblik på at sikre, at andelen af initiativer, der ikke opfylder betingelserne for behandling, ikke bliver lige så stor, som den stadigvæk er for andragender; er overbevist om, at webportalen for andragender udgør et konkret og værdifuldt bidrag fra Europa-Parlamentet til unionsborgerskabet;

27.

opfordrer Kommissionen til som traktatens vogter at sikre, at den aktuelle utilstrækkelige gennemførelse af EU-lovgivningen, hvilket ses af antallet af indgivne andragender til Europa-Parlamentet, vil blive afhjulpet, således at EU's borgere kan udnytte deres rettigheder til fulde;

28.

opfordrer Kommissionen til at foreslå lovgivning for at løse problemerne omkring medlemsstaternes gensidige anerkendelse af civilstandsattester med respekt for medlemsstaternes beføjelser;

29.

beklager, at de europæiske borgere fortsat ofte støder på problemer forårsaget af offentlige myndigheders fejlagtige anvendelse af lovgivningen om det indre marked, når de udøver deres ret til fri bevægelighed;

30.

beklager, at rapporter om undersøgelsesrejser og andre dokumenter i den senere tid ikke er blevet oversat til de officielle EU-sprog, navnlig til andragernes nationale sprog;

31.

anerkender den vigtige rolle, der spilles af Solvit-nettet, som regelmæssigt afdækker og løser problemer i forbindelse med gennemførelsen af lovgivningen om det indre marked; opfordrer indtrængende til en styrkelse af dette redskab og til mere aktivt samarbejde mellem Udvalget for Andragender og Solvit-nettet; minder om, at 2013 var Borgernes Europaår, og roser såvel EU’s som medlemsstaternes institutioner og organer, der i endnu højere grad oplyste om deres tjenester til europæiske borgere og indbyggere i løbet af dette år i lyset af principperne i traktaterne og kendsgerningerne i denne betænkning;

Nye horisonter og forbindelser med andre institutioner

32.

påpeger vigtigheden af at give udvalgets arbejde mere substans i Parlamentet ved i højere grad at profilere det som et kontroludvalg; opfordrer det nyvalgte Udvalg for Andragender til at udnævne interne årlige ordførere for de vigtigste politikker, som giver anledning til bekymringer hos de europæiske andragere, og til at udvide samarbejdet med andre parlamentsudvalg ved systematisk at invitere disse udvalgs medlemmer til de debatter i Udvalget for Andragender, som vedrører deres respektive lovgivningsmæssige kompetence; opfordrer de øvrige udvalg til at inddrage Udvalget for Andragender mere som rådgivende udvalg om gennemførelsesrapporter og andre instrumenter til at kontrollere, at EU-lovgivningen gennemføres og anvendes korrekt i medlemsstaterne; understreger vigtigheden af at have en afneutraliseret status i Parlamentets udvalgsportefølje, også i betragtning af den stadigt stigende mængde af modtagne andragender og det dermed forbundne arbejde; opfordrer Europa-Parlamentet til på plenarmøderne at afsætte mere tid til Udvalget for Andragenders arbejde;

33.

fremhæver behovet for at styrke Udvalget for Andragenders samarbejde med de andre EU-institutioner og -organer og de nationale myndigheder i medlemsstaterne; finder det vigtigt at styrke en struktureret dialog og et systematisk samarbejde med medlemsstaterne, især med de nationale parlamenters udvalg for andragender, f.eks. ved at afholde jævnlige møder med formændene for alle de nationale udvalg for andragender; mener, at et sådant partnerskab vil give den bedste udveksling af erfaringer og praksis og en mere systemisk og effektiv henvisning af andragender til det kompetente niveau og organ og i sidste ende bringe Europa-Parlamentet tættere på de europæiske borgeres bekymringer; glæder sig over oprettelsen af det blandede udvalg for undersøgelser, tilsyn og andragender i det irske parlament (Oireachtas) og de nyttige forbindelser, det har etableret med Europa-Parlamentet i årets løb med henblik på at yde en endnu bedre service til borgerne; bemærker, at parlamenterne i andre medlemsstater i øjeblikket overvejer at oprette udvalg for andragender eller lignende organer, og at nogle parlamenter har andre procedurer for behandling af andragender;

34.

opfordrer Kommissionen til på passende vis at anerkende den rolle, som andragenderne spiller for kontrollen med den faktiske anvendelse af EU-retten, eftersom andragenderne plejer at være de første tegn på, at medlemsstaterne er sakket bagud med hensyn til gennemførelsen af lovgivningsforanstaltninger; opfordrer Europa-Parlamentet til i sin interinstitutionelle aftale med Kommissionen at anbefale en nedbringelse af den tid, det tager at reagere på udvalgets anmodninger, og også at holde Udvalget for Andragender underrettet om udviklingen i traktatbrudsprocedurer, der har direkte tilknytning til andragender; mener generelt, at EU-institutionerne bør give flere oplysninger og have større gennemsigtighed over for EU-borgere for at imødegå den voksende opfattelse af demokratisk underskud;

35.

understreger, at et tæt samarbejde med medlemsstaterne er helt afgørende for arbejdet i Udvalget for Andragender; tilskynder medlemsstaterne til at spille en proaktiv rolle i forbindelse med behandlingen af andragender, der vedrører gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning, og lægger særdeles stor vægt på, at medlemsstaternes repræsentanter er til stede ved og samarbejder aktivt under Udvalget for Andragenders møder; er fast besluttet på at opretholde et tæt samarbejde og en tæt kommunikation mellem EU-institutionerne og borgerne;

36.

understreger betydningen af det styrkede samarbejde med Den Europæiske Ombudsmand gennem en ny interinstitutionel aftale; fremhæver vigtigheden af at inddrage Europa-Parlamentet i netværket af nationale ombudsmænd; glæder sig over det gode forhold inden for de institutionelle rammer mellem Ombudsmanden og udvalget; påskønner navnlig Ombudsmandens regelmæssige bidrag til Udvalget for Andragenders arbejde i hele valgperioden; minder om, at det stadig ikke er alle EU-borgere, der har adgang til en ombudsmand på nationalt plan, og at alle EU-borgere derfor ikke har samme muligheder for klageadgang; er af den opfattelse, at en national ombudsmand i hver medlemsstat inden for Det Europæiske Netværk af Ombudsmænd ville levere betydelig støtte til Den Europæiske Ombudsmand;

Arbejdsmetoder

37.

opfordrer MEP'erne i Udvalget for Andragender til at vedtage nogle endelige interne regler for at sikre maksimal effektivitet og åbenhed i udvalgets arbejde og til at fremsætte forslag til en revision af Europa-Parlamentets forretningsorden i overensstemmelse hermed for at konsolidere deres konstante bestræbelser på at forbedre arbejdsmetoderne under hele den syvende valgperiode; opfordrer Udvalget for Andragender til at fastsætte nogle klare frister i proceduren for andragender med henblik på at nedbringe behandlingstiden for andragender i Europa-Parlamentet og gøre hele proceduren endnu mere gennemsigtig og demokratisk; understreger, at der hermed kan indføres en fast behandlingstid for andragender fra registreringen til den endelige afslutning af sagen i Europa-Parlamentet i lighed med de eksisterende frister for arbejdet med lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige dossierer; mener, at disse frister bør ledsages af en varslingsmekanisme, som automatisk gør medlemmerne opmærksomme på andragender, hvor der ikke er sket noget eller ikke har været korrespondance i et længere tidsrum for at undgå, at ældre andragender holdes åbne i årevis uden nogen væsentlig grund; minder om, at undersøgelsesrejser er et af de centrale efterforskningsmæssige instrumenter for Udvalget for Andragender, og at der derfor er et presserende behov for en revision af de relevante regler, så de nyvalgte medlemmer kan gennemføre effektive besøg og rapportere hurtigt tilbage til andragerne og udvalget om deres resultater og henstillinger;

38.

glæder sig over tilstedeværelsen af berørte medlemsstaters offentlige myndigheder samt andre interesserede parter ved udvalgets møder; påpeger, at Udvalget for Andragender er det eneste udvalg, der systematisk skaber en platform, hvor borgerne kan give udtryk for deres bekymringer direkte til medlemmer af Europa-Parlamentet, og som gør det muligt for flerpartsdialog mellem EU-institutionerne, de nationale myndigheder og andragerne; foreslår, at Udvalget for Andragender og Europa-Parlamentets forvaltning for at gøre det lettere at afholde møder og reducere rejseudgifterne i fremtiden undersøger muligheden for, at andragerne eller de offentlige myndigheder deltager ved hjælp af videokonferencer eller lignende faciliteter;

39.

noterer sig det stigende antal andragender i løbet af valgperioden og er fortsat meget bekymret over, at der stadig er for store forsinkelser og for lange svartider i hele registreringsfasen og fasen med afgørelsen af, om betingelserne for behandling er opfyldt; opfordrer til, at henholdsvis Enheden for Modtagelse og Henvisning af Officielle Dokumenter og Udvalget for Andragenders sekretariat får en ekstra administrator med juridisk baggrund til udarbejdelsen af henstillinger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et andragende falder ind under EU-retten; mener, at det kun er nødvendigt, at disse henstillinger sammen med sammendrag af andragender i første omgang præsenteres for medlemmerne på engelsk og først derefter oversættes til alle de officielle sprog, når de offentliggøres, for yderligere at fremskynde den første afgørelse af, hvorvidt betingelserne for behandling er opfyldt; forventer, at lanceringen af den nye webportal for andragender vil mindske antallet af tvivlsomme henvendelser, der til tider registreres som andragender;

o

o o

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt disses udvalg for andragender og ombudsmænd eller lignende kompetente organer.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/44


P7_TA(2014)0205

Fremtiden for Europas gartnerisektor– vækststrategier

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om fremtiden for Europas gartnerisektor — vækststrategier (2013/2100(INI))

(2017/C 378/05)

Europa-Parlamentet,

der henviser til tredje del, afsnit III og VII i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

der henviser til forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler,

der henviser til direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en bæredygtig anvendelse af pesticider,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter (1),

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1182/2007 af 26. september 2007 om særlige regler for frugt og grøntsager (2) og til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (3),

der henviser til forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (4),

der henviser til forordning (EF) nr. 834/2007 af 28. juni 2007 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter (5),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (6),

der henviser til sin beslutning af 21. juni 1996 om fællesskabsinitiativ til fordel for dyrkning af prydplanter og -blomster (7),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. december 2008 om fødevarepriser i Europa (COM(2008)0821),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik (COM(2008)0397),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009 om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa (COM(2009)0591),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. maj 2009 om kvalitetspolitikken for landbrugsprodukter (COM(2009)0234),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. maj 2011»Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020« (COM(2011)0244),

der henviser til Kommissionens afgørelse 2008/359/EF af 28. april 2008 om oprettelse af Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne og til denne gruppes rapport af 17. marts 2009 om den europæiske fødevareindustris konkurrenceevne, tillige med gruppens anbefalinger og køreplan for hovedinitiativer (8),

der henviser til en undersøgelse fra november 2012 med titlen »Støtte til landbrugsandelsforeninger«, som præsenterer resultaterne af projekter til sådan støtte, der er iværksat af Kommissionen (9),

der henviser til en undersøgelse fra 2013, der er foretaget af Kommissionens Fælles Forskningscenter — Instituttet for Teknologiske Fremtidsstudier, med titlen »Short Food Supply Chains and Local Food Systems in the EU. A State of Play of their Socio-Economic Characteristics« (10),

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0048/2014),

A.

der henviser til, at sektoren for frugt og grøntsager modtager ca. 3 % af FLP-støtten, men udgør 18 % af den samlede landbrugsproduktion i EU, repræsenterer 3 % af EU's udnyttede landbrugsareal og er mere end 50 mia. EUR værd;

B.

der henviser til, at gartnerier indeholder frugt, grønsager, kartofler, salat, krydderurter og prydplanter; der henviser til, at gartnerisektoren omfatter planteskoler, staudegartneri, gartneriservice, kirkegårdsgartneri, detailhandel med gartnervarer, havecentre og floristik samt have- og landskabsanlæg;

C.

der henviser til, at forsyningskæden for frugt og grønt har en omsætning, der er vurderet til mere end 120 mia. EUR med ca. 550 000 ansatte og er vigtig for økonomien i de områder i EU, der synes at have en høj arbejdsløshedsprocent;

D.

der henviser til, at EU er den næststørste producent i verden og også den næststørste importør af frugt og grønt; der henviser til, at efterspørgselen i denne sektor er stigende og for tiden overstiger udbuddet; der henviser til, at handelen med frugt og grøntsager steg fra over 90 mia. USD i 2000 til næsten 218 mia. USD i 2010 og tegner sig for næsten 21 % af verdens samlede handel med fødevarer og animalske produkter; der henviser til, at EU har åbnet sine markeder betydeligt for at importere fra tredjelande med hvilke, den har indgået bilaterale og multilaterale aftaler;

E.

der henviser til, at gartnerisektoren — primært produktion og forarbejdningsindustri — skaber en økonomisk multiplikatoreffekt på europæisk plan og fremmer efterspørgslen og skabelsen af merværdi inden for andre økonomiske sektorer, som f.eks. handel, byggeri og finansielle tjenesteydelser;

F.

der henviser til, at sektoren for økologisk frugt og økologiske grøntsager er den hurtigst voksende økologiske sektor på ethvert EU-marked med en værdi på 19,7 mia. EUR i 2011 og med en vækstrate på 9 % mellem 2010 og 2011, og den årlige vækst i de seneste 10 år har været på mellem 5 og 10 %; der henviser til, at økologisk frugt voksede med 18,2 % og økologiske grøntsager med 3,5 % i med hensyn til dyrket areal mellem 2010 og 2011;

G.

der henviser til, at forbruget af frugt og grønt pr. indbygger i 2011 for EU-27 faldt med 3 % i forhold til det gennemsnitlige forbrug de fem foregående år til trods for de gavnlige virkninger, som indtag heraf har på sundheden;

H.

der henviser til, at EU er den største producent af blomster, blomsterløg og potteplanter (44 % af den samlede produktion) med den højeste tæthed pr. hektar; der henviser til, at sektoren for prydplanter har en anslået omsætning på 20 mia. EUR inden for produktion, 28 mia. EUR inden for engroshandel og 38 mia. EUR inden for detailhandel og har omkring 650 000 ansatte;

I.

der henviser til, at frugt- og grøntordningen er en del af den fælles landbrugspolitik og bl.a. har til formål at genoprette balancen i fødevarekæden, fremme frugt og grønt, øge konkurrenceevnen og støtte innovation; der henviser til, at andelen af medlemskab af en producentorganisation bør forbedres, herunder i regioner, hvor der ikke har været driftsmidler til rådighed i nogen år, og hvor produktionsmetoder er forældede, ved at gøre systemet mere attraktivt for de enkelte producenter, for mere end halvdelen af alle EU-avlere hører ikke til i nogen producentorganisation på trods af Kommissionens målsætning om en gennemsnitlig medlemsandel på 60 % inden 2013; der henviser til, at den lave organiseringsgrad til dels skyldes suspensionen af producentorganisationer i medlemsstaterne, hvilket skaber usikkerhed blandt producenter; der henviser til, at da producentorganisationerne spiller en central rolle i at øge forhandlingsstyrken for frugt- og grøntorganisationer, er det vigtigt at forebygge usikkerhed blandt producenterne ved at præcisere den europæiske lovgivning om anerkendelse af producentorganisationerne;

J.

der henviser til, at de samlede inputomkostninger for EU's landbrugere gennemsnitligt steg med næsten 40 % mellem 2000 og 2010, mens producentpriserne ifølge Eurostat gennemsnitligt steg med under 25 %; der henviser til, at stigningen i inputomkostningerne var næsten 80 % for kunstgødning og jordforbedringsmidler, næsten 30 % for såsæd og udplantningsmateriale og næsten 13 % for plantebeskyttelsesprodukter;

K.

der henviser til, at faldet i jordens frugtbarhed som følge af erosion, faldende input af organisk materiale, der fører til en dårlig krummestruktur og lave humusniveauer og faldende næringsstof- og vandbinding og færre økologiske processer, medfører betydelige omkostninger for såvel landmænd som det offentlige budget;

L.

der henviser til, at »videnskanalen« til at omsætte forskning til praksis for gartnerier er under pres, og der henviser til, at den private sektors udgifter til forskning er lave overalt, med forskning og udvikling (FoU), der kun udgjorde 0,24 % af de totale udgifter i fødevareindustrien i hele EU-15 i 2004, som er den seneste periode, for hvilken der er tal til rådighed;

M.

der henviser til det store antal frugt- og grøntsagsarter, der risikerer at forsvinde på grund af deres mindre økonomiske rentabilitet; der henviser til den økologiske, sociale og kulturelle funktion, som landbrugere varetager, når de ved fortsat at dyrke disse arter bevarer vigtige kendetegn for det europæiske landbrug;

N.

der henviser til, at de stigende vanskeligheder i forbindelse med forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af skadegørere og den begrænsede tilgængelighed af plantebeskyttelsesmidler til beskyttelse af gartneriafgrøder risikerer at underminere afgrødediversificering og kvaliteten af europæisk gartneri;

O.

der henviser til, at virksomhederne inden for gartnerisektoren ofte samtidig er aktive inden for produktion og handel samt på serviceområdet;

P.

der henviser til, at cisgenese kan defineres som en genteknologi, der indfører et gen fra slægtninge fra samme art eller genus i et planteemne;

1.

understreger vigtigheden af at fremme EU's gartnerisektor og give den mulighed for at konkurrere på det internationale marked gennem forskning og udvikling, energieffektivitet og energisikkerhed, tilpasning til og bekæmpelse af klimaforandringerne samt innovation og gennem en fortsættelse af arbejdet med at eliminere den nuværende ubalance mellem producenterne og leverandørerne;

2.

understreger behovet for at gøre det lettere for producenter at få adgang til tredjelandes markeder; opfordrer Kommissionen til at øge sine bestræbelser på at hjælpe eksportører af frugt, grøntsager, blomster og prydplanter med at overvinde det voksende antal ikketoldmæssige handelshindringer, som f.eks. visse landes plantesundhedsstandarder, der vanskeliggør eller endog helt umuliggør eksport fra EU;

3.

opfordrer Kommissionen til at sørge for, at alle markedsaktører inden for EU får ens adgangsbetingelser med hensyn til handelsnormer, oprindelsesbetegnelser osv., og til at foretage kontroller for at sikre, at disse betingelser overholdes for at undgå konkurrenceforvridninger;

4.

opfordrer til at fremme frugt- og grøntforbruget i medlemsstater gennem uddannelsesaktiviteter såsom EU's skolefrugtordning eller nationale ordninger som f.eks. de britiske »Grow Your Own Potato« (Dyrk dine egne kartofler) og »Cook Your Own Potato« (Kog dine egne kartofler);

5.

bemærker, at der ofte er underskud af lokalt producerede grøntsager på de lokale og regionale markeder, hvorfor nyetablering i landbruget i disse regioner bør fremmes, navnlig ungdomsiværksætteri som en beskæftigelsesmulighed inden for landbrugssektoren og som garanti for forsyning med friske, lokale produkter;

6.

understreger de positive virkninger, som dyrkning af prydplanter har for menneskets sundhed og velfærd, idet de grønne områder vokser, og bymiljøet forbedres i forhold til klimaforandringerne og økonomien i landdistrikterne; understreger behovet for en mere aktiv støtte til denne sektor i form af tilskyndelse til investering og karriereudvikling;

7.

glæder sig over foranstaltningerne inden for rammerne af EU's frugt- og grøntordning, som har til formål at øge markedsorienteringen blandt EU-avlere, tilskynde til innovation, fremme afsætningen af frugt og grøntsager, styrke avlernes konkurrenceevne og forbedre markedsføringen og kvaliteten af produkterne samt de miljømæssige aspekter ved produktionen gennem støtte til producentorganisationer, sammenslutninger af producentorganisationer og anerkendelse af brancheorganisationer, hvilket også vil tilskynde til dannelse klynger, som kan skabe nye indtægter, der igen kan anvendes til nye investeringer; påpeger, at man her skal være opmærksom på, at avlere med egen og direkte markedsføring ikke må diskrimineres, men skal have mulighed for at gennemføre innovative projekter og styrke deres konkurrenceevne;

8.

påpeger, at lokal og regional dyrkning og markedsføring bidrager til at skabe og opretholde økonomiske aktiviteter og arbejdspladser i landdistrikterne;

9.

påpeger, at korte værdiskabelseskæder bidrager til at mindske klimaskadelige emissioner;

10.

bemærker, at bylandbrug giver gartnerisektoren muligheder;

11.

glæder sig over rapporten om Kommissionens offentlige høringer »A Review of the EU Regime for the Fruit and Vegetables Sector«, især afsnit 3.8, som anerkender behovet for en forenkling af de nuværende regler, der gælder for producentorganisationerne, støtter forslaget om at styrke producentorganisationerne, og konstaterer, at flertallet af de modtagne svar går ind for at bevare den grundlæggende filosofi bag den nuværende støtteordning;

12.

fremhæver, at afbureaukratiseringen er særlig vigtig for små og mellemstore bedrifter, idet sådanne tiltag ikke må undergrave retssikkerheden, som disse virksomheder også er afhængige af;

13.

glæder sig over, at den europæiske støtteordning for frugt og grøntsager, der er baseret på producentorganisationerne, fastholdes i aftalen om reformen af den fælles landbrugspolitik, hvilket Kommissionen anerkender i sit offentlige høringsdokument »A Review of the EU Regime for the Fruit and Vegetables Sector«, og støtter derfor Newcastle-gruppens arbejde, der tager sigte på at forbedre EU's frugt- og grøntordning, hvorunder der bør tages hensyn til de særlige omstændigheder ved lovgivningen for andelsselskaber i de forskellige medlemsstater for ikke at begrænse oprettelsen af nye producentorganisationer og samtidig respektere, at visse producenter beslutter at holde sig uden for producentorganisationssystemet; støtter ligeledes indførelsen af et EU-instrument til styring af alvorlige kriser, når de berører flere medlemsstater, og understreger, at et sådant instrument bør være åbent for alle producenter, uanset om de tilhører en producentorganisation eller ej;

14.

opfordrer Kommissionen til for at styrke producentorganisationernes gavnlige aktiviteter ved dens gennemgang af EU's frugt- og grøntordning at udarbejde tydeligere praktiske regler for, hvordan producentorganisationer bør udformes og forvaltes, og til at tilpasse ordningen til de eksisterende markedsstrukturer i medlemsstaterne, så så de kan udfylde deres tiltænkte rolle, og så det for producenterne bliver attraktivt at blive medlemmer af producentorganisationer på betingelse af, at det ikke tilsidesætter ordningens grundlæggende mål og principper, og at producenternes beslutningskompetence forbliver sikret;

15.

bemærker med bekymring, at bestemmelserne i producentorganisationernes ordninger kan fortolkes bredt af Kommissionens revisorer, hvilket fører til en høj grad af uvished og kan udsætte medlemsstaterne for en risiko for ikke-anerkendelse af udgifter og domstolskontrol; understreger ligeledes, at revisionsprocedurer og finansielle korrektioner skal gennemføres rettidigt og inden for en aftalt revisionsperiode;

16.

bemærker, at illoyal handelspraksis fortsat eksister overalt i EU, hvilket undergraver gartnerivirksomheder og deres producentorganisationer og mindsker avlernes tillid til at investere i fremtiden; mener, at adfærdskodekser, der er aftalt af alle aktører i forsyningskæden, og som bakkes op af en lovgivningsmæssig ramme og overvåges af en national opmand i hver medlemsstat, som skal føre tilsyn med praksis på markedet, vil forbedre forsyningskædens og det indre markeds funktionsområde væsentligt;

17.

