Mål
Organisation
Medlemskab
Licensering
Fællesudgivelser
Støtteaktiviteter
Kontaktoplysninger
Det vigtigste formål med EU's forlæggerforum er at fremme et dynamisk partnerskab mellem EU-institutionerne og forlagsbranchen. Partnerskabet på sin side skal bidrage til at opfylde vores hovedmålsætning, nemlig at bringe EU tættere på borgerne ved at gøre det lettere for dem at få EU-relateret information.
Tekster indeholdende information om de centrale EU-politikker skal offentliggøres ad de officielle kanaler. Efterspørgslen efter supplerende information stiger dog støt, og der er også et voksende behov for, at informationerne oversættes til flere sprog. Et velfungerende partnerskab mellem forlagsbranchen og EU-institutionerne er et solidt grundlag for at håndtere denne kulturelle rigdom i alle dens dimensioner.
Uanset hvilket medie der anvendes, spiller forlagsbranchen en vigtig rolle: På grundlag af data og tekster fra EU-institutionerne kan de udforme skræddersyede og specialiserede produkter og gøre dem tilgængelige for både offentligheden generelt og for fagfolk.
Selv om forummet oprindelig blev oprettet med oplysninger fra EU-institutionerne i snæver forstand for øje, er initiativet også blevet hilst velkomment af EU-agenturerne og andre EU-organer. EU's forlæggerforum udgør således en centraliseret platform for udnyttelse af licensmuligheder i EU-spørgsmål.
EU's forlæggerforum blev oprettet i 1996. Dets formandskab deles mellem formanden for Den Europæiske Forlæggerforening (FEP) og generaldirektøren for Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer.
Forummets sekretariat ligger i Luxembourg, hvor det er en del af Publikationskontorets kontor for udgivelsespolitik.
Der er to medlemskabskategorier: fuldt medlemskab og gæstemedlemskab.
Medlemskab er gratis og kræver kun, at man registrerer sig via Publikationskontorets websted.
Forummets licenseringsordning er en nyskabelse i Publikationskontorets licenseringsaktiviteter.Forummet er et særligt og innovativt tiltag, hovedsagelig fordi betingelserne for samarbejde og licensafgifter er forudfastsat. Alle potentielle partnere kender dem således på forhånd. Betingelserne skal derfor ikke genforhandles hver gang, og de er desuden meget enkle og gennemsigtige og fordelagtige for forlagene.
Forlagene kan tilpasse manuskripter - dvs. foretage finpudsning, tilføje merværdi og vælge et passende medie - for at markedsføre dem over for en specifik målgruppe. Slutproduktet vil således være forlagets eget værk.
Ud over originalmanuskripter kan forlagene også omarbejde allerede offentliggjorte oplysninger - som kan findes via kataloger, databaser, registre, Europa-websiderne og EU Bookshop.
De almindelige betingelser for licensaftaler
[92 KB] er udformet således, at overdragelsen af publikationsrettigheder kan ske let og ligetil (se side 4 og 5).Der er fastsat en pris på 3 EUR pr. A4-side (eller tilsvarende) eller pr. 2 000 tegn, men denne prissætning kan senere tages op til vurdering.
Samarbejde om publikationer kan finde sted ved hjælp af aftaler om fællesudgivelser. Dokumenter udarbejdet af de forskellige institutioner eller agenturer kan på denne måde udgives i samarbejde med offentlige eller private forlag. Samarbejdet med professionelle forlag betyder, at det bliver muligt at nå ud til særlige målgrupper, fordi forlagene kender disse grupper og de pågældende markeder.
De endelige produkter, som samarbejdet resulterer i, kan distribueres parallelt af Publikationskontoret og partnerforlaget. Produkterne vil også være forsynet med de to parters logoer og officielle identifikationskoder: dels Publikationskontorets og/eller den pågældende tjenestegrens, dels partnerforlagets.
Copyright vil fortsat tilhøre De Europæiske Fællesskaber. Publikationen vil indgå i EU Bookshops sortiment og blive optaget i kataloget over De Europæiske Fællesskabers officielle publikationer.
Publikationskontoret finder på vegne af generaldirektoraterne, institutionerne og agenturerne og i samarbejde med den udgivende tjenestegren et forlag og repræsenterer også disse i forbindelse med forhandlingerne om og undertegnelsen af aftalen og i forbindelse med overvågningen af den praktiske gennemførelse af projektet. Det er alene den udgivende tjenestegren, der er ansvarlig for indholdet af det værk, der skal offentliggøres.
Institutionerne er involveret i produktionen af publikationen enten ved at levere originaldokumenter gratis (type A-aftale
[73 KB] ) eller ved at bidrage til produktionsprocessen og/eller yde et finansielt bidrag efter de procedurer, som parterne har fastlagt (type B-aftale
[74 KB] ).
Licensering af oplysninger er et af forummets vigtigste aktivitetsområder, men sekretariatet koordinerer også andre aktiviteter, som støtter forummets målsætning om at fremme samarbejde og udveksling.
Forummet holder møde mindst en gang om året. Møderne tjener som platform for drøftelser og udveksling af erfaringer. Alle medlemmer er velkomne, og der sættes stor pris på deres input.
Forårsmødet afholdes enten i Luxembourg eller Bruxelles, mens efterårsmødet afholdes på bogmessen i Frankfurt.
To gange om året udkommer der et informationsskrift, der har til formål at holde medlemmerne løbende orienteret. Det indeholder referater af møderne i forummet, oplysninger om manuskripter, der kan indgås licensaftaler om, og artikler om forskellige emner.
Som resultat af medlemmernes samarbejde udgives også et årskatalog i billigbogsformat omfattende et udvalg af medlemmernes publikationer. Dette katalog giver et lille indblik i de talrige aktuelle publikationer om EU-emner og er Publikationskontorets bidrag til salgsfremme for partnernes publikationer.
Sekretariatet for EU's forlæggerforum
Kontoret for Den Europæiske Unions Publikationer
2, rue Mercier
2985 Luxembourg
LUXEMBOURG
E-mail: forum-info@publications.europa.eu
Tel. +352 29 29-44394
Fax +352 29 29-42901