mener, at de forskellige private standarder, der anvendes af mange forsyningskæder med hensyn til rester af plantebeskyttelsesmidler, i praksis udgør konkurrencebegrænsende foranstaltninger, der går ud over producenterne i sektoren for frugt og grøntsager; anmoder Kommissionen om at gribe ind for at afskaffe denne praksis, i betragtning af at de rester af plantebeskyttelsesmidler, der tillades af fællesskabslovgivningen, beskytter forbrugernes og de erhvervsdrivendes sundhed;

18.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme integreret bekæmpelse af skadegørere samt innovation og iværksætterånd via øget forskning og udvikling af ikkekemiske alternativer som f.eks. naturlige rovdyr og parasitter på skadegørere og anvende Horisont 2020 rammeprogrammet for forskning og innovation til at finansiere anvendt forskning, som støtter udviklingen af integrerede strategier for kontrol med skadegørere, sygdomme og ukrudt, for at give producenterne de nødvendige værktøjer og den nødvendige information til at kunne gennemføre direktiv 2009/128/EF, hvori der i artikel 14 står, at medlemsstaterne »træffer alle nødvendige foranstaltninger til fremme af bekæmpelse af skadegørere med lavt pesticidforbrug, idet man, når det er muligt, prioriterer ikke-kemiske metoder«, og »skaber eller støtter skabelsen af de nødvendige betingelser for gennemførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere«;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme og lægge vægt på en intensivering af økologiske processer, der sikrer jordbundssundhed, -frugtbarhed og -dannelse på lang sigt og kontrollerer og regulerer skadegørerne; mener, at dette kan føre til produktivitetsgevinster på lang sigt for landmændene og til færre omkostninger for de offentlige budgetter;

20.

understreger, at gartnerier er afhængige af en række plantebeskyttelsesprodukter, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at vælge en risikobaseret tilgang til reguleringen af disse produkter, som er understøttet af kontrollerede videnskabelige beviser; understreger, at mindre udbredt anvendelse er særligt sårbar på grund af knapheden på tilgængelige aktive stoffer; opfordrer Kommissionen til at øge koordineringen af generering af data i alle medlemsstaterne, navnlig data om rester, som er et væsentligt krav for godkendelse af spiselige specialafgrøder; opfordrer Landbrugsgeneraldirektoratet, Sundhedsgeneraldirektoratet, Miljøgeneraldirektoratet og Konkurrencegeneraldirektoratet til at arbejde strategisk sammen for at tage hensyn til konsekvenserne af ændringer i reguleringen af plantebeskyttelsesprodukter ud fra forskellige perspektiver;

21.

opfordrer Kommissionen til at kontrollere, hvordan den gensidige anerkendelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, jf. artikel 40 i forordning (EF) nr. 1107/2009, fungerer, med henblik på hensigt at forenkle dens gennemførelse og fjerne mulige bureaukratiske og administrative hindringer og til at overveje samlet harmonisering på lang sigt af reguleringen af plantebeskyttelsesprodukter og afvikling af ikke-toldmæssige handelshindringer for eksporten;

22.

opfordrer Kommissionen til, uden yderligere forsinkelser, i henhold til artikel 51, stk. 9, i forordning (EF) nr. 1107/2009 at forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om oprettelse af en europæisk fond for anvendelser af mindre betydning og specialafgrøder; understreger, at en sådan fond skal kunne finansiere et permanent europæisk arbejdsprogram til koordinering og samarbejde mellem de erhvervsdrivende i landbrugsfødevaresektoren, de kompetente myndigheder og interessenter, heriblandt forskningsinstitutioner, til afvikling og finansiering, når dette er nødvendigt, af forsknings- og innovationsaktiviteter med henblik på beskyttelse af specialafgrøder og anvendelser af mindre betydning;

23.

påpeger den manglende gensidighed mellem de plantesundhedskrav, der stilles til importerede produkter, og dem, den europæiske produktion skal opfylde; gør opmærksom på, at dette misforhold ikke kun undergraver de europiske producenters konkurrenceevne, men også skader de europæiske forbrugere;

24.

minder om, at der i både forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 (11) om plantebeskyttelsesmidler) og den nye biocidforordning ((EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 (12)) kræves, at Kommissionen specificerer videnskabelige kriterier for bestemmelsen af hormonforstyrrende egenskaber inden udgangen af december 2013; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at overveje virkningen af forskellige tiltag, når denne fremlægger forslag for hormonforstyrrende stoffer;

25.

understreger, at gartnerisektoren er meget afhængig af anvendelsen af velspecificerede gødningsstoffer af høj kvalitet; glæder sig over den aktuelle revision af EU's forordning om gødning, men er bekymret over, at Kommissionen agter at medtage de tidligere ikke foreskrevne materialer til jordforbedring; understreger, at dette materiale ikke kræver præcision under fremstilling og brug, og opfordrer Kommissionen til ikke at medtage det i anvendelsesområdet for forordningen om gødning;

26.

fremhæver den omstændighed, at gartnerisektoren er drivkraften bag udvikling og innovation af præcisionslandbrugsteknikker, og mener, at sådanne teknikker vil mindske anvendelsen af pesticider og gødning, øge det afsættelige udbytte og nedbringe mængden af affald og desuden forbedre forsyningskontinuiteten og de økonomiske resultater; henstiller til, at planteavlsmæssige foranstaltninger såsom afgrødeomdrift eller efterafgrødedyrkning samt forskning og udvikling udføres således, at miljøbelastningen bliver så lav som muligt;

27.

bemærker Kommissionens forslag til en forordning om planteformeringsmateriale (COM(2013)0262) og er bekymret over, at forslaget i uforholdsmæssig grad vil berøre gartnerisektoren, navnlig produktionen af prydplanter og frugt; understreger at enhver lov bør være proportionel og anerkende nærhedsprincippet; understreger, at ændringer i lovgivningen ikke må true traditionelle sorter og afgrøder, men tværtimod bidrage til genetisk diversitet mellem og inden for de forskellige afgrøder for at garantere fødevaresikkerheden på lang sigt og fødevaresystemernes modstandsdygtighed;

28.

bemærker den indvirkning, som invasive ikke-hjemmehørende arter inden for gartneribrug har på miljøet generelt, men anbefaler, at der anlægges en regional eller landebaseret tilgang i Kommissionens forslag til forordning om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter (COM(2013)0620), der anerkender, at visse områder i Europa er mere sårbare end andre, og at forskellige områder i Europa har forskelligt klima, som vil understøtte forskellige grupper af planter;

29.

opfordrer på det kraftigste Kommissionen til som et generelt princip at beskytte planteavleres frihed til at anvende eksisterende plantemateriale frit til at udvikle og markedsføre nye planter, uanset eventuelle patentkrav, der også omfatter plantemateriale;

30.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte udviklingen af lokale frugt- og grøntsagsmarkeder og korte forsyningskæder, hvorved produkternes friskhed sikres;

31.

opfordrer Kommissionen til at skelne mellem cisgene og transgene planter og at skabe en anden slags godkendelsesprocedure for cisgene planter; afventer den udtalelse fra EFSA, som SANCO-Generaldirektoratet har anmodet om, hvori evalueres resultaterne af arbejdet i arbejdsgruppen om nye bioteknologiske forædlingsteknikker;

32.

fremhæver det høje sæsonbestemte arbejdskraftbehov i gartnerisektoren og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der er gennemført effektive ordninger for at sikre, at gartnere har adgang til den arbejdskraft, som de har brug for på særlige tidspunkter af året samtidig med at kravene i direktivet om sæsonarbejde respekteres fuldt ud, herunder kravet om en rimelig løn;

33.

glæder sig over den fornyede vægt, der lægges på faglig uddannelse og lærlingeuddannelser, men bemærker med bekymring, at antallet af personer, der fuldfører en lærlingeuddannelse inden for gartneri, stadig er foruroligende lavt i nogle medlemsstater hvilket fører til begrænsede muligheder for unge, som er interesseret i at arbejde i sektoren; erkender, at ikke alle unge, som påbegynder en lærlingeuddannelse, er egnet til det; understreger, at bestræbelser på at tilskynde unges til at overveje at arbejde i gartnerierhvervet og give dem en uddannelse bør flankeres at bevidstgørelses- og oplysningskampagner for at højne erhvervets image;

34.

opfordrer indtrængende landbrugsfødevaresektoren og forskersamfundet til at arbejde sammen på en systematisk måde for at tiltrække og uddanne næste generation af forskere og opkvalificere den eksisterende arbejdsstyrke;

35.

fremhæver fordelene ved at styrke og udvide partnerskaber mellem regering, industri og forskningsorganisationer og behovet for sikre, at ordninger til støtte for sådanne partnerskaber struktureres på en måde, der optimerer virkning af og sammenhæng med investeringer generelt;

36.

understreger den afgørende betydning af, at der gøres effektiv brug af kvalificerede videnskabelige ressourcer for at fremskynde anvendelsen af resultaterne af forskning og innovation via overførsel af innovativ landbrugsproduktionsteknologi til gartnerisektoren og via kombinationen af forskning, innovation, uddannelse og udvidelse inden for landbrugssektoren og økonomiske politikker, der imødekommer kravene og øger gartneriproduktionens effektivitet;

37.

mener, at sektoren for blomsterdyrkning og prydplanter skal kunne gøre bedre brug af Unionens programmer for forskning, teknologisk udvikling og innovation, og opfordrer Kommissionen til at medtage »beskyttet dyrkning« i indkaldelserne af forslag i forbindelse med Horisont 2020 for at fremme innovation vedrørende f.eks. bæredygtig beskyttelse af afgrøder, bæredygtig anvendelse af vand og næringsstoffer, energieffektivitet, avancerede dyrknings- og produktionssystemer og bæredygtig transport;

38.

mener, at eftersom finansiering til forskning inden for landbrug og gartneri er genstand for budgetmæssige stramninger i medlemsstaterne, bør finansiering fra tredjeparter, herunder, men ikke udelukkende detailhandlende, tilskyndes, og den bør være i overensstemmelse med sektorens overordnede forskningsbehov;

39.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme adgangen til langsigtet finansiering af investeringer i moderne gartneriproduktionsteknologier for dermed at øge gartneriprodukternes og -tjenesternes konkurrencedygtighed;

40.

understreger den afgørende betydning, som forretningsplaner af god kvalitet spiller for sikringen af kapitalmidler; anbefaler, at avlere gør større brug af virksomhedsstøtte og rådgivningstjenester, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at arbejde tættere sammen med sektoren for at sikre, at sådanne tjenester er lettilgængelige for avlerne;

41.

opfordrer Kommissionen til gennem en gennemsigtig proces og med sektorens deltagelse at ajourføre de beskrivende koder i den kombinerede nomenklatur for produkterne i kapitel 6 »levende planter, løg, rødder og lign., afskårne blomster og blade« i den kombinerede nomenklatur for 2012;

42.

er bekymret over den mulige udflytning af gartneriproduktionen fra EU;

43.

er dybt bekymrede over, at mellem en tredjedel og halvdelen af spiselige produkter spildes på grund af deres udseende, og opfordrer Kommissionen hurtigt til at skabe muligheder for markedsføring, navnlig på de lokale og regionale markeder, af en større række kvalitetsspecifikationer for produkter, idet der sikres gennemskuelighed og det sikres, at markedet fungerer ordentligt; henviser i denne forbindelse til initiativer i Østrig og Schweiz, hvor man i levnedsmiddeldetailhandelen forsøgsvis sælger frugt og grønt med skønhedsfejl; opfordrer supermarkederne til at tage hensyn til markedsundersøgelser, der viser, at mange forbrugere ikke nødvendigvis er optaget af frugts og grøntsagers udseende og gerne køber produkter af en ringere kvalitet, navnlig hvis det er billigere;

44.

bemærker med bekymring det samlede tab og spild af frugt og grøntsager til første markedsudbud og det betydelige økonomiske tab for virksomhederne; erkender, at nedbringelse af systemisk fødevarespild er nøglen til forøgelse af fødevareforsyningen til en voksende befolkning på verdensplan; glæder sig alligevel over, at aktørerne i fødevarekæden gør en indsats for at omdirigere disse afgrøder til et sekundært marked frem for at bortskaffe dem;

45.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at det lovgivningsmæssige og politiske miljø så vidt muligt støtter anvendelsen af gartneriaffald; anfører, at der findes en række materialer, som f.eks. brugt champignonkompost, som ville kunne anvendes i produktionen af berigede voksemedier, hvis det ikke var klassificeret som »affald«;

46.

henviser til, at aquaponics-systemer rummer potentiale til at producere levnedsmidler bæredygtigt og lokalt, samt at de gennem kombineret avl af ferskvandsfisk og grøntsager i et lukket system bidrager til at formindske ressourceforbruget i sammenligning med traditionelle systemer;

47.

understreger betydningen af at forbedre tilsynet med priserne og de producerede og afsatte mængder og behovet for at brugerstatistikker for gartneriet i hele EU for at hjælpe producenterne med bedre at forstå udviklingen på markedet, forudse kriser og forberede høsten i de kommende år; opfordrer Kommissionen til at medtage prydplanter i sine prognoser;

48.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671

(2)  EUT L 273 af 17.10.2007, s. 1.

(3)  EUT L 157 af 15.6.2011, s. 1.

(4)  EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.

(5)  EUT L 189 af 20.7.2007, s. 1.

(6)  EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1.

(7)  EFT C 198 af 8.7.1996, s. 266.

(8)  Tilgængelig på http://ec.europa.eu/enterprise/sectors/food/competitiveness/high-level-group/documentation/

(9)  Tilgængelig på http://ec.europa.eu/agriculture/external-studies/2012/support-farmers-coop/fulltext_en.pdf

(10)  Tilgængelig på http://ftp.jrc.es/EURdoc/JRC80420.pdf

(11)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(12)  EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/52


P7_TA(2014)0206

Udryddelse af tortur i verden

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om udryddelse af tortur i verden (2013/2169(INI))

(2017/C 378/06)

Europa-Parlamentet,

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder og andre FN-traktater og -instrumenter om menneskerettigheder,

der henviser til FN's erklæring om beskyttelse af alle personer mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 9. december 1975 (1),

der henviser til FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og den valgfri protokol til konventionen mod tortur,

der henviser til FN's mindsteregler for behandling af fængslede og andre almindeligt gældende relevante FN-standarder,

der henviser til rapporter fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (2),

der henviser til FN’s Generalforsamlings resolution om tortur,

der henviser til erklæring vedtaget FN's Komité mod Tortur den 22. november 2001 i forbindelse med begivenhederne den 11. september 2001, hvori det påpeges, at forbuddet mod tortur er en absolut og ufravigelig forpligtelse i henhold til international lovgivning, og hvori der udtrykkes tillid til, at uanset hvilke reaktioner på truslen fra den internationale terrorisme der vedtages af de stater, som er omfattet af konventionen, vil disse være i overensstemmelse med de forpligtelser, de har indgået ved at ratificere konventionen mod tortur,

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution af 20. december 2012 om et moratorium for anvendelsen af dødsstraf (3),

der henviser til FN's Generalforsamlings resolutioner om barnets rettigheder, senest resolutionen af 20. december 2012 (4),

der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og navnlig artikel 3 heri, som har følgende ordlyd: »Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf«,

der henviser til den europæiske konvention til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf,

der henviser til konventionen om flygtninges retsstilling, der vedtoges den 28. juli 1951 af FN (5),

der henviser til den 23. generelle rapport fra Europarådets Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf, offentliggjort den 6. november 2013 (6),

der henviser til konventionen om barnets rettigheder og de to dertil knyttede valgfri protokoller om handel med børn, børneprostitution og børnepornografi (7) samt om inddragelse af børn i væbnede konflikter (8),

der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og de dertil knyttede tillægsprotokoller (9),

der henviser til den interamerikanske konvention om forebyggelse af tortur og straf for tortur, der trådte i kraft i 1997 (10),

der henviser til statutten for Den Internationale Straffedomstol,

der henviser til manualen om effektiv efterforskning og dokumentation af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (Istanbulprotokollen) (11),

der henviser til artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

der henviser til EU's strategiramme og handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati (12) som vedtaget af Rådet (udenrigsanliggender) den 25. juni 2012,

der henviser til retningslinjerne for en EU-politik over for tredjelande med hensyn til tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf som ajourført i 2012 (13),

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf af 16. juni 2008 (14),

der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder og humanitær folkeret (15),

der henviser til EU's årsberetning om menneskerettighederne og demokrati i verden i 2012, vedtaget af Rådet den 6. juni 2013 (16),

der henviser til sin beslutning af 13. december 2012 om årsberetningen om menneskerettigheder og demokrati i verden 2011 og EU's politik om menneskerettigheder og demokrati (17),

der henviser til sin beslutning af 13. december 2012 om revisionen af EU's menneskerettighedsstrategi (18),

der henviser til sin beslutning af 10. oktober 2013 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger (19),

der henviser til sin undersøgelse fra marts 2007 om »Gennemførelsen af EU's retningslinjer om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf« (20),

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (21),

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (22),

der henviser til sin henstilling af 13. juni 2013 til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand i Kommissionen, til Rådet og til Kommissionen om revisionen i 2013 af EU-Udenrigstjenestens organisation og funktionsmåde (23),

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0100/2014),

A.

der henviser til, at der stadig forekommer tortur overalt i verden, uagtet at det absolutte forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf er en central international bestemmelse, som er fastsat både i FN- og regionale menneskerettighedskonventioner;

B.

der henviser til, at begrebet »tortur« i denne beslutning skal forstås i overensstemmelse med FN's definition og også omfatter grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf;

C.

der henviser til, at FN's konvention mod tortur og den valgfri protokol hertil har skabt en international ramme med et virkeligt potentiale for en udvikling hen imod udryddelse af tortur, særligt gennem skabelsen af uafhængige og effektive nationale forebyggelsesmekanismer;

D.

der henviser til, at EU gennem EU's strategiske ramme for menneskerettigheder har styrket sit engagement og vil vedblive med at arbejde energisk mod tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling;

E.

der henviser til, at udryddelsen af tortur, mishandling, umenneskelig og nedværdigende behandling og straf er en integrerende del af EU's menneskerettighedspolitik, der er tæt forbundet med andre områder og instrumenter under EU's indsats;

F.

der henviser til, at EU-retningslinjerne om tortur blev ajourført i 2012, mens den seneste omfattende offentlige opgørelse over og revision af gennemførelsesforanstaltningerne fandt sted i 2008;

G.

der henviser til, at medlemsstaterne ifølge de ajourførte retningslinjer er fast besluttede på fuldt ud at overholde deres internationale forpligtelser i bekæmpelsen af terrorisme og forbyde tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;

H.

der henviser til, at tortur kan være både fysisk og psykisk; der henviser til, at der er et stigende antal sager, hvor psykiatri anvendes som et redskab til undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere og dissidenter, som placeres i psykiatriske institutioner for at forhindre dem i at udføre deres politiske og samfundsmæssige aktiviteter;

I.

der henviser til, at medlemsstaternes retssystemer bør have redskaber til at retsforfølge de torturbødler, som aldrig er blevet dømt, og at der bør lægges særlig vægt på sager om tortur begået under diktaturer i Europa, da mange af disse forbrydelser ikke er blevet straffet;

J.

der henviser til, at erodering af det absolutte forbud mod tortur er en vedvarende udfordring i forbindelse med antiterrorforanstaltninger i mange lande;

K.

der henviser til, at der er betydelige politiske udfordringer forbundet med at håndtere de særlige beskyttelsesbehov blandt sårbare grupper, navnlig børn;

L.

der henviser til, at ordensmagten i visse lande anvender tortur som den fortrukne forhørsmetode; der henviser til, at tortur ikke kan betragtes som et acceptabelt middel til opklaring af forbrydelser;

1.

understreger, at forbuddet mod tortur er absolut i henhold til international og humanitær lov og FN's konvention mod tortur; understreger, at tortur udgør en af de største krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende friheder, har forfærdelige følger for millioner af individer og deres familier og ikke kan berettiges under ingen omstændigheder;

2.

påskønner de tre aktioner rettet mod udryddelse af tortur, der er indføjet i EU's handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati, men understreger, at der er behov for specifikke og målelige benchmarks for at kunne vurdere den rettidige gennemførelse af dem i samarbejde med civilsamfundet;

3.

udtrykker anerkendelse af alle de civilsamfundsorganisationer, nationale menneskerettighedsinstitutioner, nationale forebyggelsesmekanismer og privatpersoner, som arbejder for at sikre ofrene oprejsning og kompensation, kæmper mod straffrihed og aktivt forebygger tortur og mishandling over hele verden;

4.

bemærker, at der ifølge FN's konvention mod tortur ved termen »tortur« forstås enhver handling, hvorved »stærk fysisk eller mental smerte eller lidelse bevidst påføres en person, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør, eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse«; mener imidlertid, at situationer, hvor tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf forekommer med deltagelse af andre aktører end embedsmænd og offentlige ansatte, også skal håndteres ved hjælp af politiske foranstaltninger til forebyggelse, ansvarlighed og rehabilitering;

5.

fordømmer den fortsatte udbredelse af tortur og andre former for mishandling over hele verden og gentager sin uforbeholdne fordømmelse af sådanne handlinger, som er og fortsat skal være forbudt til enhver tid og på ethvert sted og således aldrig kan være berettigede; bemærker, at gennemførelsen af EU's retningslinjer om tortur fortsat er utilstrækkelig og i modstrid med EU's erklæringer og forpligtelser til at behandle tortur som en prioritet; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at gøre en fornyet indsats på at få gennemført disse retningslinjer, bl.a. ved at opstille prioriteter, eksempler på bedste praksis og løsninger via diplomatiske kanaler, ved at høre relevante interessenter, herunder civilsamfundsorganisationer, og ved at overvåge gennemførelsen af de torturrelaterede emner, der er nævnt i handlingsplanen; opfordrer i denne forbindelse til en fuldstændig og rettidig gennemførelse af de tre aktioner i handlingsplanen, der er rettet mod udryddelse af tortur;

6.

henstiller, at der i en kommende revision af handlingsplanen fastlægges mere ambitiøse og specifikke aktioner til udryddelse af tortur, f.eks. i form af en mere effektiv informations- og byrdedeling, uddannelse og fælles initiativer med lokale FN-kontorer og de relevante særlige FN-rapportører og andre internationale aktører såsom Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og Europarådet, samt støtte til etablering og styrkelse af regionale torturforebyggelsesmekanismer;

7.

hilser 2012-ajourføringen af EU-retslinjerne om tortur velkommen; understreger betydningen af, at disse retningslinjer gennemføres effektivt og resultatorienteret i forening med andre retningslinjer og politiske initiativer;

8.

påskønner, at retningslinjerne afspejler en holistisk politiktilgang, hvori indgår fremme af en passende lovgivningsmæssig og juridisk ramme, der kan sikre en effektiv forebyggelse og et effektivt forbud mod tortur, overvågning af tilbageholdelsescentre, bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og en fuldstændig og faktisk rehabilitering af torturofre, som følges op af en troværdig, overensstemmende og sammenhængende aktion;

9.

opfordrer Rådet, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at tage mere effektive skridt for at sikre, at Parlamentet og civilsamfundet i det mindste inddrages ved vurderingen af EU-retningslinjerne for tortur;

10.

understreger på ny den afgørende betydning af rehabiliteringscentre for torturofre både i og uden for EU med henblik på at tage hånd om ikke kun de fysiske, men også de langvarige psykologiske problemer, som torturofre oplever; glæder sig over den økonomiske støtte, som EU yder til rehabiliteringscentrene for torturofre i hele verden, og opfordrer disse centre til at benytte en flerstrenget tilgang, der både omfatter psykologisk opfølgning, adgang til lægebehandling og social og juridisk støtte; er overbevist om, at den finansiering, som stilles til rådighed af det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) til sådanne centre i tredjelande, ikke bør beskæres, end ikke i lyset af den finansielle og økonomiske krise, eftersom de nationale sundhedssystemer i disse lande ofte ikke er i stand til at håndtere torturofrenes specifikke problemer på en hensigtsmæssig måde;

11.

beklager, at der ikke er blevet foretaget nogen omfattende og offentlig opgørelse over og revision af gennemførelsen af retningslinjerne siden 2008, og understreger behovet for en regelmæssig og omfattende vurdering af deres gennemførelse;

12.

henstiller, at EU-retningslinjerne ledsages af detaljerede gennemførelsesforanstaltninger, som bør rundsendes til EU's missionschefer og medlemsstaternes repræsentationer i tredjelande; opfordrer missionscheferne til at medtage individuelle tilfælde af tortur og mishandling i deres gennemførelses- og opfølgningsrapporter;

13.

understreger, at EU's politik bør baseres på en effektiv koordinering af initiativer og aktioner på EU- og medlemsstatsplan, der skal sikre, at det fulde potentiale i de tilgængelige politiske instrumenter og deres synergi med EU-finansierede projekter udnyttes fuldt ud;

14.

opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at foretage periodiske revisioner af gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, der forbyder handel med udstyr beregnet til tortur og dødsstraf, samt til at udbrede kendskabet til denne forordning globalt som en bæredygtig model for styrkelse af et effektivt forbud mod torturredskaber;

15.

bemærker Kommissionens nylige forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (COM(2014)0001); understreger betydningen af at sætte ind over for mæglervirksomhed, teknisk bistand og transit af de relevante varer; gentager Parlamentets tidligere opfordring til at indføje en generel bestemmelse om udryddelse af tortur i forordningen for at give medlemsstaterne mulighed for — på grundlag af forudgående oplysninger — at tillade eller afvise eksport af alle produkter, hvor der er en betydelig risiko for, at de vil blive anvendt til tortur, mishandling eller dødsstraf;

16.

mener, at dødsstraf, idet den krænker retten til personlig integritet og menneskelig værdighed, er uforenelig med forbuddet mod grusom, umenneskelig eller nedværdigende straf i international lovgivning, og opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til formelt at anerkende denne uforenelighed og til at tilpasse EU's politik over for dødsstraf på tilsvarende vis; understreger behovet for at fortolke EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf og tortur som tværgående; mener desuden, at den fysiske og psykologiske isolation af og presset mod fanger på dødsgange er forkasteligt; gentager behovet for en omfattende retlig undersøgelse og drøftelser på FN-niveau om forbindelserne mellem anvendelsen af dødsstraffen, herunder dødsgangsfænomenet med alvorlige psykiske traumer og fysisk forfald, og forbuddet mod tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling og straf;

17.

støtter et øjeblikkeligt forbud mod stening; understreger, at det er en brutal henrettelsesmetode;

18.

opfordrer til at reaktivere Rådets taskforce om tortur, som bør tilføre gennemførelsen af EU-retningslinjerne ny fremdrift ved at opstille prioriteter, eksempler på bedste praksis og løsninger via diplomatiske kanaler, høre relevante interessenter, herunder civilsamfundsorganisationer, og bidrage til regelmæssig overvågning af gennemførelsen af de torturrelaterede emner, der er nævnt i handlingsplanen;

19.

er særlig bekymret over tortur af menneskerettighedsforkæmpere i fængsler, herunder samfundsaktivister, journalister, menneskerettighedsadvokater og bloggere; erkender, at det ofte er de mennesker, som er mest involverede i kampen for menneskerettigheder og demokrati, som lider mest som følge af ulovlig tilbageholdelse, intimidering, tortur og deres familiers udsættelse for fare; insisterer på, at både EU-missioner på stedet og højtstående EU-tjenestemænd systematisk og konsekvent tager dette emne op på møder med deres tredjelandsmodparter, bl.a. ved at nævne navnene på specifikke fængslede menneskerettighedsforkæmpere;

20.

bemærker med stor bekymring eksistensen af hemmelige tilbageholdelsescentre og praksis med isolationsfængsling og længerevarende isolation i adskillige lande, som udgør nogle af de mest foruroligende eksempler på tortur og mishandling; mener, at disse sager systematisk bør rejses i erklæringer og henvendelser og indføjes i listen over individuelle sager til drøftelse under dialoger og samråd om menneskerettigheder mellem EU og tredjelande;

21.

gentager sin bekymring over udbredte og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne i Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea), navnlig anvendelsen af tortur og arbejdslejre mod politiske fanger og repatrierede nordkoreanske borgere; opfordrer de nordkoreanske myndigheder til som et første trin at tillade uafhængige internationale eksperters inspektion af alle typer tilbageholdelsesfaciliteter;

22.

understreger, at ingen undtagelser fra det absolutte forbud mod tortur og grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf kan retfærdiggøres, og at staterne har en forpligtelse til at gennemføre beskyttelsesforanstaltninger til forebyggelse af tortur og mishandling samt til at sikre ansvarlighed og adgang til effektive retsmidler og erstatninger til enhver tid, hvilket også gælder i forbindelse med nationale sikkerhedshensyn og antiterrorforanstaltninger; er bekymret over at konstatere, at visse stater overlader politiopgaver til paramilitære grupper for at slippe for deres internationale forpligtelser; understreger, at forbuddet finder anvendelse på både udveksling og anvendelse af oplysninger, hvis de enten er opnået ved eller risikerer at føre til tortur; minder om, at forbuddet mod tortur er en bindende norm i henhold til international menneskerettighedsret og international humanitær ret, hvilket betyder, at det er gældende i både fredstid og krigstid;

23.

er bekymret over politivolden i en række stater og mener, at dette emne har en central plads i kampen mod tortur og nedværdigende behandling, navnlig i forbindelse med nedkæmpelse af fredelige demonstrationer, idet vold af denne art ifølge internationale definitioner i det mindste udgør mishandling, hvis ikke tortur;

24.

glæder sig over det fælles projekt, som Europarådet og Association for the Prevention of Torture arbejder på, vedrørende udarbejdelsen af en praktisk vejledning til parlamentsmedlemmer ved besøg i frihedsberøvelsescentre for indvandrere;

25.

opfordrer til, at der vedtages en praktisk vejledning til parlamentsmedlemmer om besøg i tilbageholdelseslejre i forbindelse med regelmæssige besøg i tredjelande af EU-parlamentsdelegationer; mener, at vejledningen bør indeholde specifikke råd om besøg i tilbageholdelsescentre og andre steder, hvor børn og kvinder muligvis tilbageholdes, og bør sikre anvendelsen af »gør ikke skade«-princippet i overensstemmelse med FN's træningsmanual i overvågning af menneskerettighederne, navnlig for at undgå repressalier mod de tilbageholdte og deres familier efter sådanne besøg; kræver, at denne type besøg sker i samråd med EU-delegationen i det berørte land, ngo'er og foreninger, der arbejder i fængselsmiljøet;

26.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Menneskerettighedsgruppen (COHOM) og andre relevante aktører til i fællesskab at foretage en undersøgelse af EU's støtte til oprettelsen og driften af nationale forebyggelsesmekanismer med henblik på at udpege bedste praksis som beskrevet i handlingsplanen;

27.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, medlemsstaterne og Kommissionen til at fremme etablering og drift af uafhængige og effektive nationale forebyggelsesmekanismer og navnlig deres medarbejderes faglige uddannelse;

28.

opfordrer COHOM, taskforcen om tortur og Kommissionens Generaldirektorat for Indre Anliggender til at udvikle foranstaltninger til integrering af torturforebyggelse i alle aktiviteter vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed;

Afhjælpning af beskyttelsesmangler, navnlig tortur af børn

29.

er særligt bekymret over tortur og mishandling af medlemmer af sårbare grupper, navnlig børn; opfordrer EU til at træffe politiske, diplomatiske og finansielle foranstaltninger for at forebygge tortur af børn;

30.

opfordrer EU til at sætte ind over for de forskellige former for menneskerettighedskrænkelser, der begås mod børn, især handel med børn, børnepornografi, børnesoldater, børn, der holdes i militært fangenskab, børnearbejde og børn, der er ofre for hekserianklager og cybermobning, når de svarer til tortur, herunder i børnehjem, tilbageholdelsescentre og flygtningelejre, og til at gennemføre effektive sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte børnene, når myndighederne på nogen måde er involveret i tortur af børn;

31.

minder om, at uledsagede mindreårige migranter aldrig må sendes tilbage til et land, hvor de risikerer at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling;

32.

bemærker, at misbrug af frihedsberøvelsen af børn, navnlig ved varetægtsfængsling og tilbageholdelse af indvandrerbørn, har medført overbefolkede tilbageholdelsescentre og en stigning i anvendelsen af tortur og mishandling af børn; opfordrer staterne til at sikre, at frihedsberøvelse af børn som krævet i universelle menneskerettighedsstandarder reelt kun anvendes som den sidste udvej, i den kortes mulige periode og altid under hensyntagen til barnets tarv;

33.

opfordrer staterne til at udvikle et mere børnevenligt retsvæsen, der omfatter gratis og fortrolige børnevenlige rapporteringsmekanismer, herunder i tilbageholdelsescentre, og som ikke kun gør børn i stand til at påberåbe sig deres rettigheder, men også til at rapportere om voldelige hændelser;

34.

understreger, at det er nødvendigt, at EU tager fat på voksnes og børns brug af internettet med det formål at øve psykisk tortur mod børn og chikane gennem sociale medier; bemærker, at EU's reaktion på fænomenet internetmobning — til trods for eksistensen af EU's program om en mere sikker anvendelse af internettet — har været utilstrækkelig; fremhæver den nylige bølge af sager med børn, der har taget deres eget liv som følge af internetmobning, og den fortsatte eksistens af internetsider, der hostes i medlemsstater, som direkte eller indirekte har været involveret i disse handlinger; understreger derfor, at det er bydende nødvendigt, at EU træffer klare og kontante forholdsregler mod internetmobning og -chikane og de internetsider, der gør dette muligt;

35.

henstiller, at EU's politiske bestræbelser fokuseres på centre til rehabilitering og psykologisk støtte for børn, som er ofre for tortur, med en børnevenlig tilgang og under hensyntagen til kulturelle værdier;

36.

henstiller, at tortur af børn medtages i den planlagte målrettede kampagne om barnets rettigheder som fastsat i handlingsplanen;

37.

henstiller, at EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen lægger særlig vægt på tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling af kunstnere, journalister, menneskerettighedsforkæmpere, studenterledere, sundhedspersonale og enkeltpersoner, der tilhører andre sårbare grupper såsom etniske, sproglige, religiøse og andre mindretal, især når de er tilbageholdt eller anbragt i fængsel;

38.

opfordrer næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og cheferne for EU-delegationerne til i deres dialog med myndigheder i tredjelande at rejse problemet med kønsbaserede former for tortur, som gør piger til en særlig sårbar gruppe, navnlig kønslig lemlæstelse af piger og kvinder og tidlige og tvungne ægteskaber, som præciseret i strategirammen og handlingsplanen;

39.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten og COHOM til specifikt at sætte ind over for tortur af børn i den kommende ajourføring af EU-retningslinjerne om tortur og handlingsplanen;

40.

er bekymret over, at især kvinder risikerer at blive ofre for tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling (voldtægt, kønslemlæstelse, sterilisation, abort, tvungen fødselskontrol og tvangsbefrugtning), navnlig i forbindelse med væbnede konflikter, hvor disse handlinger anvendes som krigsmetode, også over for mindreårige;

41.

fordømmer ligeledes tortur og vold mod samt mishandling af personer som følge af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet;

42.

understreger nødvendigheden af at støtte det arbejde, der gøres af ngo'er for at forebygge vold i konfliktsituationer og dermed tortur og mishandling af civilbefolkningen i sådanne situationer, og af at øge bevidstheden i væbnede grupper om nødvendigheden af at overholde internationale humanitære standarder, navnlig hvad angår kønsbaseret vold;

Bekæmpelse af tortur inden for rammerne af EU's forbindelser med tredjelande

43.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder og (COHOM) til at sikre, at landestrategier for menneskerettigheder indeholder landespecifikke mål og benchmarks for bekæmpelsen af tortur, herunder identifikation af grupper, der kræver særlig beskyttelse, såsom børn, kvinder, fordrevne, flygtninge og migranter samt personer, der er udsat for forskelsbehandling på grund af etnicitet, kaste eller kulturel baggrund, religiøs eller anden overbevisning, seksuel orientering og kønsidentitet;

44.

opfordrer EU og hele det internationale samfund til at overholde princippet om non-refoulement af asylansøgere til et land, hvor de risikerer at blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling;

45.

understreger, at landestrategierne for menneskerettigheder bør redegøre for områder, hvor der er utilstrækkelig beskyttelse, passende samarbejdspartnere samt »adgangsveje«, f.eks. FN-rammen eller en sikkerheds- eller retsreform, der kan danne grundlag for at rejse torturrelaterede bekymringer over for de enkelte lande;

46.

henstiller, at der i landestrategierne for menneskerettigheder tages fat på de dybereliggende årsager til vold og mishandling, der begås af offentlige myndigheder og i privat regi, og at behovene for bistand defineres, således at der kan tilbydes faglig bistand fra EU til kapacitetsopbygning, retsreformer og uddannelse for at hjælpe tredjelande med at efterleve internationale forpligtelser og standarder, især i forbindelse med undertegnelse og ratificering af konventionen mod tortur og den valgfri protokol hertil og overholdelse af de bestemmelser, de indeholder om forebyggelse (navnlig udarbejdelse af nationale forebyggelsesmekanismer), bekæmpelse af straffrihed og rehabilitering af ofrene;

47.

anbefaler endvidere, at landestrategierne omfatter foranstaltninger til fremme af oprettelse og drift eller, når det er relevant, styrkelse af nationale institutioner, som effektivt kan gøre en indsats for at forebygge tortur og mishandling, herunder om nødvendigt muligheder for økonomisk og teknisk bistand;

48.

understreger, at det er nødvendigt, at EU-Udenrigstjenesten og EU-delegationerne offentliggør specifikke oplysninger om, hvorvidt støtte og mulige retsmidler for ofre for tortur og mishandling er til rådighed i tredjelande;

49.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten og EU-delegationerne til at gøre en fuldstændig, men omhyggeligt målrettet og landespecifik brug af de politiske redskaber, de har til rådighed, som omtalt i EU-retningslinjerne, herunder offentlige erklæringer, lokale henvendelser, menneskerettighedsdialoger og -samråd for at rejse individuelle sager, lovrammen om forebyggelse af tortur samt ratifikation og gennemførelse af relevante internationale konventioner; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at genoptage deres bedste praksis med gennemførelse af målrettede globale kampagner om tematiske emner med forbindelse til tortur;

50.

opfordrer EU-delegationerne og medlemsstaternes ambassader på stedet til at gennemføre bestemmelserne i EU's retningslinjer om tortur og EU-Udenrigstjenesten og COHOM til regelmæssigt at overvåge gennemførelsen af disse bestemmelser;

51.

opfordrer indtrængende EU-delegationerne og medlemsstaternes ambassader i hele verden til at markere den internationale dag til støtte for torturofre den 26. juni ved at afholde seminarer, udstillinger og andre arrangementer;

52.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder til systematisk at tage tortur og mishandling op i EU-menneskerettighedsdialoger og -samråd med tredjelande;

53.

anbefaler at sætte fokus på torturrelaterede spørgsmål i lokale og regionale civilsamfundsfora og -seminarer med mulighed for opfølgning som led i regelmæssige menneskerettighedshøringer og -dialoger;

54.

opfordrer EU til i sine menneskerettighedsdialoger at fremme gennemførelsen af FN's anbefalede minimumsregler for behandling af fængslede, der skal sikre, at deres værdighed og grundlæggende rettigheder og garantier respekteres, og til desuden at sikre, at anvendelsen heraf udbredes til alle frihedsberøvelsessteder, herunder psykiatriske hospitaler og politistationer;

55.

opfordrer EU-delegationerne og Parlamentets delegationer til at aflægge besøg i fængsler og på andre tilbageholdelsessteder, herunder tilbageholdelsescentre for unge og steder, hvor børn muligvis tilbageholdes, og overvære rettergange, hvor der er grund til at tro, at de sagsøgte kan være blevet udsat for tortur eller mishandling, og til at udbede sig information om og en uafhængig efterforskning af individuelle sager;

56.

opfordrer EU-delegationerne til at yde støtte til medlemmer af civilsamfundet, der hindres i at besøge fængsler og overvære rettergange;

57.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at overholde deres forpligtelser i handlingsplanen til at fremme etablering og drift af uafhængige og effektive nationale forebyggelsesmekanismer; opfordrer medlemsstaterne til at gennemgå og med omhu og gennemsigtighed at analysere de eksisterende nationale forebyggelsesmekanismer og nationale menneskerettighedsinstitutioner i EU og tredjelande og til at udpege bedste praksis blandt disse og sikre, at de har et børnerettighedsperspektiv, med henblik på at styrke de eksisterende mekanismer, foretage forbedringer og udbrede disse eksempler til partnerlande;

58.

opfordrer EU-delegationerne til at kræve, at tilbageholdelse anvendes som sidste udvej, og at der søges alternativer, navnlig for personer, der er i en sårbar situation (f.eks. kvinder, børn, asylansøgere og migranter);

59.

er dybt bekymret over nylige rapporter om, at EU-baserede selskaber leverer kemikalier, der anvendes til medicin til dødelig indsprøjtning i USA; glæder sig i denne forbindelse over flere europæiske medicinalvirksomheders udvikling af en kontraktlig eksport- og kontrolordning, der skal sikre, at deres produkt Propofol ikke anvendes til dødelige indsprøjtninger i lande, hvor der anvendes dødsstraf, navnlig USA;

EU-aktion i multilaterale fora og internationale organisationer

60.

påskønner EU's vedvarende bestræbelser på at tage initiativ til og støtte regelmæssig vedtagelse af resolutioner i FN's Generalforsamling og Menneskerettighedsråd og på at få dem behandlet som en prioritet i FN-regi; foreslår, at den højtstående repræsentant/næstformanden og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder plejer regelmæssige forbindelser til FN's særlige rapportør om tortur med henblik på at udveksle oplysninger af relevans for EU's udenrigspolitiske forbindelser med tredjelande; foreslår også, at Udenrigsudvalget og Underudvalget om Menneskerettigheder regelmæssigt opfordrer FN's særlige rapportør om tortur til at orientere Parlamentet om torturrelaterede sager i specifikke lande;

61.

minder om, at tortur, der udføres systematisk eller i større målestok, i henhold til artikel 7 og 8 i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol kan udgøre en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden; understreger, at princippet om beskyttelsesansvar forpligter det internationale samfund til at beskytte en befolkning, som udsættes for sådanne forbrydelser, og opfordrer i denne forbindelse til, at Sikkerhedsrådets beslutningsproces genovervejes for at forhindre enhver blokering, når der er tale om beskyttelsesansvar;

62.

opfordrer tredjelande til at samarbejde fuldt ud med FN's særlige rapportør om tortur, Komitéen mod Tortur og regionale torturbekæmpelsesorganer som f.eks. Komitéen til Forebyggelse af Tortur i Afrika, Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Organisationen af Amerikanske Staters (OAS') rapportør om personer, der er frataget deres frihed; opfordrer medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten til systematisk at tage hensyn til henstillinger fra den særlige rapportør og andre organer om opfølgning i kontakter med tredjelande, bl.a. som led i processen med en universel regelmæssig gennemgang;

63.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder og medlemsstaterne til aktivt at fremme ratifikation og gennemførelse af FN's konvention mod tortur og den valgfri protokol hertil som en prioritet og til at øge deres bestræbelser på at fremme etableringen af effektive og uafhængige nationale forebyggelsesmekanismer i tredjelande;

64.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte etableringen og driften af regionale torturforebyggelsesmekanismer, herunder Komitéen til Forebyggelse af Tortur i Afrika og OAS' rapportør om personer, der er frataget deres frihed;

65.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder og Kommissionen til at intensivere deres støtte til tredjelande og sætte dem i stand til effektivt at gennemføre henstillinger fra de relevante FN-organer, herunder Komitéen mod Tortur, Underkomitéen til Forebyggelse af Tortur, Komitéen for Barnets Rettigheder og Komitéen for Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder;

66.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til så vidt muligt at yde teknisk bistand til rehabilitering af torturofre og deres familier for at sætte dem i stand til at genopbygge deres liv;

67.

understreger vigtigheden af, at medlemsstaterne aktivt deltager i gennemførelsen af bestemmelserne i handlingsplanen og regelmæssigt opdaterer EU-Udenrigstjenesten om de foranstaltninger, de har truffet i denne henseende;

68.

opfordrer EU til at samarbejde mere effektivt med Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf og Europarådets menneskerettighedskommissær;

Det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR)

69.

glæder sig over de eksisterende initiativer og projekter under EIDHR, hvoraf 7 % af midlerne er blevet afsat til torturrelaterede projekter, og understreger behovet for fortsat at øremærke særlige midler til bekæmpelse af tortur og grusom eller nedværdigende behandling eller straf med fokus på oplysningskampagner, forebyggelse og bekæmpelse af straffrihed samt social og psykologisk rehabilitering af torturofre med prioritering af projekter af holistisk karakter;

70.

understreger, at midlerne til projekter under den kommende programmeringsperiode bør tage højde for EU's prioriteter som beskrevet i handlingsplanen;

71.

opfordrer medlemsstaterne til at forelægge et overblik over bilaterale bistandsprogrammer inden for forebyggelse af tortur og rehabilitering med henblik på at udveksle bedste praksis, opnå en effektiv byrdefordeling og skabe synergier og komplementaritet med EIDHR-projekter;

Troværdighed, sammenhæng og overensstemmelse i EU's politik

72.

minder om, at EU og medlemsstaterne skal foregå med et godt eksempel for at sikre deres troværdighed; opfordrer derfor Belgien, Finland, Grækenland, Irland, Letland og Slovakiet til at ratificere protokollen til FN's konvention mod tortur som en prioritet og etablere uafhængige, ressourcestærke og effektive nationale forebyggelsesmekanismer; bemærker vigtigheden af individuelle henvendelser som et redskab til forebyggelse af tortur og mishandling og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at acceptere individuel klageadgang i henhold til artikel 21 i konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf; opfordrer underskriverne af FN's konvention om barnets rettigheder til at undertegne og ratificere den tredje protokol til denne konvention; opfordrer desuden de 21 medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungen forsvinding, til straks at gøre dette;

73.

opfordrer medlemsstater, som ikke har afgivet erklæringer om anerkendelse af klageadgangen i artikel 22 i konventionen mod tortur, til at gøre dette hurtigst muligt;

74.

opfordrer alle EU-medlemsstater, som har nationale forebyggelsesmekanismer, til at indgå i en konstruktiv dialog om at gennemføre anbefalingerne for disse mekanismer sammen med anbefalingerne fra Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur, Komitéen mod Tortur og Underkomitéen til Forebyggelse af Tortur på en sammenhængende og komplementær måde;

75.

opfordrer EU til at styrke sin tilslutning til de universelle menneskerettighedsværdier og opfordrer i denne forbindelse EU til at anvende naboskabspolitikken og »mere for mere«-princippet til at anspore nabolandene til at iværksætte reformer for at øge indsatsen mod tortur;

76.

beklager den meget begrænsede støtte fra medlemsstaterne til FN's frivillige fond for torturofre og den særlige OPCAT-fond; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte disse fonde med betydelige og regelmæssige frivillige bidrag i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til handlingsplanen;

77.

mener, at EU bør indtage en mere beslutsom holdning, og opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne om at styrke deres forpligtelse og politiske vilje til at sikre et verdensomspændende moratorium for dødsstraf;

78.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan med henblik på at indføre en mekanisme til registrering og fastlæggelse af målrettede sanktioner (rejseforbud, indefrysning af aktiver) mod embedsmænd fra tredjelande (herunder politifolk, anklagere og dommere), der er indblandet i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne såsom tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling; understreger, at kriterierne for optagelse på listen bør bygge på veldokumenterede, samstemmende og uafhængige kilder og overbevisende dokumentation, og at de pågældende skal sikres klageadgang;

79.

minder om alle staters, navnlig EU-medlemsstaternes, forpligtelse til nøje at følge princippet om non-refoulement, i henhold til hvilket stater ikke må deportere eller udlevere personer til et retsområde, hvor de risikerer at blive forfulgt; mener, at praksis med at søge diplomatiske garantier af den modtagende stat ikke fritager den udsendende stat for sine forpligtelser, og tager afstand fra praksis, som søger at omgå det absolutte forbud mod tortur og tilbagesendelse;

80.

bemærker, at EU i nært samarbejde med FN internationalt indtager en afgørende position med hensyn til bekæmpelse af tortur; understreger, at styrkelsen af princippet om nultolerance over for tortur udgør et centralt element i EU-politikker og -strategier til fremme af menneskerettigheder og grundlæggende friheder såvel i som uden for EU; beklager, at ikke alle medlemsstater til fulde efterlever Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, og at en række virksomheder med base i industrialiserede lande formentlig ulovligt har solgt ordenshåndhævelses- og sikkerhedsanordninger, som kan anvendes til tortur, til tredjelande;

81.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at færdiggøre den igangværende gennemgang af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005, inklusive bilagene hertil, for at sikre en mere effektiv gennemførelse i overensstemmelse med Parlamentets henstillinger i dets beslutning af 17. juni 2010 om gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005; opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at overholde bestemmelserne i forordningen, især deres pligt til i henhold til dens artikel 13 rettidigt at udarbejde årlige aktivitetsrapporter og offentliggøre dem og til at dele oplysninger indbyrdes og med Kommissionen om beslutninger om udstedelse af tilladelser;

Betragtninger om torturbekæmpelse og udviklingspolitik

82.

minder om behovet for at opstille en integreret og samlet strategi for bekæmpelse af tortur ved at sætte ind over for de grundlæggende årsager; mener, at dette bør omfatte en generel institutionel gennemsigtighed, en stærkere politisk vilje på statsplan til at bekæmpe mishandling; understreger det uopsættelige behov for at sætte ind over for fattigdom, ulighed, forskelsbehandling og vold gennem nationale forebyggelsesmekanismer og styrkelse af lokale myndigheder og ngo'er; understreger behovet for yderligere at udvikle EU's udviklingssamarbejde og gennemførelsesmekanismer for menneskerettigheder med henblik på at tackle de grundlæggende årsager til vold;

83.

understreger, at domstolsadgang, bekæmpelse af straffrihed, upartisk efterforskning, styrkelse af civilsamfundet og fremme af en mishandlingsfri kultur er væsentlige forudsætninger for bekæmpelse af tortur;

84.

understreger imidlertid, at anvendelsen af termen »tortur« og dermed det absolutte forbud mod og retsforfølgelse og afstraffelse af denne praksis ikke bør udelukkes, når sådanne handlinger udøves af irregulære væbnede styrker, stammer, religiøse grupper eller oprørsgrupper;

85.

minder om betydningen af den særlige dialog om menneskerettigheder som en integreret del af den politiske dialog under til artikel 8 i Cotonou-partnerskabsaftalen; minder endvidere om, at der i enhver dialog med tredjelande om menneskerettigheder bør indgå en solid antitorturkomponent;

86.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at tilskynde deres partnerlande til at vedtage en offerorienteret strategi i bekæmpelsen af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling ved at lægge særlig vægt på ofrenes behov i deres udviklingssamarbejdspolitikker; understreger, at indførelse af bistandsbetingelser er en effektiv måde at løse problemet på, men at dialog og forhandlinger på højt niveau, inddragelse af civilsamfundet, styrkelse af den nationale kapacitet og fokus på incitamenter kan give bedre resultater;

Betragtninger om torturbekæmpelse og kvinders rettigheder

87.

opfordrer indtrængende EU til ved hjælp af bistandsbetingelser at sikre, at tredjelande beskytter alle mennesker, særligt kvinder og piger, mod tortur; opfordrer Kommissionen til at genoverveje sin bistandspolitik over for lande, der praktiserer tortur, og anvende bistanden til at hjælpe ofrene;

88.

glæder sig over de foranstaltninger, som Kommissionen påtænker i sin meddelelse »Afskaffelse af lemlæstelse af kvindelige kønsorganer« (COM(2013)0833), og gentager behovet for sammenhæng mellem Unionens interne og eksterne politikker med hensyn til dette fænomen; gentager desuden, at der fortsat er behov for, at EU samarbejder med tredjelande om at udrydde lemlæstelse af kvindelige kønsorganer; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at kriminalisere lemlæstelse af kvindelige kønsorganer i deres nationale lovgivning og sikre, at den relevante lovgivning gennemføres;

89.

udtrykker bekymring over sager om henrettelse af kvinder med mentale sundhedsproblemer eller indlæringsvanskeligheder;

90.

fordømmer alle former for vold mod kvinder, især æresdrab, vold forankret i kulturelle eller religiøse overbevisninger, tvangsægteskaber, børneægteskaber, kønsdrab og medgiftsdød; understreger, at EU skal behandle disse som former for tortur; opfordrer alle interessenter til at arbejde aktivt for at forebygge tortur gennem uddannelse og bevidstgørelsesforanstaltninger;

91.

fordømmer alle former for tortur mod kvinder i forbindelse med anklager om trolddom eller hekseri, som praktiseres i forskellige lande rundt om i verden;

92.

bifalder Romstatuttens progressive og innovative tilgang til anerkendelse af seksuel og kønsbaseret vold, herunder voldtægt, seksuelt slaveri, tvungen prostitution, tvungen graviditet, tvungen sterilisation og andre former for seksuel vold af lignende grovhed som torturmetoder og dermed som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; glæder sig også over gennemførelsen af Den Internationale Straffedomstols støttefond for ofre med programmer til rehabilitering af kvinder, der har været udsat for tortur, især i postkonfliktsituationer;

93.

opfordrer EU til at tilskynde de lande, som endnu ikke har gjort det, til at ratificere og gennemføre FN's torturkonvention samt Romstatutten og til at indarbejde de relevante bestemmelser om kønsbaseret vold i deres nationale lovgivning;

94.

opfordrer indtrængende staterne til på det kraftigste at fordømme tortur og vold mod kvinder og piger, der begås i væbnede konflikter og postkonfliktsituationer; erkender, at seksuel og kønsbaseret vold påvirker ofrene og de efterladte, pårørende, fællesskaber og samfund, og opfordrer til effektive foranstaltninger for ansvarlighed og klagemuligheder samt effektive retsmidler;

95.

finder det afgørende, at nationale offentlige anklagere og dommere har kapacitet og ekspertise til at retsforfølge og dømme personer for kønsrelaterede forbrydelser;

96.

fastholder, at den manglende adskillelse af transseksuelle kvindelige fanger fra mandlige fanger er grusom, umenneskelig, nedværdigende og uacceptabel;

97.

opfordrer EU til i sine menneskerettighedsdialoger at fremme gennemførelsen af FN's regler for behandling af kvindelige indsatte og ikkefrihedsberøvende foranstaltninger for kvindelige lovovertrædere (Bangkok-reglerne) med henblik på at styrke internationale standarder for behandling af indsatte kvinder, som tager hensyn til deres helbred, ligestillingsfølsomhed og børnepasning;

o

o o

98.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, medlemsstaternes regeringer, FN's højkommissær for menneskerettigheder og FN's særlige rapportør om tortur.


(1)  http://www.ohchr.org/EN/ProfessionalInterest/Pages/DeclarationTorture.aspx

(2)  http://www.ohchr.org/EN/Issues/Torture/SRTorture/Pages/SRTortureIndex.aspx

(3)  (A/RES/67/176).

(4)  (A/RES/67/167).

(5)  http://www.ohchr.org/EN/ProfessionalInterest/Pages/StatusOfRefugees.aspx

(6)  http://www.cpt.coe.int/en/annual/rep-23.pdf

(7)  http://www.ohchr.org/EN/ProfessionalInterest/Pages/OPSCCRC.aspx

(8)  http://www.ohchr.org/EN/ProfessionalInterest/Pages/OPACCRC.aspx

(9)  http://www.icrc.org/eng/war-and-law/treaties-customary-law/geneva-conventions/

(10)  http://www.cidh.oas.org/Basicos/English/Basic9.Torture.htm

(11)  Published by the Office of the UN High Commissioner for Human Rights, Geneva, http://www.ohchr.org/Documents/Publications/training8Rev1en.pdf

(12)  Rådsdokument 11855/2012.

(13)  http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/8590.en08.pdf

(14)  http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/10015.en08.pdf

(15)  http://eeas.europa.eu/human_rights/docs/guidelines_en.pdf

(16)  http://register.consilium.europa.eu/pdf/en/13/st09/st09431.en13.pdf

(17)  Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0503.

(18)  Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0504.

(19)  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0418.

(20)  http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/etudes/join/2007/348584/EXPO-DROI_ET(2007)348584_EN.pdf

(21)  EUT L 200 af 30.7.2005, s. 1.

(22)  EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 107.

(23)  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0278.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/64


P7_TA(2014)0207

Saudi-Arabien

Europa-Parlamentets beslutning af 11. marts 2014 om Saudi-Arabien, dets forbindelser med EU og dets rolle i Mellemøsten og Nordafrika (2013/2147(INI))

(2017/C 378/07)

Europa-Parlamentet,

der henviser til samarbejdsaftalen af 25. februar 1989 mellem Den Europæiske Union og Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC),

der henviser til sin beslutning af 13. juli 1990 om betydningen af den frihandelsaftale, der skal indgås mellem EØF og Golfstaternes Samarbejdsråd (1),

der henviser til sin beslutning af 18. januar 1996 om Saudi-Arabien (2),

der henviser til den økonomiske aftale mellem medlemmerne af Golfstaternes Samarbejdsråd, der vedtoges den 31. december 2001 i Muscat (Oman), og til Doha-erklæringen fra Golfstaternes Samarbejdsråd om iværksættelsen af en toldunion for Golfstaternes Samarbejdsråd af 21. december 2002,

der henviser til Saudi-Arabiens ratificering i oktober 2004 af FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW), navnlig med henvisning til artikel 7 deri om politisk og offentligt liv,

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2005 om Saudi-Arabien (3),

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2006 om ytringsfrihed på internettet (4),

der henviser til sin beslutning af 10. maj 2007 om reformerne i den arabiske verden: Hvilken strategi skal EU følge? (5),

der henviser til sin beslutning af 13. december 2007 om kvinders rettigheder i Saudi-Arabien (6),

der henviser til rapporten med titlen »Implementation of the European Security Strategy: Providing Security in a Changing World«, som blev vedtaget af Rådet i december 2008,

der henviser til det fælles kommuniké fra det 19. ministermøde den 29. april 2009 i Muscat,

der henviser til det fælles handlingsprogram (2010-2013) for gennemførelsen af samarbejdsaftalen mellem EU og Golfstaternes Samarbejdsråd af 1989,

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om Middelhavsunionen (7),

der henviser til det fælles kommuniké fra det 20. ministermøde den 14. juni 2010 i Luxembourg,

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2011 om EU's forbindelser med Golfstaternes Samarbejdsråd (8),

der henviser til sin beslutning af 7. april 2011 om situationen i Syrien, Bahrain og Yemen, (9),

der henviser til sin beslutning af 7. juli 2011 om situationen i Syrien, Yemen og Bahrain i forbindelse med situationen i den arabiske verden og Nordafrika (10),

der henviser til sin beslutning af 15. september 2011 om situationen i Syrien (11),

der henviser til sin beslutning af 27. oktober 2011 om Bahrain (12),

der henviser til sine beslutninger om de årlige møder i FN's Menneskerettighedskommission i Genève (2000-2012),

der henviser til det besøg, som formanden for Underudvalget om Menneskerettigheder i Europa-Parlamentet aflagde på vegne af formand Martin Schulz i Saudi-Arabien den 24.-25. november 2013,

der henviser til sine årlige betænkninger om menneskerettighederne,

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0125/2014),

A.

der henviser til, at Kongeriget Saudi-Arabien (KSA) er en indflydelsesrig politisk, økonomisk og religiøs aktør i Mellemøsten og den islamiske verden, verdens førende olieproducent og grundlægger og ledende medlem af Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) og G20-gruppen; der henviser til, at Kongeriget Saudi-Arabien er en vigtig partner for EU;

B.

der henviser til, at EU er Saudi-Arabiens største handelspartner og tegner sig for 15 % af den samlede handel, og at KSA er EU's ellevestørste handelspartner; der henviser til, at en lang række EU-virksomheder har investeret i den saudiarabiske økonomi, navnlig i oliebranchen; der henviser til, at Saudi-Arabien er et vigtigt marked for EU's eksport af varer inden for forsvars-, transport-, bil- og medicinalindustrien samt eksport af kemiske stoffer;

C.

der henviser til, at importen af varer fra KSA til EU og eksporten af varer fra EU til KSA er steget betragteligt fra 2010 til 2012;

D.

der henviser til, at forhandlingerne om indgåelse af en frihandelsaftale mellem EU og Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC), som blev indledt for over 20 år siden, endnu ikke er afsluttet;

E.

der henviser til, at EU og Saudi-Arabien står over for fælles udfordringer, der er globale med hensyn til oprindelse og indvirkning, herunder en økonomi i hastig forandring, migration, energisikkerhed, international terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og miljøødelæggelse;

F.

der henviser til, at en ændring af den politiske og strategiske kontekst i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen) kræver en revurdering af forbindelserne mellem EU og KSA;

G.

der henviser til, at KSA er et absolut arvemonarki uden et valgt parlament; der henviser til, at landet står over for udfordringen med royal arvefølge; der henviser til, at KSA har en befolkning på 28 millioner, herunder 9 millioner udlændinge og 10 millioner unge mennesker under 18 år; der henviser til, at der er gennemført beskedne og gradvise reformer i KSA siden 2001, men at de ikke er blevet institutionaliseret og dermed let kan vendes; der henviser til, at landets historik inden for menneskerettigheder ikke er god med grundlæggende kløfter mellem dets internationale forpligtelser og gennemførelsen deraf;

H.

der henviser til, at Saudi-Arabiens første kommunalvalg i 2005 udgjorde den første valgproces i landets historie; der henviser til, at kun halvdelen af byrådsmedlemmerne i 2015 vil være folkevalgt, mens den anden halvdel fortsat vil være udnævnt af kongen;

I.

der henviser til, at der alene i år for første gang er udpeget 30 kvinder til Shura-rådet, og at kvinder fra 2015 får mulighed for at stemme til kommunalvalg;

J.

der henviser til, at Verdensbankens rapport med titlen »Women, Business and the Law 2014 — Removing Restrictions to Enhance Gender Equality« (13) placerer Saudi-Arabien øverst på listen over lande, hvis lovgivning begrænser kvindernes økonomiske potentiale;

K.

der henviser til, at KSA er det eneste land i verden, hvor kvinder ikke må føre bil; der henviser til, at selv om der ikke er indført en officiel lov, som forbyder kvinder at føre bil, har et ministerielt dekret fra 1990 formaliseret det eksisterende forbud, hvormed kvinder, der forsøger at føre bil, bliver anholdt;

L.

der henviser til, at Saudi-Arabien ifølge UNDP's 2012-indeks for ulighed mellem kønnene (GII) er nr. 145 af 148 lande, hvilket gør Saudi-Arabien til et af de mest ulige lande i verden; der henviser til, at KSA rangerer som et af de svageste lande i verden, hvad angår kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, hvilket fremgår af Det Verdensøkonomiske Forums rapport fra 2012 om kønsskævhed (nr. 133 af 135 lande);

M.

der henviser til, at Saudi-Arabien anvender dødsstraf for en lang række forbrydelser, og at mindst 24 personer blev henrettet i 2013; der henviser til, at mindst 80 personer blev henrettet i 2011, og at et tilsvarende antal blev henrettet i 2012, herunder mindreårige og udlændinge, hvilket er mere end tre gange så mange som i 2010; der henviser til, at KSA er et af de sjældne lande, der stadig gennemfører offentlige henrettelser; der henviser til, at der har været beretninger om kvinder, der bliver henrettet ved stening i Saudi-Arabien, hvilket overtræder de standarder, der er vedtaget af FN's Kvindekommission, som har fordømt dette som en barbarisk form for tortur;

N.

der henviser til, at KSA har truffet afgørende og strenge foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og finansielle aktiviteter i tilknytning hertil; der henviser til, at KSA samtidig spiller en ledende rolle i forhold til at formidle og fremme en særlig streng fortolkning (salafisme/wahhabisme) af islam i hele verden; der henviser til, at de mest ekstreme manifestationer af salafisme/wahhabisme har inspireret terrororganisationer som Al-Qaeda og udgør en global sikkerhedstrussel, herunder for KSA selv; der henviser til, at KSA har udviklet et system til at kontrollere finansielle transaktioner for at sikre, at der ikke kanaliseres midler til terrororganisationer, og at dette system bør styrkes yderligere;

O.

der henviser til, at FN's eksperter på menneskerettighedsområdet er dybt bekymret over de omfattende antiterrorforanstaltninger, der indebærer hemmelig tilbageholdelse, og som har ført til tilbageholdelse og fængsling af fredelige systemkritikere på grund af anklager om terrorvirksomhed; der henviser til, at de internationale menneskerettighedsorganisationer har opfordret kong Abdullah til at forkaste den antiterrorlov, der blev vedtaget af ministerrådet den 16. december 2013 på grund af den alt for brede definition af terrorisme, som medfører urimelige restriktioner for ytringsfriheden, ved potentielt at kriminalisere kritiske udtalelser om den saudiarabiske regering eller det saudiarabiske samfund;

P.

der henviser til, at ytrings-, presse- og mediefrihed såvel online som offline er en afgørende forudsætning og katalysator for demokratisering, reformer og kontrolbeføjelser;

Q.

der henviser til, at KSA har et livligt miljø af onlineaktivister og det højeste antal Twitter-brugere i Mellemøsten;

R.

der henviser til, at menneskerettighedsorganisationernes arbejde i KSA er stærkt begrænset, hvilket bl.a. kan ses ved, at myndighederne nægter at registrere Adala Centre for Human Rights og Union for Human Rights; der henviser til, at velgørende organisationer fortsat er den eneste type civilsamfundsorganisation, som er tilladt i kongeriget;

S.

der henviser til, at KSA skal sikre reel religionsfrihed, navnlig vedrørende offentlig praktisering og religiøse mindretal, i tråd med en vigtig rolle, som KSA spiller som vogter af de to hellige moskeer i Mekka og Medina;

T.

der henviser til, at KSA fortsat begår omfattende krænkelser af de grundlæggende menneskerettigheder, selv om landet har accepteret en betydelig række anbefalinger i den universelle regelmæssige gennemgang i FN's Menneskerettighedsråd i 2009; der henviser til, at disse anbefalinger omfattede en reform af strafferetssystemet, som for nuværende er i strid med størstedelen af de grundlæggende internationale standarder, idet tilbageholdte ofte oplever systematiske krænkelser af retten til en retfærdig rettergang, eftersom landet ikke har nogen skriftlig straffelov, som klart definerer en strafbar handling, hvormed dommere frit kan træffe afgørelser baseret på deres egne fortolkninger af den islamiske lov og profetiske traditioner; der henviser til, at den nuværende justitsminister har understreget sin hensigt om at kodificere sharialoven og udfærdige retningslinjer for domfældelse;

U.

der henviser til, at en række gradvise reformer af retsvæsenet blev indledt af kong Abdullah i 2007, da han vedtog planen for det nye retssystem, herunder etablering af højesteret og særlige afdelinger for handels-, arbejds- og forvaltningsret;

V.

der henviser til, at over 1 mio. mennesker fra Etiopien, Bangladesh, Indien, Filippinerne, Pakistan og Yemen er blevet sendt hjem i løbet af de seneste få måneder som følge af en reform af arbejdsretten, der har til hensigt at mindske det høje antal vandrende arbejdstagere og følgelig bekæmpe arbejdsløsheden blandt de saudiarabiske borgere; der henviser til, at den pludselige og enorme tilstrømning af hjemvendte har lagt yderligere pres på de ofte fattige og skrøbelige oprindelseslande;

W.

der henviser til, at FN's Generalforsamling den 12. november 2013 valgte KSA til Menneskerettighedsrådet for en periode på tre år med tiltrædelse den 1. januar 2014;

X.

der henviser til, at indledningen af en menneskerettighedsdialog mellem KSA og EU kan frembyde en god lejlighed til at styrke den gensidige forståelse og fremme yderligere reformer i landet;

1.

anerkender den indbyrdes afhængighed mellem EU og KSA med hensyn til regional stabilitet, forbindelser med den islamiske verden, overgangene i landene i det arabiske forår, den israelske/palæstinensiske fredsproces, krigen i Syrien, de forbedrede forbindelser med Iran, bekæmpelse af terror, stabiliteten på de globale olie- og finansmarkeder, handel, investeringer og globale forvaltningsspørgsmål, navnlig inden for Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og G20; understreger, at det geopolitiske miljø bevirker, at KSA og de andre GCC-lande bør fokusere på sikkerhedsmæssige udfordringer med regionale og globale konsekvenser;

2.

deler nogle af KSA's bekymringer, men opfordrer regeringen til aktivt og konstruktivt at deltage i det internationale samfund; glæder sig i den forbindelse især over aftalen mellem USA og Rusland om at fjerne kemiske våben fra Syrien og samtidig forhindre en militær konfrontation;

3.

opfordrer ligeledes KSA til aktivt at støtte den nylige interimsaftale mellem E3+3 og Iran samt bidrage til at sikre en diplomatisk løsning på de uafklarede atomspørgsmål i form af en mere omfattende aftale inden for de kommende seks måneder med henblik på at opnå fred og sikkerhed i hele regionen;

4.

understreger den europæiske interesse i en fredelig og ordentlig udvikling og politisk reformproces i KSA som en vigtig faktor for langsigtet fred, stabilitet og udvikling i regionen;

5.

opfordrer myndighederne i KSA til at indlede en dialog om menneskerettigheder med EU for at sikre en bedre forståelse og identifikation af de nødvendige ændringer;

6.

opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at tillade menneskerettighedsorganisationernes arbejde ved at tillade deres registrering; beklager chikanen mod menneskerettighedsaktivister og deres tilbageholdelse uden sigtelse;

7.

opfordrer myndighederne i KSA til at give landets nationale menneskerettighedsorganisation mulighed for at handle uafhængigt og i overensstemmelse med FN's principper for nationale menneskerettighedsinstitutioner (Parisprincipperne);

8.

minder om, at KSA's menneskerettighedshistorik blev vurderet i den universelle regelmæssige gennemgang i FN's Menneskerettighedsråd i februar 2009, og at myndighederne i KSA formelt accepterede en betydelig række anbefalinger fra EU's medlemsstater under gennemgangen, herunder f.eks. opfordringer til at afskaffe det mandlige formynderskab og begrænse anvendelsen af dødsstraffen og fysisk afstraffelse; afventer mere væsentlige fremskridt i gennemførelsen af disse anbefalinger og opfordrer indtrængende KSA til at anlægge en konstruktiv tilgang til anbefalingerne i forbindelse med den igangværende universelle regelmæssige gennemgang for 2013;

9.

udtrykker dyb bekymring over de fortsatte og omfattende krænkelser af menneskerettighederne, herunder vilkårlige arrestationer og tilbageholdelser, tortur, rejseforbud, retslig chikane og uretfærdige retssager; er især bekymret over, at antiterrorforanstaltninger i stigende grad anvendes som redskab til at anholde menneskerettighedsforkæmpere, og at straffrihed for overtrædelser af menneskerettighederne ifølge beretninger bliver mere og mere udbredt; opfordrer den saudiarabiske regering til hurtigst muligt at følge anbefalingerne i den universelle regelmæssige gennemgang fra 2009, herunder ved at fortsætte og intensivere reformen af retsvæsenet;

10.

glæder sig over KSA's engagement i FN's menneskerettighedssystem i medfør af FN's Menneskerettighedsråd, og glæder sig over de universelle menneskerettighedskonventioner, som landet hidtil har ratificeret; opfordrer imidlertid KSA til at undertegne og ratificere FN's øvrige menneskerettighedskonventioner og -aftaler, herunder den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og konventionen om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder;

11.

mener, at medlemsskab af FN's Menneskerettighedsråd især resulterer i en global forventning om respekt for menneskerettigheder og demokrati, og opfordrer KSA til at øge sine reformbestræbelser; forventer, at medlemmerne af FN's Menneskerettighedsråd samarbejder fuldt ud med FN's særlige udsendte og muliggør uhindrede besøg fra FN's særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf;

12.

bemærker, at KSA efter sigende har det største antal Twitter-brugere i verden, hvilket understreger den store rolle, som internettet og de sociale medier spiller i landet, og den stigende brug af internettet og de sociale medier blandt kvinder; opfordrer myndighederne i KSA til at tillade uafhængig presse og uafhængige medier samt sikre ytringsfrihed, foreningsfrihed og retten til at deltage i fredelige forsamlinger for alle indbyggere i KSA; beklager undertrykkelsen af aktivister og demonstranter i forbindelse med fredelige demonstrationer; understreger, at fredelig støtte til grundlæggende juridiske rettigheder eller fremsættelse af kritiske bemærkninger på de sociale medier er udtryk for en ufravigelig rettighed, som Parlamentet har understreget i sin betænkning om digital frihed; understreger, at presse- og mediefrihed såvel online som offline er afgørende i et frit samfund og er en afgørende forudsætning for kontrolbeføjelser;

13.

opfordrer den saudiarabiske regering til at opfylde sine forpligtelser i henhold til en række menneskerettighedsinstrumenter, herunder det arabiske menneskerettighedscharter, konventionen om barnets rettigheder, konventionen mod tortur samt konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder;

14.

opfordrer KSA til at undertegne og ratificere Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol;

15.

opfordrer myndighederne i KSA til at forbedre det shariabaserede strafferetssystem for at overholde de internationale standarder på området for arrestation, fængsling og retsforfølgning samt indsattes rettigheder;

16.

opfordrer myndighederne i KSA til at frigive samvittighedsfanger og standse den retslige og udenretslige chikane mod menneskerettighedsforkæmpere samt fremskynde gennemførelsen af den nye lovgivning om ngo'er og sikre retten til registrering og friheden til lovligt at udøve deres aktiviteter;

17.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til aktivt at støtte civilsamfundsgrupper, som arbejder til fordel for menneskerettigheder og demokrati i Saudi-Arabien; opfordrer EU's delegation i Riyadh til at følge en aktiv menneskerettighedsdagsorden og dermed fungere som observatører i forbindelse med retssager samt foretage fængselsbesøg;

18.

gentager sin opfordring til universel afskaffelse af tortur, fysisk afstraffelse og dødsstraf og opfordrer til et omgående moratorium for eksekvering af dødsstraf i KSA; beklager, at KSA fortsat anvender dødsstraf for en lang række forbrydelser; opfordrer ligeledes de saudiarabiske myndigheder til at reformere retssystemet for at afskaffe alle former for fysisk afstraffelse; glæder sig i den forbindelse over, at KSA for nylig har vedtaget en lovgivning, der betragter vold i hjemmet som en lovovertrædelse;

19.

tager stærkt afstand fra halshugningen af den srilankanske stuepige, Rizana Nafeek, i Saudi-Arabien i januar sidste år for en forbrydelse, hun angiveligt havde begået som mindreårig, hvilket er en klar overtrædelse af konventionen om barnets rettigheder, som udtrykkeligt forbyder dødsstraf for personer, som var under 18 år på tidspunktet for lovovertrædelsen;

20.

opfordrer myndighederne i KSA til at sikre, at alle påstande om tortur eller anden mishandling undersøges grundigt og uvildigt, at alle påståede gerningsmænd retsforfølges samt sikre, at erklæringer opnået under tortur ikke kan anvendes som bevis i straffesager;

21.

beklager dybt, at der trods ratifikationen af den internationale konvention mod tortur hyppigt opnås tilståelser under tvang eller som følge af tortur; opfordrer indtrængende de saudiarabiske myndigheder til at sikre en fuldstændig udryddelse af tortur fra det saudiarabiske rets- og fængselsvæsen;

22.

udtrykker sin store bestyrtelse over, at KSA er et af de lande i verden, der fortsat anvender offentlige henrettelser, amputationer og piskning; opfordrer myndighederne i KSA til at vedtage lovgivning, der forbyder denne praksis, som udgør en grov overtrædelse af en række internationale menneskerettighedsinstrumenter, som KSA er part i;

23.

beklager, at myndighederne i KSA ikke har inviteret FN's særlige rapportør om tortur og FN's særlige rapportør om menneskerettighedsforkæmpere på trods af, at FN's højkommissær for menneskerettigheder har anbefalet alle lande at udsende officielle invitationer til FN's særlige rapportører;

24.

opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at respektere offentlig gudsdyrkelse af enhver trosretning; glæder sig over oprettelsen af Kong Abdullah bin Abdulaziz' Internationale Center for Interreligiøs og Interkulturel Dialog (KAICIID) i Wien, som har til hensigt at fremme dialogen mellem forskellige religioner og kulturer i verden; opfordrer myndighederne til at fremme mådehold og tolerance af religiøs mangfoldighed på alle niveauer i uddannelsessystemet, herunder i religiøse etablissementer, samt hos embedsmænd og tjenestemænd i den offentlige debat;

25.

understreger behovet for at respektere de grundlæggende rettigheder for alle religiøse mindretal; opfordrer myndighederne til i højere grad at tilstræbe tolerance og sameksistens blandt alle religiøse grupper; opfordrer dem indtrængende til fortsat at revidere uddannelsessystemet for at fjerne eksisterende diskriminerende henvisninger til tilhængere af andre religioner eller trosretninger;

26.

opfordrer myndighederne i KSA til at fastsætte en minimumsalder for indgåelse af ægteskab og træffe foranstaltninger med henblik på at forbyde barneægteskaber i overensstemmelse med konventionen om barnets rettigheder og konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, som begge er ratificeret af KSA;

27.

bemærker, at kongen i 2013 udnævnte de første kvinder til Den Rådgivende Forsamling (Shura-rådet) i KSA, og at kvinderne nu indtager 30 ud af 150 pladser; ser frem til yderligere at udvikle kontakterne og de institutionelle forbindelser mellem Europa-Parlamentet og Shura-rådet; forventer, at kongens erklæring om, at kvinder må stemme og stille op til de næste kommunalvalg, som holdes i 2015, gennemføres, og at de efterfølgende må stemme og stille op til alle andre valg;

28.

opfordrer indtrængende myndighederne i KSA til at ophæve systemet med mandligt formynderskab og advarer om, at loven om beskyttelse af kvinder mod vold i hjemmet, som blev vedtaget den 26. august 2013, først vil være effektiv, når Saudi-Arabiens system med mandligt formynderskab ophæves, idet det hæmmer kvinders mulighed for at anmelde tilfælde af misbrug i hjemmet eller seksuelt misbrug; opfordrer indtrængende myndighederne til at ophæve alle restriktioner for kvinders rettigheder, herunder for deres frie bevægelighed, for deres sundhed, uddannelse og ægteskab, for deres beskæftigelsesmuligheder og for deres status som juridiske personer og for deres repræsentation i retssager samt at afskaffe enhver form for diskrimination af kvinder i familieretten og i privatlivet og det offentlige liv for at fremme deres deltagelse i det økonomiske, sociale, kulturelle og politiske liv; glæder sig over den globale kampagne, som støtter ophævelsen af kvinders forbud mod at føre bil; opfordrer myndighederne til at afholde sig fra at udøve pres på de personer, der kæmper for kvinders ret til at føre bil; minder desuden den saudiarabiske regering om dens forpligtelser i henhold til konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og konventionen om barnets rettigheder, samt dem der ligeledes påhviler den som følge af FN's Generalforsamlings resolution 53/144, hvori erklæringen om menneskerettighedsforkæmpere vedtages; henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt at fremme denne type af bevidstgørelseskampagner og at rette dem mod mænd, således at de også bliver bevidste om kvinders rettigheder og om de overordnede konsekvenser for samfundet af manglende respekt for disse rettigheder; insisterer på, at denne information skal nå helt ud i landområderne og områder, der er isoleret fra resten af landet;

29.

glæder sig over den seneste lovgivning, der tillader saudiarabiske piger i privatskoler at dyrke sport, men beklager, at piger i offentlige skoler ikke er omfattet; glæder sig over det store antal kvindelige akademikere, som i dag overstiger antallet af mandlige, og opfordrer regeringen til at øge indsatsen til fremme af kvinders uddannelse; understreger imidlertid, at saudiarabiske kvinder udgør 57 % af landets akademikere, men at kun 18 % af saudiarabiske kvinder over 15 år er beskæftiget, hvilket er en af de laveste beskæftigelsesgrader i verden; anmoder derfor den saudiarabiske regering om endnu engang at se på og reformere systemet for uddannelse af kvinder for at øge deres økonomiske deltagelse, sikre større fokus på at styrke iværksætterkompetencer og tackle de særlige udfordringer, der knytter sig til ligestilling inden for de lovgivningsmæssige rammer, med henblik på at forbedre kvinders adgang til den statslige virksomhedsregistrering; glæder sig over det uddannelsesprogram, der er igangsat i fællesskab med den nationale organisation for fælles uddannelse, som sigter mod at forberede unge piger på at komme ud på arbejdsmarkedet, og fremhæver de saudiarabiske myndigheders bestræbelser på at forbedre de unge pigers vilkår på uddannelsesområdet og styrke kvinders muligheder inden for nye sektorer, som normalt er forbeholdt mænd;

30.

støtter bestræbelserne i KSA på at fremme videregående uddannelse for kvinder, hvilket fører til udvikling af nye uddannelsestendenser i kongeriget; bemærker, at antallet af kvinder tilmeldt de højere uddannelsesinstitutioner i 2011 udgjorde 473 725 (429 842 mænd), mens der kun var tilmeldt fire kvinder i 1961, og at antallet af kvinder, der afsluttede deres uddannelse i 2011, udgjorde 59 948 (55 842 mænd); bemærker desuden, at andelen af kvindelige studerende på alle skoleniveauer steg fra 33 % mellem 1974-75 til 81 % i 2013; glæder sig over den internationale studiestipendieordning, som har gjort det muligt for 24 581 kvinder at studere i udlandet;

31.

glæder sig over de første licenser til kvindelige advokater, men beklager, at retssystemet ligger i hænderne på mandlige dommere med religiøs baggrund; bemærker den gradvise kodificering af sharialoven, som er undervejs, og opfordrer indtrængende til, at den fremskyndes, eftersom manglende kodificering og retspraksis ofte medfører betydelig usikkerhed i anvendelsen og indholdet af landets love samt justitsmord; konstaterer, at det er utroligt vigtigt at sikre dommernes uafhængighed og tilstrækkelig juridisk uddannelse af dem;

32.

glæder sig over, at KSA har ratificeret fire af FN's menneskerettighedskonventioner, nemlig: konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (CEDAW, ratificeret i 2000), konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1997), konventionen om barnets rettigheder (1996) og den internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination (1997);

33.

fremhæver betydningen af den åbne debat, der finder sted blandt kvindelige islamiske akademikere med hensyn til at fortolke religiøse tekster ud fra et kvinderettigheds- og ligestillingsperspektiv;

34.

understreger, at alle forhandlinger om en EU-frihandelsaftale, der omfatter Saudi-Arabien, først skal fastsætte ufravigelige bestemmelser, der sikrer beskyttelse af kvinder og piger;

35.

hilser de beslutninger velkommen, som beskæftigelsesministeriet for nylig har truffet med henblik på at fremskynde ansættelse af kvinder i forskellige brancher i den private sektor, og som har ført til en stigning i antallet af saudiarabiske kvinder, der arbejder i den private sektor, fra 55 600 i 2010 til omkring 100 000 i 2011 og 215 840 ved udgangen af 2012; glæder sig over beskæftigelsesministeriets beslutning om i sammenhæng med fonden til udvikling af menneskelige ressourcer at indføre programmer til fremme af kvinders beskæftigelse;

36.

opfordrer myndighederne til at forbedre arbejdsforholdene for og behandlingen af indvandrerarbejdstagere og være særligt opmærksomme på situationen for kvinder, som arbejder som hushjælpere, og som er i særlig risiko for seksuelle overgreb, og som ofte udsættes for slavelignende forhold; opfordrer den saudiarabiske regering til at fortsætte reformerne af arbejdsmarkedslovgivningen og især til fuldt ud at afskaffe formidlersystemet benævnt kafala; glæder sig over den nylige appel fra den nationale forening for menneskerettigheder til regeringen om at lade ansættelsen af udenlandsk arbejdskraft være underlagt beskæftigelsesministeriet; glæder sig over de seneste bestræbelser på at indføre national arbejdsmarkedslovgivning med henblik på at yde standardiseret beskyttelse til hushjælpere og sikre, at arbejdsgivere, som er ansvarlige for seksuel og fysisk misbrug og misbrug af arbejdsmarkedsrettigheder, retsforfølges;

37.

opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at standse den seneste tids voldelige angreb mod vandrende arbejdstagere og frigive de tusindvis af personer, der er blevet anholdt og tilbageholdes i interimistiske centre, som efter sigende ofte er uden passende ly eller lægehjælp; opfordrer hjemlandene til at samarbejde med de saudiarabiske myndigheder med henblik på at organisere arbejdstagernes hjemvenden så humant som muligt; beklager, at gennemførelsen af arbejdsmarkedslovgivningen ofte ikke gennemføres i overensstemmelse med internationale standarder, og at ubegrundet vold anvendes mod illegale indvandrere, hvilket bl.a. var tilfældet i forbindelse med overgrebene i november 2013, hvor tre etiopiske statsborgere blev dræbt, 33 000 mennesker blev tilbageholdt og omkring 200 000 illegale indvandrere blev udvist;

38.

glæder sig over, at KSA har ratificeret nogle af de vigtigste ILO-konventioner, herunder konvention nr. 182 om afskaffelse af de værste former for børnearbejde; glæder sig over tiltrædelsen af protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn (Palermoprotokollen); forventer, at der vil blive gennemført retslige og politiske reformer med henblik på at sikre overholdelsen af alle disse internationale konventioner;

39.

bemærker, at KSA for nylig har afslået en ikkepermanent plads i FN's Sikkerhedsråd;

40.

mener, at løsningen på regionens eskalerende sikkerhedsproblemer ligger i at oprette fælles sikkerhedsrammer, som omfatter alle lande, og hvor der tages højde for alle landes legitime sikkerhedsinteresser;

41.

understreger den kritiske betydning, som samarbejdet mellem EU og KSA har for bekæmpelsen af terrorisme og voldelig ekstremisme, og understreger, at det kun vil være effektivt, hvis det respekterer de grundlæggende menneskerettigheder og borgerrettigheder; opfordrer myndighederne i KSA til at forbedre kontrollen med saudiarabiske borgeres og velgørende organisationers finansiering af radikale militante grupper i udlandet; glæder sig over bidraget til aftalen om oprettelse af et FN-terrorbekæmpelsescenter (UNCCT), der blev undertegnet af FN og KSA den 19. september 2011, og KSA's beslutning om en treårig finansieringsperiode;

42.

er bekymret over, at nogle af KSA's borgere og organisationer yder finansiel og politisk støtte til nogle religiøse og politiske grupper i Nordafrika, Mellemøsten, Asien og navnlig Sydasien (især Pakistan og Afghanistan), Tjetjenien og Dagestan, hvilket kan styrke fundamentalistiske og obskurantiske styrker og dermed undergrave bestræbelserne på at pleje en demokratisk forvaltning og modvirke kvinders deltagelse i det offentlige liv;

43.

opfordrer myndighederne i KSA til at samarbejde med EU og på internationalt plan at standse salafi-bevægelser, der støtter de militære oprørere i Malis antistatslige aktiviteter, da de fører til destabilisering af hele regionen;

44.

understreger, at KSA er et vigtigt medlem af gruppen »Venner af Syrien«; opfordrer KSA til at bidrage til en fredelig, inklusiv løsning på den syriske konflikt, navnlig gennem støtte til Genève II-drøftelserne, uden forhåndsbetingelser; opfordrer endvidere KSA til at yde en mere aktiv støtte og den nødvendige humanitære nødhjælp til de syriske ofre for den syriske borgerkrig; opfordrer KSA til at indstille sin finansielle, militære og politiske støtte til syriske ekstremistiske grupper samt opfordre andre lande til at gøre det samme;

45.

gentager sin opfordring til KSA om at bidrage konstruktivt og mægle med henblik på at skabe fredelige reformer og national dialog i Bahrain;

46.

opfordrer myndighederne i KSA til at indgå i en fredelig dialog med Iran om bilaterale forbindelser og regionens fremtid; glæder sig endvidere over erklæringen af 24. november 2013 fra KSA's regering om resultatet af Genèveaftalen med Iran;

47.

opfordrer EU og KSA til effektivt at samarbejde om at finde en retfærdig og bæredygtig løsning, som kan bringe konflikten mellem Israel og Palæstina til ophør;

48.

opfordrer EU-institutionerne til at øge deres tilstedeværelse i regionen og til at styrke forbindelserne med KSA ved at øge midlerne til delegationen i Riyadh samt planlægge regelmæssige besøg til KSA, navnlig på vegne af EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik;

49.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformanden i Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, FN's generalsekretær, FN's højkommissær for menneskerettigheder, kong Abdullah Ibn Abdul Aziz, regeringen i Kongeriget Saudi-Arabien og generalsekretæren for centret for national dialog i Kongeriget Saudi-Arabien.


(1)  EFT C 231 af 17.9.1990, s. 216.

(2)  EFT C 32 af 5.2.1996, s. 98.

(3)  EUT C 320 E af 15.12.2005, s. 281.

(4)  EUT C 303 E af 13.12.2006, s. 879.

(5)  EUT C 76 E af 27.3.2008, s. 100.

(6)  EUT C 323 E af 18.12.2008, s. 529.

(7)  EUT C 161 E af 31.5.2011, s. 126.

(8)  EUT C 247 E af 17.8.2012, s. 1.

(9)  EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 81.

(10)  EUT C 33 E af 5.2.2013, s. 158.

(11)  EUT C 51 E af 22.2.2013, s. 118.

(12)  EUT C 131 E af 8.5.2013, s. 125.

(13)  http://wbl.worldbank.org/~/media/FPDKM/WBL/Documents/Reports/2014/Women-Business-and-the-Law-2014-Key-Findings.pdf


Onsdag den 12. marts 2014

9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/73


P7_TA(2014)0208

Pakistans regionale rolle og politiske forbindelser med EU

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om Pakistans regionale rolle og politiske forbindelser med EU (2013/2168(INI))

(2017/C 378/08)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 2 og 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) samt til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

der henviser til EU's og Pakistans femårsplan for deres engagement fra februar 2012 (1),

der henviser til EU's strategiramme og handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati (11855/2012) som vedtaget af Udenrigsrådet den 25. juni 2012 (2),

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi med titlen »Et sikkert Europa i en bedre verden«, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og til rapporten om dens gennemførelse med titlen »At skabe sikkerhed i en verden i forandring«, som blev godkendt af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer (3), som navnlig fastsætter bestemmelse om den særlige ansporende ordning for »bæredygtig udvikling og god regeringsførelse« (»GSP Plus«),

der henviser til bilag VIII i ovennævnte forordning, som indeholder en liste over FN/ILO-konventioner om centrale menneske- og arbejdstagerrettigheder og konventioner om miljø og god regeringsførelse, som Pakistan har ratificeret og givet tilsagn om reelt at gennemføre,

der henviser til Udenrigsrådets konklusioner om Pakistan af 11. marts 2013,

der henviser til sin beslutning af 7. februar 2013 om nylige angreb på sundhedsarbejdere i Pakistan (4), sin holdning af 13. september 2012 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af hastende autonome handelspræferencer for Pakistan (5) samt sin beslutning af 15. december 2011 om kvinders situation i Afghanistan og Pakistan (6) samt til besøget i Pakistan i august 2013 af en delegation fra Underudvalget om Menneskerettigheder,

der henviser til rapporten fra FN's særlige rapportør om fremme og beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med terrorbekæmpelse, Ben Emmerson, af 18. september 2013 og rapporten fra FN's særlige rapportør om udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser, Christof Heyns, af 13. september 2013,

der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 68/178 af 18. december 2013 om beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med terrorbekæmpelse,

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget og udtalelse fra Udviklingsudvalget (A7-0117/2014),

A.

der henviser til, at Pakistans strategiske rolle i regionen, dets forbindelser med nabolandene og forbindelserne mellem EU og Pakistan er af stor og voksende betydning for EU i betragtning af landets centrale beliggenhed i hjertet af en ustabil region, dets centrale placering i forhold til sikkerhed og udvikling i Central- og Sydasien og dets afgørende rolle i terrorbekæmpelse, ikkespredning, narkotikasmugling, menneskehandel og andre tværnationale trusler, som alle har indflydelse på EU-borgernes sikkerhed og velbefindende;

B.

der henviser til, at parlamentsvalget i maj 2013 markerede den første overdragelse af regeringsmagten fra én folkevalgt, civil regering til en anden i Pakistans nyere historie; der henviser til, at Pakistans demokratiske proces understøttes af mere udbredte sociale ændringer, herunder en voksende middelklasse i byerne og et stadig mere aktivt civilsamfund og uafhængige medier;

C.

der henviser til, at landets politiske og økonomiske fremskridt hæmmes af omsiggribende interne og regionale sikkerhedsproblemer, såsom ekstremisme, sekteriske stridigheder, selvmord og målrettede likvideringer samt lovløshed i stammeområderne, som forstærkes af de svage retshåndhævende myndigheder og det strafferetlige system;

D.

der henviser til, at Pakistan har en af verdens største andele af befolkningen uden skolegang, idet det skønnes, at 12 mio. børn ikke går i skole, og at ca. to tredjedele af de pakistanske kvinder og halvdelen af de pakistanske mænd er analfabeter; der henviser til, at landet fortsat rangerer som nr. 134 ud af 135 lande i Det Verdensøkonomiske Forums rapport om »kønsskævhed«;

E.

der henviser til, at Pakistan ifølge Global Climate Risk Index er blandt de 12 lande, som er hårdest ramt af klimaforandringer i de seneste 20 år, har været ramt af alvorlige oversvømmelser og vandmangel og er direkte berørt af tilbagetrækningen af gletsjere på Himalaya- og Karakorumbjergkæderne;

F.

der henviser til, at Pakistan er et semiindustrialiseret land i den lavere mellemindkomstklasse, og at omkring en tredjedel af dets befolkning lever under fattigdomsgrænsen; der henviser til, at Pakistan er nr. 146 ud af 187 lande på 2012-indekset for menneskelig udvikling (HDI) og er rykket ned fra pladsen som nr. 145 i 2011; der henviser til, at den økonomiske situation i Pakistan er blevet forværret af flere på hinanden følgende naturkatastrofer, og at en høj grad af usikkerhed, ustabilitet og udbredt korruption i landet svækker dets økonomiske vækst og begrænser regeringens mulighed for at udvikle staten;

G.

der henviser til, at Pakistan er sårbart over for en lang række farer, især oversvømmelser og jordskælv; der henviser til, at den skrøbelige sikkerhedssituation sammen med Pakistans sociale udfordringer fungerer som en katalysator, der øger landets sårbarhed; der henviser til, at mange års katastrofer har udpint overlevelsesstrategierne i de i forvejen forarmede samfund og i alvorlig grad svækket deres modstandskraft over for fremtidige katastrofer;

H.

der henviser til, at Pakistans konstruktive medvirken er afgørende for at opnå forsoning, fred og politisk stabilitet i de omkringliggende lande, og navnlig i Afghanistan, specielt på baggrund af den planlagte tilbagetrækning af NATO's kampstyrker i 2014;

I.

der henviser til, at Pakistan er en af de største modtagere af EU's udviklingsbistand og nødhjælp, og til, at EU er Pakistans største eksportmarked;

J.

der henviser til, at Pakistan er en stadigt vigtigere partner for EU, hvad angår bekæmpelse af terrorisme, spredning af atomvåben, menneske- og narkotikasmugling og organiseret kriminalitet, samt i bestræbelserne på at sikre regional stabilitet;

K.

der henviser til, at EU og Pakistan for nylig har valgt at uddybe og udvide deres bilaterale forbindelser som eksemplificeret ved femårsplanen for parternes engagement, der blev lanceret i februar 2012, og den første strategiske dialog mellem EU og Pakistan, som blev afholdt i juni 2012;

L.

der henviser til, at formålet med EU's og Pakistans femårige engagementsplan fra 2012 er at opbygge strategiske forbindelser og skabe et partnerskab for fred og udvikling, der bygger på fælles værdier og principper;

M.

der henviser til, at Pakistan fra og med den 1. januar 2014 nu er integreret i EU's særlige generelle ordning for handelspræferencer (GSP Plus);

N.

der henviser til, at Ali Enterprises' fabrik i Karachi, som producerer jeans til det europæiske marked, i september 2012 blev ødelagt af en brand, som førte til, at 286 indespærrede arbejdstagere blev dræbt; der henviser til, at integreringen af Pakistan i GSP Plus-ordningen vil kunne sætte skub i produktionen i tekstilsektoren og gøre forbedringen af arbejdstagerrettigheder og produktionsforhold stadigt vigtigere;

1.

fremhæver betydningen af valget i maj 2013 for konsolideringen af demokratiet og det civile styre i Pakistan; tilskynder Pakistans politiske elite til at benytte dette momentum til yderligere at styrke de demokratiske institutioner, retsstatsprincippet, den civile kontrol over alle områder inden for offentlig forvaltning, specielt sikkerhedsstyrkerne og dommerstanden, fremme intern og regional sikkerhed, iværksætte forvaltningsmæssige reformer med henblik på at puste nyt liv i den økonomiske vækst, styrke gennemsigtigheden og bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og afbøde social uretfærdighed samt til at standse og rette op på alle menneskerettighedskrænkelser;

2.

er imidlertid af den opfattelse, at opbygningen af et bæredygtigt demokrati og et pluralistisk samfund — såvel som opnåelsen af større social retfærdighed, udryddelsen af dyb fattigdom og underernæring i dele af landet, forbedringen af det grundlæggende uddannelsesniveau og forberedelsen af landet på virkningerne af klimaforandringerne — vil indebære gennemgribende og vanskelige reformer af Pakistans politiske og socioøkonomiske orden, som stadig er karakteriseret ved feudalistiske strukturer, når det gælder ejendomsretten til jord og politiske tilhørsforhold, samt skævheder i prioriteringen mellem på den ene side udgifter til militæret og på den anden side velfærdsydelser, uddannelse og økonomisk udvikling såvel som et dårligt fungerende skatteopkrævningssystem, der systematisk undergraver statens mulighed for at levere offentlige goder;

3.

slutter op bag og støtter den pakistanske regerings indsats for at udvikle effektive midler til forebyggelse og overvågning af muligheden for fremtidige naturkatastrofer og for at sikre en mere effektiv koordinering af den humanitære bistand og et bedre samarbejde på dette område med lokale aktører, internationale ngo'er og fundraisere;

4.

gentager, at god regeringsførelse, ansvarlige og inkluderende institutioner, tredeling af magten og respekt for de grundlæggende rettigheder er vigtige elementer i at håndtere sammenhængen mellem udvikling og sikkerhed i Pakistan; mener endvidere, at folkevalgte, civile regeringer udstyret med demokratisk legitimitet, uddelegering af magt til provinserne og et effektivt lokalstyre er de bedste midler til at dæmme op for bølgen af vold og ekstremisme, genetablere statens autoritet i de føderalt administrerede stammeområder (FATA) og sikre Pakistans suverænitet og territoriale integritet;

5.

støtter i denne forbindelse den pakistanske regerings intention om at indlede fredsdrøftelser med Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) under forudsætning af, at dette baner vejen for en politisk og holdbar løsning på oprøret og en stabil, demokratisk orden med respekt for menneskerettighederne; appellerer imidlertid til forhandlerne om at tage hensyn til, at uddannelsesniveauet — specielt blandt kvinder — er en absolut afgørende faktor for samfundsmæssige fremskridt, og om at gøre skolegang for piger til et væsentligt element i forhandlingerne;

6.

værdsætter Pakistans vedvarende engagement i terrorbekæmpelse på begge sider af dets grænser og tilskynder myndighederne til at tage dristigere skridt for yderligere at begrænse mulighederne for rekruttering og træning af terrorister på Pakistans territorium, hvilket er et fænomen, der gør visse områder i Pakistan til et sikkert tilflugtssted for terrororganisationer, hvis mål er at destabilisere landet og regionen, og især Afghanistan;

7.

bemærker, at den pakistanske Taleban-leder, Hakimullah Mehsud, blev dræbt af en USA-styret drone den 1. november 2013, at det pakistanske parlament og den nye regering formelt har modsat sig sådanne interventioner, og at grænserne for brug af droneangreb bør fastlægges mere klart i international ret;

8.

opfordrer den pakistanske regering til at leve op til sine forpligtelser og sit ansvar på sikkerhedsområdet og forstærke indsatsen for at bekæmpe ekstremisme, terrorisme og radikalisering ved gennemførelse af strenge og kompromisløse sikkerhedsforanstaltninger og retshåndhævelse samt ved at tage fat på de uligheder og samfundsøkonomiske forhold, der kan give grobund for radikalisering af den pakistanske ungdom;

9.

noterer sig, at den pakistanske regering klart har givet udtryk for sin modstand mod USA's droneangreb på landets territorium; bifalder FN's Generalforsamlings resolution, der opfordrer til en yderligere afklaring af retsgrundlaget for brug af væbnede droner;

10.

glæder sig over Pakistans bidrag til statsopbygnings- og forsoningsprocessen i Afghanistan, herunder dets medvirken til at fremme en genoptagelse af fredsforhandlingerne; forventer, at Pakistans positive indstilling vil fortsætte i tiden op til og efter præsidentvalget i Afghanistan; udtrykker bekymring over den geopolitiske konkurrence blandt magtfulde nabolande om indflydelse i Afghanistan efter tilbagetrækningen af NATO's kamptropper;

11.

sætter sin lid til Pakistans konstruktive rolle med hensyn til at fremme stabilitet i regionen, også når det gælder NATO's og EU-medlemsstaters tilstedeværelse i Afghanistan efter 2014, ved yderligere at fremme trepartsrammen for engagement i Afghanistan over for Indien, Tyrkiet, Kina, Rusland og Det Forenede Kongerige samt ved at fremme regionalt samarbejde om bekæmpelse af menneskehandel og smugling af narkotika og varer;

12.

ser med tilfredshed på de nylige håndgribelige fremskridt i dialogen mellem Pakistan og Indien, navnlig hvad angår handel og mellemfolkelige kontakter, som er gjort mulige af begge parters konstruktive indstilling; beklager, at resultaterne af dialogen stadig er sårbare over for uforudsete hændelser, såsom de igangværende hændelser ved den kontrollinje, der adskiller de pakistansk besatte og indisk besatte dele af Kashmir; anmoder begge landes regeringer om at sikre hensigtsmæssige kommandoveje, at det militære personel holdes ansvarligt samt dialog mellem begge landes militær med henblik på at undgå lignende hændelser fremover;

13.

anerkender Pakistans legitime interesse i at opbygge strategiske, økonomiske og energimæssige forbindelser med Kina; finder det vigtigt, at tættere forbindelser mellem Pakistan og Kina forstærker den geopolitiske stabilitet i Sydasien;

14.

noterer sig Pakistans bestræbelser på at opnå fuldt medlemskab af Shanghaisamarbejdsorganisationen (SCO) som et velkomment tegn på landets ønske om at involvere sig mere i multilaterale initiativer; bemærker imidlertid, at der ikke eksisterer nogen formel samarbejdsmekanisme mellem SCO og EU og gør opmærksom på, at der er forskelle imellem deres respektive normgrundlag og syn på globale spørgsmål;

15.

er bekymret over rapporter om, at Pakistan overvejer at eksportere atomvåben til tredjelande; forventer, at EU og dets medlemsstater til trods for officielle dementier af disse rapporter gør det klart over for Pakistan, at eksport af atomvåben ikke kan accepteres; opfordrer Pakistan til som atommagt at forbyde eksport af enhver form for atomvåbenrelaterede materialer eller know-how ved lov og til aktivt at bidrage til den internationale indsats for ikkespredning; mener, at Pakistans — og Indiens — undertegnelse og ratifikation af ikkespredningstraktaten (NPT) ville demonstrere en stærk vilje til fredelig regional sameksistens og bidrage enormt til sikkerheden i hele regionen;

16.

mener, at kampen mod ekstremisme og radikalisme er direkte forbundet med stærkere demokratiske processer, og bekræfter på ny EU's stærke interesse i og fortsatte støtte til et demokratisk, sikkert og ordentligt ledet Pakistan med et uafhængigt retssystem og god regeringsførelse, der håndhæver retsstatsprincippet og menneskerettighederne, har venskabelige forbindelser med nabolandene og udøver en stabiliserende indflydelse i regionen;

17.

minder om, at forbindelserne mellem EU og Pakistan oprindeligt udvikledes inden for en ramme med fokus på udvikling og handel; værdsætter det betydelige og vedvarende bidrag fra EU's udviklingssamarbejde og humanitære arbejde og glæder sig over beslutningen om at give Pakistan mulighed for at drage fordel af GSP Plus fra og med 2014; opfordrer Pakistan til at efterleve de relevante betingelser, som er knyttet hertil, fuldt ud, og anmoder Kommissionen om at sikre nøje anvendelse af skærpet overvågning som fastsat i den nye GSP-forordning, og understreger, at samarbejde — særlig inden for uddannelses-, demokratiopbygnings- og klimatilpasningsområdet — fortsat bør være det primære fokus;

18.

er overbevist om, at forbindelserne mellem EU og Pakistan er nødt til at blive mere dybtgående og mere omfattende gennem udvikling af en politisk dialog, således at der opretholdes forbindelser af gensidig interesse mellem ligeværdige partnere; glæder sig i denne forbindelse over vedtagelsen af femårsplanen for parternes engagement og indledningen af den strategiske dialog mellem EU og Pakistan, som afspejler den øgede vægt, der lægges på det politiske og sikkerhedsmæssige samarbejde, herunder på terrorbekæmpelsespolitikken, nedrustning og ikkespredning samt på migration, uddannelse og kultur; forventer dog yderligere fremskridt på alle områder i femårsplanen;

19.

tilskynder både EU og Pakistan til at samarbejde omkring gennemførelsesprocessen og løbende at følge op på fremskridtet ved at styrke dialogen mellem begge parter på lang sigt;

20.

mener, at Pakistans overgang til demokrati har skabt mulighed for, at EU kan følge en mere eksplicit politisk tilgang i de bilaterale forbindelser, og når det yder bistand; mener, at EU's støtte til Pakistan bør prioritere konsolidering af demokratiske institutioner på alle niveauer, styrkelse af den statslige kapacitet og god regeringsførelse, opbygning af effektiv retshåndhævelse og civile terrorbekæmpelsesstrukturer, herunder en uafhængig dommerstand, og styrkelse af civilsamfundene og de frie medier;

21.

glæder sig i denne forbindelse over de allerede eksisterende omfattende demokratistøtteprogrammer i forbindelse med gennemførelsen af EU's valgobservationsmissioners anbefalinger fra 2008 og 2013;

22.

anmoder EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen om at føre en nuanceret og flerdimensionel politik over for Pakistan, som skaber synergi mellem alle de relevante instrumenter, EU råder over, såsom politisk dialog, sikkerhedssamarbejde, handel og bistand, i overensstemmelse med EU's samlede strategi for eksterne forbindelser og med henblik på forberedelserne til det næste topmøde mellem EU og Pakistan;

23.

anmoder EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og Rådet om også at sikre, at EU's politik over for Pakistan sættes ind i den rette sammenhæng og forankres i en bredere strategi for regionen og dermed konsoliderer EU's interesser i hele Syd- og Centralasien; finder det vigtigt, at EU's bilaterale forbindelser med Pakistan og nabolandene, navnlig Indien, Kina og Iran, også tjener til at drøfte og koordinere politikker vedrørende situationen i Afghanistan for at sikre en målrettet tilgang; fremhæver i denne forbindelse behovet for øget politisk samordning og dialog om regionale spørgsmål mellem EU og USA;

24.

mener, at de fremtidige forbindelser mellem EU og Pakistan også bør overvejes i sammenhæng med EU's institutionelle værktøjskasse for Unionens engagement med tredjelande, som er under stadig udvikling, navnlig i form af strategiske partnerskaber; gentager sit krav om en konceptuel forbedring af denne fremgangsmåde og om flere, forenelige benchmarks til bl.a. at vurdere, om og under hvilke omstændigheder Pakistan kan være egnet som strategisk partner for EU engang i fremtiden;

25.

gentager bestemt, at fremskridt med hensyn til de bilaterale forbindelser er knyttet til forbedringer af Pakistans resultater på menneskerettighedsområdet, navnlig hvad angår udryddelse af gældsslaveri, nedbringelse af kønsbaseret vold, fremme af kvinders og pigers rettigheder, herunder adgangen til uddannelse, sikring af ytringsfrihed og uafhængige medier, fremme af tolerance over for og beskyttelse af udsatte mindretal gennem effektiv bekæmpelse af alle former for diskrimination; erkender, at dette kræver, at der sættes en stopper for straffrihed, og at der udvikles et pålideligt rets- og domstolssystem på alle niveauer, som er tilgængeligt for alle;

26.

er fortsat dybt bekymret over undervisningens kvalitet og i tilknytning hertil den alarmerende situation for kvinder mange steder i Pakistan; efterlyser konkrete og synlige foranstaltninger til styrkelse af kvindernes grundlæggende rettigheder i samfundet, herunder vedtagelse af lovgivning mod vold i hjemmet og foranstaltninger til forbedring af efterforskning og retsforfølgelse i forbindelse med æresdrab og syreangreb samt en ændring af den lovgivning, der giver mulighed for straffrihed; påpeger, at der er behov for at sikre bedre adgang til uddannelse og bedre integration af kvinder på arbejdsmarkedet samt for at forbedre sundhedsplejen for mødre;

27.

gentager sin dybe bekymring over, at Pakistans blasfemilove — som kan medføre dødsstraf, og som ofte bruges som begrundelse for censur, kriminalisering, forfølgelse af og i visse tilfælde mord på medlemmer af politiske og religiøse mindretal — kan misbruges på en måde, der rammer personer inden for alle trosretninger i Pakistan; understreger, at afvisningen af at ændre eller tilbagekalde blasfemilovene skaber et miljø, hvor mindretalsgrupper til stadighed vil være udsatte; opfordrer den pakistanske regering til at indføre et moratorium for anvendelsen af disse love som et første skridt hen imod revidering og tilbagekaldelse af dem og til i fornødent omfang at efterforske og retsforfølge intimiderings-, trussels- og voldskampagner mod kristne, ahmadier og andre udsatte grupper;

28.

opfordrer specielt de pakistanske myndigheder til at pågribe og retsforfølge dem, der tilskynder til vold eller er ansvarlige for voldelige angreb på skoler eller mindretalsgrupper såsom shiamuslimer, herunder hazarasamfundet, ahmadimuslimer og kristne, og til at pålægge sikkerhedsstyrkerne aktivt at beskytte dem, der er udsat for angreb fra ekstremistiske gruppers side, til at vedtage love mod vold i hjemmet og til at gøre en ende på tvungne forsvindinger, udenretslige drab og vilkårlige tilbageholdelser, navnlig i Baluchistan;

29.

fordømmer alle angreb på kristne og andre religiøse mindretal, der bor i Pakistan, og forventer, at Pakistan intensiverer sine bestræbelser på at opretholde religions- og trosfriheden, bl.a. gennem en lempelse af den strenge blasfemilovgivning og bevægelse i retning af en afskaffelse af dødsstraffen;

30.

glæder sig over vedtagelsen i 2012 af lovforslaget om oprettelse af en national menneskerettighedskommission og opfordrer indtrængende regeringen til at oprette denne, så den kan påbegynde sit arbejde;

31.

bemærker, at EU er Pakistans største eksportpartner (22,6 % i 2012); mener, at EU's handelsrelaterede støtte til Pakistan bør bidrage til at fremme diversificering og udvikling af produktionsformerne, herunder forarbejdning, yde bistand til regional integration og teknologioverførsel, hjælpe med at fremme oprettelse og udvikling af indenlandsk produktionskapacitet og mindske indkomstulighed;

32.

minder om, at EU's GSP Plus, som Pakistan nyder godt af fra og med 2014, kun tildeles lande, der har givet et bindende tilsagn om at gennemføre internationale konventioner om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljø samt god regeringsførelse; understreger navnlig Pakistans forpligtelser i medfør af de konventioner, der er opført i bilag VIII, og minder Kommissionen om dens forpligtelse til at overvåge, at konventionerne gennemføres effektivt; minder endvidere om, at GSP Plus vil blive trukket midlertidigt tilbage, såfremt et land »ikke overholder sine bindende tilsagn«;

33.

opfordrer de pakistanske myndigheder til at tage reelle skridt i retning af at gennemføre de 36 ILO-konventioner, som landet har ratificeret, navnlig at tillade fagforeninger, forbedre arbejdsvilkår og sikkerhedsstandarder, udrydde børnearbejde og bekæmpe de værste former for udnyttelse af de tre millioner kvindelige husarbejdere;

34.

opfordrer den pakistanske regering til som lovet at tiltræde det ILO/IFC-ledede »Better Work«-program for at sætte yderligere skub i forbedringer med hensyn til arbejdstageres sundhed og sikkerhedsstandarder; opfordrer alle, der er direkte eller indirekte ansvarlige for branden på tøjfabrikken Ali Enterprises, herunder det involverede revisionsselskab, Social Accountability, og europæiske forhandlere, til endelig at betale de overlevende fra branden en fuld, langvarig og fair erstatning;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til regeringen og Nationalforsamlingen i Pakistan, Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder samt medlemsstaternes regeringer.


(1)  http://eeas.europa.eu/pakistan/docs/2012_feb_eu_pakistan_5_year_engagement_plan _en.pdf.

(2)  http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/EN/foraff/131181.pdf

(3)  EUT L 303 af 31.10.2012, s. 1.

(4)  Vedtagne tekster, P7_TA(2013)0060.

(5)  EUT C 353 E af 3.12.2013, s. 323.

(6)  EUT C 168 E af 14.6.2013, s. 119.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/79


P7_TA(2014)0209

Et antimissilskjold for Europa og dets politiske og strategiske implikationer

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om et antimissilskjold for Europa og dets politiske og strategiske implikationer (2013/2170(INI))

(2017/C 378/09)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 42, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

der henviser til artikel 24 og artikel 42, stk. 2, i TEU, artikel 122 og 196 i TEUF og erklæring 37 om artikel 222 i TEUF,

der henviser til den europæiske sikkerhedsstrategi, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 12. december 2003, og rapporten om dens gennemførelse, der blev godkendt af Det Europæiske Råd den 11.-12. december 2008,

der henviser til strategien for EU's indre sikkerhed, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 25.-26. marts 2010,

der henviser til Rådets konklusioner af 19. december 2013 om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik,

der henviser til det strategiske koncept for forsvaret af og sikkerheden for medlemmerne af Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO), der blev vedtaget på NATO-topmødet i Lissabon den 19.-20. november 2010,

der henviser til erklæringen fra topmødet i Chicago mellem stats- og regeringschefer i NATO's Nordatlantiske Råd i Chicago den 20. maj 2012,

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A7-0109/2014),

A.

der henviser til, at spørgsmålet om et ballistisk missilforsvar (BMD) allerede er blevet rejst tidligere, men er blevet mere aktuelt i de senere år på grund af mangedoblingen af trusler fra spredning af kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben og spredning af ballistiske missiler, hvilket NATO og de europæiske allierede skal være i stand til at reagere effektivt på;

B.

der henviser til, at et forsvar mod ballistiske eller andre typer af missilangreb kan udgøre en positiv udvikling i den europæiske sikkerhed i en situation med en hurtig dynamik i den internationale sikkerhed, med flere statslige og ikke-statslige aktører involveret i udviklingen af missilteknologier og diverse kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare forsvarskapaciteter (CBRN), der har potentiale til at nå europæisk territorium;

C.

der henviser til, at NATO er i færd med at udvikle en BMD-kapacitet med henblik på at varetage sin kerneopgave med at sikre et kollektivt forsvar og sørge for fuld beskyttelse af alle europæiske befolkninger, territorier og styrker, der er medlemmer af NATO, mod de voksende trusler fra spredningen af ballistiske missiler;

D.

der henviser til, at USA's væsentlige bidrag til NATO's BMD bekræfter landets engagement i forhold til NATO og Europas og Europas allieredes sikkerhed, idet det allerede på nuværende tidspunkt har installationer i Rumænien og inden for nærmeste fremtid også vil have det i Polen, og det understreger betydningen af de transatlantiske forbindelser;

E.

der henviser til, at den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik vil blive udviklet i fuld komplementaritet med NATO inden for de aftalte rammer for det strategiske partnerskab mellem EU og NATO som bekræftet af Det Europæiske Råd den 19. december 2013;

1.

taler for, at der i takt med, at BMD-teknologier udvikler sig og gennemføres, skabes nye dynamikker i den europæiske sikkerhed, hvilket resulterer i et behov for, at medlemsstaterne tager hensyn til betydningen af BMD for deres sikkerhed;

2.

minder om, at der fra NATO's side udvikles og konstrueres BMD-foranstaltninger med henblik på at forsvare medlemslandene mod potentielle ballistiske missilangreb; opfordrer næstformanden/den højtstående repræsentant til at forfølge et strategisk partnerskab med NATO under hensyntagen til spørgsmålet om BMD, som bør føre til tilvejebringelse af fuld dækning og beskyttelse for alle EU-medlemsstater, således at man undgår en situation, hvor sikkerheden i disse lande på nogen måde vil blive differentieret;

3.

glæder sig over realiseringen af en midlertidig BMD-kapacitet inden for NATO, som vil give maksimal dækning inden for de til rådighed stående midler til at forsvare befolkninger, territorier og styrker i alle sydeuropæiske NATO-lande mod et ballistisk missil angreb; bifalder ligeledes formålet om at tilvejebringe fuld dækning og beskyttelse til alle europæiske NATO-medlemslande ved udgangen af dette årti;

4.

understreger, at EU-initiativer såsom sammenlægning og deling kan være nyttige med henblik på at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne om BMD samt i forbindelse med gennemførelsen af fælles FoU-projekter; bemærker, at et sådant samarbejde på længere sigt også kan bidrage til yderligere konsolidering af den europæiske forsvarsindustri;

5.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen, Det Europæiske Forsvarsagentur og Rådet til at lade BMD-spørgsmål indgå i fremtidige sikkerhedsstrategier, undersøgelser og hvidbøger;

6.

understreger, at der på grund af den finansielle krise og budgetnedskæringer ikke anvendes tilstrækkelige ressourcer til at opretholde de nødvendige forsvarskapaciteter, hvilket mindsker EU's militære og industrielle kapaciteter;

7.

understreger, at NATO's planer med hensyn til BMD på ingen måde er rettet mod Rusland, og at NATO er parat til at samarbejde med Rusland for så vidt angår et samarbejde mellem to uafhængige missilforsvarssystemer — nemlig NATO's og Ruslands BMD; understreger, at et effektivt samarbejde med Rusland kan give konkrete fordele, men at det skal udvikles på grundlag af fuld gensidighed og gennemsigtighed, da det er altafgørende at styrke den gensidige tillid for at sikre en gradvis udvikling af et sådant samarbejde; bemærker i denne forbindelse, at det er kontraproduktivt at flytte russiske missiler tættere på NATO- og EU-grænser;

8.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til formanden for Det Europæiske Råd, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes parlamenter, NATO's Parlamentariske Forsamling og NATO's generalsekretær.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/81


P7_TA(2014)0210

Den europæiske fiskerisektor og frihandelsaftalen mellem EU og Thailand

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om situationen og fremtidsperspektiverne for den europæiske fiskerisektor i forbindelse med frihandelsaftalen mellem EU og Thailand (2013/2179(INI))

(2017/C 378/10)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende EU’s forbindelser med den øvrige verden,

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (1) (IUU-forordningen),

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2011»En ny EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar« (COM(2011)0681),

der henviser til skriftlige forespørgsler E-000618/2013 af 22. januar 2013 om misbrug i detailforsyningskæderne og E-002894/2013 af 13. marts 2013 om frihandelsaftalen med Thailand og børnearbejde i konservesindustrien med Kommissionens svar,

der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om den fælles fiskeripolitiks eksterne dimension (2),

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget og udtalelse fra Udvalget om International Handel (A7-0130/2014),

A.

der henviser til, at den europæiske fiskerisektor er ved at komme ud af en kriseperiode, som berører fangst- og forarbejdningssektoren samt akvakultursektoren, og at denne situation kraftigt svækker dens konkurrencemæssige stilling, især når det globale marked liberaliseres, samtidig med at visse udviklingslande, hvor de marine ressourcer er store, begynder at forvandle sig til nye fiskerimagter;

B.

der henviser til, at den europæiske fiskeri- og forarbejdningssektor har væsentlig betydning for fødevareforsyningen til EU's borgere og for at bidrage til indtægtsmulighederne i kystområderne, der er stærkt afhængige af disse aktiviteter, og at sektorens overleven er i fare, hvis EU liberaliserer handlen med fiskerivarer mellem EU og udviklingslande, der ønsker at eksportere deres varer til det vigtige EU-marked, især hvis de tilbydes nultold;

C.

der henviser til, at EU er verdens største importør af fiskerivarer, og at afhængigheden af importen gør EU-markedet yderst attraktivt for eksportører, især fordi efterspørgslen på fiskerivarer stiger med 1,5 % om året i EU;

D.

der henviser til, at Thailand er verdens største producent af tunfiskekonserves, idet landet tegner sig for 46 % af produktionen på verdensplan, og at dets eksport af tunfiskekonserves til EU er på over 90 000 t om året og udgør næsten 20 % af EU's samlede import fra tredjelande, idet USA, EU og Japan er de vigtigste afsætningsmarkeder for eksport af thailandske fiskerivarer;

E.

der henviser til, at Thailand er verdens største importør af frisk, kølet og frossen tun til sin konservesindustri;

F.

der henviser til, at 80 % af de tunfiskeprodukter, der konsumeres, er tun fra dåse, og at 21 % af verdens produktion af tunfiskekonserves og forarbejdet tun ifølge de seneste oplysninger fra FN's Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO’s) FISHSTAT-base finder sted i EU, mens de resterende 79 % fremstilles i tredjelande, fortrinsvis udviklingslande;

G.

der henviser til Thailands handelsmæssige, økonomiske og strategiske betydning for EU og til de betragtelige fordele, som frihandelsaftalen mellem EU og Thailand har for EU’s økonomi som helhed;

H.

der henviser til, at EU støtter den regionale integration mellem de lande, der er medlemmer af ASEAN (Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien), og bemærker, at frihandelsaftalen med Thailand udgør et væsentligt element i denne integrationsproces, hvis endelige mål er i fremtiden at indgå en interregional frihandelsaftale;

I.

I. der henviser til, at undertegnelsen af en frihandelsaftale mellem EU og ASEAN har været et vigtigt mål for EU siden 2007 med håbet om at inkludere Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore, Thailand, Brunei og Vietnam), men at de manglende fremskridt i forhandlingerne om denne regionale aftale har ført til indledning af bilaterale forhandlinger med ASEAN-medlemslande, herunder Thailand, med et politisk tilsagn om at indgå frihandelsaftalen inden for to år;

J.

der henviser til, at hvis Thailand, Indonesien og Filippinerne medregnes i det centrale og vestlige Stillehavsområde, udgør produktionen af tunfiskekonserves i denne region næsten halvdelen af verdens produktion;

K.

der henviser til, at de ændringer, der har fundet sted for så vidt angår producenter af tunfiskekonserves og produktion af tunfiskefileter hænger sammen med en tendens til globale forsyninger til forarbejdningslande med lave produktionsomkostninger og beliggenhed tæt ved råvarerne (f.eks. Thailand, Filippinerne, Indonesien, Papua Ny Guinea og Ecuador), og at et voksende antal lande deltager i produktion og eksport af tunfiskekonserves;

L.

der henviser til, at Thailand og Filippinerne er de største eksportører af forarbejdet og konserveret tun til EU, og at importen fra Thailand er steget med 20 %, medens importen fra Filippinerne er faldet med 5 %;

M.

der henviser til, at en eventuel nedsættelse af tolden på tunfiskekonserves og forarbejdet tun kan indvirke på de præferencer, som er bevilget Gruppen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-staterne) og de begunstigede lande i den generelle toldpræferenceordning (GSP+), ifølge hvilken tredjelande til gengæld for toldpræferencerne forpligter sig til at følge visse politikker som f.eks. respekt for menneskerettigheder, arbejdsvilkår, miljø og god regeringsførelse;

N.

der henviser til, at en sænkelse af toldsatserne også ville skævvride det europæiske marked, eftersom størstedelen af EU’s tunkonservesindustri findes i regioner, der i høj grad er afhængige af fiskeri, herunder Galicien, Bretagne, Azorerne (et fjernområde), Baskerlandet og Sardinien; der endvidere henviser til, at EU’s tunfiskeindustri er verdens næststørste producent af tunfiskekonserves, og at dens mangeårige virksomhed er af afgørende betydning med hensyn til skabelse af merværdi og beskæftigelse på EU’s område og garanterer de højest mulige sociale, miljømæssige og sundheds- og hygiejnemæssige standarder;

O.

der henviser til, at det vigtigste formål med præferenceoprindelsesreglerne er at fastslå eksistensen af en tilstrækkelig tæt økonomisk forbindelse mellem de produkter, der indføres i EU, og de lande, som EU giver præferencer, således at det sikres, at disse præferencer ikke uretmæssigt omdirigeres til andre lande, som de ikke var bestemt for;

P.

der henviser til, at der ved handel med fiskerivarer forstås handel med en naturressource, hvis bæredygtighed påvirkes af en lang række faktorer, herunder god forvaltning og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne, kontrol med ulovligt fiskeri, forurening, klimaændringer og efterspørgslen på markedet, og at alle disse eksterne faktorer påvirker den internationale handel med fiskerivarer, og at fiskerivarer som følge heraf bør betragtes som følsomme produkter, der kan gives særlig beskyttelse;

Q.

der henviser til, at det er væsentligt med en tilstrækkelig og konstant forsyning med råvarer, for at tunforarbejdningsvirksomhederne i EU kan opretholdes og udvikle sig økonomisk;

R.

der henviser til, at frihandel ifølge Verdenshandelsorganisationen (WTO) er et vækstinstrument, der sigter på en bæredygtig udvikling på det sociale, økonomiske og miljømæssige område;

S.

der henviser til, at handelsbestemmelser i denne forbindelse er et basalt og grundlæggende redskab, der skal sikre, at handlen er gavnlig, at målene om beskyttelse af sundhed og miljø nås, og at naturressourcerne forvaltes fornuftigt;

T.

der henviser til, at globaliseringen kraftigt har øget mængden af fisk, der handles internationalt, og at der er udbredt bekymring for, at mange producentlande ikke har tilstrækkelige midler til at forvalte og/eller udnytte fiskebestandene på en bæredygtig måde, sikre et passende hygiejne- og sundhedsbeskyttelsesniveau, afbøde fiskeriets og akvakulturens indvirkning på miljøet og sikre overholdelse af menneskerettighederne i almindelighed og arbejdstagernes rettigheder og de sociale vilkår i særdeleshed;

U.

der henviser til svagheder hos nogle af EU’s handelspartnere for så vidt angår de tre aspekter af en bæredygtig udvikling af fiskeriet, nemlig de sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter;

V.

der henviser til, at bæredygtig forvaltning af tunfiskebestandene garanteres af de fem regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er) for tun, og at det internationale samarbejde mellem stater og RFFO’er er væsentligt for at sikre tunbestandenes bæredygtighed;

W.

der henviser til, at både ILO og forskellige ngo'er for nylig har påvist alvorlige mangler med hensyn til de sociale og arbejdsmæssige vilkår og overholdelse af menneskerettighederne i den thailandske fiskeindustri; der henviser til, at der i medierne har været forlydender, som den thailandske regering har bekræftet, om at en del af den thailandske fiskeriindustri anvender tvangsarbejde, der udføres af immigranter, som er ofre for menneskehandel, og at to multinationale tunfiskekonservesvirksomheder i Thailand anvender børnearbejde;

X.

der henviser til, at det ifølge FAO er almindeligt, at thailandske fiskerfartøjer opbringes af nabokyststater, og at kaptajnerne anklages for ulovligt fiskeri eller ulovlig indtrængen i deres eksklusive økonomiske zone (EØZ);

Y.

der henviser til, at de spanske myndigheder i 2013 afslog at give tilladelse til losning og salg af tunfisk fra tunfiskerfartøjer under ghanesisk flag med den begrundelse, at de pågældende fartøjer var indblandet i ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri), idet de havde tilsidesat Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT’s) forvaltningsbestemmelser; der yderligere henviser til, at private firmaer baseret i Thailand havde interesser i størstedelen af tunfiskerfartøjerne;

Z.

der henviser til, at talrige partier tunfiskekonserves importeret fra Thailand til EU i de seneste måneder er blevet afvist på grund af utilstrækkelig varmebehandling, en behandling, der er af afgørende betydning for at neutralisere mikroorganismer, som ellers udgør en sundhedsfare for mennesker;

1.

anmoder om, at fiskerivarer, f.eks. importeret dåsetun fra Thailand, som kan forstyrre EU’s produktion af og marked for disse produkter, behandles som følsomme produkter; mener desuden, at der udelukkende bør træffes beslutning om udvidet adgang for thailandsk dåsetun og forarbejdet tun efter omhyggelige konsekvensanalyser og i nært samråd med sektoren for at få analyseret og vurderet den indvirkning, som en udvidet adgang for disse varer kan få på forarbejdningsindustrien og markedsføringen af fiske- og skaldyrsprodukter i EU;

2.

anmoder om, at adgangen til EU’s marked for thailandsk fiske- og skaldyrskonserves og forarbejdede fiske- og skaldyrsprodukter fortsat skal være underlagt den nuværende told og dermed udelukkes fra toldnedsættelser; anbefaler, at der i tilfælde af indførelse af toldnedsættelser indføres lange overgangsperioder og delvise liberaliseringsforpligtelser, herunder fastlæggelse af kvoter, for fiske- og skaldyrskonserves og forarbejdende fiske- og skaldyrsprodukter, for at bevare konkurrenceevnen i EU's tunfiskeindustri og den betydelige aktivitet og den sociale dimension, der er knyttet til denne EU-industri, som vedrører 25 000 direkte og 54 000 indirekte arbejdspladser;

3.

opfordrer til, at der, før der bevilges nogen form for toldindrømmelser eller fastsættes andre bestemmelser, foretages grundige konsekvensanalyser, der vurderer og analyserer den indvirkning, som sådanne indrømmelser eller bestemmelser kunne få for EU's industri for forarbejdning og markedsføring af fisk og skaldyr;

4.

opfordrer, for så vidt angår følsomme produkter, til fuld overholdelse af solide og kohærente oprindelsesregler, der uden undtagelse skal håndhæves, og til streng begrænsning af kumulering til varer, som Thailand primært forarbejder, men ikke fanger;

5.

kræver, at import af dåsetun og andre fiskerivarer fra Thailand så vidt muligt underlægges de samme konkurrencevilkår som dem, der gælder for fiskerivarer fra EU; mener, at dette krav især indebærer, at frihandelsaftalen skal indeholde et ambitiøst kapitel om handel og bæredygtig udvikling, som forpligter Thailand til at respektere, fremme og gennemføre internationalt anerkendte arbejdsstandarder som fastlagt i de grundlæggende ILO-konventioner, herunder konventionerne om tvangsarbejde og de værste former for børnearbejde; mener desuden, at der også bør føres streng kontrol med, at menneskerettighederne og bestemmelserne vedrørende miljøbeskyttelse, bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne, bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og EU’s sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige regler overholdes; mener i denne forbindelse, at Kommissionen regelmæssigt bør aflægge rapport til Europa-Parlamentet om Thailands overholdelse af de ovennævnte forpligtelser;

6.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at IUU-forordningen gennemføres effektivt, og at forhandlingerne om frihandelsaftalen munder ud i en eksplicit reference til IUU-forordningen i aftalens brødtekst;

7.

mener, at den bedste måde til at sikre, at Thailand samarbejder fuldt ud om bekæmpelsen af IUU-fiskeri, er at indføje en eksplicit henvisning til EU's IUU-forordning i aftaleteksten;

8.

anmoder om, at der i frihandelsaftalen indføjes et krav om overholdelse af Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner samt om større gennemsigtighed, kontrol, tilsyn og sporbarhed i den thailandske fiskerisektor, således at der kan føres tilsyn med fiskerivirksomheden;

9.

kræver, at produkternes sporbarhed sikres som en væsentlig del af beskyttelsen af sundhed og miljø og som et grundlæggende element i og basisredskab for kontrollen med ulovligt fiskeri;

10.

forlanger, at frihandelsaftalen fortsat skal være i overensstemmelse med resten af EU’s politikker og med fremme af strategier for virksomhedernes sociale ansvarlighed; efterlyser indførelse af beskyttelsesklausuler;

11.

understreger, at der i Parlamentets beslutning om at godkende frihandelsaftalen vil blive taget højde for det samlede resultat af forhandlingerne, herunder på fiskeriområdet;

12.

forlanger gensidighed i adgangen til markeder og fjernelse af enhver form for forskelsbehandling i servicesektoren;

13.

udtrykker håb om, at Thailand som verdens største eksportør af tunfiskekonserves vil deltage i og samarbejde med de tre regionale fiskeriorganisationer, nemlig Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehav og Den Regionale Fiskeriforvaltningsorganisation for det Sydlige Stillehav samt den regionale fiskeriorganisation for Det Indiske Ocean, som landet er medlem af;

14.

slår til lyd for, at der fastlægges en politik for bevarelse og bæredygtig forvaltning af fiskeressourcerne;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.


(1)  EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1.

(2)  Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0461.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/85


P7_TA(2014)0211

Europas gastronomiske arv

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om Europas gastronomiske arv: kulturelle og uddannelsesmæssige aspekter (2013/2181(INI))

(2017/C 378/11)

Europa-Parlamentet,

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fødevareinformation til forbrugerne (COM(2008)0040),

der henviser til De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kulturs (UNESCO) rapport om ernæring fra 2002,

der henviser til Verdenshandelsorganisationens (WHO) rapport om fødevare- og ernæringspolitik for skoler (Food and Nutrition Policy for Schools),

der henviser til Kommissionens hvidbog af 30. maj 2007 om »En EU-strategi om sundhedsproblemer i relation til ernæring, overvægt og fedme« (COM(2007)0279),

der henviser til konklusionerne fra WHO's europæiske ministerkonference om ernæring og ikke-overførbare sygdomme som led i Sundhed 2020, der blev afholdt i Wien den 4.-5. juli 2013,

der henviser til UNESCO’s konvention om beskyttelse af den immaterielle kulturarv af 17. oktober 2003,

der henviser til opførelsen af middelhavskost på UNESCO's repræsentative liste over immateriel kulturarv af 16. november 2010 og 4. december 2013,

der henviser til opførelsen af fransk gastronomi på UNESCO's repræsentative liste over immateriel kulturarv (afgørelse 5.COM 6.14),

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A7-0127/2014),

Uddannelsesmæssige perspektiver

A.

der henviser til, at befolkningens helbred og velfærd, både nu og i fremtiden, er betinget af kosten og miljøet og dermed af landbrugs-, fiskeri- og opdrætsmetoder;

B.

der henviser til, at uddannelsessteder i WHO’s globale skolesundhedsinitiativ betragtes som et betydningsfuldt rum for tilegnelse af teoretisk og praktisk viden om sundhed, ernæring, kost og gastronomi;

C.

der henviser til, at forkert kost kan have dramatiske konsekvenser; der henviser til, at de europæiske sundhedsministre under WHO's europæiske ministerkonference i juli 2013 opfordrede til en koordineret indsats til bekæmpelse af fedme og dårlige kostvaner, der forårsager en epidemi af ikke-overførbare sygdomme såsom hjerte-kar-problemer, diabetes og kræft;

D.

der henviser til, at normalbilledet af krop og kost i samfundet kan føre til alvorlige spiseforstyrrelser og psykiske problemer som anoreksi og bulimi; der henviser til, at det er vigtigt at drøfte disse spørgsmål, navnlig med unge;

E.

der henviser til, at ifølge det europæiske råd for fødevareoplysning (EUFIC) var ca. 33 mio. mennesker i Europa udsat for risiko for fejlernæring i 2006; der henviser til, at situationen er forværret yderligere siden krisens begyndelse;

F.

der henviser til, at barndommen er en afgørende periode med hensyn til at opdrage til sund adfærd og viden, der kan føre til tilegnelse af en sund livsstil, og at skolen er et af de steder, hvor der kan iværksættes effektive foranstaltninger til at skabe en sund adfærd på lang sigt for de nye generationer;

G.

der henviser til, at uddannelsessteder råder over rum og redskaber, der kan fremme både viden om og tilberedning af næringsmidler og opbyggelsen af en kostadfærd, der sammen med moderat og jævnlig fysisk aktivitet kan skabe en sund livsstil;

H.

der henviser til, at oplysning, information og bevidstgørelse er en del af EU-strategien til støtte for medlemsstaterne i deres bestræbelser på at reducere alkoholrelaterede skader og indføre gode forbrugsvaner (COM(2006)0625); der henviser til Rådets henstilling af 5. juni 2001 om unge menneskers, især børns og helt unges alkoholforbrug, som har til formål at fremme en flerstrenget orientering inden for uddannelse;

I.

der henviser til mødet i European Nutrition Foundations Network (ENF) om ernæring i Europas skoler og fondenes rolle i forbindelse hermed, hvor det blev fastslået, at det er nødvendig at inkludere kost, herunder både ernæring og gastronomi, i studieplanen, og det vedtoges enstemmigt at viderebringe dette behov til institutioner såsom Europa-Parlamentet og Kommissionen;

J.

der henviser til, at flere lande gennem forskellige nationale organer har anerkendt middelhavskost som en immateriel kulturarv i overensstemmelse med UNESCO's liste, hvilket medvirker til at fremme og skabe adfærdsmønstre i retning af en sund livsstil baseret på en helhedsorienteret fremgangsmåde, der tager hensyn til faktorer som uddannelse, kost, skole, familie og ernæring samt territoriale og geografiske aspekter;

K.

der henviser til, at middelhavskost repræsenterer en kostarv, der er baseret på en afbalanceret og sund livsstil, og som er direkte forbundet med forebyggelse af kroniske sygdomme og med sundhedsfremme, både i skolen og i familien;

L.

der henviser til, at de europæiske programmer »Food at School« har til formål at sikre, at den mad, der tilbydes i skolekantinerne, indeholder alt, hvad der er nødvendigt for en afbalanceret kost af god kvalitet; der henviser til, at uddannelse i sin bredeste betydning, herunder også på fødevareområdet, kan fremme et koncept blandt skoleelever, som er baseret på sund livsstil og en afbalanceret kost;

M.

der henviser til, at en seriøs ernæringsuddannelse også informerer borgerne om sammenhængen mellem fødevarer, fødevarers bæredygtighed og den globale sundhed;

N.

der henviser til, at stigende priser i skolekantiner og på madvarer betyder, at en række familier og især børn ikke har adgang til en afbalanceret kost af god kvalitet;

O.

der henviser til, at medier og reklamer påvirker borgernes forbrugsmønstre;

P.

der henviser til, at det for at opnå præcis viden om de anvendte produkter og deres iboende og smagsmæssige kvalitet er vigtigt at udbrede ordninger om en hensigtsmæssig mærkning, som er klar for forbrugerne med hensyn til produkternes sammensætning og oprindelse;

Q.

der henviser til, at uddannelse af arbejdstagere i gastronomisektoren bidrager til at videregive, fremhæve, fremtidssikre og udbrede europæisk gastronomi;

Kulturelle aspekter

R.

der henviser til, at gastronomi består af en kombination af viden, erfaring, kunst og håndværk, der gør det muligt at spise sundt og godt;

S.

der henviser til, at gastronomi er en del af vores identitet og et essentielt element i den europæiske kulturarv samt i medlemsstaternes kulturarv;

T.

der henviser til, at EU på internationalt plan har styrket identifikationen, forsvaret og den internationale beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter samt traditionelle specialiteter;

U.

der henviser til, at gastronomi ikke blot er en elitekunst i tilberedning af mad, men en engageret anerkendelse af de anvendte råvarers værdi og kvalitet og af behovet for topkvalitet på alle trin i fødevarernes forarbejdning, herunder hensynet til dyrevelfærd og miljø;

V.

der henviser til, at gastronomien er tæt knyttet til landbruget i de forskellige europæiske regioner og deres lokale produkter;

W.

der henviser til, at det er vigtigt at bevare de ritualer og skikke, der er forbundet med f.eks. lokal og regional gastronomi, og at fremme udbredelsen af europæisk gastronomi;

X.

der henviser til, at gastronomi er en af menneskets vigtigste kulturelle udtryksmåder, og at der ved termen gastronomi ikke blot skal forstås såkaldt »højere kogekunst«, men derimod alle former for kulinariske udtryk fra diverse regioner og sociale lag, herunder de former, der er knyttet til det lokale og traditionelle køkken;

Y.

der henviser til, at de egnstypiske retters overlevelse er en kulinarisk arv og kulturarv, der meget ofte er i fare som følge af invasionen af standardiseret mad;

Z.

der henviser til, at den europæiske gastronomis kvalitet, anseelse og mangfoldighed forudsætter en europæisk fødevareproduktion af høj kvalitet i tilstrækkelige mængder;

AA.

der henviser til, at gastronomi er lig med de forskellige aspekter af vores kost, og at dens tre grundpiller er sundhed, kostvaner og nydelse; der henviser til, at bordets glæder i mange lande er samlingspunkt for hyggeligt og socialt samvær; der desuden henviser til, at de forskellige gastronomiske kulturer bidrager til at udveksle og dele forskellige kulturer; der henviser til, at gastronomi ligeledes har en positiv indvirkning på de sociale og familiemæssige relationer;

AB.

der henviser til, at UNESCO's anerkendelse af middelhavskost som en immateriel kulturarv har betydning for den viden, ekspertise og praksis samt de ritualer, traditioner og symboler, der er forbundet med landbrugsafgrøder, fiskeri og opdræt af dyr, og ligeledes har betydning for den måde, hvorpå fødevarer opbevares, forarbejdes, tilberedes, fordeles og indtages;

AC.

der henviser til, at de europæiske befolkningers kostvaner udgør en rig sociokulturel arv, som vi er forpligtede til at videregive fra kommende generationer; der henviser til, at skolerne sammen med familien er det ideelle sted til at tilegne sig denne viden;

AD.

der henviser til, at gastronomi er ved at forvandle sig til en af største turistmagneter, og at sammenspillet mellem turisme, gastronomi og ernæring har en meget positiv virkning med hensyn til af fremme turisme;

AE.

der henviser til, at det er vigtigt at videregive de regionale gastronomiske rigdomme og i det hele taget europæisk gastronomi til de kommende generationer;

AF.

der henviser til, at gastronomi bidrager til at fremme de forskellige regioners kulturarv;

AG.

der henviser til, at det er nødvendigt at fremme lokale og regionale produkter dels for at bevare den gastronomiske arv dels for at sikre, at producenterne får en rimelig betaling, og at så mange så muligt får adgang til disse produkter;

AH.

der henviser til, at gastronomi er en kilde til såvel kulturel rigdom som økonomisk velstand i EU's områder;

AI.

der henviser til, at den europæiske arv består af en række materielle og immaterielle elementer, og at arven, for så vidt angår gastronomi og fødevarer, ligeledes omfatter de områder og landskaber, som de pågældende produkter kommer fra;

AJ.

der henviser til, at den europæiske gastronomis fortsatte beståen, mangfoldighed og kulturelle rigdom bygger på en lokal produktion af høj kvalitet;

Uddannelsesmæssige perspektiver

1.

anmoder medlemsstaterne om at inkludere viden om og sansemæssig erfaring med kost, ernæringssundhed og kostvaner, herunder historiske, geografiske og kulturelle, men også erfaringsmæssige aspekter, i skoleundervisningen lige fra den tidlige barndom som et middel til at forbedre befolkningens sundhedstilstand og velfærd, madens kvalitet og respekten for miljøet; glæder sig over de programmer, der er iværksat i en række medlemsstater, med undervisning i gastronomi på skolerne i samarbejde med bl.a. berømte chefkokke; understreger betydningen af at forene undervisning i sunde kostvaner med bekæmpelse af stereotyper, som kan føre til alvorlige spiseforstyrrelser og psykiske problemer som anoreksi eller bulimi;

2.

understreger ligeledes vigtigheden af at gennemføre WHO's henstillinger om bekæmpelse af fedme og dårlige kostvaner; er bekymret over det vedvarende problem med fejlernæring i Europa, og at det er taget til siden krisens begyndelse, og henstiller, at medlemsstaterne sikrer alle adgang til sund kost bl.a. gennem skolekantiner eller kommunale kantiner af god kvalitet, som er tilgængelige for alle;

3.

påpeger, at det er nødvendigt at udvide studieplanerne yderligere med information om bl.a. lokal gastronomisk kultur, processen med at forberede, producere, konservere og distribuere fødevarerne, fødevarernes sociokulturelle indflydelse og forbrugerrettigheder; foreslår, at medlemsstaterne i deres undervisningsprogrammer integrerer smags-workshops om udvikling af sanserne, især smagssansen, hvor fødevarernes ernæringsmæssige fordele sammenholdes med den regionale og nationale gastronomiske arv;

4.

minder om, at ernæring i nogle europæiske lande allerede er en del af studieplanen, mens det i andre lande ikke er obligatorisk som sådan, men derimod noget, der undervises i ved hjælp af forskellige tiltag såsom programmer, der er iværksat af de lokale myndigheder eller private foretagender;

5.

gentager, at det er nødvendigt, at skolerne underviser i ernæring og god, sund og velsmagende kost;

6.

understreger, at sport og fysisk aktivitet bør fremmes i alle Europas skoler på primær- og sekundærtrinnet;

7.

minder om, at god ernæring forbedrer børnenes velfærd og styrker deres indlæringsevne samt styrker deres modstandsdygtighed og fremmer en sund udvikling;

8.

påpeger, at barndommens kostvaner kan påvirke ens præferencer og valg af fødevarer -samt madlavningsmetoder og spisevaner — som voksen, at barndommen derfor er afgørende for uddannelse af smagssansen, og at skolen spiller en vigtig rolle som et sted, hvor eleverne stifter bekendtskab med produkternes og gastronomiens mangfoldighed;

9.

mener, at der bør indføres uddannelses- og oplysningsprogrammer om de skadelige virkninger af et uhensigtsmæssigt alkoholforbrug samt til fremme af gode og intelligente forbrugsmønstre i form af viden om de særlige karakteristika ved vine, deres geografiske betegnelser, druesorter, produktionsprocesser og betydningen af traditionelle betegnelser;

10.

anmoder Europa-Kommissionen om at fremme projekter, der omfatter udveksling af information og praksis vedrørende ernæring, mad og gastronomi, f.eks. som en del af Comenius-linjen (skoleuddannelse) under Erasmus+-programmet; opfordrer desuden EU og medlemsstaterne til at fremme tværkulturel udveksling inden for restaurations-, fødevare- og gastronomibranchen, under anvendelse af Erasmus+-programmets muligheder for uddannelse af høj kvalitet, mobilitet og praktikophold for elever og fagfolk;

11.

påpeger, at uddannelse på ernærings- og gastronomiområdet, herunder respekt for natur og miljø, bør omfatte deltagelse af familien, lærere, uddannelsessektoren, informationskanaler og alle fagfolk i uddannelsesbranchen;

12.

understreger, at informations- og kommunikationsteknologi (IKT) er nyttig i forbindelse med indlæring, idet den er et godt redskab til uddannelse; opfordrer til, at der oprettes interaktive platforme med henblik på at lette adgangen til og formidlingen af den europæiske, nationale og regionale gastronomiske arv samt fremme bevarelse og overlevering af traditionel viden mellem erhvervsdrivende, håndværkere og borgere;

13.

anmoder Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om at overveje strengere regler for indhold af information om og reklamer for fødevarer, navnlig det ernæringsmæssige aspekt;

14.

henstiller til medlemsstaterne at forbyde reklame for eller sponsorering af såkaldt junk food i skolerne;

15.

anmoder medlemsstaterne om at sikre passende uddannelse af deres lærere i samarbejde med ernæringseksperter og læger, for at disse kan undervise korrekt i »fødevarevidenskab« i skoler og på universiteter; understreger, at ernæring og miljø er indbyrdes afhængige, og anmoder derfor ligeledes om, at viden om det naturlige miljø opdateres;

16.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at undersøge programmer til fagfolk i den gastronomiske sektor; opfordrer medlemsstaterne til at fremme disse uddannelser; understreger vigtigheden af, at disse uddannelser omfatter lokal og europæisk gastronomi, produkternes mangfoldighed og processerne med at forberede, producere, konservere og distribuere fødevarerne;

17.

understreger betydningen af, at erhvervsuddannelser i gastronomi fokuserer på hjemmelavede, lokale og varierede produkter;

18.

anmoder medlemsstaterne om at udveksle viden og god praksis om gastronomirelaterede aktiviteter inden for uddannelse og fremme gastronomisk viden i de forskellige regioner; opfordrer ligeledes til udveksling af god praksis eller til overvejelser om at gøre fødevarekæden kortere ved at fokusere på en lokal og årstidsbestemt produktion;

19.

henleder opmærksomheden på behovet for at fremme sund mad i skolerne ved hjælp af de programmer, der finansieres inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik for perioden 2014-2020;

20.

minder om, at UNESCO's anerkendelse af middelhavskost og fransk gastronomi som en immateriel kulturarv har ført til etablering af institutioner og organer til fremme af viden, praksis, uddannelse, værdier og vaner med henblik på en afbalanceret og sund kost;

Kulturelle aspekter

21.

understreger behovet for at skabe opmærksomhed om den europæiske gastronomis variation, kvalitet, regioner, landskaber og produktion, der er en del af vores kulturarv, og som kendetegner en enestående og internationalt anerkendt livsstil; understreger, at dette somme tider kræver, at lokale skikke følges;

22.

påpeger, at gastronomi er et værktøj, der kan udvikle vækst og beskæftigelse inden for en lang række økonomiske sektorer, herunder bl.a. restaurations-, turisme-, agrofødevare- og forskningsindustrien; påpeger endvidere, at gastronomi også kan skærpe fornemmelsen for natur- og miljøbeskyttelse, som sikrer fødevarerne en mere ægte smag, der er mindre bearbejdet med tilsætningsstoffer og konserveringsmidler;

23.

understreger vigtigheden af gastronomi for at fremme hotel- og restaurationssektoren i hele Europa og vice versa;

24.

anerkender den rolle, som vores dygtige og talentfulde kokke spiller med henblik på at bevare og eksportere vores gastronomiske arv, og vigtigheden af at bevare vores kulinariske ekspertise som en nøglefaktor, der tilfører både uddannelsesmæssig og økonomisk værdi;

25.

glæder sig over de initiativer, der er rettet mod at fremme den europæiske gastronomiske arv, herunder lokale og regionale gastronomiske messer og festivaler, der styrker nærhedsbegrebet, respekten for miljøet og vores omgivelser samt øger forbrugertilliden; opfordrer til, at disse initiativer indeholder en europæisk dimension;

26.

glæder sig over de tre EU-ordninger for oprindelsesbetegnelser og traditionelle specialiteter, nemlig beskyttede oprindelsesbetegneler (BOB), beskyttede geografiske betegnelser (BGB) og garanterede traditionelle specialiteter (GTS), som styrker værdien af europæiske landbrugsprodukter på EU- og internationalt niveau; opfordrer medlemsstaterne og deres regioner til at udbrede BOB-mærkninger, især fælles BOB-mærkning for produkter af samme art fra geografiske områder på tværs af grænserne;

27.

glæder sig over tiltag som »Slow Food«, der bidrager til, at alle lærer at sætte pris på vores mads sociale og kulturelle betydning, og glæder sig over initiativet »Wine in Moderation«, som fremmer en livsstil og et alkoholforbrug, der er kendetegnet af mådehold;

28.

understreger den betydning, som de gastronomiske akademier, FENS og det internationale gastronomiske akademi i Paris har for undervisningen i og udbredelsen af den gastronomiske arv;

29.

anmoder medlemsstaterne om at udarbejde og gennemføre politikker, der har til formål at forbedre det gastronomiske erhverv kvalitativt og kvantitativt — både inden for selve erhvervet og i forbindelse med dets bidrag til turismen — inden for rammen af de forskellige regioners kulturelle og økonomiske udvikling;

30.

understreger, at gastronomi udgør en stærk kulturel eksport for EU og de enkelte medlemsstater;

31.

anmoder medlemsstaterne om at støtte initiativer i forbindelse med agroturisme, der fremmer kendskabet til kultur- og landskabsarven, og som støtter regionerne og fremmer udvikling af landdistrikterne;

32.

anmoder medlemsstaterne og Kommissionen om at udvikle gastronomiens kulturelle aspekter og fremme kostvaner, der kan beskytte forbrugernes helbred, bidrage til udveksling mellem kulturer og fremme regionerne og samtidig bevare den glæde, der er ved at spise, i tilknytning til hyggeligt og socialt samvær;

33.

anmoder medlemsstaterne om at arbejde sammen og støtte de initiativer, der skal bevare den høje grad af kvalitet, mangfoldighed, forskelligartethed og særegenhed, som traditionelle lokale, regionale og nationale produkter har, for at bekæmpe ensartethed, som på lang sigt vil føre til en forfladigelse af den europæiske gastronomiske arv;

34.

opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til i deres overvejelser om fødevarepolitikker at inddrage betydningen af at støtte en bæredygtig europæisk fødevareproduktion, som er varieret, af høj kvalitet og i tilstrækkelige mængder, og derigennem støtte Europas kulinariske mangfoldighed;

35.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at forstærke indsatsen vedrørende anerkendelse og mærkning af europæisk fødevareproduktion med henblik på en bedre udnyttelse af deres produkter, en bedre forbrugeroplysning og beskyttelse af den europæiske gastronomis mangfoldighed;

36.

påpeger, at det er vigtigt at anerkende og fremhæve gastronomiske kvalitetsprodukter; opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at overveje indførelse af forbrugeroplysning fra restauratørernes side om, hvilke retter der tilberedes af råvarer på stedet;

37.

opfordrer Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne til at undersøge virkningerne af de love, de vedtager, for fødevareproduktionens kapacitet, mangfoldighed og kvalitet i EU, og til at træffe foranstaltninger til at bekæmpe forfalskede produkter;

38.

støtter de initiativer, som medlemsstaterne og deres regioner måtte udarbejde for at fremme og bevare de områder, landskaber og produkter, som udgør den lokale gastronomiske arv; opfordrer regionerne til at sætte fokus på en lokal og ernæringsrigtig gastronomi i skolekantiner og storkøkkener i samarbejde med lokale producenter med henblik på at bevare og fremhæve den regionale gastronomiske arv, stimulere det lokale landbrug og fremme korte fødevarekæder;

39.

anmoder medlemsstaterne om at træffe foranstaltninger til bevarelse af Europas gastronomiske arv, herunder beskytte den arkitektoniske arv, der kendetegner de traditionelle fødevaremarkeder, lagerfaciliteter eller øvrige faciliteter samt redskaber og maskiner med relation til fødevarer og gastronomi;

40.

understreger betydningen af at identificere, registrere, videregive og udbrede europæisk gastronomis kulturelle rigdom; opfordrer til oprettelse af et europæisk observatorium for gastronomi;

41.

anbefaler Europa-Kommissionen, at den inkluderer den europæiske gastronomi i sine programmer og kulturelle tiltag;

42.

hilser det velkomment, at franskmændenes gastronomiske måltid er indføjet på listen over menneskehedens immaterielle kulturarv på linje med middelhavskost, traditionel mexicansk mad og kroatisk honningkage, og opfordrer medlemsstaterne til at ansøge om at få deres gastronomiske traditioner og praksis medtaget i UNESCO-konventionen til beskyttelse af den immaterielle kulturarv med det formål at bidrage til, at de bevares;

43.

foreslår, at de europæiske byer stiller op som kandidater til at blive UNESCO’s gastronomiby, som er en del af organisationens program Creative Cities Network;

o

o o

44.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/92


P7_TA(2014)0218

Fødevareinformation til forbrugerne for så vidt angår definitionen af »industrielt fremstillede nanomaterialer«

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om Kommissionens delegerede forordning af 12. december 2013 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne for så vidt angår definitionen af »industrielt fremstillede nanomaterialer« (C(2013)08887 — 2013/2997(DEA))

(2017/C 378/12)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens delegerede forordning (C(2013)08887),

der henviser til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (1), navnlig artikel 2, stk. 2, litra t), artikel 18, stk. 3 og 5, og artikel 51, stk. 5,

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om nye fødevarer (COM(2013)0894),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (2),

der henviser til de EU-lister, der blev etableret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1129/2011 af 11. november 2011 om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 for så vidt angår fastlæggelse af en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer (3) og til Kommissionens forordning (EU) nr. 1130/2011 af 11. november 2011 om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 om fødevaretilsætningsstoffer for så vidt angår opstilling af en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer, fødevarearomaer og næringsstoffer (4),

der henviser til Kommissionens forordning (EU) nr. 257/2010 af 25. marts 2010 om iværksættelse af et program for genevaluering af godkendte fødevaretilsætningsstoffer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EF) nr. 1333/2008 om fødevaretilsætningsstoffer (5),

der henviser til beslutningsforslag fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

der henviser til forretningsordenens artikel 87a, stk. 3,

A.

der henviser til, at det i artikel 18, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne foreskrives, at alle fødevareingredienser, der er til stede i form af industrielt fremstillet nanomateriale, skal anføres tydeligt på ingredienslisten for at sikre forbrugeroplysning, og at forordningen derfor indeholder en definition af »industrielt fremstillet nanomateriale«;

B.

der henviser til, at artikel 18, stk. 5 i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne giver Kommissionen beføjelse til at justere og tilpasse den indeholdte definition af »industrielt fremstillet nanomateriale« til den tekniske og videnskabelige udvikling eller til definitioner, der vedtages på internationalt plan, ved hjælp af delegerede retsakter med henblik på at nå forordningens målsætninger;

C.

der henviser til, at der i Kommissionens henstilling 2011/696/EU opstilles en generel definition af nanomaterialer;

D.

der henviser til, at der blev opstillet omfattende EU-lister ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1129/2011 og (EU) nr. 1130/2011, som angav, hvilke fødevaretilsætningsstoffer, det var tilladt at anvende før ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 1333/2008, efter en gennemgang af deres overensstemmelse med bestemmelserne heri;

E.

der henviser til, at Kommissionens delegerede forordning udelukker alle fødevaretilsætningsstoffer, der indgår i EU-listerne, fra den nye definition af »industrielt fremstillet nanomateriale« og i stedet antyder, at behovet for særlige nanorelaterede mærkningskrav for sådanne tilsætningsstoffer bør behandles i forbindelse med genvurderingsprogrammet i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 257/2010 ved om nødvendigt at ændre anvendelsesbetingelserne i bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 og specifikationerne for de fødevaretilsætningsstoffer, der er angivet i Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 (6);

F.

der henviser til, at det på nuværende tidspunkt netop er fødevaretilsætningsstoffer, der kan være til stede som nanomateriale i fødevarer;

G.

der henviser til, at denne gruppefritagelse ophæver bestemmelserne om mærkning for alle fødevaretilsætningsstoffer, der er industrielt fremstillet nanomateriale, og at dette berøver loven dens vigtigste nyttevirkning og strider imod det grundlæggende formål med direktivet, nemlig at forfølge et højt niveau af beskyttelse af forbrugernes sundhed og interesser ved at skabe grundlag for, at de endelige forbrugere kan træffe informerede valg;

H.

der henviser til, at Kommissionen begrunder denne gruppefritagelse for alle eksisterende fødevaretilsætningsstoffer ved at erklære, at en angivelse af sådanne tilsætningsstoffer i ingredienslisten efterfulgt af ordet »nano« i parentes kan forvirre forbrugerne, da det kan antyde, at tilsætningsstofferne er nye, mens de i virkeligheden har været anvendt i fødevarer i denne form i årtier;

I.

der henviser til, at denne begrundelse er fejlagtig og irrelevant, idet forordningen om fødevareinformation til forbrugerne ikke forudser en skelnen mellem eksisterende og nyt nanomateriale, men udtrykkelige kræver mærkning af alle ingredienser, der er til stede i form af industrielt fremstillet nanomateriale;

J.

der henviser til, at Kommissionens erklærede hensigt med at imødekomme behovet for specifikke nanorelaterede mærkningskrav vedrører fødevaretilsætningsstoffer på EU-listerne som led i genvurderingsprogrammet er uhensigtsmæssig, da det blander sikkerhedsspørgsmål sammen med generelle mærkningskrav for information af forbrugerne; mener også, at dette antyder, at Kommissionen sætter spørgsmålstegn ved selve behovet for særlig nanomærkning, hvilket strider imod bestemmelserne i artikel 18, stk. 3, i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne; påpeger, at et fødevaretilsætningsstof enten er et nanomateriale eller ikke er det, og at sådanne mærkningskrav skal gennemføres for alle tilladte fødevaretilsætningsstoffer, der er nanomaterialer, uanset anvendelsesbetingelserne eller andre specifikationer;

K.

der henviser til, at det desuden er uacceptabelt at henvise til et uvedkommende genvurderingsprogram, der allerede eksisterede på det tidspunkt, hvor lovgiveren besluttede at indføre eksplicitte mærkningskrav i forordningen om fødevareinformation til forbrugerne, i et forsøg på at annullere disse mærkningskrav tre år senere;

1.

gør indsigelse mod Kommissionens delegerede forordning;

2.

mener, at Kommissionens delegerede forordning ikke er forenelig med formålet med og indholdet i forordning (EU) nr. 1169/2011 og at den overstiger de delegerede beføjelser, der er tillagt Kommissionen i henhold til sidstnævnte;

3.

anmoder Kommissionen om at forelægge en ny delegeret retsakt, som tager hensyn til Parlamentets holdning;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og underrette den om, at den delegerede forordning ikke kan træde i kraft;

5.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


(1)  EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.

(2)  EUT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(3)  EUT L 295 af 12.11.2011, s. 1.

(4)  EUT L 295 af 12.11.2011, s. 178.

(5)  EUT L 80 af 26.3.2010, s. 19.

(6)  Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 af 9. marts 2012 om specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer opført i bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 (EUT L 83 af 22.3.2012, s. 1).


9.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 378/95


P7_TA(2014)0229

Vurdering og fastsættelse af prioteringer for EU's forbindelser med landene i det østlige partnerskab

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2014 om vurdering og fastsættelse af prioriteringer for EU's forbindelser med landene i det østlige partnerskab (2013/2149(INI))

(2017/C 378/13)

Europa-Parlamentet,

der henviser til lanceringen af det østlige partnerskab i Prag den 7. maj 2009,

der henviser til, at Den Parlamentariske Forsamling Euronest indledte sine aktiviteter den 3. maj 2011 i Europa-Parlamentets syvende valgperiode,

der henviser til oprettelsen af civilsamfundsforummet for det østlige partnerskab og dets hidtidige resultater, inklusive henstillinger og andre dokumenter udarbejdet inden for dets fem arbejdsgrupper samt i forbindelse med de årlige samlinger, dvs.: Bruxelles, Belgien, den 16.-17. november 2009, Berlin, Tyskland, den 18.-19. november 2010, Poznań, Polen, den 28.-30. november 2011, Stockholm, Sverige, den 28.-30. november 2012 og Chișinău, Moldova, den 4.-5. oktober 2013,

der henviser til Regionsudvalgets oprettelse af Konferencen for Regionale og Lokale Myndigheder i Østpartnerskabet (CORLEAP), hvis konstituerende møde blev afholdt den 8. september 2011 i Poznań, Polen, samt de udtalelser, som CORLEAP indtil videre har udarbejdet,

der henviser til konklusionerne fra topmødet i Warszawa den 29.-30. oktober 2011,

der henviser til konklusionerne fra topmødet i Vilnius den 28.-29. november 2013,

der henviser til Kommissionens meddelelser af 11. marts 2003»Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd« (COM(2003)0104), af 12. maj 2004»EU's naboskabspolitik — Strategidokument« (COM(2004)0373), af 4. december 2006»Styrkelse af EU's naboskabspolitik« (COM(2006)0726), af 5. december 2007»En stærk europæisk naboskabspolitik« (COM(2007)0774), af 3. december 2008»Østpartnerskabet« (COM(2008)0823) samt af 12. maj 2010»Status over den europæiske naboskabspolitik« (COM(2010)0207),

der henviser til de fælles meddelelser fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 20. marts 2013»Den europæiske naboskabspolitik: På vej mod et stærkere partnerskab« (JOIN(2013)0004) og af 25. maj 2011»En ny tilgang til nabolande i forandring« (COM(2011)0303),

der henviser til Udenrigsrådets konklusioner af 26. juli 2010 og 20. juni 2011 om den europæiske naboskabspolitik (ENP) og af 18.-19. november 2013 om det østlige partnerskab samt til konklusionerne fra Udenrigsrådet (handel) af 26. september 2011 og Det Europæiske Råd af 7. februar 2013,

der henviser Det Europæiske Råds konklusioner om det østlige partnerskab af 19.-20. december 2013,

der henviser til de fælles meddelelser fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik af 15. maj 2012»Østpartnerskabet: En køreplan for efterårstopmødet 2013« (JOIN(2012)0013) og »En ny europæisk naboskabspolitik« (JOIN(2012)0014) samt de ledsagende fælles arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene af 20. marts 2013 (»Regional Reports«, SWD(2013)0085 og 0086),

der henviser til den fælles meddelelse af 12. december 2011 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet »Menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil — en mere effektiv tilgang« (COM(2011)0886),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et europæisk naboskabsinstrument 2014-2020,

der henviser til beslutningen fra Den Parlamentariske Forsamling Euronest af 28. maj 2013 om energisikkerhed i relation til energimarkeder og harmonisering mellem de østeuropæiske partnerlande og EU-landene (1),

der henviser til sine beslutninger af 23. oktober 2013»Den europæiske naboskabspolitik: på vej mod et stærkere partnerskab — EP's holdning til statusrapporterne fra 2012« (2), af 14. december 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik (3) samt af 7. april 2011 om revision af den europæiske naboskabspolitik — den østlige dimension (4),